Studerende kommer i praktik hos ph.d.er

De finske lærerstuderende kommer ud på skoler, som prøver nye metoder af, og hvor lærerne forsker.

TEKST SEBASTIAN BJERRIL OG PERNILLE AISINGER

FOTO PERNILLE AISINGER

»It is nothing out of the ordinary«. Tiårige Unni blinker en ekstra gang bag de tykke runde briller. Han finder spørgsmålet om, hvordan det er at blive undervist af lærerstuderende, fjollet, og han kan heller ikke se, hvorfor han skulle lade sig forstyrre af, at der lige nu er fem voksne i klassen plus journalist og fotograf. »It is always like that«, siger han på sit grammatisk korrekte engelsk med kun en anelse ekstra rumklang på vokalerne i forhold til sit finske modersmål. Han vil hellere bare tilbage til sit forsøg og finde ud af, om kork flyder bedre end pap.

Hans dag på Viikin Skole er startet med to timer religion, hvor han og kammeraterne har haft deres klasselærer, Sirkku Myllyntausta, som de har i alle fag. Men efter pausen har de to lærerstuderende Elina Sofronjuk og Matias Hänninen taget over. De er her i seks uger, og i dag underviser de i naturfag. Temaet er vand, og til Unnis store glæde har de bedt eleverne samle de små stolepulte til gruppeborde og stillet forskellige forsøg op på alle borde. Han hopper af utålmodighed på stolen for at komme i gang.

Sirkku har på forhånd godkendt de studerendes plan for undervisningen. »Inden de studerende kommer, præsenterer jeg dem for, hvilke områder af læseplanen vi skal dække, og så kommer de med et oplæg til, hvad de gerne vil arbejde med og hvordan. Ofte præsenterer jeg dem for andre metoder, og vi diskuterer, hvad der fungerer. Men det er dem, der bestemmer, hvilken metode der passer dem bedst. Min opgave er at få dem til at reflektere og beslutte sig, det er sådan, man vokser som lærer«, fortæller Sirkku Myllyntausta.

Hun har været lærer i 38 år – de seneste år på Vikiin Skole. En såkaldt øveskole, hvor lærerstuderende fra universitetet i Helsinki har to tredjedele af deres praktik. Her bærer mange af lærerne rundt på ph.d.-titler, og når tiden ikke bliver brugt på at undervise elever eller vejlede lærerstuderende, finder lærerne også tid til at forske. Kombinationen af en femårig akademisk uddannelse og koncentrerede praktikforløb er helt rigtig, mener hun. »Det er meget vigtigt, at de har en stærk akademisk baggrund. Man kan mærke, at de har forstået teorierne og kan bruge dem til at reflektere over, hvad der sker i klassen, og tage beslutninger ud fra det. Dertil kommer praktikken, og jeg får også mails fra tidligere praktikanter, som gerne vil komme og observere undervisning inden for et bestemt felt eller interviewe eller prøve noget af med børnene til deres speciale«.

Alle lektioner bliver diskuteret

Eleverne lytter opmærksomt til lærerstuderende Matias Hänninens forklaring og skotter forventningsfuldt til hans makker, Elina Sofronjuk, der stiller små kar med vand, lodder, snor og korkpropper frem på bordene. Det er ikke første gang, de arbejder ud fra designmodellen, hvor de selv stiller spørgsmål inden for et emne og derefter researcher sig frem til svaret.

De to lærerstuderende har fulgt deres femugersplan, men skal også dagligt sende Sirkku en detaljeret plan for næste dags timer, som de når at få feedback på inden timerne. »Jeg er nødt til at vide i detaljer, hvad de har tænkt sig at gøre, for det er jo ti timer om ugen i fem uger, og jeg har studerende flere gange om året, så det er mange af elevernes timer. Og det er mit ansvar, at de lærer det, de skal. Jeg skal også kunne vise forældrene, hvad de arbejder med, og de studerende skal hele tiden have feedback på, hvad de gør«, forklarer Sirkku.

For Matias og Elina betyder det meget, at de løbende kan diskutere og justere deres planer med Sirkku. De får en tilbagemelding efter hver lektion plus cirka en times samlet feedback ved slutningen af dagen. Begge er de på tredje år af uddannelsen.

Parat til at undervise

»Efter denne praktikperiode føler jeg mig klar til at undervise. Det giver så meget mere at være ude i skolen, end når man er på universitetet«, fortæller Matias Hänninen. Han ville egentlig have været professionel fodboldspiller, men knæene holdt ikke. Og da en af hans medspillere var lærer og fortalte godt om studiet og faget, blev han inspireret.

Elina Sofronjuk startede også i et andet fag og nåede at læse tre år, før hun fandt ud af,

De lærerstuderende Matias Hänninen og Elina Sofronjuk får feedback efter hver lektion af praktiklærer Sirkku Myllyntausta.

at hun ikke havde lyst til at arbejde som arkitekt. De nåede begge at søge ind flere gange på lærerstudiet, før de endelig blev optaget på klasselæreruddannelsen, hvor man bliver uddannet til at undervise i alle fag fra 1.-6. klasse. »Jeg læser også til matematiklærer for de store. Der er mangel på matematiklærere, og det er godt at have et fag, man er specialiseret i«, fortæller Elina.

Elina ville ikke have søgt ind, hvis læreruddannelsen ikke var en universitetsuddannelse. Og de er enige om, at det betyder meget, at de er godt uddannet. »Det er et meget populært fag. Og vennerne kan sagtens forstå, at jeg gerne vil være lærer. Det passer godt til mig, og det har et godt ry – også fordi det er så svært at komme ind«, fortæller Elina.

Eleverne går op i forsøgene med liv og sjæl, og på et tidspunkt stiger støjniveauet i en af grupperne, fordi pigerne hepper på deres vand for at få det til at koge.

Sirkku, som ellers har holdt sig observerende bagerst i klassen, går helt roligt hen til pigerne og husker dem på reglerne for arbejdet i grupper.

Det er også en del af hendes feedback til de to lærerstuderende efter timen. »Masser af ros! I har fulgt jeres plan, og eleverne arbejder rigtig godt. En enkelt ting, jeg kan sige, er måske, at det er en god ide at huske dem på vores samarbejdsregler, inden de går ud i gruppearbejde. Men de har lært en masse på de her to timer om fænomenet vand, og det afspejler fint den måde, jeg gerne vil have, at de arbejder på – at de undersøger, diskuterer, ser, hvad der sker, og reflekterer. Meget fint«.

Underviserne følger undervisningen

Efter spisefrikvarteret er endnu en voksen kommet til. Det er Arja Kaasinen, ph.d. og seniorlektor i didaktik og biologi ved læreruddannelsen i Helsinki. Hun er på besøg for at observere de studerendes praktikundervisning og sætter sig og gennemgår deres plan for timen, i forhold til det hun ser.

Matias og Elina begynder timen med at huske eleverne på klassens regler for gruppearbejde. Eleverne er allerede i fuld gang med diskussionerne, og Unni er begejstret for det nye forsøg, hvor han undersøger, hvordan sukker, salt og olie opfører sig, når det rammer vandoverfladen i gruppens petriskåle.

Klasseværelset bruges til alle fag, så der er et klaver i hjørnet, limegrønne køkkenskabe og -vaske på den ene kortvæg og verdenskort, tal og en lang orm med ord på den anden. I et hjørne står et højt skab med billedkunstmaterialer og ovenpå ligger religionsplancherne.

Da børnene er færdige med forsøgene, trækker de på et øjeblik bordene fra hinanden og er klar til at evaluere. »Det var awesome!« siger Unni. »Jeg tror, det har været den bedste lektion på hele året«.

Matias og Elina stråler, og Sirkku og Arja udveksler smilende nik.

Sirkku slutter timen af og næsten hvisker, så alle bliver helt stille. Eleverne stiller sig i kø, afleverer deres mappe til hende, siger hej hej og smutter ud ad døren. »I fik superfin feedback fra børnene – jeg fik næsten tårer i øjnene«, siger Arja til de to lærerstuderende, som sætter sig ned, mens undervisningsassistenten Lisa rydder det sidste af forsøgene væk.

Hun går igennem, hvordan de gik til opgaven, og hvad der foregik. Får dem til at reflektere over, hvordan de greb det an. Det hele i en motiverende og anerkendende tone. Ikke et ord om noget, de har gjort forkert. »Det var meget fine eksempler og virkelig gode praktiske aktiviteter. Børnene var glade, og det var tydeligt, at de gerne ville lære. Jeg så en dreng og en pige, der fortsatte med at diskutere og afprøve, hvad der skete, når de puttede en mønt i vandet. Det var et klasseeksempel på, hvordan man lærer naturfag. Har I selv ideer til, hvad I kunne have gjort anderledes?« »En del af pigerne blev uvenner, fordi de alle ville gøre det samme. Jeg tænker, at vi skulle have været tydeligere med, hvordan de skulle arbejde sammen. Og så var det skidt, at vi ikke nåede at gå igennem forsøgene samlet. Det kunne vi have planlagt bedre«. »Sådan er virkeligheden. Men I kan jo gøre det som det første, næste gang I har dem. Og i forhold til pigerne kan det være en ide at give dem forskellige roller, så alle prøver at være nøgleperson i et af forsøgene«.

Arja er sikker på, at børnene vil fortælle om timerne, når de kommer hjem. »Og det er det bedste, for når de tænker over tingene efter skolen, så bruger de hukommelsen og forstår det, og hvis de har flere spørgsmål, så kan det være, at de spørger deres forældre eller går ud og researcher videre. Og så har I virkelig opnået noget fint«.

Unnis ivrige stemme går i hvert fald klart igennem fra gangen, hvor han fortæller en kammerat fra en anden klasse om lodder, vand og korkpropper. Unni elsker undervisning efter designmodellen, hvor han får lov til at eksperimentere. At få besøg af forskere og lærerstuderende er ren hverdag for den tiårige elev.