4 minute read

Kaiser Sport & Ortopædi åbner deres 9. butik

Kaiser Sport & Ortopædi åbner flagskibsbutik og klinik ved åen og Magasin i Aarhus

Kaiser Sport & Ortopædi kombinerer en specialbutik for løb med en specialiseret klinik for fodindlæg og UE-fysioterapi – selv kalder de deres fysiske lokationer for KSO-huse, da de mixer butiksmiljø med sundhedsfaglig behandling. De åbner 1. november 2024 deres 9. butik og klinik i Aarhus, hvor EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet udlejningen af en 223 m² ideelt placeret flagskibsbutik.

Kaiser Sport & Ortopædi (KSO) flytter snart ind i et unikt, moderne butikslejemål ved Åen og Magasin på Åboulevarden 70, st. tv., Aarhus C. Jan Steinicke, CEO og ejerleder af KSO, siger:

”Vi har gerne villet åbne i Aarhus i et stykke tid, men vi vækster organisk, så vi skulle som altid lige have godt styr på alle processer for at åbne endnu et KSO-hus. Vi er superglade for, at vi kan åbne butik her i Aarhus. Da vi første gang kom og så lejemålet, blev vi meget begejstrede for den rigtig gode placering og selve lokalerne. Da der samtidigt løb 20 løbere forbi på en halv time lige udenfor hoveddøren, var vi nærmest allerede solgt på forhånd. Ydermere har vi et stærkt onlinesalg i Aarhus-området, så vi glæder os til også at kunne byde løbere velkommen i et fysisk miljø.”

”Vi er i markedet kendt for, at har du ondt eller har udfordringer som løber, så er det os, du skal henvende dig til. Så gør vi, hvad vi kan for at hjælpe i forhold til analyse af løbestil, løbesko, evt. fodindlæg og -såler, træningsprogrammer, forebyggende øvelser og fysioterapeutisk behandling. Vi er kendt for at give os særlig god tid til at finde "de rette" løbesko til kundernes behov og præferencer. Vi har et gennemtestet koncept, som vi ved hjælper og fungerer for rigtig mange løbere.”

KSO blev etableret i 1999, og siden 2017, hvor de kun havde ét KSO-hus, og hvor Jan Steinicke købte virksomheden, efter at have været ansat siden 2001, har væksten taget til. I 2018 kom KSO-hus nr. 2, og med åbningen i Aarhus har kæden ni KSO-huse.

Smitter af på andre butikker

Frank Heskjær, Head of Retail, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der formidlede lejeaftalen på vegne af Magasin, siger: ”KSO er en spændende virksomhed, der har bevist sit værd i nu snart ni byer herhjemme. De har et fasttømret koncept, som de har bevist virker. Deres valg af lokation på en a-placering her i Aarhus er virkelig interessant, da de indtil videre i andre byer har været placeret på b- og c-lokationer. De er nemlig normalt en butik og klinik, som kunderne kører efter og hvor de ofte har bestilt tid til en løbetest eller behandling i butikken på forhånd.”

”Da de så lokationen her i Aarhus, blev de betaget af de muligheder, det giver med en virkelig god a-placering i bybilledet. Det bliver spændende at følge, om de får flere kunder ind fra gaden, herunder aarhusianere og danske turister, som kigger forbi og lærer konceptet at kende. Måske det endda kan smitte af på deres andre butikker, når kunderne så måske besøger dem andre steder i landet efterfølgende. Butikken har stor synlighed og kan entreres både fra Åboulevarden og bagsiden ud til Magasins parkeringshus, og begge sider har flotte store glaspartier, så det er virkelig en a-placering."

KSO har lokationer i Brønshøj, Kogens Lyngby, Hørsholm, Holbæk, Slagelse, Odense, Viborg, Horsens, og altså snart Aarhus.

Rasmus Elverdam, Magasin, siger: ”Vi er rigtig glade for at få KSO ind som lejere. De passer rigtig godt ind og sammen med resten af butikker i Magasin vil vi hjælpe hinanden med at tiltrække kunder. Samarbejdet med EDC Erhverv Poul Erik Bech har været rigtig fint. Det er første gang, de har hjulpet os med udlejning, hvilket de har gjort så godt, at de nu hjælper os med et par udlejninger mere, så vi ser frem imod det fortsatte samarbejde.”

Snart ti KSO-huse

KSO hjælper bl.a. kunderne med at finde de bedste løbesko gennem en løbestilsanalyse kaldet en KSO-løbetest. Konceptet går ud på at teste kundernes løbestil og på baggrund af grundig dialog finde de rette løbesko. Jan Steinicke, KSO, siger:

”Vi har butikker i Viborg og Horsens, så det bliver godt at åbne i Aarhus. Vi glæder os rigtig meget til at byde kunderne velkommen og se, hvordan de tager imod vores flagskibsbutik her i Aarhus. KSO-huset, der både rummer butiksmiljø og klinik er på 223 m², og ideelt indrettet i to plan, så vi også kan drive vores klinik i rolige omgivelser.”

Mere information

Frank Heskjær • Head of Retail, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus • tlf.: 5858 8670 • fth@edc.dk

This article is from: