5 minute read

Kvindelige iværksættere bliver mødt med skepsis

DTU styrker indsatsen for at fremme ligestilling i iværk sættermiljøet, hvor kvinder bliver mødt med mistillid fra investorer.

Iapril 2022 tikkede et tocifret millionbeløb ind på kontoen i iværksætter Marie Lommer Baggers startup Measurelet. Virksomheden holder til i DTU Science Park i Hørsholm nord for København, hvor startups, der udspringer af forskning fra DTU, typisk har til huse og med kapital fra eksterne investorer arbejder på at blive mere etablerede. En række investorer med Vækstfonden i spidsen så idéen i Measurelets højteknologiske toilet, der måler, hvor meget væske en patient skiller sig af med under et toiletbesøg. Toilettet er i dag i test på Gentofte Hospital.

Forud for investeringen fra Vækstfonden havde Marie Lommer Bagger fem års rejse gennem startupmiljøet, hvor hun som kvinde oplevede at blive mødt med mistroiske spørgsmål og en mangel på forståelse for, at mange kvinder i højere grad er drevet af værdier end hurtig gevinst, når de stifter en virksomhed.

”Jeg har været til møder, hvor investorerne lige så godt kunne have sagt ’lille du’, og jeg har nogle gange følt, at der har været en mangel på respekt for, at det er mig, der har drevet det her frem,” siger Marie Lommer Bagger, der ud over at være iværksætter er uddannet sygeplejerske.

Hun husker bl.a., at hun i en konkurrence blev afhørt i, hvor mange væskeregnskaber der bliver lavet på et hospital.

”De begyndte simpelthen at stille spørgsmål til behovet for min startup, og derved udfordrede de min sygepleje­ faglighed. Det resulterede i, at jeg skulle bruge al tiden på at stå og forsvare mig i stedet for at fortælle om det potentiale og den store tidsbesparelse, der er i teknologien,” siger Marie Lommer Bagger.

Gode svar i pitchkonkurrencer

Det er et velkendt fænomen, at kvindelige iværksættere bliver mødt med fordomme og stereotype opfattelser, fortæller rådgiver på DTU Entrepreneurship Mikkel Brun Næsager. Det er belyst i flere rapporter internationalt og i det danske initiativ Diversity Commitment, som bl.a. arbejder for at øge antallet af startups stiftet af kvinder. DTU har tilsluttet sig initiativet og arbejder med problemstillingen i det DTU­ejede investeringsfirma PreSeed Ventures, der fokuserer på tidlige iværksættervirksomheder.

I 2022 satte DTU også ligestilling på dagsordenen på efterårets Digital Tech Summit, der er et af Nordens vigtigste tech­events arrangeret af alle otte universiteter i Danmark, og hvor den nyeste viden inden for digitalisering og nye digitale teknologier bliver præsenteret. Her holdt Mikkel Brun Næsager et oplæg og en workshop, Unbiased, om behovet for at styrke rammerne for flere kvindelige tech­iværksættere og ruste dem til at håndtere investorers spørgsmål i pitchkonkurrencer.

Forskning fra det amerikanske startupmiljø TechCrunch viser, at kvinder typisk får stillet spørgsmål om, hvordan de vil håndtere alt, der kan gå galt, ’prevention­spørgsmål’. Mænd bliver derimod stillet ’promotion­spørgsmål’ om idéens potentiale, og det har stor indflydelse på investorernes interesse.

Forskningen dokumenterer, at startups, der bliver stillet promotion­spørgsmål, rejser 7,21 gange mere kapital end de virksomheder, der bliver stillet prevention­spørgsmål. Og kvinder i investormiljøet får i to ud af tre fundingsituationer prevention­spørgsmål med det resultat, at de oftere ikke tiltrækker investeringer.

Undervisning til studerende og investorer

Mikkel Brun Næsager underviser i flere sammenhænge iværksættere og studerende i at besvare preventionspørgsmål med promotion­svar. Derudover er han en dag om ugen coach for bl.a. de studerende på DTU Entrepreneurships iværksætterkursus X­Tech. DTU X­Tech er et accelereret læringsprogram, hvor ingeniør­, handels­ og marketingstuderende får indsigt i opfindelser, patenter og teknologiske behov fra industripartnere og DTU­forskning.

”Investorerne, både mænd og kvinder, kommer til at stille de her typer spørgsmål. Det er en ubevidst bias og ikke noget, de gør intentionelt. Hvis vi skal have større variation i de typer af virksomheder, der bliver investeret i, så kræver det, at kvindelige stiftere får den optimale indsigt og træning i at præsentere deres startups, og at investorerne har en bevidsthed om, at de ikke skal falde i den fælde, hvor deres hjerne siger: ’Der sidder en kvinde, så nu skal jeg stille et prevention­spørgsmål’,” siger Mikkel Brun Næsager.

Den seneste rapport fra analysefirmaet International Data Corporation, IDC, viser, at europæiske startupvirksomheder stiftet af kvinder i 2021 kun tiltrak 1,5 pct. af de samlede investeringer, mens startups stiftet af mænd fik 89 pct. I de første seks måneder af 2022 var de tilsvarende danske tal for funding til virksomheder med udelukkende kvindelige stiftere på kun 0,1 pct. af venture funding, viser den seneste rapport fra Unconventional Ventures 2022.

Større diversitet i typer af startups

Mikkel Brun Næsager ser et stort potentiale i at fremme forskellige typer projekter i startupmiljøet og mener, at det er nødvendigt med større diversitet i projekterne, hvis samfundet skal løse kommende udfordringer.

”Vi kigger ind i et marked, hvor arbejdsstyrken bliver mindre i Europa, vi føder færre børn, og folk lever længere. Alene af de grunde er det vigtigt, at vi får kvinder mere med på banen, men vi har også stærkt brug for den type innovation og de virksomheder, kvinder oftere har øje for.”

Mikkel Brun Næsager peger på, at der er brug for løsninger på de aktuelle udfordringer med at håndtere børnepleje, ældrepleje og sygepleje med færre medarbejdere.

”Den innovation skal komme fra startupmiljøet. Det er virksomheder som Measurelet, der skal frigøre tid, og det er virksomheder som Yuman, der vil flytte opgaver fra sygeplejersker til robotter. Og fælles for mange af de healthtech­virksomheder, som udspringer fra DTU, er, at de har kvinder i stifterkredsen. De bedste startups stiftes ofte af personer, der har dyb faglighed inden for et fag. I fag som sygepleje, pædagogik og andre faggrupper, som sidder med de rigtige løsninger og den rigtige forståelse af problemerne, er det ofte kvinder. Så vi har brug for at bringe dem i spil, og at investorerne er opmærksomme på dem,” siger Mikkel Brun Næsager.

Særlige programmer for kvinder Mikkel Brun Næsager mener, at der er behov for en forskningsindsats og et fag i undervisningen, der uddanner de studerende i, hvad de kan gøre for at modvirke og håndtere kønsforskelle.

Derudover efterlyser han programmer, der særligt henvender sig til kvindelige iværksættere.

På DTU kan det f.eks. være et spor på kurset X­Tech Entrepreneurship udelukkende for kvindelige iværksættere, eller det kan være innovationsforløb i DTU’s innovationshub, Skylab, hvor universitetet reserverer værkstederne til unge kvinder.

”Der er dygtige kvindelige iværksættere, der lykkes i de programmer, vi har i dag. Men tallene afslører, at vi ikke er i mål. Målrettede programmer vil give endnu flere kvinder de bedste muligheder for at komme i gang med og lykkes med iværksætteri. I dag lyder rådet ofte: ’Du skal gøre det på mændenes præmisser’ – og det må vi simpelthen kunne gøre bedre,” siger Mikkel Brun Næsager.

Mikkel Brun Næsager underviser kvindelige iværksættere i, hvordan de kan få investorers opmærksomhed til at dreje sig som idéernes potentiale.

Han peger på, at der også er brug for større indsigt i, at mænd og kvinder har forskellige tilgange til at bygge en virksomhed. Kvinder har mere fokus på at afdække risici og have styr på tingene, og det er en del af forklaringen på, at startups stiftet af kvinder har bedre afkast på investeringer end startups stiftet af mænd. Tal fra den finske nonprofitorganisation Slush fra 2019 viser, at nordiske startups stiftet af kvinder genererer 45 pct. højere afkast pr. investeret euro end deres mandlige modsvar.

Initiativer for større diversitet På DTU er diversitet strategisk prioriteret i hele universitetets virke. Indsatsen er organiseret i programmet ’Diversitet, lighed og inklusion på DTU’ og dækker alle EU’s krav til en Gender Equality Plan.

Mikkel Brun Næsager har startet projektet ’We Promote Women’, som tilbyder kurser og udviklingsforløb til kvindelige iværksættere, investorer og gatekeepere om diversitet.

Danske investorer og DTU’s PreSeed Ventures har underskrevet initiativet Diversity Commitment, der skal sikre lige adgang til investeringer og muligheder for alle stiftere.

Mikkel Brun Næsager, Industry Fellow, DTU, mikkel@dtu.dk

This article is from: