Додому

af Sarah Arge & August Vinther Thomsen

I en lille containerby i Flensborg opholder 140 ukrainere sig i ly fra den blodige krig i deres hjemland. De fleste er kommet med et håb om at finde sikkerhed, indtil de en dag kan vende hjem til Ukraine, deres familier og deres liv. Andre drømmer om at blive i Tyskland, lære sproget og starte helt forfra.

En gruppe himmelblå fodboldtrøjer marcherer frem og tilbage over de grønne baner, der tilhører Flensborg Stadion. Trænerens kommanderende brøl får medvind, og spæner langs græssets hvide linjer, men kigger man forbi banerne dukker to store containerblokke op. De er langt fra prangende, og falder tydeligt uden for resten af omgivelserne. De tunge metalpersienner reflekterer den stærke sol, mens klodserne kaster tunge skygger over den store plads af blegt grus, der binder blokkene sammen. ag det stegende stål er sagen dog en anden.

Ірина, Святослав, Олександр, Наталія Iryna, Sviatoslav, Oleksandr, Nataliia

Gangene i bygning A er tomme, men på den anden side af de lukkede døre emmer der af liv, og duften af mad kryber ud gennem dørsprækkerne og fylder de hvide gange. På første sal er Valentyna i færd med at bage pandekager i køkkenet, hvor de har tildækket væggen med gavepapir.

“Så er det næsten ligesom derhjemme”, smiler hun. Den 71-årige ukrainer længes efter at komme hjem til sin søn og sit liv i Ukraine. Ude på badeværelset gør hendes datter, Talia, sig klar. Modsat sin mor, ønsker hun at starte et nyt liv i Flensborg.

Containerbyen blev opført efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Den første blok stod færdig i december samme år, hvor det første hold af ukrainere flyttede ind. Lige siden er der ugentligt kommet flere til, og i dag huser containerne 140 ukrainere. De kommer fra alle afkroge af landet, med hver sin enkelte kuffert. Alle er adskilt fra dele af deres familier, og det er svært at sige, hvornår de kan blive bragt sammen igen. Imens kan de intet andet end at holde fast i minderne.

Solen står lavt, da Iryna og hendes 4,5-årige søn, Sviatoslav, bevæger sig hjem efter en tur på den nærliggende legeplads. Sviatoslav ruller energisk foran på sit løbehjul, mens Iryna slæber på et nykøbt sæt rulleskøjter i hænderne. Hendes tyngede blik hviler på Sviatoslav.De træder ind i køkkenet, som de deler med Irynas forældre Oleksandr og Nataliia, og Iryna tænder straks espressomaskinen, der står midt på spisebordet. Imens lader hun den ukrainske sang ‘додому’ spille fra hendes mobiltelefon.

”Denne her sang handler om at komme hjem til Ukraine”, forklarer hun.

Og hjem vil hun. Hjem til sin mand, hvis eneste tilstedeværelse er i det lille familieportræt på en køleskabsmagnet ved spisebordet. Men en genforening leder til en ny svær splittelse. For mens Iryna bruger hele dagen med Sviatoslav, arbejder Oleksandr og Nataliia hårdt på at lære det tyske sprog. De har nemlig ikke planer om at tage tilbage til Ukraine, men finde et nyt hjem i Tyskland.

Samme plan har Vyacheslav, der bor i den modsatte ende ad gangen. Det er rengøringsdag, og den 66-årige er midt i at fjerne hver en genstand fra sit papkasse-natbord for at tørre den ren. En ring på hans finger afslører noget fra hans fortid, men her spiser han hver aften alene, med New York som dækkeserviet. En by han selv har besøgt på én af sine mange rejser som skibsvmand. Vyacheslav er en af de bedre til engelsk, men kæmper nu med oprejst pande for også at lære det tyske sprog. Efter 46 år på havet har han fundet sig godt til rette i havnebyen Flensborg.

Siden krigens begyndelse er der kommet over 1 million ukrainere til Tyskland, hvoraf 1200 er blevet fordelt til Flensborg indtil videre. Som udgangspunkt gælder kontrakten i containerbyen for to år, men da ingen ved hvornår krigen slutter, er det dog uvist, hvor længe den skal blive stående. De bare vægge og tomme lokaler vidner dog om, at stedet ikke er en permanent løsning. Selv de hvide blomster, der som det eneste pryder bordene i fælleslokalerne, er lavet af plastik.

Tværs over den store sandkasse bliver stilheden brudt af sikkerhedsvagtens tunge sorte støvler. Hun har netop gået en af sine daglige runder i de to blokke, og alt er sikkert og roligt. Der skal være en vagt til stede 24 timer i døgnet, for at sikre sig at ukrainerne føler sig trygge. Hun afslutter turen med et sidste hiv af sin cigaret.

Анастасія, Варвара, Дарія Anastasiia, Varvara, Daria

I bygning B bor Anastasiia sammen med sin to-årige datter og sin lillesøster på tolv. På køkkenbordet står den traditionelle ukrainske kage medovik, som der allerede er tyvstartet på. ”Jeg har lige snakket i telefon med min mand, så jeg er lidt rørt”, hvisker Anastasiia. Faren til hendes datter, befinder sig stadig i Ukraine som en del af reserven, og parret har været skilt fra hinanden i ti måneder. Søstrenes mor er soldat og aktiv i krigen, mens deres far er flygtet illegalt til Berlin, så den 28-årige kvinde agerer nu også mor for sin lillesøster. Længslen efter at komme hjem vejer tungt over familien, der er fra Kherson-regionen i det sydøstlige Ukraine. De frygter for, hvor meget der stadig står tilbage, når de en dag vender hjem. Alligevel kæmper Anastasiia for at opretholde en hverdag for sin datter og lillesøster.

Alle føler sig sikre i den lille by, men langt fra alle føler sig hjemme i de små trange rum med de hvide vægge. De færreste værelser bærer præg af en indsats for hygge, og stedet opfattes primært som en mellemstation. Ingen kunne mentalt have forberedt sig på at få revet livet væk under fødderne uden varsel. Fra den ene dag til den anden har de pludselig været tvunget til at finde sig tilrette i et helt nyt liv. Uden forudsætninger har de skulle beslutte sig for, hvad de prioriterer højest –sikkerhed eller hjem?