4 minute read

To lærere ser bedre end en

TO LÆRERE

SER BEDRE END ÉN

Fire ud af ti skoler bruger tolærerordning, viser ny undersøgelse. Strandvejsskolen i København har i år kørt med to lærere i alle klasser og fortsætter næste år. Det gavner det faglige miljø, mener både lærere og elever.

TEKST HENRIK ANKERSTJERNE HERMANN

FOTO LARS JUST

Strandvejsskolen på Østerbro i København er en af de skoler i landet, der har to lærere i klasserne i nogle timer. Og det er blevet en populær ordning, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening.

På landsplan har fire ud af ti skoler valgt at benytte sig af folkeskolelovens paragraf 16b og konverteret den understøttende undervisning til to voksne i klasserne – også kendt som tolærerordning. Lærerforeningen har spurgt tillidsrepræsentanterne på 1.265 skoler, og 42 procent svarer ja til, at deres skole har tolærerordning i skoleåret 2016-2017.

Generelt er der ifølge tillidsrepræsentanterne flest klasser på mellemtrinnet og i udskolingen, der er omfattet af konverteringen. Den gennemsnitlige andel af understøttende undervisningstimer, der bliver konverteret til tolærerordning, er højest på mellemtrinnet – her bliver 30 procent af den understøttende undervisning konverteret. I udskolingen er det 27 procent, mens det blot er 18 procent i indskolingen. »Jeg synes, det er flot, at fire ud af ti skoler bruger tolærerordning. Især når vi ved, at det i mange kommuner har været svært for skolerne at få lov«, siger Bjørn Hansen, formand for uddannelsesudvalget i Danmarks Lærerforening. »Det er godt, at så mange lærere løfter opgaven, og det vil give nogle værdifulde resultater at bygge videre på. Jeg håber selvfølgelig, at vi får at se, at tolærerordningen højner det faglige niveau, og at eleverne trives bedre«, siger Bjørn Hansen.

Økonomisk ekstra satsning

Strandvejsskolen kører med to lærere på andet år. Det begyndte i fjor som et forsøg i udskolingsklasserne, og i år har ordningen omfattet alle skolens 1.-9.-klasser. Samtidig blev skoledagen forkortet med én time om ugen.

Med to lærere i nogle af timerne har skolen valgt at praktisere udviklingssamtaler og undervisning samtidig. Én lærer er fokuslærer og fører udviklingssamtaler med eleverne, mens den anden lærer klarer selve undervisningen.

Sådan bruger Strandvejsskolen de to lærere

 Fokussamtaler centreret om elevens faglige udvikling. Det er den måde, som Strandvejsskolen anvender tolærerordningen på.

Formålet er at inddrage eleverne – og forældrene – og sætte individuelle mål for den enkelte elev.  Fokussamtalerne er med til at motivere eleverne ved at lade dem blive hørt og set. Lærerne har fået forskelligt materiale om fokussamtaler, blandt andet John

Hatties feedbackmodel, men materialet er alene til lærernes inspiration – den enkelte lærer bestemmer selv, hvordan samtalerne gennemføres. Hver samtale afsluttes med et referat.  Fokussamtalerne ligger altid i forbindelse med faglig fordybelse eller som en del af den understøttende undervisning. Udgangspunktet er ti samtaler om året per elev. Eleven og fokuslæreren afvikler samtalerne under fire øjne i et separat rum.

Fokuslærer Leo Kristensen holder udviklingssamtale med Clara Joanna-Elisabeth von Rönne, mens de andre elever i 8. a på Strandvejsskolen har undervisning. »I 8. og 9. klasse taler vi også om uddannelsesparathed, valg af ungdomsuddannelse – og her skal eleverne have hjælp til afklaring«, siger han.

Souschef Michael Jørgensen fortæller, at der er enighed blandt elever og lærere om, at det er en god ordning, som skolen derfor fortsætter næste skoleår: »Vi evaluerede på det i fjor, og der var stor tilfredshed. Så vi vil gerne køre videre, og derfor har vi kortere skoledag, fordi det ellers ville koste os for mange penge«, siger Michael Jørgensen.

Til at begynde med var tolærerordningen finansieret af skolens eget budget og nogle penge, skolen har fået, fordi den er med i et projekt, der handler om at fastholde eleverne i udskolingen. »Vi har ikke gjort det for at korte skoledagen, vi har gjort det, fordi vi gerne vil afholde fokussamtaler, og vi kan se, at det højner niveauet og kvaliteten i undervisningen«, siger Michael Jørgensen.

Eleverne bliver set og hørt

Leo Kristensen underviser i matematik og religion i 8. klasse på Strandvejsskolen. Han er ikke i tvivl om, at tolærerordningen er en stor gevinst for både elever og lærere: »Jeg synes, det fungerer rigtig godt. I fokussamtalerne er der tid til at tale med eleverne, og vi åbner op for en fortrolighed«.

Også dansklærer Stine Mørch, der underviser i udskolingen, oplever, at tolærerordningen og fokussamtalerne har en positiv effekt på elevernes faglige niveau og deres trivsel. Hun arbejder meget med lærer-elev-relationen i samtalerne. »Jeg starter med at spørge eleverne, om der er noget, de har på hjerte, så vi får ’ryddet op i rummet’. Så ser vi på målene fra sidst. Måske er der plads til et nyt mål, det er meget individuelt«, siger Stine Mørch.

Efterhånden er eleverne blevet så drevne, at de er gode til at reflektere over egen udvikling og læring: »De kan sætte ord på det og forholde sig til, hvorfor de fagligt rykker på nogle områder og ikke på andre«, fortæller Stine Mørch.

This article is from: