
4 minute read
SPANSKE FILMUGER
Velkommen, Mr. Marshall Naturlig størrelse

Advertisement
LUIS GARCÍA BERLANGA FYLDER 100
Med sin sarkasme, sorte humor og spiddende satiriske skildringer af hverdagslivet under det spanske diktatur, var instruktøren Luis García Berlanga (1921-2010) en konstant torn i øjet på Franco-regimet. ”Berlanga er ikke kommunist, han er værre end en kommunist, han er en dårlig spanier,” kunne man høre Franco selv sige i 1963 efter at have set filmen ’The Executioner’.
Berlangas film var umådeligt populære i samtiden og slap på forunderlig vis ret uskadte gennem filmcensuren, måske fordi deres samfundskritik gerne skal findes imellem linjerne, og altid er spidsfindig, indirekte og metaforisk. Det blev med årene Berlangas filmiske varemærke; denne antydningens kunst, som den spanske censur paradoksalt nok var med til at forfine. Et andet varemærke er skildringen af menneskemængder og spansk byliv – filmet i lange sekvenser og intense, velorkestrerede gruppebilleder i total. Berlanga benyttede et fast ensemble af skuespillere, hvis gnistrende samspil giver filmene et spontant og autentisk præg, hvor alle personer taler meget – og ofte i munden på hinanden.
”Berlanga og Buñuel er de to store mestre i spansk film,” har instruktøren Pedro Almodóvar udtalt, og tilføjer, at Buñuel lidt uretfærdigt altid har fået størst international opmærksomhed. Vi er derfor glade for – i samarbejde med Instituto Cervantes i Stockholm og Den Spanske Ambassade i København – at kunne præsentere syv film af Luis García Berlanga i anledning af 100-året for hans fødsel. Velkommen til et sprællevende og bundcharmerende kapitel i spansk filmhistorie.
Under Spanske Filmuger kan du desuden spise en lækker spansk anretning – med tilhørende Sangria – i caféen Lille SULT eller i Restaurant SULT, til en samlet pris på 115 kr. CH
The Executioner SØN 10/10 19:15 + TIRS 26/10 19:00
The Executioner

El verdugo / L.G. Berlanga, 1963 / eng. tekst / 90 min. (120 min. inkl. intro)
I denne groteske spanske klassiker møder vi den aldrende regime-bøddel, Amadeo, der bor sammen med sin datter Carmen. Carmen danner par med den unge bedemand, José Luis. Parret får mulighed for at overtage Amadeos lejlighed, hvis José Luis også overtager jobbet. Argumentet om, at man i rolige tider sagtens kan arbejde som bøddel, får José Luis overbevist. Men... EVENT Introduktion den 10. oktober.
SØN 17/10 19:15 + FRE 22/10 21:45
Plácido
Luis García Berlanga, 1961 / eng. tekst / 85 min.
I en lille spansk provinsby arrangerer borgerskabets fruer op til jul en velgørenhedskampagne under sloganet: ”Bespis en fattig ved dit bord”. Den fattige Plácido hjælper til i sin trehjulede bil. Hvor går grænsen mellem socialt engagement og det selviske ønske om at blive betragtet som en socialt engageret person, spørger Berlanga i denne sorte og Frank Capra-inspirerede julekomedie, der digter videre på et autentisk initiativ fra Franco-styrets side.
LØR 09/10 17:30 + ONS 20/10 19:00 That Happy Couple
Esa pareja feliz / Luis García Berlanga, Juan Antonio Bardem, 1951 / eng. tekst / 83 min.
Berlanga debuterede med denne bittersøde komedie, der både er inspireret af italiensk neorealisme og de britiske Ealing-komedier. Elektrikeren Juan arbejder for filmindustrien, der er tynget af landets dårlige økonomi. Juans kone, Carmen, er hjemmegående og spiller med i radioens lotteri. Da hun en dag vinder, udvælges de som det ’det lykkelige par’. Madrids myldrende udeliv danner et charmerende bagtæppe.
LØR 16/10 19:00 + LØR 23/10 16:45
The National Shotgun
La escopeta nacional / Luis García Berlanga, 1978 / eng. tekst / 95 min.
At være aristokrat er ikke hvad det har været! Det må forretningsmanden Jaume sande, da han med sin sekretær/elskerinde deltager i et jagtselskab hos en adelig, men økonomisk trængt familie. Jaume håber på at komme i kontakt med en af Francos ministre, men alt går galt, og en regeringskrise udløses. Berlanga er endnu engang nådesløs i sin hudfletning og udstilling af overklassens forlorne livsformer.
FRE 08/10 21:15 + MAN 25/10 19:15
Velkommen, Mr. Marshall
Bienvenido, Mister Marshall / Luis García Berlanga, 1953 / eng. tekst / 128 min. inkl. intro
Indbyggerne i en landsby har fået besked om, at en amerikansk delegation er på vej med økonomisk støtte til dem, og de forbereder derfor en stor velkomst, med en vifte af andalusisk kulturkitsch, fra flamenco til tyrefægtning. Mellem linjerne er en dybere samfundskritik på spil i skildringen af byens uvidende og dybt forvirrede autoriteter. EVENT Åbningsreception den 8. oktober og introduktion den 25. oktober.
ONS 13/10 18:30 + SØN 24/10 16:45
The Heifer
La vaquilla / Luis García Berlanga, 1985 / eng. tekst / 122 min. (152 min. inkl. intro)
Filmhistoriens første komedie omhandlende Den spanske borgerkrig. En gruppe republikanske soldater sulter og keder sig ved Aragon-fronten i 1938. I en nærliggende nationalistisk landsby annonceres der en byfest med tyrefægtning. Soldaterne planlægger derfor at stjæle tyren for at demoralisere fjenden og for at få bøf på menuen. Filmen slog alle publikumsrekorder i Spanien. EVENT Introduktion den 13. oktober.
MAN 11/10 21:30 + TORS 21/10 21:00 Naturlig størrelse
Grandeur nature / Tamaño natural / Luis García Berlanga, 1974 / eng. tekst / 101 min. (131 min. inkl. intro)
Berlanga indspillede denne personlige film i Frankrig, med Buñuel-stjernen Michel Piccoli i rollen som en parisisk tandlæge, der keder sig i sit ægteskab, og derfor stikker af og isolerer sig på et badehotel, hvor en sexdukke gradvist bliver mere og mere virkelig for ham. Filmen italesætter elegant både kvindesyn, fetichisme og romantisk kærlighed. EVENT Introduktion den 21. oktober.