her vi vaager alle Mand

I over 100 år var grænsen mellem Danmark og Tyskland overvåget af de danske gendarmer. Det blåklædte korps patruljerede til fods, dag og nat, langs skiftende grænser. De fungerede både som politi og told, og fra 1920 også som symbol på genforeningen. I dag løber gendarmernes sidste sti, som et minde om en anden tid, hvor den bedste overvågning af en grænse foregik til fods.

De kunne kendes på deres maleriske blå uniform. En tung, ulden jakke med en høj krave, som kunne genere i sommervarmen. Lange blå bukser, som dækkede for de knæhøje læderstøvler. Når vinteren gjorde ruten glat, kunne hælene udstyres med ispigge. Gendarmerne bar også en hat i samme blå farve og samme uldne materiale som jakken.

Over 400 mand var ansat til at overvåge grænsen langs Flensborg Fjord for at holde smuglere, grænseløbere og anden ulovlig indtrængen ude. De patruljerede altid alene, nogle sammen med en tjenestehund, og altid til fods. Fire timer ad gangen, efterfulgt af otte timers hvil, og så forfra igen.

Gendarmerne var en slags universalkniv. De var både toldere, politi og militær. De eneste af en sådan karakter i hele Danmark. Alle der gik i land på kysten skulle kontrolleres. Fiskerne skulle spørges, hvor de kom fra, og om de medbragte noget ulovligt til Danmark. Dengang var spiritus, cigaretter og cigaretpapir eftertragtede smuglervarer.

Til tider var der mennesker, som prøvede at snige sig udenom gendarmernes overvågning og videre ind i Danmark. Efter 2. verdenskrig var Sydslesvig fyldt med flygtninge, hvor en del forsøgte at komme væk fra en udsigtsløs tilstedeværelse, da forholdene var bedre på den anden side af grænsen.

I vinterperioden, når fjorden frøs til og en del forsøgte at komme den vej, måtte der skydes varslingsskud efter grænseløberne. Det meste af tiden skete der dog ikke så meget.

Gendarmerne var også nogle, man stoppede op og sludrede med på vejen hjem fra skole, fortæller Christian Frederiksen, der er vokset op ved stien, dengang gendarmerne var en naturlig del af livet ved grænsen. “Man så på dem med respekt. De gik jo i uniform ligesom politiet, og så havde de opmærksomhed på os børn og vores sikkerhed.”

Livet som gendarm var lange, kolde patruljeringer i mørke nattetimer, og stille morgener langs fjordens kyst. På ruten havde gendarmerne bygget små skure, de kunne søge ly i, når det blev for koldt og vådt. Der var kighuller til højre og venstre, så de kunne overskue ruten derfra. Så længe de stod ret når deres overordnede aflagde kontrolbesøg, så man gennem fingrene med deres ly.

Historien om de danske gendarmer begyndte i 1838. Dengang Danmark strakte sig fra Skagen til Ejderen, 80 km syd for Flensborg. Nationalistiske bevægelser voksede frem, både i Danmark, Tyskland og resten af Europa. Forholdet mellem Danmark og Tyskland var anspændt, og danskerne besluttede at øge grænsekontrollen.

Det er ikke tilfældigt, at det var ved indgangen til det nationale årti, man udvidede grænsekontrollen, fortæller historiker, Mads Mikkel Tørsleff. “Hidtil havde man ikke bekymret sig meget om menneskers passage af grænsen, men mere om varer og deres værdi. Det ændrede sig med den voksende nationalisme.”

Med genforeningen i 1920 fandt grænsen mellem Danmark og Tyskland den placering, vi kender i dag. Gendarmerne ankom til et forarmet Sønderjylland, hvor hungersnød havde hærget i årene efter første verdenskrig, og 6000 mænd var blevet skudt under krigen. Genforeningen i 1920 var et punktum for mere end et halvt århundrede, hvor den danske grænse havde flyttet sig, fra Ejderen, til Kongeåen, og nu til Flensborg Fjord.

“Derfor havde de blå gendarmer også en enorm symbolsk værdi ved deres ankomst til den nye grænse. De markerede, at det gamle hertugdømme Slesvig igen var en del af Danmark,” fortæller Mads Mikkel Tørsleff.

I 1953 blev gendarmerikorpset nedlagt som led i moderniseringen af grænsekontrollen, og i 1968 overtog politiet og toldvæsenet endeligt opgaven med at overvåge grænsen. Mange gendarmer blev i de år automatisk indlemmet i toldvæsenet.

Lone Lund, datter af gendarm Kai Otto Holden Jensen, husker endnu, da hendes far var gendarm. Kai havde altid haft sin hund med på patrulje, men der kom en morgen, hvor den ikke længere skulle med. Man ville ikke længere bruge samme ressourcer på korpset, og det var blandt andet tilskuddet til hundene, der forsvandt. Siden foregik patruljen på cykel, og senere i bil.

“I starten gik han langs grænsen, som han helst ville. Det nød han virkelig. Særligt lyden af fuglesang, når solen stod op en sommermorgen i Frøslev Mose.”

Da gåturen langs grænsen blev erstattet med toldvæsenets kontorarbejde, stoppede Kai, fortæller Lone Lund. Det var den friske luft og Sønderjyllands natur, han elskede.

I en baghave på Brunsnæs, få hundrede meter fra Gendarmstien, læner et lille skur sig søvnigt op ad et træ. Det er præcist stort nok til at kunne fungere som ly for en siddende mand, havde det ikke været så faldefærdigt. Det var overgendarm Sørensen, der i sin tid slæbte det med hjem, dengang de hjemmebyggede hytter blev nedlagt.

Ejeren af baghaven, Mariann Degn, har spurgt for sig, men ingen fonde eller museer har været interesserede i at overtage det. Hun har været ked af, at skuret skulle gå tabt, selvom hun godt ved, det kan virke en smule fjollet. Mariann selv er barnebarn af gendarmen, som bragte skuret hjem. “Historien betyder mere hernede. Den går i arv fra vores oldeforældre, bedsteforældre og videre til os.

Historien lever i menneskene, men kun så længe min generation er her.” Mariann kigger sig omkring i stuen, der er fyldt med arvestykker. Solens sidste stråler falder ind over havet og rammer de fotografier og avisudklip fra morfarens tid som gendarm, der ligger på sofabordet. Fra terrassedøren kan man se gendarmstien, der endnu snor sig langs Flensborg Fjord.