Det ny Clarté #18

     :    |  

Læs også:   - | , -  - |

   # · .  ·    . ,-

#18

T EM A :

NEOkolonialisme

 : Foreningen Det Ny Clarté : www.clarte.dk : kontakt@clarte.dk  : Christian Borum redaktoer@clarte.dk

 :

Flemming Larsen Tormod Olsen Inge-Merete Hougaard Jeppe Klok Due Troels Riis Larsen Karen Helveg Petersen Jens Fransen Stefan Godau

:

Jens Laugesen Bertil Suadicani: webeditor@clarte.dk

: Tobias Clausen :

Erika Kauffmann

:

Erika Kauffmann Lasse Bo Christensen (26, 33, 37)

: Erika Kauffmann :

Thora Hedegaard og Ellen Agerskov

:

Det Ny Clarté C/O Mediesyndikatet Monsun Nørrebrogade 5c, 1. tv.

2200 København N.

: Staffan Dahllöf Søren Engelsen Marc Grønlund Jørgen Knudsen Mikael Nyberg Klaus Riis Mattias Tesfaye

Christian Braad Thomsen Mikkel Thorup Gerd Callesen Johan Heinsen Kjeld Ammundsen

: Malene Fenger-Grøndahl Jesper Jespersen Anton Nielsen Mikkel Flohr Christine Lundgaard Andrés Tapia Reyes

 :    : Elite Tryk / :  : - :

Mail: abonnement@clarte.dk Privat 1 år ( numre)  kr.

Opgiv: navn, adresse, tlf. og email Institutioner 1 år ( numre)  kr.

Opgiv: Navn, adresse, tlf., email og faktureringsadresse

:  : – /:   : annonce@clarte.dk

#18 Nekrolog

4

Aktuelt & baggrund 

6

Growth National Product | af Karen Helveg Petersen



8

Politik på naturens præmisser | af Inge-Merete Hougaard



13

Det milde marokkanske forår | af Malene Fenger-Grøndahl



18

Den permanente ØMU-krise | af Jesper Jespersen



26

Valget eller Rød Blog | af Karen Helveg Petersen



27

Anja Westphals valg | af Kim Ingemann

 

28

Et helvede for kapitalismen! | af Christian Borum



30

Lige på og hårdt: Studenterbevægelsen i Chile | af Andrés Tapia Reyes Oprør i London. Sammenbrud for demokratiet og i produktionen af arbejdskraft | af Tormod Olsen USA – i krig med virkeligheden | af Jens Laugesen

Opinion

Tema: Neokolonialisme 

34

Postkolonialisme, neo-kolonialisme og post-udvikling



39

Indviklet udvikling | af Mikkel Flohr



44

Fra kludetæppe til samlet blok - kan Latinamerika forene sig uden om USA? | af Christine Lundgaard



48

Françafrique: systemernes dominans | af Karen Helveg Petersen

| af Karen Helveg Petersen

Kultur & anmeldelser 

54

 –    



57

  .       -



61

      



63

   



65





67

   –  



69

 ,    

NEKROLOG - Undertrykte folk har ret til at gøre oprør

P

atrick Mac Manus er død. Endnu en af venstrefløjens aktivister og poetiske sjæle er væk. Derved blev verden igen fattigere – heldigvis lever Patricks ånd og værker videre. På Det ny Clartés udvidede redaktionsmøde i juni, hvor vi fastlagde rammerne for det næste års arbejde, deltog Patrick Mac Manus – og som altid var han glad for at bidrage til arbejdet. Han var præget af sin sygdom, men var ved godt humør og berettede om, at hans nyeste bog var blevet godt modtaget af anmelderne.

Patrick har gennem de 5 år, Det ny Clarté er udkommet, jævnligt bidraget med kommentarer og essays, og vi er glade for, at det inden Patricks død lykkedes at lave en aftale om at bringe uddrag af hans nye bog i dette nummer af bladet.

Som menneske levede og åndede Patrick for retfærdighed og retten til at gøre oprør og kæmpe for bedre vilkår. Som politisk aktivist var han bedst kendt i sin rolle som formand for landskomiteen Sydafrika-Aktion og senest som talsperson for foreningen Oprør, der udfordrede de danske terrorlove. Patricks retfærdighedssans og parathed til solidarisk at stille sig på de undertryktes side var smittende, og det var svært at undgå at blive berørt af hans engagement og lyst til at diskutere venstrefløjens erfaringer.

Patrick Mac Manus blev født 1944 i Irland og læste filosofi og historie i Dublin og Tübingen, før han i 1970 flyttede til Danmark. Han underviste i mange år, vendte senere tilbage til studierne, nu ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet; senere blev han gæsteforsker ved Center for Udviklingsforskning. I disse egenskaber skrev han flere artikler til tidsskriftet Den ny verden (udgivet af sidstnævnte center) om økologisk politik og økologiske systemer i Afrika. Samtidig har han et skønlitterært forfatterskab bag sig, bl.a. Fra den udeblevne Apokalypse (Tiderne Skifter, 1997), Den tilkæmpede historie (Forlaget Arbejderen, 2009) og nu sidst Europa – som drøm og mareridt (Forlaget Arbejderen, 2011), som vi bringer fem uddrag fra i bogsektionen. Der er i disse bøger ofte tale om tekster, der i kort form siger noget om menneskets eksistentielle vilkår på jorden. De minder tit om digte og af og til ligefrem om myter eller eventyr: ”I dit første leveår bar din mor dig gennem en brændende by. I tre døgn vandrede hun gennem et sultent land til en landsby, hvor hun var kendt og kunne blive. Således lykkedes det dig at blive i verden. / Mange år senere forsvandt du igen i en brændende by” (fra Fra den udeblevne Apokalypse).

Når man genlæser Patricks mange indlæg i Det ny Clarté, slår det en, hvor bredt orienteret og dybdeborende han var i sine eksistentielle og politiske analyser. De spænder fra refleksioner over socialismens og kommunismens krise, Kant og oplysningsbegrebet, analyse af nationalstaten over lydhørhed over for naturens ’sprog’ til hans kamp mod terrorlovene for retten til at støtte befrielsesbevægelser. Se her afslutningen på hans artikel om den kommunistiske tradition: ”Hvis den kommunistiske bevægelse skal kunne gribe disse muligheder som afsæt for en radikal demokratisk omformning af både den nationale og globale politik, skal den vide at omforme sig selv. Den skal udvikle eksemplariske organisatoriske strukturer, en demokratisk kultur og et ufravigeligt etisk fundament, der kan bidrage til at skabe nye modeller for folkelig deltagelse i en socialrevolutionær udviklingsproces” (Det ny Clarté nr. 8, september 2008) ..eller, ligeledes en afslutning, fra artiklen om nationalstaten: ”Bag alt ligger at vi alle er vandret hertil. At vi i urtiden forlod dalene i et sydligt kontinent og bredte os langsomt ud, forandrede i sprog og krop. En lignende vandring kan igen vise sig i verden. I et omfang der overstiger alt det vi kender. En rejse fra kontinent til kontinent drevet af klimaforandring, af ørkenens vækst, af sult og af håb.

Og i disse år er der allerede tusinder der drukner i et hav vi kalder Middelhavet, i havet mellem os, et armeret hav der vil drive historien tilbage” (Det ny Clarté nr. 7, maj 2008) ..særdeles aktuelt i skrivende stund, hvor der er kaotiske forhold på den italienske ø Lampedusa med sammenstød mellem politi og afrikanske flygtninge.

Med Patricks død er verden blevet fattigere, men trangen til oprør lever heldigvis videre i hele verden. Herfra deles Patrick Mac Manus’ ønske om en bedre verden… en verden som vi må skabe med ord og handling.

Flemming Larsen og Troels Riis Larsen



   #  — 

aktuelt og baggrund

Growth National Product

BEGREBSFORVIRRING. Growth National Product – ja, det udtryk brugte en ugandisk politiker i en landsdækkende avis. Formentlig var det ikke bevidst, at han gik fejl af Gross National Product (bruttonationalproduktet, BNP), men misstavningen er næsten genial. For det er jo dét, det er: Er der ikke vækst i produktet, dur det ikke.

BNP skal vækste, som det hedder på nudansk.

Af Karen Helveg Petersen

D

er er megen diskussion, om BNP nu også er den bedste målestok for økonomien, og her må man først spørge: Hvad er formålet med målingen? Der er dem, der sødt spørger: ”Drejer det sig ikke om lykke (eller velfærd)?”, der er dem, der mener, at man snarere skulle bruge økologiskøkonomiske målestokke. Og så er der alle dem, der gerne vil have os tilbage på vækstsporet, fordi det nu engang er grundlæggende for økonomien, men som kritiserer aspekter af BNP-opgørelsen.

Debatten udspringer af, at der er problemer med målingerne, selv hvis man mener, der skal vækstes.

Vi lever i et kapitalistisk samfund, som ikke udsteder entydige meldinger om sit eget velbefindende.

Derfor er et første spørgsmål, hvilke ’produkter’ der skal tælles med. Hvordan skal fx offentlige ansattes bidrag til samfundskagen indregnes? Konventionelt måler man det på deres lønninger, men at offentligt ansatte får del i anvendelsen af nationalproduktet via de offentlige udgifter, er ikke det samme som, at de bidrager dertil.

Det skal lige tilføjes, at finansielle transaktioner, der ses som et ’mellemprodukt’, ikke regnes med i BNP. Der findes dog andre opgørelser, hvori de indgår. Danmarks Statistik udgiver både Nationalregnskabet med produkt- og indkomstkonti, dels et institutionelt regnskab, der også viser transaktioner mellem økonomiske aktører af fordelingsmæssig og finansiel karakter. Men det får ikke så megen opmærksomhed. Derfor er det nemt for økonomer, der er så fokuserede på BNP, at glemme finanserne i deres modeller. Som noget tredje kan man opgøre landets totale balance, altså værdier som jord og ressourcer plus andre beholdninger, i en imitation af privates opgørelser over aktiver og passiver. Den viser, kan man sige, en vis økonomisk formåen og



formue, men er også i høj grad baseret på fortidens akkumulation. Så vidt vides, har vi ikke en sådan totalbalance for Danmark.

”

Vi lever i et kapitalistisk samfund, som ikke udsteder entydige meldinger om sit eget velbefindende.”

De marxistiske økonomer Anwar Shaikh og Ahmet Tonak taler i Measuring the Wealth of Nations om socialt forbrug, når det drejer sig om offentlig administration, politi og hær osv., som de ikke mener bør regnes med i værdiskabelsen. De står på et klassisk marxistisk økonomisk grundlag og holder fast i, at det er det produktive arbejde, der tæller.

Neoklassiske økonomer mener på den anden side, at enhver aktivitet, også husmoderens, dvs. det arbejde, der udføres uden om de markedsbaserede kredsløb, og som konsumeres direkte på stedet, bør tælle med. Også de synes, der er noget galt, men har en tendens til at sprede perspektivet ud, snarere end at samle, se fx Sarkozy-rapporten. Det er klart, at hvis man inkluderer alle mulige uproduktive aktiviteter i nationalproduktet, kan man få det til at se pænere ud, men det hjælper jo ikke på de reale kriser, vi har.

 Med undertitlen: The Political Economy of National Accounts, Cambridge University Press, .n  Officielt: The Measurement of Economic Performance and Social Progress Revisited, september . Forfatterne er Joseph Stiglitz, Amartya Sen og Jean-Paul Fitoussi.

   #  — 

En fysikalisk opgørelse Der er altså problemer med, hvad der skal indregnes. Næste problemniveau er tallene for målingerne. Det er rettelig værditilvæksten i produktionen, der skal måles for at finde nationalproduktet, hvis man vil have en idé om økonomiens kapitalistiske sundhed, men den gemmer sig godt. Produktion, produktivitet, afsætning, alle disse ting indgår. De er svære at holde ude fra hinanden, så i stedet tager man mængderne af det, der produceres, neutraliserer priserne og hopla, ved at udregne forskellen i mængderne mellem to perioder har man ’realvæksten’. Et problem er, at de relative priser ændrer sig over tid, så denne måde at måle på kan over- eller undervurdere det produkt, man gerne vil have fat i. Overvurderer man, kan man risikere at sidde tilbage med en fornemmelse af, at ’på trods af væksten’ ja, så ser økonomien ikke så godt ud, eller ’på trods af væksten’ stiger fattigdommen. Selvom det i virkeligheden ikke er så paradoksalt igen, for det, man har målt, er blot mængdevækst, der ikke rigtig tager højde for prisfald som følge af produktivitetsstigninger. Dvs. man laver en såkaldt ’fysikalisk’ opgørelse.

Derfor er BNP-begrebet i krise. Det fører så til idealistiske forestillinger om, at man skal måle lykke eller velfærd eller naturens tilstand. Til det er at sige, at lykke så sandelig aldrig har været den kapitalistiske økonomis mål. Uvægerligt nævner man

Det er klart, at hvis man inkluderer alle mulige uproduktive aktiviteter i nationalproduktet, kan man få det til at se pænere ud, men det hjælper jo ikke på de reale kriser, vi har.”

”

i den forbindelse Bhutan, der måler sin nationale bruttolykke (Gross National Happiness). Men man nævner ikke, at Bhutan lever af at få royalties eller ’rente’ fra salg af vandkraft til Indien – der også har finansieret de enorme kraftværker. Med det i ryggen kan det køre videre med en bukolisk livsform, hvor det drejer sig om fordeling af indtægterne, ikke så meget om produktion, og det er da ganske dejligt. Men Bhutans situation er noget af en undtagelse.

Den økologisk-økonomiske målemodel er straks mere seriøs, for det er naturligvis rigtigt, at det kapitalistiske verdens-’projekt’ misbruger ressourcer på trods af al påstået vilje til det modsatte. Kloden bruger p.t. hvad der svarer til 1,5 gange sine res-



sourcer i forhold til bæredygtig anvendelse af dem, dvs. der tæres på hovedstolen. Hvis hele verdens befolkning skulle leve som i Danmark, skulle vi have 4-5 planeter. Dette er naturligvis en alvorlig advarsel.

Men det er mere endnu en grund til kritik af den bagvedliggende kapitalistiske vækstmotor, end det kan bruges til at sige, at det er den målestok, der burde tælle. I og med at nulvækst eller negativ vækst ikke er mulig under kapitalismen, der i sin grundstruktur hænger sammen med fysisk produktion i vareform, så er det naturligvis kapitalismen selv med sit profitjag og underkastelse af alt menneskeligt og det ’naturlige’ underlag, der skal stilles spørgsmålstegn ved. Det er vist for idealistisk at tro, at den bare kan lægges lidt om, at man tager de gode sider uden de negative. Hvilket man jo også

”

Til det er at sige, at lykke så sandelig aldrig har været den kapitalistiske økonomis mål.”

kan se vanskelighederne ved i f.eks. de igangværende mere og mere fodslæbende klimaforhandlinger.

Marxistiske økonomer som bl.a. Shaik og Tonak prøver at omfortolke de elementer, der indgår i BNP, for at bringe dem nærmere til begreber som værditilvækst, men det forbliver meget vanskeligt.

Derfor, med alle mulige forbehold, er BNP en indikator for økonomiens kapitalistiske sundhed. Er væksten negativ, kan man vist godt gå ud fra, at der er problemer i produktionen og dens realisering.

Formentlig er problemerne nemlig endnu større, end det, der måles.

Karen Helveg Petersen er Ph.D. i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde. Hun er medlem af bladets redaktion.

   #  — 

aktuelt og baggrund

Politik på naturens præmisser

NATURRESSOURCER. En bølge af demonstrationer har fejet gennem den arabiske verden dette forår og har fortsat hen over sommeren med krav om reformer og forbedringer. Mens der bliver kæmpet for fl ere rettigheder, større frihed og bedre levevilkår, bliver en anden og mindst lige så vigtig dagsorden overset: miljødagsordenen. I Jordan, hvor kongen og regeringen har undgået de store protester, der har karakteriseret resten af regionen, er udfordringerne ellers til at få øje på; stigende energipriser, stigende fødevarepriser og den altoverskyggende vandmangel er med til at øge jordanernes leveomkostninger og forværre levestandarden. Imens står myndighederne i et dilemma mellem at skulle prioritere rent drikkevand, fødevaresikkerhed eller energi til rimelige priser.

Af Inge-Merete Hougaard

”S

e hvor grønt her er!” siger taxachaufføren og præsenterer dalen bag sig. Jeg skeler lidt til min sidemand; skulle det være grønt? Små tørre græstotter titter frem på de vidstrakte bjerge, mens oliventræernes grågrønne blade står i kontrast til det sandfarvede område. I det fjerne kan vi skimte en dæmning, mens chaufføren konstaterer, at det inddæmmede vand ikke går så højt op, som det plejer. Vi er i Jordandalen i det nordvestlige Jordan – efter sigende det frodigste område i landet. Og ud fra det at dømme er der ingen tvivl om, at Jordan tørster. Landet, der fra biblen er kendt som landet, der flyder med mælk og honning, er i dag goldt og tørt og består af 75 % ørken. Ifølge prognoserne vil dette tal stige de kommende år.

Israel, Syrien, Palæstina og Libanon, er svundet ind de seneste mange år grundet ændrede klima- og vejrforhold med mindre regn i Golanhøjderne, syrisk opdæmning af Yarmoukfloden, som har sit udløb i Jordanfloden, og storstilet afledning af selve Jordanfloden primært til israelsk side. Ifølge bestemmelser i den fredsaftale, der blev lavet mellem Jordan og Israel i 1994, har Israel ret til stort set alt det vand, der strømmer i floden i dag. I sin tid fik Israel tildelt et vist antal kubikmeter vand til afledning hvert år – resten gik til Jordan. I dag er vandstanden i floden svundet så meget ind, at der end ikke er nok vand til at opfylde Israels kvote, hvilket efterlader Jordan uden nogen andel i de naturlige strømme.

Kronisk vandmangel Manglen på vand er et af Jordans allerstørste (miljømæssige) problemer. Hvor Jordans vandressourcer i første halvdel af det 20. århundrede stemte fint overens med befolkningens behov, har behovet for vand i løbet af de sidste 50-60 år klart oversteget de eksisterende vandressourcer. Dette skyldes dels en høj befolkningstilvækst, dels gentagne flygtningestrømme og dels svindende vandbeholdninger i de naturlige strømme. Således er Jordan i dag et af de mest vandfattige lande i verden målt pr. indbygger. Med omkring 6,5 mio. indbyggere og den niende højeste befolkningstilvækst i verden på 3 % om året, vil der i fremtiden være yderligere pres på Jordan knappe vandressourcer, og udsigten til mindre regnfald og stigende temperaturer i regionen gør kun problemet værre.

Et spørgsmål om samarbejde Situationen med Jordans kritiske vandmangel vanskeliggøres yderligere ved, at Jordan deler 40 % af sine naturlige vandressourcer med de omkringliggende lande. Særligt Jordanfloden, som deles med



De jordanske myndigheder står med andre ord over for noget af en udfordring med hensyn til at sikre borgerne en stabil vandforsyning. Regeringen vedtog allerede tilbage i slut-80’erne National Water Strategy med det formål at nedbringe forbruget og øge udbuddet af vand gennem forbedret infrastruktur og ressourceforvaltning. Men dette er kun en del af løsningen – på langt sigt kræver det stærkt internationalt samarbejde om de dyrebare vandressourcer, regionen råder over. Et af de seneste eksempler herpå er Disi Water Conveyance Project, der går ud på at pumpe vand op fra underjordiske vandreservoirer i ørkenen på grænsen mellem Jordan og Saudi-Arabien og føre det nordpå til Amman. Projektet blev mødt med modstand fra saudisk side, men rørene ligger allerede klar langs hovedvejen Kings Highway og venter på at blive gravet ned. Projektet forventes at kunne sikre landets indbyggere vandforsyning 40 år frem, men derefter, hvad så?

Det mest ambitiøse svar må siges at være the RedDead Canal: et projekt, der skal transportere vand

   #  — 

fra Det Røde Hav i syd til Det Døde Hav på grænsen mellem Israel og Jordan. Her skal et kæmpe anlæg afsalte vandet, som efterfølgende føres til hovedstaden Amman. Det overskydende saltlage-vand føres ud i Det Døde Hav, og således slår man to fluer med et smæk; borgerne forsynes med drikkevand, og vandstanden i Det Døde Hav opretholdes. Det Døde Hav er nemlig svundet kraftigt ind de senere år dels grundet en høj fordampning, dels fordi Det Døde Hav forsynes af Jordanfloden, der som nævnt er stort set ikkeeksisterende i dag og kun består af spildevand fra landbruget . Det Døde Hav er i dag over 400 meter under havets overflade, hvilket ikke blot resulterer i en ekstrem høj salt- og mineralkoncentration. Det har også ført til, at omkring 1.000 erosionshuller på op til 10 meters dybde er opstået.

Dette er både til fare for den lokale befolkning, landbrugs¬produktionen, infrastrukturen og turismen langs Det Døde Hav. Dette er særligt tilfældet på den israelske side af havet.

En hjælpende hånd Lige præcis dette kan blive en joker for Jordan i forhandlingerne om ansvarsfordelingen til Red-Dead Canal. Det Døde Hav er internationalt farvand, og Red-Dead Canal vil kræve samarbejde på tværs af grænser for at blive en realitet. På papiret har Israel ingen interesser i projektet, da de får dækket deres vandbehov ad andre veje, blandt andet gennem flere store afsaltningsanlæg, der trækker på vand fra Middelhavet. Som Ram Aviram, tidligere israelsk ambassadør i Grækenland og gæsteforelæser på Arava Institute of Environmental Studies siger:  Det antages at omkring  mio. m spildevand udledes i Jordanfloden hvert år. International Institute for Sustainable Development (IISD), : Rising Temperatures, Rising Tensions.



”Det er ikke vand, der er mangel på, for vi har masser af vand i verdenshavene. Den store udfordring er energi – og penge til energi.” Men erosionshullerne er en alvorlig trussel mod den israelske hotelindustri, og der anes en mulighed for, at man på langt sigt kan være interesseret i at samarbejde om Red-Dead Canal. Men det kræver noget af en politisk manøvre at få en aftale i hus, der kan tilfredsstille alle parter.

Indtil videre er projektet kun på tegnebrætsstadiet, og ud over manglen på investorer er der også bekymringer om, hvordan energiregnestykket skal gå op, samt hvilke miljømæssige konsekvenser det medfører.

På verdensmarkedets nåde Netop energi er et af myndighedernes andre store hovedpiner. Jordans energiforsyning er næsten udelukkende dækket af naturgas og råolie/olieprodukter, mens vedvarende energi udgør mindre end 1 %. Da Jordans egne energiressourcer kun dækker 3-4 % af energibehovet, er landet meget afhængigt af at importere energi, og udgifterne hertil udgør ca. 20 % af det nationale budget. Tidligere kunne Jordan importere olie fra Irak til favorable priser, men den situation har ændret sig, hvilket har gjort Jordan meget skrøbelig over for fluktuerende energipriser på verdensmarkedet.

Det kan dog ikke være mangel på alternativer, der holder myndighederne tilbage, for Jordan rummer gode muligheder for at udvide brugen af vedvarende energi. Jordan er i top fem i regionen, hvad angår solenergi, og landet har en af de højeste solstråleintensiteter i verden med 330 dages sol om året. Herudover er der gode udviklingsmuligheder  Se Albakkar & Brown, : The Jordan River: Declining, Disappeared, Endangered.

   #  — 

aktuelt og baggrund

fastholde landbrugsproduktionen i et stadig tørrere klima. inden for vindenergi og olieskifer, selvom det diskuteres, hvorvidt sidstnævnte kan betegnes som en bæredygtig energikilde. Desuden ventes det, at den førnævnte Red-Dead Canal kan bidrage med energi i form af vandkraft, men dette energiregnskab er som sagt endnu ikke helt på plads. Også atomkraft er kommet på dagsordenen i Jordan, da man har fundet betydelige uranforekomster i undergrunden.

Fra officiel side overvejer man at bygge et atomkraftværk i det sydlige Jordan nær Det Røde Hav – landets eneste kyststrækning. Atomkraftanlægget forventes at kunne dække 20-25 % af Jordans energibehov. Dog har der været en række protester mod atomkraft i løbet af foråret 2011, hvor katastrofen i Japan har fået flere folk op af stolene. Modstandere mod atomkraft fremhæver atomkraftens usikkerheder, særligt fordi anlægget forventes placeret i et jordskælvsudsat område. Herudover påpeges det, at Jordans befolkning er af en begrænset størrelse og at energibehovet bør kunne dækkes gennem andre kilder, samt at et atomkraftværk kan have uforudsete konsekvenser for Jordans i forvejen sårbare økosystemer. Endelig vil et atomkraftværk kræve store mængder vand til afkølingssystemet, og vand er som bekendt en begrænset ressource i landet.

Landet, der flød med mælk og honning Men atomkraftfortalerne er ikke de eneste, der gerne vil have fingre i Jordans begrænsede vandressourcer. Også landbrugssektoren har lagt billet ind her, da det kræver enorme mængder vand at



Det nordvestlige hjørne af Jordan, hvor Jordanfloden og Yarmoukfloden historisk har forsynet området med rigelige mængder vand, betragtes som landets madkurv. Her gør den naturlige vandtilførsel og det middelhavsagtige klima jorden til et frugtbart område – eller gjorde. I dag oplever landmændene større og større vandmangel og må derfor i videre udstrækning gøre brug af kunstvanding.

Omkring 70 % af landets vandressourcer går til landbruget. Udsigterne til et tørrere klima i fremtiden og dermed et større behov for kunstvanding sætter unægtelig spørgsmålstegn ved, hvorvidt og hvordan landbrugsproduktionen skal forsætte.

Historisk set har landbrugspolitik aldrig haft en særlig høj prioritet i Jordan, og det har resulteret i en utilstrækkelig landbrugsudvikling, hvor produktionen ikke har kunnet følge med befolkningstilvæksten. I slutningen af 1980erne kom der fokus på problemet, og regeringen formulerede en strategi, der skulle øge dyrkningsarealet ved at forøge kunstvandingssystemerne. For nylig har regeringen vedtaget endnu en strategi, der skal nedbringe fattigdom og arbejdsløshed i sektoren, men den er stadig præget af dårlig produktionsplanlægning og et ekstremt højt vandforbrug. I dag er det kun omkring 5-7 % af Jordans areal, der kan dyrkes – resten er blevet udpint for næringsstoffer gennem øget befolkningstilvækst, industrialisering og urbanisering. Kornproduktionen er faldet fra omkring 300.000 ton/år i 1970erne til 60.000 ton/år i dag,

   #  — 

hvilket resulterer i en kornimport på 90 % af forbruget. Kvægbruget udgør ca. 55 % af landbrugets samlede bidrag til BNP, men selvom produktionen inden for dette område er steget de senere år, er omkring 91 % af kødforbruget importeret.

Fødevaresikkerhed vs. øget vandimport?

Med en fødevareimport på omkring 90 % kan det diskuteres, hvor længe den nationale produktion, der som nævnt sluger op mod 70 % af landets vandressourcer, kan fortsætte. Spørgsmålet er, om det kan forsvares at importere mere vand med det formål at sikre en national landbrugsproduktion, frem for at spare på vandet og kun importere fødevarer.

Omvendt vil nedlægningen af landbruget ramme en stor gruppe mennesker, der i forvejen er blandt Jordans mindst bemidlede. Selvom landbrugssektoren kun bidrager med omkring 5 % af BNP, skønnes det, at hele 28 % af BNP kan afledes af landbrugsproduktionen grundet forarbejdelse, transport og distribution. Omkring 7 % af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbrugssektoren, og sektoren giver levegrundlag for omkring 20% af befolkningen.

Omvendt er det klart, at der er behov for store reformer i landbrugssektoren. Det skønnes, at en omlægning fra produktion af vandkrævende afgrøder som eksempelvis vandmeloner og tomater til andre og mindre vandkrævende afgrøder som oliventræer vil kunne reducere vandforbruget til det halve. Men det kræver politisk mod og vilje på den ene side at nå ud til landmændene med incitamenter og rådgivning, samtidig med at forbrugerne på den anden side ikke må blive sorteper pga. stigende fødevarepriser. Det kræver ikke blot en national strategi, men et regionalt og internationalt samarbejde, der kan skabe fødevaresikkerhed for befolkninger verden over.



Dialog og handling Jordan står over for en lang række økonomiske, politiske og sociale udfordringer, men de miljømæssige udfordringer må ikke få lavere prioritet. Det vil kræve politisk snilde at genforhandle de traktater, der omhandler fordelingen af vandressourcer med nabolandene, men ikke desto mindre er det nødvendigt. Ligeledes skal der tages nogle afgørende beslutninger på landbrugsområdet, mens man bør genoverveje, om atomkraft er den rigtige vej, eller om et lille land som Jordan kan opfylde sit energibehov ad andre veje.

Jordan er indtil videre gået forholdsvis fri af de demonstrationer, som Det Arabiske Forår har ført med sig. Men landet er stadig plaget af korruption og favorisering, som trækker lange tråde ned i alle dele samfundet. Befolkningen tror på dialog som vejen frem, men det kræver mere oplysning og viden for at vide, hvad der er vigtigt at sætte på dagsordenen. Lige nu er miljømæssige og klimarelaterede spørgsmål ikke højt prioriterede, men snart vil befolkningen opdage, at disse temaer i den grad har indflydelse på deres hverdag. Stigende energipriser, stigende vandpriser, forringet vandkvalitet, stigende fødevarepriser og flere sundhedsmæssige udfordringer er alle konsekvenserne af et overset område, hvor politikerne bliver nødt til at tage ansvar og gribe til handling. Hvis ikke det sker, vil bølgen af revolutioner muligvis også få sit tag i Jordan.

Inge-Merete Hougaard læser Master in International Development and Management på Lund Universitet. Hun er medlem af redaktionen for Det Ny Clarté. I foråret  var hun tre måneder i Jordan som en del af projektet DEMENA Youth Climate Ambassadors. Læs mere på www.climateambassadors.net.

   #  — 

Det milde marokkanske forår

REFORM. Mens oprørene fortsætter i lande som Egypten, Libyen, Syrien og Yemen, er Marokko en rolig plet på den arabiske verdens politiske landkort. Kongens strategi med at give små bidder til folket og fastholde familien og islam som samfundets byggesten ser ud til at virke. Men spørgsmålet er, hvor længe strategien holder.

Af Malene Fenger-Grøndahl

”W

e love our king”. Et par fyre med røde T-shirts med det marokkanske flags sekstakkede stjerne på brystet løfter et banner med hyldestord til landets konge, Mohammed den 6., over hovedet og bruger de få engelske ord, de kan, til at give det enkle budskab videre til de udlændinge, der er stoppet op for at kigge på demonstrationsoptoget. Det består af busser, biler og ladvogne, hvor mænd, kvinder og børn hænger ud af vinduer og døre og vifter med marokkanske flag, løbesedler og billeder af kongen: Vi støtter vores konge – derfor stemmer vi ja til den nye forfatning.

Stemningen er opløftet, nærmest euforisk, og langs den brede boulevard stimler folk sammen og smiler, vinker igen og tager imod løbesedler fra de demonstrerende. Andre går lidt genert forbi eller kigger diskret den anden vej. Men de fleste deltager i festlighederne, som foregår fredeligt og uden vredesudbrud eller aggression. Opbuddet af politibetjente er begrænset, og de ser ikke ud, som om de forventer at skulle trække stavene.

Marokkos milde reformbrise Demonstrationen er arrangeret af grupper, der er loyale over for kongen, både ungdomsforeninger, politiske partier, landsbykooperativer og andre typer af organisationer, der nyder godt af kongens støtte. Mange er mødt op, fordi de reelt ønsker at vise deres støtte til kongen, eller fordi de simpelthen nyder et festligt indslag i dagligdagen. Andre er formodentlig mødt op af strategiske årsager; fordi det i visse kredse forventes, at man viser loyalitet over for kongen og systemet, og fordi de lokale embedsmænd har arrangeret bustransport og delt propagandamateriale ud med en forventning om, at befolkningen udviser passende ’spontan begej-



string’. Et mindretal af demonstranterne har læst den nye forfatningstekst og kender til indholdet af den. Men de fleste ved, at forfatningsændringen er kongens reaktion på den milde brise, som har blæst over Marokko som en lille aflægger af de voldsommere oprør og protester i andre arabiske lande.

Kongen udtalte allerede i marts, efter at der havde fundet demonstrationer sted i de større byer, at han ville imødekomme reformkravene med en forfatningsændring, der skulle knæsætte ’en distinkt marokkansk form for demokratisk parlamentarisme’, og at han ville afgive dele af sine magtbeføjelser til fordel for parlamentet. Da forslaget blev lanceret i juni, viste det sig imidlertid, at det kun delvist levede op til kongens løfter. Forslaget nævnte ganske vist borgerrettigheder til alle marokkanere af hidtil uset omfang og fastslår, at landet er baseret på principper om pluralisme, mangfoldige identiteter, menneskerettigheder og kønsligestilling. Diskrimination forbydes ligeledes, og international anti-diskriminationslovgivning gives status over national lov. Dette element faldt visse islamister for brystet.

Også forfatningsforslagets bestemmelser om religionsfrihed faldt den islamistiske opposition for brystet, og de opfordrede vælgerne til at stemme nej eller undlade at stemme.

Den sekulært indstillede og vestligt orienterede del af oppositionen, stærkest repræsenteret ved den såkaldte 20. februar-bevægelse, som stod bag de første demonstrationer i Marokkos arabiske forår, gjorde derimod med det samme opmærksom på, at forfatningsforslaget kun på overfladen betød mindre magt til kongen. Selv om forfatningen udnævner Marokko til et parlamentarisk monarki, er der andre paragraffer, der reelt tildeler kongen beføjelser, som er med til at underminere det par-

   #  — 

aktuelt og baggrund

lamentariske element. Kongen kan fortsat opløse parlamentet og udpege ministerpræsidenten og de øvrige ministre. Han er øverste leder af militæret, indgår alle diplomatiske aftaler mellem Marokko og andre lande og kan udpege halvdelen af dommerne i den ny forfatningsdomstol. Desuden er det forbudt for parlamentsmedlemmer at fremsætte nedgørende udtalelser om islam, landets styreform eller kongen. Med andre ord vil det være mere end vanskeligt at føre en debat, som kan munde ud i yderligere og mere vidtgående ændringer af forfatningen.

20. februar-bevægelsen fandt langtfra forfatningsforslaget vidtgående nok. Desuden var de utilfredse med, at den ca. tre ugers kampagneperiode var så kort, at det ikke gav mulighed for reel debat og for, at oppositionen kunne organisere sig. Derfor opfordrede de befolkningen til at undlade at stemme.

Samtidig vidste de godt, at en boykot næppe kunne forhindre, at forslaget blev vedtaget. Men de ønskede at sende et klart signal om, at befolkningen burde inddrages langt tidligere og mere i processen, så forfatningsforslaget ikke blot afspejlede kongens ’tilbud’ til befolkningen, men i stedet afspejlede befolkningens reelle ønsker til en forfatning.

Overbevisende afstemningsresultat – og dog...

En af dem, der valgte at boykotte valget, var Chakir, en 37-årig gymnasielærer, der arbejder i en mindre provinsby i det sydlige Marokko. ”Jeg vil ikke deltage i et skuespil, hvor alt er iscenesat og instrueret på forhånd. Der er gode ting i den nye forfatning, men den har ikke folkelig legitimitet. Hvis kongen reelt vil ændre noget, skal han give slip på magten og lade folket være med til at bestemme, hvad reformerne skal handle om,” siger han.



Resultatet af afstemningen den 1. juli blev et klart ja til den nye forfatning. Stemmeprocenten var officielt tæt på 73 %, og 98,5 % af de deltagende stemte ja. Så kongen kan nu pege på afstemningsresultatet som et bevis på folkets opbakning. Kun de, der kender baggrunden for de overbevisende tal, vil kunne se, at resultatet også kan tolkes anderledes. Faktum er nemlig, at under halvdelen af de stemmeberettigede overhovedet havde skaffet sig et stemmekort og i realiteten havde mulighed for at afgive deres stemme. Så det er altså under halvdelen af befolkningen, der aktivt har bakket kongen op ved at stemme ja.

Oppositionen har imidlertid heller ikke formået at engagere så store dele af befolkningen, som den kunne ønske, og måske skyldes det, at de interne modsætninger i Marokko ikke så meget handler om at være for eller imod kongen, men snarere om at konkurrere om hans gunst – eller om, hvordan man mere præcist ønsker, at han skal lede landet på basis af de tre faktorer, som de fleste marokkanere bekender sig til: konge, familie og islam.

Muhammed, en universitetsuddannet berber fra Atlasbjergene, har heller ikke deltaget i demonstrationer mod forfatningsforslaget. Han peger på, at afstemningen nok mere var en test af kongens popularitet end en reel politisk afstemning om en ny forfatning. ”Mange har talt om afstemningen som et spørgsmål om, at kongen skal afgive magt ligesom magthaverne i andre arabiske lande. Men i Marokko er tingene anderledes. Vi er glade for vores konge, og det gælder også mange berbere. Kongen har anerkendt os i flere af sine taler i forbindelse med forfatningsændringen, og i den nye forfatning bliver vores sprog gjort officielt. Det er et vigtigt signal, selv om det sikkert tager tid, før det ændrer noget i praksis,” siger Mohammed.

   #  — 

At finde kompromiset Netop spørgsmålet om formaliteter over for praksis – lov over for implementering og officielle beslutninger over for kultur – er gennemgående, når man taler med eksperter i marokkanske samfundsforhold og spørger til landets fremtidige udvikling.

Mange påpeger ligesom Mohammed, at der er sket en del positive ændringer både symbolsk og lovmæssigt under kong Mohammed den 6. Han kom til magten i 1999 efter sin far, Hassan den 2.’s død, og blandt hans mere opsigtsvækkende tiltag har været at iværksætte en udredning om de menneskerettighedsbrud, der fandt sted i hans fars regeringstid. Iagttagere og eksperter, der har fulgt processen under Mohammed den 6., understreger dog, at undersøgelserne ikke har været tilbundsgående.

Med andre ord kan udredningen tolkes som et forsøg på at sende et positivt signal uden for alvor at tage fat på de ømme punkter.

Det samme gælder forholdene for kvinder og børn og den meget omtalte reform af familielovgivningen, som fandt sted i 2004. Ligesom de fleste andre arabisk-muslimske lande har Marokko en familielovgivning, der er baseret på islamisk sharia. Men modsat mange andre lande, hvor familielovgivningen afspejler gamle og forholdsvis konservative fortolkninger af islamisk retstradition, bevægede Marokko sig med lovændringen i 2004 i en anden retning. Reformen blev gennemført inden for rammerne af islam, men baserede sig på en moderne fortolkning af sharia, hvor der var plukket fra de forskellige retsskolers traditioner for at finde frem til den version af loven, som stemte bedst overens med både marokkansk tradition og international menneskerettighedslovgivning.



Reformen af familieloven betød, at kvinden formelt blev ligestillet med manden i familien. En kvinde skal ikke længere have tilladelse fra en værge for at gifte sig, og minimumsalderen for indgåelse af ægteskab er nu 18 år for både mænd og kvinder, hvor den tidligere var 15 år for kvinder. Det er også blevet lettere for en kvinde at opnå skilsmisse, og hun kan nu i modsætning til tidligere få forældremyndighed over børnene. Endelig er polygami blevet gjort så godt som umuligt, fordi manden nu skal fremlægge ”ekstraordinære argumenter” foran en dommer for at få tilladelse til at gifte sig med flere hustruer, ligesom hans første kone skal give samtykke.

Da reformforslaget blev lanceret første gang i 1999, mødte det stærk modstand fra flere af landets islamistiske grupper, og kongen gjorde derfor meget ud af at understrege, at reformen var udarbejdet i overensstemmelse med islamisk tradition. Det fik flere af de argeste modstandere til at ændre holdning, og nu er der bred opbakning til loven blandt islamiske feminister. Netop kongens blåstempling af loven var afgørende, fordi han hævdes at være direkte efterkommer af profeten Muhammed. Han smykker sig med titlen Amir al-Muminin, ’de troendes hærfører’, og er formelt den øverste islamiske autoritet i Marokko, og det har enorm betydning i et land, hvor 99 % af befolkningen er muslimer, og de fleste er praktiserende.

En blandet modtagelse Houda Zekri, der er jurist og arbejder som konsulent på bl.a. danske Kvinfos projekter i Marokko, siger: ”Meget lidt i Marokko kan lade sig gøre uden at tage islam i ed. Stort set ingen kvinder ønsker at blive skilt, medmindre de kan gøre det på en måde, der lever op til islams forskrifter. Selv personer, der ellers ikke går op i religion, bekymrer sig om det, når det hand-

   #  — 

aktuelt og baggrund

ler om familielivet. På det område er de fleste bange for at handle i strid med islam, og derfor var det altafgørende, at familielovgivningen blev blåstemplet som islamisk korrekt. Det gav den enorm legitimitet.”

Siden har mange kvindegrupper arbejdet hårdt på at omsætte lovens ord til praksis, hvilket har vist sig at være en kæmpe udfordring. Mange kvinder kender ikke til de rettigheder, loven tildeler dem, og har svært ved at få kendskab til dem, fordi de hverken kan læse eller skrive. Analfabetismen blandt kvinder på landet er op mod 70 %. Desuden vælger mange dommere, især på landet, bevidst at fortolke loven så konservativt som muligt – og i modstrid med dens ånd.

Der findes også sekulære kvindegrupper, som er utilfredse med loven og ønsker, at den skal erstattes med en sekulært baseret lov. De påpeger, at arvereglerne stadig stiller kvinder ringere end mænd, og at det vil være svært at ændre på, fordi ulighed i arvespørgsmål står nævnt eksplicit i Koranen – og i øvrigt hænger sammen med en generel tradition i islam for at tolke de to køn som komplementære og argumentere for, at kvinder og mænd skal behandles med lige værdighed, men med forskellige vilkår, fordi de er skabt med forskellige forudsætninger.

Også hvad det angår, er den nye forfatning snarere udtryk for en hensigtserklæring – eller en godbid, der skal gøre den sekulære opposition og de vestlige magter tilfredse uden at provokere det islamistiske miljø for meget. I den nye forfatning står, at mænd og kvinder nyder samme civile, politiske, økonomiske og kulturelle rettigheder, mens der i den gamle kun var henvist til politiske rettigheder. Desuden slås det fast, at staten skal arbejde for ligestilling mellem mænd og kvinder.



Selv hvis kongen ønsker at skabe reel ligestilling, kan det imidlertid vise sig vanskeligt. Ikke blot må han vogte på den lille gruppe islamiske ekstremister. Også store dele af den øvrige befolkning synes, at kongen er gået lige til stregen med sin reform af familieloven. Det gælder også de unge. Holdningsundersøgelser viser således, at op mod 50 % af de 20-30-årige opfatter familieloven som en forhindring for indgåelse af ægteskab, fordi den slår fast, at ægtefællerne skal dele værdierne imellem sig ved skilsmisse. De unge mænd er bange for, at kvinderne vil lade sig skille af økonomiske årsager, og kvinderne oplever, at mændene er mistænksomme og ikke så let lader sig overtale til ægteskab.

Desuden er der bred opbakning til arvereglerne, som betyder, at en kvinde kun arver halvt så meget som en mand, også selv om kvinden er økonomisk medansvarlig for familien. Også den – ganske vist begrænsede – mulighed for polygami har en vis opbakning, især blandt landbefolkningen. Som en dansk kvinde, der er marokkansk gift og bor i en lille landsby i det sydlige Marokko, siger: ”For mange kvinder er fællesskabet med de andre kvinder i storfamilien vigtigere end forholdet til deres mand. Nogle ser det som en fordel at have en ekstra kone at dele de huslige pligter med.”

Vi skal ikke være egoistiske For mange marokkanere er ideen om en særegen marokkansk kultur – baseret på islam, kongetro og familieliv – dybt indlejret i deres identitet. Mange fremhæver netop, at ”Marokko er noget andet end Egypten, Syrien og Libyen”. 28-årige Badr, der er vokset op i Fez, men lever i kystbyen Essaouira, hvor han er ansat på et luksushotel, siger: ”Det, der sker i de andre arabiske lande, vil ikke ske her. Vi har en god konge, og vi stoler på ham. Selvfølgelig er

   #  — 

der problemer, men dem forsøger vi at løse hen ad vejen. Vi er moderate. Vores islam er åben og tolerant,” siger han og henviser til, at der i præamblen til den nye forfatning står, at samfundets islamiske basis er forbundet med værdier som åbenhed, tolerance og dialog mellem kulturer og civilisationer.

Den islamiske feminist Aisha siger: ”Vi vil ikke give køb på den evige sandhed i Koranen. Vi må ikke være så egoistiske som kvinder, at vi glemmer, at der er noget, der er vigtigere end vores ønsker og behov lige nu og her.

Nogle kvinder vil gerne have en familielov, der giver dem helt samme rettigheder som mænd. Men hvad vil resultatet blive: Familierne vil blive splittet, og det vil gå ud over både børn, mænd og kvinder. Der er en grund til, at Gud har sat nogle begrænsninger, og dem må vi underlægge os. Mændene skal også gøre deres pligt. De skal vise respekt og omsorg for kvinderne,” siger hun og tilføjer, at loven ikke er en kvindelov, men en familielov.

Mange marokkanere håber og tror tilsyneladende, at det arabiske forår vil blæse en mild vind ind over Marokko med små pust, som langsomt vil føre landet i retning af mere demokrati – med Allah og kong Mohammed som årvågne linjevogtere. Andre vil måske – med et blik udefra – mene, at der snarere er tale om, at marokkanerne forsømmer deres chance for at opleve et rigtigt forår.

Malene Fenger-Grøndahl er freelance journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i etniske minoriteter, religion og Mellemøsten. Hun har skrevet en række bøger om islam, integration og Mellemøsten og har netop tilbragt en længere periode i Marokko for – sammen med sin mand og deres to børn – at lave research til en ny udgave af ”Turen går til Marokko” (Politikens Forlag).

Kunsten at dæmpe gemytterne På samme måde kan det siges om den nye forfatning, at den først og fremmest er en marokkansk forfatning – baseret på det muliges kunst. Og for mange marokkanere at se er netop kongens forsigtige linje den bedste forsikring mod de kaotiske tilstande i lande som Libyen og Syrien – og mod islamisk ekstremisme.



   #  — 

aktuelt og baggrund

Den permanente ØMU-krise

Grækenland og andre eurolande i Sydeuropa er blevet stemplet som uansvarlige økonomier, som ”de stabile” eurolande mod nord nu må tage i hånden en tur i banken. Men kunne de sydeuropæiske lande have undgået at havne i en gældskrise – blev den ikke blot eksponeret af finanskrisen? Jesper Jespersen argumenterer i denne artikel for det synspunkt, at eurosamarbejdet bygger på en række grundlæggende økonomiske fejlslutninger, der uundgåeligt destabiliserer den monetære union. Han sætter spørgsmålstegn ved, om politikerne i det lange løb vil betale en høj pris i form af øgede skatter, sociale nedskæringer, stigende og ulige fordelt arbejdsløshed imellem medlemslandene for at holde liv i euro-samarbejdet. Den fælles valuta er nemlig ikke en forudsætning for, at det indre (vare)marked kan fungere effektivt – måske tværtimod.

Af Jesper Jespersen

E

n monetær union, der er baseret på en fejlagtig forståelse af, hvilke faktorer der er bestemmende for den makroøkonomiske udvikling, vil uundgåeligt bære kimen til en permanent makroøkonomisk krise med sig. Uanset at denne konklusion er triviel, er den eftertrykkeligt blevet bekræftet af den makroøkonomiske udvikling i euro-zonen. Der har på en række områder været tale om en permanent ubalance, der er blevet forstærket igennem årene, og som blev tydeliggjort i kølvandet på den internationale finans- og gældskrise. Alene udviklingen i antallet af arbejdsløse og det akkumulerede betalingsbalanceunderskud har talt sit tydelige sprog. Antallet af registrerede arbejdsløse ligger i dag i de 17 euro-lande på godt 15 mio. svarende til knap 10 % af arbejdsstyrken.

ØMU’en – en teoretisk fejlkonstruktion At ØMU-konstruktionen hviler på et teoretisk set spinkelt grundlag, burde ingen seriøs beslutningstager have været i tvivl om tilbage i 1990erne, hvor beslutningen blev truffet. En bredt favnende kreds af uafhængige økonomer – omfattende både klassiske monetarister og post-keynesianere – havde i stærke vendinger advaret mod en (hurtig) etablering af en monetær union inden for EU. Klassiske monetarister (Robert Mundell, Milton Friedman m.fl.) og post-keynesianere (Paul Davidson m.fl.) er uenige om mangt og meget inden for makroøkonomi; så meget desto mere burde politikerne have spidset ører, når de næsten med én mund påviste en stribe forhold, der klart demonstrerede, at end ikke EU’s kernelande udgjorde det, der i de økonomiske

Figur 1: Euro-området og EU27 arbejdsløshedsprocent. Kilde: Eurostat, pressemeddelelse 1. juli 2011



   #  — 

teoribøger (de Grauwe, 2009) betegnes som et ’optimalt valutaområde’. Indførelse af en fælles valuta i en sådan situation vil resultere i øgede spændinger i form af høj og ulige fordelt arbejdsløshed, stigende betalingsbalance-uligevægt og akkumulerende offentlig gæld.

De klassiske monetarister hæftede sig især ved de – i deres øjne – overregulerede europæiske arbejdsmarkeder. De faglige organisationer havde i varierende form for megen magt, samtidig med at en overeksponeret velfærdsstat bidrog til en – i monetaristernes øjne – for svag national lønfleksibilitet og en for ringe mobilitet hen over landegrænserne, der yderligere blev forstærket af sproglige og kulturelle barrierer. Post-keynesianerne derimod advarede mod de begrænsninger, der blev lagt på den makroøkonomiske politik i den monetære union: Valutakursændringer var pr. definition umuliggjort, pengepolitikken skulle ifølge EU-traktaten udelukkende tilrettelægges med sigte på at begrænse inflationen og styres af en politisk uafhængig Centralbank; mens de deltagende landes finanspolitik (offentlige budgetter) blev begrænset af Stabilitetspagtens krav om, at et offentligt budgetunderskud højst måtte udgøre 3 % af BNP. Disse bindinger på den økonomiske politik ville ifølge post-keynesiansk teori gøre det ekstra vanskeligt at bekæmpe arbejdsløshed og sikre betalingsbalanceligevægt.

Disse advarende røster fra uafhængige økonomer blev overhørt i Bruxelles. Konklusionerne blev ikke anset for at være (politisk) korrekte i Bruxelles og blev ydermere bestridt af en bred kreds af økonomer, der kan sammenfattes under betegnelsen ’euro-monetarister’. Den monetære union blev af disse økonomer analyseret inden for rammen af en



generel ligevægtsmodel , hvori det blev antaget, at de deltagende lande tilsammen udgør et ’optimalt valutaområde’. I en model for et ’optimalt valutaområde’ er det på forhånd antaget, at de analyserede lande ligner hinanden så meget, at landene på trods af den fælles valuta kan (gen)etablere en makroøkonomisk balance, når landene rammes af eksterne forstyrrelser i form af f.eks. olieprisstigninger eller uro på de internationale finansmarkeder. Den anvendte model ligger inden for den teoritradition, der sammenfattes under betegnelsen ’generel ligevægtsteori ’, hvor makroøkonomisk politik betragtes som havende en destabiliserende effekt i et tidsperspektiv, der rækker blot nogle få år ud i fremtiden. Når de nationale økonomier antages at være så velfungerende, at den makroøkonomiske politik er overflødiggjort, er det en enkel sag at (be)vise, at en overgang til én fælles valuta fjerner vekslingsomkostningerne. Dette vil i ligevægtsmodellen øge produktionen – uden at forårsage makroøkonomisk ubalance, da alle lande antages at være i ligevægt . I en sådan idealiseret ligevægtsmodel kan de deltagende lande derfor uden (nævneværdige) omkostninger give afkald på brugen af nationale økonomisk politiske instrumenter i form af penge-, valuta- og finanspolitik. Tværtimod blev det konkluderet af euro-monetaristerne, at jo færre instrumenter de nationale politikere har til rådighed, desto mindre risiko er der for, at de benytter dem til at forfølge kortsigtede politiske interesser, der skaber makroøkonomisk ubalance.

Medlemmerne af Delors-komitéen bestående af Kommissionsformanden, Jacques Delors, de på daværende tidspunkt (1988) 12 nationale centralbankdirektører og tre ’uafhængige’ eksperter, satte ingen nævneværdige spørgsmålstegn ved den euromonetaristiske argumentation. Denne blev efter-

   #  — 

aktuelt og baggrund

følgende af Europa-Kommissionen sammenfattet i den politiske hensigtserklæring ”One Market, one Money”. Det eneste mildt kritiske bidrag til Delorsrapporten kom fra den tyske centralbankdirektør, Karl Otto Pöhl, der bemærkede, at det kunne ’blive dyrt’ at holde sammen på ØMU’en. Dette var naturligvis afhængigt af, hvor omfattende den blev landemæssigt, og hvor stramt de fælles spilleregler blev udformet. Men rapporten indeholdt ingen antydning af, at ØMU’en ikke kunne realiseres, endsige at den ikke ville blive en ’solid succes’ . Derimod blev risikoen for makroøkonomisk ubalance, herunder høj arbejdsløshed, ikke anset for at være et væsentligt problem.

Det økonomiske råderum på standby Det var en for ØMU-politikerne bekvem antagelse, at når først et land er blevet medlem af ØMU’en, så vil konkurrencen og markedsdisciplinen sikre makroøkonomisk balance (herunder fuld strukturel beskæftigelse). For at sikre denne balance var det dog nødvendigt at begrænse råderummet for den nationale økonomiske politik. I en generel ligevægtsmodel er det netop politiske indgreb, der risikerer at hindre den automatiske genetablering af markedsligevægten, når systemet udsættes for et udefrakommende ’stød’. Det var således også indholdet af den generelle ligevægtsmodel, der blev lagt til grund ved udformningen af de makroøkonomiske konvergenskriterier. Disse skulle være opfyldt, når det skulle afgøres, om et EU-land var parat til ØMU-medlemskab. Her var fokus rettet mod markedskræfterne og politikerne, idet udviklingen i inflation (forbrugerpriser), rente (statsobligationer) og budgetunderskud (politisk intervention) var afgørende ved vurdering af medlemskabet, hvorimod arbejdsløshed og betalingsbalanceuligevægt blev negligeret. Kravet til medlemskab var opfyldt, når et EU-land i blot et enkelt år opfyldte



disse helt overvejende monetære krav om en konvergent pris- og renteudvikling og et begrænset offentligt budgetunderskud (mindre end 3 % af BNP).

De første 11 lande blev optaget i 1999, Grækenland i 2002 og de nye medlemslande i perioden 2006-11.

Stigende makroøkonomisk ubalance i eurozonen Som nævnt indledningsvist blev en fejlagtig økonomisk teori – fejlagtig i den forstand, at den ikke afspejler den økonomiske endsige den politiske virkelighed – benyttet, da konvergenskravene blev defineret (Maastricht-traktaten) og stabilitets- og vækstpagten (Amsterdam-traktaten) efterfølgende udformet. Det viste sig som nævnt overraskende hurtigt at være en illusion, at medlemslandene ville have en parallel udvikling i produktionsomkostninger. Set i retrospekt knytter der sig en betydelig ironi til udtrykket ’konvergenskriterierne’, idet det eneste år siden etableringen af ØMU’en, hvor kriterierne har været opfyldt af samtlige lande var i 1998; tværtimod har divergens snarere været hovedreglen end undtagelsen. Den divergens, som altid havde eksisteret, fortsatte også efter etableringen af ØMU’en. Tidligere var disse forskelle i omkostningsudviklingen blevet udlignet gennem ændringer i valutakursen: Den tyske Mark blev opskrevet og navnlig de sydeuropæiske landes valuta (Drachme, lire, peseta og escudo) nedskrevet.

Medlemskab af ØMU’en umuliggør en sådan (halv) automatisk mindskelse af de omkostningsmæssige ubalancer. De første år blev divergensen ’overset’, idet inflationsforskellene i de enkelte år ’kun’ udgjorde 2-3 %. Men efter at denne divergens havde stået på i nogle år, begyndte forskellene i omkostningsniveauerne at få et sådant omfang, at det fik betydning for eksporterhvervene, hvilket også fremgår af figur 2.

   #  — 

Figur 2: Effektiv valutakurs = Lønkonkurrenceevne: jo lavere, desto bedre. (1999 = 100). Kilde: Whyte (2010)

I figur 2 er udviklingen i lønomkostninger afbildet.

Her ses det, at Tyskland repræsenteret ved den brune farve har ligget nederst i hele perioden. De tyske enhedsomkostninger er lavere i 2009 end ti år før – ikke overraskende er den tyske industris konkurrenceevne blevet markant forbedret. Dette gør sig navnlig gældende i forhold til de euro-lande, der har haft den hurtigste omkostningsudvikling: Irland ligger ca. 25 % højere end for ti år siden, Italien og Spanien ca. 20 % og endelig ligger Frankrig og Grækenland 10 % højere end i 1999, men ca. 15 % højere end den tyske industri.

Den europæiske Centralbank har således ikke – som det kan aflæses af det faktiske forløb – kunnet hindre, at løn- og prisudviklingen i de enkelte ØMUlande løb fra hinanden. Tværtimod er forskellene i omkostningsniveauerne som nævnt imellem de to grupper af medlemslande blevet større år for

under ét, idet den samlede betalingsbalance for alle ØMU-landene under ét i forhold til omverdenen ikke er blevet forbedret, jfr. figur 3. Det betyder, at det store og stigende tyske overskud er skabt på baggrund af et tilsvarende stort og stigende underskud i en række af de øvrige lande i euro-zonen, navnlig de lande med en svag konkurrenceevne.

Som det ses i figur 3 blev de betalingsbalanceuligevægte, der eksisterede i 1998, forstærket i løbet af de første ti år af euroens levetid. Der blev ikke fra officiel side advaret om de stigende problemer mellem på den ene side lavinflationslandene (Tyskland, Østrig, Benelux og Finland) og på den anden side landene med lidt højere inflation i syd og vest (sammenfattet under betegnelsen PIIGS-landene).

Pointen er, at allerede i 2008, da den finansielle og økonomiske krise ramte ØMU-landene, var ØMUkonstruktionen grundlæggende svækket.

Figur 3: Betalingsbalanceuligevægte i udvalgte lande 1998/2008. Kilde: OECD Economic Outlook

år. Der tales nu – ikke overraskende – om et tysk eksport-boom. Det er naturligvis til fordel for tysk økonomi, hvor betalingsbalancen viser et rekordstort overskud. Men, og dette er et vigtigt men, den øgede tyske eksport har ikke gavnet euro-zonen



Beklageligvis blev det ikke i de officielle rapporter diskuteret, hvilke konsekvenser det kunne få, hvis ØMU-landene forblev divergente og fortsat udviklede sig i forskellig takt. De mellemliggende 12 år har demonstreret, at en divergent økonomisk ud-

   #  — 

aktuelt og baggrund

vikling er en realitet, som i stigende grad er kommet til at dominere den politiske hverdag. Det svækker EU-samarbejdet både indadtil og udadtil, ligesom den nu vedholdende diskussion om, i hvilket form, om overhovedet, ØMU’en vil fortsætte.

Et eksempel: den ’græske’ krise Grækenland var det første af ØMU-landene, der kom i afgørende økonomiske problemer, da den økonomiske krise brød ud internationalt. Det er en kombination af en række forhold, der gjorde Grækenland specielt sårbar. Her spiller den politiske kultur en ikke uvæsentlig rolle. Skiftende græske regeringer har igennem årtier opbygget en stor offentlig gæld. Det er ikke første gang, at græsk økonomi har befundet sig i en sådan gældsklemme og dermed finansieringskrise. Det har den været mange gange før (den græske stat har svigtet sine gældsforpligtigelser otte gange tidligere, jfr. Reinhart & Rogoff, 2009).

ratingbureauer helt frem til 2007 ’blåstemplede’ græske statsobligationer. De finansielle markeder havde ladet sig ’forføre’ af euro-monetaristernes argumentation, at en euro er en euro. Den finansielle krise skulle dog demonstrere, at en euro er præcis det værd, som afspejler den sikkerhed, som debitor (det enkelte euroland) kan stille – ligesom det var tilfældet med nationale valutaer. Nationale valutaer afspejler den rente, der skal betales på landets statsobligationer. Det var en rente på mere end 10 % p.a., der bragte den græske regering i knæ og tvang den til at søge EU om et ’nødlån’ til en betydeligt lavere rente på ca. 6 % p.a.

Grækenlands præ-ØMU-kriser er blevet overvundet ved en kombination af nedskrivning af offentlig og privat gæld, og nok så vigtigt ved en nedskrivning af den nationale valuta, hvorved landets konkurrenceevne kunne genetableres. Som medlem af ØMU’en er den græske stat nu afskåret fra dette.

Figur 4: Vækst i BNP 1998-2008. Kilde: OECD, Economic Outlook

Men det hører med til vurderingen af den græske krise, at Grækenland, som et af de fattigste ’vesteuropæiske’ lande, havde en økonomisk vækst væsentligt over ØMU-gennemsnittet frem til 2008.

Det betød, at Grækenland ’halede ind’ på de øvrige ØMU-lande, jfr. figur 4.

At Grækenland halede ind på de øvrige ØMU-lande, lykkedes som en konsekvens af en ekspansiv økonomisk politik – der dels var forårsaget af den, i forhold til hidtidige græske forhold, ekstremt lave rente kombineret med en meget ekspansiv finanspolitik (der blev sløret af statistiske fiksfakserier).

Den lave rente kan ikke bebrejdes den græske regering – tværtimod er det ubegribeligt, at finansmarkederne, herunder de højt betalte kredit-



Pludselig stod den over for den, for en suveræn stat helt usædvanlige, situation, at staten var ved at løbe ind i en likviditetskrise. Den havde ikke kontanter til næste måneds afdrag og renter på gælden endsige næste måneds lønudbetaling til offentligt ansatte. Den græske stat havde ikke længere en nationalbank, hvor den i krisesituationer kunne hente de nødvendige betalingsmidler til at afværge en betalingsstandsning.

Den græske stat befandt sig i en situation svarende til en dansk kommune, der har mistet sin kreditværdighed – den kommer under administration.

Den bliver behandlet som et ’uansvarligt’ barn, der har brugt for mange lommepenge. Det er derfor ikke svært for de udsendte EU-administratorer med

   #  — 

et euro-monetaristisk mandat at dekretere offentlige nedskæringer.

Det er lykkedes for den græske stat i anden omgang at få nedsat lånevilkårene på EU-lånet, der skal løse den akutte likviditetskrise – men den samlede gæld vokser stadig og vil ligge som en møllesten om halsen på græsk økonomi mange år ud i fremtiden.

Kravene om offentlige besparelser og privatiseringer er ikke reduceret – det betyder, at den græske økonomi muligvis så småt vil komme på fode i løbet af to til tre år; men den offentlige sektor har fået en helt anden rolle, og landet har fået et permanent højere renteniveau og en helt ændret indkomstfordeling.

Makroøkonomiske krav knyttet til ØMU’ens funktion: Forudsætning for optagelse i ØMU’ens tredje fase (den fælles valuta) er, at konvergens-kriterierne for ansøgerlandet af Det Europæiske Råd skønnes at være opfyldt. Konvergenskriterierne er fire makroøkonomiske krav, der skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor et land ansøger om at blive en del af euro-zonen: .Prisstabilitet: Stigningen i forbrugerprisindekset (inflationen) i ansøgerlandet må ikke overstige gennemsnittet af inflationen i de tre medlemslande, der har den laveste inflation, med mere end , procentpoint. .Holdbare offentlige finanser: Det årlige offentlige underskud må ikke overstige  % af BNP i det pågældende land.

Ligeledes må den offentlige gæld ikke udgøre mere end  % af BNP (hvilket dog hidtil i praksis er fortolket lempeligt, da det ellers ville have udelukket Italien og Belgien). .Valutaudviklingen: Fast valutakurs i forhold til euro og ingen ændring af den aalte centralkurs over for euro i mindst to år. .Udviklingen i den lange rente: Det pågældende land må ikke inden for det seneste år have ha en langfristet og markedsbestemt rentesats, der overstiger gennemsnittet af den tilsvarende rentesats i de tre medlemsstater, der har den laveste inflation, med mere end  procentpoint.

Når et land er blevet medlem af euro-zonen reduceres kravene til den makroøkonomiske udvikling i forhold til konvergenskravene, idet landene nu kun skal respektere Stabilitets- og vækstpagtens krav til størrelsen af det maksimalt tilladte underskud på den offentlige sektors budget. Stabilitets- og vækstpagten inkluderer kravet om, at budgetunderskuddet ikke må overstige  % af BNP. Seks lande har indtil  været i konflikt med  %-grænsen. Desuden skal medlemslandene tilstræbe, at der i et mellemfristet perspektiv, dvs. over en  års horisont, kan skabes ligevægt eller overskud på den offentlige sektors budget.



   #  — 

aktuelt og baggrund

Det er den pris, som grækerne må betale for fortsat at være medlem af ØMU’en. Om det græske folk vil betale den pris, er uafklaret. Men det vil bestemt heller ikke være omkostningsfrit at forlade den monetære union, når så megen udenlandsk gæld er og forsat vil være fastsat i euro.

Prisen for en monetær union

taber. Og ikke nok med det: Der synes at være en centrifugal kraft, der gør de rige lande rigere og de fattige lande fattigere. Dette gælder navnlig inden for den euro-monetaristiske model, hvor underskudslande skal stramme den økonomiske politik i et forsøg på at ’spare sig til balance’, mens overskudslandene tilsyneladende har råderum til at ekspandere den økonomiske politik.

Det burde i dag være åbenbart for enhver seriøs samfundsanalytiker, at den økonomisk monetære union var præmatur. Det udelukker naturligvis ikke det politiske standpunkt, at man er villig til at betale den pris, som det koster at have en fælles valuta. Den kan blot ikke begrundes med realøkonomiske gevinster. Hertil kommer, at den fælles valuta fordeler byrderne meget forskelligt. Det blev demonstreret ved gennemgangen af betalingsbalanceuligevægt, at overskudslandene vinder både økonomisk og politisk, mens underskudslandene

Hvad fremtiden vil bringe med hensyn til udformningen af ØMU’en og antallet af medlemslande er uvist. Efter at ØMU’en er blevet en realitet, er det ikke længere økonomiske teorier, men den økonomiske og politiske virkelighed, der bestemmer fremtiden. Det er således primært et politisk spørgsmål, hvor meget overskudslandene vil investere i opretholdelsen af ØMU’en i uændret form.

Det er Tyskland (og delvist Frankrig) som holder Grækenlands (og de øvrige PIIGS-landes) økonomi-



-,                   ,    .          ’   (  ).

   -.

-       (    ’  )         -.

       (),  ..      .

1991

1992

1993

1992/95

-          .

1989

           (’’).

1986

1979

   ()      -   (     ).

  ’   

   #  — 

ske skæbne i deres hænder – en skæbne, der dog er kædet snævert sammen med tyske og franske bankers beholdning af græske statsobligationer. Hvis der ikke var blevet stillet et stort og (relativt) billigt lån til rådighed for Grækenland i juli 2011, så var Grækenland gået i betalingsstandsning i løbet af efteråret. Men et lån er kun et lån. ØMU’ens grundlæggende konstruktionsproblemer er ikke blevet løst hermed – tværtimod forværres de år for år.

Hvilke konsekvenser det vil få, kan der kun gisnes om. Det er et politisk spørgsmål; men at der vil ske forandringer er formentlig uundgåeligt.

Europlus-pagten

     .        ,      ,   ,  , , ,       .

  -   ,     (   )            .

-   ,     ’,    ’      .

- .    -      - (    ).

2004/2007

2005

2009

2011

     -,         ’   (  ).    ,    ,  .

2000

  -   -,          .        .

     ’’;            ,  -    .

1-1-1999

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

2003

 ,          ’   (  )  .

1998

Forløbet af den økonomiske krise i 2009/10 illustrerede, at Stabilitets- og Vækstpagtens ensidige fokusering på underskud i den offentlige sektor ikke var tilstrækkelig til at sikre makroøkonomisk stabilitet i de enkelte EU-lande. På initiativ fra EU-

præsidenten vedtog Det europæiske Råd i marts 2011 Europlus-pagten. Den er ikke traktatfæstet og ligger derfor i et mellemstatsligt regi, der muliggjorde, at fire EU-lande (Storbritannien, Sverige, Ungarn og Tjekkiet) ønskede og kunne undlade at deltage. Europlus-pagten omfatter fem strukturøkonomiske politikområder: konkurrenceevne, arbejdsmarked, offentlige finanser, finansiel stabilitet og koordination af skatteregler. Formålet er gennem halvårlige konsultationer at analysere landenes udvikling på disse fem områder og rådgive om, hvilken national lovgivning der ifølge euro-monetaristisk teori vil kunne mindske ubalancerne. Disse forslag omfatter bl.a. krav om balance på offentlige budgetter, fjernelse af automatisk lønregulering m.fl.



   #  — 

leder

Valget eller Rød Blog ”PRAKTISKE MÆND, DER TROR, DE ER HELT FRITAGET FOR ENHVER INTELLEKTUEL PÅVIRKNING, ER SOM REGEL SLAVER AF EN ELLER ANDEN HEDENGANGEN ØKONOM.” (JOHN MAYNARD KEYNES I THE GENERAL THEORY OF EMPLOYMENT, INTEREST AND MONEY).

Fremgangen til De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance viser en vælgerpræference for mere markante og forskellige økonomiske tankemodeller – om ikke teorier, for det er forestillingsgodset for diffust til.

Indsigten i, at det store erhvervsliv adskiller sig fra de små og mellemstore virksomheder, er et skillepunkt. Det hyperprofitable erhvervsliv ved så udmærket, hvordan alle udgifter kan trækkes fra, før selskabsskatten beregnes. Det er ikke topskatten, der jager dem ud af Danmark, nej, de investerer benhårdt efter højeste profit og er fantasifulde mht. at undgå skat. Topskatten er en del af personskattesystemet og rammer direktører og højere funktionærer med indkomster i overhalingsbanen.

De små og mellemstore virksomheder (SMV) lider under mangel på kapital og under, at de må give lange kreditter til kunder. De har svært ved at investere og dermed få en blot rimelig indtjening, så for dem er hverken selskabs- eller personskatten afgørende. Denne her problemstilling er faktisk gået op for den amerikanske præsident, som demonstreret i hans jobskabelsesprogram.

LA har hevet en tilpasset version af de økonomiske klassikere ned fra hylden.

Det fri marked skal klare sig på sine egne præmisser.

Mindre skat og færre hindringer for erhvervslivet, så skal det nok gå. Enhver skat er nærmest chikane og en måde at forhindre folk i at arbejde, hvilket er det rene vrøvl i øvrigt. Faktisk kan en høj marginalskat få folk til at ønske at arbejde mere, nemlig for at sikre levefoden.

Det Radikale Venstre plejede at være husmændenes parti. Dem er der ingen tilbage af, men parallellen i dag er SMV’erne, opstartvirksomhederne. Derfor er det forbløffende, at Vestager vil sænke topskatten,

der er så ligegyldig i den forbindelse. Ellers er de Radikales økonomiske udsyn finansministeriets med et par plusser og minusser. At det er nødvendigt at have flere i arbejde for at ’sikre velfærden’, bliver vendt til, at større arbejdsudbud skaber sin egen efterspørgsel. Hvorimod de decideret højreorienterede i virkeligheden vil have lønnen ned, tror en del Radikale nok desværre for meget på det, man lærer på de økonomiske studier, selvom de ikke sluger alle tal råt.

Enhedslisten står over for at skulle tage parlamentarisk ansvar. Den har til dels overtaget tankegodset fra SF som de sande socialdemokrater, dem, der forsvarer arbejdernes/lønmodtagernes og de arbejdsløses velerhvervede rettigheder mht. løn, sociale goder og kollektiv aktion. Den har også en rest anti-kapitalisme og lidt venstrekeynesianisme.

Den er ikke så bange for statsunderskud, og ellers kan man bare beskatte profitten noget mere.

I disse tider er det i sandhed nødvendigt også at tænke på den almindelige velfærd for dem, der trues af marginalisering, en større og større gruppe.

Derfor er det klart og logisk, at Enhedslisten vil og bør hive i Helle Thorning. Heldigvis øges partiets legitimitet af, at det har fået flere kandidater fra den rigtige arbejderbevægelse med i sin folketingsgruppe. Til gengæld for at kigge den anden vej mht. tilbagetrækningsreformen, der ikke vil give de lovede besparelser, vil det kæmpe for at få en forlængelse af dagpengeperioden, ikke mindst vigtigt nu, når antallet af langtidsledige stiger, og køre benhårdt på for højere beskatning af nordsøolien, bankoverskud og finanstransaktioner. I forlængelse af dets analyse af, at ’markedet’, dvs. finansmarkedet, bestemmer for meget, og olien er lokal.

Enhedslisten er nu begyndt at blive angrebet fra borgerligt hold. Dets betragtelige størrelse har ændret dets status fundamentalt. Det er på tide at gøre klart, hvad der er kardinalpunkter, og hvad der ikke er. Ellers ryger flertallet over til den anden side med dens asociale politikker.

Det er ikke kun de Radikale, der står i vejen for en egentlig Rød Blok. Men forhåbentlig bliver det til mere end Rød Blog.

Af Karen Helveg Petersen



   #  — 

synspunkt

Anja Westphals valg af Kim Ingemann

På YouTube finder man et videoklip fra DR’s valgdækning, hvor journalisten Anja Westphal fra DR interviewer Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. På klippet ser man, at midt i interviewet får Anja Westphal øje på den konservative minister Brian Mikkelsen og løber efter ham, mens Johanne Schmidt-Nielsen kigger forbavset på. Men bagved ser vi også noget andet. Som den franske filosof Michel Foucault har beskrevet, så har magten i det kapitalistiske samfund ændret karakter, efterhånden som den postindustrielle produktion har fået overtaget: „Samfundets kontrol med individerne sker ikke kun gennem bevidstheden eller ideologien, men også i kroppen og med kroppen. For det kapitalistiske samfund er biopolitik det helt afgørende, det biologiske, det somatiske, det kropslige“1.

”

Derfor bliver et folketingsvalg om økonomi til et valg af en kasserer med hænderne bundne”

Anja Westphals dagligdag og liv er styret af et arbejde, hvor hun skal være med til at formidle politikeres udmeldinger og reagere på dem. Men midt i pligtopfyldelsen tager hendes krop over. Den ved, hvad der kræves, for magtstrukturerne findes ikke blot på Christiansborg, men inde i Anja Westphals hjerne og krop. Magten bliver i stigende grad biopolitisk og trænger sig ind i kroppen. Og den giver sig til kende i de sociale relationer mellem mennesker.

Og Brian Mikkelsens magt over Anja Westphals sociale væren er så stor, at hendes krop følger efter, når han bevæger sig gennem det rum, hvor Anja Westphal er i færd med at foretage et interview.

Kandidaterne I flere udsendelser med titlen Kandidaterne fulgte DR1 folketingsvalgets kandidater fra dag til dag. Af en eller anden grund var De Konservative - som allerede i meningsmålingerne stod til et meget dårligt valg - repræsenteret i samtlige udsendelser i den første halvanden uges udsendelser, og også i de  Michel Foucault: ”I sundhedens navn”, I: Distinktion nr. , .



fleste af de følgende. Ikke med kritisk tilgang til partiets udmeldinger, men med dækning af rare og hyggelige stunder, hvor Lars Barfoed drikker morgenkaffe, spiser boller eller løber tur i det smukke Nordsjælland. En lignende tæt dækning så man ikke vedrørende nogen anden politiker. Hver gang Helle Thorning-Schmidt var på, skulle hun til gengæld præsenteres for et problem. Og helst svare på spørgsmål, hvor svaret afhænger af det nye Folketings sammensætning. Som hun af gode grunde ikke kendte, og derved kom hun til at fremstå som ubeslutsom.

Økonomi Af journalisterne og de fleste politikere fik den forvirrede vælger at vide, at folketingsvalget handlede om økonomi. En tilstræbt blå dagsorden, som S og SF også lod sig styre af. Men den økonomiske

”

Når det demokratiske valg reduceres til en sportskamp, er det i sig selv et udslag af liberalistisk tænkning”

magt ligger ikke i Folketinget. Folketinget kan allerhøjest sikre en ny fordeling af værdierne, og politikerne har magt over den offentlige sektor. Men politikerne er bundet af den kapitalistiske økonomis udsving og kriser samt diktater fra EU. Derfor bliver et folketingsvalg om økonomi til et valg af en kasserer med hænderne bundne. Hvem er den mest ansvarlige kasserer? Hvem kan lægge et budget? Hvem kan få regnskabet til at holde? De danske public service medier gør generelt ikke meget

   #  — 

synspunkt

for at skabe klarhed over disse forhold, men da slet ikke i dækningen af valgkampen. De er selv bundet af den struktur, de agerer i. Og på denne måde forsvandt andre emner fra dagsordenen, som den enkelte måtte finde mere vigtig, for eksempel det retslige og kulturelle forfald, som er en følge af de seneste ti års „værdi“-politiske lovgivning. Såkaldte eksperter i kommunikation, som ikke nødvendigvis kender noget til idéhistorie, stod i stedet frem som valgkampens dommere: Hvem vandt i valgkampen i dag? Blå eller rød? Og var det fortjent? Når det demokratiske valg reduceres til en sportskamp, er det i sig selv et udslag af liberalistisk tænkning.

Konkurrencen ophøjet til tilværelsens sublime tilstand. Således tvinger magtens skjulte blå struk-

den røde plads

turer sig ind i de public service forpligtede redaktioner, hvad enten de selv ser det eller ej. Og Anja Westphal og hendes kolleger bliver hver især både offer og redskab.

”

Således tvinger magtens skjulte blå strukturer sig ind i de public service forpligtede redaktioner, hvad enten de selv ser det eller ej”

Kim Ingemann er kulturredaktør på Modkra.dk

“

Kapitalismen kender ikke sin egen besøgelsestid, eller sagt på en anden måde: den kender kun sine kortsigtede interesser”

Et helvede for kapitalismen! af Christian Borum Det virker selvmodsigende, at neoliberale politikere og andre ekstreme forsvarere af kapitalismen i virkeligheden er med til at undergrave selv samme system. Kapitalismen kender ikke sin egen besøgelsestid, eller sagt på en anden måde: den kender kun sine kortsigtede interesser.

Den politiske og akademiske overbygning er her ihærdige forsvarere af systemet, og selv midt i en krise, der folder sig ud om ørene på os, kan vi stadig høre borgerlige ideologer tiljuble markedet og dets dynamik. Den perspektivløse tiljubling sker på forkerte præmisser og er kort og godt baseret på et solidt fundament af illusioner, der giver mening i en model, men hvori virkeligheden ikke er en del.

Denne tilgang er baseret på neoklassisk økonomisk



teori fra slutningen af 1800-tallet. I dens politiskøkonomiske form, neoliberalismen, fik den luft under vingerne fra 1970’erne, kulminerende med The Washington Consensus i 1989, og den er stadig dominerende.

Inden for denne økonomiske forståelse er staten reduceret til en forstyrrende enhed, der ikke skal regulere det marked, som giver ligevægt, velstand og det bedste samfundsudbytte. Den stræber efter en økonomisk model, der ligner den, som kom før massearbejdsløsheden i 1930’erne – den utæmmede kapitalisme. Al politik skal sigte efter negativ integration og deregulering af ”markedspladsen”.

   #  — 

den røde plads

”

Så er det ligegyldigt, at folk er arbejdsløse nu, og man med ro i sindet snakker om, hvordan vi skal håndtere mangel på arbejdskra i ”

I den neoliberalistiske/neoklassiske forståelse, og i dens modeller, bliver finanssektoren ikke betragtet særskilt. Det er en ”sort boks”, som den ikke beskæftiger sig synderligt med. Men med basis i denne teoris antagelse om, at alle markedets aktører generelt baserer deres adfærd på ”rationelle forventninger” (hvad den selv definerer som ”rationelt”), bliver Efficient Market Hypothesis formuleret i 1970’erne.

Denne postulerer blandt andet, at finansmarkedet ikke kan skabe økonomiske kriser eller forstærke dem, grundet dette markeds høj-kompetitive natur, og muligheden for at investere i derivater og optioner, hvilket tilsammen vil lede til, at prisdannelsen på dette marked afspejler den bedst mulige analyse og information tilgængelig. Markedets aktører kan tilsammen ikke tage fejl. Hvis disse markeder skulle fejle, ville det være pga. regulering (mangel på gennemsigtighed eller insider-handel). Denne tilgang blev brugt til at legitimere, at al statslig indblanding ville være en bekostelig og ineffektiv affære. Konservative økonomer i USA har da også bevist, med baggrund i netop denne teori, at finanskrisen var skabt af for meget regulering. Så har vi fået den med!

I Danmark regner borgerlige økonomer og politikere også med, at skatten skal ned, og fagforeninger er af det onde. Arbejdsløsheden kan kureres med jobskabelse, der kommer af, at erhvervslivet pludselig skaber en masse jobs, hvis de får adgang til billigere arbejdskraft. MEN firmaer investerer ikke for at afsætte på et marked, hvor ingen vil købe.

Alle aktørers usikkerhed er her fuldstændigt irrelevant. Ligevægten skal nok komme. Så er det ligegyldigt, at folk er arbejdsløse nu, og man med ro i sindet snakker om, hvordan vi skal håndtere mangel på arbejdskraft i 2030.

Når alt fungerer perfekt uden staten, er det også besnærende for politikere ikke at gøre noget i krisetider på baggrund af en økonomisk forståelse, som ikke har noget at gøre med virkeligheden. At hjælpen kom for sent i USA og i stort set alle andre lande, at besparelser er mere korrekte end offent-



lige stimuli, og regulering er af de onde, har bragt kapitalismen i knæ.

At kapitalismen har indbyggede modsætninger er en gammel historie, men staten skal stå klar til at redde den, hvis det går galt. Denne balancegang mellem ”stat og marked” var ikke-eksisterende i de 30 år, der ledte op til krisen. Ligesom den ikke var til stede før krisen i 30’erne.

Når standard økonomer bruger samme teoretiske forståelse som for 80-100 år siden til trods for dens åbenlyse begrænsninger, viser det, at erfaring og intellektuelle fremskridt i virkeligheden er ligegyldige. Det har aldrig været det, der har styret den intellektuelle tendens, men derimod forankringen i klasseinteresser, som kun er baseret på kortsigtede interesser.

Kapitalismen bøjer sig og vender tilbage, men efter min overbevisning er den ved at knække, hvis den ikke bliver understøttet. Herefter kan den måske leve videre lidt endnu, da der stadig er uopdyrkede markeder at erobre, men der er ingen tvivl om, at den vil kollapse pga. sin egendynamik. Det er ikke kun de mennesker, der lever under systemet, som føler sig pressede og usikre på fremtiden, men kapitalen har skabt et usikkert helvede for sig selv, hvor f.eks. problemer i små nationale økonomier som Grækenland kan paralysere systemet, bobler i boligmarkeder bryder gigantiske kæder af gæld op, og statens hjælpende hånd har den i et ideologisk, men kortsigtet angreb, sat ud af kraft.

At vi er nogle, der ønsker et helt andet system, er én ting, men at systemet og dets ideologer på ingen måde kender sin egen besøgelsestid er mere interessant og faktisk mere virkelighedsfjernt, end hvad vi, såkaldte, utopister på venstrefløjen dagdrømmer om.

CHRISTIAN BORUM overtog jobbet som redaktør af Det Ny Clarté eer Dino Knudsen. De to var sammen om ansvaret i nr. , hvoreer Christian altså har bestridt jobbet fra nr.  og til og med dette nummer.

Christian har ydet en stor indsats for bladets udvikling i sin redaktørtid, hvilket den øvrige redaktion takker ham for. Han er nu flyttet til Amsterdam, hvorfra han vil færdiggøre sit speciale, men vil heldigvis stadig fremover være med på sidelinjen som medlem af redaktionen.

   #  — 

kommentar

LIGE PÅ OG HÅRDT

STUDENTERBEVÆGELSEN I CHILE De seneste tre måneder har Santiagos gader gentlydt af protester. Landets studerende er på barrikaderne for bedre og gratis uddannelse, og de nyder bred opbakning i befolkningen. I gennemsnit har der været to-tre demonstrationer om ugen med både de studerende og deres familier. Nogle af demonstrationerne har talt over 200.000 demonstranter. Om aftenen har en øredøvende larm runget gennem Santiagos gader, når befolkningen har demonstreret samlet – enten nede på gaden el-



ler fra deres lejligheder, hvor de har slået på potter og pander for at råbe regeringen op. Selvom politiet har reageret med en brutalitet, der ikke er set siden militærdiktaturet, er de unge fast besluttede på at kæmpe videre. De er ikke længere bange.

For at forstå den situation, som Chile gennemgår i dag i forbindelse med studenterbevægelsen, er det nødvendigt at se på landets historie. Militærdiktaturet, som omstyrtede præsident Salvador Allendes regering (i 1973 red.), ændrede uddannelsessystemet radikalt og omdannede det til et markedsprodukt, dvs. noget som man køber og sælger. På den måde opstod der mange virksomheder, som etab-

   #  — 

studerende (og størstedelen af befolkningen) ikke ønsker, at det eksisterende uddannelsessystem fortsætter.

I Chile kommer ca. halvdelen af de studieparate unge ikke ind på en uddannelse, fordi de ikke kan betale. Taksterne for at tilmelde sig en uddannelse er ca. 200.000 CLP (ca. 2.300 kr.), mens de studerende betaler mellem 150.000 og 250.000 CLP (ca.

1.700-2.800 kr.) pr. måned for undervisning. Til sammenligning tjener en faglært arbejder omkring 500.000 CLP om måneden, mens en ufaglært tjener 200.000-300.000 CLP. Mindstelønnen er i 2011 182.000 CLP. Størstedelen af skolerne er nu lukkede, og de studerende er villige til at miste op mod et års undervisning. Samtidig er konfrontationerne mellem politi og demonstranter taget til i styrke. Mens de unge, støttet af befolkningen, protesterer i gaderne, blander andre grupper (tyve, kriminelle, etc.) sig i protesterne for at lave ødelæggelser og plyndringer.

Politiet bruger fysisk vold som slag og spark over for demonstranterne, de har indsat vandkanoner og brugt tåregas for at opløse demonstrationerne. I de værste tilfælde har de gjort brug af deres skydevåben, og i starten af september mistede en 15-årig dreng livet som følge deraf.

lerede skoler og universiteter for at tjene penge.

Dette medførte et privat uddannelsessystem af ringe kvalitet finansieret gennem de studerendes forældre og staten.

Med dette system holder man de fattige (som udgør størstedelen af befolkningen) uden for uddannelse, fordi de ikke har råd til at betale. I mellemtiden går statens støtte direkte til ejerne af skolerne. De unge studerende er i dag trætte af denne situation og har startet deres bevægelse for at kræve kvalitet og gratis uddannelse. Den nuværende højrefløjsregering er kommet i klemme, fordi ejerne af skolerne ikke vil miste deres millionindtjeninger, og fordi de

 

Regeringen er presset fra begge sider; de vil ikke opgive markedsmodellen, da enkelte ministre selv har økonomiske interesser i at beholde systemet, som det er. Samtidig har de størstedelen af befolkningen imod sig. På nuværende tidspunkt har regeringen forsøgt at imødegå protesterne ved at indføre lavere renter på studielån og afsætte uddannelsesministeren. Heller ikke den nye minister kan dæmpe protesterne, og præsidenten er nu trådt til og har inviteret de studerende til præsidentpaladset for at fremlægge et forslag. Forslaget blev afvist af de studerende, fordi det langtfra imødekom de studerendes minimumskrav om gratis uddannelse og kvalitet i uddannelsen. Det betyder, at protesterne vil fortsætte, og hvis det står til de studerende, kan det meget vel ende i en folkeafstemning.

Det er muligt, at denne konflikt slutter i løbet af de næste par måneder, men uanset hvordan det ender, har de unge mennesker vundet kampen, og hele Chile vil vinde, når det nuværende uddannelsessystem er ændret.

Af Andrés Tapia Reyes Oversat af Inge-Merete Hougaard

   #  — 

kommentar

OPRØR I LONDON. SAMMENBRUD FOR DEMOKRATIET OG I PRODUKTIONEN AF ARBEJDSKRAFT. Massernes oprør i London (august 2011, red.) har vist sig svært at bestemme politisk. Nogle dele af oprøret var politisk motiveret og artikuleret, nogle dele var spontane og orienteret mod at tiltvinge sig forbrugsgoder.

Fællesnævneren skal findes i kravet om adgang til servicesamfundets goder. De mennesker, som gjorde oprør, er ekskluderede fra det engelske og globale udbytningsfællesskab, og oprøret kan ses som et forsøg på at tvinge sig tilbage. Politisk artikuleret i kravet om arbejde og bedre forhold. Spontant en plyndring af de masseproducerede varer, der måske nok er faldet i priser over tid, men som er uden for rækkevidde for de ekskluderede. Et udtryk for samfundets straf og belønning i dets forsøg på at producere og kontrollere arbejdskraften.

Oprøret vidner således om to dybe problemer i det engelske samfund. For det første, at det politiske system ikke er i stand til at diskutere fattige/arbejdende menneskers problemer, hvormed den demokratiske vej lukkes. For det andet et sammenbrud i den engelske måde at tilvejebringe arbejdskraft på.

Englænderne har – under protest fra progressive kræfter – ekskluderet for mange fra produktionsmidlerne, og de har strammet de fattiges vilkår for hårdt i et forsøg på at ”motivere” dem til arbejde, dog uden at evne eller ville skabe de arbejdspladser, der skal til.

Oprøret i London viser en absurditet i hele den vestlige verden – vi siges at være fælles, men nogle skal holdes udenfor for at presse alle til højere produktion. Produktionen af arbejdskraft gik galt i London og andre store byer, og den kan gå galt hvor som helst. Udfordringen er at få dem, som blot vil ind i udbytningsfællesskabet, til at ville et egentligt fællesskab.

Af Tormod Olsen Tormod Olsen er cand. mag. i filosofi med særligt fokus på teknologifilosofi og politisk filosofi. Tormod er medlem af redaktionen af Det Ny Clarté.



   #  — 

kommentar

USA – I KRIG MED VIRKELIGHEDEN Det økonomiske sammenbrud, der er ved at forvandle den amerikanske drøm til mareridt, er en ligning med uhyggeligt mange ubekendte.

Det kunne ende med at blive så stor en belastning for den amerikanske selvforståelse, at man ultimativt hellere vil gå i krig for drømmen om the greatest nation on earth – eventuelt med henvisning til en ublu kinesisk valutapolitik, som tømmer USA for værdier.

Dramaet om gældsloftet gav en forsmag. Sænkningen af USA’s kreditværdighed sendte dønninger gennem hele den finansielle verden. Det risikerer at blive dyrere for USA at finansiere sit underskud fremadrettet. Sker det, vil gælden øges endnu mere, og det kan føre til endnu en nedgradering. USA’s statsgæld er allerede så stor, at alene renter og afdrag udgør omkring 10 % af BNP. Det tal forventes at vokse til det dobbelte frem mod 2020.

Kapitalen er på vej op til overfladen, hvor den med stor succes allierer sig med medierne og hjernevasker en hel befolkning, sådan som Murdochs Foximperium har gjort det i årtier. Det er det samme stof Tea Party-bevægelser skabes af. Havde det stået til Sarah Palin, Glenn Beck, Michelle Bachmann og alle de andre frontkæmpere for sande amerikanske kerneværdier, var det famøse gældsloft aldrig blevet hævet. Aldrig mere skulle en regering få lov til at bruge penge – endsige penge den ikke har – på skatteydernes bekostning.

Det er ikke urealistisk at forestille sig, at amerikanerne inden for ganske få år når et punkt, hvor de simpelthen ikke kan indfri deres forpligtelser. Med Kina som hovedsponsor kan det få store konsekvenser for forholdet mellem de to lande. Kina vil måske nok gå med til at nedskrive gælden, men ikke uden betingelser. Det amerikanske marked er helt afgørende for den kinesiske vækst, og Kina kan tage sig betalt ved at overtage kontrollen med større dele af det amerikanske produktionsapparat og derigennem sikre adgangen til verdens største forbrugsmaskine og samtidig sikre forbedret teknologiadgang til sin egen voksende middelklasse.

Man begynder at forstå, hvor dybt forankret markedstænkningen er i den amerikanske folkesjæl, når man kan gå på barrikaderne i troen på et økonomisk system, som er ved at smadre ens eget eksistensgrundlag. Det bliver USA’s akilleshæl. Når først markedsøkonomien har skabt så meget fattigdom, nød og elendighed, at den sociale trykkoger eksploderer – som vi har set tilløb til i andre lande – og the greatest nation on earth skal i kamp med sig selv for at holde sammen på stumperne, er det helt umuligt at forudsige konsekvenserne for resten af verden.

Af Jens Laugesen | Jens skal stå for Det Ny Clartés nye portal



   #  — 

tema: neokolonialisme

 NEOKOLONIALISME Postkolonialisme, neo-kolonialisme og postudvikling Afkoloniseringen efter 2. verdenskrig blev ledsaget af teorier om, hvad udvikling er, og hvordan den kunne fremmes. De fhv. kolonimagter begyndte at give udviklingsbistand, men efterhånden også at kræve åbne markeder for varer og kapital. I dag kan man konstatere vedvarende fattigdom i Afrika og mere solide, men også til dels ustabile fremskridt i Latinamerika. Dette rejser debatten, om man kan tale om forhindringer baseret på de strukturer, som kolonimagterne har efterladt sig (postkolonialisme), eller om de fhv. eller nye herskere har fundet veje til at genkolonisere de fattige lande (neo-kolonialisme). I Afrika er der tegn på både postkolonialisme og neokolonialisme, omend vesten her har fået konkurrence østfra, mens Latinamerika er ved at finde sine egne ben i et opgør med USA. Derfor er spørgsmålet for de afrikanske lande, om de kan styre deres udvikling selv. Spæde tegn på ny selvbevidsthed og andre udviklingsmodeller dukker op (post-udvikling).

Af Karen Helveg Petersen

Indledning De fleste vil mene, at ’postkolonialisme’ indikerer, at kolonialismen er et overstået kapitel. Endelig befriet går de tidligere kolonier frem på verdensscenen. Termen ’neo-kolonialisme’ viser derimod hen på en fornyelse af koloniale strukturer. Man kan derfor med rimelighed tro, at enten har man at gøre med det ene fænomen eller det andet.

Men eftersom det er gået op for mange iagttagere, at de tidligere kolonier faktisk hænger fast i deres moderlande, bruges ’postkolonialisme’ om en tilstand, hvor de tidligere magter lever videre i sprog og kultur, administration og retssystem gennem en længerevarende prægning, der så også kan åbne op for decideret neo-kolonialisme.

Termen ’tredje verden’ stammer fra den kolde krig.

Selvom mange teorier er knyttet til ordet, er det nu blot et fællesbegreb for de mest underudviklede lande. FN opererer med ’mindst udviklede lande’ i forhold til bl.a. indkomst per indbygger. Dernæst har det en liste over lande, der er ’land-locked’ (indlandsområder), og små østater. Disse kategorier betyder noget, fx så vi det tydeligt under klimatopmødet i København, hvor Kina og Indien ikke ville opgive deres status som ’ikke-Annex 1’ lande, hvilket gav dem fordele som modtagere af billige kreditter til klimainvesteringer. Oprindelig var de blevet ’ikke-Annex 1’ lande, fordi de på det tidspunkt hørte til de mindst udviklede.

I store træk deler vi en intuitiv fornemmelse af, hvilke lande der hører til i den ’tredje verden’, og hvilke der ikke gør. Det gør i dag hverken Kina, In-



dien eller Brasilien, selvom der er lommer af underudvikling og stor fattigdom i dem. For det er faktisk ikke fattigdom, der er kriteriet for underudvikling/ udvikling, men om der er gang i en selvgenererende udvikling af den produktive formåen, inklusive evnen til at skabe løsninger på tekniske og organisatoriske problemer. Det er dog svært at finde klare indikatorer på dette, fordi ’vækst’ er så belastet et begreb (se Growth National Product-artiklen under Aktuelt & baggrund, red.).

For det er faktisk ikke fattigdom, der er kriteriet for underudvikling/ udvikling, men om der er gang i en selvgenererende udvikling af den produktive formåen, inklusive evnen til at skabe løsninger på tekniske og organisatoriske problemer.”

”

Historien De tre artikler, der belyser temaet, beskæftiger sig dels med udviklingsteorier og dels med konkrete kontinenter, Afrika og Latinamerika, samt deres problemstillinger. Den store forskel på de to verdensdele er, at afkoloniseringen i Afrika i grove træk stammer fra 1960’erne, mens de latinamerikanske lande blev uafhængige af Spanien og Portugal sidst på første fjerdedel af 1800-tallet. Den store uafhængighedshelt, Simón Bolívar, rumsterede i hele Andes-regionen (Peru, Ecuador, Bolivia, Colombia og Venezuela). I 1823 erklærede den amerikanske præsident Monroe, at USA ikke ville tolerere

   #  — 

fremtidige interventioner fra Europas side i Latinamerika. Til gengæld ville USA acceptere Europas eksisterende besiddelser.

Dette er begyndelsen på det langvarige splittede dominans-/ikkedominans-forhold mellem USA og Latinamerika. I 1898 slog USA endelig Spanien af pinden, tog midlertidig kontrol over Cuba samt fik Puerto Rico og Filippinerne som kolonier, hvad Puerto Rico i grunden stadig er.

I nyere tid har USA med passende mellemrum interveneret militært i Latinamerika for at støtte nogle diktatorer eller autokrater og har domineret økonomisk via private investeringer og kreditgivning eller mere indirekte igennem IMF, de store ’udviklingsbanker’ som Verdensbanken og Den Interamerikanske Udviklingsbank samt multi- og bilaterale handelsaftaler. Ifølge Christine Lundgaard i Fra kludetæppe til samlet blok er den bolivariske tradition om uafhængighed og samling stadig en ledestjerne, underbygget af, at de latinamerikanske lande har opdaget, at melodien om, at handel per definition er ’lige for lige’, ikke altid holder. Handel og frihandelsaftaler kan tværtimod være effektive instrumenter for rige, industrialiserede lande til at vinde dominans over fattige landes markeder og økonomier.

Udviklingsteorier og -begreber Efter afkoloniseringen blev der gjort seriøse forsøg på at få gang i ’udviklingen’. Mikkel Flohr gennemgår begrebshistorien for udviklingsparadigmerne, der giver handlingsorientering ud fra ideale forestillinger. Derfor lyder de sympatiske, selvom deres indflydelse ikke altid har stået mål med forventningerne, enten fordi virkeligheden ikke sådan lod sig massere, eller fordi de faktisk kunne bruges anderledes, end der var givet udtryk for. Indviklet udvikling redegør for, at det første paradigme efter 2. verdenskrig var ’modernisering’. Det gjaldt for landene om at komme med på vognen og køre igennem de samme processer, måske lidt hurtigere, som de udviklede lande i deres egen selvforståelse havde gjort.

Imidlertid fandt der under kolonitiden vigtige udviklingsprocesser sted. Især råstoffer var trukket ud af kolonierne, og en vis industrialisering var påbe-



gyndt. Der var også frihandel med moderlandet – mindre relevant for Latinamerika, hvis kolonitid jo allerede lå ret langt tilbage. Latinamerika havde en blomstringstid før 1. verdenskrig, hvor det havde global adgang til markeder. Det humpede videre med særaftaler med de rige lande i mellemkrigstiden og blev underleverandør til USA under 2. verdenskrig.

Efter 2. verdenskrig blev rådet til de nye selvstændige lande som sagt, at de skulle modernisere. Mange lande var bare ikke ivrige efter at følge den recept og hævede toldsatserne for at beskytte deres valutaer og ’baby-industrier. Samtidig prøvede de at organisere deres eksportvarer, så de ikke blev for udsat for prisændringer og udvortes pres. En stor offentlig sektor var arvet fra kolonitiden, og mange begyndte at fabulere om, at de næsten var socialistiske. Ikke så få ’folkerepublikker’, der flirtede med Sovjetunionen og Kina, blev dannet i Afrika.

Intellektuelt blev udviklingen af hjemmeindustrien støttet af teorien om den ulige udvikling. Man kan diskutere, om den er ’korrekt’ formuleret, men rigtigt er det, at i en lang periode faldt råvarepriserne, mens industrivarer steg i pris, så bytteforholdene forværredes for de svage råvareproducerende lande.

Man kunne mene, det havde at gøre med magtforhold, men statistikkerne holder i alle fald. Imidlertid var strategien med at prøve at udvikle især industrien indefra (”importsubstitution”) ikke kronet med succes, og mange landes produktionssektorer og offentlige institutioner gik i stå. Svaret var ’liberalisering’ fra donorernes, dvs. den vestlige verdens, side. Strukturtilpasningerne blev støttet af ’Washington Consensus’, en formulering af en række dogmer om privatisering og deregulering, der åbnede for, at private virksomheder fra den vestlige verden kunne overtage lokale offentlige selskaber under foregivende af, at det ville højne effektiviteten. Neo-liberalisme og neo-kolonialisme er derfor tæt forbundet. Hestekuren sendte de råvareproducerende lande tilbage til start med forstærket udenlandsk dominans.

Washington Consensus-modellen blev udbredt overalt i den tredje verden efter først at være afprøvet lidt voldsomt i Chile efter Allende (se fx. Den verden de efterlod. I anledning af trekløveret Friedman,

   #  — 

tema: neokolonialisme

Kirkpatrick og Pinochets død i Det ny Clarté nr. 2, feb.

2007, red.). Også Afrika fik kraftige doseringer.

Selvom de makroøkonomiske indikatorer (budgetunderskud, inflation, etc.) forbedredes i henhold til modeltankegangen, blev det i halvfemserne konstateret, at mange mennesker i den tredje verden var blevet gevaldig meget fattigere. Gælden var også blevet for høj. Donorer begyndte at tale om

Strukturtilpasningerne blev støttet af ’Washington Consensus’, en formulering af en række dogmer om privatisering og deregulering, der åbnede for, at private virksomheder fra den vestlige verden kunne overtage lokale offentlige selskaber under foregivende af, at det ville højne effektiviteten.”

”

fattigdomsorientering/-reduktion. Men de holdt fast i de samme grundforestillinger om det private markeds velsignelser, og en del af øvelsen gik ud på at nedsætte gælden, dvs. redde kreditorerne. Noget nyt var, at nu skulle den offentlige sektor fornyes via New Public Management ideer (målsætninger, resultater og effektivitet osv.), ikke mindst i undervisning og sundhedsydelser. Det blev underforstået, at når disse ydelser blev bedre, ville landene være godt på vej til at blive mindre fattige. Sidste nyt er, at nu må den private sektor godt støttes bare en lille smule af det offentlige, dog især institutionelt, for ideen om, at den private sektor skal stå på egne ben, dominerer stadig. Mikrokredit må især gerne fremmes, og markeder for de fattige er de nye dyr i åbenbaringen.



Reform af den offentlige sektor er altså en integreret del i denne nyorientering. Artiklen om Françafrique zoomer ind på, hvor overfladiske disse reformer har været. Her kan man formentlig ikke engang se onde hensigter, men manglende indsigt og forståelse kan også være problemer. Især når man gør sig klart, hvor solidt (eks)kolonimagterne har sat sig på de tidligere undersåtter. Nogle embedsmænd har derfor kunnet tilegne sig monopollignende kompetencer i dette sammenrod af gamle og nye systemer, og en ny elite er skabt, der ikke har interesse i, at dens status trues.

Dertil kommer, at ’Françafrique’ også indebærer direkte fransk indflydelse. I de fransktalende lande i Vestafrika er der franske rådgivere tilknyttet præsidenter og statsministre samt vigtige poster i regeringen og militært back-up. I det nordlige Niger ligger en vigtig uranmine, som det franske selskab Areva har koncession på. Tuareger, et nomadefolk, der krydser Sahara-landene og ikke føler de hører hjemme i et enkelt land, har længe været i oprør og har angrebet minen og dens omgivelser. En større trussel kommer fra den vestafrikanske Al Qaeda arm, AQIM, der står bag flere bortførelser og drab på udlændinge. Efter en sådan episode i 2010 blev franske tropper sendt til Niger i større stil, og amerikanske specialtropper er blevet sat ind for at holde øvelser med det lokale militær i flere Sahara-lande.

Der er også en lang tragisk historie om direkte fransk involvering i Elfenbenskysten. Alle vestlige og mange afrikanske lande støttede legitimiteten af Alassane Ouattaras valg til præsident efter valget i slutningen af 2010. Hans modkandidat var den indtil da siddende præsident, Laurent Gbagbo, der nægtede at acceptere, at han havde tabt valget og påstod, at forudsætningerne for at afholde det

   #  — 

ikke var på plads. Det kommer nu frem, at ingen af kombattanterne var helt pure og rene, men Ouattara havde den franske regering bag sig. Den havde Gbagbo tidligere gjort sig uvenner med. Franskmændene ønsker ikke en fjendtligt indstillet præsident i sin tidligere mønsterkoloni, verdens største kakaoproducent, som også har mange andre fortrin og ressourcer. Ouattara er nok den, der har mest ret i denne sag, omend det er klart, at nu skal franskmændene tage sig betalt.

der på ’kulturforskelle’. Tiger- og de andre store asiatiske økonomier har været for stærke og har modstået donorpresset. Men der er asiatiske lande, der nærmere hører til i den afrikanske kategori, fx Nepal, Bangladesh, Laos og Cambodja. Filippinerne er også et særtilfælde, hvor kolonitiden den dag i dag har efterladt sig triste spor i en blanding af spansk godsejervælde og amerikansk politisk magt.

Ejheller diskuteres Mellemøstens og Nordafrikas specielle problemer.

Asien omtales ikke meget i artiklerne, ud over at det nævnes, at de østasiatiske tigerøkonomier (oprindelig Japan, Hong Kong, Singapore, Taiwan, Sydkorea, der alle sprang hurtigt frem) er bygget på en stærk statsinvolvering i den begyndende kapitalakkumulationsproces. Som Mikkel Flohr påpeger, kunne modellen ikke eksporteres pga. af de andre landes postkoloniale arv. Men det har de magtfulde donorer så sandelig heller ikke villet, tværtom. Man kunne måske sige, at der i modstanden mod tigermodellen ligger neo-koloniale ønsker om dominans og profitudtrækning, selvom forklaringerne tit ly-

Problematikkerne



USA har ikke været kolonimagt i Afrika, men amerikanske olieselskaber har vidst at komme ind og sætte sig på ressourcerne. Først og fremmest i Nigeria og derfra til andre olierige stater. Det vil sige, at amerikansk politik i Afrika er temmelig entydigt rettet mod at fremme amerikanske interesser. Der er naturligvis også ’bistand’, men den har altid været meget svingende, og USA har ikke været særlig villig til at samarbejde med andre donorer. En nylig  Henvisningen til kulturforskelle er et forsøg på at ’antropologisere’ forskellene, ikke se dem som indbygget i politisk-økonomiske strukturer.

   #  — 

tema: neokolonialisme

”

Der er altså både postkolonial dominans og neo-koloniale økonomiske bindinger, hvor vestlige og andre interesser igen sniger sig ind i svage stater i form af direkte vertikale relationer vare for vare, ressource for ressource.”

opfindelse er Millennium Challenge Corporation, der skal støtte den private sektor og projekter, der kan give skub i de lande, der kvalificerer sig, altså er amerikansk-sindede. Forløberen, African Growth and Opportunity Act, blev vedtaget som en direkte favorisering af eksport fra Afrika til USA, men har ikke mindst gavnet olieindustrien eller asiatiske investorer, der flyttede produktionen til Afrika for at få lettere adgang til det amerikanske marked.

Der er bred enighed om, at modernisering af landbruget er på tapetet. Det har det været længe, men den svingende politik over for statens rolle har betydet, at der har været lige så mange tilbageskridt som fremskridt. I praksis indebærer ’modernisering’, at mange skal jages væk fra landbruget. Det sker, og det er ikke kønt. Og det sker tit ved hjælp af udlændinge. Afrikanske herskere sælger god jord under bordet til arabiske sheiker og store agroindustrier, uden at der går ret meget tilbage til landenes kasser. Her sælges til den højestlovende, men det er ikke nødvendigvis de gamle koloniale herskere, der kommer tilbage. Nye står på spring.

Der er altså både postkolonial dominans og neokoloniale økonomiske bindinger, hvor vestlige og andre interesser igen sniger sig ind i svage stater i form af direkte vertikale relationer vare for vare, ressource for ressource.

Modvægten er Den afrikanske Union og diverse regionale organisationer, der dog enten er tilpasset udvortes interesser, som den vestafrikanske monetære og økonomiske union og den tilsvarende centralafrikanske, eller ikke kan stille ret meget op over for udefrakommende krav. EU’s EPA (European Partnership for Africa) initiativ, der er sidste



udvækst på samarbejdsaftalerne med ACP-landene (Afrika, Caribien og Pacific, dvs. Stillehavsøerne), er endnu engang bygget på, at gensidig åbenhed er til begge parters fordel. Det indebærer udvidet adgang til ACP-landenes markeder for EU-virksomheder, udover at eksisterende præferenceaftaler for ACPlandene skal ophæves, og at told på EU-varer skal afskaffes eller i det mindste sænkes i ACP-landene.

Konsekvensen er, at vigtige statsindtægter forsvinder, samt at udviklingsmulighederne for lokal industri og tjenesteydelser i praksis yderligere svækkes.

Så Afrika er ikke kommet så langt, som Christine Lundgaard viser for Latinamerika. Måske er det ikke så meget teorierne, der er problemet, som det er spørgsmålet om, hvem der fører dem frem, og den drejning, de får, når de ’implementeres’. De vestlige lande har været utroligt gode til at komme med sympatiske teorier, men realiteterne har tit vist sig at se anderledes ud end ventet, både for giverne, men ikke mindst for bistandsmodtagerne (nu kaldet ”partnere”), der er begyndt at spørge til, om de pæne formuleringer dækkede over andre hensigter, eller om donorerne bare var naive. Derfor er en større skepsis og også en større selvbevidsthed på vej i den tredje verden, der her i krisen opdager sin betydning. Afhængigheden er ved at blive vendt om.

Karen Helveg Petersen er Ph.D. i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde. Hun er medlem af bladets redaktion.

   #  — 

Indviklet udvikling

Ideen om udvikling har længe sat dagsordenen i forsøget på at udligne globale uligheder og afhjælpe fattigdommen, men stik imod alle forhåbninger og forventninger er resultaterne i mange tilfælde fuldkommen udeblevet. En alternativ fortolkning af begrebet – som går imod alle de etablerede dogmer – er ved at vinde frem, og det er måske her, vi skal finde svar på problemerne med den indviklede udvikling.

Af Mikkel Flohr

B

egrebet ”udvikling” opstod i kølvandet på den afkoloniseringsbølge, der fulgte efter 2. verdenskrig. Indtil da havde de økonomiske forhold i kolonierne udelukkende været et spørgsmål om imperial administration og ekspropriation.

Typisk var produktionen begrænset til udvindingen af råmaterialer til forbrug eller videreforarbejdning i det imperiale centrum.

Efter uafhængigheden havde de fleste postkoloniale stater derfor kun meget begrænsede produktionsapparater og var ekstremt sårbare over for markedsudsving. Men det voksende antal postkoloniale stater og deres potentielle flertal i FNs generalforsamling betød, at den tredje verdens problemer fik strategisk relevans under den kolde krig. Derved blev udvikling et centralt punkt på den politiske såvel som den forskningsmæssige dagsorden.

Markedet og moderniseringsteorierne I Vesten forsøgte man at forstå og løse udviklingsproblematikken via moderniseringsteorier – teorier som tog udgangspunkt i Vestens egen opfattelse af sin historiske udvikling. Man konkluderede, at den tredje verden befandt sig på det, der svarede til et tidligere stadie i Europas udvikling, men ved at følge Vestens eksempel, kunne den opnå et tilsvarende eller højere udviklingsstadie.

Denne lineære opfattelse af økonomisk udvikling blev i moderniseringsteorierne kombineret med den klassiske økonomiske teori, som senere blev opdateret og populariseret med neoliberalismen. Adam Smith (1723-1790) havde argumenteret for, at det frie marked var selvregulerende og profitoptimerende, så længe staten blandede sig uden om. David Ricardo (1772-1823) argumenterede efterfølgende for, at lande ved at fokusere på at producere, hvad



de havde de bedste forudsætninger for, og handle sig frem til, hvad de ellers havde brug for, kunne optimere profit og produktivitet internationalt (”teorien om komparativ fordel”). Det frie marked var med andre ord løsningen på problemerne i den tredje verden.

Fra vestligt hold opfordrede man derfor tredjeverdenslandenes regeringer til at fokusere på at eksportere råmaterialer, integrere sig i det internationale marked og derudover undlade unødig indblanding i økonomien. Dette ville sikre udvikling i tredjeverdenslande og generel velstand i hele verden.

Udviklingen af underudvikling Men resultaterne af denne økonomiske politik og den sporadiske udviklingshjælp udeblev. I den tredje verden påpegede kritikere, at det eksklusive fokus på produktion og eksport af råmaterialer til videreforarbejdning i de industrialiserede lande og de ulige bytteforhold på mange måder mindede om det tidligere koloniale system. Ud af disse indsigter spirede afhængighedsteorierne, som argumenterede for, at afkoloniseringen udelukkende havde givet formel uafhængighed – økonomisk var den tredje verden stadig underlagt de tidligere koloniherrer.

Afhængighedsteoretikerne kritiserede moderniseringsteoriens historiske grundlag ved at påpege, at Vestens udvikling foregik under mærkbart anderledes forhold. Eksempelvis havde England, det eneste land i Europa som gennemgik en markedsbaseret udvikling uden direkte indblanding fra staten, ikke haft nogen konkurrenter under sin udvikling samt haft store indtægter fra sine mange kolonier.

Hvor Englands udvikling foregik uafhængigt, indgik landene i den tredje verden i en allerede etableret verdensøkonomi. Argentineren Raul Prebisch (1901-

   #  — 

tema: neokolonialisme

”

M od e rni se ri ngst e ori e r … t og u dga ngspunkt i …, a t de n t re dj e ve rde n be f a ndt si g på de t , de r sva re de t i l e t t i dl i ge re s t a di e i E u ropa s udvi kl i ng, me n v e d a t f øl ge Ve st e ns e kse mpe l , k u nne de n opnå e t t i l sva re nde e l l e r h øj ere udvi kl i ngsst a di e .”

1986) bemærkede, at der i verdensøkonomien eksisterede et ulige bytteforhold mellem de råvarer, der blev eksporteret fra den tredje verden og forarbejdede produkter fra industrilandene. Prisen på forarbejdede produkter steg årligt i forhold til råvarerne, selvom disse var en forudsætning for forarbejdningen. Derved kunne landene i den tredje verden ikke indhente industrilandene, og skellet mellem dem ville vokse eksponentielt.

Prebischs studier viste yderligere, at økonomisk og industriel udvikling var steget markant i Latinamerika i perioder, hvor de havde været afskåret fra det internationale marked. Man konkluderede derfor, at det internationale marked overførte både profitter og råmaterialer fra den tredje verden til de industrialiserede lande.

det er med til at gøre økonomiske og politiske analyser af udvikling så svære, er det også det, der gør disse analyser så nødvendige. De viser nemlig, at det kan lade sig gøre at ændre verden. Men de kan også bruges til at skjule eller legitimere bestemte interesser. Derfor er teori ikke ”bare” teori, men en vigtig del af virkeligheden.

Strukturelle tilpasninger Den politiske konklusion, som mange udviklingslande drog af afhængighedsteorierne, var, at de måtte opveje de ulige handelsforhold gennem selektiv importsubstitution, beskyttelse af nystartede industrier og ved delvist at trække sig ud af verdensøkonomien via told- og handelsbarrierer.

Vestens anbefalinger om åbenhed over for det internationale marked modvirkede derved den økonomiske udvikling og industrialiseringen i den tredje verden. Selvom man accepterede, at den tredje verden som udgangspunkt ikke var særligt højt udviklet, fastholdt man, at det var integrationen i det internationale marked, der var ansvarlig for, hvad André Frank (1929-2005) kaldte ”udviklingen af underudvikling”.

Selvom de tidlige resultater var positive, blev de fleste fremskridt undermineret af den økonomiske krise i slutningen af 1970erne. Tredjeverdenslandene blev specielt hårdt ramt af krisen, da de fleste endnu ikke havde formået at frigøre sig fra eksporten af råmaterialer. Sammentrækningen af den internationale økonomi betød, at priserne på disse faldt dramatisk.

Samtidig blev støtten fra Vesten mærkbart reduceret, og renten på de udviklingslån, som mange tredjeverdenslande havde optaget, steg markant på linje med de høje markedsrenter.

Mennesker er bevidste væsener: Når vi får påvist bestemte mønstre i vores adfærd – individuelt eller kollektivt – kan vi beslutte os for at ændre dem. Selvom

Op til krisen havde de neoklassiske økonomiske teorier fået en akademisk renæssance i vesten, som gradvist fik et politisk udtryk med Margaret Thatcher



   #  — 

og Ronald Reagan som nogle de mest markante eksempler på, hvad der bredt blev kendt som neoliberalismen. Populariteten af ideen om det frie marked lod sig også mærke i udviklingspolitikken: Da Mexico i 1982 erklærede, at det var ude af stand til at tilbagebetale sin gæld, eftersom den efterhånden oversteg indtægterne, reagerede man ved at påtvinge Mexico og de lande, der fulgte efter, en radikal frimarkedspolitik igennem IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer.

De strukturelle tilpasninger bestod af krav om, at landene åbnede deres markeder for vestlige firmaer og varer samt gennemførte omfattende nedskæringer og privatiseringer af offentlige institutioner. I løbet af kort tid var forsøgene med statsstyret udvikling igennem selektiv importsubstitution fuldkommen forsvundet i den tredje verden.

Afhængighedsteoretikerne tog til genmæle og hævdede, at denne politik var et kynisk forsøg på at fortsætte de ulige handelsforhold og derved udbytningen af den tredje verden. Eftersom denne stadig befandt sig på et lavere udviklingsniveau, var den nødsaget til at pålægge forbrugerne sine omkostninger ved opbyggelsen af moderne produktionsapparater og kunne derfor ikke konkurrere på lige fod med vestlige varer. Samtidig blev de få eksisterende industrier som følge af de tvungne privatiseringer opkøbt af multinationale firmaer, hvorved eventuelle profitter ville blive omdirigeret til Vesten. Derfor ville den



tredje verden være tvunget til igen at fokusere på at eksportere naturressourcer og råmaterialer til Vesten for at sikre deres overlevelse.

Udviklingsstaten De østasiatiske tigerøkonomiers (Hongkong, Sydkorea, Taiwan og Singapore) succes’er viste, at en stærk stat kunne skabe udvikling uden om de strukturelle tilpasninger. Udviklingen adskilte sig dog fra tidligere afhængighedsteoretiske modeller ved statsstøttet og -styret eksport i modsætning til forsøgene med selektiv importsubstitution og delvis isolation.

Denne udviklingsmodel, kaldet udviklingsstaten, viste sig dog at være svær at eksportere på grund af den postkoloniale arv, som de fleste udviklingslande havde til fælles. Imperialismens lokale minoritetsstyre havde generelt fungeret efter devisen ”del og hersk” og efterlod dybt traumatiserede og splittede samfund med ekstremt svage statsapparater – oftest uden kapacitet til at gennemføre strukturelle ændringer af samme omfang som de østasiatiske tigerøkonomier.

Det andet problem med denne udviklingsmodel var, at en stærk statsstyret økonomi mange steder resulterede i et skræmmende demokratisk underskud. I de østasiatiske tigerøkonomier foregik udviklingen i tæt samarbejde med nationale eliter og producenter. Et samarbejde, som involverede en intensiv undertrykkelse af arbejdere samt tilsidesættelse af menneskerettighederne.

   #  — 

tema: neokolonialisme

Mange kommentatorer afskrev disse problemer med henvisning til, at økonomisk udvikling og demokrati historisk har været tæt forbundne, men som den slovenske filosof Slavoj Zizek (1949-) har gjort os opmærksom på, udfordrer Kinas udvikling denne traditionelle kobling.

En af de mest anerkendte eksperter på området og fortaler for statsstyret udvikling Atul Kohli (1962-) har sammenlignet denne type statsstyret udvikling med fascismen. Selvom han hverken kan eller vil forsvare det som et politisk system, fremhæver han moderat undertrykkelse som et ønskværdigt alternativ til sult.

Det demokratiske underskud associeret med både udviklingsstaten og de tvungne strukturelle tilpasningsprogrammer skabte en del debat om udvikling og demokrati. Vesten valgte i længere tid – uden øje for den postkoloniale arv og den svækkede kapacitet afstedkommet af strukturelle tilpasninger – at kræve, at modtagere af udviklingsbistand skulle garantere basale demokratiske institutioner såsom valg og menneskerettigheder.

Kravene forværrede dog i mange tilfælde regeringernes muligheder for at påvirke disse forhold og har langtfra bidraget til løsningen af de konkrete problemer eller afklaring af de mere abstrakte spørgsmål omkring det indbyrdes forhold imellem stat, marked og demokrati.

Post-udvikling Nogle analytikere fremhæver disse problemer som et udtryk for nogle mere grundlæggende problemer med vores ide om udvikling. Både moderniserings- og afhængighedsteorierne definerede udvikling ud fra den europæiske model som en overgang fra traditionelt landbrug til et moderne industrisamfund.

I den tredje verden påpegede kritikere, at det eksklusive fokus på produktion og eksport af råmaterialer til videreforarbejdning i de industrialiserede lande og de ulige bytteforhold på mange måder mindede om det tidligere koloniale system.”

”

Udvikling bør først og fremmest forstås som et middel til at forbedre folks forhold. Men efterhånden er udvikling blevet et mål i sig selv, og det bruges af stater, udviklingsorganisationer og det internationale samfund til at legitimere tilsidesættelsen af selvsamme folks behov.

Post-udviklingsteorien fastholder, at de negative og/eller manglende resultater af næsten halvtreds års udviklingspolitik er mere end blot en tilfældighed. Ifølge post-udviklingsteoretikere som Arturo Escobar (1952-) og Gustavo Esteva (1936-) baserer udviklingsdiskurserne sig på eurocentriske ideer og bidrager efterhånden mest til at depolitisere nationale og internationale eliters interesser via tilsyneladende progressive og ”videnskabelige” økonomiske formuleringer.

Udviklingsplaner er ifølge dem sjældent tilpasset lokale folks interesser og forhold. De har derfor opgivet at definere alternative former for udvikling og i stedet fokuseret på at finde alternativer til udvikling.

Det virker måske som et lille sprogligt skift, men post-udviklingsteoretikerne insisterer på, at det dækker over et vigtigt paradigmeskift. Projektet går ifølge dem selv ud på at diskutere fattige landes skæbne inden for et helt nyt paradigme, som ikke er skamferet af over halvtreds års manipulation, ideologiske projekter og fejltagelser. Et paradigme hvor befolkningerne har ret til selv at definere deres fremtid.

Praktisk post-udvikling Denne proces har ofte resulteret i ekstrem økonomisk polarisering og har haft forfærdelige konsekvenser for miljø og befolkninger – en udvikling der sjældent afspejles i de officielle tal, da integrationen af traditionelle landbrug i markedsøkonomien eksempelvis automatisk registreres som en økonomisk forbedring, siden deres hidtidige overlevelse ikke har været målbar. Derudover underminerer industrialiseringen og den deraf følgende urbanisering ofte de færdigheder, erhverv, strukturer og naturressourcer, som hidtil har sikret samfundets overlevelse.



Post-udviklingsteoretikerne fremhæver lokalt forankrede initiativer og bevægelser, Chipko-bevægelsen i Indien og Zapatistaerne i Mexico, som har defineret deres egne mål og forfulgt dem som alternativer til det, de opfatter som de forfejlede udviklingsmodeller baseret på stat eller marked.

Chipko-bevægelsen i Indien startede allerede i 1970erne. Inspireret af Gandhis lære om ikke-vold og selvbestemmelse modsatte de sig den systematiske afskovning i delstaten Uttarakhand, som truede deres traditionelle levevis og overlevelse. Bevægelsen

   #  — 

Udvikling bør først og fremmest forstås som et middel til at forbedre folks forhold. Men eerhånden er udvikling blevet et mål i sig selv, og det bruges af stater, udviklingsorganisationer og det internationale samfund til at legitimere tilsidesættelsen af selvsamme folks behov.”

”

forholdt sig kritisk til de miljømæssige implikationer af skovrydningen, men mere afgørende udfordrede de den grundlæggende antagelse, at alle ønskede udvikling i form af industrialisering og øget rigdom.

Zapatistaerne er en oprørsbevægelse fra den tilbagestående og underudviklede delstat Chiapas i Mexico.

De gjorde i 1994 oprør mod den årelange undertrykkelse og forarmelse, som de mente ville blive intensiveret med den forestående frihandelsaftale NAFTA med USA og Canada. Selvom deres udgangspunkt var et væbnet oprør, har de efterfølgende fokuseret på ikkevoldelig modstand og græsrodsdemokratisk udvikling med fokus på oprindelige folk og kvinders rettigheder.

Post-udviklingsteori kan virke meget ekstrem i den fuldkomne afvisning af det udviklingsbegreb, som lige såvel kunne bruges til at beskrive de ændringer, de støtter op om. Men det afhænger af, hvad man mener med udviklingsbegrebet, og hvem ”man” er – hvilket er den centrale pointe med post-udviklingsteorierne. Ved at sætte fokus på denne grundlæggende problemstilling kan man sige, at post-udviklingsteoretikerne allerede har opnået et af deres vigtigste mål.

Selvom udviklingsbegrebet næppe bliver afviklet af nationale og internationale udviklings- og nødhjælpsorganisationer inden for den nærmeste fremtid, har post-udviklingskritikken påvirket deres arbejde, og en konsultativ, græsrodsbaseret arbejdsform har vundet frem selv blandt de organisationer, post-udviklingsteoretikerne lagde ud med at kritisere.

Denne paradoksale konklusion understreger, hvordan virkeligheden altid er uendeligt meget mere kompleks, end en enkelt teori kan opsummere. Men teorierne giver os mulighed for at se sammenhænge og tendenser, hvor vi ellers ikke ville se dem. Post-udviklingsteoretikernes reevaluering af mål og midler har inspireret og udviklet udviklingsarbejdet rundt omkring i verden markant. De har således spillet en vigtig rolle, selv når deres radikale afvisning af staten, udviklingsorganisationer og det internationale samfund ikke er blevet fulgt til punkt og prikke.



Man har set eksempler på sociale bevægelser, der har brugt staten til at forfølge lokalt definerede mål nationalt. Bolivia oplever eksempelvis lige nu en rivende udvikling drevet af sådanne bevægelser. En metode, som også den indiske delstat Kerala tidligere har haft stor succes med. Her formåede lokalregeringen i tæt samarbejde med sociale bevægelser at udvikle en unik græsrodsdemokratisk velfærdsstat.

Klimaændringer og post-problemer Den kompromisløse insisteren på lokal selvbestemmelse som en løsning på udviklingsproblematikken besvarer ikke det presserende spørgsmål om klimaforandringerne. Selvom post-udviklingsprojektet vægter lokal bæredygtighed og har ideelle forudsætninger for at imødegå og afhjælpe de lokale konsekvenser, eksisterer der ikke et klart bud på, hvordan man skal behandle og forebygge yderligere klimaforandringer på internationalt niveau.

Bolivia har indtil videre markeret sig med en ambitiøs klimapolitik og modsatte sig sammen med repræsentanter for oprindelige folk i over 60 lande COP16aftalen, fordi den ikke var ambitiøs nok og ikke tog højde for historiske og internationale uligheder. Men Bolivias linje er selvfølgelig også motiveret af ambitionen om at profilere sig internationalt. Spørgsmålet er, hvordan motivationen kan opretholdes på længere sigt blandt heterogene samfund, der befinder sig på grænsen til forbrugssamfund og måske ikke er direkte truet af klimaforandringer.

Faren er, at fokus på lokal suverænitet vil underminere et effektivt, globalt svar på klimaproblematikken, som også det nuværende system har døjet med under COP-møderne – ironisk nok illustreret af Bolivias linje ved COP16 i Mexico.

Post-udviklingsparadigmet er nødt til at formulere nye løsninger på gamle problemer, hvis det skal etablere sig som et reelt alternativ og undgå, at klimapolitik afløser udvikling som det depolitiserende værktøj i de rige landes økonomiske og udenrigspolitiske arsenal. Der er derfor behov for en klar klimapolitisk vision inden for post-udviklingsparadigmet. En vision, som hverken lider under det nuværende systems svagheder eller kompromitterer græsrøddernes suverænitet.

Mikkel Flohr er MSc i Politisk Sociologi fra London School of Economics and Political Science og medlem af ekspertpanelet for Center for Rets- og Politistudier (CeRePo).

   #  — 

tema: neokolonialisme

Fra kludetæppe til samlet blok - kan Latinamerika forene sig uden om USA?

I Latinamerika forsøger selvbevidste regeringer at presse USA helt ud af kontinentet. Alle 32 lande på nær USA og Canada er inviteret med i et nyt ”Latinamerikas EU”, som Venezuela har taget initiativ til. Tilmed Colombia, som ellers har været opfattet som en trussel mod latinamerikansk integration og selvbestemmelse, er inviteret og har sagt ja tak. Målet er at viske de politiske forskelle ud og gøre Latinamerika til én samlet stemme.

Af Christine Lundgaard

D

et kom som en overraskelse for de fleste, da Colombias nye præsident Santos, i august måned sidste år brugte sin første dag på præsidentposten sammen med sin tidligere arvefjende, Venezuelas præsident Chávez. Efter flere timers samtale dukkede præsident Santos frem foran de rullende kameraer, med armene om en smilende Chávez, som kaldte Santos for ”min nye bedste ven”. De to regeringer har ellers ligget i åben strid de senere år og flere gange lukket for handel og diplomatiske forbindelser. Colombia og Venezuela bliver af mange set som frontfigur for hver sin blok i Latinamerika: Colombias regering er massivt militært støttet af USA og står samtidig for en økonomisk kurs med privatisering, let adgang for udenlandske firmaer og en nyligt underskrevet frihandelsaftale med USA. På den anden side står Venezuelas ”bolivarianske” regering i front for større samling af de latinamerikanske lande for at slippe for USA's traditionelle dominans. Venezuelas regering har de sidste 12 år haft støtte af et flertal i befolkningen til at bruge gevinsterne fra landets olie på gratis sundhed og uddannelse og på at reducere fattigdommen. Det er disse to meget forskellige blokke, som nu vil slutte sig sammen.

Fælles økonomi og forsvar Kladden til slutdokumentet for det første topmøde i Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater – CELAC (Comunidad de Estados Latinoamericanos y Caribeños) – er allerede skrevet. Men da Hugo Chávez tidligere på året blev ramt af sygdom, måtte topmødet udskydes. Selv om Chávez har nægtet at være dødeligt syg, kan enhver se, han er svækket af langvarig kemoterapi. Tilsyneladende

kan CELAC ikke sættes i gang uden ham, og Chiles regering har endnu ikke sat sig på den første turnusrunde som leder af alliancen, som det ellers var planlagt.

Det er ambitiøse planer, der er lagt på bordet for det nye samarbejde. De latinamerikanske udenrigsministre og statsledere har allerede aftalt, at CELAC skal koordinere indsatsen for at udrydde sult og fattigdom, beskytte klima og miljø samt arbejde for fælles energiforsyning og forske i alternative energikilder. På længere sigt er det målet at harmonisere landenes økonomiske politik.

I det endnu ikke vedtagne slutdokument hedder det, at regeringerne skal arbejde for retten til social og økonomisk udvikling, som vil hjælpe til at leve sammen fredeligt og modarbejde fremtidige statskup i Latinamerika. Mere håndfast har de latinamerikanske udenrigsministre på et formøde i Lima ytret ønske om at dele viden om hvert lands militære indkøb, lægge planer for en fælles forsvarsstrategi og fælles uddannelse af militært personel. På det økonomiske og politiske område vil ministrene arbejde for ”vore nationers evne til at forhandle samlet over for det internationale samfund”. Det skal altså være slut med at lade USA og EU bilateralt forhandle ufordelagtige frihandelsaftaler igennem med svage enkeltstående regeringer.

Eller lade fx FN vedtage resolutioner, uden at en stærk latinamerikansk stemme gør sig gældende.

Efter den ambitiøse plan skal CELAC med tiden samle og erstatte stort set alle andre alliancer i regionen. Og dem er der opbygget flere af de sidste år.

Fra militærdiktatur til det fri marked  ”Bolivarianisk” eller ”bolivarisk” hentyder til befrierhelten Simón Bolívar, der stod i spidsen for en af uafhængighedshærene mod den spanske kolonimagt for  år siden. Bolívars tankegods bruges i dag primært til at fremme latinamerikansk enhed og selvbestemmelse i modsætning til dominans fra USA.



Skiftet mod større regional samling og uafhængighed af USA er gået hurtigt. For kun 10 år siden var regeringerne i langt de fleste latinamerikanske lande højredrejede og i nær alliance med USA. Fagforeninger og andre sociale bevægelser var

   #  — 

svækket eller helt elimineret efter mange år med militærdiktatur på store dele af kontinentet. Siden voksede uligheden og den sociale elendighed, da internationale finansinstitutioner i 80'erne krævede neoliberale reformer i bytte for lån til at klare den økonomiske krise. Sociale ydelser som sundhed og uddannelse blev i stigende grad underlagt private interesser og brugerbetaling (se fx artiklen ”Studenterbevægelsen i Chile” i dette blad), offentlige forsyningsselskaber for vand og elektricitet blev privatiseret, mens statslige rettigheder og foretagender inden for minedrift blev afhændet til private. Frihandelsaftaler og økonomiske hjælpepakker har sørget for let adgang til Latinamerikas værdifulde naturressourcer. De udenlandske selskaber betaler ingen eller lave skatter og royalties for at udvinde råstoffer, og der er få eller svage fagforeninger til at kræve bedre løn eller arbejdsforhold. Stort set al forarbejdning og værdiforøgelse sker i de udenlandske selskabers moderlande i USA og EU.

Krig om olie, gas og vand Venezuela blev det første land til at udfordre det neoliberale system. Den internationalt ukendte Hugo Chávez blev i 1998 valgt på løfter om at bekæmpe Venezuelas voldsomme fattigdom og bruge landets store olierigdomme til sociale programmer.

Og efter et mislykket USA-støttet kup mod hans regering i 2002 har reformerne taget fart: Venezuela har satset massivt på gratis uddannelse og har ifølge FN udryddet analfabetisme. Tusindvis af cubanske læger har taget en tørn på nye gratis sundhedsklinikker. Statsstøttede butikker sælger billige fødevarer til de mange venezuelanere, der stadig mangler til dagen og vejen. Pengene kommer fra landets olie og genforhandlede aftaler med udenlandske selskaber. Chávez kalder i dag den venezuelanske model for ”socialisme i det 21. århundrede”.

En stærk opposition, som ejer størstedelen af landets medier og primært samler landets middel- og overklasse, hævder endda, at Chávez-regeringen vil indføre kommunisme à la Cuba. Det er også sandt, at en række selskaber i Venezuela er blevet nationaliseret mod fuld kompensation, og der er oprettet decentrale borgerråd og mange mindre statsstøttede kooperativer. Men i den kapitalistiske verdensøkonomi fungerer Venezuela stort set uantastet, og den økonomiske elite har næppe mærket større forandringer på pengepungen.

I latinamerikanske lande som Ecuador og Bolivia blussede voldsomme kampe op om kontrollen over naturressourcer som olie, gas og vand. En stribe regeringer blev i starten af årtusindet væltet af voksende bevægelser af bønder og oprindelige folk, som krævede selv at få del i overskuddet fra landenes værdifulde undergrund, en mere ligelig fordeling af rigdommene og anerkendelse af deres oprindelige kulturer og sprog. I både Ecuador, Boli-



via og Venezuela har grundlovgivende forsamlinger inden for de seneste år udarbejdet nye forfatninger, der på papiret sikrer disse ting. I virkeligheden har det dog vist sig at være svært at efterkomme alle de sociale bevægelsers krav. I hvert fald hvis regeringerne ikke ønsker åben konfrontation med den traditionelle hvide elite, som sidder tungt på indflydelsen dér, hvor de vigtigste naturressourcer og den bedste landbrugsjord findes. Op til afstemningen om Bolivias nye forfatning i 2008-09 kom det til borgerkrigslignende tilstande mellem regeringens støtter på den ene side og separatister fra den rigeste del af landet på den anden. Samtidig møder Bolivias præsident Evo Morales jævnligt hård kritik fra venstrefløjen i regeringspartiet MAS og eksempelvis bondebevægelsen for at lave for mange kompromisser med oppositionen.

Solidarisk handel Det, der startede som en handelsaftale mellem Cuba og Venezuela om billigt brændstof til Cuba for læger og lærere til Venezuela, er siden blevet bredt ud. I dag indgår også Ecuador, Bolivia, Nicaragua og en række caribiske stater sammen med Cuba og Venezuela i den politiske og økonomiske alliance ALBA. Samarbejdet bygger på byttehandel på tværs af landene efter et solidarisk princip om at bytte sig til de råvarer eller den ekspertise, man mangler, med de ressourcer, man selv råder over.

ALBA-alliancen er netop tænkt som et alternativ til USA's frihanDet er nyt at se delsaftaler.

Da Colombia gå imod alliancen opstod, USA og søge andre pressede USA på alliancer, for landet er for at gennemfønormalt USA’s nærmeste re én samlet friallierede på kontinentet.” handelszone for hele Amerika, det såkaldte FTAA – Free Trade Area of the Americas.

Aftalen skulle være en udvidet version af frihandelsaftalen for Nord- og Mellemamerika, NAFTA, som siden 1994 har åbnet Mexico og Mellemamerika for billige nordamerikanske varer. Ordningen har lagt en stor del af landenes landbrug i ruiner og gav i flere år grobund for en enorm folkelig protest og mobilisering.

”

Kritikerne af FTAA hævdede, at aftalen på samme måde ville smadre de latinamerikanske hjemmemarkeder, ensrette produktionen og gøre kontinentets økonomier endnu mere sårbare over for verdensmarkedets udsving. Det var et samarbejde mellem selvbevidste lande i Sydamerika med Venezuela i front, der i 2005 væltede USA's seneste frihandelsplan og tvang USA til at forhandle aftaler hjem med hvert enkelt land. En proces, der endnu

   #  — 

tema: neokolonialisme

ikke er slut, og som støder på stor folkelig modstand i flere lande.

På nogenlunde samme tid kuldsejlede et andet nordamerikansk projekt for kontinentet: USA foreslog et fælles militær under Organisationen af Amerikanske Stater, OAS. Men store sydamerikanske lande med Brasilien i front så planerne som et forsøg på at designe et latinamerikansk militær, som kunne sættes ind over for uregerlige stater – som Venezuela – uden at USA selv behøvede at lægge tropper til. Også disse planer måtte droppes.

”

Splittelse og kritik fra de folkelige bevægelser, som bar dem frem til magten, er et gennemgående problem for flere latinamerikanske regeringer. I en sådan situation giver det håb og opbakning på hjemmefronten at stå sammen med sine latinamerikanske naboer og signalere mod og selvtillid.”

tinamerikas værdifulde naturressourcer som olie, gas, ferskvand og biodiversitet ikke blevet mindre afgørende at have adgang til.

Militærkup i det ny årtusind Har USA og dets alliancer på Latinamerikas højrefløj da bare accepteret at have mindre indflydelse?

At det ikke går så nemt, viser de sidste to års udvikling i det mellemamerikanske land Honduras: Landets liberale præsident Zelaya ønskede efter pres fra bl.a. fagbevægelsen at sætte en fornyelse af forfatningen i gang efter venezuelansk forbillede. Zelayas regering meldte også det fattige land ind i ALBA-samarbejdet. Reaktionen kom umiddelbart efter: I juni 2009 stod landets militær bag et kup, der sendte Zelaya ud af landet og indsatte en ny regering. Kupregeringen meldte Honduras ud af ALBA igen og stoppede alle planer om en ny forfatning. USA med Obama i spidsen støttede ikke officielt kuppet mod Zelaya, men har til gengæld været hurtige til at støtte den efterfølgende regering. Det var kun USA, der stemte for at beholde Honduras i OAS, mens samtlige latinamerikanske lande stemte for at smide landet ud. Pudsigt nok er det den nye alliance mellem Colombias og Venezuelas præsidenter, der i maj måned i år har mæglet i konflikten, der har sørget for, at Honduras er inviteret indenfor i varmen, på den betingelse, at Zelaya kan vende tilbage – ikke på sin folkevalgte post, men dog tilbage til Honduras.

USA's militære baser Det er nyt at se Colombia gå imod USA og søge andre alliancer, for landet er normalt USA's nærmeste allierede på kontinentet. Indtil Mexico med sin brutale narkokrig for nylig overhalede det som Latinamerikas største modtager af militær støtte fra USA, har Colombia været nummer et. Flere hundrede nordamerikanske militære rådgivere opererer i landet i samarbejde med private sikkerhedskorps, ligesom nordamerikanske fly og helikoptere patruljerer Colombias luftrum. USA har stadig militærbaser spredt ud over det meste af Latinamerika og planer om at udvide sin tilstedeværelse i eksempelvis Peru, Haiti og Costa Rica. Men for USA har Colombia indtil nu fungeret som et afgørende militært og ideologisk stronghold på kontinentet, som måske bedst kan sammenlignes med satsningen på Israel som USA-allieret i Mellemøsten. I en verden med klimakrise, fødevarekrise og økonomisk krise er La-



Skønt Barack Obama tiltrådte som præsident med løfter om ”equal partnership” med Latinamerika, er USA's militære tilstedeværelse vokset i hans regeringsperiode. Og for godt et år siden kom det frem, at USA og Colombia har indgået samarbejde om syv US-militærbaser på colombiansk territorium.

Officielt skal den militære oprustning bruges til at bekæmpe colombianske oprørere. Men ifølge dokumenter fra USA's flyvevåben er fordelen ved at opbygge baser netop i Colombia, at et militærfly kan overflyve halvdelen af kontinentet uden at tanke brændstof. Afsløringerne af, at USA's fly er tænkt til at operere i et langt større område end blot Colombia, skabte bekymring i nabolandene, først og fremmest i Venezuela. Colombia har flere gange opereret militært i sine nabolande. Mest kendt er et bombeangreb på colombianske oprørere i Ecuador i 2008. Men colombiansk militær har også flere gange krydset grænsen til Venezuela, ligesom colombianske statsstøttede paramilitære grupper har opereret i Venezuelas grænseregion.

Brasilien som stormagt Den militære oprustning i nabolandet har fået Venezuela til at opkøbe militært udstyr i bl.a. Rusland og ved flere lejligheder opstille tanks langs grænsen.

Venezuelas militære budgetter hører dog stadig til blandt Latinamerikas laveste, mens Brasilien er det eneste land ud over Colombia, som systematisk opruster militært. Landet er på vej til at blive en regulær stormagt, ikke blot i økonomisk forstand.

Som medlem af den nye blok af frembrusende, tidligere fattige lande, BRIK-S (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og i nogle sammenhænge Sydafrika), er Brasilien ved at bygge nye alliancer, også ud over latinamerikansk rækkevidde. Og stormagtsambitionerne har fået landet til at øge sin militære kapacitet betragteligt. Selv om Colombia, set i forhold til sin størrelse, har det største militære budget på kontinentet, er det folkerige Brasiliens reelle årlige militærudgifter næsten tre gange så store.

Brasilien har ligesom Venezuela været frontfigur i forsøget på at samle regionen i nye alliancer. Både det økonomiske samarbejde Mercosur, der samler

   #  — 

Latinamerikas sydligste lande, og senest den brede alliance Unasur, som tæller alle sydamerikanske lande, kan ses som led i forsøget på at opnå større uafhængighed af USA. Denne rolle som motor i latinamerikansk integration, der får både magtfulde og fattige naboer med, er ny for Brasilien. Og landet spiller en afgørende rolle i skabelsen af en fælles latinamerikansk identitet.

Men i modsætning til Venezuela har Brasilien, med Arbejderpartiet PT i spidsen, aldrig åbent udfordret USA og har heller ikke internt ført en politik, der truer den økonomiske elite eller udfordrer den kapitalistiske model. Arbejderpartiet PT's regering har ført en moderat politik, i samarbejde med højrefløjen, med symbolske forbedringer for den brede befolkning. Denne balance har givet den afgåede præsident, fagforeningsmanden Lula da Silva, stor popularitet, også internationalt, som Arbejderpartiets nye præsident Dilma Rousseff håber på at ride med på. Internt har PT's konsensussøgende linje dog ført til, at en del af venstrefløjen i partiet er brudt ud, mens de jordløse bønder i en af verdens stærkeste sociale bevægelser, MST, for flere år siden trak støtten til Lulas regering.

Splittelse og kritik fra de folkelige bevægelser, som bar dem frem til magten, er et gennemgående problem for flere latinamerikanske regeringer. I en sådan situation giver det håb og opbakning på hjemmefronten at stå sammen med sine latinamerikanske naboer og signalere mod og selvtillid. I juni måned hoppede endnu et land med på bølgen: Hos USA's gamle allierede, Peru, vandt præsidentkandidaten Ollanta Humala netop på en mærkesag om mere latinamerikansk samarbejde, ligesom han lover en genforhandling af frihandelsaftalen med USA og højere skatter på landets gasforekomster.

Kan højre og venstre forenes?

Men hvad får de latinamerikanske lande til at droppe fjendskabet med Colombia og invitere den aggressive nabo ind i klubben? Særligt Venezuela gør krumspring for at bane vejen for Colombias deltagelse i CELAC: Forud for det første topmøde har Chávez og Santos indgået en række aftaler, der binder de to lande til at samarbejde om sikkerhedspolitik og forsvar i grænseregionen og styrke den indbyrdes samhandel. For at forsegle aftalen har Venezuela accepteret at udlevere en række formodede guerillamedlemmer til Colombia, selv om det har udløst både intern og international kritik at udlevere colombianske borgere til den stat, som stadig under præsident Santos står bag regionens værste menneskerettighedskrænkelser.

Svaret på Venezuelas kovending handler sandsynligvis primært om penge. På trods af de ideologiske forskelle er Venezuela og Colombia begge hinan-



Venezuelas præsident Chávez og Colombias præsident Santos har overraskende indgået aftaler om handel, investeringer og fælles militære operationer

dens andenstørste handelspartner, næst efter USA. I 2008 handlede de to lande indbyrdes for over 7 mia. US-dollars. Men den indbyrdes handel er ikke kommet tilbage på samme niveau, siden Chávez flere gange frøs de politiske og økonomiske forbindelser til nabolandet, bl.a. pga. Colombias bombardement i Ecuador. Det har kostet store eksportsummer og mange arbejdspladser i begge lande.

Venezuelas store tilnærmelser går dog langt ud over, hvad et rent økonomisk samarbejde fordrer.

Tilsyneladende satser Chávez på, at han ved at omfavne sin tidligere fjende kan dæmpe Colombias konstante militære trussel, både mod hele Latinamerikas stabilitet og mod sin egen regering.

Spørgsmålet er, om en sådan strategi virker, og om metoden kan koste støtte i det hjemlige bagland.

Her har Chávez og andre præsidenter netop høstet støtte for deres dristige retorik og modstand mod USA og dets allierede.

Colombias regering har på sin side åbenlyse grunde til at tage imod invitationen: Det er Colombia, som taber flest penge på den lavere samhandel med Venezuela. Og eftersom Colombia hverken har løsnet båndene til USA eller ser ud til at få færre dollars nordfra end før, er det foreløbig gratis for præsident Santos at gå med i CELAC og komme på god fod med sine naboer. Samtidig vender landet blikket længere mod syd: Det er ikke nok at satse på samhandel og aftaler med et USA i dyb økonomisk krise. I dag udgør Brasilien og Venezuela de største økonomier i regionen og opfattes af deres naboer som brohoveder til endnu mægtigere partnere i en globaliseret verden som Rusland og Kina. Lykkes det at samle Latinamerika til én blok, kan kontinentet blive en stemme, som bliver svær at overhøre, også i USA og Europa.

Christine Lundgaard er medlem af Internationalt Forum og har i mange år rejst og arbejdet i Latinamerika. Arbejder til daglig med international politik i bl.a. Enhedslisten.

   #  — 

kultur

Françafrique: systemernes dominans

I det fransktalende Afrika er systemerne stadig de gamle franske. Kontrolmani gør det vanskeligt at få administrationen til at agere tilstrækkelig hurtigt og konsekvent. Det fører til fodslæberi og ubetalte regninger fra statens side, ja staterne lever i stort omfang af leverandørkreditter. På grund af omverdenens manglende forståelse for dybden i disse ’postkoloniale’ systemer, kommer overfladiske reformforsøg til kort. Konsekvensen er, at den private sektor bremses, og at den offentlige sektor ikke kan levere det, den skal. De angelsaksiske systemer er ikke så rigide og åbner derfor lettere for tilpasninger. Korruption eksisterer i begge systemer, men viser sig forskelligt.

Af Karen Helveg Petersen

Der går en mur ned gennem Afrika. Hvorfor går den mellem Ghana og dets naboer, der omfavner det i én stor blok? I Østafrika går muren gennem Det indiske Ocean. Den udgør grænsen mellem det fransk- og det engelsktalende Afrika, den franske og den engelske tradition. Muren bugter sig altså på mærkelig vis, men er på sin vis usynlig og i hvert fald forbløffende upåagtet, når man diskuterer Afrika. Undtagen mht. fodbold er der større ligheder mellem Ghana og Uganda end mellem Ghana og nabolandet Elfenbenskysten.

Det er moderne at sige, at Afrika ikke mere kan skyde skylden for sine elendigheder på koloniherrerne.

Det kan diskuteres, men ikke at forskellen mellem efterkommerne af deres undersåtter stadig er markant. Den er ikke engang først og fremmest sproglig, nej, franskmændene og englænderne har sat sig spor i alt, hvad der hedder offentlige systemer, lov og til en vis grad kultur. Hvordan lande regeres på de indre linjer, de systemer, de har, samt hvordan de påvirker den øvrige udvikling.

autokrater er døde efter mange år i præsidentembedet, såsom Gnassingbé Eyadema fra Togo og Omar Bongo fra Gabon, men deres efterfølgere er sønner af dem (den største vanskelighed synes at være at hitte ud af, hvilken søn det skulle være, for de har det med at have mange børn, Eyadema efter sigende mellem 100 og 150, Bongo ca. 30). Men uanset hvad, er mit ærinde her at vise den effekt, fransk systemtænkning har på udviklingsmulighederne i ekskolonierne.

”

... de franske systemer (...) er karakteriseret ved rigide og meget logiske, men uendeligt omstændelige regler. Et grundprincip, der håndhæves strengt, er, at statens kasse er én, og det tages helt bogstaveligt. Pengene ligger så at sige i finansministeriets kasse.”

Offentlige finanssystemer Françafrique Charles Pasqua, fhv. fransk indenrigsminister, blev i 2009 idømt et års fængsel for sin involvering i Angolagate, våben og olie blandet sammen på det mest uhellige i det i øvrigt portugisisk-koloniserede Angola. Den affære foregik via Elf, det franske olieselskab, nu Total. Pasqua var rådgiver for fhv. præsident Chirac i afrikanske affærer og afløste Jacques Foccart, general de Gaulles mand i Afrika, med alt hvad dertil hører af initiativer til obskure deals.

Françafrique er blevet dømt et overstået kapitel.

Jeg er ikke enig. Der er stadig hjertelige forbindelser mellem Dénis Sassou-Nguesso (Congo-Brazzavilles præsident) og Elysée Palæet. Nogle af de gamle



De engelske og franske kolonimagter introducerede deres egne offentlige administrations- og finanssystemer i de områder, de satte sig på. I de engelske systemer har man en måde at fordele ressourcerne på, ja, der sendes ligefrem penge ud i systemet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der er godt styr på udgifterne, måske tværtimod. Der sløses, og en del går til ’sideaktiviteter’, men pengene kommer i omløb.

 Der er også dynastiske krydsrelationer. Bongos sidste hustru var datter af Dénis Sassou-Nguesso. Selvom hun var meget yngre end Bongo, døde hun kort før sin mand.

   #  — 

”

I det fransktalende Afrika skal man have hovedet med sig, hvis man vil fatte logikken og de finere nuancer. Og her er det, at man ikke kan undlade at sætte en pil i hjertet af Ecole Nationale d’Administration og dens uddannelse af korpset af Inspecteurs des Finances (finansinspektører).

Fremtrædende medlemmer af denne kaste er ECB præsident Jeane Trichet og IMFs fhv. administrerende direktør Dominique Strauss-Kahn ...”

Asger Jorn fotograferet af Børge Venge, illustreret af Asger Jorn

kultur

Anderledes med de franske systemer, der er karakteriseret ved rigide og meget logiske, men uendeligt omstændelige regler. Et grundprincip, der håndhæves strengt, er, at statens kasse er én, og det tages helt bogstaveligt. Pengene ligger så at sige i finansministeriets kasse. Det famøse Trésor (’skatkammeret’ for at give det en H.C. Andersensk oversættelse), der eksisterer overalt, er teknisk set en del af finansministeriet, men også samtidig uafhængigt af dette, i hvert fald af budgetdepartementet. Sidstnævnte departement er ikke kun budgetlæggende, men også udførende. Til gengæld har Trésor opgaver, som i andre lande er overladt til nationalbanken.

Det franske Trésor styrer bl.a. de nu euro-forbundne valutaer i Afrika. Der er femten lande tilknyttet den såkaldte CFA-zone, hvoraf to er ikke-fransktalende (Ækvatorialguinea og Guinea Bissau). Fjorten vest- og centralafrikanske lande hænger sammen i to fællesskaber, hvis valuta, CFA franc’en, har en fuldstændig fast og identisk kurs over for euroen.

Det sidste land er Comorerne, der har sit eget arrangement. Pudsigt nok indgik disse forhold ikke i euro-forhandlingerne, fordi det ikke er den franske nationalbank, der er garanten, men altså Trésor. Til gengæld for fastkursgarantien skal landene give 65 % af deres nettotilgodehavender i fremmed valuta til det franske Trésor. Derudover skal de føre en stram pengepolitik uden nogen som helst friheds For at yde emnet fuld retfærdighed skal det også tilføjes, at der er andre franske ekskolonier, der ikke er tilknyttet euroen. De største er Guinea (Conakry), Madagaskar og Mauretanien. De bygger dog alle på samme franske tankegang/system i de offentlige finanser. Dette er uden at inkludere de nordafrikanske lande med tætte, ofte smertelige, forbindelser til Frankrig som Algeriet, Tunesien og Marokko.



grader, ja, de har faktisk overtaget den europæiske Vækst- og Stabilitetspagts konvergenskriterier, som euro-landene nu har lært at se stort på.

Hvis man ikke tror på andet, kan man tro på Trésor. Intet betales, før det er leveret og kontrolleret til døde. Dvs. den private sektor i de frankofone lande giver leverandørkreditter til staten. Ikke just en konstruktiv måde at fremme små virksomheder, der jo netop ofte starter som leverandører til staten.

Alle penge skal ind i kassen, og når det drejer sig om udgifter, betaler Trésor leverandørerne direkte. De udførende organer, ministerier og institutioner, må klare sig med skriftlige anmodninger og formularer og må heller ikke have konti stående i private banker. Selv de penge, kommunerne får overført, håndteres i regionale afdelinger af Trésor, og kommunerne skal helst have en statslig regnskabsfører.

Når man lægger det sammen med de kæmpemæssige afstande, dårlige it-systemer og langsomme eller ikkeeksisterende internetopkoblinger, er det klart, at det hele foregår i sneglefart. Tænk på Mali og Niger.

Direkte og indirekte skatter er naturligvis basis for statens indtægter. I moderne systemer er told i stigende grad afløst af moms og punktskatter. Men hvordan sørger man for, at alt går rigtigt for sig, når man udbetaler pengene? Hvordan håndterer man statens betalinger og kontrolsystemer i praksis?

I det fransktalende Afrika centraliserer man altså ikke kun regnskaberne, men også likviditeten, således som traditionen er i Frankrig (Frankrigsrejsende vil have bemærket filialer af Trésor selv i småbyer). Man siger ofte, at EU’s centrale organer er styret efter en fransk model, og det er måske en del af problemet med Kommissionen.

   #  — 

”

Leverandører render rundt i ministerierne for at finde deres dossier frem, som de så prøver at få en embedsmand til at tage sig pænt af, så regningen faktisk bliver betalt. De overdriver derfor også prisen i første omgang, fordi de ved, at den ikke bliver betalt til tiden.”

Kontrolfiksering Det franske system er baseret på kontrol. Der er ikke nogen huller i kontrolsystemerne. Alt kontrolleres ex ante. Mange gange. Beløb og numre tjekkes igen og igen. Derudover er man besat af den enkelte udgift. Når den skal afholdes, skal man indlede (’engagere’) den efter at have undersøgt, om der er bevilling på budgetlinjen. Den, der administrerer budgettet i sektorministeriet, skal dernæst sørge for at skaffe en pro forma faktura, der sammen med diverse papirer sendes gennem systemet for at kontrolleres og afstemples. Til sidst skal beløbet registreres i det centrale budgetsystem. Nu om dage er der stadig lande, hvor udgifterne på selv latterligt små beløb skal sendes over i finansministeriet. For selvom man har it-systemer, er det ikke dem, der tæller. Det gør papirer og stempler.

Derefter kan administratoren eksekvere købsordren (jeg bruger dette simple eksempel for nemheds skyld, er der tale om større summer, skal der naturligvis offentligt udbud til). Når varen er leveret, begynder den lange vej til faktisk at betale for det leverede. Det skal konstateres, om alt er i orden materielt set, fakturaen skal tjekkes, og i nogle lande skal finansministeriets budgetdepartement selv autorisere, at betalingen finder sted. Efter dette sendes papirstakken over i Trésor, der er regnskabsførende og foretager betalingen. Her er der en række konti, som i tur og orden debiteres og krediteres på kompliceret sæt og vis. Der findes glimrende konti, hvor udgiften, der jo nu er registreret som udført, kan stå i en rum tid og ikke blive betalt. Der er konti for midlertidig registrering, og der er ventekonti for udestående fordringer (’restes à payer’). Staten har en fordring imod sig, men man kan næsten kontere den væk. Derudover, da systemerne for budgetudførsel og regnskaber er fundamentalt forskellige, er det vanskeligt at få it-systemerne til at tale eller fungere sammen. Kun Burkina Faso er det lykkedes for, hvilket skyldes, at det byggede sit eget system og ikke indkøbte et dyrt fransk ét, eller rettere to.



Hvis der ikke er penge i enhedskassen, lader man blot være med at betale og håber, der er penge næste år. En gæld (arrière) er skabt. Hvis udgiften er sendt til betaling, indgår den i det primære budgetunder/overskud, men ikke i den finansielle balance, så længe den ikke er betalt. Er den endnu ikke forfalden, er den ikke en del af gælden. Således kan der jongleres.

Alt dette skaber disciplin – og dog. Fransk finansvidenskab er hård, og der findes uendelig mange finurligheder omkring billedet tegnet ovenfor. En grundlæggende pointe er, at penge ikke cirkulerer, men kun bruges som betalingsmiddel i det offentlige system. Der findes mulighed for at have nogle småpenge liggende nogle steder, men hver gang noget går galt, blæses der i trompeten: tilbage til ortodoksien. Pudsigt nok applauderer både Verdensbanken og IMF ortodoksien, selvom det jo er den, der er problemet. Mange lande har haft kriser, hvor de ikke kunne betale embedsmænd, så der kom en masse ophobede krav. De franske lønsystemer er også temmelig stive og baseret på automatisk avancement igennem en matrice med regelmæssig avancement gennem kolonnerne og forfremmelse opad i rækkerne.

Naturligvis er intet så ”perfekt” som foreskrevet.

Afstemplinger sker uden egentligt tjek, især hvis man har interesse i ikke at kontrollere for nøje.

Leverandører render rundt i ministerierne for at finde deres dossier frem, som de så prøver at få en embedsmand til at tage sig pænt af, så regningen faktisk bliver betalt. De overdriver derfor også prisen i første omgang, fordi de ved, at den ikke bliver betalt til tiden. Procedurerne har måske deres egen skønhed, men nytteløst er det jævnt hen.

   #  — 

kultur

Tunisia Morocco Algeria

Senegal

Mauritania

Guinea-Bissau

Guinea

Burkina Faso Mali Niger Chad Togo Central African Benin Republic Cameroon

Côte d'Ivoire

R.P.Congo Gabon R.D. Congo Comoros

Det lyder karikeret, men er det ikke. Virkeligheden overgår langt fantasien. Især er der normalt også en procedure, hvor de rigtig magtfulde kan gå udenom systemet og have snablen direkte nede i en stor skatteyders betalinger. En præsident kan jo ikke finde sig i det her. Derfor det vigtige ord på fransk, ’dérapages’ (afvigelser). Dem er der en del af. Der er også måder, hvorpå man kan få sendt en betalingsordre over til Trésor til direkte betaling.

Med passende mellemrum er der for mange udestående betalinger. En revision finder sted. Skuffer og skabe gennemgås for at se, om der ligger fakturaer, der ikke er registreret korrekt, men hvor der alligevel er et retskrav mod staten. Midlertidige konteringer og posteringer på ventekonto skal gennemgås. Når så alt dette er konstateret, skal der laves en betalingsplan. Tit sker det ved, at de ikke-betalte regninger konverteres til gældspapirer. Hermed er skridtet taget fra ubetalte regninger til officiel statsgæld. Så dette er altså en måde at lånefinansiere regeringens forbrug på. For det skal lige tilføjes, at centralbanken ikke kan låne til staten nu om dage – tidligere kunne centralbanken avancere 20 % af det foregående års skatteindtægter.

Når der nu ikke er penge i kassen, er det klart, at der ikke er pres på for at få systemerne til at fungere hurtigt. Det mest forbløffende er imidlertid den magt tænkningen har. ”Man kan da ikke”, siger embedsmænd forarget, hvis man foreslår en lille lempning. Derudover arbejder systemerne som



Djibouti

Madagascar

sagt så langsomt, at det er svært at vide, hvornår en ’engageret’ udgift rent faktisk kommer til betaling, og hele systemet er sat op for at forsinke gangen igennem procedurerne. Drejer det sig om udgifter til offentlige arbejder, der først skal udføres, kan det jo tage en uendelig tid, før de forfalder, og derfor planlægger man ikke betalingen i Trésor. Hvad der sker, er med andre ord, at en masse især små entreprenører går fallit.

Reformer og modstand Nu kommer så vestlige donorer til. De er som regel angelsaksisk tænkende og vil gerne reformere. Moderne (dvs. angelsaksisk) finanstænkning kræver resultater. Det offentlige er en serviceleverandør, der skal tilfredsstille skatteborgernes krav til basale tjenester, skoler og sundhedsvæsenet samt de sociale ydelser i bredeste forstand. Det skal være mål og resultater, der tæller. Mange workshops senere er fine programbudgetter og endog flerårige budgetrammer opstillet. Men det er sideshows, dobbelt arbejde. For det gode gamle system er det, der tæl-

   #  — 

ler. Man har blot fået to systemer i stedet for ét, et teknokratisk oven på et bureaukratisk. Selvfølgelig undrer donorerne sig over, at det ikke går bedre, når man nu har lavet så mange glimrende reformer. Nogle steder er informatiseringen som sagt mangelfuld, hvilket kan udnyttes af apparatet. Eller også finder de ansvarlige på en anden måde at omallokere på, f.eks. ved at skære i budgetlinjerne administrativt. Det er m.a.o. klart, at de mål, der udstikkes, altid kan omgås.

I det fransktalende Afrika skal man have hovedet med sig, hvis man vil fatte logikken og de finere nuancer. Og her er det, at man ikke kan undlade at sætte en pil i hjertet af Ecole Nationale d’Administration og dens uddannelse af korpset af Inspecteurs des Finances (finansinspektører). Fremtrædende medlemmer af denne kaste er ECB præsident Jean-Claude Trichet og IMFs fhv. administrerende direktør Dominique Strauss-Kahn samt en del af de tvivlsomme personer, der har gjort det beskidte arbejde for Frankrig i Afrika. Så der er en sammenhæng mellem Françafrique og finansadministrationen samt måden at styre pengene – tilsyneladende – dødstramt på. Den franske administration har dog vist ændret sig en smule.

Et andet faktum er, at der er regionale samarbejder, der binder. Den vestafrikanske økonomiske og monetære union, UEMOA, udsteder omstændelige direktiver, som landene skal gennemføre over tid. De bliver tit unødigt komplicerede, fordi der skal tages højde for alle mulige hypotetiske forhold, som små lande måske ikke kommer ud for. Tit tager direktiverne lang tid at udvikle, således at landene har god grund til at vente med selv at kaste sig over reformerne. Det gælder f.eks. en ny nomenklatur (budgetkoder) for programbudgetter, så de kan vedtages



direkte af parlamentet og bruges i budgetudførslen.

Det lader til, at ”løsningen” bliver, at da man ikke vil opgive specifikationerne, hober man blot chifre eller koder ovenpå, hvilket betyder, at den frihed mht. input-valg man kunne tilstræbe, ikke opnås.

Man skal så at sige opdele udgiften til enhver blyant i henhold til de formål og aktiviteter, den bruges til for nu at sige det karikeret. Og det var vel i grunden ikke det der var meningen.

Man kan undre sig over, at dette levende laboratorium for sammenlignende studier mellem systemers effekt synes at være så lidt undersøgt. Det er rigtigt, at de frankofone lande ofte er handicappede geografisk, men inkluderer man også dem, der ikke er medlemmer af CFA-zonen, såsom Guinea og Madagaskar, har man et bredere sammenligningsgrundlag. Der er vist ingen tvivl om, at de engelsktalende lande er de mest dynamiske, om de så har lidt rod i de offentlige finanser eller ej. Det har de også i de franske, bare på en anden måde.

Karen Helveg Petersen er Ph.D. i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde. Hun er medlem af bladets redaktion.

   #  — 

kultur

Brød af gode kerner

  .    . ;         .             ” –    ”,  ,    .     ,   .     .       ,       .

Jorden Vi er stødt på grund og kan ikke komme fri, drevet ind på denne sten, på denne jord. Vores råb og skrig er det kun os selv, der hører og de dør hen.

Kun få er blevet reddet og båret ind i himlen, og det er længe siden.

Der er ingen vinget hest og ingen vogn af ild og intet stjerneskib, der vil føre os herfra.

Vi må blive her, grundstødt her, nødstedt her.

Mellem hånden og munden En tidlig morgen kommer de og dræber kvæget og kører alle vore ting væk på lastbiler og efterlader os på en mark og siger, at vi skal gå den vej og peger mod bjergene.

Det skete sidste år eller hvornår, det var, og derfor er vi her og kan ikke vende hjem, og hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Dag efter dag er det fra hånden til munden og der er så meget, der kan ske imellem.

Alle de store ting bliver til den lille ting, alle store katastrofer bliver til den lille.

Dag for dag. Alle store ord og alt liv og døden findes dér mellem hånden og munden.

Det er afstanden mellem nord og syd, mellem månen og solen, mellem jorden og stjernerne, mellem livet og døden. Den er så stor og den er så lille, og imellem dem kan vi alle falde.

Bønnen Ved mystikeren Mevlanas grav i Konya står mænd og kvinder med løftede hænder og fremsiger bønnen. Bønnen afsluttes ved at øjne og ansigtet berøres med en bevægelse, som når vi har grædt. Med dybe suk forlader de den høje hal.

Bønnens bevægelse er menneskenes ældgamle mime over for undertrykkeren, udført af mænd, kvinder og børn igennem årtusinder. Med løftede hænder har de bønfaldt overmagten om denne gang at gå fri. Menneskenes historie er også historien om deres frygt, frygten for en truende natur og den truende magt.

At frygten og angsten blev omformet til kærlighed til overmagten og ydmyghedens yndefuldhed, som er religionens egentlige indhold, er et vidnesbyrd om den menneskelige psykes labyrintiske omformningsevne.



   #  — 

I modløse byer Vi lever i modløse byer og har glemt kamelernes udholdenhed. Vi har glemt, at vi har glemt det.

Et sted i verden skriver Ibn Khaldun stadig i sin bog om civilisationens faser igennem århundrederne. Den tilbagevendende historie om ørkenen og byen, om de nøjsomme og de grådige, om de hårdføre og de lade.

Eller forklædt som tallerkenvasker er han allerede her. Eller måske kun på vej, gemt i lasten på skibet, der fragter ham over det smalle stræde mellem kontinenterne.

Ibn Khaldun iagttager, han ser. Han ser banen, han ser gentagelsen, som aldrig er helt den samme. Han smiler som en dreng, mørk og sky, og er ældre end os alle.

Andet optog En dag vil vi rive viserne af alle ure og sige: det er nu. Vi vil bære grene fra den levende skov. Og skåle med vand, klart og rent. Og brød af gode kerner.

Og en håndfuld jord, sort og levende.

Over vore hoveder vil der flyve ti fugleflokke. Fra træ til træ langs vejen vil røde egern springe. Prustende vil pindsvinene følge os og ved alle kyster stimer af lysende fisk.

I landets midte vil vi skrive en pagt i en fusion af lyrik og lov. Mens vi i en sen time underskriver, vil fuglenes træk og fiskenes stimer være jordens egen signatur.



   #  — 

”

Dino Knudsens bog er nyttig og vigtig til forståelse af en farlig og vanskelig tid i vort folks historie. Men den er samtidig vigtig i dagens Danmark til forståelse af den verden, vi i dag lever i, og de farer, som vi nu står overfor”

Håbet lever, så længe mennesker husker    

  .       -     , ,  ,  .   FORTID OG NUTID. Når dette læses, er vores anmelder i fængsel i Horserød, dømt efter terrorloven. Anton Nielsen, som er formand for Horserød Stutthof Foreningen, blev den 16. juni dømt for at have indsamlet penge til den palæstinensiske organisation PFLP’s humanitære arbejde i Gaza. Vi havde modtaget Antons anmeldelse allerede i starten af juni, dvs. før dommen i byretten, men hans egen indledning til anmeldelsen af vor tidligere redaktørs bog sættes i relief af de nævnte begivenheder.

Dino Knudsen, Det Ny Clarté’s første redaktør

I

ndledningsvis: Denne anmelder er på ingen måde en neutral observatør. Han er en del af den historie, som her fortælles. Et krigens barn med sine bestemte meninger om historien. Han har taget parti. Entydigt parti! Så er det sagt. Skulle enkelte meninger for dagens læsere synes for skarpe, så skyldes det erfaringer og personlige oplevelser.

Derfor er en af de vigtigste opgaver i Danmark 2011 at organisere modstanden mod de mange statsautoriserede og økonomisk og politisk støttede historiefuskere, som på den nuværende regerings bud er i gang med at forvride, manipulere og omskrive historien, så den kommer i overensstemmelse med de aktuelle politiske meninger og mål på magtens parnas.

Blandt andet derfor er en bog som Dino Knudsens Øjenvidner til besættelsen et vigtigt og velkomment bidrag. Den pirker til hukommelsen, den fastholder historien. Og håbet lever, så længe mennesker husker, som den nu afdøde kz-fange, Simon Wiesenthal, så rigtigt sagde det.

Det er vigtigt – ja altafgørende i vor tid – at fastholde historiens kendsgerninger, så de samme fejl ikke gentager sig. Vi burde være blevet så kloge af skade, at det, der sker i vor tid, turde være en umulighed.

Men det er desværre ikke tilfældet. Tværtimod.

Man danser derudad mod den næste krig i marchtempo: Eins, zwei, drei – one, two, three.

Når man, som den nuværende danske regering – og folketingsflertallet – gang på gang sender Danmark i krig i en dårlig sags tjeneste, ligner det til forveksling tidligere tiders politiske kollaboration – før



med Det tredje Rige – nu med Den nye Verdensorden. Forskellen er ikke så stor, som nogen tror.

Havde man husket og forstået historiens lære, havde støtten til de nuværende politikere – de borgerlige partier fra Konservative, Venstre, Radikale til Socialdemokratiet – samlingsregeringens efterfølgere – ikke været mulig.

Havde man forstået den historiske lære fra de fem forbandede år, var vi ikke endt som underdogs, der logrer med halen, når overhunde glammer i Washington.

Et eksempel er statsminister Anders Fogh Rasmussens ynkelige kryben for krigsforbryderen Bush (citat 2. marts 2008): ”De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det.”

Danmark i ’-erne Dino Knudsens bog er en murstensbog. Set med en murers øjne vel nærmest en munkesten. Men jeg mener alligevel, at man for forståelsens skyld kunne have tilføjet et beskedent forord på en snes sider omhandlende forhistorien. Først og fremmest for de unge læseres skyld, som for de flestes vedkommende ved alt for lidt – eller slet intet – om det, der skete i vort land i årene op til krigen fra 1933 og frem.

Det var i ’30-erne, at vandene skiltes. Det var i ’30erne, at fascismen kom til magten. Med politiker-

   #  — 

kultur

nes og storfinansens hjælp tog de magten i Italien, Tyskland og Spanien.

Det kunne være undgået, hvis det – som foreslået af kommunisterne – var lykkedes at skabe en enhedsfront mellem de tyske socialdemokrater og kommunister vendt mod Hitler. Det lykkedes ikke – hvorfor?

Også i Danmark skabtes de holdninger og de magtstrukturer, som siden – under besættelsen – delte det danske folk. Det var de holdninger, som lå bag Danmarks indgåelse af en ”Ikke-angrebspagt” med nazi-Tyskland i 1939. Og det var de samme holdninger, som førte til forbuddet mod DKP og regeringens underskrift på antikominternpagten.

Kampen mod de røde var vigtigere end kampen mod nazisme og fascisme. Hovedfjenden var ikke nazisterne, men kommunisterne.

I det videre forløb førte det til samarbejdsregeringen og en statsminister, der i radioen opfordrede til stikkeri og udlevering af frihedskæmpere til de nazistiske kz-lejre. Det ville være nyttig viden for dagens unge, som i den sammenhæng – som så mange andre – er blevet fyldt med løgn på løgn.

Som Luther sagde i sin tid, og den nazistiske propagandaminister Goebbels siden brugte flittigt: ”Hver løgn må have følge af syv løgne, hvis den skal ligne sandheden og have sandhedens aura.”

For at forstå de skel, som opstod i ’30-ernes Danmark, blot et enkelt eksempel: Det er en kendsgerning, at de første danske frihedskæmpere faldt i den spanske borgerkrig i kampen mod fascismen. Godt 500 unge danske kæmpede på republikkens side. Omkrig halvdelen kom aldrig hjem.

De overlevende blev ved deres hjemkomst arresteret og for manges vedkommendefængslet.

”

Det er vigtigt – ja altafgørende i vor tid – at fastholde historiens kendsgerninger, så de samme fejl ikke gentager sig”

I stedet for at tilslutte sig appellen om en enhedsfront mod krig og fascisme lavede den socialdemokratiske organisation HIPA – Hovedstadens Informations og Propaganda Afdeling – et kartotek over de spaniens-frivillige. Et kartotek, som de senere – sammen med det politiske politis kartotek over kommunisterne – udleverede til besættelsesmagten. En handling, som for mange fik en dødsdoms virkning.

Senere – efter krigen – omdøbtes HIPA (det var for snært på HIPO) til Arbejderbevægelsens Informations Central, forkortet AIC – ikke at forveksle med CIA – hvis hovedopgave var at føre kartotek over kommunistiske og andre venstreorienterede tillidsmænd på arbejdspladserne. Kampen mod de røde lejesvende pågår som bekendt stadig.

Det var sådanne historiske kendsgerninger, som nærværende anmelder mener, ville have været nyttige til forståelse af begivenhederne mellem 1940 og 1945 – og måske med en lille tilføjelse om det såkaldte retsopgør efter befrielsen, hvor politikerne hvidvaskede sig selv for derefter at fremstå som nationens sande helte – de fremmeste frihedskæmpere.

Altid beredt! Klar til den næste krig – den kolde krig, som stadig pågår, uanset at nogen mener, at den sluttede i 1989. Det er en farlig misforståelse, som dementeres hver eneste dag.

Øjenvidner  Antikominternpagten blev oprettet i  af Tyskland og Japan for at bekæmpe Sovjetunionen og den Kommunistiske Internationale (Komintern). Året efter tilsluttede det fascistiske Italien sig. Da Danmark underskrev pagten i efteråret , blev det mødt med store protestdemonstrationer i København. Red.



Nogle af de gribende øjenvidne-skildringer kendte jeg af gode grunde godt i forvejen. Andre stiftede jeg bekendtskab med for første gang. Andre læsere har det sikkert på samme måde.

   #  — 

I 1941 blev danske kommunister grundlovsstridigt interneret i Horserød-lejren.

Her et maleri malet af en af de indsatte.

Også Anton Nielsens far, folketingsmedlem Martin Nielsen, var interneret i lejren, altså selv samme sted, hvor Anton nu afsoner sin urimelige terrorlov-straf

De personlige skildringer følger krigens og besættelsens gang. Med start den 9. april, videre til grundlovsbruddet og jagten på kommunisterne 22. juni 1941, Danmarks tiltræden af antikominternpagten samme år og frem til befolkningens opgør med samarbejdspolitikken d. 29. august 1943, regeringens afgang og oprettelsen af Frihedsrådet.

gen. Unge nazister fortæller om deres blodige kamp mod ”bolsjevikkerne” på østfronten. Beretningerne fra helvedes forgård – de tyske kz-lejre, ligesom den efterfølgende dødsmarch, levende døde, skeletter på vej mod friheden eller mere sandsynligt døden – er fortsat rystende læsning og burde være en fast del af historieundervisningen i skolerne.

Oktober 1943: Deporteringen af de danske kommunister og jøder til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt. Juni 1944: Folkestrejken. Politiet arresteres, og mange deporteres til tyske kz-lejre. Og endelig de glade dage i maj 1945.

Også den politiske kamp mellem de forskellige politiske holdninger i modstandskampen bliver berørt.

Ved Frihedsrådets dannelse opnås der enighed om målet for kampen på tværs af de politiske holdninger – fra kommunisterne til de konservative. Tyskerne skal ud af landet, derom er der enighed. Men efterhånden som befrielsen nærmer sig, bliver det stadig mere uldent. De militære ventegrupper væbner sig med våben stjålet fra modstandsbevægelsen til opgøret med kommunisterne efter besættelsen.

Der spilles dobbeltspil fra mange sider. Bogen giver – måske uforvarende – et eksempel herpå: Frode Jacobsens indlæg under overskriften: ”Nu gjaldt det, at ingen gik amok”:

”

Gribende, ofte rystende skildringer af krigens gru, men også af ufatteligt mod midt i det nazistiske ragnarok”

Omkring disse historiske datoer udspilles personlige dramaer fortalt af mennesker, som stod midt i begivenhederne. Gribende, ofte rystende skildringer af krigens gru, men også af ufatteligt mod midt i det nazistiske ragnarok. Den dødsdømtes sidste brev til sine kære. Om menneskelig storhed under umenneskelig tortur. Modstandsmandens beretning om sabotage og kampen mod overmagten.

Men også Frikorps Danmark er repræsenteret i bo-



”Samtidig mødtes den første frie danske regering.

Fra Christiansborg telefonerede Buhl, og ikke under dæknavn, at jeg skulle skynde mig ind på Christiansborg, hvor den nye regering var ved at samles.

Her mødte jeg Buhl, Hedtoft, Bjørn Kraft og de andre politikere.”

   #  — 

kultur Anton Nielsen (tv.) og tidligere spaniensfrivillig Villy Fuglsang foran monumentet for de danske spaniensfrivillige ved Esplanaden i 2004

Buhl var den tidligere statsminister, som i krigens mørkeste dage i radioen appellerede til befolkningen om at stikke modstandsfolk og sabotører.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – en middelmådig efterfølger af samarbejdspolitikerne – skrev selv anklageskriftet og afsagde dommen:

Hedtoft var en af de socialdemokrater, der under folkestrejken i 1944, sammen med fagbevægelsens topledere, opfordrede alle til øjeblikkelig at genoptage arbejdet.

”... et opgør med de kræfter, der gik Sovjetunionens og Warszawapagtens ærinde. Et opgør med de mennesker, der ikke var i stand til at forstå, at der nu engang er forskel på ven og fjende.”

Og Ole Bjørn Kraft var den konservative politiker, som på det kraftigste støttede forbuddet mod Danmarks Kommunistiske Parti i 1941: ”Der er ikke plads til sådanne tidsler i Danmarks have”, som han så poetisk formulerede det, da han og resten af folketinget brød grundloven og udleverede landsmænd til de nazistiske bødler.

Han blev fulgt op af sin partifælle – den senere så ynkværdige integrationsminister Rønn Hornbech – som skar det ud i pap, hvem disse tvivlsomme personer efter hendes mening er:

Dino Knudsens bog er nyttig og vigtig til forståelse af en farlig og vanskelig tid i vort folks historie.

Men den er samtidig vigtig i dagens Danmark til forståelse af den verden, vi i dag lever i, og de farer, som vi nu står overfor.

McCarthyismen – ’50-ernes politiske inkvisition i USA – er genopstået i det nye årtusinde. Med ”systemskiftet” blev den sat i system i Danmark. Jagten på de røde lejesvende gik endnu engang ind.

Dino Knudsens bog er nyttig og vigtig til forståelse af en farlig og vanskelig tid i vort folks historie.

Men den er samtidig vigtig i dagens Danmark til forståelse af den verden, vi i dag lever i, og de farer, som vi nu står overfor.

McCarthyismen – ’50-ernes politiske inkvisition i USA – er genopstået i det nye årtusinde. Med ”systemskiftet” blev den sat i system i Danmark. Jagten på de røde lejesvende gik endnu engang ind.



”Kommunisterne, socialisterne, fredsbevægelsen, de vildfarne radikale og socialdemokrater … alles gøren og laden skal efterforskes og offentliggøres.

Hvis enkeltpersoner føler sig ramt af det – so it be.

Hvis man var aktiv på venstrefløjen under Den Kolde Krig, må man leve med de konsekvenser det får.”

Afslutningsvis: Jeg har med glæde arbejdet mig igennem Dino Knudsens omfangsrige, men givende, ofte rystende, men altid menneskelige samling af personlige vidnesbyrd fra besættelsestiden. Det er et nyttigt og vigtigt arbejde, som jeg gerne vil takke for. Vi har brug for sådanne bøger i den aktuelle kamp mod nyfascisme og krig.

For kampen for frihed og demokrati mod fascisme og krig sluttede ikke i 1945. Kampen går videre.

Anton Nielsen er formand for Horserød Stutthof Foreningen.

   #  — 

13. august. Koldkrigssymbolet over alle bliver 50

   

             , ,  , ,   

M

ed pomp og pragt. Med blomster og kranse. Med taler og udtalelser. Med udsendelser i TV og radio. Med sandheder, påstande og gerne usandheder bliver 50-året for Berlinmuren højtideligholdt af det officielle Tyskland. Også repræsentanter fra den tyske venstrefløj, især Die Linke, er aktive i debatten. I en nylig offentliggjort meningsmåling i Berliner Zeitung tilkendegav 10 % af de adspurgte, at de anså muren for nødvendig og retfærdig. 25 % var delvis enige i udsagnet, mens 62 % helt afviste denne opfattelse.

Blandt Die Linkes tilhængere bakkede 28 % op om muren.

Den foreliggende bog skiller sig ud fra mængden, idet det er det gamle DDR-styres forsøg på en art retfærdiggørelse for begivenhederne for 50 år siden. Toppolitikerne fra dengang er for længst afgået ved døden. Også de to forfattere af værket her er godt oppe i årene og indtog i 1961 ”kun” mellemfunktioner i DDR. Heinz Kessler f. 1920 var fra 1956 til 1985 forsvarsministerstedfortræder. Herefter frem til 1989 forsvarsminister. Fritz Streletz f. 1926 havde frem til 1989 ansvarsfulde poster inden for NVA – DDR´s hær. Med den hypotetiske titel ”Uden muren ville det være kommet til krig” er tonen slået an. Kessler og Streletz har haft adgang til tyske partiarkiver og til dels også arkiver i Moskva. Vestlige arkiver er langt sværere at komme til.

Der er stadig mange tabuer og fortielser, som 50 år efter ikke tåler dagens lys.

vestlig side fremstår Ulbricht stadig som arkitekten bag byggeriet. Men – som det fremgår af bogen her – var det ikke Ulbricht, men den sovjetiske leder, Khrustjov, der må bære hovedansvaret for, at det blev en mur. Ulbricht så gerne Vestberlin afspærret – også med pigtråd. DDR´s mangel på suverænitet betød dog, at storebror i øst fik sin vilje.

At Khrustjov var primus motor i byggeriet har været kendt i flere år. Tyske historikere har haft fat i dokumenter, der dokumenterer Khrustjovs rolle – senest i 2009, hvor Berliner Zeitung stillede spørgsmålet: ”Skal den tysk-tyske historie skrives om?”

Det blev den ikke. Ulbricht bliver stadig betragtet som hovedskurken.

Men – som det fremgår af bogen her – var det ikke Ulbricht, men den sovjetiske leder, Khrustjov, der må bære hovedansvaret for, at det blev en mur”

”

Frem til murens opførelse var der foregået mange drøftelser mellem DDR-toppen og Sovjet. Situationen i DDR var ved at komme helt ud af kontrol.

Masseflugt, alvorlig produktionsnedgang, der ikke kun medførte krise for den østtyske befolkning, men som også gjorde, at leverancerne til Sovjet ikke kunne opfyldes. Vesten var for alvor ved at udsulte styret gennem boykot.

Baggrunden for muren Kort før 13. august 1961 proklamerede Walter Ulbricht, den østtyske leder, i partiorganet Neues Deutschland, at ingen havde til hensigt at opføre en mur. Et citat, der frem til murens fald i 1989 stod som et kæmpemonument på vestsiden i Berlin. Fra



Et sidste forsøg fra sovjetisk side på konferencen i Wien, hvor Khrustjov plæderede for en fredsaftale med hele Tyskland, var slået fejl. Den vesttyske forsvarsminister Franz Josef Strauss udtalte d. 25. juli til Washington Post: „Den anden verdenskrig er

   #  — 

kultur

”

Ironisk nok reagerede Vesten forholdsvis roligt eer den . august.

Kennedy udtalte under sin ferie, at det ganske vist ikke var nogen smuk løsning, men den var tusind gange bedre end krig.”

endnu ikke slut.“ Og han krævede, at enheder fra Forbundshæren blev sendt til grænsen med taktiske atomvåben. Enhver form for tysk neutralitet var for ham absolut udelukket. Til trods for at J.F. Kennedy var ny i præsidentembedet, stod østblokken med sorteper. I USA havde Kennedy i juli i en tale til det amerikanske folk fremlagt forslag til yderligere oprustning. En oprustning, der også omfattede tropperne i Berlin. At Ulbricht ikke var glad for bygningen, fremgår af en samtale, han førte med formanden for det østtyske CDU, da denne landede et par dage efter 13. august. Men samme CDU-formand måtte erkende, at han også ville have stemt for beslutningen, som situationen var. Perioden var i den grad præget af kold krig, der meget vel kunne blive til en rigtig krig. For Khrustjov stod valget mellem endnu en blokade af Vestberlin, hvilket sandsynligvis ville udløse en krig, eller at afspærre Vestberlin fra det omkringliggende DDR. Selve det håndværksmæssige omkring byggeriet blev lagt i hænderne på østtyskerne selv.

Reaktioner på og konsekvenser af muren Ironisk nok reagerede Vesten forholdsvis roligt efter den 13. august. Kennedy udtalte under sin ferie, at det ganske vist ikke var nogen smuk løsning, men den var tusind gange bedre end krig. Heller ikke i London eller Paris kom der kraftige protester.

Den britiske næstkommanderende i Berlin sagde således: ”Vi vestmagter er egentlig lettede over muren. For den nærmeste fremtid er Vestberlin sikret”.

På trods af spæde vesttyske forsøg på mobilisering af protester blev også disse begrænsede. Hverken Bonn eller Berlin fik for lang snor udenrigspolitisk.

Senere skulle muren igen komme til at spille en bizar rolle i det tysk-tyske forhold. 1984-85 rasede borgerkrigen i Sri Lanka, og flere tusinde fløj til



Berlin-Schönefeld i DDR for derfra at kunne rejse til vest iht. den tyske forfatnings asylgaranti. Dette fik den vesttyske regering til indtrængende at anmode DDR-regeringen om at ”holde muren lukket”. Først i 1986 kom der en løsning, for hvilken Kohl personligt takkede Honecker for problemets løsning.

Der er ingen tvivl om, at Kessler og Streletz stadig ser muren som en nødvendig løsning i 1961. De lægger heller ikke skjul på det. Samtidig føler de sig ydmygede i tiden efter 1989. Eksempelvis havde Rusland i 1996 indstillet Kessler til en russisk orden for hans indsats under krigen, hvor han deserterede til Den Røde Hær mod Nazityskland, man da Moskva havde forhørt sig hos regeringen i Berlin, blev heller ikke dette opfyldt. I det nye Tyskland var han for belastet.

Flere, også amerikanske, kilder har understøttet

”

Bogen indeholder mange væsentlige og til tider glemte begivenheder fra Den Kolde Krig – og adskilligt er lidet flatterende for vesten”

forfatternes synspunkt om, at muren var med til at forhindre en ny krig – men hvilket i bogen bygger meget på hypoteser, der er yderst vanskelige at verificere. Med åbningen af flere arkiver vil vi utvivlsomt få underbygget eller afkræftet nogle af hypoteserne. Men det kan vare mange år. Og patent på sandheden er en håbløs tanke.

Bogen indeholder mange væsentlige og til tider glemte begivenheder fra Den Kolde Krig – og adskilligt er lidet flatterende for Vesten. Så meget har vi heller ikke at være stolte af. Verden er næppe blevet mere fredelig eller bedre for menneskeheden. Det omvendte er desværre tilfældet. Muren i Berlin vil vi ikke savne. Den skygger stadig i folks bevidsthed og giver stof til angreb på venstrefløjen.

Jens Fransen har fået udgivet bogen ”Drømmen der revnede – Personlige DDR-oplevelser -/”. Jens er medlem af bladets redaktion.

   #  — 

Aktivisme på magtens knivsæg

   

      (.) , ,  ,   

I

serien Rethinking Globalizations udsender forlaget Routledge for tiden en række bøger, der retter et kritisk blik på den nuværende globaliseringsproces. Seriens ambition er dog at hæve sig op over de mest udbredte antagelser gennem kritiske studier af en række forhold, der på mere upåagtet vis ’globaliseres’, og hvis dynamik nødvendigvis må analyseres som andet og mere end et resultat af den økonomiske liberaliseringsbølge, der som regel går under navnet ’globalisering’.

En af de nyeste tilføjelser (nummer 28 i rækken) er udkommet i år og er redigeret af den danske sociolog Thomas Olesen. Temaet heri angår nutidens politiske aktivisme og de muligheder for magtudøvelse, som civilsamfundets aktører i form af sociale bevægelser og mere traditionelle NGO-organisationer kan mønstre i forbindelse med protestaktioner og græsrodsaktivisme.

Olesen har sammensat en lige dele vidtforgrenet og målrettet udgivelse til det formål, og resultatet er bestemt vellykket, om end der er betydelige variationer imellem de 12 kapitler, både når det gælder læsevenlighed og anvendelighed. Antologien er udpræget sociologisk i form og indhold, hvilket vil sige tunge empiriske studier samt mere ideologikritiske læsninger af nutidens aktivisme. En bærende kvalitet i bogen er bidragenes diversitet, der desuden i flere tilfælde baseres på forudgående studier, hvilket giver anledning til at få et vist indblik i mere omfattende forskningsprojekter.

Antologien er mest af alt animeret af en realistisk og afmålt forståelse af den globale aktivismes potentielle forcer og mulige begrænsninger. De fleste bidrag angår den bølge af aktivisme, som siden 1980’erne og 1990’erne er kommet til udtryk ved



topmøder og protestdemonstrationer verden over.

Men der ses samtidig på konkrete kampagner og protestbevægelser begrænset i tid og rum.

En gennemgående pointe i bogen er, at aktivismens magt ikke kun kan måles på dens grad af direkte succes, herunder hvorvidt politiske beslutninger påvirkes af aktivismens handlinger. Succes for bevægelserne er i lige så høj grad et spørgsmål om at bidrage til den globale meningsdannelse. Det er her, bevægelsernes ’magt’ i overvejende grad ligger, en magtform der måske nok er symbolsk, men ikke desto mindre reel, hvilket Thomas Olesen understreger i bogens indledning og epilog gennem henvisninger til World Social Forum, klimatopmødet i 2009 og de store fredsdemonstrationer i 2003.

Succes for bevægelserne er i lige så høj grad et spørgsmål om at bidrage til den globale meningsdannelse. Det er her, bevægelsernes ’magt’ i overvejende grad ligger”

”

Globalisering betyder i den forstand ikke, at staters og globale institutioners formelle magt nedbrydes, men snarere at de udfordres i takt med, at bevægelsernes uformelle magt udbygges. En bærende præmis i bogen er derfor, at graden af globalisering kan anskues ud fra selve de bestræbelser og det samspil, som aktivisterne indgår i med andre aktører og med hinanden – den transnationale aktivisme resulterer jo netop i øget globalisering, uagtet at mange af bevægelserne kæmper imod konkrete aspekter af den økonomiske globaliserings konsekvenser for mennesker og miljø.

   #  — 

kultur

”

vores æras globalisering (er) jo langtfra .. den første af slagsen. I overgangen fra det . til det . århundrede førte en lignende udvikling i verdensøkonomien til den internationale arbejderbevægelses fremgang”

Afsættet for flere kapitler er klimatopmødet i København i 2009, hvor NGO’er og aktivister på et formelt plan unægtelig kom til kort over for staternes rænkespil, men omvendt også skabte så meget røre, at alle aktører var nødt til at forholde sig til kravene ’nedefra’. Det, der fremstår frugtesløst, kan altså godt være succesfuldt på et andet plan.

Det er den optimistiske læsning, men der er også mere pessimistiske læsninger af fænomenet. Staternes behov lader sig ikke så let kue under indtryk af bevægelsernes krav, hvilket blandt andet påpeges af Donatella Della Porta og Herbert Reiter i kapitlet State power and the control of transnational protests. Her fremgår det, hvordan politiets tilgang til topmødedemonstrationer er gået fra en vis afmålt respekt og forhandlingsvillighed hen imod direkte fjendtlighed, efterhånden som de globaliseringskritiske bevægelser fik momentum op igennem 00’erne. Det er et samspil, der ikke er faldet ud til bevægelsernes fordel (tænk blot på Climate Justice Action og Greenpeace under klimatopmødet), men omvendt også et tegn på, at staternes magt ikke så let lader sig udfordre, globalisering eller ej.

En anden og mere nøgtern betragtning fremgår af Sarah Stroups kapitel National origin and transnational activism, hvor det påpeges, hvordan bevægelserne fortsat må forholde sig til en national kontekst. Uagtet idéen om et globalt civilsamfund er selve bevægelserne stadigvæk betinget af de lokale forhold, som de udspringer af. Det ’transnationale’ er derfor relativt i den forstand, at kampagner og protester nok kan have et internationalt præg, men at bevægelserne og deres eventuelle gennemslagskraft ofte beror på ressourcefordeling og institutionelle forhold i hjemlandet, hvilket i øvrigt giver en betragtelig skævhed mellem nord og syd. Potentialet for international samhørighed har flere gange været til stede (fredsbevægelsen i 2003 er et lysende eksempel derpå), men momentum holder sjældent længere end varigheden af et topmøde eller en angrebskrig. David Chandler og Ruth Reitan er inde på noget lignende i deres bidrag, om end de på hver deres vis fremhæver henholdsvis begrænsning og potentiale i den nuværende globale aktivisme.

Chandler kritiserer således aktivisterne for at være



alt for sky over for traditionel politik i deres hjemlande, som ellers kunne udgøre et vigtigt bidrag til global forandring, mens Reitan fokuserer på, hvordan aktivismen i dag reelt kan opdeles efter klassiske venstredrejede strategier fra reformisme og konsensus over imod revolution og konflikt, hvilket giver en mere kompleks forståelse af bevægelsernes tilgang til spørgsmål om magt og indflydelse. De to kapitler supplerer hinanden eminent, såfremt man vil begribe fænomenet i en venstreorienteret optik.

I den sammenhæng er det også vigtigt at huske på, at vores æras globalisering jo langtfra er den første af slagsen. I overgangen fra det 19. til det 20. århundrede førte en lignende udvikling i verdensøkonomien til den internationale arbejderbevægelses fremgang. Der var selvsagt også mange tilbageslag for denne bevægelse, men uden at glorificere udviklingen skete der med tiden store forbedringer af utallige menneskers levevilkår.

I overgangen til det 21. århundrede er vi muligvis vidner til en gentagelse af historien, blot kommer kravene om grundlæggende forandring i dag ofte sydfra, fra den 3. verden, som blev ladt alvorligt i stikken, da leveforholdene i Vesten gradvist forbedredes op igennem det 20. århundrede (måske endda som et resultat deraf?).

Dermed understreges det også, hvor påkrævet det er, at politiske organiseringsformer fra tidligere globaliseringsbølger gentænkes i en ny tidsalder – mest påfaldende i dag er manglen på en ny internationale, der på tværs af modsætninger kan oppebære de mange krav om retfærdighed for flertallet af verdens befolkning.

Antologien giver et fint indblik i den udfordring, som civilsamfundets bevægelser står overfor; uden at være entydigt pessimistisk eller optimistisk anskuer bidragyderne et forløb, som indtil videre har medført, at bevægelserne som minimum tages alvorligt. Der skal dog nok mere til, før verden forandres til det bedre, om end de mange krav om social retfærdighed og miljøbeskyttelse unægtelig fremkommer mere højlydt end tidligere.

Marc Grønlund er historiker og journalist. Se også Det Ny Clarté #, ,  og .

   #  — 

Velstandssamfundet

   

   , ,  ,  .   

V

elstandssamfundet er en ambitiøs diagnose af den aktuelle samfundstilstand fra en neo-marxistisk og kritisk-realistisk vinkel. Genstandsfeltet er den kulturelle politiske økonomi, der iflg. forfatteren for nuværende udgøres af sammenføjningen kapitalisme, økonomisk konsensus og markedsdemokrati (s.

7). Kun i begrænset omfang bringer Peter Nielsen en systematisk gennemgang af den kapitalistiske økonomis og fænomeners udvikling. I stedet introduceres mange andre overordnede begrebspar fra samfundsvidenskaberne/filosofien.

Peter Nielsen skriver begavet og med stor viden og indsigt. Hvad han skriver, gror i egen have.

Bogen prøver at være populær og nemttilgængelig uden fodnoter og fremmedsprogscitater eller lang litteraturliste, og den er ej heller fuld af data og fakta. Til gengæld diskuteres udvalgte samfundskritiske forfattere, Hardt og Negri med deres Imperium, og Naomi Klein kombineres med Baudrillard og Bourdieu samt Frankfurterskolen som teoretisk bagtæppe. De vigtigste økonomiske grundparadigmer behandles også, ikke mindst ud fra deres videnskabsteoretiske aspekter.

I dagens globaliserede helvede er den (velfærdsstaten) blevet overhalet af velstandsstaten, der er smeltet sammen med markedet, dvs. kapitalinteresser, samtidig med at der skal deles nogle lunser ud til befolkningen”

”

 Theodor W. Adorno og Max Horkheimer var grundlæggere af Frankfurterskolen.



Sigtet er begrebsligt-videnskabeligt med kapitler/ temaer om kapitalisme og markedsdemokrati, velfærdsstat og forbrugssamfund, nyliberalisme og postmodernitet, kriser og værdikampe.

Kapitalismen analyseres især ud fra varens fetichkarakter, hvor konkret brugsværdi på markedet iflg. Marx er reduceret til anonym bærer af pris og værdi. Her går Nielsen videre end K. Marx, der så, at fetich’en lå i auraen af bytteværdi, der omgav den simple vare. Nielsen mener, at ”alle grundtrækkene i den økonomiske fornuft er feticherede” (s. 23), altså ikke bare vare, kapital, rente men sågar effektivitet og mål-middel, rationalitet og også varens brugsværdi. Vækst og velstand er de ultimative fetich’er. Med et så omfattende fetichprogram er det ikke svært at forstå, at han hverken tror på en befrielse via arbejderklassen eller på en paradisisk tilstand, hvor brugsværdierne bare står for sig selv, som han mener er den Marx’ske utopi.

Fornuftsbegrebet diskuteres i form af dets reduktion til instrumentel og økonomisk fornuft.

Den førstnævnte mål-middel fornuft à la Max Weber er lidt mere gammeldags end sidstnævnte, der gennemsyrer nutidens kapitalistiske samfund.

Nielsen foretager en ekskurs ind i matematikkens indførelse og ønsket om målbarhed i den økonomiske ’fornufts’ udvikling, dvs. den bygger  En fetich er en livløs genstand, der antages at være udstyret med overnaturlig kraft. For Marx var varen den livløse ting, hvis pris eller værdi, der var et produkt af en konkret arbejdsproces under bestemte samfundsmæssige organisationsformer, snarere fremstod som en indbygget, nærmest overhistorisk egenskab ved varen: ”Varens mystiske karakter har altså ikke sit udspring i dens brugsværdi” (Kapitalen, s.  i Bibliotek Rhodos’ udgave ).

   #  — 

kultur Så klart siger Nielsen det ikke, men det tror jeg ikke, han vil være uenig i.

på en illusion om entydighed i kapitalismens økonomiske drivkraft. Iflg. Nielsen er kapitalismens paradoks, at velstanden hele tiden skal stige, men at denne drift også bliver meningsløs. Den mere befriende fornuft hedder hos Nielsen den biopolitiske.

Nielsen har et så åbent øje for, at ting og fænomener kan krydse over til deres modsætning, at man mange gange bliver helt rundtosset.

Dertil hører sweeping statements: ”Brandet er for informationskapitalismen, hvad fabrikken var for den industrielle kapitalisme.” (s. 227). Det er vistnok et skjult citat, men Nielsen ser ud til at tage det til sig. Den slags udsagn gør bogens sigte skade.

Selvfølgelig er et brand ikke så seriøst et fænomen som fabrikker, som brandet i øvrigt ofte afhænger af: Coca Cola, Nike osv. produceres i fabrikker.

Problemet er, at Nielsen ikke konsekvent holder sig de globale sammenhænge for øje. At arbejdet i vores del af verden er blevet immaterielt, at universiteterne lider under offentlige budgetnedskæringer og større gennemstrømning af studenter på jagt efter at være originale, før de har lært tilstrækkeligt, helt enig.

Men man kunne jo se det som et problem i tidens hakkende kapitalisme, hvor der må findes på nye kneb. Det gør Nielsen kun til dels, for han vil gøre op med den klassiske Marx. Dér ved man blot ikke, hvem han gør op med: revolutionsutopikeren eller den kritiske politiske økonom. I hvert fald er bogen så ivrig efter at se nye udviklingstendenser, at den overser de klassiske træk i dagens kapitalisme, ikke mindst dens modsætninger. F.eks. følger han ikke op på sit udsagn om, at den dominerende aktuelle udbytningsform omdanner fælles velstand til eksklusiv velstand. Det ligger lige for at konkludere, at den eksklusive velstand er den ene side af den enorme nød, ’velstanden’ har skabt, men det aspekt behandles ikke. Ligeså er han heller ikke kritisk over for vækstbegrebet og -målinger, der ikke helt fanger kapitalismens værdiproduktion.

Blandt bogens fortjenester er, at den viser velfærdsstatens udvikling som en bestemt formation i den kapitalistiske udvikling. Den var tilkæmpet, men også hjulpet af de internationale politiske forhold. Og den var national. I dagens globaliserede helvede er den blevet overhalet af velstandsstaten, der er smeltet sammen med markedet, dvs. kapitalinteresser, samtidig med at der skal deles nogle lunser ud til befolkningen, der jo i øvrigt også bliver nødt til at konsumere alle de varer, der nu ikke mere produceres her, men snarere hisset. På hjemmebane lever vi af tjenesteydelser.



Fortrinsvis diskuterer han ud fra den danske politiske og kulturelle scene. Til sidst får vi noget om ’værdikampe’. Der går det galt for Nielsen. Han definerer ikke ’værdi’– det er ikke længere brugs- og bytteværdiparret, vi er i, ej heller er det værdi skabt af arbejde. Snarere forstår han ordet, som man gør i al almindelighed. Klassekampen var en værdikamp, nu indhentet af andre, bl.a. kampen om klimaet. ”Klimafortællingen negerer den postmoderne konsensus og rummer biopolitisk fornuft og fælles velstand som essentielle, positive værdier.” (s. 296). Ordet værdi bliver også hos Nielsen et gummibegreb.

Det er tit svært at følge Nielsen. Det kulminerer i betragtningerne over postmoderniteten og postmodernismen. Han har et lidt dobbelttydigt forhold til sidstnævnte, f.eks. mener han, at postmodernismen er en videreførelse af Frankfurterskolen, jfr. Hardt og Negri, hvilket jeg er uenig i, fsv. postmodernismen i modsætning til Frankfurterskolen omklamrer subjektivistiske filosofier. Dette viser, at Nielsen ikke så meget tager forfattere på deres intentioner og grundlæggende filosofier, men snarere ser funktionelle ligheder.

Postmoderniteten ”er den grænse, der overskrides, når alt er internaliseret” (s. 189). Javel.

Der er mange gode detaljer, hans langen ud

”

hans langen ud eer mainstream økonomernes køren i ring og maltraktering af virkeligheden, så den kan spyttes ud i døde bidder, der åndløst projiceres ud i fremtiden, rammer i solar plexus”

efter mainstream økonomernes køren i ring og maltraktering af virkeligheden, så den kan spyttes ud i døde bidder, der åndløst projiceres ud i fremtiden, rammer i solar plexus. Nielsen er bedst, hvor han er konkret kritisk over for dagens tankemønstre og viser deres begrænsninger og skjulte forudsætninger. Men desværre er der for lidt realisme i hans kritisk-realistiske horisont, fordi han i stedet for at forkaste begreber som f.eks. postmodernisme, eller vise deres begrænsethed, først tager dem på sig og så ser dem vade over til deres modsætning. Uden at det er helt klart, hvor i materien det sker.

Karen Helveg Petersen er Ph.D. i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde. Hun skriver jævnligt i Det Ny Clarté, bl.a. om økonomi, og er medlem af bladets redaktion.

   #  — 

Et rids af nye marxismer

   

   –     ,  ,   ,     , ,  ,  .  

D

er tænkes løs på venstrefløjen. Denne bog, forfattet af en gruppe yngre forskere primært fra Aarhus Universitet, forsøger at demonstrere to ting i dette udsagn. At denne tænkning fremavler ’nye’ ideer, og at disse tanker foregår i en dialog med Marx og en mere traditionel marxisme.

I konteksten af dette blad og dets læsere er denne dobbelte demonstration interessant på en facon, som er næsten selvindlysende. At bogen derfor anbefales, kan næppe overraske. Den peger imod fronterne og udviklingerne i en tænkning, der er erklæret politisk, og som har et tilhørsforhold til det 19. og 20. århundredes venstrefløj. Og den gør det på en måde, som overordnet set er elegant og indsigtsfuld.

Venstrefløjens nye tænkere har to erklærede intentioner: for det første at introducere tænkere, der på forskellig vis kan siges at være ’nye’ venstrefløjstænkere, men derud-over har bogen også et erklæret mål om at bidrage til noget, som værket i en lidt løs tone kalder ’den filosofiske og intellektuelle politiske debat i Danmark’.

Det første mål (at introducere) opfyldes til fulde.

De 10 kapitler (som har forskellige forfattere) introducerer hver især en enkelt tænker for derefter at positionere denne i forhold til det landskab, bogen som helhed kortlægger. Det er prisværdigt, at bogen ikke taler ned til sine læsere.

I stedet tillader den sig et forholdsvist højt niveau, som dog på ingen måde er udtryk for, at værket er utilgængeligt. Bogen er velskrevet og langt hen ad vejen skarp, fordi den formår at indkredse det vigtige ved de tænkere, den diskuterer. I stedet for brede filosofiske introduktioner kommer de



fleste kapitler hurtigt til sagen: det politiske.

Derfor mister bogen aldrig sit erklærede fokus, og kapitlerne føles aldrig isolerede. Dette fokus tillader således forbindelser imellem kapitlerne.

Man kan naturligvis altid kritisere valgene af tænkere i værker som disse (de valgte er: Laclau/ Mouffe, Boltanski/Chiapello, Badiou, Rancière, Zizek, Butler, Hardt/Negri, Balibar, Derrida og Agamben). Den nu afdøde Jacques Derrida optræder som noget, der ligner en ramme for hele værket. Han nævnes i introduktionen og er centrum for det afsluttende kapitel. Imidlertid er der ikke noget indlysende argument for, at han får denne lidt besynderlige status. Louis Althusser havde givet mere mening, da hans tænkning er baggrunden for mange af de tænkere, som kapitlerne præsenterer. Desuden undrer det, at Derrida er valgt i stedet for nogle af hans nulevende protegeer: Jean-Luc Nancy eller måske ligefrem Gayatri Spivak. Postkolonialismen som en marxistisk analysestrategi er også besynderligt fraværende, så Spivak kunne derved havde bidraget på mere end én måde. Alt i alt er udvalget dog fornuftigt og tilpas alsidigt til, at værket aldrig keder sin læser.

Det andet mål (at bidrage til debat) får bogen desværre nok problemer ved at nå. En del af dette skyldes bogens struktur. En ganske kort introduktion opridser kapitlerne og værkets hensigt. Der er ingen egentlig afslutning, omend det afsluttende kapitel om Derrida peger i den retning. Dette er et dårligt oplæg til debat. En mere omfattende introduktion eller afslutning havde gjort det muligt at pege på en række temaer, som rejses af disse tænkere. Disse temaer omfatter: 1.

Ideologiens rolle efter Althussers ideologikritik.

   #  — 

kultur

Et tema, der er nærværende i over halvdelen af kapitlerne, men aldrig følges op. 2. At disse tænkere ikke ser det politiske subjekt som defineret af objektive, økonomiske eller samfundsmæssige relationer, men i stedet forsøger at tænke en politisk handling, hvori det politiske subjekt er med til at skabe og definere sig selv. Dette er et opgør med arbejderklassen som marxismens forudgivne historiske aktør. 3. En gennemgribende insisteren på politik som værende noget radikalt andet end konsensusdemokrati. Med andre ord, at politik ikke er et afsluttet kapitel efter murens fald og nyliberalismens sejrstogt. 4. Forsøg på at gentænke forholdet imellem partikulære, ’demokratiske’ kampe og universelle problemstillinger.

Der er i hoveddelen af kapitlerne allerede mere på spil end bare introduktioner til disse figurer.

I stedet finder man dem i færd med at formulere forskellige kontaktflader imellem de forskellige tænkere – f.eks. fælles temaer eller kontekster.

Hvorfor ikke tage dette niveau et skridt længere og lave en decideret opsummering, der kunne tillade at give mere rum for disse rids af den tænkende venstrefløjs fælles interesser og brudflader?



”

en velskrevet appetitvækker, der lokker om endnu mere venstrefløjstænkning”

Dette til trods er bogen altovervejende anbefalelsesværdig. Den nysgerrige læser, der genkender et par af navnene, men gerne vil lære mere om dem og de diskussioner, de er en del af, vil finde en guldgrube. Bogen virker derfor bedst som en velskrevet appetitvækker, der lokker om endnu mere venstrefløjstænkning.

Johan Heinsen er historiker og ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet, hvor hans projekt bærer arbejdstitlen: Sørejsens fællesskaber. Johan skriver jævnligt i Det Ny Clarté.

   #  — 

Vi har modtaget…

Nedenfor præsenteres kort 5 bøger, som vi har modtaget.

Beskrivelserne i citationstegn er hentet direkte fra forlagenes formuleringer. Skulle nogen af Det Ny Clarté’s læsere have lyst til at skrive en egentlig anmeldelse af en af de første 4 bøger, som endnu ikke har en anmelder, kan de henvende sig til redaktionen.

  

Cuba – En ø i Caribien Brian Rasmussen Frydenlund, . udgave ,  sider,  kr.

”C

uba har igen og igen spillet en væsentlig rolle i verdenshistorien. Især under den kolde krig, hvor den kommunistiske stat – på trods af sin minimale størrelse – ved sin blotte tilstedeværelse har provokeret det kapitalistiske USA.

… Denne opdaterede udgave følger udviklingen og historien i Cuba helt op til efteråret 2010. … Som supplement til bøgerne i serien findes hjemmesiden www.his2rie.dk ”

  

Holocaust Jacob Halvas Bjerre Frydenlund, ,  sider,  kr.

”H

olocaust fortæller den barske og modbydelige historie om nazisternes folkemord på jøderne – ca. 6 mio. jøder blev myrdet. Det er begivenheder, det den dag i dag stadig er svært at fatte ondskaben af. Forfatteren behandler også forfølgelsen af og drab på handicappede, minoriteter som roma, sinti og homoseksuelle samt forfølgelsen af nazisternes politiske modstandere.”

Denne bog indgår ligesom Cuba-bogen ovenfor i Frydenlunds undervisningsbogs-serie his2rie, som indeholder mange spændende titler. En af dem, Chile – kampen for demokrati af Kai Rasmussen, vil blive anmeldt i næste nummer af Inge-Merete Hougaard, som også skrev om Chile i nr. 16. … Som supplement til bøgerne i serien findes hjemmesiden www.his2rie.dk ”



   #  — 

kultur

  

Børn af fængslede – En informations- og undervisningsbog Janne Jakobsen & Peter Scharff Smith Samfundslitteratur, ,  sider,  kr.

”N

år et menneske begår en forbrydelse, anholdes, varetægtsfængsles og idømmes en fængselsstraf, kan det være en meget hård prøvelse for de pårørende. Hvad gør man, når en far eller mor kommer i fængsel, og der står et eller flere børn tilbage?

Forskningen viser, at det rammer et stort antal børn meget hårdt, når deres forældre fængsles, og at det kan få voldsomme konsekvenser for deres fremtidige liv. Desværre er der konstant omkring 4.000 børn i Danmark, som har en forælder, der sidder i fængsel.”

  

  

Polske stemmer – Polske indvandringsbølger - Søren Kolstrup Frydenlund, ,  sider,  kr.

”B

ogen fortæller om de udstødnings- og tiltrækningskræfter, som satte udvandringen i spil. Det er den store fortælling om historiens økonomiske, sociale og politiske drivkræfter i Polen, men det er også om den enkelte families svære overvejelser, frustrationer og hjerteskærende dilemmaer.

Otte bølger af indvandrere er sat under lup: De polske roearbejdere og teglværksarbejdere fra tiden omkring år 1900, jøderne fra Russisk Polen 19051920, de polske krigsflygtninge efter 1945, den kolde krigs afhoppere, den jødiske tvangsemigration 1969-1972, flugten fra 1980’ernes krigsretstilstand og EU’s vandrende arbejdere.”

Kampen om Italien - Sven Lundberg Forlaget Broen, ,  sider,  kr.

D

enne bog vil blive anmeldt i næste nummer af Flemming Larsen, men er medtaget her, da forfatter og forlag oprindelig fik besked om, at anmeldelsen ville komme i nr. 18. Desværre har den måttet udskydes pga. for meget stof. Om bogen, som er aktuel i år med Italiens 150-års jubilæum som samlet stat, hedder det bl.a. i forlagsmaterialet: ”Kampen om Italien er den dramatiske historie om udviklingen fra en række små, enevældige stater til et samlet Italien. Senere følger de store problemer med at få denne stat til at fungere. Bogens beretning slutter i 1948. Her indføres republikken som et resultat af opgøret med fascismen. Men der trækkes linjer op til nutidens Italien, hvor især fascismens indflydelse stadig optager sindene. … (der) behandles..en række væsentlige problemer, især: Uenigheden om, hvordan denne nye stat skulle udformes. Hvem fik mest udbytte af den nye stat? Og hvorfor lykkedes det fascisterne på forholdsvis kort tid at overtage magten i Italien?”

Redaktionen



   #  — 

glĂŚd dig til nĂŚste nummer...

#19 TEMA: National st aten |

My te eller Re alitet

Systemkritik?

          