5 minute read
Dommerudvalget
Uddannelse og god opførsel er centralt for kompetenceudvikling, rekruttering og fastholdelse af vores dommere – nye som erfarne. Corona har betydet frafald af dommere og udsatte kampe, som har udfordret området. Færre dommere har dømt flere kampe. Hos vores unge dommere sker der desværre også et frafald grundet negative tilråb fra forældre og tilskuere – det ønsker vi at sætte en stopper for.
Endnu en sæson er i skrivende stund ved at gå ind i sin afslutning for landets mange breddedommere. En sæson præget af corona – især før nytår, hvor turneringen blev suspenderet i flere turneringsrunder på grund af høj smitterisiko.
Corona har i forvejen betydet, at flere dommere desværre er stoppet i årets løb af forskellige årsager med en afgang på helt op til 15% i enkelte kredse. Det må uundgåeligt udmønte sig i flere kampe pr. dommer end sædvanligt. Også selvom der har været en nedgang i antal hold.
Tilsammen gør det, at der er ekstra pres på her sidst på sæsonen, der samtidig er blevet forlænget for at kunne nå at afvikle det fulde kampprogram. De ekstra kampe efter nytår betyder desværre også skader hos dommerne, som igen betyder flere kampe til de resterende dommere. Mange dommere har hjulpet med at tage ekstra kampe i perioder med sygdom, skader og udsatte kampe, og de fortjener alle en stor tak for indsatsen gennem hele sæsonen.
Dette blev også sæsonen, hvor automatisk dommerpåsætning blev indført i hele landet. Der var lidt forskel på, hvornår det lokalt blev implementeret, og de sidste kom med omkring nytår. Det har ikke været helt uden udfordringer, og selvom kamp-påsætterne gør alt hvad de kan, så har det ikke hele tiden været helt hensigtsmæssigt, hvordan kampene er blevet påsat, og det har medført lidt undren og frustration blandt nogle dommergrupper. Vi håber på, at løbende forbedringer af systemet kan være med til at mindske uhensigtsmæssighederne.
Vi startede sæsonen op med vores sædvanlige obligatoriske opstartsmøder for alle dommere, hvor vi også præsenterede det helt nye uddannelseskatalog med uddannelse til både dommere, udviklere og instruktører. Uddannelse som skal komme alle til gode og gøre dommerne så gode, som de kan blive! Udbuddet af kurser i efteråret blev desværre ikke af en karakter, som vi havde håbet, da vi bl.a. ikke kunne samles fysisk, som uddannelserne er lagt an
på. Efter nytår er der planlagt flere kurser til alle tre målgrupper, og vi håber at nå så mange som muligt, inden sæsonen slutter.
Uddannelse af dommere, udviklere og instruktører er et meget centralt og vigtigt tema. Hvis vi fremadrettet skal fastholde kompetenceniveauet og motivationen hos vores dommere, er det afgørende, at vi fortsætter med at investere i dette område.
Forudsætningen for, at vi kan dygtiggøre vores dommere og udviklere, er at vores instruktører også bliver efteruddannet og har et højt niveau. Vi gør derfor en stor indsats for, at instruktørerne deler viden og får tilført ny inspiration samt er bevidste om, hvilke kvalifikationer der er nødvendige for at kunne lære fra sig og inspirere andre. Af samme årsag vil vi i år også udvide den årlige instruktørsamling fra en halv dag til en hel fælles dag, hvor vi både skal være faglige og nysgerrige på den gode instruktør. Dommerudvalget fortsætter med at udvikle nye kurser. Grundmodul 2 i udvikleruddannelsen vil bl.a. blive færdigudviklet her i foråret.
Gennem det seneste år har det været en ambition i Dansk Håndbold Forbund at udvikle en specifik kortbanedommeruddannelse i samarbejde mellem udviklingsafdelingen og dommerudvalget, og det samarbejde har netop båret frugt ved, at en helt konkret dommeruddannelse til kortbane nu er lanceret og udbydes lokalt. Tanken er, at foreningerne kan bestille et kursus til udvalgte klubfolk, forældre eller andre, som ønsker at hjælpe sin lokale klub med at dømme og få afviklet nogle kortbanekampe.
Et stort arbejde, der stadig er pågående, er rekruttering og fastholdelse af nye dommere, og det er ikke blevet mindre relevant efter de seneste par sæsoner med tilbagegang på dommersiden. Emnet har og har haft stor fokus i dommerudvalget. Tiltag mv. sker i godt samarbejde med den lokale dommerledelse. Vi må aldrig stoppe med at udvikle og udføre gode idéer lokalt, og det er vores opgave i Dommerudvalget at sikre, at disse tiltag bliver synliggjorte og delt til resten af landet.
Ingen snak om fastholdelse af nye unge dommere uden en opfordring til alle klubber. En af de hyppigste årsager til at unge dommere stopper med at dømme håndbold, er tilråb af negativ karakter fra tilskuere og forældre. Det er helt urimeligt, at en helt ny, ung dommer både skal have fokus på sin dommergerning og samtidig tackle negative tilråb fra tilskuerpladserne, så derfor har vi brug for klubbernes hjælp. Vores ønske er, at alle klubber tager aktiv stilling til denne problemstilling og ikke tolererer den slags opførsel blandt klubbens tilskuere og forældre – uanset om det er på hjemmebane eller udebane. F.eks. ved at have det med i klubbens værdisæt og som minimum både opfordre til og håndhæve de 10 forælderbud i Dansk Håndbold Forbunds nye vidensgrundlag; Rigtig, sjov håndbold. Vi håber dermed i fællesskab at skabe bedre og mere trygge rammer for nye dommere, som ønsker og brænder for at være en del af vores sport og hjælpe med at afvikle kampene til en god oplevelse for ALLE parter.
Én af succeserne var den årlige samling for 2. divisionsdommerne i august måned inden sæsonstart, var planlagt som en fælles samling på tværs af landet. Det var en stor succes med god feedback fra dommerne, og vi gentager derfor tiltaget i den kommende sæsonopstart. Det er givtigt for alle at få delt viden og ikke mindst erfaringer på tværs af gruppen, som har mange ting tilfælles.
Der er stadig masser af arbejde tilbage for os i Dommerudvalget med både uddannelse, rekruttering og ikke mindst drift af de mange tiltag, der er sat i søen. Det er et spændende arbejde, som forandrer sig for hver sæson, der går, og det kræver et godt og dynamisk udvalg. Det har vi heldigvis, og jeg vil gerne takke hver og en i udvalget for et godt og givtigt samarbejde i den snart forgangne sæson. Det er en stor fornøjelse at være omgivet af dommerkolleger, som brænder for at forbedre vilkårene for breddedommerne og være med til at gøre dem så dygtige, som de kan blive. Der skal også lyde en tak for samarbejdet til alle kolleger i de andre udvalg og ikke mindst de ansatte i Dansk Håndbold Forbunds administration. I fællesskab skaber vi fundamentet for nye tiltag og får eksekveret på udførelsen af dem.
Slutteligt vil jeg gerne sige en stor tak til Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse for samarbejdet i denne sæson og ikke mindst velviljen til, at vi får mulighed for at prioritere efteruddannelse af vores eksisterende dommere, som er så afgørende for, at vi til stadighed kan levere et godt produkt.
Med ønsket om en rigtig god og sygdomsfri sæson til alle.
Thomas Rich Formand, Dommerudvalget