I Mansouri-Land er gode idéer allemandseje

Blå bog

2011: Seyed Mansouri er uddannet ingeniør og ph.d. fra DTU Kemiteknik, derefter ansat samme sted, siden 2021 i stillingen som lektor.

2020: International udvekslingskoordinator, Accelerated Manufacturing Biologics (AIM-Bio) program, mellem DTU og North Carolina State University, USA.

2019: Bestyrelsesmedlem, European Committee for the use of Computers in Chemical Engineering Education (EURECHA).

2019: Dansk delegeret, European Federation of Chemical Engineers.

2018: Tilknyttet fakultet på Sino-Danish Centre for Education and Research.

Seyed Mansouri er lektor på DTU og involveret i utallige innovationsprojekter.

Patenter er ifølge lektor Seyed Mansouri en stopklods for innovation. Får han en god idé, deler han den med så mange som muligt. Værdien af de samarbejder, det har medført, er ifølge Mansouri langt større end risikoen for at miste ejerskab.

Da coronapandemien rasede på andet år i træk, og hele verden stod i kø til at få det første vaccinestik, fik lektor ved DTU Seyed Mansouri en god idé. Han kunne se, hvordan flaskehalse i produktions­ og forsyningskæden sendte de fattigste borgere i verdens ulande bagerst i køen. Problemet ville han løse ved at decentralisere produktionen af vacciner, så de blev tilgængelige for alle.

Et idéforslag, en bevillingsansøgning til Novo Nordisk Fonden og et afslag senere besluttede Mansouri at tage sin idé med til en stor europæisk konkurrence for universitetsstuderende. Her offentliggjorde han idéen som en konkurrence med hovedspørgsmålet: Hvem kan omdanne idé til koncept?

Tre bachelorstuderende fra Tyskland løb med sejren, og med Mansouri som vejleder fortsatte de arbejdet. Resultatet kunne man for nylig se på forsiden af det videnskabelige tidsskrift Industrial and Engineering Chemistry Research: en flytbar containerenhed, der, tæt placeret på sine slutbrugere, kan producere op til 10.000 vaccinedoser om dagen til konkurrencedygtige priser. Denne åbne tilgang til innovationsprocessen vil man i de fleste iværksætterkredse nok se som noget af et sats. Eller måske ligefrem et selvmål. Men Seyed Mansouri er uenig.

”Hvis jeg ikke fortæller folk, hvad min idé er, vil jeg jo aldrig høre deres respons og opdage, at vi er et match. Jeg tror ikke på det der med at holde en idé for sig selv. Det stopper innovationen og processen,” siger han og tilføjer: ”Du bliver nødt til at være som en elektron, der interagerer med dine omgivelser hele tiden, hvis du vil videre.” Og det vil Mansouri.

Konstant på jagt

Ved siden af sit fuldtidsjob som lektor på DTU Kemiteknik er Seyed Mansouri involveret i en bred vifte af innovationsprojekter. Han har bl.a. hjulpet en mexicansk udvekslingsstuderende med at udvikle og udbrede en coating, der kan forlænge frugters holdbarhed. Han har arbejdet med kapacitetsopbygning i Sri Lanka med henblik på at få udbredt undervisning af befolkningen i affaldshåndtering. Han har indgået industrielle samarbejder med internationale virksomheder som f.eks. malingproducenten Hempel på deres digitaliseringsrejse eller Zapata Computing i Boston for at udvikle algoritmer til kvantecomputere. Og han har sammen med en professor fra KU været med til at udvikle en ny uv­teknologi, der kan mindske hospitalers udledning af CO2 fra anæstesigasser markant.

Seyed Mansouris hjerne står med egne ord ”aldrig stille”. Han har en evne til at sammenkoble systemer og mennesker, så muligheder opstår, og han er konstant på jagt efter de manglende brikker, der kan føre egne eller andres idéer ud i livet.

”For mig handler innovation om at bringe forskellige måder at tænke på sammen, så andre tager noget nyt med til bordet. Det kan hjælpe mig med at modne og realisere en idé,” forklarer han.

Ofte betyder det, at Mansouri indgår samarbejder med mennesker, der har en erhvervsmæssig forankring og dermed kan bygge bro mellem universitetsverdenen og erhvervslivet. Derudover henter han gerne hjælp fra talentfulde studerende, der har den nødvendige tid til at modne idéerne. Til gengæld får de studerende støtte, vejledning og sparring fra Mansouri.

”De får noget ud af det, og jeg får noget ud af det,” konkluderer han. Ejerskab og idé deles dermed også imellem dem. Det vigtigste for Mansouri er ikke, hvem der løber med æren til slut, men at nogen løber med æren, for det betyder, at en idé er blevet til virkelighed.

Mansouri-Land

Den åbne tilgang til innovation har givet Mansouri et netværk, der er større end de flestes, og en portefølje af samarbejder, man kun kan blive imponeret over. Men der er også en bagside.

”Nogle gange fungerer de menneskelige relationer ikke. Den her måde at leve på har gjort, at jeg har stået over for hundredvis af udfordringer, og jeg har fejlet så utrolig mange gange,” erkender han.

Når han alligevel løber risikoen igen og igen, hænger det sammen med, at frygten for at fejle blev vendt til en drivkraft i ham, da han som ung high school­elev i USA stod over for et afgørende valg. I kølvandet på terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001 blev Mansouri som emigrant fra Iran mødt med mange fordomme fra sine omgivelser. Han kunne give op, eller han kunne kæmpe for at blive accepteret – og valgte det sidste.

”Jeg lærte mig selv at fokusere på, hvad jeg havde tilfælles med folk, frem for at fokusere på, hvad der adskilte os. På den måde byggede jeg bro mellem mig selv og andre. I dag sidder det i mig som et urinstinkt: Jeg bliver nødt til at sætte mig selv i spil over for andre mennesker. Hvis jeg bliver i min komfortzone, opnår jeg intet,” siger han. Tilgangen lærte Mansouri at nedbryde sproglige, kulturelle og sociale barrierer mellem sig selv og de andre high school­elever. Senere blev kemilæreren Margaret en vigtig allieret, der lærte ham at omsætte de sociale kompetencer og en solid faglighed til konkret handling. Mansouri husker, hvordan hun en dag bad ham gå hen til vinduet og lukke øjnene. ”’Hvad ser du?’ spurgte hun, og jeg svarede: ’Jeg ser ingenting’. ’Lige præcis,’ sagde hun. ’Netop fordi du ingenting ser, er der intet, der forhindrer dig i at skabe den verden, du ønsker. Du skal bare lukke øjnene og forestille dig det’,” gengiver Seyed Mansouri.

Som ung var Seyed Mansouri bosat i USA, men som emigrant fra Iran mødte han efter 9/11 mange fordomme. Det lærte ham at bygge bro til andre fremfor at fokusere på det, der adskiller mennesker.

Han husker, hvordan bygninger, butikker og mennesker pludselig tonede frem bag de lukkede øjenlåg. Et helt lille land, som han navngav Mansouri­Land. Seyed Mansouri rejser stadig til Mansouri­Land den dag i dag, når noget er svært eller ikke kan lade sig gøre. Her skaber han det, han synes mangler, og når han åbner øjnene igen, virker det knap så svært også at gøre det i virkeligheden.

Profit er ikke en drivkraft

For nylig skrev det populærvidenskabelige nyhedsmedie sciencenews.dk en artikel om Seyed Mansouris vaccineidé, der med hjælp fra de tyske studerende blev til et gangbart forretningskoncept. Overskriften lød: ”Containere til vaccinefremstilling kan tackle lokale udbrud og forhindre fremtidige pandemier.”

Containerne er stadig ’kun’ en tegning på et stykke papir og en masse beregninger, der viser, det kan lade sig gøre. Det vil kræve millioner af funding­kroner at få dem bygget og testet igennem. Samtidig har det vist sig, at der er en konkurrent på markedet, som arbejder på præcis den samme idé. Konkurrenten har store muskler og masser af ressourcer. Seyed Mansouri har sig selv og en gruppe af studerende. Alligevel fortæller han i detaljer om projektet og dets fremtidige potentiale i den populærvidenskabelige artikel. ”Det, vi har gjort her, er faktisk begyndelsen på en form for konceptuel tankegang. F.eks. kan produktionsenhederne bruges til at dyrke nye typer protein såsom mikroalger for hurtigt at kunne producere en fødevareingrediens, hvilket gør samfundet mere modstandsdygtigt over for hungersnød. Eller de kan genanvendes til produktion af kræftvacciner i mindre målestok,” siger han til sciencenews.dk.

Formidlingen af idé og viden er endnu et eksempel på, at Seyed Mansouri følger sine helt egne spilleregler, når det kommer til innovation. Uden skelen til konkurrentens interesser i hans viden er han afklaret med, at et løft af sløret kan betyde, at nogle andre løber slutspurten hjem.

”Hvis nogen kan gøre noget bedre end mig, f.eks. lave en forretning ud af min idé – lad dem gøre det. Jeg kan da godt lide penge, men det er ikke pengene, der driver mig,” siger han.

Det er heller ikke higen efter ejerskab, anerkendelse eller ære, der driver Mansouri. Noget helt andet er på spil. Med egne ord vil han ikke kunne leve med, at en samfundsløsning med potentiale til at gøre livet bedre for millioner af mennesker blot forblev en god idé. Derfor deler han på livet løs.