Sille og Sigurd i
labyrinten
Sille og Sigurd – SOM PODCAST
Lyt til historierne om Sille og Sigurd på din foretrukne streaming-tjeneste.
Kære leder
Uhyggen breder sig, da Sille og Sigurd farer vild i en hemmelig labyrint dybt inde i skoven. De må stå sammen og hjælpe hinanden for at finde ud. Der er lagt op til intens spænding i denne historie om Felix og de to skovbørn.
Dette hæfte er for dig, som er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd i labyrinten, som du kan læse højt til jeres møder - et kapitel hver gang. Den lille bog er en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem og læse selv. Bagest i hæftet finder du tre andagter og
Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf
Redaktion Peter Palander Randorff (forfatter), Bettina Alveen og Maria Krogsøe Mienert (andagt & aktivitet) Connie Madsen, Rikke Vingborg, Joan Svarre, Ida Lykke Krøyer & Lene Thanild Schøler
Tegninger Jakob Kramer
en række aktiviteter, der knytter sig til historien. Andagterne handler om at tale i koder, at holde sammen og at fare vild. Aktiviteterne består af mødeidéer, opgaver og lege, der får Sille og Sigurds oplevelser helt tæt på.
Vi håber, at historien, andagterne og aktiviteterne til sammen kan skabe rammen om nogle gode og meningsfyldte møder. Rigtig god fornøjelse.
God læselyst!
Layout Superego
Tryk Zeuner A/S Oplag 7000 - ISSN: 1603-4074
Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V
Kontakt til redaktionen FDF@FDF.dk
Sille og Sigurd
i labyrinten
Her er Sille, og her er Sigurd, og det her er historien, om dengang de blev væk i en meget mystisk del af skoven…
KAPITEL 1
”Kom nu, Sigurd” råbte Sille, mens hun traskede af sted med Felix på skulderen. Sigurd var sakket bagud på skovstien, fordi han læste i en lille bog, han havde i hånden. Sigurd ænsede ikke Silles
råb, og mumlede lidt for sig selv, mens han kiggede intenst ned i bogen.
”SIGURD!” råbte Sille igen. Denne gang lidt højere.
Sigurd fór sammen, kiggede op fra bogen og smilede.
”Ja, hvad er der?” grinede han.
”Hvad er det, der er så spændende?” spurgte Sille og gik hen imod ham med et undrende blik.
”Det er den kodebog, vi fik af Kalle sidste gang. Jeg prøver bare at øve mig, så jeg kan dem udenad,
når vi skal bruge den til mødet i aften,” svarede Sigurd, og viste bogen til Sille.
”Det kan jeg godt huske, vi gjorde,” sagde Sille,
og kiggede Sigurd over skulderen. ”Den der kode dér, det er morsekoden, der skal man…” Sigurd afbrød hende ”Ja, det ved jeg godt. Man skal kigge på prikkerne og stregerne.”
”Ja,” sagde Sille og fortsatte: ” og så er der mellemrum hver gang, der er en skråstreg.”
”Ja, det ved jeg godt, det er jo min kodebog,” sagde Sigurd lidt kort for hovedet.
Pludselig stoppede Sille op. Hun havde fået øje på en mærkelig kantet tingest inde mellem to buske.
Sigurd så, at Sille var stoppet og gik tilbage til hende.
”Hvad kigger du på?” spurgte han, men Sille svarede ikke. Hun gik bare med bestemte skridt hen mod de to buske og gav sig til at rode lidt rundt.
Frem kom en femkantet sten med nogle mærkelige tegn på. Sigurd kiggede hende over skulderen
og spurgte undrende:
”Hvad er det, du har fundet, Sille?”
”Det ved jeg ikke, det er meget mystisk, synes jeg.” Sille gik tættere på stenen og kiggede, mens hun kørte hånden hen over den ru stenflade.
”Det er som om, der står noget på den, men man kan bare ikke læse det.”
Sigurd rynkede panden, lagde hovedet på skrå og nærstuderede tegnene. Pludselig fik han et lettet udtryk i ansigtet.
”Jeg har det! ”Det er fordi, det slet ikke er skrevet på dansk, men i
et helt andet alfabet.” udbrød han. ”Det er skrevet med runeskrift.” Han viste hende siden i bogen, hvor der stod noget om runealfabetet, som faktisk lignede tegnene på stenen lidt.
Meget hurtigt fik Sille og Sigurd kodet sig igennem sætningen, og kom med en oversættelse. På stenen stod der:
”Løs 3 gåder ved at følge mit spor, i skoven mod vest, langt fra hvor mennesker bor.”
Sille og Sigurd kiggede på hinanden, så sagde Sille: ”Hvad er det for nogle gåder, vi skal løse og hvor tror du, det fører os hen?”
”Det ved jeg ikke,” svarede Sigurd, ”men det kunne da være sjovt at lede efter det. Hvilken vej er vest?”
”Sigurd, jeg ved altså ikke, om vi skal gå ind i den del af skoven,” sagde Sille lidt nervøst og trådte et skridt tilbage fra skovstien. ”Jeg synes, det ser lidt uhyggeligt ud, og vi skal jo også nå at komme ned til FDF-mødet.”
”Ej, kom nu Sille, vi tager bare et lille kig, og så skynder vi os tilbage til de andre,” svarede Sigurd for at opmuntre hende lidt.
”Tjah, hvis vi skynder os, så kan vi sikkert godt tage et lille kig,” mumlede Sille og gik efter Sigurd.
”Hvad er det dér længere fremme?” spurgte Sille og pegede. Lidt fremme, på hver side af skovstien, stod der nogle gamle væltede sten. De stod overfor hinanden i par.
”Det er gamle søjler,” sagde Sigurd, og lod hånden glide henover den nærmeste.
Sille og Sigurd fulgte skovstien videre, forbi søjlerne, der tårnede sig op over dem. Der var enkelte af søjlerne, der stadig var intakte, men andre var faldet helt sammen.
Da de havde gået lidt, fik de øje på en lille lysning. Midt i lysningen rejste en høj mur sig. Den
løb i en bueform, og skovbørnene kunne ikke helt se, hvor den stoppede.
”Det må være en gammel ruin,” sagde Sigurd.
Midt i muren var der en stor portåbning. Porten var der ikke længere. Den var sikkert rådnet væk for længst. På toppen var en bue over murværket, også her var der runetegn, som dem Sille og Sigurd havde fundet på stenen ude ved den store skovsti.
”Det se godt nok mystisk ud. Hvad står der på buen?” spurgte Sille, og vente sig mod Sigurd, der straks tog sin kodebog frem og begyndte at oversætte skriften.
På buen stod der:
”I har nu set en ruin, der er forsvundet. Én gåde løst, en gåde fundet.”
”Så vi har altså allerede løst en af gåderne bare ved at finde dette sted?” sagde Sille og kiggede
spørgende på Sigurd.
”Ja, sådan må det vel være,” svarede Sigurd og kiggede lidt nærmere på murværket. ”Skal vi se,
hvad der er længere inde bag muren?”
”Ej, skal vi ikke hellere gå tilbage. Nu har vi jo set det her sted, så kan vi altid komme tilbage,”
sagde Sille og kiggede lidt nervøst op på muren.
”Det har du nok ret i,” svarede Sigurd med et smil, ”men først skal du fange mig!” Så snurrede han rundt og spurtede grinende ind ad portåbningen.
”Sigurd kom nu tilbage!” råbte Sille fortvivlet efter ham.
Bag portåbningen var der en lang gang med høje,
grå mure på begge sider. For enden ad gangen
kunne Sille se Sigurd, der løb.
Sille løb efter ham. Vejen endte blindt, uden muligheder for at komme videre. Sille overfaldt Sigurd og satte sig oven på ham. Hun kunne ikke lade være med at grine.
”Så! Nu sørger Felix og jeg for, at du ikke forsvinder igen.”
”Okay, okay,” svarede Sigurd smilende ”Så lad os da komme ud herfra og hen til kredshuset.”
KAPITEL 2
Skovbørnene rejste sig og begyndte at gå tilbage ad den vej, de var kommet, men det var som, om de ikke rigtigt kunne huske, hvilken vej de skulle gå.
”Kom, vi går til venstre her,” sagde Sigurd.
”Nej, jeg mener at huske, vi skal gå til højre,” svarede Sille.
”Jeg kan ikke huske, vi har været her før,” sagde Sigurd.
”hvad er det her egentlig for et sted? Sille lød lidt urolig, idet hun sagde det
”Jeg tænkte det nok,” mumlede Sigurd. Sille kiggede spørgende på ham.
”Hvad tænkte du nok?”
”Det er en labyrint, vi er kommet ind i,” svarede Sigurd med en seriøs mine.
”Hvad er en labyrint?” spurgte Sille.
”Det er en masse gange, der er sat sammen, og hvis man farer vild i dem, er det næsten umuligt at komme ud.”
”Så det, du siger, er, at vi er faret vild?” spurgte Sille lidt bange. Sigurd ænsede ikke hendes Spørgsmål.
De begyndte at gå, men kom hurtigt til en ny vej, hvor de skulle gå enten til højre eller venstre. De valgte den højre og gik videre. Lidt efter åbnede en stor firkantet plads sig foran dem. I midten af pladsen stod en stor statue. De gik hen til statuen og kiggede lidt nærmere på den. Hovedet af statuen var formet som en tyr, men statuen havde en menneskekrop. Under foden på statuen stod skrevet nogle runetegn. Sigurd tog sin kodebog frem og oversatte teksten.
Der stod:
”Når man er faret vild og uden et råd må man løse sin opgave, man må løse sin dåd:
2 porte, 2 gåder, 2 løsninger I må finde, i fællesskab for at nå midten, og I kan vinde.”
”Jeg har ikke nogen gode råd længere,” sagde Sigurd, ”så måske skulle vi bare gøre, som der står på stenen”.
Sille kiggede rundt omkring på pladsen, og så, at der bagved statuen var en enkelt vej.
”Kom lad os gå den vej.” De fulgte vejen og kom igen til et sted, hvor de kunne gå til venstre eller højre. De valgte at gå til højre. Pludselig kom de til en lille plads, hvor en høj port tårnede sig op over dem. Over porten stod der med runeskrift:
”I skal finde en nøgle for at åbne låsen min, ikke gul, ikke blå, men et blandet skrin.”
”Hvad tror du, det betyder, Sigurd?” spurgte Sille, og kiggede nærmere på porten. ”Der er i hvert fald en stor lås her,” svarede Sigurd. ”Jeg tror, vi skal finde en nøgle et eller andet sted.”
”Den vej vi kom fra, der kunne vi være gået til venstre i stedet for til højre. Måske vi skulle prøve det?” sagde Sille og kiggede på Sigurd. Han nikkede, og skovbørnene gik tilbage til stedet, hvor de var gået til højre.
Vejen til venstre viste sig at være blind, men der, hvor den endte stod fire sokler med hvert sit skrin på toppen.
”Det er nok de skrin, der stod om i gåden. Men hvilket et er det rigtige?” sagde Sigurd og kiggede på skrinene. Det første skrin var blåt, det næste var rødt, det tredje skrin var gult, og det sidste skrin var grønt. Sigurd åbnede hvert enkelt. Der lå en nøgle i samtlige af dem.
Pludselig lyste Sille op.
”Sigurd! Hvad sker der, hvis man blander farverne blå og gul?”
Sigurd smilede. ”Du er genial, Sille!” sagde han. ”Et blandet blåt og gult skrin er selvfølgelig et grønt skrin!”
Felix smuttede straks hen og åbnede det grønne skrin, så Sigurd kunne tage nøglen. Bagefter løb de tilbage til porten for at afprøve nøglen i låsen.
”Den passer!” udbrød Sigurd og drejede den. Med ét gik porten op og fremviste endnu en lang gang.
”To gåder løst! Kun én gåde tilbage – kom lad os skynde os videre.”
Sille, Sigurd og Felix løb ned ad gangen og ind og ud af sving. De kom flere gange til nogle blinde veje, hvor de måtte vende om, men de kunne hele tiden se, at de kom tættere og tættere på midten af labyrinten. Efter et stykke tid stod den endnu en gang overfor en stor port. Den gang, de var kommet ad, var placeret sådan, at porten var til venstre for dem, og til højre for dem, stak en pind ud af væggen. En slags anordning man kunne trække i. Over porten var endnu en tekst skrevet med runeskrift.
”Porten åbnes ved at begge må deltage, men skal en ven mon forblive her tilbage?
”Hvad betyder det?” spurgte Sille. Sigurd trak på skuldrene. Så gik han hen og skubbede til porten. Den rykkede sig ikke.
”Den rykker sig ikke ud af flækken!” sagde han. ”Hvad er den der ting derovre på den anden væg?”
Sille gik over og kiggede på anordningen. Det var, som om man kunne skubbe pinden ned. Sille tog prøvende fat i håndtaget og skubbede til. Straks gik porten op.
”Se porten går op, når man skubber i håndtaget,” sagde hun med en glad stemme, og så slap hun håndtaget for at gå igennem porten, men i samme øjeblik hamrede porten i igen.
”Se håndtaget er gået op igen,” sagde Sigurd og pegede. Han gik hen og tog fat i håndtaget og trak det ned. Porten gik atter op, men så snart Sigurd slap håndtaget, smækkede den i.
”Det er som om, man kun kan komme igennem, hvis man holder fast i håndtaget,” sagde Sille og kiggede på Sigurd.
”Porten åbnes ved at begge må deltage, men skal en ven mon forblive her tilbage?” mumlede Sigurd. Så kiggede han på Sille. ”Det var det, der stod på porten, det må betyde, at der er en af os, der skal blive tilbage og holde fast i håndtaget, så den anden kan fortsætte videre.”
”Jamen det kan man da ikke!” sagde Sille bestemt.
”Det er jo det, der står,” svarede Sigurd.
”Men vi bliver nødt til at holde sammen!” sagde Sille.
Sigurd så ikke på hende, men kiggede på håndtaget og trak det ned. Porten gik op.
”Sille, jeg synes, du skal fortsætte, så kan du komme videre og måske finde en anden vej ud.”
”Nej Sigurd!” sagde Sille med gråd i stemmen. ”Jeg kan da ikke bare efterlade dig her. Det vil jeg ikke være med til!”
”Men der er jo ikke andet at gøre Sille,” protesterede Sigurd. Men Sille ville ikke høre på ham.
Hun gik over til håndtaget, greb fat i det og trak det op, så porten lukkede. ”Jeg synes hellere, vi skal finde en anden vej ud,” sagde hun bestemt.
”Men der er jo ikke nogen anden vej ud Sille, vi farer jo bare vild, og så kommer vi aldrig hjem.”
Sigurd tog fat i håndtaget igen. ”Hvis jeg bliver tilbage, så kan du i det mindste finde en vej ud.”
Han hev ned i håndtaget.
”Jamen jeg vil ikke være alene derinde, Sigurd,” sagde Sille og prøvede at trække op i håndtaget, men Sigurd holdt det nede.
”Slip nu håndtaget, Sigurd!” Hun lagde alle sine kræfter i, og fik håndtaget halvvejs op, men Sigurd blev ved med at skubbe det ned.
”Nej, Sille! Det er den eneste løsning. Slip nu håndtaget.”
Sille og Sigurd kæmpede et godt stykke tid. De trak begge to mere og mere hver sin vej i håndtaget.
”SLIP NU SILLE!” råbte Sigurd og trak hårdere i håndtaget.
Lige pludselige lød et højt knæk, og håndtaget brækkede af, og porten faldt i med et drøn.
”Se nu, hvad du har gjort,” sagde Sigurd, og lagde armene over kors. ”Nu kommer ingen af os ud herfra.”
”Se porten går op!” sagde Sille.
Ganske rigtigt. Porten var lige så stille begyndt at glide op.
”Men håndtaget er jo gået i stykker?” sagde Sigurd undrende.
”Måske var det det, der skulle til,” sagde Sille, mens de sammen gik ind ad porten.
KAPITEL 3
I midten af labyrinten stod otte søjler på en rund, stenbelagt plads. Ved den nederste søjle kunne Sille og Sigurd se noget bevæge sig.
”Der er noget inde bag den dér søjle, Sigurd,” sagde Sille med en bævrende stemme. I det samme lød en prusten, og skridt, som hove mod sten, og fra skyggerne kunne de se noget glimte. Så kom en snude med en stor guldring til syne, dernæst to horn, nogle store mørkeblå øjne i et helt mørkt ansigt. Men det var ikke et helt almindeligt ansigt, for det var en levende udgave af den statue, de havde set tidligere i labyrinten.
Væsnet kom gående frem imod Sille og Sigurd. Det havde et tyreansigt med en ring i næsen, to store horn og nogle pelsede ben med store hove, men brystkassen og hænderne var menneskeagtige. Sille og Sigurd trådte et par skridt tilbage, med
forskrækkelsen malet i ansigterne. Væsnet åbnede munden og med en meget dyb ryst sagde det:
”Vær ikke bange, for jeg er her ikke for at skade jer!”
Børnene blev stående.
”I er blevet fundet værdige, for I har løst alle tre gåder.”
”Hvad er… jeg mener, hvem er du?” spurgte Sille nervøst.
”Jeg en minotaur. Et væsen fra glemte tider. Jeg er her for at belønne jer, fordi I formåede at løse alle labyrintens gåder.”
”Jamen vi har jo ikke løst alle gåderne, vi løste jo ikke den sidste,” brød Sigurd ind.
Minotauren smilede.
”Jamen børn, det var jo lige det, I gjorde,” sagde minotauren og gentog gåden med en melodisk
stemme: ”Porten åbnes ved at begge må deltage, men skal en ven mon forblive her tilbage?”
Sille og Sigurd stirrede på ham.
”Nej, en ven skal ikke forblive tilbage, for man kan kun vinde ved at holde sammen,” sagde minotauren med eftertryk.
Sille sendte Sigurd et stort smil.
”Men sig mig børn, har I lagt mærke til, at der på hver af gåderne har været nogle ord, der er vigtigere end andre?” fortsatte minotauren.
Sigurd tog sin bog frem, og kiggede på de oversættelser, han havde skrevet ned.
”Ja, jeg kan godt huske, at der var nogle ord med streger under,” sagde han og kiggede på det, han havde skrevet.
”I skoven, forsvundet, en gåde, et råd, må løse, i fællesskab for at finde en,” læste Sigurd.
Sille kiggede undrende på ham. ”For at finde en… hvad?”
”Det ved jeg ikke. Der står ikke mere,” svarede Sigurd.
”I skoven, forsvundet, en gåde, et råd, må løse i fællesskab for at finde en TRÅD,” sagde minotauren.
”Dette er min gave til jer børn. I har fundet ud af, at ved at holde sammen og løse gåderne i
fællesskab, finder man en tråd.”
”Hvad mener du med tråd?” spurgte Sigurd.
”Kig ned på din fod, Sigurd,” sagde minotauren med et smil, og da Sigurd kiggede ned, så han en rød tråd, der var bundet omkring sin fod.
”Se Sigurd! Tråden løber tilbage ad den vej, vi kom fra,” udbrød Sille. ”Ja børn,” sagde minotauren
”Denne tråd kan I følge ud af labyrinten, men først vil jeg fortælle jer en historie.”
”Dette er en historie fra det gamle Grækenland, hvor en ond fyrste truede folk med krig, hvis ikke de gav ham offergaver. Fyrsten hed Minos, og
han havde bygget en stor labyrint i kælderen på sit slot på øen Kreta. Her havde han sat et udyr, en minotaur.
Fyrst Minos krævede nu, at alle andre konger og fyrster hvert år skulle sende ham menneskeslaver, som han kunne fodre minotauren med. De fleste gjorde, som Minos forlangte, men ikke prins Theseus, der var søn af Aigeus i Athen. Han syntes ikke, det var i orden, at alle skulle frygte Kong Minos. Han valgte derfor selv at tage til Kreta som mad til minotauren, men han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at blive ædt. Han ville slå udyret ihjel. Theseus’ far prøvede at få ham til at droppe idéen, men det ville Theseus ikke høre tale om.
’Vent på mig på toppen af klippen ved havet,’ sagde han. ’Når mit skib vender tilbage fra Minos
med hvide sejl, vil du vide, at jeg har overlevet. Hvis det vender tilbage med sorte sejl, betyder det, at jeg er død.’ Da Theseus gik fra borde på Kreta, blev han mødt af Minos. Han hånede slaverne fra Athen og spurgte, hvem der ville være den første til at blive ædt af minotauren. Theseus meldte sig, og blev straks sendt ned til labyrinten.
Minos’ datter Ariadne havde imidlertid lagt mærke til Theseus, og var blevet forelsket i ham. Hun sneg sig ned til indgangen af labyrinten, fandt Theseus og gav ham et garnnøgle. Hun fortalte ham også, at selvom han slog udyret ihjel, ville han aldrig finde ud af labyrinten igen.
Derefter gav hun ham en tråd, og sagde, at hvis han bare fulgte den, ville han komme ud. Theseus takkede Ariadne for hjælpen og gik ind
i labyrinten. Efter lang tid fandt han midten, og pludselig stod han overfor minotauren. Det blev en lang ogblodig kamp, men til sidst dræbte Theseus minotauren.
I kampens hede havde Theseus tabt Ariadnes tråd. Han ledte febrilsk efter den, og fandt den heldigvis til sidst. Tråden førte Theseus sikkert ud af labyrinten, og her stod Ariadne for at tage imod ham. Hun var rigtigt glad, og spurgte om hun ikke måtte komme med Theseus hjem og blive hans kone. Theseus blev nødt til at sige ja, men han var ikke glad ved tanken, for hun var ikke så køn. Theseus og Ariadne skyndte sig op til de andre fanger. Sammen fik de alle ombord på Theseus’ skib og sejlede af sted. Da de havde sejlet et stykke tid blev de nødt til at gøre stop på en lille ø for at proviantere. Theseus sendte Ariadne af sted for at købe lidt varer, og så snart hun var ud af syne, satte han sejl og forlod øen. I skyndingen havde Theseus dog glemt at skifte sejl, så det var stadig det sorte sejl, der var hejst, da skibet nåede Athen.
På toppen af klippen stod Theseus’ far Ageius og spejdede, som de havde aftalt. Da han så skibet med det sorte sejl, blev han så fortvivle over, at hans søn var død, at han sprang ud fra klippen og slog sig selv ihjel. Den dag i dag kalder man havet, som faderen sprang ud i for ”Det Ægæiske Hav” opkaldt efter faderen til den utaknemmelige helt Theseus.”
”Det var noget af en historie,” sagde Sille. ”Ja, men der er noget, jeg ikke helt forstår” sagde
Sigurd med undren i stemmen. ”Hvis minotauren i historien blev slået ihjel, hvem er så du?”
”Jeg er fortælleren af denne historie,” begyndte minotauren, ”og det vigtigst er, det man kan lære af denne historie, ikke hvem der fortæller den.”
Sille og Sigurd kiggede undrende på minotauren.
”Det er kun ved hjælp fra andre, at man kan klare sig igennem store prøvelser. Hvis man gør som Theseus, og tror, at man kan gøre alting uden hjælp, og ikke er taknemmelig overfor denne hjælp, så går tingene ikke altid godt.”
Sille og Sigurd nikkede begge. Det forstod de godt.
”Når man hjælper hinanden, kan man i fællesskab finde en tråd at følge,” sagde Minotauren til sidst.
”Tusind tak for hjælpen,” smilede Sille og nikkede imod Minotauren. Så vendte de sig om,
og begyndte at følge tråden ud af labyrinten. Sille havde fat i enden af den, og rullede den sammen til en kugle efterhånden som de gik.
Da Sille og Sigurd efter et stykke tid nåede ud til starten af labyrinten, havde Sille et stort garnnøgle i hænderne.
”Det var godt nok noget af et eventyr.” sagde Sigurd og kiggede på Sille.
”Ja, men nu må vi hellere skynde os hen til kredshuset, og fortælle de andre om det!” svarede Sille.
”Ja men skal vi ikke lige binde tråden fast om en af søjlerne, så kan vi finde tilbage hertil,” sagde
Sigurd. Det, syntes Sille, var en god idé, så de. bandt tråden fast til søjlen og begyndte at gå. Et øjeblik efter var de ude på skovstien, og herfra satte de kurs mod kredshuset. FDF-mødet var næsten færdigt, da de nåede derhen.
”Hej Sille og Sigurd,” råbte leder Kalle. ”Hvor har I været hele aftenen? Vi kunne ikke forstå, hvor I blev af.”
”Vi har været på det vildeste eventyr ude i skoven. Det startede med, at vi fandt den her runesten.” begyndte Sigurd, og så fortalte Sille og Sigurd hele historien om labyrinten og minotauren til Kalle og de andre børn i kredsen.
”Så den der labyrint er gemt inde i skoven?” sagde Tue, da Sille og Sigurd var færdige med at fortælle.
”Ja,” sagde Sille og smilede til ham, ”og man kan finde den, hvis man følger den her tråd.”
”Jamen skal vi så ikke alle sammen tage derind og se labyrinten?” udbrød Tue.
”Det kunne vi da godt. Vi har lige 20 minutter tilbage af mødet,” sagde Kalle. ”Sille og Sigurd kan I ikke følge an?”
Og sådan blev det. Men Sille og Sigurd i spidsen fulgte alle børnene tråden ind imellem buske og træer.
”Nu er vi der næsten,” sagde Sille, da de havde gået et stykke tid, men de nærmede sig ikke noget, der bare mindede om en labyrint. Da de til sidst nåede de frem til enden af tråden, var den ikke længere bundet om en søjle, men om et tykt bøgetræ. ”Men labyrinten skulle være lige her,” sagde Sigurd og rodede fortvivlet rundt i skovbunden.
”Det passer altså. Det var lige her, den var,” sagde Sille.
”Øv, det er bare noget, I har fundet på,” sagde Tue. ”Nu troede jeg ellers lige på det.”
”Jamen den findes altså!” sagde Sille stædigt, men hun blev afbrudt af Kalle.
”Det er rigtigt, Sille. Nogen gange når man er rigtig godt inde i en leg, kan man godt have det som om, det findes i virkeligheden.”
Sille svarede ikke.
”Jeg tænkte, om vi ikke skulle gå tilbage til kredshuset, og få os en kop kakao, inden vi slutter?” fortsatte Kalle og smilede til børnene.
De fleste fulgte efter Kalle, men Sille kunne ikke rigtig løsrive sig. Hun kiggede stædigt ind mellem træerne. Pludselig, i skyggerne bag et træ, var det som om, hun så noget, der bevægede sig. Hun greb fat i Sigurd og pegede i retningen af det, hun havde set. Så fik de begge et glimt af en metalring, og hørte en lille prusten.
Sille og Sigurd kiggede på hinanden og smilede. Derefter vendte de sig om og begyndte at gå tilbage imod kredshuset sammen med de andre. Den røde tråd proppede Sille i lommen.
Andagter
Andagt af: Bettina Alveen og Maria Krogsøe Mienert
INFO OM ANDAGTERNE
”Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”. Dette kan for nogle virke uoverskueligt, og for andre kommer det meget naturligt.
Noget af det, vi er rigtig gode til i FDF, er at lege og bruge vores fantasi sammen med børn og unge. Gennem disse andagter er der plads til både at formidle det kristne budskab og til at bruge sig selv som menneske.
Denne gang er der lagt op til to forskellige andagter, der tager os igennem koder, og det at være faret vild. Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst.
Vi håber, I vil finde glæde og inspiration i andagterne.
NÅR MAN TALER I KODER
Til FDF lærer vi om koder og hemmelige måder at kommunikere på. Læs fortællingen for børnene, og tal med dem om, hvordan koder og hemmelige tegn altid har været brugt til at markere tilhørsforhold til en sag eller en religion. Kom med eksempler børnene kender fra deres hverdag, og slut af med at fortælle om fisken eller korset som symbol for Kristus.
Rækkefølge
Sang: March & Lejr nr. 77 “Troen er ikke en klippe”.
Fortælling om tegn.
Under fortællingen kan børnene tegne en tegning.
Bøn og Fadervor.
Fortælling om tegn
I historien har Sille og Sigurd lige lært en masse om koder til FDF. Det er der rigtig mange, der bruger, når de går til FDF. Vi bruger det mest for sjov og for at være lidt hemmelige - lidt ligesom en hemmelig klub, men for dem, der var de allerførste kristne, lige efter Jesus var død, var det slet ikke for sjov. Det var rigtig farligt at være kristen dengang, for det var romerne, der bestemte i Israel, hvor Jesus kom fra, og de brød sig ikke særlig meget om kristne. De mennesker, der troede på det, Jesus havde fortalt, måtte ikke fortælle det til nogen. Og det var rigtig svært for dem at finde ud af, hvem de kunne stole på. Alle kunne være sladrehanke, der ville fortælle om de kristne til romerne. Derfor måtte de, der troede på Jesus, være meget forsigtige med, hvem de fortalte det til. Faktisk opfandt de nogle koder, så de kunne kende hinanden og stole på hinanden.
Har du mon nogensinde set en tegning af en fisk i en kirke? Måske ikke, men de findes rundt omkring. Fisken var et af de allervigtigste symboler, dengang kristendommen var helt ny - og det er faktisk ikke så fjollet et symbol. På græsk, som minder om det sprog, Jesus talte, kan man nemlig skrive noget med forbogstaverne fra ordet fisk. Man kan skrive “Jesus Kristus, Guds søn, frelseren”. Og det er jo lige præcis det, de kristne tror på. Det er et lille symbol, som faktisk fortæller om hele kristendommen. Det er da smart! Når en kristen stod og talte med en anden om vejret eller noget andet, og han tænkte at den anden måske godt kunne være kristen, så tegnede han stille og roligt en fisk i sandet foran
sig. Hvis den anden så også tegnede en fisk, så vidste de begge, at de kunne stole på hinanden. Hvis den anden ikke tegnede en fisk, så viskede han bare forsigtigt fisken ud igen, og fortsatte med at tale om vejret, om tomater og om alt muligt andet.
Bøn
Kære Far i himmelen. Det er dejligt, at vi ikke behøver være hemmelige om, at vi tror på dig. Vi kan fortælle det til lige dem, vi vil. Det ville være dejligt, hvis det kunne være sådan for alle, men der er stadig nogen, der skal bruge hemmelige tegn, for at holde sig i sikkerhed. Vil du passe på alle dem, der har det svært, kære Gud, for de har mere brug for dig, end vi har. Fadervor...
NÅR MAN ER FARET VILD
I denne andagt har vi kædet det “at fare vild i en labyrint” sammen med at tage dårlige valg i hverdagen. Når man har taget tilpas mange dårlige valg, er det svært at finde en vej tilbage igen. Læs historien for børnene og tal om, hvordan det er at vælge forkert - og hør dem om de måske kan forestille sig, hvordan det må føles at være faret vild i en labyrint af dumme handlinger overfor andre.
Rækkefølge
Sang: March og lejr nr. 39 “Du skal elske din næste som dig selv”.Under fortællingen kan børnene tegne en tegning.
Fortælling om at fare vild. Samtale ud fra spørgsmålene.
Bøn og Fadervor.
Spørgsmål til samtale
Har du prøvet at vælge forkert - så du kom til at gøre nogen kede af det?
Har du prøvet at hjælpe en, der valgte forkert og var streng mod andre, så han eller hun blev sødere?
Hvordan tror du, det må være at komme til at vælge forkert og gøre andre kede af det?
Fortælling om at fare vild
Sille og Sigurd farer vild i labyrinten. Først var det bare for sjov, at Sigurd lige skulle lidt længere ind, men det bliver alvor, da de pludselig ikke kan finde vejen ud. Det er ikke rart at være faret vild. Man bliver lidt bange - og nogle gange, bliver man også lidt vred på sig selv over, at man kunne være så dum at glemme at se sig for. Når man farer vild i en labyrint, er det fordi, man har valgt nogle veje, som ikke var de rigtige – det siger jo sig selv. Men at fare vild i en labyrint, det kan faktisk også være, når man gør ting, de er forkerte overfor andre. Nogle gange kan man komme til at sige grimme ting om andre, komme til at slå, at ødelægge andres ting eller andres lege. Når man gør det, vælger man den forkerte vej og kommer ind i en labyrint, der er rigtig svær at komme ud af. Det er den labyrint, der gør, at man til sidst har svært ved at finde gode venner, der vil lege.
Nogle af dem, Jesus mødte, var godt på vej til at fare vild i labyrinten. Nogle af dem var allerede faret så meget vild, at de aldrig troede, at de kunne komme ud igen. For eksempel er der jo Zakæus. Den onde mand, der krævede penge af alle i byen - også selvom de ikke havde råd til mad. Han ville bare have flere og flere penge og mange af dem brugte han på at få det rigtig godt selv. Ingen kunne lide ham. Først da Jesus kom til byen og snakkede med ham, var det som om, han fandt ud af labyrinten igen, og han gav alle menneskene i byen deres penge tilbage. Der er mange andre historier i Bibelen om mennesker, der vælger forkert og ødelægger tingene for sig selv eller andre. Heldigvis hjælper Jesus dem, og nu sidder han i himlen og hjælper os, så vi kan hjælpe hinanden med at være gode.
Bøn
Kære Far i himmelen. Det er svært at være gode ved hinanden altid. Nogle gange kommer vi til at vælge forkert og gøre noget, der gør andre kede af det. Hjælp os, Gud, så vi ikke forsvinder ind i labyrinten af dumme ting, man kan gøre, men bliver ude og gør alt det bedste, vi kan mod andre. Fadervor...
Aktiviteter
Aktiviteter: Peter Randorff, med inspiration fra legedatabasen og bogen ”Så leger vi lige”.
ET SAMARBEJDSMØDE
Hvis man er fanget i en labyrint, er man nødt til at kunne arbejde sammen og løse problemer i
et team. Til dette FDF-møde, skal børnene følge ”Den Røde Tråd” i og omkring kredshuset. De skal samarbejde om at løse en række opgaver i løbet
af mødet. Inden mødet starter, trækkes den røde tråd mellem alle posterne i og omkring kredshuset. Børnene skal hele aftenen følge denne tråd. Hvis det ikke er muligt at trække en snor rundt, så sæt i stedet en rød tråd op, dér hvor posterne er
Materialer
• rød snor
• diverse billeder
• pløkker
• kopper
• to spande
• vand
GÆT ET FÆLLESSKAB
Gæt i fællesskab, hvor løbet starter. FDFerne får hver et billede af f.eks. vand, sand, badetøj, sten, de skal gætte et sted, hvor alle tingene optræder. Svaret ville så være ”stranden”. Opgaven kan på samme måde laves med kirken, køkkenet i kredshuset eller noget andet.
PACMAN
Marker en passende firkant udendørs, som en del af den røde tråd. FDFerne skal nugå sammen i par, hvor den ene skal have bind for øjnene. Den anden skal guide den blinde ved at råbe hvilken vej, den blinde skal gå. Et af parrene skal være fangere, og resten skal udgå at blive fanget. Alle ”spillere” skal blive indenfor firkanten. Når man er fanget, er man ude af legen, og går ud af firkanten, indtil alle er fanget. Så vælges et nyt fanger-par, og legen kan starte på ny.
KOP PÅ SNOR
Den røde tråd vinkles omkring en række ting. Sørg for at have trukket nogle kopper på snoren, ved at stikke snoren ind i hanken, inden du går i gang. Børnene skal nu fylde vand i kopperne, og trække de fyldte kopper rundt langs snoren, og få i alt 1/2 liter vand transporteret til banens modsatte ende.
MINEFELT-LEG
For at man kan finde ud af en labyrint, skal man være god til at huske. Det skal man også i minefelt- leg. Lav en bane af 4x5, eller 6x5 felter. Planlæg en rute, der kun har én ”sti” fra den ene ende til den anden. Det vil sige, der kun er én rigtig måde at komme fra start til slut. Under de øvrige felter ligger der miner. FDFerne stiller op på række foran banen. Nu skal de efter tur gå ud i minefeltet. Når de træder på et felt, der ikke er en del af stien, træder de på en mine, og må gå om bag i køen. Man må godt hjælpe hinanden ved at sige, hvor man skal gå hen, indtil man er nået helt over på den anden side af feltet, så må
SAMARBEJDSFODBOLD
Den sidste post er en omgang ganske almindelig fodbold, bortset fra at alle FDFerne er bundet sammen med en makker. Således er barn 1’s højre arm og ben bundet sammen med barn 2’s venstre arm og ben. Nu skal de samarbejde om at spille som én person.
GØR SILLE OG SIGURD ENDNU
BEDRE
Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne hør din mening om materialet.
Skriv til os på fdf@fdf.dk og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne. Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad kan føres anderledes?
