3 minute read
EnjoyNordjylland Magasin 2024
Skjulte skatte lige midt i Aalborg
Hjelmerstald
Centralt i Aalborg finder du Hjelmerstald – en gade, der emmer af nostalgi, stokroser og bindingsværk fra 1600-tallet. Her er også kunst og kultur – især hos Lange Kunsthåndværk, der er ejet og drevet af samme familie gennem tre generationer. Gå på opdagelse i værksted, galleri og skulpturhave, hvor glaskeramik laves og udstilles, og afslut med et besøg i butikken, hvor du kan få dit eget stykke kunsthåndværk med hjem.
Alleys
På Alleys er alle asiatiske streetfood-klassikere samlet ét sted. Menukortet byder på retter fra Thailand, Vietnam, Korea og Japan. Bestil fx den helt særlige Alleys salat med fiskesauce – og fuldend spiseoplevelsen med en cocktail med asiatisk tvist.
Kildeparken
Kildeparken er kendt for De Syngende Træer plantet af store kunstnere: Elton John, Beyoncé og mange andre. Tryk på knappen ved træet, og lyt til skøn musik – den oplevelse finder du ikke andre steder end i Aalborg.
Fjordbyen
Den lille fiskerklynge af små hjemmebyggede huse, der spirede frem i 1930’erne, kan ikke andet end at gøre dig i godt humør. Så tag en slentretur gennem Fjordbyen, og nyd synet af farvepaletten med fiskerhuse (i dag kolonihavehuse), og tag forbi Kulturcenteret, og få dig en sludder med en af Fjordbyens lokale over en øl. På Musikkens bette Hus er der gratis udendørskoncerter hele sommeren, og er du i byen fredag den 23. juni, er der sankthansaften
Gita & Gunhild, Fru Ronne og Chaacha
Hvis du er til specialbutikker, skal du besøge Gravensgade – den mindst kendte af Aalborgs gågader. Læg også vejen forbi hjørnet af Hasserisgade og Borgmestervænget, hvor du finder Gita & Gunhild – en secondhandbutik med lækre designermærker. Og holder du af en god kop kaffe, så gå på opdagelse hos Fru Ronne, hvor du også kan sætte tænderne i deres håndlavede flødeboller. Afrund dagen med social dining, lækre cocktails og en bid af Indien hos ChaaCha i Reberbansgade.
Vestre Fjordpark
Er du i Aalborg over sommeren, skal du smutte forbi Vestre Fjordpark og tage en dukkert i fjordbadets mange bassiner. Her kan de modige vove turen fra Springtårnet, og de mindste kan soppe i bølgen blå på vandlegepladsen. Der er omklædning, toilet og mulighed for at leje SUP. Efter en forfriskende badetur er det tid til frokost og is på Café Salt
Stjernepladsen
Har du brug for en pause efter en gåtur langs vandet ved Østre Havn, skal du tage et smut forbi Stjernepladsen. Besøg Leben – en café, der serverer alt fra sandwich til aftensmad. Er det tapas, der lokker, skal du prøve Pingvin, der serverer små retter fra hele verden. Ingen fortryder en hjemmelavet is fra IsVærftet, og er du lidt af en osteconaisseur, er Risskov Ost et must.
Buens Bogcafé
Buens Bogcafé er Danmarks første LGBT+-bogcafé. Find en god plads, bestil en varm kop kaf’ eller kakao, og fordyb dig i udvalget af spændende titler fra både ind- og udland.
Nordkraft
Trænger du til et skud energi, skal du tage en tur forbi Nordkraft – et kulturmekka i et murværk, der emmer af rå newyorker-arkitektur. Dørene er åbne – næsten hele døgnet rundt – og du kan både deltage i kulturarrangementer og sportsevents. Svinger du over i Kunsthal Nord, har du gratis adgang til dansk og international billedkunst, kunsthåndværk og design. Stil sulten på Restaurant Azzurra med autentisk italiensk mad – lige fra risotto til prisbelønnet pizza.
Butik Gejst
Styrer du uden om alt det, der er mainstream, så gå på opdagelse i interiørbutikken Butik Gejst. Her har de et nøje udvalgt sortiment af specialdesignet interiør, hånddrejet keramik og cool secondhandtøj. I butikkens lille café kan du bestille både vådt og tørt.