Sille og Sigurd
og de islandske juleknægte
Sille og Sigurd – SOM PODCAST
Lyt til historierne om Sille og Sigurd på din foretrukne streaming-tjeneste.
Kære leder
Sille og Sigurd er på juleweekend med FDF-holdet og glæder sig til, at de skal hygge, spise risengrød og lege sneboldkamp. Men midt i det hele banker en ældre dame på døren og spørger efter sine drenge. Herefter bliver det mere og mere fjollet, for… Ja, det kan i jo selv læse jer til, hvad der så sker!
Den lange historie egner sig til højtlæsning på FDF-møderne, hvor du kan læse et kapitel til hvert møde.
Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd og bamsetyven. I det lille hæfte findes en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem.
Bagerst i hæftet er der to andagter. Den ene andagt kredser om juleevangeliet, og den anden andagt handler om, at vi tænder lys for verden. Aktiviteterne er denne gang ideer til, hvad I kan lave på en julelejr. Her er en opskrift på klejner i trylledej og to gode julelege, I kan lege sammen.
God læselyst!
Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf
Redaktion Anders Mårup (forfatter), Louise Heldgaard Bylund fra www.detmedgud.dk (Andagt) og Stina Lykke Hyllested Volf & www. Legedatabasen.dk (Aktivitet)
Tegninger Jakob Kramer
Layout Superego
Tryk Zeuner A/S
Oplag 7000 - ISSN: 1603-4074
Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen slhv@fdf.dk
Her er Sille, og her er Sigurd, og her er historien om de dengang de mødte de 13 islandske juleknægte…
KAPITEL 1
Puf!
Snebolden ramte Sigurd lige på skulderen, og snekrystallerne føg som pulver til alle sider.
Han snurrede rundt på stedet for at se, hvem der havde kastet. Der var helt tomt, bortset fra toppen af en hue, der stak op bag en bakke. Viktors hue!
Sigurd listede rundt om bakken. Den bløde sne dæmpede hans skridt. Han listede sig ind på Viktor for at tage en grufuld hævn! Den venstre hånd med snebolden rejste sig langsomt, klar til at kaste. Nu kunne han se Viktors jakke… Sigurd trak armen helt tilbage og tog det sidste skridt.
Han nåede lige at se Tue, Gry og Viktors grinende ansigter, inden han blev ramt af tre snebolde lige i ansigtet og faldt bagover!
Et øjeblik kunne han ikke se noget og mærkede bare den kolde sne mod sit ansigt og sin ryg. Da han fik viftet sneen fra øjnene, så han Tue, Gry og Viktor, der stod og grinede bag bakken.
“Baghold!” råbte de i kor. “Du gik lige i vores fælde!”
Men pludselig stoppede de med at grine, da de så Sigurds forvirring blive til et listigt smil. Hans øjne kiggede på noget bag dem. De nåede kun lige at vende sig om, før Sille, Anna og Jon kom
hoppende over bakken med armene fyldt med snebolde, som de kastede på de tre forbløffede venner.
“Dobbelt-baghold!” råbte Sigurd tilbage, mens de alle løb grinende rundt i ét stort kaos af snebolde, der fløj til alle sider. Egernet Felix hjalp til fra toppen. Han hoppede rundt fra træ til træ og kastede små snebolde ned i hovedet på alle børnene.
Til sidst lå de i sneen og fik vejret. De havde leget sammen i sneen hver dag, siden Anna og Jon var flyttet ind ved siden af kredshuset. Egentlig kom de fra Island, men deres mor var oprindeligt fra Danmark. Hun havde fået arbejde her i byen, og Anna og Jon var startet på FDF-holdet.
“Du skal passe på med at skyde folk i ryggen, Viktor!” sagde Jon med et snedigt smil. “Ellers pudser Grylla juleknægtene på dig!”
“Grylla hvem?” spurgte Viktor lidt nervøst.
“Grylla! Hun er en stor troldemor fra Island! Hun holder øje med, at alle børn opfører sig ordentligt i december!” sagde Anna.
“Lige som julemanden?” spurgte Gry.
“Hvis bare det var så vel!” sagde Jon. Han klemte øjnene sammen, og så sig fra side til side, inden han fortsatte: “Julemanden giver dig jo bare gode eller dårlige gaver, alt efter hvor flink du har været. Hvis du ikke er flink, så får du en rådden kartoffel af Grylla!”
“Pff!” fnøs Viktor, “skulle det være noget at være bange for? En rådden grøntsag!”
“Jooo,” sagde Anna, “men det er kun, hvis du er lidt uartig! De meget uartige børn, de får besøg af hendes 13 børn!”
“Wow!”, sagde Sigurd. “13! Der må være et vældigt postyr hjemme hos dem!”
“Det er de 13 mest uhyggelige og uartige børn,
som du overhovedet kan forestille dig! De kommer og laver uro i dit hus i december! Men det er kun de meget uartige!”.
Annas stemme var nu næsten en hvisken. De andre børn havde spærret øjnene op, og lænede sig helt frem for at høre. Anna fortsatte med den laveste stemme: “De mest uartige børn… Dem SPISER hun!”, råbte hun. Jon havde i mellemtiden listet sig om bag Viktor, og da Anna råbte greb han fat i Viktor, der hoppede lige op i luften med et kæmpe råb!
“Sådan går det de uartige børn, der skyder deres venner i ryggen!”, grinede Jon, mens han flygtede fra Viktor, der kastede snebolde efter ham!
“Er det virkelig rigtigt, det med Grylla?” spurgte Gry lige så forsigtigt Anna.
“Nej, selvfølgelig ikke!” grinede Anna. “Det er bare sådan noget, som man fortæller børnene på Island! Lige som julemanden og sådan noget!”
“Øh! Julemanden er da for eksempel rigtig nok,” skyndte Tue sig at sige med en sur mine.
“Selvfølgelig,” skyndte Anna sig at svare. “Men selv hvis juleknægtene var rigtige, så bor de jo hele vejen oppe på Island! De er alt for uhyggelige til Danmark.”
“For uhyggelige til os?” sagde Sigurd lidt skeptisk.
“Ja,” sagde Anna. “De 13 juleknægte er noget af det mest uhyggelige, der findes i hele verden!”. Hun huskede pludselig, at hun også var ved at berolige Gry og tilføjede, “Men de bor jo altså bare på Island. Og findes ikke.”
Gry var ikke overbevist.
“Min bedstefar siger altid, at hvis man flytter, så flytter nissen med.”
Anna lagde trøstende en arm om hendes skuldre. “Du skal ikke være bange! Det er jo kun de uartige børn, der får besøg!”
Gry sad og kiggede efter Viktor, der endelig havde fanget Jon. Han prøvede at kaste sne på Jon,
mens de begge lå ned. Jon grinede og grinede, mens han råbte: “Pas på, Viktor! Ellers får du bare en rådden kartoffel af Grylla!”
Det blev hurtigt mørkt, og børnene havde sat sig ind i kredshuset. Deres leder, Kalle, havde skænket varm kakao, og Rasmus, som var med som lederassistent, havde tændt stearinlys, så det var ekstra hyggeligt. Viktor og Jon sad og grinede sammen og diskuterede højlydt, hvem der kunne klare den anden i en sneboldkamp. Gry og Sigurd spillede UNO. De havde rykket bordet helt over til radiatoren, for de var stadigvæk lidt kolde.
De havde juleweekend i kredshuset. Kalle havde fundet nogle forskellige ting frem, som de kunne lave. Tue og Sille prøvede at lave den længste guirlande. Den skulle kunne nå hele vejen rundt i kredshuset, gennem alle rummene.
Der begyndte at lugte dejligt i hele huset. Kalle og Rasmus var i gang med en stor portion risengrød i køkkenet.
Pludselig bankede det forsigtigt på døren. Rasmus kiggede lidt undrende ind i rummet til de andre. Han talte dem alle sammen. De var alle dem, som de skulle være. Han rynkede panden. Mystisk!
Han gik ud til døren og åbnede. Udenfor stod en
lille, gammel dame. Hun kiggede op på Rasmus med venlige øjne.
“Undskyld, at jeg forstyrrer,” sagde hun mildt.
“Det gør sandelig ikke noget,” svarede Rasmus. “Er der noget, jeg kan hjælpe med?”.
Den lille dame strakte hals, og virkede som om hun prøvede at se ind i kredshuset. En stor, sort kat krøb sig rundt om hendes ben.
“Det håber jeg! Ser du, mine drenge er ikke kommet hjem til aftensmad endnu. De kan godt være nogle lømler, så jeg ville se, om de var løbet over til jer!”
“Vi har bare en masse FDFere her, og vi har ikke set nogle andre drenge end vores egne løbe rundt. Bor I her i området?” spurgte Rasmus nysgerrigt.
“Nej, Vi kommer ikke herfra, ser du. Vi er bare på et hurtigt… besøg! Nå, men jeg håber ikke, at de kommer og forstyrrer jer! God aften!”. Den gamle dame rokkede videre ud på vejen, mens hendes kat fulgte efter. Rasmus kiggede tilbage i kredshuset og vendte sig for at sige noget til den gamle dame. Men han kunne pludselig ikke få øje på hende. Han forstod det ikke helt. Så hurtigt synes han ikke, at hun var gået.
“Hvem var det?”, spurgte Kalle ude fra køkkenet.
“Det var bare en gammel dame, der spurgte efter sine drenge,” råbte Rasmus tilbage.
Sigurd var helt færdig. Han havde spist al den risengrød, som han kunne, og så lige to portioner mere. Felix sad midt på bordet med en stor julepølse, for han havde ikke så godt af risengrød. De sad alle sammen og var lidt udmattede efter den lange dag. Men det var så hyggeligt, at ingen havde lyst til at gå i seng.
“Nu skal vi bare finde ud af, hvem der skal tage opvasken,” sagde Kalle.
“Øv!” sagde alle børnene i kor.
“Ikke al den brok,” sagde Kalle. “Hvis man vil nyde, så må man yde! Det er…”
Pludselig udstødte Tilde et højt råb. De andre kiggede hurtigt op. Uden for vinduet stod en lille skikkelse og kiggede nysgerrigt ind. Eller, en hel skikkelse var det ikke rigtigt. Det var mest bare to store øjne og en lang, spids hat! Den forsvandt lige så snart Tilde råbte.
Rasmus stormede ud for at se, hvem eller hvad det var, og alle børnene løb efter. Til sidst løb Kalle, for nu var der alligevel ikke nogen børn at være leder for inde i huset.
Da de kom udenfor, var der ikke nogen. Der var heller ikke nogen spor i sneen, bortset fra deres egne fodspor.
“Hallo,” råbte Jon. “Er der nogen? Hvem står og kigger ind ad vinduerne her i…”
Pludselig kiggede han på Anna, der havde spærret øjnene op. “Det kan da ikke være…”
“Er det en i kender?”, spurgte Kalle. “Der er mere risengrød, hvis de vil ind og…”
“Nej,” sagde Anna. “Det er bare fordi… En af de 13 juleknægte hedder ‘Vindueskigger’ og han står bare og kigger ind ad vinduet.”
“Men… Men juleknægtene er jo ikke rigtige! Var det ikke det, I sagde?” spurgte Tue lidt nervøst.
Jon og Anna kiggede på hinanden. “Selvfølgelig er de ikke rigtige! Og der var jo også kun én. Der er jo 13 juleknægte i alt, og her var bare én.”
Kalle prøvede at berolige dem. “Nå, Det var sikkert bare én, der var gået forkert eller syntes, at det så SÅ hyggeligt ud inde ved os! Lad os gå ind og spise de klejner, som Rasmus har bagt.”
Tanken om Rasmus’ klejner fik hurtigt tankerne væk fra eventuelle islandske nisser, og børnene stormede tilbage.
Men da de kom ind i kredshuset, mødte dem et mærkeligt syn. Midt på bordet stod to små skikkelser. Den ene havde stablet alle de beskidte tallerkener op på den ene side af sig. Den tog så tallerkenerne én for én, slikkede dem rene og stablede dem så i et tårn på den anden side af sig.
Den anden skikkelse kunne børnene i virkeligheden ikke rigtig se. De kunne mest bare se en numse, der stak op af gryden med risengrød. Nede fra gryden kom en masse lyde, der pegede på, at hvem end det var, der var dernede, var i gang med at slikke hver eneste lille rest af risengrød op.
Ved lyden af børnene, der kom ind, stoppede
de to væsner op. Et lille hoved dukkede op fra gryden. Det havde hovedet fuldt af risengrød, der sad i håret og skægget.
“Potteskraber og Grydeslikker!” udbrød Anna og Jon. “De to næste juleknægte!”
KAPITEL 2
“Hvad søren laver I to her?”
Kalle havde sundet sig lidt over det mystiske syn og var nu kommet frem til, at han hellere måtte sige noget.
“Ja, undskyld og undskyld,” peb den ene juleknægt, der sad mellem de to stakke af tallerkener og åbenbart hed Potteskraber. “Vi er her for at skrabe potter og slikke gryder. Vi må hellere introducere os! Jeg hedder Potteskraber! Og det her…”
“Jeg er Grydeslikker!” afbrød den anden juleknægt med en stemme, der bar præg af, at han havde munden fuld af risengrød. “Vi slikker gryder og…”
“Ja tak!” afbrød Kalle, “jeg er med.”
“Selv om jeg har udbredt min virksomhed til også
at inkludere tallerkener,” fortsatte Potteskraber, som om han ikke havde hørt Kalle. “Ser du, man må jo følge med tiden, og tallerkener synes at være det nye…”
“Kan I komme ud herfra! I skal ikke sidde og slikke på vores ting,” sagde Rasmus.
“Det skal du slet ikke tænke på,” gumlede Grydeslikker. “Det er så sandelig en fornøjelse! Vi gør bare vores job!”
Kalle blev lidt forvirret over det svar. “Jeres job? Men hvem har…”
Han blev afbrudt, da Tue pludselig råbte ude fra køkkenet.
“Kalle? Prøv lige at komme herud. Der er noget, du skal se.” Kalle kiggede lidt frem og tilbage mellem de to juleknægte, der kiggede på ham med venlige øjne, og ud mod køkkenet. Han lod juleknægte være juleknægte og gik ud til Tue.
I køkkenet stod kopper og skeer som opvask fra den kakao, de havde drukket tidligere, og som ingen ville tage. Men nu sad der to væsner, der virkede til at være af samme støbning som de to juleknægte i det andet rum.
Den ene sad med en kop, der var vendt på hovedet over sin mund, mens han rystede den for at få de sidste dråber ud. Den anden var i
gang med at slikke alle skeerne rene.
Sigurd kiggede undrende på dem.
“Er I så Kakaodrikker og Skeslikker eller hvad?”
Juleknægten med koppen stoppede, hvad han var i gang med, og kiggede vredt ned på Sigurd.
“Kakaodrikker og Skeslikker… Nu har jeg aldrig!”
“Undskyld,” sagde Sigurd. “Jeg tænkte bare, siden I drak kakao og slikkede skeer, så…”
“Jeg er Mælketyv, om jeg må bede,” hvinede juleknægten. “Og det her… Ja, okay, det er Skeslikker, det havde du så ret i, men altså, jeg er ikke nogen *fnys* kakaodrikker.”
“Men du sad og drak kakao”, afbrød Gry, og fortrød med det samme.
“Der kan da godt være mælk i kakao,” snerrede den fornærmede juleknægt, der åbenbart hed Mælketyv.
“Er I alle sammen bare nisser, der spiser ting, der ikke er gjort rent?” spurgte Tue, der begyndte at se et mønster i juleknægtene.
“Ikke alle sammen,” sagde Skeslikker, der var nået til den sidste ske. Han begyndte at tælle på fingrene mens han tænkte sig om.
“Lad os se, Mig, Mælketyv, Potteskraber, Grydeslikker og lille Stump, selvfølgelig! Det bliver fem! Det er jo ikke engang halvdelen.”
“Hvem er ‘Lille Stump’?” spurgte Sille.
“Han sidder herinde!” sagde Mælketyv, og slog på ovnen. “Lille Stump! Kom ud og hils!”. Der blev ikke svaret, men børnene kunne pludselig se, at der var noget, der puslede inde i ovnen.
“Lille Stump!” råbte Mælketyv. “Altså, det må I undskylde! Han har ikke lært sig alle sine manerer endnu!” Mælketyv sparkede til ovndøren, der gik op, og ud trillede en juleknægt, der kun var halvt så stor som de andre.
Lille Stump krammede en ovnplade tæt ind til sig. Da han endelig holdt op med at trille tog han den op og begyndte at slikke på den. Det var resterne fra Rasmus’ klejnebagning.
Skeslikker pegede på Lille Stump og sagde “Han slikker på alle de ting, der er brændt på. Men så er der heller ikke flere af os, der gør rent.”
Sille synes ikke rigtigt om juleknægtenes idé om at gøre rent. Hun løftede det ene øjenbryn. “Hvad laver de andre så?” Knap havde hun nået at sige det, før der var larm fra køleskabet.
Kalle og Rasmus kiggede på hinanden og sukkede opgivende. De havde mest af alt lyst til at lade køleskabsdøren være lukket og gå og leve i
lykkelig uvidenhed om, hvad der var i køleskabet. Men det gik nok ikke rigtigt, så Kalle tog en dyb indånding og åbnede.
Midt i køleskabet sad en juleknægt. Han sad mageligt mellem al den mad, som FDFerne skulle have resten af weekenden. I hver hånd havde han en yoghurt, som han var ved at tømme.
“Hvad laver du?” spurgte Kalle surt. “Det er jo al den yoghurt, vi skal bruge til morgenmad!”
Den lille mand kiggede lige så surt tilbage.
“Hvad laver jeg?” råbte han. “Hvad laver I! Kalder I det her for morgenmad? Lige siden jeg kom for…”, han kiggede ned på sin arm, hvor andre måske ville have haft et ur, “fem minutter siden, har jeg måttet leve af det her…”, han kiggede ned på etiketten, “Pære og banan! Bvadr!”
Han smed vredt yoghurten ned på gulvet, så det sprøjtede op på alle børnene.
“Hvor er jeres skyr?”
“Vores skyer?” spurgte Viktor forvirret. “De er vel uden for? Oppe på himlen?”
“Nej, skyr,”sagde Jon. “Det er lidt ligesom yoghurt. Vi spiser det på Island. Det her er Skyrspiser”.
“Selvfølgelig,” sukkede Sigurd med himmelvendte øjne. “Stadigvæk ret meget et mad-tema I har kørende.”
“Hvis I vil kalde det her for mad,” råbte Skyrspiser fra køleskabet, hvor han begyndte at åbne alle kartonerne for at finde noget mere spiseligt.
“Hør, med mindre I har en eller anden “Gulvslikker” eller “Køkkenvasker”, så må du altså til at gøre det her rent,” prøvede Rasmus at sige til Skyrspiser.
“Så jeg havde ret!”, sagde Tue. “Det er bare noget med mad?”
BANG!
Døren til køkkenet smækkede bag dem. Foran døren stod en juleknægt med det bredeste, mest
forventningsfulde smil. “Dørsmækker,” sagde Anna og Jon i kor.
“JA!” råbte den nye juleknægt. Han kiggede rundt og ventede på, at nogen skulle grine, klappe eller råbe hurra. Han synes nemlig selv, at det var det bedste smæk med en dør, som HAN nogensinde havde lavet. Men det virkede mest til, at alle var lidt forvirrede. Hvis han ikke vidste bedre, så ville han sige, at de måske nærmest virkede lidt irriterede over, at han havde smækket med døren. Men det kunne ikke passe, for det var et virkelig godt smæk, hvis han selv skulle sige det. Og det skulle han, for der var åbenbart ikke andre, der gjorde det!
Han stod lidt og tøvede. Så trak han fat i det nærmeste barn, der tilfældigvis var Jon. “Undskyld…” hviskede Dørsmækker forsigtigt. “Jeg kunne vel ikke få dig til at åbne døren igen?”
Jon kiggede forvirret på juleknægten og rystede på hovedet. “Nej, Hvorfor dog det?”
“Jo, for så kan jeg smække den igen,” svarede Dørsmækker.
“Det lyder da voldsomt irriterende! Du må da selv åbne den,” sagde Jon.
Dørsmækker kiggede lidt genert ned i jorden og sagde forsigtigt, “Jeg er jo Dørsmækker. Ikke Døråbner. Jeg kan desværre ikke selv åbne dørene. Jeg kan kun smække dem, som andre har åbnet. Vil du ikke nok?”
“Men du smækker den lige så snart, at jeg har åbnet den?” spurgte Jon tøvende.
“Ja, Det var idéen,” nikkede Dørsmækker ivrigt.
“Så har jeg altså ikke lyst,” sagde Jon.
Dørsmækker rykkede meget forvirret hovedet tilbage. Han lignede én, der skulle til at sige noget, men der var alt for mange tanker i hans hoved.
KAPITEL 3
Alle FDFerne havde brug for at tænke sig lidt om, så de lod juleknægtene være i køkkenet og gik ind i det store rum for at få lidt fred. Herinde var Potteskraber og Grydeslikker blevet færdige med gryden og tallerkenerne og lå og slog mave ved siden af en tredje juleknægt, der sad og gumlede på et stearinlys. De kiggede alle tre på et besynderligt optrin midt på bordet.
Felix var kommet i slåskamp med to juleknægte. Begge juleknægte trak i den ene ende af den pølse, som Felix havde fået til aftensmad, mens Felix desperat trak i den anden og kastede ting efter juleknægtene for at få dem til at stoppe.
“Hvem er de så?” sukkede Kalle.
“Det er såmænd Lysestjæler, der spiser lys. De to andre er Pølsesnupper og Kødkrogshapser,” lød en lille stemme ved hans ben.
Kalle lavede et lille hop af forskrækkelse over den lille juleknægt ved hans ben.
“Undskyld, Det var ikke min mening at forskrække dig,” sagde det lille væsen undskyldende.
“Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at du havde en dejlig, tyk sweater på. Er den af ægte uld, om jeg må spørge?”
“Ja,” sagde Kalle tøvende.
“BØH!” råbte juleknægten, lige ind i maven på Kalle, der igen hoppede af forskrækkelse.
Pølsesnupper og Kødkrogshapser gav også et hop, og det var nok for Felix til at få halet pølsen til sig. Den stormede ned ad bordet med de to juleknægte efter sig.
“Hvad skulle det til for?” spurgte Kalle irriteret til den juleknægt, der havde råbt “Bøh”
“Beklager, jeg har slet ikke introduceret mig selv. Jeg er Fåreskræmmer og jeg har prøvet at lede hele jeres hus igennem, men der var ikke et eneste får, jeg kunne skræmme. Så var din uldsweater altså det bedste alternativ,” forklarede Fåreskræmmer.
Sigurd kiggede lidt opgivende på Anna og Jon.
“Fåreskræmmer,” sagde han træt. “De her juleknægte er ikke særligt uhyggelige. De virker mest lidt fjollede.”
“Fjollede?” råbte Anna. “De..:”
BANG! Dørsmækker stod lige bag ved dem med et endnu bredere smil end før! Han kiggede fra ansigt til ansigt. Denne gang måtte de kunne se hans genialitet!
Men hans smæk blev denne gang overdøvet af et kæmpe “AV” fra døren. Døren gled langsomt op, og en kæmpe næse kom til syne. Den var helt blå
der, hvor døren havde ramt den.
“Hvorfor står du også altid der, Sprækkesnuser?” råbte Dørsmækker vredt. Han var ærgerlig over, at Sprækkesnuser (for det var nemlig navnet på den sidste juleknægt) altid ødelagde hans bedste smæk og løb med al opmærksomheden.
Sille kiggede på Anna. “Sprækkesnuser? Fordi han…?”
“Står og snuser ved dørene,” sagde Anna lidt tøvende. Hun kunne måske godt se, at de 13 juleknægte ikke var så uhyggelige i virkeligheden. De havde måske bare virket sådan, da hun var lille.
“Nå, men hvis julen ikke handler om at få nye venner, der måske er lidt underlige…” sagde Kalle, der følte, at han skulle sige et eller andet fornuftigt. Men så stoppede han, for han havde i virkeligheden ikke rigtigt noget fornuftigt at sige, der kunne afslutte en så underlig aften.
“Ja… Så handler den nok om noget andet,” afsluttede han sætningen.
Dagen efter var der liv i huset. Pølsesnupper og Kødkrogshapser sad og nød en pølse med Felix foran radiatoren. Juleknægtene havde slikket alle ting fra morgenmaden rene, så de var klar til at sætte i opvaskemaskinen. Rasmus og Skyrspiser gik og skændtes lidt i køkkenet, mens de gjorde gulvet rent fra aftenen før.
Da børnene gik hjem, kunne de høre Dørsmækker, der jublende løb rundt og smækkede alle dørene i huset, mens Vindueskigger gav dem et sidste blik fra det ene vindue.
Mens de gik og snakkede på vej hjem, stødte de pludselig ind i den gamle dame fra aftenen før. De så hende slet ikke, før hun pludselig stod lige foran dem.
“Godmorgen, i dejlige børn,” sagde den gamle kone mildt. “Har I haft en dejlig nat?”
Børnene var stadigvæk lidt i chok, og de vidste ikke rigtigt, hvordan de skulle fortælle om alt det, der var sket.
Endelig tog Gry sig sammen og spurgte, “Fandt du dine børn?”
“Åh jo,” sagde den gamle dame, mens hun kiggede ned på dem med dybe, kloge øjne. “På en måde. Men jeg var nu aldrig rigtigt bekymret. De finder altid en måde at klare sig på. Jeg er mere bekymret for de steder, de finder at klare sig i.”
Hun blinkede til børnene, som om hun mente,
at de nok forstod, hvad hun mente. Det gjorde de måske lidt.
“Men hvor er det høfligt af dig at spørge,” sagde hun og smilede. “Jeg har faktisk en lille ting til jer, fordi I sådan bekymrer jer.”
Hun rakte dem alle en lille pose fra sin lomme, der syntes meget stor og dyb. Da de åbnede dem, lå der små brød i. De var helt tynde og sprøde, og på hver af dem var der lavet et lille, fint julemønster.
“Løvbrød! Dem fik vi altid til jul på Island,” udbrød Jon og Anna.
De kiggede op for at takke den gamle dame, men hun var der ikke mere. De kiggede sig undrende omkring, indtil de pludselig fik øje på Viktor, der stod og kiggede ned i sin pose med store øjne.
Så tog han hånden ned og fiskede indholdet op: En rådden kartoffel!
Andagter
INFO OM ANDAGTERNE
”Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”. For nogen kan det virke uoverskueligt, og for andre kommer det meget naturligt.
Noget af det, vi er rigtig gode til i FDF, er at lege og bruge vores fantasi sammen med børn og unge. Gennem disse andagter er der plads til både at formidle det kristne budskab og til at bruge sig selv som menneske.
Denne gang er der lagt op til to forskellige andagter. Den ene andagt kredser om juleevangeliet, og den anden andagt handler om, at vi tænder lys for verden. Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst.
Vi håber, I vil finde glæde og inspiration i andagterne.
JUEEVANGELIET
Aktivitet: Læs Lukasevangeliet kapitel 2 vers højt. Imens børnene lytter, skal de notere eller tegne ting, de bider mærke i. Det kan være ord om Gud, Jesus og engle, det kan være forunderlige, mirakuløse, mærkelige, smukke ting, eller ting som er svære at forstå. Der er ikke rigtige og forkerte ord. Det skal være de ting, børnene bider mærke i.
Bagefter kan i tale om de ting børnene har skrevet ned eller tegnet og deres tanker omkring det.
Lederen fortæller
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling
fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.
Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«
De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus,
Andagt af: Louise Heldgaard Bylund fra
som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Bøn
Kære Gud
Tak fordi du i kærlighed har flettet din himmelske verden sammen med den jordiske da du lod din søn, Jesus Kristus, fødes på jord. Tak fordi du for evigt holder fast i det bånd, selv når vi vender dig og vores næste ryggen. Vi beder til, at du vil blive hos os alle dage indtil verdens ende
Vor far, Du som er i himlene, Hellige blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlene således også på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen.
Sang: Et barn er født i Betlehem
VI TÆNDER LYS FOR VERDEN
Aktivitet: I denne andagt skal vi tænde lys for forskellige steder i verden. Når vi tænder lys, er det en måde at bede på. Vi ønsker, at Gud må være til stede, og at mennesker må mærke Guds omsorg og nærvær i mørket.
Alle får mulighed for at tænde fyrfadslys og placere dem på verdenskortet. I kan gøre det løbende, eller I kan skiftes til. Den enkelte må gerne sætte flere lys.
Det kan være fint, hvis man har lyst til at sige lidt om, hvorfor man sætter sit lys på det sted.
Hvis nogen sætter lys, der har med krig, konflikt eller hungersnød at gøre, kan du vurdere, om det er gavnligt at tale lidt om det under lystændingen eller bagefter.
Lederen fortæller Vi skal tænde lys for verden i dag.
Vi har et verdenskort her. Det er hele verden, og I kan nu tænde et lys og sætte det på verdenskortet på det sted, som I tænker på. Det kan måske være et sted, du har været, eller et sted, hvor du kender nogen, eller et sted, du særligt tænker på.
Når vi tænder lys, beder vi faktisk til Gud. Vi siger: Gud, vi tænker særligt på dette sted. Vil du ikke passe særligt godt på dem, der er her?
Gud har lovet altid at være sammen med os. Lige meget hvor vi er i verden. Lige meget hvad vi har lavet. Lige meget hvad vi ikke har lavet.
Hør bare det her lille vers fra Bibelen:“Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Gud er med os alle sammen.
Når vi lægger os til at sove og ligger under vores dyne i mørket, så er Gud sammen med os med al sin varme og lys og hvisker måske et lille: “Godnat.”
Bøn
Kære Gud
Vil du sprede din varme og dit lys på alle de steder, som vi har tændt lys for? Vil du også gøre det alle de steder, vi ikke har tændt lys for? Pas godt på din verden og på os, som er i den
Vor Far, du som er i himlene...
Sang: Du, som har tændt (M&L nr. 44)
Aktiviteter
SØRENS KLEJNER I TRYLLEDEJ
Lederassi stent Søren laver de bedste klejner i verden, men de forsvinder alt for hurtigt, når han sætter dem på juletræet som pynt. Han ved ikke, om det er Felix eller FDF-børnene, der spiser dem, men nu har han fået den gode idé, at lave klejner af trylledej i stedet.
Det tager bare så lang tid, hvis han selv skal gøre det, så han håber, at I vil hjælpe ham!
Du skal bruge
• 2,5 dl hvedemel
• 1,5 dl fint køkkensalt
• 1 spsk. neutral olie
• 1 dl vand
• Maling og ting til at pynte med
• Snor til at hænge dem op med
• En limpistol, hvis der skal klistres ting på klejnerne
Sådan gør du
1. Bland hvedemel, køkkensalt, olie og vand sammen, og ælt det til en dej.
2. Lad dejen stå i 30 minutter.
3. Form trylledejen til klejner (eller andre figurer).
HUSK at lave et hul, hvis de skal hænges op.
4. Klejner og figurer skal bages i en ovn ved 120 grader i 2-3 timer. Når de er kølet ned, kan de males, pyntes og få bånd på.
5. Hæng dem på juletræet eller snyd dine venner med lækre, falske klejner!
MUS
MUS er den ultimative juleleg, og Sille og Sigurd kan lege det i timevis. Nu vil de gerne lære jer det, og det eneste I skal bruge, er en stor pose pebernødder.
• Derefter skal deltageren lukke øjnene, og en af de andre deltagere peger nu på en pebernød.
• Deltageren, som lukkede øjnene, skal nu forsøge at gætte, hvilken pebernød der blev peget på.
• Det gør man ved at tage pebernødderne en efter en og spise dem.
• Når man tager den pebernød, der er blevet peget på, råber de øvrige deltagere ”MUS”.
• Deltageren må nu tage de tilbageværende pebernødder og flytte dem tilbage i sin egen bunke.
• Den, der først løber tør for pebernødder, har tabt, og derefter slutter legen.
PAKKELEG
En anden god leg, I kan lege på julelejren, er pakkeleg. Alle har en pakke med, og I kan justere niveauet op og ned, så det passer med børnenes alder.
Du skal bruge
• Et raflebæger med en terning
• Alle har en pakke med til en pris I aftaler indbyrdes
Sådan gør du
• Alle sætter deres medbragte pakke på midten af bordet.
• I første runde sendes raflebægeret med terningen rundt og alle slår en gang, når det er deres tur.
• Får man en 6’er, må man tage en pakke fra midten.
• Når alle pakkerne er taget fra midten, sættes der tid på, og det er hemmeligt, hvor meget tid der er sat af.
• Når tiden går i gang, går raflebægeret med terningen rundt og alle slår en gang, når det er deres tur.
• Man må stjæle en gave fra hinanden, når man slår en 6’er.
• Når uret ringer, er spillet slut, og man må beholde den eller de pakker, man sidder med.
Sådan gør du
• Legen starter med, at en af deltagerne placerer 5-10 pebernødder foran sig på bordet.
GØR SILLE OG SIGURD ENDNU BEDRE
Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne hør din mening om materialet.
Skriv til os på fdf@fdf.dk og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne. Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad kan føres anderledes?