4 minute read

LANDET RUNDT. STORT OG SMÅT

Next Article
LEG. NATLØB

LEG. NATLØB

Mindeord om Kaj Kjeldsen

Af: Børge Schmidt

Kaj Kjeldsen blev født i 1925 og døde den første dag i dette nye år. I hans lange liv har han sat mange aftryk på FDF – også bogstaveligt talt. Kaj tilbragte som helt ung nogle år i København og var fører og kredsfører i K6 og K8 fra 1949-1955. Han vendte hjem til Aarhus og var en årrække med i 8. kreds som kredsfører og formand, men fandt også tid til medvirken på førerskoler og holdt foredrag og festtaler i lange baner. Dertil engagementet i Marselisborglejrene 1957 samt 1962, hvor han fik titlen ”storskriver”. Det vil sige, han med sit udvalg holdt kontakten til de tusindvis af drenge, der havde meldt sig ind i Marselisborg-klubben. Den helt store lidenskab var det skrevne ord. Det kom til udtryk i nogle år som medarbejder ved bladet Danske Drenge, hvilket i 1967 førte ham ind i Førerbladets redaktion og senere som redaktør af bladet Lederen fra 1971 og ti år frem. Ser man i de mange årgange af bladet, glædes og forundres man over, hvor meget Kaj fik skrevet. Først og fremmest om FDF-livet, men også mange artikler om, hvad der rørte sig i tiden, og som kunne få indvirkning på FDFs arbejde. Hans beretninger om landsmøderne er i sig selv historieskrivning – skrevet med det kendte glimt i øjet. (...)

Her fik vi lov at være, Helt enkelt være til –Her fik vi lov at lære Til lyd af sang og spil – at livet bedst kan gro, når man er tro!

Første vers i den første sang i FDF-sangbogen. Skrevet af Kaj Kjeldsen i 1987. Han gav os ikke mindre end 25 sange og salmer, der er en del af vores sangskat. Den første han fik med i March & Lejr-sangbogen i 1964: "Atomerne farer omkring". Derefter fulgte de i en lind strøm. For eksempel: "Så blænder vi op" (1967), "Vi er med i svundne tider" (1972) og "Nu løber dagen ud" (1976). I bogen "Fri så det mærkes" er der flere eksempler på Kajs mange tekster og indfald. Bl.a. ”Som forgården til himlen” – om sommerlejre. I en artikel om FDFs formål, der var stor debat om i 1970, står der nærmest som en fodnote: Kaj Kjeldsen gjorde sig nogle overvejelser i den sammenhæng: - FDF har kun kun ét formål. Alle andre formål er biformål, som enten må udtrykkes i andre grundlovsparagraffer eller leve i FDF-traditionen. Alle disse formål, nationale, samfundsmæssige eller karakterdannende skal være underordnede selve formålet. Og jeg kunne godt have tænkt mig, at den nye formålsparagraf havde fået følgende ordlyd: FDFs formål er at møde drenge og unge med evangeliet om Jesus Kristus!" Med lidt ændringer blev det formålsparagraffen de næste halvt hundrede år. Hvert år en lørdag i januar har der i mange år vrimlet med over 100 puslinge og tumlinge fra hele landsdel 5 på Kongeådalens Efterskole. Det har stået på pause i et par år, men nu er et puslinge/tumlingeudvalg nedsat i landsdelen. Fem ledere fra fire forskellige kredse har sat sig sammen og har store planer om at skabe fantasifulde og sjove dage for landsdelens puslinge og tumlinge. Planen er en dag i foråret, hvor børnene skal prøve en masse skøre poster af, mærke det første sus ved fællesskabet og have det sjovt med deres kredshold.

Om det bliver med opstart i 2021 eller om vi må vente spændt til 2022 vides jo ikke endnu.

Nytænkt onlinekoncept i FDF Klovborg

I FDF Klovborg har børnene taget rigtig godt imod et helt nyt onlinekoncept, der hver uge udfordrer dem i nye ’Stormester’opgaver. Alle kredsens børn mødes fast online om onsdagen, hvor de viser, hvordan de hver især har løst sidste uges opgave. Der fordeles point – og særligt kreative og skøre løsninger udløser endda bonuspoint. Første opgave i rækken lød: ”Tag et billede, hvor du (og måske din familie) går i ét med omgivelserne”. Til slut præsenteres næste uges opgave. Fælles for opgaverne er, at de kan løses sammen i familien, da kredsen oplevede stor succes med netop dét i foråret. Alle møder starter og slutter med en sang, da det giver både børn og ledere en følelse af fællesskab.

Nyt samlingssted for historieinteresserede

For nylig så et nyt samlingssted for historieinteresserede dagens lys, da museet Historisk Samling på Sletten lancerede en ny facebookgruppe. Frivillige kræfter bag museet på Æblegården vil med den nye gruppe skabe et fællesskab af historieinteresserede nuværende og tidligere FDFere, der sammen kan huske tilbage, mindes, dyrke deres passion og dele stort og småt om FDF gennem tiden. Gruppen har i løbet af kort tid rundet 500 medlemmer, som nu i fællesskab kan indsamle information og kommentere øjeblikke og begivenheder, der tilsammen udgør FDFs historie. Find gruppen 'FDF - Historisk Samling' på Facebook og vær med.

This article is from: