Sprog er da en gave

SPROG

er da en gave

Begrebet tosproget har fået klang af ballade og brug for hjælp. Men seks unge har fået vendt selvbilledet med hjælp fra deres fransklærer. Nu rejser de rundt på skoler og fortæller børn, hvor stolte de skal være over deres ekstra kompetencer.

TEKST PERNILLE AISINGER

FOTO HUNG TIEN VU

Jasmina og Sahar går i dag i gymnasiet, Imane og Samaleh går i 10. klasse, og Tommy går i 9. klasse. Men de vil alle gerne bruge deres ekstra sprog fremover. Samaleh som politimand, Imane som sportsjournalist, og Sahar vil arbejde med kommunikation mellem lande, som ikke forstår hinanden.

TEKST PERNILLE AISINGER

FOTO HUNG TIEN VU

De tre unge piger er travlt optaget af at klippe Wise Words-klistermærker ud, som de om lidt skal dele ud til indskolingseleverne. Men drengene Tommy og Samaleh har fået øje på to små drenge på legepladsen udenfor, som er kommet op at slås. Egentlig er alle i venteposition, inden de fem unge skal holde oplæg for indskolingen på Ørkildskolen. Men der er ingen lærere i skolegården, og man kan ikke komme igennem den direkte glasdør, så Samaleh reagerer. Han løber omkring og skiller de to kamphaner ad. Den ene er rasende og slår ud til alle sider. Men Samaleh taler med ham og når at få ham lidt ned, inden skoleleder og lærer kommer til, for drengen forstår tydeligt alt, hvad Samaleh siger til ham. »Det er første gang, jeg har prøvet det«, siger Samaleh tilbage blandt kammeraterne, som roser ham. Han ryster lidt på hovedet, og så er han klar til endnu et oplæg om fordelen ved at kunne flere sprog sammen med Tommy, Jasmina, Sahar og Imane.

Jeg var bange for at tænke på persisk

I dag er fem af de unge fra gruppen på besøg på Ørkildskolen for at fortælle om det fede ved at kunne flere sprog. De er hver især vokset op med en følelse af, at det at være tosproget var noget, man skulle skamme sig over. Men da de i 7. klasse mødte fransklærer Gro Caspersen, gik det op for dem, at de mange sprog, de har med hjemmefra, er en kæmpe styrke. Det gjorde så stort indtryk, at de nu tager omkring til skoler sammen med Gro Caspersen for at bringe budskabet videre til andre børn. »Jeg har gået på jeres skole og haft jeres matematiklærer Filip. Jeg kan huske, at jeg var megabange for, at jeg skulle komme til at tænke på persisk, for så ville stykkerne sikkert blive forkerte«.

Det var fransklærer Gro Caspersen, der fik åbnet elevernes øjne for, at det at være tosproget ikke er noget, man skal skamme sig over. »I kan vise klistermærkerne til jeres forældre og fortælle dem, at man bliver klog af at tale mange sprog«, sagde Samaleh til de små elever.

De 100 sæt børneøjne følger Sahar opmærksomt, og børnene hujer henrykt, da hun spørger, om de kender Tidsrejsen. »Jeg ville ønske, at jeg havde sådan en tidsmaskine, for så kunne jeg rejse tilbage og fortælle mig selv, at der intet var at være bange for. Tværtimod er det en kæmpe gave at kunne mange sprog! Man bliver ligefrem klog af det«.

De mange små ansigter fra 0., 1., 2. og 3. klasse ser på hinanden, nogle lidt overraskede, andre med et smil.

Tommy forklarer, at nu vil de gerne høre, hvilke sprog børnene kender. »Er der nogen, der taler arabisk?«

En dreng rejser sig – først tøvende med dukket hoved, men da de fem tjekkede unge på scenen roser ham, løfter han langsomt hovedet, et smil breder sig og lyser hele hans ansigt op i et stolt grin. De unge fortsætter med fransk, albansk, persisk, grønlandsk, vietnamesisk, og flere og flere kommer op at stå og lytter opmærksomt for at høre, om deres ekstra sprog også er en gave. Flere af de rent danske børn forsøger at finde på sprog, de kan. »Jeg er lidt af en fynbo«, siger en. »Det er imponerende, at I kan så mange sprog. I er ikke tosprogede, I er flersprogede. Det betyder, at når I bliver voksne, så er der mange, der gerne vil have jer ansat«, fortæller Imane. Og Sahar fortæller dem en hemmelighed. »Alle vil jo gerne være klogere, ikke? Når man kan bruge to sprog, så er man simpelthen klogere end dem, der kun har et. Så kan I selv regne ud, hvor klog man bliver, hvis man kan tale fem sprog!«

Alle børnene bliver kaldt op klassevis og får udleveret hver deres lysegrønne klistermærke med ordene Wise Words – brug dine sprog. Nogle smækker det med det samme i panden eller på armen, mens andre omhyggeligt putter det i lommen. »Nå I kommer hjem til jeres forældre, så kan I fortælle dem, at sprog gør klog. Så vi giver en stor hånd til jer og alle de sprog, I kan. Husk at det er en gave«, lyder de afsluttende ord fra Jasmina, inden hun og de andre må tage afsked med de små ved døren og give high fives og kram, som var de rockstjerner.