2 minute read
Arbejdsdagen er ren overlevelse
Forsker har i tre år fulgt en gruppe lærere. Skolereformen og den nye arbejdstidslov presser lærerne så meget, at nogle bliver syge. Andre dropper de faglige ambitioner – eller forlader helt folkeskolen, viser ny ph.d.
TEKST: HELLE LAURITSEN · ILLUSTRATION: BENNY BOX
Ditte siger farvel til folkeskolen
Arbejder på en folkeskole på Lolland-Falster. Kommunen skærer den tidlige indsats væk, og Ditte oplever at have svært ved at arbejde i den nye tidsramme. Hun bruger mellemrummene – sine pauser – til at holde sammen på tingene og nå det, hun ikke ellers kan nå. Skifter til privatskole og fortæller, at hun dér har fået friheden tilbage. Nu kan hun arbejde noget tid hjemme og være kreativ igen. Ditte har fået arbejdslysten tilbage.
Vibeke oplever konstant uro og afbrydelser
Arbejder i indskolingen med en meget urolig 1. klasse. Vibeke har struktureret hver lektion og hele dagen, så det er klart for eleverne, hvad de skal arbejde med, men der er hele tiden afbrydelser og uro i klassen: elever, der løber ud af klassen, råber op, konflikter, der opstår og skal løses. Vibeke har ingen sammenhængende tid, på trods af at hun følger et undervisningsforløb. Hun sætter eleverne til at arbejde med iPads for at få lidt tidslommer, som hun så kan bruge med andre elever.
Emilie mister relationen til sin klasse
Har den samme klasse i mange fag og mener derfor ikke, at reform og arbejdstidslov vil ramme hende så voldsomt, fordi hun jo »har sin klasse«. Emilie har været vant til at arbejde i sin egen rytme, kunne holde nogle timer fri om eftermiddagen og fordybe sig om aftenen. Arbejdsopgaverne kommer til at fylde, og hun føler sig presset. Da hun i fagfordelingen finder ud af, at hun skal have nye og flere klasser og ikke kan følge sin klasse videre op, bryder hun sammen og bliver sygemeldt. Kommer tilbage på deltid efter seks uger.
Christian forbereder sig i pauserne
Arbejder i udskolingen på en skole i København. Han har fået otte undervisningstimer ekstra. Oplever at være dårligt forberedt og må bruge sine pauser på forberedelse, så han har en strategi for næste time. Kører på rutinen og har ikke længere tid til at fortabe sig i nyt materiale eller finde nye forsøg og opgaver til sin undervisning. Christian er teamkoordinator og bruger en del tid på at finde kolleger til vikardækning og på at finde ledelsen og få noget handlet af. Fortæller, at elevplaner nok ender med at blive nogle standardsætninger – en præfabrikeret tekst – for ellers er der ikke tid.
Ida knækker på møder og dårligt arbejdsmiljø
Arbejder på en stor københavnerskole, hvor lærerne tit får nyt skema, fordi folk bliver syge. Der er over 20 vikarer. Alle oplever tidspres, det er svært i teamene. Der er planlagt et morgenbånd, men det er ikke aftalt tydeligt, hvad det betyder, og hvad det skal indeholde. Ida er arbejdsmiljørepræsentant og holder mange møder med frustrerede kolleger, hun går til mange møder med ledelsen. Ida går ned med stress og bliver sygemeldt. Kommer tilbage på nedsat tid efter seks uger.