Kronik: Den nye læreruddannelse skal styrke lærerens professionelle dømmekraft

Den nye læreruddannelse skal styrke lærerens professionelle dømmekraft

Om et par uger starter nye studerende på en ny læreruddannelse. Den ny uddannelse sætter de studerende i stand til at bruge evidensbaserede metoder i deres praksis til gavn for elevernes læring.

KrOniK

professor Jens rasmussen, InstItut for uddannelse og pædagogIk (dpu), aarhus unIversItet,

og

lektor Claus holm, InstItut for uddannelse og pædagogIk (dpu), aarhus unIversItet

Vær beredt! er et spejdermotto. Men det kunne lige så godt være et motto for en vagtlæge på en skadestue, hvor lægen i situationen forholder sig til de skadede personer, der bliver bragt ind. Spørgsmålet er, om mottoet også gælder for lærere? Er det vigtigt, at læreren kan reagere hensigtsmæssigt på de begivenheder, der opstår i klasseværelset? Ja, men ikke kun. I hvert fald fører sammenligningen af en lærer med en vagtlæge for vidt, hvis den fører til den konklusion, at lærerens autonomi til at udøve professionel dømmekraft suspenderer behovet, ja, selve muligheden for overhovedet at planlægge undervisning.

Ethvert møde mellem lærer og elever er ikke, som det ofte hævdes, unikt og situationsbestemt. Mødet mellem lærere og elever indgår – almindeligvis – i nærmere tilrettelagte undervisningsforløb, hvis formål er over tid at skabe fremgang i de enkelte elevers læring.

Faktisk kan man sige, at de studerende, som starter på den nye læreruddannelse, netop skal blive bedre til at styrke elevernes læringsudbytte.

I hvert fald er det et krav, at den nye læreruddannelse hviler på den nyeste evidensbaserede viden om, hvad der virker i folkeskolen. Og med »hvad der virker« henvises der til, om eleverne opnår gode resultater i forhold til de mål, der er sat for deres læring. Kravet er ikke nyt. Det har været en politisk målsætning de seneste 20 år.

Prøv den tredje vej

Det tydeligere fokus på elevudbytte har øget interessen for den uddannelsesforskning, der beskæftiger sig med at finde evidensbaserede svar på, hvad der styrker lærerens praksis. Tilhængere af denne »what works«-tilgang kaldes evidensoptimister, mens modstanderne kaldes evidensskeptikere. Optimisterne mener, at forskningen skal levere viden, som dikterer, hvordan læreren skal undervise. Skeptikerne mener, at den evidensbaserede viden tilsidesætter lærerens professionelle dømmekraft.

Vi mener, at der er en tredje vej. Nemlig den, hvor læreres professionelle dømmekraft kvalificeres gennem forskningsbaseret viden og brug af forskningsbaseret undervisningskompetence. Det er selvfølgelig ikke nok at vide, hvad der virker. En lærer må også vurdere, om og hvornår det er passende at anvende det, der virker. Men det er kun muligt, hvis læreren har kendskab til, hvad der virker.

Skeptikerne mener ikke, at forskningsbaseret viden og kompetence gavner lærerens professionelle dømmekraft: Undervisning baseret på forskningsmæssig evidens gør læreren til en instrumentalist bundet til brug af bestemte teknikker. Dømmekraft, mener de, er en personlig kvalitet, der fordærves af viden, indsigt og kompetencer. Dømmekraft er en kvalitet, der udvikler sig med alder og erfaring og ved at studere erfarne lærere.

Læreren skal holde sig opdateret

Vi er enige med skeptikerne i, at lærere selvfølgelig skal udøve professionel dømmekraft, men uenige i, at forskningsbaseret viden og kompetence står i vejen herfor. Vi foreslår modsætningen opløst ved at skelne mellem forskningsbaseret og forskningsinformeret pædagogisk praksis og slår til lyd for forskningsinformeret professionel dømmekraft. Det har to konsekvenser: For det første må uddannelsesforskningen i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, levere overbevisende viden og anbefalinger om, hvad der kan forbedre undervisningen. For det andet at lærere i deres professionelle vurderinger og beslutninger om undervisningspraksis lader sig informere – ikke diktere – af uddannelsesforskningens resultater.

Sagt på anden vis: Skeptikerne går ind for en personlig, erfaringsbaseret dømmekraft, optimisterne går ind for ren evidensbaseret undervisning uden behov for dømmekraft, mens vi slår til lyd for forskningsinformeret professionel dømmekraft.

Illustration: m ai-Britt Bernt Jensen

Det betyder, at vi forventer det samme af en lærer som af en læge, nemlig at han holder sig opdateret med relevant forskning uden at tilsidesætte sin dømmekraft.

Vær forberedt

For læreruddannelsen får det (mindst) tre konsekvenser. Kommende lærere må være velinformerede om, hvad den nyeste evidensbaserede viden anbefaler i forhold til at skabe fremgang i elevernes læring. Lærere skal kunne planlægge undervisning ud fra, hvad forskningen anbefaler med henblik på at styrke elevernes udbytte. Lærere skal kunne vurdere, om og hvordan evidensbaserede metoder med rimelighed kan bruges i den konkrete undervisningssituation.

Der er forskningsmæssig evidens for at hævde, at elever opnår bedre udbytte hos lærere, der er informeret om og gør brug af viden om, »hvad der virker«. Elevernes læringsudbytte bliver større, end hvis læreren alene improviserer sig frem og lader alt afhænge af situation, personlige erfaringer og præferencer. Det betyder, at det nye krav om evidens i læreruddannelsen gør den traditionelle danske værdibasering og personliggørelse af pædagogisk praksis utilstrækkelig. Den hjælper ikke læreren med at træffe beslutninger om for eksempel undervisningsdifferentiering, klasserumsledelse og feedback. For lærere er det ikke tilstrækkeligt at være beredte; vær forberedt, må mottoet lyde.