11 minute read
Bredde- og udviklingsudvalget
Ikke alt har handlet om corona og de udfordringer, der helt naturligt har fulgt med. Vidensdeling, vidensindsamling og ”Rigtig, sjov håndbold” har været initiativer, der har sikret forbindelse til hele håndbolddanmark. Vi skal dog fortsætte arbejdet med at skabe et stærkt fælles fundament for, hvordan vi udvikler og bedriver håndbold, da vi ser ind i en fremtid, hvor rekruttering og fastholdelse af både spillere og frivillige er udfordret.
For at sikre håndboldens udvikling både i forhold til antal spillere, frivillige og ledere, er det vigtigt, at der er et stærkt samarbejde mellem fagområderne på tværs af organisationen. Det er derfor BRUD’s overordnede opgave at koordinere, vidensdele, udbrede en fælles forståelse af håndbolden og sikre, at kompetencer og ressourcer koordineres på tværs med det formål at få flere børn, unge og voksne til at spille håndbold. BRUD’s indsatser tager udgangspunkt i viden, forskning, dialog og synlighed på en sådan måde, at Bredde- og Udviklingsudvalget, i tæt samarbejde med de mange aktører på håndboldområdet, kan gøre en forskel i ambitionen om at øge medlemstallet og kvaliteten i vores håndboldtilbud. Et udfordrende år 2021 blev igen et coronaår, hvor vi alle blev udfordret på at tilpasse os, finde nye måder at holde kontakten og motivationen oppe hos vores foreninger, frivillige og spillere. Heldigvis var mange, både politisk og ikke mindst ude i foreningerne, ukuelige i deres passion og engagement i håndbolden – og det lykkedes langt hen ad vejen at fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne.
Som en konsekvens af coronasituationen fokuserede BRUD på at iværksætte særlige indsatser for at motivere til fortsat engagement, træning og medlemskab i foreningerne. ”Den gode opstart”, som var anbefalinger og vejledninger til, hvordan træning og efterfølgende kamp bedst kunne tilrettelægges for at undgå for mange skader for spillere i alle aldre, blev genintroduceret, og turneringsopstart blev tilpasset for at minimere skadesrisiko ved for hurtig genstart. Herudover har udvalget understøttet de lokale enheder i deres arbejde på at booste håndbolden, da der igen blev åbnet op for at mødes. I første omgang blev det i udendørshåndbolden med masser af beach håndbold, græshåndbold og i det hele taget dyrkelse af legen med bolden.
Heldigvis er ikke alt gået op i corona. Det har været vigtigt for udvalget at forsætte arbejdet med de vigtige indsatser, som skal være med til at løfte og kvalificere vores håndboldtilbud og håndboldoplevelser på den lange bane.
Nye spilformer Fra sommeren 2019 til sommeren 2023 har Dansk Håndbold Forbund indført syv større ændringer (årgange, boldstørrelser, spilformer, kortbane, spiludvikling og DM) for børne- og ungdomshåndbolden. Ændringerne er indført med det formål at understøtte, at endnu flere børn og unge tiltrækkes, trives, motiveres og forbliver i håndbolden og i foreningerne, fordi det er sjovt og udviklende.
De syv ændringer er: 1. Ulige årgange i stedet for lige årgange til og med
U19. 2. Enkeltårgange frem for dobbeltårgange til og med
U9. 3. Ændring i spilform, så U9 og U11 fremover skal spille på kortbane (U11 fra sæson 2021/2022). 4. Ændring i boldstørrelser og -typer på en del børne- og ungdomsårgange. 5. Ændring i regler om målvogter, igangsættelse af spil og antal spillere på holdkortet i totalhåndbold 6. U15-årgange deltager ikke i landsdækkende ungdoms-DM. 7. Nye dispensations- og spiludviklingsregler.
I sæsonen 2020/2021 var der ikke mange nye tiltag i forhold til implementeringen af de nye spilformer. Det har været en sæson, hvor vi har haft som ambition at få samlet viden ind, lytte til erfaringer og foretage observationer ude i hallerne som en del af midtvejsevalueringen. Denne del af processen blev, som alt andet, berørt af coronanedlukningen, men det lykkedes med omstillingsparathed alligevel at få gennemført store dele af de planlagte observationer og interviews. BRUD indgår både i projektets styregruppe og ekspertgruppe.
Rigtig, sjov håndbold – et fælles fundament for børne- og ungdomshåndbold Arbejdet med at implementere ”Nye Spilformer”siden efteråret 2019 har vist, at tilgangen til børne- og ungdomshåndbolden rundt omkring i landet er forskelligartet. Det var og er derfor stadig BRUD´s opfattelse, at der er behov for at skabe et fælles afsæt, i forhold til den måde vi bedriver og udvikler håndbold på.
God børne- og ungdomshåndbold kan se ud på mange måder, men det er Dansk Håndbold Forbunds holdning, at der er nogle forudsætninger for træning af børn og unge, som bør være ens, uanset om man træner de yngste børn eller de ældste unge. Arbejdet med børn og unge i håndbolden skal bygge på viden og erfaring, som underbygger trivsel og udvikling både på og uden for banen.
Med det afsæt satte BRUD i 2020 gang i et arbejde, som i 2021 mundede ud i et fælles videns- og holdningsgrundlag for børne- og ungdomshåndbolden i Danmark: ”Rigtig, sjov håndbold”. Vidensgrundlaget vil fremadrettet være det fundament, som vi vil læne os op ad i vores rammesætning og udvikling af håndbold for børn og unge. Det skal være medvirkende til at løfte flere børn og unges motivation for håndboldspillet, både på kort og langt sigt, og derved understøtte Dansk Håndbold Forbunds målsætning om at fastholde og tiltrække nye medlemmer.
Online opstartsmøder for U9-U13 I forlængelse af implementering af ”Nye Spilformer” gennemførte Dansk Håndbold Forbund i august 2021 online opstartsmøder både internt for ansatte og politikere og efterfølgende eksternt for trænere, som arbejder med årgangene U9-U11 og U13.
Formålet med møderne var at sikre, at alle følte sig klædt på til at starte sæsonen op med de ændrede vilkår. Møderne for trænere henvendte sig til både nye og rutinerede, og formen var korte oplæg om de politiske motiver bag ændringerne af spilformerne i børnerækkerne. Der var indlæg, der kortlagde de sportslige, pædagogiske og sociale aspekter af børnehåndboldspillet og spilformernes berettigelse set fra Dansk Håndbold Forbunds perspektiv, og det var muligt at stille spørgsmål og få svar fra repræsentanter fra Dansk Håndbold Forbund. De input, der kom på møderne, er inddraget i det videre evalueringsarbejde.
Holdfællesskaber Der er forskelligartede holdninger til holdfællesskaber indenfor håndboldverdenen – fra overstrømmende begejstring til arv og modstand ift. hvad et holdfællesskab kan bibringe af muligheder eller barrierer for fastholdelse og udvikling at håndboldspillere.
Der er i Dansk Håndbold Forbund nedsat en styregruppe, som arbejder med anvisninger til den fremadrettede håndtering. BRUD bidrager til denne indsats.
Ny strategiaftale med DIF for 2022-2025 I perioden 2018 til 2021 var de overordnede spor i strategiaftalen rekruttering af børn i alderen 2-12 år, rekruttering/genrekruttering af flere medlemmer i alderen 19-59 år og øget international indflydelse.
I perioden 2022 til 2025 fastholdes og videreudvikles aftalen som indeholder følgende fem strategiske spor: Spor 1: Flere børn i håndbold Spor 2: Flere unge i en rummelig og inkluderende håndboldsport Spor 3: Flere voksne i håndbold Spor 4: Håndbold i stærke og udviklende foreningsmiljøer Spor 5: Øget international indflydelse
De valgte strategiske indsatser udbygger og supplerer Dansk Håndbold Forbunds vedtagne delstrategier for børne-, unge- og seniorfaggrupperne.
Håndboldskoler Det var med en vis spænding, at vi gik ind til håndboldskolesæsonen 2021. Usikkerheden om hvorvidt det blev muligt at afvikle håndboldskolerne prægede
både arrangør- og deltagertilmeldingerne. Heldigvis blev det muligt, og selvom vi ikke kom helt uden om coronarestriktioner var restriktionsgraden fra myndighederne langt mindre end sidste år. Derfor lykkedes det at få afviklet håndboldskolerne i fineste coronavenlige rammer. Vi blev kun ramt af corona på to håndboldskoler, som i begge tilfælde blev håndteret godt.
Hvis vi ser på antallet af tilmeldte håndboldskoler, var udgangspunktet det samme som i 2019 – nemlig 132 tilmeldte håndboldskoler fordelt på 106 foreninger (i 2019 var der 131 tilmeldte håndboldskoler fordelt på 100 foreninger). Ud af de 106 foreninger kom der 16 nye foreninger til. Desværre mistede vi også hele ni foreninger på grund af corona og mangel på frivilligesamt fire der valgte at gå solo med egne håndboldskoler. Deltagerantallet kom næsten på niveau igen, og vi ramte 6.198 deltagere mod 3.558 i 2020 og 6.691 i 2019.
Ligesom så meget andet i 2021 har håndboldskolerne i Dansk Håndbold Forbunds regi været påvirket af coronapandmien og har haft en del aflysninger på grund af nedlukning af indendørsidrætten. Til trods for særlige retningslinjer med ekstra fokus på hygiejne og mindre grupper, blev 53 håndboldskoler gennemført i uge 31 og 32 og syv håndboldskoler i uge 42.
BRUD er bekymret for udviklingen og de udfordringer, som manglen på ledere og frivillige i foreningerne har på gennemførsel af fremtidens håndboldskoler. Derfor indgår BRUD i en dialog med udviklingsafdelingens fagansvarlige i bestræbelserne på at styrke og kvalificere konceptet.
Faggrupperne
Børnefaggruppen Forum for Børnehåndbold er et initiativ fra Faggruppe Børn. Det er et forum for Dansk Håndbold Forbund og lokale politikere, administrative medarbejdere og konsulenter, der arbejder med børnehåndbold i Dansk Håndbold Forbund. Hensigten med disse møder er at skabe et fagligt kommunikation- og informationsflow med god dialog, videns- og erfaringsdeling mellem dem, der arbejder for at sikre gode rammer for børnehåndbold i Dansk Håndbold Forbund.
Et af faggruppens store arrangementer er Børnehåndboldsymposium, som normalt afvikles i efteråret med over 100 deltagere. Det blev i februar 2021 online over tre aftener med stor succes og deltagelse. Temaet på symposiet var ”Tilgang til træning og læring i det gode miljø”, og på programmet var bl.a. Johan Zanotti og Jennie Linnell.
Ungefaggruppen Fokus i ungefaggruppen har i 2021 været på igangsætning af et samarbejde med Turneringsudvalget om vidensdelingsdag på turneringsproduktet for ungdomsspillerne, som foregår i dialog med og
respekt for både Turneringsudvalg og Uddannelsesudvalg lokalt såvel som i Dansk Håndbold Forbund. Herudover har udvalget brugt kræfter på udformning af uddannelse og tilbud til unge foreningsledere. Faggruppen vurderer, at det er yderst vigtigt at koble udviklingen i foreningerne og i samfundet sammen med frafaldet af ledere og tage afsæt i de store kompetencer, de unge kommer med fra deres skoleuddannelser. Målet er at skabe synergi mellem fremtidens ledere og grundstenene i foreningslivet for at styrke fremtidens foreninger og ledere.
Faggruppen har deltaget i dialogen og samarbejdet med Efterskoleforeningen og landets efterskoler vedrørende turneringsproduktet for efterskolerne i særdeleshed. Der er blevet arbejdet på, at få en stadig større forståelse for efterskolernes ønsker og behov, så Dansk Håndbold Forbund og efterskolerne i endnu højere grad kan lykkes med det fælles formål at fastholde de unge mennesker i håndboldsporten efter endt efterskoleophold.
Seniorfaggruppen Seniorfaggruppen har i 2021 fungeret som en referencegruppe og er uden formand. Gruppen fik fra januar 2021 nye medlemmer, og har været idegenererende til konkrete initiativer, som har bidraget og fortsat bidrager til at genstarte og styrke seniorhåndbolden efter corona.
Gruppen følger desuden udviklingen af projektet ”Håndbold i studiebyerne”, der skal genrekruttere flere håndboldspillere, når de flytter til de større studiebyer. Projektet blev vedtaget i bestyrelsen i december 2020 med start i marts 2021.
Formålet med projektet er dels at fastholde og genrekruttere flere unge i håndbolden og med den ambition at udvikle en metode til at fastholde eller genrekruttere unge seniorspillere i alderen 18-25 år til håndboldklubberne i studiebyerne. I samarbejde mellem aarhusianske håndboldklubber (projektklubber), afgivende håndboldklubber i landområder (barndomsklubber) og uddannelsesinstitutioner ønsker BRUD, i samarbejde med JHF Kreds 5, at udvikle en metode, som andre kredse og studiebyer kan følge.
Målsætningerne for projektet er følgende: • Skabe metode for samarbejde mellem barndomsklubber og studiebysklubber. • Rekruttere klubber der aktivt udvikler deres seniorafdeling. • Skabe kontakt mellem seks barndomsklubber og projektklubber. • Øge antallet af turneringshold hos projektklubberne i Aarhus med et til to hold, der deltager i den ordinære turnering. • Afprøve alternative kampprodukter. • Skabe et ambassadørnetværk af studerende, unge spillere og trænere. Det kommende år Som vi skrev sidste år i vores beretning for BRUD: ”Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan og hvor meget corona vil præge vores hverdag, og de muligheder vi har for at udbyde gode håndboldtilbud – og særligt ikke i hvilke rammer, det bliver. Derfor bliver vi også i BRUD nødt til at være yderst omstillingsparate, men også lære af de erfaringer som vi allerede har gjort os”. Dette blev langt mere aktuelt og udfordrende, end vi nok havde forventet og frygtet.
Mens vi netop stod med håbet om, at 2022 ville blive et langt mere normalt år, blev der sat en ny verdensorden med krigen i Ukraine. I skrivende stund arbejder BRUD og Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse på at motivere vores foreninger til at række hånden ud mod de mange flygtninge for at give dem et frirum i vores sport.
Foreningskulturen er under pres, og vi har desværre mistet både spillere og frivillige under coronakrisen, men når vi står sammen i bestræbelserne på at bidrage, lytter til vores interessenter og handler agilt, er det vores ambition og klare overbevisning at komme ud af udfordringerne stærkere og styrkede – til gavn for alle vores spillere, trænere og frivillige.
Det er vigtigt, at vi alle er klar til at arbejde sammen, tør udfordre hinanden, tør være ambitiøse og afprøve nye ideer og tiltag. Noget vil fungere i første forsøg, mens andet kræver flere justeringer. Sammen kan vi skabe det gode miljø og de gode rammer for den sport, som vi alle brænder for. Alle i hele håndbolddanmark skal tage ansvar og agere i respekt for hinanden for at sikre et attraktivt tilbud for både spillere og frivillige.
Det er en kæmpe opgave, men sammen er vi i stand til at løse den! Og i BRUD er vi meget bevidste om, at vi er en vigtig brik i dette puslespil. En brik er ikke nok - og uden de sidste brikker, når vi ikke i mål.
Inviter din nabo, din genbo, din ven eller den nye gæst med ind i hallen – kast bolden og lad os alle være med til at gribe den.
Bettina Lyng Bjerre Formand, BRUD
Bredde- og udviklingsudvalget (BRUD) har i 2021 været repræsenteret ved Betina Lyng Bjerre (formand), Heidi Zacho (børnefaggruppen) og Tina Fensdal (ungefaggruppen).
Seniorfaggruppen har i 2021 fungeret som en referencegruppe, og er uden formand. Herudover har der i BRUD været deltagelse fra følgende faste gæster: Benny Nielsen (formand uddannelsesudvalget), Anders Fredsgaard (formand for turneringsudvalget) og Thomas Rich (formand for breddedommerudvalget).