Kronik

Er det forskerne eller lærerne, der skal bestemme, hvordan vi underviser?

Lærernes forberedelsestid er kortere end tidligere. Derfor bliver de nødt til at undervise efter evidensbaserede praksisvejledninger, der er udarbejdet af forskere og ikke af lærerne selv. Vejledningerne foreskriver indhold og metode og kræver ikke meget selvstændig undervisningsplanlægning.

KRONIK

AF MARIA DAMGAARD HØEGH, LÆRER OG CAND.PÆD.SOC.

Hvem skal bestemme, hvordan lærerne skal undervise?

Det spørgsmål er relevant i disse år, hvor lærerne i stigende grad følger evidensbaserede praksisvejledninger i stedet for at skabe deres egne undervisningsforløb.

Billedligt talt er lærernes opgave blevet at samle Ikea-møbler i stedet for at designe egne, der passer til forskellige behov.

Praksisvejledningerne er ofte udarbejdet af forskere. Fælles for mange af vejledningerne er, at de er funderet på evidens. Det betyder kort sagt, at forskerne har undersøgt og dokumenteret, at deres praksisvejledninger generelt foreskriver »det, der virker« og garanterer »best practice«.

Praksisvejledningerne matcher den nye arbejdstidslov, hvor lærerne har mindre forberedelsestid. Hvis lærerne blot følger vejledningerne, hvilket kræver mindre forberedelse, vil de i princippet kunne udføre »best practice« inden for den kortere forberedelsestid.

Nu skal lærerne kunne implementere

På læreruddannelsen blev vi undervist i at omsætte didaktisk og pædagogisk teori til vore egne undervisningsforløb. Der var ikke mange trin for trin-metodevejledninger til, hvordan vi kunne gøre det, »der virker«. I dag har forskningens praksisvejledninger fundet vej til læreruddannelsens pensumlister. Det er nødvendigt, da disse er en væsentlig del af en moderne lærers vidensgrundlag. Nutidens læreruddannelse handler i høj grad om, at lærerne skal blive kompetente til at implementere metoder og undervisningsforløb, som dokumenterbart virker.

I takt med den reducerede forberedelsestid oplever jeg et stigende udbud af »klar til brug«-praksisvejledninger i form af både readymade undervisningsforløb og forskrifter for undervisningsmetode, som kommer til at foreskrive, hvilken undervisning lærerne udfører. Det er positivt, at der forskes i undervisning. Resultaterne bør bare ikke diktere, hvordan lærerne skal undervise, men i stedet klæde lærerne bedre på i forhold til at skabe egne undervisningsforløb.

Den nuværende udvikling tegner et billede, hvor forskningen bestemmer i klasselokalet, og hvor de enkelte lærere reduceres til arbejdere, der punkt for punkt udfører vejledninger.

Færrest kritikere af metoden i undersøgelse

Ovenstående bekymringer ledte til, at jeg i udarbejdelsen af et speciale har undersøgt, hvordan underviserne på læreruddannelsen underviser lærerstuderende i forhold til disse vejledninger.

Undersøgelsesresultaterne viser, at der blandt undervisere på læreruddannelsen overordnet findes to forskellige idealer for fremtidens læreres implementeringsfaglighed, altså fagligheden i forbindelse med at implementere forskningens viden i praksis ud fra vejledningerne.

Et mindretal af læreruddannelsens undervisere mener, at lærerstuderende skal uddannes til at forholde sig kritisk og selvstændigt til praksisvejledninger. De underviser således, at lærerstuderende lærer at gennemskue forskningsresultater og de enkelte praksisvejledningers formål. De underviser deres studerende i videnskabsteori, og de kvalitetsvurderer forskningsmetoderne bag vejledningerne sammen med deres studerende. På den måde lærer deres studerende at forholde sig kritisk til praksisvejledningerne og være i stand til at modificere dem efter behov.

Det viser sig dog, at størstedelen af underviserne på læreruddannelsen forholder sig mere pragmatisk til praksisvejledningerne. De øver og træner evidensbaserede forløb og metoder med deres studerende. De mener, at en god lærerstuderende er en studerende, der kan følge og implementere vejledningernes forskrifter for »best practice«. Kan en studerende det, har vedkommende udvist evnen til at reproducere det, forskningen har dokumenteret »virker« – på baggrund heraf anses de for at være på vej til at blive professionelle lærere.

Læreruddannernes to tilgange kan resultere i, at der fremover vil komme to forskellige typer af nyuddannede lærere ud på landets skoler. Den ene type er den, der vil være i stand til at forholde sig kritisk

til det, »der virker«, imens den anden type vil være god til at udføre det, »der virker«.

Den første type af lærere har det problem, at der med en kortere forberedelsestid ikke nødvendigvis er tid til at forholde sig kritisk til praksisvejledninger. Vi står altså i en situation, hvor vi skal spørge os selv, om landets lærere skal have mere tid til at forholde sig kritisk og selvstændigt til forskningens praksisvejledninger, eller om vi skal lade forskningen fratage lærernes autonomi i forhold til at vurdere, »hvad der virker«, for at opnå »best practice«.

Maria Damgaard Høegh er uddannet kandidat i pædagogisk sociologi, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus. Hendes speciale, »Læreruddanneres holdninger til evidens i læreruddannelsen og dennes indflydelse på undervisningspraksis«, er en undersøgelse af, hvordan undervisere på læreruddannelsen forholder sig til praksisvejledninger. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af 21 kvalitativt indsamlede interview med undervisere fra læreruddannelsen i Aarhus, disse er sammenholdt med kvantitativ faktoranalyse, hvor de 21 holdninger fordeles i klynger. Maria Damgaard Høegh er uddannet lærer og har arbejdet som indskolingslærer på Læssøesgades Skole i Aarhus.

KRONIKKEN

Fagbladet Folkeskolen bringer normalt en kronik i hvert nummer. Som hovedregel er kronikken skrevet på redaktionens opfordring. Hvis du gerne vil skrive en kronik til bladet, vil vi bede dig sende en helt kort synopsis på cirka ti linjer med kronikkens hovedpointe og hovedargumentation, som redaktionen kan tage stilling til. Skriv til folkeskolen@folkeskolen.dk