3 minute read

Ny fremtid venter for Bramdrup Kro

Bramdrupdam Kro lukker og slukker efter 170 år: Ny fremtid venter for kroen

Bramdrupdam Kro har siden 1854 bespist mange tusinde mennesker, der har lagt vejen forbi kroen. Men nu er æraen som kongelig privilegerede kro slut. EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding har formidlet salget af den historiske kro. Ny ejer har planer om at omdanne kroen til sundhedshus, seniorbofællesskab eller måske noget helt tredje.

I de seneste 22 år har Leif Kaspersen og Elsebeth Knudsen drevet Bramdrupdam Kro med stor succes, men den æra nærmer sig sin afslutning. Den 20. oktober 2024 har kroen officielt sidste åbningsdag og pr. 1. november 2024 overtager den nye ejer, Pierre Ejendomme, kroen. Hvad fremtiden bringer for den kongelig privilegerede kro er endnu uvis, men krodrift bliver det næppe.

Pierre Legarth, direktør hos Pierre Ejendomme, fortæller: ”Ejendommens fremtid er stadig uvis, men vi arbejder ud fra en anvendelsesændring, der foreløbig kører i to spor. Spor et omfatter ombygning til sundhedshus og spor to omfatter ombygning til et seniorbofællesskab. Men jeg kan heller ikke afvise et helt tredje spor. Mulighederne er mange, så vi må se, hvad fremtiden bringer.”

Et ægte hotspot i Kolding

Pierre Legarth fortæller: ”Bramdrupdam Kro er en institution i Kolding og en historisk spændende ejendom, som alle de lokale koldingensere kender. Særligt de sidste 22 år har de nuværende ejere formået at gøre kroen til et samlingspunkt, og et sted hvor der var mulighed for at samle venner og familier til alle former for arrangementer. Derudover har de serveret god mad med et smil på læben.”

”Det er et ægte hotspot med facadebeliggenhed på Koldings mest befærdede indfaldsvej, Vejlevej. På den anden side af vejen er der dagligvarebutik i form af Netto, der er busstoppested lige ude foran døren og få hundrede meter væk ligger Kolding Storcenter. Placeringen fås ganske enkelt ikke ret meget bedre, så derfor måtte vi slå til, da muligheden for at købe kroen bød sig,” siger Pierre Legarth.

Spændt på hvad næste kapitel bringer

Bramdrupdam ligger 5 km nord for Kolding centrum og en kilometer fra E20 motorvejen, hvorfra der er hurtig adgang vestover til Esbjerg og mod Fyn og Sjælland. EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding har formidlet salget af den historiske kro.

John Wendel Vogt, ejendomsmægler, EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding, siger: ”Som lokal er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at kroen lukker efter så mange år. Kroen er nærmest blevet synonym med Bramdrupdam og har virkelig formået at samle lokalbefolkningen i byen med dens mange arrangementer med alt fra bryllupper til en hyggelig frokost, så derfor er det selvfølgelig lidt ærgerligt, at kroen ikke fortsætter.”

Han fortsætter: ”Men omvendt glæder jeg mig over, at vi har hjulpet Leif Kaspersen og Elsebeth Knudsen videre. Det fortjener de efter at have arbejdet på kroen i 22 år. Jeg ønsker dem stort tillykke med salget og al muligt held og lykke med deres otium, hvor de får tid til familie og andre interesserer.” ”Der har allerede været en del snak og rygter om, hvad der skal ske med kroen efter salget. Det bliver spændende at se, om det bliver det ene eller det andet. Jeg er spændt på at se, hvad næste kapital i den lange historie om Bramdrupdam Kro bringer,” slutter John Wendel Vogt.

Mere information

John Wendel Vogt • Ejendomsmægler, EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding • Tlf.: 5858 8399 • jvo@edc.dk

This article is from: