Private / Public Interactive Display Window
INDHOLDSFORTEGNELSE / Vore hypotese / Teoretisk inspirations kilde / Offentlig rum / Privat rum / Objekter / Båsen / Rammen / Mødet mellem det virtuelle & det kropslige / Mødet mellem performer og beskuer / Realtid / illustration af opsætning / Privat Public
”The artwork is necessarily incomplete, needing to be unified and fleshed out by the active participation of the perceiver. […]The artwork sets limits to what the spectator does.” (Bordwell 1985
Af : Nana Francisca Schottländer & Elsebeth Balsløw Scenekunstens Udviklingscenter. Multiemedie Performance Art . År 2013
”Menneskets gådefuldhed ligger ikke gemt i, at det både er sjæl og legeme. Det er snarere kroppens mærkelige dobbelthed, der springer i øjnene, idet den på samme tid både er seende og synlig for sig selv. […] [Kroppen] er og bliver en nødvendig del af det panorama, som jeg ser, samtidig med at den også er det allermest intime sted, det absolutte her, hvorfra verden bliver synlig.” (TH Rasmussen, 1996: 87)
VORE HYPOTESE : I takt med at al vores multimedie teknik formindskes og bliver mobile, bliver de rettet mindre mod hjernens produktivitet og mere mod kroppens fornøjelse. Indtil for få år siden hældte man mest til forestillingen om, at multiemediernes stigende indflydelse ville betyde, at vi kom til at leve et mere og mere virtuelt liv, men nu kunne det tyde på, at det modsatte er tilfældet. De er blevet taktile modeobjekter for shopping-genet og er i høj grad også et spørgsmål om vores image og selv forståelse. Vore hypotese er, at teknologiens allestedsnærvær er i færd med at skabe en ny form for offentlighed, hvor kroppen og det intime får en mere fremtrædende rolle.
Allestedsnærværende multimedie objekter kan give os mulighed for at dele vores liv og vores kroppe med hinanden, så vi på den måde kan konstruere nye bevidsthedsmæssige eller fysiske tilstande sammen med andre.
Værket her som vi kalder "Private Public" tematiserer objekternes betydning for vores omgang med og forståelse af os selv i verden. Hvordan iscenesætter de digitale objekter vores relationer med omgivelserne, og i hvilken udstrækning fremviser og rekonfigurerer de vores forståelse af grænserne mellem det private, det offentlige og det intime?
TEORETISK INSPIRATIONSKILDE :
Sociologen Erving Goffman undersøger i "Behavior in Public Spaces", hvordan folk forholder sig til – eller desperat forsøger at ikke forholde sig til – andre mennesker i det offentlige rum.
Det handler om at iagttage, at man bliver iagttaget og om at opleve at blive oplevet.
OFFENTLIGE RUM / PRIVAT RUM: Den gensidige tilpasning til situationen er den vigtigste egenskab ved ansigt-til-ansigt kommunikation. Goffman udstikker en forskel på fokuseret og ufokuseret interaktion, hvor det første er, når folk taler til hinanden eller på anden måde er i hinandens fokus, mens ufokuseret interaktion er, når folk er i det samme rum, men stadig formår at holde sig nogenlunde bevidste om hinandens tilstedeværelse. I en ufokuseret interaktion gælder det om at passe ind eller populært sagt om at 'falde i et med tapetet'.
Man ønsker at blive opfattet som en, der er opmærksom på, at man deler med andre fordi alt andet ville være uhøfligt, men samtidig skal man ikke tiltrække sig opmærksomhed. De fleste af os bruger det meste af vores tid på at 'passe ind'; når vi er med bussen, sidder til et foredrag , selvom det er fokuseret interaktion mod foredragsholderen, handler i supermarkedet el.lign. En af grundene til, at vi normalt ønsker at passe ind, er, at vi på den måde bibeholder et lille privat rum omkring os – vi får lov til at være os selv.
OBJEKTER: En af Goffmans mest interessante pointer er, at vi tager alskens remedier til hjælp. Et godt eksempel er avisen, den tillader os at være i et rum, uden at vi åbenlyst behøver at stirre på andre folk. Samtidig skaber den nærmest en fysisk barriere i kraft af den måde, hvorpå den holdes foran kroppen. Vi har noget at give os til, og vi ligner en person, der slår lidt tid ihjel. Når vi læser i en avis, er vi med andre ord i interaktions mæssig sikkerhed – vi kan kontaktes, men vi er ikke ubeskæftigede, vi er i rum sammen med andre, men vi har skabt en lille fysisk bobl omkring os. Specielt i myldretiden i storbyens travle
offentlige transport kan fænomenet betragtes: Uagtet hvor fyldt bussen el toget er, og altså uagtet hvor tæt man står, er langt de fleste rejsende i gang med at læse en avis eller en bog, oftest i gang med sin mobil og kan på den måde siges at have deres eget private rum, selvom de bogstaveligt talt står oven på andre rejsendes fødder . Goffmans bog blev skrevet lang tid før, mobil telefonen blev almindeligt tilgængelig, men mobiltelefonen er bestemt nutidens avis. Når en person står med en mobiltelefon i hånden, udfylder mobilen den samme sociale funktion som Goffmans avis: være til stede, men ikke påtrængende, og være fraværende, men ikke utilgængelig. Man bærer på sin vis et semi-privat eller semi-offentligt rum med sig rundt, hvad enten det er avisen eller mobiltelefonen. Dette rum minder igen om husets vindue, idet man er tydeligt afskærmet uden dog at være usynlig.
BÅSEN / RAMMEN : Der er mange andre måder at skabe et territorium i offentligheden på, f.eks. er "the stall" en slags bås, som altid er markeret af genstande/ artifakter f.eks. hvis man sidder på en stol, men den kan også være mere mobil, som f.eks. et badehåndklæde man kan markere sin lille del af en offentlig strand med. Goffman forklarer båsen som en genstand, der giver : "external, visible, defendable boundaries for a spatial claim" hvilket man vel må sige er lige præcis, hvad Private Public tilstræber, omend værket med vilje udpensler båsen så tydeligt, at værket opløser de normalt implicitte kommunikative handlinger og gør dem overdrevent explicitte.
MØDET MELLEM DET VIRTUELLE & DET KROPSLIGE : I takt med at vores verden indtages mere og mere af virtuelle og digitale billeder, og at selv vores sociale relationer gestaltes ind i et virtuelt univers via facebook, twitter og alle de andre sociale medier, er hensigten at skabe momenter, hvor kroppens tilstedeværelse punkterer de færdigformede flader og insisterer på genklang i kroppene hos andre.
Med kroppen som redskab at generobre blot et lille udsnit af det offentlige rum og lade det med nærvær.
MØDET MELLEM PERFORMER & BESKUER : Muligheden opstår for en vending af forholdet mellem beskuer og beskuet; hvem beskuer hvem? Og hvor mange versioner af begivenhedens øjeblik åbner det op for? Ønsket er at zoome ind på det øjeblik, hvor der skabes en umiddelbar, kropslig oplevelse af det ’billede’ som beskueren frit og ubehæftet kan forholde sig til versus det billede, som genereres af beskuerens egen tilstedeværelse, og endelig kroppen som billede og den ophævelse eller transcendens af billedet, som det kropslige nærvær og det gengældte blik repræsenterer.
At afdække hvordan ’værkøjeblikket’ kan katalysere oplevelser, som deles på begge sider af ’værkfladen’. Hvordan et iscenesat øjeblik/rum/møde kan bevirke en oprigtig udveksling mellem performer/værk og beskuer/gæst: Hvilke(n) virkelighed(er) der skabes, når ’billede’ og ’beskuer’ mødes ansigt til ansigt og spejler de mulige verdner på begge sider af værkøjeblikkets flade. At fokusere på det gengældte blik som en bevidst strategi for at transcendere denne værkflade.
Det virtuelle koblet med det kropslige nærvær muliggør oplevelser, der stiller spørgsmålstegn ved relation mellem billede og beskuer og pointerer beskuerens perception og deltagelse som en aktiv del af billedets skabelse.
REALTID : Værkets øjeblik kan ikke indtræffe, uden beskueren. Dels i kraft af, at hans/hendes krop projiceres både virtuelt og oplevelsesmæssigt ind i værket og dels i kraft af beskuerens oplevelse af netop dette øjeblik, som således definerer det. Værkfladen sætter rammerne for, at værkets øjeblik kan finde sted. Samtidig transcenderer det gengældte blik og den kropslige tilstedeværelse værkfladen og skaber en gensidig oplevelse. I undersøgelsen af, hvilken impact den kropslige
tilstedeværelse har, er det interessant at se på kropsfænomenologien – at kroppens sansning af en situation går forud for en intellektuel klassificering af oplevelsen. Vi tror på, at kroppens tilstedeværelse taler direkte til kroppen hos andre – at ligesåvel som ”Et kunstværk kan få kroppen til at svinge” (TH. Rasmussen, 1996: 2) kan nærværet i en performers krop og blik skabe genklang i og udveksling med beskueren, som selv bliver en krop og et blik i det samlede værkøjeblik.
”For den menneskelige bevidsthed er billedet ikke til som noget givet; det bliver til og aktualiseres først i det øjeblik, subjektet investerer sin krop og bevidsthed I oplevelsen af billedet.” (Ring, xx: 13)
Kroppen modtager impulser og danner betydninger og fornemmelser. Blikket ser billedet og former betydninger og fortællinger. Blikkene mødes og åbner for de uendelige betydningsskabende muligheder, der findes bag øjnene, i den individuelle historie, i kroppen. Samtidig er mødet i sig selv et billede, som både performer og beskuer er del af, og samtidig ser sig selv være del af.
Private Public : Værket peger på, at små private sfærer kan opstå i det offentlige rum via en slags forhandlinger, hvor stolen, mobilen, avisen , tæppet eller trøjen over hoved´s forhandling blot er en fysisk manifestation af en implicit kommunikativ handling, som altid foregår, når nogen skaber deres eget handlingsrum mens de befinder sig i det offentlige rum. Samtidig er det vidunderlige ved, at ’værket’ sætter rammen for denne udveksling, at det ikke forpligter. Man kan bevæge sig ind i det uden angst for, hvad det vil medføre af senere forpligtelser, og man kan forlade udvekslingens rum, når man ønsker det. Dermed muliggøres en umiddelbar deltagelse, et skridt ind i noget ukendt. Og en retræte tilbage til det velkendte. En oplevelse rigere. Private / public er et forsøg på skabe en enkel opstilling, som kan undersøge disse temaer. Det er en closed-circuit installation, som benytter live-optagelser og manipulation af disse, rumlig iscenesættelse, publikumsinteraktion og performativt nærvær. Værket er en fokusering ind på et ’værkøjeblik’ som kun muliggøres af alle delelementerne. Det er en fokusering på et nærværende øjeblik i en iscenesat ramme. Betragteren bliver både en direkte og kropslig del af værket og træder derfor ud af betragterens distancerede rolle og ind i performerens. Samtidig træder performeren ud af objektets rolle og bliver til subjektiv betragter. Og begge er samtidig del af et større billede. Det en rolle, hvor man både optræder som en reflekterende iagttager og en kropsligt involveret aktør – en beskueraktør.
Illustration af opsætning
projektor
gensidigt blik
performer
beskuer
vidiokamera
vidiooptagelsesfelt
butiksvindue
Videoen af beskueren, der projiceres ind i rummet, omslutter performeren og opbygger en ny form for rumlighed. Billedernes rumlighed og bevægelse blandes med lokalets statiske rum og performerens nærvær, så beskuerens lokalisering og rolle som beskuer bliver usikker. Dermed er billedet ”ikke længere et billede, jeg trykt kan holde foran mig og kontrollere, uden at blive trukket ind i et begivenhedsforløb, som jeg selv deltager i, og som jeg indskrives i, skønt det kun er med mit blik” (Arrhenius 2003: 30). Og her
kunne vi så tilføje, at det ikke kun er beskuerens blik, men også kroppen og vedkommendes ’væsen’ som trækkes ind i værket i mødet med performerens ditto. Forsøget er at inkorporere den levende krop og det nærværende øjeblik i et virtuelt billede.
"Territories of the self are simultaneously material and ideal, consisting of the physical spaces over which a person can command use as well as the rights to privacy and the claims on social space that a person is entitled to make".(Branaman lvi)
Private Public bliver på den måde en konkretisering af Goffmans "territories of the self" altså den måde man skaber plads, territorier, for sig selv i det offentlige rum. Værket her handler ligeledes om, hvordan kroppen iscenesættes og formes i det komplekse kommunikative rum ved hjælp af ny teknologi. Værket artikulerer, hvordan multiemedie-objektets allestedsnærvær ydermere redefinerer og ændrer vores personlige sfærer eller nærmeste omgivelser. Det er politisk, idet det omhandler de nærmest ukendte ulemper ved allesteds nærværende teknologi, men det er ikke en markering af, at noget må ændres. Snarere artikulerer værket Private Public en bevidsthed om de forskellige rum, der eksisterer, når teknologi bruges i det offentlig rum , blandt mange mennesker og peger på, at selv hvis man forsøger at gemme sig i mængden på gammeldags strudsemanér, vil man altid være synlig. Private Public understreger, at privathed ift. brug af allesteds nærværende teknologier også drejer sig om : hvor man vil ses, af hvem man vil ses , hvad bruges det til og hvordan man fremstår man...... I dette projekt er der i høj grad taget højde for ’byens beboer’ og dennes oplevelse i mødet med byrummet. I bogstaveligste forstand opfordrer vi til aktion og selvrefleksion. Projektet italesætter elementer som : overvågning, identitet, repræsentation og orientering - elementer der hidtil har fået ringe plads i skabelsen og analysen af den elektronikmættede samtids byrum. Projekter som dette lægger åbenlyst op til at undersøge de performative handlinger byrummets ramme igangsætter. Man får mulighed for at se på de ændrede forhold, byrum med integrerede multiemedie systemer indeholder i relation til oplevelsen af sig selv i offentligt rum.
“each giver is a receiver and each receiver is a giver” Erving Goffman