5 minute read

EnjoyNordjylland Magasin 2024

Kunst, kultur& arkitektur

Kunst, kultur og arkitektur lever i bedste velgående i Nordjylland. På museerne kan du nyde dansk og international kunst, på musikscenen spiller alt fra ny musik til gamle croonere, og i byen står tilbud om foredrag, comedy, rundvisninger og lokale ildsjæle i kø for at underholde, lære fra sig og give dig noget at tænke over.

Også arkitekturen er noget for sig selv. Her har verdenskendte arkitekter med store visioner tegnet fremtidens bygninger med respekt for både historie og materialer – og altid med et drys af storhed og en sans for detaljer, der imponerer.

På de næste sider kan du dykke ned i Aalborgs historie, der tegner tiden fra gravhøje til kulturelt og arkitektonisk centrum, og blive inspireret til musikalske oplevelser på din tur til Nordjylland.

En vandring gennem Aalborgs arkitektur

I Aalborg kan du tage den helt store historiske rundtur og opleve kunst, kultur og arkitektur – fra vikingetid til nutid. Følg med tiden, når vi her fortæller historien om byen, der formentlig opstod i slutningen af 900-tallet med en simpel havn i fjordens udmunding. Den havn dannede nemlig grundlaget for Aalborg, der i dag er fuld af imponerende arkitektur og fantastiske oplevelser for alle.

ÅR 400 Lindholm Høje

Gravpladsen på Lindholm Høje, der blev udgravet i 50’erne, er et af Danmarks smukkeste fortidsminder. De mange stensætninger på højen markerer næsten 700 brandgrave, og på Vikingemuseet er der udstillinger om vikingernes liv og om oldtiden i Limfjordslandet.

ÅR 1624 Jens Bangs Stenhus

I 1624 blev Jens Bangs Stenhus på Østerågade bygget i flammede mørkerøde munkesten. Jens Bang var storkøbmand og en af byens rigeste mænd, og stenhuset er et af Nordeuropas fornemste renæssancehuse. Huset er i fem etager og udsmykket med sandstensrelieffer, figurer og groteske masker.

1650’ERNE Hjelmerstald

Gaden Hjelmerstald ligger i et af de ældste og bedst bevarede bykvarterer – et hyggeligt og attraktivt område med eventyrlige små og smukke huse. Bygningerne var oprindeligt stalde til byens heste, siden blev det hjem for soldater i 1700-tallet, og de er nu til normal beboelse.

1920’ERNE Vestbyen

Da byen savnede huse til børnerige familier og byens arbejdere, blev Vestbyen udbygget med små, charmerende enfamilies- og dobbelthuse. Nu er kvarteret fuldt af stemning og atmosfære med fx lystbådehavn, Vestre Fjordpark, Haraldslund Vand- og Kulturhus, Kulturbroen til Nørresundby og fantastisk street art.

1930’ERNE Budolfi Plads

Budolfi Plads i hjertet af Aalborg er en del af den historiske by. Pladsen kom til, da kommunen havde en vision om at gøre byen mere lys, luftig og sund. I 2019 gennemgik pladsen en kæmpe forvandling, og den står nu som et flot rekreativt område.

1933 Aalborgtårnet

Tårnet knejser med imponerende 55 meter, og fordi det står på en 50 meter høj bakke, er toppen hele 105 m over Limfjorden. Det blev opført i 1933 og er tegnet af arkitekt Carlo Odgård. Fra toppen er der 360-graders udsigt over byen, og på en klar dag kan du se ud til Hals Barre Fyr.

1947 Nordkraft

Hvor Nordkraft fra 1947 forsynede byen med elektricitet, har værket siden 2009 forsynet alle med kultur. Som et af Europas største kulturog aktivitetshuse på hele 30.500 m2 kan du her blandt andet gå i teatret, til koncert og se udstillinger i den fantastiske bygning. Husk at kigge på vægge, søjler og gulv, og oplev et stykke af Danmarks velbevarede kulturarv.

1972

Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg

Kunsten er et moderne kunstmuseum og oplevelseshus med dansk og international kunst fra 1900-tallet og frem til i dag. Den hvide marmorbygning fra 1972 er tegnet af den verdensberømte arkitekt Alvar Aalto, og du kan opleve den unikke arkitektur og byggeriets mange detaljer i Skulpturparken og i de fem udstillingssale.

2008 Utzon Center

På Aalborg Havnefront finder du Utzon Center, der blev skabt af den verdenskendte arkitekt Jørn Utzon. Værket stod færdigt i 2008 og var hans sidste værk. Jørn Utzon skabte centret ud fra et ønske om, at det ikke skulle være et museum, men et aktivt og dynamisk omdrejningspunkt for arkitektur, design og kunst – og det ses og mærkes.

2014 Musikkens Hus

Allerede i 1982 opstod ideen om at skabe et musikmekka i Aalborg, og i 2014 åbnedes dørene til Musikkens Hus endelig. Her er intet overladt til tilfældighederne, og når du træder ind i foyeren, oplever du en bevægende arkitektur, der skaber rammerne for store øjeblikke i musikkens verden.

Bliv endnu klogere på byens historie her

1 BYEN MED DE RYGENDE SKORSTENE

I Aalborg finder du mange spor efter årene som industriby.

I Vestbyen vest for centrum finder du fx ’Spritten’ – et projekt og en ny bydel, der i fremtiden skal fylde den ikoniske spritfabrik og siloerne med kultur, kunst, arkitektur, gastronomi og boliger.

2 TAG MED PÅ BYVANDRING

Vikingetiden, heksejagt eller det glade Aalborg? Nordjyske Museer

tilbyder en række inspirerende byvandringer med forskellige temaer. Læs mere på nordjyskemuseer.dk

3 AALBORGS SUMMENDE HAVNEFRONT

På Aalborg Havnefront finder du et inspirerende rekreativt område, der summer af liv med restauranter, kultur, grønne områder og arkitektoniske perler.

This article is from: