SIDE 36 / APICHATPONG WEERASETHAKUL
TROPISKE
DRØMME IFØLGE APICHATPONG WEERASETHAKUL Bladhang og genfærd. Søvn og død. Gravko-rumlen og guitar. Fortid og nutid. Der er næppe nogen anden instruktør i dag, der så sensitivt – og gådefuldt – skildrer det spirituelles nærvær i vores fysiske virkelighed som Guldpalme-vinderen Apichatpong Weerasethakul. Den thailandske instruktør har skabt sit helt eget filmsprog, båret af en magisk åndelighed og en nærmest musisk rytme. Her er kæder af hændelser, som ikke er forbundne på den tørt rationelle, vesterlandske facon, men gennem drømmes spil, sommerfuglevingeslag under junglens trætoppe, tilfældighedernes leg med universet. I hans verden bliver mennesket ubetydeligt, samtidig med at vi er centrum for det hele. Det handler nemlig om at sanse og tænke i nye baner. Filmene beskæftiger sig med, hvordan vi erindrer, og de er farvet af den egensindige instruktørs intuition og dybe tro på reinkarnation. Måske.
Cemetery of Splendour
Man kan nemlig aldrig føle sig helt sikker på Weerasethakul, hvor glimtet i øjet ligger lige under den sublimerede sansning. Det er slow cinema, hvor dyb alvor, fx i undersøgelsen af nationale traumer, på et øjeblik kan slå over i lun morskab over det menneskelige teater. “Det er en ære at dele erindringens lys med det københavnske publikum,” skriver instruktøren til os. ”Filmene er bedst tjent med at forblive mystiske og åbne for forskellige fortolkninger. Jeg håber, I er enige. Tusind tak.” RB
SÆRTILBUD: MEMORIA
Vi byder Cinematekets publikum på en særlig oplevelse ’ud af huset’ torsdag den 8. juni kl. 19.00, hvor Grand Teatret lægger lærred til en forpremiere på Apichatpong Weerasethakuls nye film, ’Memoria’, der vandt Juryens særpris i Cannes. Billetter til denne visning koster 75 kr. (normalpris 100 kr.) og bestilles på grandteatret.dk.