GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 4 DECEMBER 2016 1

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen, Trine Marqvard Nymann Jensen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: A/Res/71/1 New York Declaration for Refugees and Migrants ISSN:2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang i MARTS 2017 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

Verden har brug for FN, og FN har brug for Danmark, både i ord og handling. Ellers bliver julen aflyst i 2017.

Sådan sluttede lederen i sidste nummer af GLOBAL. Årets jul er ikke blevet aflyst, men det burde den måske have været. Verden svigtede Aleppo, og FN har stadig brug for Danmark.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

Vi har en mission i FN-forbundet, der bygger på vores tro på, at globalt ansvar er lige delt mellem det internationale, det nationale, det lokale og det personlige. Vi tror på globalt ansvar.

Vi har hver især vores… Når vi oplever diskrimination i supermarkedet, når vi hører rygter i gode venners lag, der kan modsiges med fakta, når vi står i stemmeboksen og skal sætte vores kryds.

De politikere, vi vælger, har ansvaret for at leve op til deres løfter; for at leve op til internationale aftaler, der er blevet og bliver indgået - og de internationale organisationer for at minde om og insistere på, at deres medlemslande efterlever deres løfter.

Oven på året der gik, kan det svært at beholde troen på, at det nytter noget.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Tordenskjoldsgade 25, st.th 1055 København K.

I hele Europa vinder en mere og mere fremmedfjendsk og nationalistisk tone frem i den politiske debat og iblandt befolkningerne. I USA er der blevet valgt en præsident, der er skeptisk overfor klimaforandringer, der gentagne gange har udtalt sig dybt racistisk og nedværdigende overfor minoriteter og kvinder. Herhjemme er der gået spin i kvoteflygtninge og konventioner for vores Folketing - for ikke at nævne Aleppo.

Det kan virke, som om vores verden er blevet et absurdteater. Som om, det er ligegyldigt at stå op om morgenen. Men så alligevel…

Den 10. december stod FN-forbundet København på Verdenshjørnet over for Nørrebro Station og talte og quizzede med folk, der kom forbi, om menneskerettighederne – ligesom vi var sammen med vores globale netværk WFUNA og 40 andre FN-forbund om, at sprede budskabet og opfordre vores medlemmer og borgere til at forsvare menneskerettighederne på de sociale medier via #StandUp4HumanRights og #UNAs4HumanRights, som du kan læse om på side 4. Vi nåede tilsammen mere end 8 millioner mennesker.

Det samme var til tilfældet med #1for7billion kampagnen, der førte til valget af Antonio Guterres som FN’s generalsekretær. Det var en ide, der begyndte i det britiske FN-forbund om åbenhed og legitimitet for valget af den, der skal stå i spidsen for FN. Ideen blev til en kampagne i samarbejde med WFUNA og FN-forbund fra hele verden - inklusive os. Støttet af formanden for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft og alt i alt 750 organisationer, der repræsenterede mere end 170 millioner mennesker. Og vi skabte historie.

Det viser, at selv om vi er små, kan vi nå langt - og bredt. Det viser, vi er den folkelige bevægelse for FN. Og at vi ikke bare har noget at kæmpe for, men noget at kæmpe med.

Så lad os alligevel holde fast i julen, gå ind i 2017 med nyt mod på globalt ansvar – og i stedet for at holde det hemmeligt, så dele vores nytårsønske for Verden på #globaltansvar på Facebook eller på Twitter.

Torleif Jonasson Generalsekretær

2

Indhold Nyt fra WFUNA

SIDE 4

Nyt fra FN-forbundet

SIDE 5

Mød FN-forbundet Nordjylland

SIDE 6

Rend mig i konventionerne

SIDE 8

Uacceptabelt, at Danmark ikke deltager i nedrustnings– og våbenkontrolsamarbejdet

SIDE 10

Ny FN-nedrustningskonference i 2017

SIDE 11

Internationalt overblik

SIDE 13

Henrik Døcker anmelder

SIDE 15

3

Nyt fra WFUNA FN-forbundets internationale netværk, World Federation of United Nations Association

”To celebrate Human Rights Day this December 10, 2016, our global network of United Nations Associations (UNAs) came together on social media. Calling upon people around the world to step up and take action to protect human rights, UNAs shared a specially designed Elyx cartoon, created by YAK, Elyx's creator. With the theme "Stand up for Someone's

Forty UNAs joined us for this campaign: Armenia, Argentina, Australia, Belgium, Bulgaria, Canada, Colombia, Croatia, Denmark, DRC, Gabon, Georgia, Germany, Finland, France, Hungary, Iceland, Italy, Ivory Coast, Luxembourg, Mexico, Namibia, Nepal, New Zealand, Nigeria, Norway, Republic of Korea, Russia, Slovenia, South Africa, South Sudan, Spain, Sri Lanka, Switzerland, Tanzania, Uganda, USA, Venezuela, Zimbabwe. Once again, we commend the United Nations Association of France for this initiative.

Congratulations to all of you who participated in the “Stand Up for Human Rights” social media campaign! We collectively reached 8.4 million people!”

Find FN-forbundets poster på facebook.com/FNforbundet.dk

FN-forbundet

@FNforbundetDK

4

facebook.com/FNforbundet.dk

Nyt fra FN-forbundet Hvert andet år afholdes FN-forbundets Landsmøde. Det er her, der evalueres på vores arbejde for globalt ansvar og retningen for det fremtidige arbejde bliver lagt, og det er her, der vælges bestyrelse og repræsentantskab.

Landsmødet er kort og godt den øverste myndighed i FN-forbundet.

I år var vi i Aalborg med Landsmødet den 29. - 30. oktober, hvor ‘Huset i Hasserisgade’ udgjorde rammerne, og hvor en veloplagt landsformand bød velkommen…

”…dansk bistandspolitik har igennem en længere årrække betydet en udsultning’ af FN-systemet (...).

Vi skal i fællesskab sikre, at bæredygtig udvikling også bliver den centrale dagsorden i regeringskontorerne og på Christiansborg. Det kræver mobilisering af de egentlige beslutningstagere – den danske befolkning.

Det er en dansk dagsorden, fordi vi alle – ʻwe the peoples’ – har et fælles ansvar for klodens fremtid.”

Sagde Jørgen Estrup i sin politiske beretning og netop den folkelige forankring af FN på tværs af geografi, alder og køn var et gennemgående tema for Landsmødet - og vil være det i arbejdet, der venter forude for FNforbundet.

Afsættet er godt; med medlemsfremgang og stigning i projektomsætning og aktiviteter landet over, står FNforbundet stærkere i dag, end det har gjort længe. Det er der brug for, for FN og det multilaterale samarbejde er under pres - og vi er den eneste ngo herhjemme, der fremhæver FN og det multilaterale forhandlingssystem som dét sted, hvor nøglen til løsningerne på de globale problemer findes.

”Selvom vi er små, har vi store ambitioner – og vi vokser!”

Det var budskabet fra næstformand Trine Marqvard Nymann Jensen fra talerstolen - og det blev kun bekræftet af det engagement og den vilje til at ville det bedre fra Landsmødets deltagere. Til at ville globalt ansvar.

På Twitter kan du få et overblik over højdepunkterne fra Landsmødet.

På hjemmesiden finder du alle papirerne fra Landsmødet, inkl. den vedtagede Strategi og Handlingsplan og oversigten over vores nye bestyrelse.

På Facebook kan du se billeder fra weekenden i Aalborg 5

Vi bad 5 af vores medlemmer fra FN-forbundet Nordjylland fortælle lidt om sig selv, hvad der fik dem til at engagere sig i det lokale arbejde, hvad det har betydet for dem - og hvad de ser frem til i året, der venter. Mød Kristina Holm Jensen, Finn Reske-Nielsen, Bjarke Zinck Winther, Inge Skjoldager og Holger Hansen…

Jeg er 27 år gammel og oprindeligt fra Esbjerg. Jeg har en bachelor i Engelsk og Internationale Studier fra AAU med et semester på Cape Town Universitet, Sydafrika samt en Master i Migration fra England. Jeg flyttede til København i starten af 2016, grundet praktik hos UNDP. Sidenhen er jeg blevet koordinator samt kommunikationsmedarbejder for Velkomstfesten, fortsat er jeg medie manager for FN-forbundet Nordjylland.

Jeg har altid interesseret mig for FN’s virken og gøren, og menneskerettighederne har været grundelementet i størstedelen af mit akademiske arbejde. Så da jeg hørte, at der var tale om at starte et FNforbund i Nordjylland, så jeg det som en oplagt mulighed for at arbejde for og anskue FN’s arbejde på anden vis.

FN kan for mange være lidt svært at forstå. Dermed så jeg det også som en mulighed at introducere FN’s gøren på et mere lavpraktisk og lokal platform, som forhåbentlig kunne skabe en større relevans og dermed større

interesse.

At være en del af FN-forbundet Nordjylland har betydet en hel del for mig, især kompetencemæssigt. Det har givet mig erfaring i at etablere et forbund helt fra bunden med alle de facetter, det må indebære. Og lettelsen samt stoltheden, når man ser, hvordan forbundet har udviklet sig fra at være en idé til at være i et samarbejde med AAU og flere årlige besøg af FNmedarbejdere, politikere og specialister mm. Ydermere fra social medie strategier til event planlægning og endda være event taler er bare en brøkdel af de områder, jeg har fået kvalifikationer i. Endvidere har mit arbejde hos FN-forbundet Nordjylland betydet, at jeg fik en samtale og endelig en praktikplads hos UNDP. Et af mine kerneområder i FNforbundet Nordjylland har været at skabe et forbund, hvor der er plads til både engelsk- og dansktalende. Dette skyldes, at Aalborg har en stor gruppe af internationale studerende, hvorfor det kunne være en mulighed at samle

FINN

Vest Sahara og Irak. Jeg gæsteforelæser også om FN-relaterede emner på forskellige højere læreanstalter i Danmark.

Jeg er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Jeg har gennem 36 år arbejdet i forskellige dele af FNsystemet i mange lande. Siden min pensionering har jeg udført en række evalueringer af FNmissionerne i blandt andet Darfur,

For det første er der vel en vis ’miljøskade’ som følge af de mange år i FN’s tjeneste, der gør, at jeg gerne vil fortsætte med at slå et slag for FN. Dertil kom, at jeg blev slået af den manglende interesse for FN’s arbejde blandt almindelige danskere, da jeg vendte tilbage til Danmark. Hvor Danmark tidligere var stærkt optaget af FN’s arbejde, ser jeg nu en faldende interesse for det vigtige arbejde, organisationen fortsat gør på områder af afgørende betydning for fremtiden.

Det er vigtigt at kommunikere det ud, så den folkelige støtte til FN’s arbejde kan genoprettes.

Arbejdet i FN-forbundet Nordjylland har været med til at fremme kendskabet til og interessen for FN i brede kredse i området. Ikke 6

KRISTINA

folk på kryds og tværs af nationaliteter, som samtidig vil bidrage til en bredere diskussion samt et indblik i andre perspektiver. Dette er så småt ved at være en realitet, da ’United Nations Youth Association of Denmark’ netop er blevet lanceret i Aalborg. Så jeg ser i den grad frem til at se, hvordan dette arbejde videreudvikler sig i det kommende år. Derudover ser jeg frem til forhåbentlig mere samarbejde mellem Nordjylland og hovedforbundet (endda et mere fælles arbejde imellem lokalforbundene og hovedforbundet), så vi vil arbejde mere som én enhed.

mindst har vores samarbejde med Aalborg Universitet gjort det muligt at nå store grupper af studerende, som forhåbentlig engang vil kunne bruge deres viden om det internationale arbejde, som løftesten til en mere aktiv dansk indsats i FN’s kritisk vigtige arbejde.

Jeg ser frem til adskillige offentlige arrangementer, hvor vi kan fortsætte med at belyse aktuelle emner i FN-regi. Debatmøder med deltagelse af fremtrædende eksperter og politikere kan forhåbentlig fortsat være med til at fremme forståelsen for FN’s vigtige arbejde i en verden, hvor vi alle bliver mere afhængige af hinanden, og hvor vi alle bliver nødt til at tage globalt ansvar.

Som en relativt ny aktivitet håber jeg, at vi får godt gang i skoletjenesten, så vi også kan nå den næste generation - børnene gennem skolerne og gymnasierne.

Jeg er formand for FN-forbundet Nordjylland. Jeg er 35 år gammel, gift med Louise på 6. år og far til Daniel på 3,5 år.

Jeg arbejder til dagligt som ekstern lektor på Aalborg Universitet, hvor jeg hovedsageligt underviser om internationale organisationer. Jeg er meget interesseret i, hvordan militære konflikter opstår, og dermed hvad der kan gøres for at forhindre dem.

BJARKE

Jeg var og er meget interesseret i at arbejde i udlandet på et tidspunkt. Som historiestuderende på universitetet begyndte jeg at interessere mig for FN. Jeg begyndte at tale om FN, og om det at arbejde i udlandet med min familie.

Min hustrus kusine nævnte FN-forbundet for mig. Hun havde selv været medlem af en tidligere eksisterende Aalborg kreds. Jeg så dermed en god mulighed for at engagere mig i noget meningsfuldt, og samtidigt få erfaring med NGOarbejde og at lære mere om FN.

Jeg har også lært en masse om, hvad der motiverer mennesker til at lave frivilligt arbejde, og desværre har jeg også lært, at alt for få har for lidt viden om globale problemstillinger.

Jeg ser meget frem til at vores nye skoletjeneste kommer godt i gang. Jeg har store forhåbninger, da de personer, der kører den, er meget motiverede. Jeg håber og tror også at FN-forbundet vil opleve en medlemsfremgang, og ligeså stille men sikkert blive en mere kendt stemme i debatten om globale problemstillinger.

At være en del af FN-forbundet Nordjylland har gjort det muligt for mig at deltage i en masse spændende arrangementer, og at møde mange spændende og flinke mennesker.

INGE

Da jeg flyttede til Nordjylland i 2006, var jeg så heldig at blive valgt som parlamentarisk revisor for Forbundet, og på et landsmøde fik jeg kontakt til Bjarke, der gjorde mine drømme om en kreds her til virkelighed.

Allerede som 16-årig var jeg politisk aktiv og har været en del af fredsarbejdet, givet fordi jeg oplevede 2. verdenskrig, hvor min far i 3 år var i KZ-lejr, min mor var med i et netværk af kvinder, og hvor flygtningestrømmen også dengang var en del af det samfund, jeg voksede op i.

Det betyder meget for mig at følge med i det flotte arbejde både sekretariatet og de mange frivillige udfører. Det giver mit liv indhold. Jeg bliver aldrig træt af at synliggøre indsatsen i mit politiske bagland for at sikre, at man ikke glemmer, at det ikke vil gå uden NGO’erne. For mig betyder det, at jeg bevarer min energi og tro på, at det nytter, selvom det går med små skridt – så tak til FN-forbundet.

Jeg startede i FN-forbundet i 90’erne som kollektivt medlem og var med i samarbejdet om at bevare NGO’erne i de danske delegationer som Udenrigsministeriet sendte til FN’s Generalforsamlinger. Jeg blev medlem af FNforbundets bestyrelse i 2003 - også dengang var synliggørelse og medlemskampagner på dagsordenen. En af mine drømme var at deltage i de kollektive medlemmers kongresser og landsmøder, sprede FN-forbundet og dets formål ud i det ganske land - og med mine briller ville en afdeling i Nordjylland være en perfekt start.

Jeg håber og tror på, at FN-forbundet centralt fortsætter sit arbejde, fordi de udfordringer, vi har i verden, betyder, at der i den grad er brug for ildsjæle, der til stadighed bider politikerne i haserne. Med den gejst de lokale kræfter har, er jeg sikker på, at Nordjylland-kredsen vil vokse og få gang i samarbejdet med både nye og kollektive medlemsorganisationer og at få skoletjenesten til at udvikle sig og involvere alle uddannelsessteder, herunder Erhvervsskolerne.

Jeg er 62 år gammel og har lige siden folkeskolen interesseret mig for internationale relationer. I folkeskolen oprettede jeg en FN-klub på min folkeskole, hvor vi diskuterede internationale forhold og lavede arrangementer, der genererede penge til udviklingsprojekter. Interessen fortsatte, og det var derfor naturligt for mig at læse statskundskab. Jeg blev medlem af FN-forbundet og senere formand for Århus-kredsen og deltog i det nationale og internationale arbejde i FN-forbundet. Jeg har både været med til at arrangere en All Asian Youth Conference i Indien og arbejdet som JPO hos UNDP i Yemen. Da jeg kom tilbage blev jeg igen aktiv i FNforbundet, nu i København, og blev igen formand. Jeg blev på det sidste landsmøde valgt ind i FN-forbundets bestyrelse.

nerne igen og blev valgt ind i bestyrelsen.

Det har været meget givende at arbejde i Nordjyllandskredsen, der for det meste består af aktive studerende og nyligt færdiguddannede. Det har været spændende at være med til at arrangere interessante debatmøder og deltage i diskussionerne. Jeg har også lært noget nyt om vigtigheden af og teknikken i de sociale medier for at komme bredt ud med vores budskab.

Jeg ser frem til, at vi kommer bredere ud. Dels skal vi have flere medlemmer, der ikke er studerende og dels skal vi være bedre til at samarbejde med de kollektive medlemmer og andre organisationer.

Jeg vendte tilbage til Danmark i 2010 efter en fire års udstationering for udenrigsministeriet i Tanzania og hørte, at der var ved at blive startet en afdeling af FNforbundet op i Nordjylland. Så jeg meldte mig under fa-

HOLGER 7

Rend mig i konventionerne?

Folkeretten og menneskerettighederne står for skud, men de er sejlivede

Af Henrik Døcker

mod FN's ovennævnte menneskerettighedskonvention, således at børn under 18 år kunne idømmes dødsstraf, ligesom konventionens forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling skulle fortolkes efter amerikansk ret. Også dette protesterede Danmark imod. Sager, der forelægges FN's kontrolkomiteer – det være sig vedr. menneskerettigheder, tortur, forskelsbehandling eller andet – afgøres af uafhængige internationale eksperter.

Det møjsommeligt tilvirkede net af internationale aftaler, hvorigennem FN siden sin oprettelse i 1945 har forpligtet staterne indbyrdes og over for deres befolkninger, er blevet noget flosset i kanten, ikke mindst i det forløbne år. Ikke alene diktatorerne lader hånt om dem, større politiske partier byder dem trods. Skal magtbegær og kortsynet nationalisme virkelig undergrave, hvad mange anså for varige forpligtelser og fælles arvegods fra ideer om retsstaten og individets frihed?

FN's folkeretskommission (eng. International Law Commission) har såmænd også været inde på dette emne, med hvad man kan kalde en løftet pegefinger.

Kommissionen er jo ikke mere, end hvad man kan kalde en kvalificeret rådgiver, men immervæk sammensat af 34 folkeretskyndige fra lige så mange forskellige lande, så den er væd at lytte til: Hvad der kaldes en ”efterfølgende aftale” om fortolkning af en traktat på en bestemt måde må således kræve, at alle deltagerstaterne (undertiden kaldet signatarmagterne) er enige heri. Kessing mener ikke, at staterne direkte kan ændre (læs: begrænse) indhold og rækkevidde af en rettighed.

Når romerretten docerede, at ”aftaler skal holdes”, så var det dog med en eftersætning ”under forudsætning af, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt” Pacta sunt servanda, clausula rebus sic stantibus. Det er jo meget enkelt, hvis aftalen er mellem to, typisk to parter i en handel. I staternes indbyrdes ”liv”, og i deres forhold til nutidens internationale organisationer, er der jo mange om aftalerne: Traktaterne, konventionerne, pagterne.. hvad de nu alle sammen hedder. De kan sammenlignes med murstenene i en bygning.

Modsat er fx den europæiske menneskerettighedskonvention siden den kom til verden i 1950 blev forsynet med 16 tillægsprotokoller, der udvider antallet af rettigheder for borgerne, idet hver stat særskilt skal tiltræde den enkelte protokol – Danmark har eksempelvis ikke ratificeret den 12 . tillægsprotokol om forbud mod enhver form for forskelsbehandling.

Dansk Folkeparti har stillet forslag om ophævelse af den særlige inkorporeringslov, som i 1991, ret så enestående, ophøjede den europæiske menneskerettighedskonvention til dansk lov.

Derfor er ideerne om at pille lidt ud af menneskerettighedskonventioner – det som til eksempel ikke passer én over for asylsøgere – en betænkelig affære. Lidt som at vælte et korthus.

FN har eksempelvis 193 medlemsstater, som i større og mindre ”grupper” har tilsluttet sig denne og hin traktat. Ved forringelse af en sådan traktat, hvis en eller flere stater måtte ønske at slippe for nogle forpligtelser, undergraver man i realiteten hele ideen med traktaten. Det er derfor kutyme i international ret (folkeret), at staterne inden tiltrædelse af traktaten har taget de forbehold, de finder nødvendige.

Både Danmark og Storbritannien på krigsstien

Vil en stat ud af en traktat, kan den opsige den, men det forekommer nok et lovlig drastisk skridt – og det kan være vanskeligt at samle politisk flertal herfor i et nationalt parlament. Jamen, hvad så med at melde sig ud og ind igen med et forbehold? Det har den latinamerikanske republik Trinidad-Tobago faktisk prøvet, da den i 1998 opsagde tillægsprotokollen til FN's menneskerettighedskonvention (om de borgerlige og politiske rettigheder) om klageadgang til FN's Menneskerettighedskomité. Tre måneder senere tiltrådte staten så atter protokollen med forbehold om, at dødsdømte ikke skulle have adgang til at klage til den nævnte komité. Danmark protesterede herimod og kaldte det en omgåelse.

Ikke at det umiddelbart kan fritage Danmark for sin folkeretlige binding af konventionen og hermed også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgørelser. Men det falder i tråd med stadige forsøg på at fratage denne domstol dens autoritet, dvs. dens ret til at afsige domme på sine egne præmisser – og hermed være unddraget påvirkning fra de enkelte europæiske stater. Den britiske regering har været inde på lignende tanker – idet den i flere tilfælde tilsyneladende har fundet Strasbourg-domstolens afgørelser for milde. Det vidner fx modstand mod at give dømte for alvorlige forbrydelser stemmeret eller bøje sig for afgørelser om sammenføring af udenlandske familier. Dette sidste er også hyppigt fremført som anke i Danmark, hvor familiesammenføring, som praksis er nu, først kan ske efter tre år - muligvis en krænkelse af menneskerettighedskonventionens art. 8 om respekt for privat- og familieliv. En verserende sag vil afklare dette.

Seniorforsker Peter Vedel Kessing, Dansk Institut for Menneskerettigheder, gør opmærksom på, at den særlige konvention om traktatretten, almindeligvis kaldet Wien-konventionen, foreskriver, at forbehold ikke må være i strid med ”konventionens hensigt og formål”. Det var fx tilfældet, da USA tog forbehold

Frem for ændringer i den europæiske menneskerettighedskonvention drejer det sig nok mere om domstolens fortolkning af de enkelte rettigheder. Således også familiesammenføring, som ikke udtrykkeligt er nævnt i konventionen, men fortolkes ved hjælp af den netop nævnte art.8 Selv om de afsagte domme

Traktater kan opsiges, men reelt ikke indskrænkes efterfølgende

8

(p.t. omkr. 800 om året) principielt kun gælder den eller de lande, der har overtrådt konventionen i hver enkelt sag, formelt ikke binder de øvrige deltagerstater, så retter de sig dog erfaringsmæssigt efter dem. En ny dansk inkorporeringslov kunne teoretisk set tage højde for dette. Men det ville skabe usikkerhed om den fælles -europæiske udvikling af menneskeretsbeskyttelsen, som Europas efterkrigshistorie er udtryk for.

kes det ikke at få dem sat under lås og slå. Eneste kendte undtagelse: Chiles præsident, Augusto Pinochet, som på grundlag af en international arrestordre tilbragte halvandet år i husarrest i London begrundet i hans ansvar for tortur mod og drab på titusinder af chilenere, som var modstandere af hans diktatur. Han undgik en retssag med henvisning til svagt helbred og blev udvist til sit hjemland. En tidligere israelsk efterretningschef, i en periode ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, undgik også pågribelse, da han i 2015 besøgte København for at deltage i en israelsk filmfestival.

Hans tilslutning til og tidligere ansvar for”moderat fysisk pres” mod palæstinensiske fanger udløste et forsøg fra en dansk borger på at få ham tilbageholdt. Så hurtigt maler ”den juridiske mølle” imidlertid ikke.

Men hvad så med FN's menneskerettighedskonvention om de borgerlige og politiske rettigheder (af 1966). Indgår den i ”det politiske stormløb” på disse rettigheder?

Næppe. Betydningen for individer af de afgørelser (eufemistisk kalder ‘synspunkter'), FN’s Menneskerettighedskomité træffer, er beskeden, antallet af dem på årsbasis er under 150. Som for de øvrige FNkontrolkomiteer, som skal våge over diverse FNkonventioners praktiske efterlevelse (FN's antitorturkomité, race-komiteen, ligebehandlingskomiteen etc.), fælder de ikke, hvad der kan lignes ved domme, men fremsætter snarere henstillinger. De kan heller ikke pålægge staternes at betale erstatning ved konventionskrænkelser.

Ofte spil for galleriet Folkeretlige traktaters højtidelige bekendelser til staternes ansvar, særlig manende måske til at opspore, anholde og retsforfølge torturbødler, for slet ikke at tale om folkedrabsansvarlige, lader sig i den virkelige verden sjældent realisere – sådan uden videre. I det hele taget taler folkeretten meget om, hvad stater er forpligtet til uden at det nogensinde, eller i hvert uhyre sjældent, lykkes at opfylde disse forpligtelser. Samtidig med at der ingen konsekvenser er af udeladelsen. ”Det store spil for galleriet” kunne man fristes til at kalde det.

Diktatorer skæver sjælden til folkeretten Uanset disse politisk-juridiske spilfægterier kan man spørge, om de internationale aftaler på menneskerettighedsområdet har bremset stater med repressive tilbøjeligheder til at behandle deres egne borgere bedre, om de har været et bolværk for den personlige frihed, ytringsfriheden, friheden for tortur mv.? Aktuelt må udviklingen i Rusland og Tyrkiet vække stor bekymring – for nu at nævne de to stater, som har negligeret menneskerettighederne grovest. Her er mistroen til udlandet og til tanker, tro og meninger, der adskiller sig fra præsidentens, voldsomst. Den kommende amerikanske præsident Donald Trump har direkte bekendt sig til brug af hårdhændede metoder over for ”statens fjender”, som bringer Bush-tidens amerikanske tortur i Irak og Guantanamo-fængslet i erindring.

Den Permanente Internationale Voldgiftsdomstols afgørelse i den kinesisk-filippinske strid om søgrænserne i det Sydkinesiske Hav, er blevet gennemdiskuteret, både her i GLOBAL og i alskens aviser og blade. Kina gav som bekendt pokker i rettens konstatering af brud på FN's havretskonvention ved Kinas krænkelse af filippinsk søterritorium under dets anlæg af kunstige øer, som altså ikke gav kineserne ret til større bidder af Det Sydkinesiske Hav. Hvorefter Filippinernes utilregnelige præsident Rodrigo Duterte minsandten valfartede til Beijing og ”druknede” retsafgørelsen i en politisk forsoning med kineserne – hans tilsyneladende helt nye venner. En bet for USA, som hidtil havde solidariseret sig med sin gamle allierede i Sydøstasien Filippinerne.

Så meget for folkeretten og dens ”fine” anvisninger på løsning af tvister!

På verdensplan bliver Den Internationale Straffedomstol (ICC) tilsyneladende mindre og mindre populær.

Ikke at den i og for sig har spillet den helt store rolle siden sin faktiske oprettelse i 2002. Den har blot afsagt fire domme (bl.a. for grove brud på den humanitære folkeret, såsom drab, voldtægt, plyndring, tortur og hvervning af børnesoldater). Når stater som Rusland, USA, Sydafrika, vender den ryggen, er det med forskellige motiver: De to her nævnte stormagter har aldrig ratificeret Rom-statutten, som domstolen hviler på.

Sydafrika kom i klemme sidste år, da Sudans præsident Omar al-Bashir var på besøg og begæredes udleveret til retsforfølgelse ved ICC, som følge af en arrestordre, han er undergivet som ansvarlig for folkedrab på befolkningen i den urolige Darfur-provins. Gambia og Burundi har regimer, som også vil fri af sine forpligtelse over for ICC – og have ret til at undertrykke uden evt. indblanding udefra.

Bekymringerne for konventionerne og folkeretten i almindelighed har med andre ord meget karakter af ”teater”. Men det er værd at kæmpe for principper og i det mindste gøre forsøget på at kalde typer som Donald Trump, Rodrigo Duterte, Recep Tayyip Erdogan, Robert Mugabe, Omar al-Bashir til minimal orden.

Hvad enten de er diktatorer eller ”papirtigre”, og hvad enten de nu kommer fra USA, Filippinerne, Rusland, Zimbabwe eller Sudan. Listen er ufuldkommen, for mange andre statschefer tramper på deres befolkninger, uden at FN eller verdensoffentligheden nødvendigvis mobiliseres. Typer, for hvem folkeret og menneske er inderligt ligegyldige, for ikke at sige ukendte. Uden FN, Europarådet, EU og hvad alle de internationale ”ordenshåndhævere” nu hedder, så verden trods alt sortere ud.

Som så ofte før, når personer, mistænkt eller sigtet for alvorlige internationale forbrydelser, er på rejse, så lyk-

9

Uacceptabelt, at Danmark ikke deltager i nedrustnings- og våbenkontrolsamarbejdet Udtalelse fra FN-forbundets Landsmøde 29.-30. oktober 2016

FN-forbundet mener, at det er uacceptabelt, at Danmark ikke længere deltager i det internationale samarbejde om nedrustning og våbenkontrol.

I en tid, hvor flere stater opruster og moderniserer både konventionelt og med atomvåben, er det mere end nogensinde vigtigt, at der udvikles tidssvarende kontrolregimer for international nedrustning og våbenkontrol.

Regeringen besluttede i starten af året, at Danmark ikke længere skulle deltage i det internationale nedrustnings- og våbenkontrolsamarbejde.

Konsekvenserne heraf har for alvor kunnet ses henover sommeren og efteråret, hvor Danmark ikke engang har deltaget med en enkelt repræsentant til store internationale konferencer om våbenkontrol og nedrustning. Det gælder blandt andet den årlige konference for deltagerstaterne i våbenhandelstraktaten, der blev afholdt i august, og den fire uger lange mødesamling i FN’s 1. udvalg om nedrustning og international sikkerhed under FN’s generalforsamling, der er blevet afholdt i efteråret.

Samtidig er Danmarks foregangsarbejde med at udvikle et adfærdskodeks for våbentransporter, der er mangelfuldt reguleret under international lov, gået helt i stå. Arbejdet har været i gang siden 2012, og et udkast til adfærdskodekset ligger klar i en næsten færdigforhandlet form. Men Udenrigsministeriet arbejder nu ikke længere for at afslutte arbejdet på grund af bortprioriteringen af sagsområdet.

Udviklingen er yderst beklagelig, fordi Danmark tidligere har været en aktiv fortaler for bedre kontrol på våbenhandelsområdet. Både Danmarks aktive engagement i våbenhandelstraktatens tilblivelse og pionerarbejdet med at få udviklet et nationalt adfærdskodeks for våbentransport sammen med bl.a. dansk industri har været vigtige og internationalt anerkendte tiltag. Men fra at have været et foregangsland på våbenkontrolområdet, glimrer Danmark nu ved sit fravær ved møderne, hvor alle andre lande, vi sammenligner os med, deltager.

FN-forbundet opfordrer danske politikere til at omgøre beslutningen om at spare Danmarks indsats på nedrustningsområdet væk. Der er tværtimod behov for at styrke Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde om nedrustning, våbenkontrol og ikke-spredning.

10

Ny FN-nedrustningskonference i 2017.

Der gøres atter forsøg på at få atomvåben forbudt internationalt

Af John Kierulf Medlem af FN-forbundets bestyrelse

På en FN-konference i 2017 vil der blive gjort et nyt forsøg på at få vedtaget et folkeretligt bindende forbud mod atomvåben. FN's Generalforsamling vedtog et forslag om en sådan konference i oktober.

Hensigten med konferencen er, at deltagerlandene i mødet enes om et sådant forbud, så alle atomvåben -besiddende magter med tiden afskaffer dem. Danmark er imidlertid ikke med på dette.

til, at der aftales et internationalt forbud mod atomvåben.

Atomvåbenstaterne og deres allierede, som er beskyttet af ”atomvåbenparaplyen”, herunder Danmark, vil efter al sandsynlighed boykotte forhandlingerne på konferencen til næste år. Man kan derfor med rette spørge, om et forbud mod atomvåben, som atomvåbenstaterne ikke er bundet af, så overhovedet vil få nogen betydning. Selvom disse lande ikke deltager i konferencen og i vedtagelsen af en aftale om at forbyde atomvåben – og dermed ikke vil være folkeretligt forpligtet af forbuddet mod atomvåben – vil en sådan aftale alligevel kunne få stor politisk betydning for det langsigtede, internationale arbejde med at reducere og som endemål afskaffe alle atomvåben.

Resolutionen blev fremlagt i Generalforsamlingens 1. udvalg (nedrustningsudvalget) af 34 ikkeforpligtede lande. Blandt forslagsstillerne var også tre vestlige lande: Østrig, Irland og New Zealand.

Resolutionen blev af udvalget vedtaget med 123 stemmer for, 38 imod og 16 afståelser. Blandt de lande, som stemte imod, var atomvåbenstaterne USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Israel, samt 24 andre NATO-lande, inklusive altså Danmark.

Verdens atomvåbenbeholdning reduceret med tre fjerdedele siden 1985

Årsagen til, at Danmark stemte imod resolutionen, er vores medlemskab af NATO og dermed Danmarks solidariske tilslutning til NATO’s Strategiske Koncept, hvorefter NATO’s afskrækkelsespolitik og -strategi er baseret på en passende blanding af nukleare og konventionelle kapabiliteter. Ifølge NATO’s atomvåbenpolitik vil NATO forblive en nuklear alliance, så længe der eksisterer atomvåben. Forud for afstemningen lagde USA et kraftigt pres på de øvrige NATO-medlemslandes regeringer for at sikre, at alle medlemslandene ville stemme imod. Det eneste NATO-land, som ikke fulgte de 27 andre NATO-landes negative stemmer, var Nederlandene, der afstod.

Blandt de øvrige lande, som afstod på resolutionen, var Kina, Indien og Pakistan.

Bestræbelserne på at opnå international enighed om vedtagelse af et folkeretligt bindende forbud mod anvendelse af atomvåben blev indledt allerede i 1961, hvor FN’s generalforsamling vedtog en resolution (nr. 1653) med titlen ”Erklæring om forbud mod anvendelse af nukleare og thermo-nukleare våben”.

Generalforsamlingen erklærede i resolutionen, at anvendelse af atomvåben er en overtrædelse af FNpagten, i modstrid med reglerne i folkeretten og i menneskeretten og en forbrydelse mod menneskeheden og civilisationen. Siden da har generalforsamlingen vedtaget talrige resolutioner om at forbyde atomvåben. De lande, som har atomvåben, har konsekvent stemt imod disse resolutioner og undladt at opfylde resolutionernes anbefalinger.

Når det er den danske regerings officielle politik, at Danmark går ind for nedrustning – også af atomvåbnene – burde den logiske danske holdning til resolutionen, om at indlede forhandlinger om et forbud mod atomvåben, være at stemme for et resolutionsforslag herom. Danmark burde efter min mening ikke modsætte sig, at der indledes forhandlinger om et atomvåbenforbud, uanset atomvåbenstaternes modstand herimod. Fra dansk side burde man i det mindste have forholdt sig neutral i afstemningen ved enten at afstå eller helt undlade at deltage i afstemningen i overensstemmelse med den danske regerings beslutning fra begyndelsen af 2016 om, at Danmark ikke længere skal deltage i det internationale samarbejde om nedrustning. Men nej – desværre har den danske regering i realiteten stemt nej

Selv om antallet af atomvåben i verden er blevet reduceret kraftigt fra ca. 65.000 nukleare sprænghoveder i 1986 til godt 15.000 i dag, fortsætter alle atomvåbenstaterne med at udvikle nye våben og modernisere deres eksisterende våben – i modstrid med forpligtelsen i traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) til at forhandle i god tro om atomvåbennedrustning. Denne forpligtelse blev på ny bekræftet på NPT-gennemgangskonferencen i 1995, og er siden hen blevet gentaget hvert år i resolutioner fra FN’s generalforsamling.

Det store flertal af lande i verden, som ikke har atomvåben eller er beskyttet af atomvåbenstaternes nukleare strategier (bl.a. NATO’s), er i stigende grad

11

ved at miste tålmodigheden med atomvåbenstaterne på grund af deres manglende opfyldelse af forpligtelsen til at indlede forhandlinger om nedrustning af atomvåbnene. Denne forpligtelse blev på ny fastslået i en beslutning fra NPTgennemgangskonferencen i 1995, hvor atomvåbenstaterne bekræftede deres forpligtelse til atomvåbennedrustning.

andre lande, som har afgivet tilsvarende erklæringer.

Derfor tog Domstolen kun stilling til de tre nævnte landes påstande om, at der ikke forelå nogen retstvist. Kendelsen i relation til Indien og Pakistan blev vedtaget med 9 stemmer for at afvise sagen og 7 stemmer for at antage sagen.

Et flertal af FN's medlemslande går ind for atomvåbenforbud

Atomvåben udgør fortsat en reel – og efter mange eksperters opfattelse – stigende trussel og den største, akutte fare for hele menneskeheden. Ligesom andre særligt inhumane og skadevoldende våben, som er blevet forbudt, fordi de også rammer uskyldige civilbefolkninger og medfører unødige lidelser, herunder biologiske og kemiske våben, antipersonel landminer og klyngebomber, bør atomvåben også forbydes. Den totale afskaffelse af atomvåben er den eneste garanti for, at disse masseødelæggelsesvåben aldrig mere vil blive anvendt.

Bestræbelserne på at få vedtaget en folkeretligt bindende aftale om et forbud mod atomvåben har derved lidt et stort tilbageskridt. Dommerkollegiet i ICJ bestod af dommere fra de fem NPTatomvåbenstater og Indien, samt NATOmedlemslandene Italien og Slovakiet. Det er derfor nærliggende at antage, at ICJ’s afvisning af Marshall -øernes sagsanlæg var mere politisk motiveret end baseret på folkeretlige argumenter.

Såfremt Den Internationale Domstol havde accepteret, at der forelå en retstvist, som kunne behandles af ICJ, og havde givet Marshall-øerne medhold i påstandene, havde atomvåbenstaterne imidlertid ikke kunnet tvinges til forhandlingsbordet eller pålægges sanktioner af FN’s sikkerhedsråd for ikke at efterkomme ICJ’s dom. Forslag herom ville uden tvivl være blevet blokeret af vetoer fra de fem faste medlemmer af sikkerhedsrådet, som er sammenfaldende med de fem NPT-atomvåbenstater.

Lilleputstat afvist af Den Internationale Domstol i sag om atomnedrustning En mikrostat i Stillehavet har i øvrigt forsøgt sig med en international retlig prøvelse af atomvåbenstaternes pligt til atomnedrustning. Det drejer sig om republikken Marshalløerne i Stillehavet (180 kvadratkilometer), der imidlertid i oktober fik afvist et sådant søgsmål for Den Internationale Domstol i Haag (ICJ). Baggrunden for at det netop var Marshalløerne, der anlagde sagen, var USA’s i alt 67 atomprøvesprængninger i østaten i perioden 1946-1958.

Den samlede sprængkraft af alle disse prøvesprængninger er blevet beregnet til at svare til sprængningen af 1½ Hiroshima-atombombe hver dag i 12 år.

Alligevel kunne en domfældelse af atomvåbenstaterne have fået stor normativ betydning som en legitimering af opfattelsen blandt det store flertal af FN’s medlemslande om, at anvendelse af atomvåben er ulovlig i henhold til den humanitære folkeret og sædvaneret, og derfor bør forbydes – ligesom det er sket for de to andre kategorier af masseødelæggelsesvåben: biologiske våben og kemiske våben, som blev gjort totalt forbudt ved konventioner herom af henholdsvis 1972 og 1993.

Sagen var anlagt mod alle de ni lande, som har atomvåben – deltagerstaterne i ikkespredningstraktaten USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, samt Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea, som ikke har tilsluttet sig NPT-traktaten.

Marshall-øernes nedlagde ikke påstand om erstatning, men ville simpelthen have en dom fra ICJ om, at atomvåbenstaterne har overtrådt deres forpligtelser til atomnedrustning, og at disse lande inden et år fra domsafsigelsen skal indlede forhandlinger i god tro med henblik på at vedtage en konvention om nedrustning af deres atomvåben.

Sagen blev afvist af proceduremæssige årsager, idet Domstolen ikke så sig kompetent til at behandle den. Stemmerne i dommerpanelet fordelte sig med 8 dommere for og 8 dommere imod (inklusive den franske retspræsident for ICJ, hvis stemme blev afgørende) Domstolen fandt, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at der forelå en retstvist mellem parterne, og at ICJ derfor ikke var kompetent til at behandle substansspørgsmålet i sagen.

Blandt de indstævnte lande er det kun Storbritannien, Indien og Pakistan, der har afgivet erklæring om at acceptere ICJ’s domstolskompetence i relation til

12

INTERNATIONALT OVERBLIK

ved Henrik Døcker

Sydsudan-FN-styrkernes militærchef fyret af Ban Ki-moon Den kenyanske generalløjtnant Johnson Mogoa Kimani Ondieki, chef for FN's fredsstyrker i Sydsudan (UNMISS), er blevet afskediget, efter at en uafhængig undersøgelse har afsløret, hvordan FN-soldaterne ikke ordentlig forsvarede den lejr, hvor FN's stab, hjælpearbejdere og lokale opholdt sig, da den i juli blev angrebet med både drab, voldtægter, mishandlinger og røverier til følge. Det var da borgerkrigen i den unge stat blussede op igen, og utrygheden bredte sig blandt de i alt 27.000 mennesker, der havde søgt tilflugt i lejren. Der manglede ifølge undersøgelsen styr på tropperne, således at de kenyanere, kinesere, etiopere, nepalesere og indere, der indgår i den 1800 mand store styrke, modtog modstridende ordrer. 73 blev dræbt og 182 bygninger ramt af kugler, morterer og granater. Kenya følte krænket herover og begyndte kort efter Ondiekis afskedigelse at trække sine 1000 mand fra UNMISS tilbage. Kamphandlingerne skyldtes de fortsat voldsomme spændinger mellem præsident Salva Kiir og hans tidligere vicepræsident Riek Machar.

FN-hjælp til Yemens millioner af nødstedte FN har afsat 58 mio. $ til det borgerkrigshærgede Yemens nødstedte, hvor af 10,3 mio. er værst stillet. FN's Humanitære Hjælpekontor (OCHA) er på grundlag af Den humanitære Fællesfond (The Humanitarian Pooled Fund) ved at iværksætte 31 projekter til uddeling af mad, sikre ordentlig ernæring og sundhedspleje i det hele taget, vandforsyning, sanitet og andre fornødenheder. Hertil kommer indsatsen fra ni private organisationer (ngo'er) til sammenlagt 7 mio. $, femten internationale ngo'er til 28 mio. $ og seks FN-institutioner til 23 mio. $. Men nøden er så stor, at der uanset den vidt forgrenede indsats er brug for yderligere penge, idet kun 58 pct. af det hjælpearbejde, der var forudset for 2016, er blevet finansieret. 3 mio. af befolkningen er fordrevet fra deres hjem på grund af krigshandlingerne. Yemen er praktisk taget brudt sammen, eftersom mindre end en tredjedel af befolkningen har adgang til sundhedspleje eller medicinsk behandling, halvdelen af landets hospitaler og klinikker virker ikke.

Nye skrappe sanktioner mod Nordkorea FN's Sikkerhedsråd vedtog i december nye økonomiske sanktioner mod Nordkorea pga. dets atomprøvesprængninger i september. De skønnes at kunne koste regimet i Pyongyang over 800 mio. $ om året, hvad der svarer til en fjerdedel af landets eksportindtægter. Det går i første række ud over Nordkoreas kuleksport, som ifølge eksperter skønnes at indbringe 1 mia. $ om året. Sanktionerne vil besnære denne eksport med 60 pct. Andre reducerede eksportindtægter kommer fra kobber, nikkel, sølv og zink. Hertil må regnes den indbringende eksport af bronzestatuer. 11 statsansatte nordkoreanere er blevet underkastet rejserestriktioner, samtidig med at de sammen med 10 statslige institutioner har fået indefrosset aktiver i udlandet. Atomprøvesprængningerne og affyring af missiler antages at have beløbet sig til 200 mio, $, men det samlede udgifter til atomvåbenprogrammet er oppe på omkr. 1 mia. $.

FN-undersøgelse mod sex-krænkende FN-soldater afsluttet FN har afsluttet den interne undersøgelse af de seksuelle krænkelser, medlemmer af FN's stabiliseringsmission i Den Centralafrikanske Republik (MINUSCA) har gjort sig skyldige i. FN's Interne Tilsynskontor (OIOS) har identificeret 16 FN-soldater fra Gabon og 25 fra Burundi, der i alt har forgrebet sig på 139 ofre, hvoraf 25 var mindreårige. De seksuelle kontakter har så resulteret i otte fadderskabssager, hvoraf de seks er kommet fra de mindreårige. Formelt betegner FN sex-krænkelserne som ”mulige”, idet de videre retsskridt over for soldaterne påhviler hhv. Gabon og Burundi, der er orienteret om deres identitet. FN har imidlertid afkrævet de to landes regeringer svar på sanktionerne mod deres soldater i løbet af blot to uger. Findes soldaterne skyldige efter en retslig prøvelse, vil deres ansvarlige militære foresatte blive udelukket fra at blive udsendt i andre fredsmissioner. FN har i kraftige vendinger fordømt de seksuelle overgreb fra såvel militært som civilt personel.

Første ICC-dom for krænkelse af kulturarv Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har for første gang afsagt dom i en sag om ødelæggelse af kulturarv, nemlig mod den maliske jihadist Ahmad al-Faki al-Mahdi, som fandtes skyldig i at have beordret ødelæggelse af flere hundrede år gamle monumenter i den gamle karavaneby Timbuktu. I alt ni mausoleer og en moske – den berømte Sisi Yahia-moske - havde han være med til at ødelægge, hvad der ifølge domstolen var en krigsforbrydelse. ICC-statutten nævner udtrykkelig ødelæggelse af bygninger, der er uden betydning for krigsførelse, herunder kulturmindesmærker, som en krigsforbrydelse. Det indbragte al-Mahdi, der tilstod forbrydelsen, ni års fængsel. Ødelæggelsen fandt sted juni-juli 2012, da religiøse fanatikere hærgede landet og reelt udløste en borgerkrig. Der er tale om mindesmærker af kulturel og religiøs betydning fra det 16. og 17. århundrede, som er på UNESCO’s verdensarvliste. UNESCO har siden genopbygget de ødelagte mausoleer og moskeen.

Vidt arbejdsfelt for FN's Atomenergiagentur Generaldirektøren for FN's Atomenergiagentur (IAEA), japaneren Yukia Amano, opridsede på en konference i december nogle af organisationens mangesidede opgaver. Således kunne IAEA i maj notere sig ikrafttræden af en vigtig ændring til den bestående konvention om fysisk beskyttelse af atomart materiale, således at den beskyttelse af internationale transport af nukleart materiale, der fremgik af konventionen, udvidedes til også at omfatte den nationale brug, oplagring og nationale transport af det, såvel som beskyttelse af atomanlæg mod sabotage. Den internationale nukleare fysiske beskyttelses-service, IAEA har leveret igennem 20 år, har således materialiseret sig i 75 missioner til 47 lande - i 2016 eksempelvis seks missioner. I de sidste seks år har IAEA uddannet 10.000 politifolk, grænsekontrollører og andre offentligt ansatte i at forebygge og afsløre smugling af nukleare og andre 13

radioaktive stoffer. IAEA rådgiver endvidere regeringer, herunder politiet og industrivirksomheder i at beskytte atomanlæg mod cyber-angreb.

Hvert femte barn er borte fra sin hjemegn i CAR I Den Centralafrikanske Republik (CAR) er hvert femte barn drevet bort fra sin hjemegn på grund af den væbnede konflikt mellem de muslimske Séléka-oprørere og den såkaldte Anti-Balaka-milits, i det væsentlige bestående af kristne, der har raset siden 2012. FN's Børnefond UNICEF oplyser, at i alt 850.000 mennesker, over halvdelen af dem børn, er flygtninge enten i deres eget land eller i nabolandene. Et hjælpeprogram til 3 mia. $, baseret på støtte fra FN, EU og Verdensbanken er ved at blive stablet på benene. I alt 468.000 indbyggere i CAR er flygtet til Cameroon, Den demokratiske Republik Congo (Congo-Kinshasa) og Congo (Congo-Brazzaville). UNICEF har trods de fortsat urolige tilstande iværksat et uddannelsesprogram for 1300 lærere, ligesom organisationen vil forestå genopbygningen af 172 helt eller delvist ødelagte skoler.

Arabiske stater fratager nu politisk genstridige borgere deres statsborgerskab Flere småstater i den Arabiske Havbugt (’golfstater’ofte kaldet) har gjort sig bemærket ved barske metoder mod borgere, der ikke blindt følger deres herskers politiske linje. Frihedsberøvelse, pasinddragelse, straf til voldtagne kvinder er blot nogle eksempler på indgrebene. En nyere sanktion er inddragelse af statsborgerskab – med statsløshed over de formastelige til følge. Bahrains sunni-dominerede styre har således frataget 21 personer fra shiaflertallet af befolkningen statsborgerskabet på grund af deres deltagelse i demonstrationer til fordel for det såkaldte ”arabiske forår”. Nabostaten Kuwait har tildelt 120 af sine borgere en tilsvarende skæbne. Dette er sket inden for de sidste par år. Qatar har dog rekorden: Denne østat har siden 2004 gjort over 5000 af sine borger statsløse. De statsløse er bragt i en umulig situation: De kan ikke eje huse eller biler, have bankkonti, blive lovmæssigt gift, sende børn i skole… Der er for resten også stater i Europa, der – uanset FN’s statsløsekonventioner og FNverdenserklæringens ”løfte” om statsborgerskab til alle, gør noget lignende, heriblandt Storbritannien. Det kan ikke undre, at anklager om ”terrorisme” er et hyppigt påskud for det vældige indgreb.

FN forlænger våben-embargo mod Somalia og Eritrea FN's Sikkerhedsråd har forlænget våbenembargoen mod Somalia og Eritrea indtil 15. november 2017, samtidig med at det forlængede Den særlige Monitoreringsgruppe for de to stater til 15. december næste år. Der er et påtrængende behov for at få forbedret sikkerhedssituationen i Somalia, hvad Den Afrikanske Unions Mission i landet (AMISOM) skal bidrage til, ved registrering af alt det militære udstyr, som beslaglægges i forbindelse med væbnede sammenstød, hedder det i resolutionen. Foruroligende er terrororganisationen Al-Shabaabs hærgen, herunder dens evne til at skaffe sig indtægter fra Somalias naturressourcer, beskatning fra ulovlig handel med sukker, andre landbrugsprodukter og kvæg. Im- og eksportforbuddet for trækul er vigtig at opretholde. Også i Somalia er korruption en plage, som såvel AMISOM som Somalias myndigheder må bekæmpe, påpegede rådet. Qatar har engageret sig for at få frigivet en gruppe fanger fra Djibouti efter kamphandlinger mellem Eritrea og Djibouti tilbage i 2008. Efter løsladelse af nogle djiboutiske fanger tidligere på året resterer et mindre antal. Hvad angår Eritrea, udtalte Storbritannien fordømmelse af regeringens manglende samarbejdsvilje, som i praksis har "bundet det internationale samfunds hænder". Sanktionerne kan derfor ikke hæves. FN's Monitoreringsgruppe har ikke fået adgang til landet.

Stadfæstelse af livstidsdomme for Røde Khmer-ledere Appelkammeret til Særdomstolen for Cambodja har stadfæstet de domme på livstidsfængsel, som to af terrorbevægelsen De Røde Khmerers ledere blev idømt august 2014. Det drejer sig om den 90-årige Nuon Chea, tidligere vicegeneralsekretær for Kampucheas (dav. navn for Cambodja) kommunistiske parti, og den 85-årige Khieu Samphan, tidl. præsident for Kampuchea. Anklagepunkterne mod dem var talrige, men sammenfattende dømtes de for forbrydelser mod menneskeheden ved tvangsevakueringen af Phnom Penh i 1975, hvorunder tusinder omkom og andre tusinder led ubeskriveligt uden mad, vand og sanitet under høje temperaturer. Mange civile blev uden videre henrettet. De Røde Khmerers rædselsregime tog livet af mellem 1,5-2 mio. mennesker i løbet af ca. fire år. Særdomstolen, der er sammensat af både cambodjanske og udenlandske dommere, blev ved sin dannelse støttet af FN, men sorterer ikke under herunder. Domstolen har yderligere fire sager under behandling.

Naturkatastrofer koster omkr. 520 milliarder $ om året Oversvømmelser, jordskælv, tsunamier og andre særligt ødelæggende naturkatastrofer koster verden sammenlagt omkr. 520 milliarder $ om året, har Verdensbanken beregnet. Der kan gøres en del for at forebygge, hvis viljen og pengene er der, men disse omstændigheder understreger behovet for at afbøde virkningerne af den globale opvarmning, understreger banken. Dens præsident, Jim Kim, sagde ved klimatopmødet i Marrakech, at de kan true de fremskridt, der ellers i de senere år er opnået gennem fattigdomsbekæmpelse og forebyggelse af naturkatastrofer. Den tropiske orkan Agatga i 2010 øgede fattigdommen med 14 pct. og sænkede forbruget med 5,5 pct.

Men der er også oplivende data: Feks. i Kenya, hvor landmænd blev bistået i forebyggelse og virkningerne af en udbredt tørke, og i Pakistan, hvor oversvømmelsesofre fik betydelig økonomisk støtte.

Gabon og Ækvatorial-Guinea indgår aftale om grænsedragning for omtvistede småøer Ækvatorial-Guinea og Gabon er efter godt 40 års stridigheder enedes om, hvordan de skal dele suveræniteten over tre små øer i Corisco-bugten nord for Gabons hovedstad Libreville. Interesserede olieselskaber er herved igennem en længere årrække blevet afskåret fra at søge efter olie i farvandet mellem øerne. De to vestafrikanske republikker er hårde konkurrenter på oliemarkedet, og det er just olieforekomster i dette farvand, der ligger bag territorialstriden. Gabon, hvis oliefelter udnyttes af det franske selskab TotalFinaElf, producerer for tiden 250.000 tønder olie om dagen, Ækvatorial-Guinea, tidligere spansk koloni, er oppe på 350.000 tønder, der i det væsentlige udvindes af de amerikanske selskaber ExxonMobil, Amerada Hess og Marathon. Gabon med 1,2 mio. indbyggere har et bruttonationalprodukt pr. indbygger på lidt under 5000 euro, men Ækvatorial-Guinea med 500.000 indbyggere har et tilsvarende bruttonationalprodukt på 7000 euro pr. indb.

14

Henrik Døcker anmelder…

Journalistisk historiefortælling om Eksjugoslavien Steen Ramsgaard: Krigen i Europas baggård – Historien om Jugoslaviens sammenbrud, 415 sider, Lindhardt og Ringhof Det forekommer måske ikke at være så længe siden. Alt det dér med krigene på Balkan og Jugoslaviens totale sammenbrud plus opsplitningen i i alt syv nye republikker. Men så komplekst det hele var – og er – må det hilses velkommen, at journalisten Steen Ramsgaard her har skaffet overblik i denne bog med et væld af spændende enkeltheder om et blodigt opgør med vidtrækkende politiske implikationer som fortsat kilde til mange spekulationer.

Men jeg kunne ønske mig nogle overordnede konklusioner og en mere detaljeret holdning til begivenhederne fra forfatterens side.

Kald dem bare ”de 17 bud”!

17 bud på en bedre verden, (red. af Stig Tackmann, Kr. Kampmann & Henrik Skovby), 198 sider, Gad ”De 17 bud” har nogle originalt døbt de 17 nye FN-mål for en bæredygtig udvikling frem til 2030. I denne lille bog har så 17 personer af forskellig nationalitet givet deres bud på, hvordan disse mål (måske) kan realiseres.

Det forsømte arabiske forår Rasmus Alenius Boserup: Efter foråret – forandringer i arabisk politik, 192 sider, Gyldendal Det er værd at læse cand. mag. Rasmus Boserup som én af Danmarks velorienterede og velformulerede Mellemøsteksperter. Hans facit er mistrøstigt, samlet som det – kortfattet – er: Staterne veksler mellem despoter og terrorister. Dog mener han, at store dele af de arabiske landes befolkninger fortsat ønsker og sætter deres lid til forandringer bort fra militært understøttede diktaturer.

Hovedvægten ligger naturligt på Egypten, som Alenius er særdeles fortrolig med. Udviklingen her – fra Morsi til Sisi – har unægtelig budt på nogle vældige kolbøtter, fra Det Arabiske Broderskabs kortvarige magtposition til folkemassernes frontalangreb på den magtarrogante Morsi, vedføjet domstolenes bitre fejder med ham.

Skæbner fra den ukrainsk-russiske front Matilde Kimer: Krigen indeni, skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine, 320 sider, Politikens Forlag Matilde Kimer har vundet et navn blandt uforfærdede kvindelige journalister, som bringer deres eget liv i fare for at rapportere fra én af verdens farlige magtopgør: Det i Ukraine. Ind imellem mange Ukraine-rejser, fuld af drama, har hun så fundet tid til at skrive denne bevægende reportage-bog, hvorigennem læseren et stykke tid kan følge enkelte ukraineres skæbne.

Den letlæste og velskrevne bog giver et meget levende indtryk af stort mod og stor offervilje hos det unge Ukraine – besindelsen på at forsvare en ung nation, som lider under pres fra sin mægtige russiske nabo.

Spændende indblik i kulturarvens retlige beskyttelse – nationalt og internationalt Ditlev Tamm: Kulturarven, 242 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Krig og kriminalitet ødelægger og nedbryder vores kulturarv, men bestræbelserne på at imødegå dette er omfattende nu om dage. Denne bog bringer så for første gang på dansk en samlet fremstilling af alle de regler, der gælder såvel i Danmark, som på det internationale plan, bl.a. gennem UNESCO. Det er en stor mundfuld, retshistorikeren, professor Ditlev Tamm, her håndterer, men han synes i besiddelse af en uendelig trang og evne til at formidle historisk-juridisk stof og dét på et særdeles kvalificeret niveau.

Slaveriets lange, barske historie Dick Harrison: Slaveriets historie, 458 sider, Informations Forlag Slaveri påkalder sig væmmelse og afsky hos de fleste, der hører om det – måske også en anelse vantro. Eksisterer det virkelig stadigvæk? Læsere af GLOBAL vil vide, at ILO, FN's arbejdsorganisation opgør, at antallet af slaver i verden i dag andrager 21 mio. Denne betydningsfulde bog, skrevet af den svenske historiker Dick Harrison, tager de helt dybe spadestik og medtager kun lidt om den helt aktuelle situation, men spændende er det at få belyst, hvordan begrebet antages at være opstået.

Læs anmeldelserne i deres helhed på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger.

15

Fordi vi tror på globalt ansvar.

Bliv medlem.

Ved at blive medlem støtter du vores arbejde for bl.a. at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN. Jo flere vi er, jo stærkere vores stemme.

Som medlem får du  muligheden  vores  en  det

får at deltage i et eller flere af vores netværk i Aalborg, Aarhus eller København

medlemsblad, GLOBAL, der udkommer 4 gange om året,

månedlig mail med overblik over fyraftensmøder, konferencer og andre arrangementer kan også være du har lyst til at være aktiv i vores Skoletjeneste?

Læs mere om os og vores arbejde på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk eller find os her

FN-forbundet

@FNforbundetDK

facebook.com/FNforbundet.dk

16