Den sidste bådmand i Rudbøl

af Miles Lilley

I den lille grænseby Rudbøl bor 89-årige Thomas Georg Nielsen. Hans familie har boet og levet i marskområdet i adskillige generationer. De levede med vandet og af vandet. Søen var den, der gav mad og tag over hovedet. I dag er livet et andet, og Thomas Georg Nielsen er den sidste med fiskeret i Rudbøl Sø. Søen som er splittet på midten af den dansk-tyske grænse.

Vejrbidt og kroget sidder Thomas George Nielsen på sin bænk med udsigt over Rudbøl Sø. Bag ham flakker viben rundt og skriger over marsklandet. Få sporadisk placeret træerne knuger sig til den mudrede jord. Ingenting gror, kun en mellemting mellem siv og græs. Thomas’ hænder hviler på stokken som ligger mellem benene på ham. Vinden rusker i det høje søgræs og danner små bølger i Rudbøl Sø.

Thomas Georg Nielsen spejder ud over søen, hvor han har tilbragt hele sit liv. Det var i den sø, han lærte at fiske. Her, han lærte at leve på naturens præmisser. Og her, han lærte de gamle traditioner, som tilhører bådfolket. I dag er Thomas Georg Nielsen den sidste bådmand tilbage i Rudbøl Sø.

I starten af det forrige århundrede sejlede flere end hundrede fiskere på Rudbøl Sø og langs Vidåen, som udspringer af søen. De blev kaldt for bådfolket. De levede med vandet og af vandet. De tjente blandt andet deres penge ved at fiske og sælge ål. De flettede kurve, måtter og sko af søens siv, og de sejlede og transporterede varer og andet gods til og fra Højer og Tønder. Før man besluttede at bygge diger og sluser for at afvande området, lå det hele oversvømmet.

Båden var derfor det, der definerede folket, der levede i det område. Livet var barskt. Overlevelse afhang af naturen. Var vinden for strid, kunne bådfolket ikke bruge sejl, og måtte i stedet bruge deres stage til at skubbe sig frem.

Mosset overtager lidt efter lidt det gamle stråtag på det lille murstenshus. De gamle, mørke træbjælker hænger lavt inde i stuen, som diffust bliver lyst op gennem blondegardinerne. Ved siden af vinduet, hænger et gammelt billede af Thomas’ far på hans marskbåd i Rudbøl Sø. Båden er fyldt til randen med tagrør, som skal bruges til at lægge tag. Ligesom hans far, og hans far før ham, har Thomas Georg Nielsen levet af naturen på dens præmisser. Dengang han købte huset, hørte der en båd, landgang og fiskeret med. Det fulgte med alle husene, der lå rundt om søen. Den regel er længe ændret, og i dag er Thomas Georg Nielsen den sidste tilbage med fiskeret i Rudbøl Sø.

Thomas bruger meget af sin tid på bænken ved søen eller i sin lænestol blandt de små porcelænsfigurer, gamle malerier og blomstrede møbelbetræk. Et billede af ham og hans afdøde kone står ovre på kommoden. Lyden af det gamle vægur markerer hvert sekund. Tiden har sat sit præg på Thomas Georg Nielsen, som for første gang i sit liv ikke kan komme ud på søen længere. Smerterne i ryggen og den højre skulder har afkræftet ham. Den lille tjæremalede marskbåd er hevet op af vandet og står nu i det yderste hjørne af stalden, gemt væk bag de støvede åleruser, som hænger fra loftet.

Selvom Thomas ikke længere kan komme ud på Rudbøl Sø, holder han stadig fast i en del af bådfolkets traditionelle håndværk. Han fletter med søkogleaks - en slags sumpplante, der kan blive to og en halv meter høj. Han laver blandt andet kurve, måtter, sivsko og hjerter af den slidstærke plante, som han sælger til turister, ved den dansk-tyske grænse, ligesom bådfolket gjorde i mange generationer.

Ude på terrassen sidder Thomas Georg Nielsen på bænken under halvtaget, som giver læ fra den stride vind, der får frit løb over det endeløse flade marskland. De tørre og hule siv rasler, mens solen står lavt på himlen. Kort tid inden han går indenfor for at lave aftensmad, synger han et par vers fra en gammel sang fra egnen.

”Nattens dybe stilhed brydes når de vilde svaner skrige; hvem kan glemme fugletrækket over Rudbøl sø og dige!

Skønt er landet; ingen hindring standser blikket, når det vanker over vidderne og henter fred og ro til sind og tanker.”