“Det skete, før vi kom til verden”

afNicolineKjems-Krognos

En dansk dreng og en tysk pige knytter tætte bånd et sted, der engang splittede deres nationaliteter. David Madsen giver ikke slip på sit spirende venskab til Mia Albrecht. Selvom de ældste i hans familie råder ham til at holde sig væk fra hende, fordi hun er fra Tyskland.

På et slidt tæppe ligger David Madsen og synger op mod en skyfri himmel, på hans mave hviler Mia Albrecht sit hoved. Deres stemmer svæver op og snor sig om hinanden, hendes lyse klang møder hans dybe tone i linjerne: “On the edge of great… On the edge of great…” Linjerne hører til sidst op. Den eneste lyd, der kan høres, er nitterne fra læderremmene om hans håndled, der stryger mod den blomstrede kjole, da han nusser hendes brune hår.

Han taler ikke et ord tysk. Hun taler ikke et ord dansk. Men de møder hinanden på engelsk. Og sådan har det været, siden de mødte hinanden for fire måneder siden på Frøslev Efterskole. Han som tredjeårselev. Hun som den nye pige fra Tyskland.

“Jeg savnede at være lidt for mig selv, så jeg ville ikke opsøge nye mennesker i år,” siger David Madsen. Men det ændrede sig, da den tyske pige, Mia Albrecht, i december startede på skolen. Hans blik kunne ikke slippe hende, da hun blev vist rundt på skolen i efteråret. “Jeg fik slet ikke sagt hej til hende,” siger han, mens han ryster hånden fra side til side gennem sit lange gyldne hår.

De snakker om deres kærlighed til musik, deres fremtidsdrømme, om at gå på et gymnasium, hvor der også er plads til at danse og spille teater og om deres første dag på skolen, hvor de begge rakte en rystende hånd frem til deres nye lærer.

Skolen ligger spredt over flere røde barakker, der fra 1944-45 husede den tyske interneringslejr, Frøslevlejren. På befrielsesdagen blev den afløst af Fårhuslejren, der var en straffelejr indtil 1949 for dem, der kæmpede for den tyske besættelsesmagt.

Deres fælles sprog viser sig at være musikken. Uden tøven danner de et band med et par andre elever. Om en måned pakker de: guitar, mikrofoner og trommer. Turen går til Tyskland. Hjem til Mia Albrecht. De skal optræde til en høstfest på hendes families gård, der ligger lidt syd for Hamborg. “Vi øver mindst to gange om ugen, for det skal være godt, når vi rejser så langt,” siger David Madsen, mens han står med et fast greb om sin bæltekant.

David Madsen sidder i sin seng i barak K6, der engang logerede tyske officerer. Lugten fra vasketøjskurven fylder rummet, helt ud til det hvide tapet, der har mærker fra flere års elefantsnot. Han fortæller om en weekend i marts, hvor han besøgte sin morfars Moster Glytta. De sad ved spisebordet i hendes lille lejlighed. Han tog mod til sig og fortalte hende, at hans nye veninde er tysker. Mosteren stivnede et kort sekund, da ordet “tysker” ramte hendes ører. “Hun sagde, at jeg skulle skynde mig væk fra Mia”, fortæller han.

David Madsens oldeforældre kæmpede mod tyskerne under Anden Verdenskrig. De endte hverken i Frøslevlejren eller andre kz-lejre, som mange andre fra den danske modstandsbevægelse gjorde. Men tyskerne blev de aldrig venner med igen. David Madsen kender historien om besættelsestiden bedre end de fleste andre på sin alder, men han mærker den ikke i sin krop, som Moster Glytta.

På papiret forsonede Danmark og Tyskland sig i 1955, gennem København-Bonn erklæringerne, som sikrede det danskew og tyske mindretals rettigheder. Men besættelsen har sat dybe spor i David Madsens familie, spor som han nægter at køre videre i.

Forårssolen smyger sig om de røde barakker, der ligger i udkanten af Frøslev Plantage, få kilometer fra grænsen til Tyskland. Vinden griber fat i et par visne blade, inden den rammer det brune og det lyse hår, der sammen stryger over flisegangen mod skolens spisesal.

Mia Albrecht hiver ud i en hårelastik, der sidder om armen på David Madsen. Hun sender ham et smørret smil, da den svirper mod hans bare hud. Han griner og presser sin fingerspids mod hendes næsetip, der bliver lige så bred som smilet på hans læber. Få sekunder efter lyder der et resolut “Værsgo!” fra skolens kogekone. De mæsker maden i sig, til ordet: “SAM-LE!” runger gennem salen.

“Mia forstår ikke altid min sarkasme,” fniser David Madsen. Luften bliver indimellem kold mellem dem. Men de lærer efterhånden hinandens forskelle at kende, og der går ikke mere end et par timer, før de hygger sig igen.

Spisesalen ligger i samme barak, som da stedet blev bygget. I begyndelsen af 1944 sendte Gestapo de første danskere af sted til kz-lejre i Tyskland. Det fik de danske myndigheder til at indgå en aftale med tyskerne: Vi finansierer, bygger og driver Frøslevlejren i Danmark. Det skete for at beskytte danske fanger fra den rædsel og død, der herskede i de tyske lejre.

Fra 1944-45 passerede omkring 13.000 danske fanger gennem Frøslevlejren. Mange tidligere fanger har udtrykt, at de nærmest nød tiden i lejren. De yngste fanger var 14-17 år, som efterskolens elever i dag

Hverdagen i lejren mindede om den på efterskolen: De kissemissede gennem pigtrådshegnet, vagterne holdt et vågent øje med dem, de optrådte til revyer og hjalp til med at vedligeholde stedet. I dag finder mange venner for livet, som David Madsen og Mia Albrecht, de opfører teaterforestillinger, har daglige tjanser og gangvagterne patruljerer for natterend.

Fotografier fra fortiden hænger på bagsiden af døren til deres klasselokale. De viser, hvordan tyskere og danskere på skift holdt hinanden fanget. Billederne sidder også på indersiden af David Madsens oldeforældre, som tager hadet til tyskerne med sig i graven.

Krigen står på pensummet i historietimerne. David Madsen ændrer lidt på lærerens formuleringer:

“Når vi taler om Anden Verdenskrig, siger jeg, at det var nazisterne der kom og ikke tyskerne.” Han ved, at Mia Albrecht føler sig flov over at være tysker, når historielæreren prædiker om, hvor slemme og dumme tyskerne var.

“Det må være hårdt at høre, når man er tysker,” siger David Madsen, mens han klasker håndfladerne mod sine nøgne knæ, som hullerne i hans sorte bukser blotter. “Det skete, før vi kom til verden, altså Mia var jo ikke engang tæt på at være i live.”