JACQUES TATI

HUMORIST, HUMANIST OG HÅBLØST (U)MODERNE JACQUES TATI

Jacques Tati er en ener – både i fransk film og i filmhistorien i det hele taget. Han instruerede kun en håndfuld film, til gengæld bliver de gang på gang fremhævet af filmelskere verden over for deres originalitet og skarpe stik til det moderne samfund. Hovedværkerne ’Min onkel’ (1958) og ’PlayTime’ (1967) har for længst opnået klassikerstatus, mens de fire øvrige film i hans oeuvre står lidt i skyggen. Det vil denne retrospektive serie, der viser helt nyrestaurerede versioner af Tatis film, forsøge at rette op på.

Tati instruerede sin første spillefilm, ’En festlig dag’, i 1949, og sin sidste spillefilm, ’Parade’, 25 år senere. Hans værk spænder derfor over de tre årtier, der i fransk historie bliver kaldt les trentes glorieuses, de strålende tredive år, hvor økonomien boomede og landet var i rivende udvikling. Og Tatis film byder netop på nogle af de mest morsomme og knivskarpe analyser af vores moderne, teknologibegejstrede liv.

Tatis alter ego, den kejtede Monsieur Hulot (spillet af Tati selv) er en af filmhistoriens mest charmerende anakronismer, som til trods for sin klodsede fremtoning altid beriger omgivelserne med sit poetiske nærvær. Som da han i ’Min onkel’ slår sit vindue op og hører en fugl kvidre henført. Nysgerrig efter hvor denne kvidren kommer fra åbner og lukker han sit vindue, indtil det går op for ham, at vinduet i sin bevægelse reflekterer solens lys over på genboens kanariefugl, der tror, at det er solopgang og derfor synger af hjertens lyst. Hvorpå Hulot lader vinduet reflektere solen, så fuglen kan synge i uendelighed. En smukkere hyldest til livets tidsløse glæder kan man ikke tænke sig.

Jacques Tati var konceptuelt tænkende og kolossalt ambitiøs som instruktør, og med ‘PlayTime’, fandt hans mesterligt koreograferede, næsten ordløse komedier deres kulmination. ’PlayTime’ blev optaget på et enormt filmset kaldet Tativille – en filmby, der blev konstrueret af hundrede bygningsarbejdere og kostede en formue at opretholde – og som ruinerede Tati.

I ’PlayTime’ kaster Tati den elskelige Hulot ind i en forbløffende og usammenhængende moderne verden. Hulot som figur er håbløst umoderne – han står uden for sin egen tid, men peger på en og samme tid fremad og tilbage. Det samme kan siges om Jacques Tati, en ener i en filmverden, der har bevæget sig stadig længere væk fra film som disse. Sophie Engberg Sonne+ Laura Fromm Gottschalk

LØR 08/10 14:45 + TIRS 22/11 17:15 Festlige feriedage

Les vacances de M. Hulot / J. Tati, 1953 / eng. tekst / 89 min.

Den første film med den håbløst umoderne Monsieur Hulot, der skulle blive hovedperson i Tatis næste 3 film. ’Festlige feriedage’ foregår i en lille badeby, hvor Hulot ferierer på byens strandhotel. Filmen er skåret over feriens dovne døgnrytme og er bundet sammen af et formidabelt lydspor, der både byder på en jazzet kendingsmelodi og lyddetaljer, der understreger komikken, som når Hulots kajak klapper sammen, så han ligner en dræberhaj, der snapper efter badegæsterne.

Festlige feriedage

Min onkel

ONS 09/11 19:15 + TIRS 29/11 20:15

PlayTime

Jacques Tati, 1967 / eng. tekst / 119 min. (139 min. inkl. intro)

Ud af Tatis bare seks film er ’PlayTime’ kronen på værket. En surrealistisk satire, der kan tolkes som enten en kritik eller en fejring af det moderne samfunds glashuse, indgangsdøre, venterum, kubistiske arbejdsmiljøer og messehaller. Tatis bittersøde modernitetsportræt er en gennemmusikalsk (ordløs, men langt fra lydløs) bevægelsesballet gennem et modernistisk Paris af glas og stål med Tati selv i hovedrollen som den klodsede Monsieur Hulot, der kastes ind i fremmedgørende rum, han intuitivt ikke forstår. EVENT Introduktion ved Weekendavisens filmkritiker Bo Green Jensen den 9. november.

MAN 03/10 20:45 + MAN 17/10 16:45 + ONS 16/11 19:15

Min onkel

Mon oncle / Jacques Tati, 1958 / eng. tekst / 120 min.

Den kejtede Monsieur Hulot gør comeback i Tatis første farvefilm. Historien om Hulot, der besøger sin svogers ultramoderne og strømlinede forstadsvilla, et højteknologisk mareridt af monotone lyde, er en modernitetskritik forklædt som slapstickkomik – og bag komikken også en rørende fortælling om, hvad det vil sige at være menneske i en foruroligende automatiseret, moderne verden.

MAN 03/10 19:15 + TIRS 15/11 19:15

Jacques Tati, tombé de la lune

Jean-Baptiste Péretié, 2021 / eng. tekst / 60 min.

Med udgangspunkt i François Truffauts udsagn om, at ’PlayTime’ var ”en film, der kommer fra en fremmed planet,” får man i denne vidunderlige dokumentar på bare en time en komplet indføring i Jacques Tatis overjordiske univers. Filmen beskriver både arven fra Keaton og Chaplin, Tatis tidlige karriere i 1930’erne og ikke mindst arbejdet med ’PlayTime’, der beskrives som Tatis Ikaros-projekt. En kærlighedserklæring til Tatis dansende, eventyrlige verden.

Jacques Tati

Parade TIRS 18/10 16:45 + TIRS 22/11 21:30

Parade

Jacques Tati, 1974 / eng. tekst / 90 min.

’Parade’ er den mest ukendte af alle Tatis film, og det er der mange grunde til. Den er optaget på video med et begrænset budget for svensk fjernsyn, og her er ingen Monsieur Hulot. Og så alligevel. For lige som ’En festlig dag’ kan ses som et forstudie, vender Tati her tilbage til den ordløse pantomime, som er grundstenen i Hulot. Den amerikanske filmkritiker Jonathan Rosenbaum har sagt, at man skal betragte ’Parade’ som Tatis afskedsgave til sit publikum, og sikke en gave.

MAN 07/11 19:15 + TORS 24/11 17:00

Trafik

Trafic / Jacques Tati, 1971 / eng. tekst / 97 min.

I den sidste af Tatis film med den klodsede Hulot er manden med den beige regnfrakke og de lidt for korte bukser på tur i Paris’ trafiksystemer. Hulot har nemlig fået job i et bilfirma og skal fremvise firmaets nye teknologiske landvindinger. Og endnu en gang viser den moderne teknologi tænder over for vores anakronistiske (anti)helt. ’Trafik’ er en fornøjelig og noget nær genial opvisning i komisk timing à la Tati. EVENT Vi serverer trafiklys-drinks til filmen den 7. november.

Trafik

LØR 15/10 14:30 + TIRS 15/11 20:45

En festlig dag

Jour de fête / Jacques Tati, 1949 / eng. tekst / 80 min.

Tatis første spillefilm fra 1949 foregår i den lille landsby Sainte-Sévère-sur-Indre under den årlige landsbyfest. Tati spiller det lokale postbud, François (en forløber for Monsieur Hulot), der cykler rundt i et alt for lavt gear med lidt for korte bukser, og som drømmer om at rationalisere sit arbejde på amerikansk vis ud fra devisen ”Time is money”. En film, der kredser om forholdet mellem nostalgi og modernisering – en rød tråd gennem hele Tatis produktion.