2 minute read
Lærer til lærer
Kunst i det postfaktuelle samfund: Don’t f***ing lie to us
8. klasse udstiller samfundskritisk kunst på Charlottenborg.
TEKST
CHRISTOFFER COLD-RAVNKILDE
BILLEDKUNSTLÆRER PÅ PRÆSTEMOSESKOLEN
Mandag den 10. oktober klokken 18.00 åbner dørene i Kunsthal Charlottenborg. Ferniseringen for udstillingen »Don’t f***ing lie to us! Kunst i det postfaktuelle samfund« er åben. Udstillingen er af skulpturer, kunstnerne er elever fra folkeskolen. Forældre, bedsteforældre og søskende myldrer ind i de fornemme lokaler. Eleverne fremlægger ideen bag værkerne og selve processen. Stilheden er intens, der lyttes. For emnerne er relevante, voldsomme og pågående.
Input og indtryk
I en tid hvor den målstyrede undervisning fylder dagsordenen, og meget dannelse er sat til side for evidensbaseret læring, vælger Præstemoseskolen i Hvidovre, at 8. klasses årgang skal bruge syv dage på noget så abstrakt som samtidskunst.
I år arbejder eleverne på Danmarks Designskoles værksteder. 58 elever fra både almenskolen og specialklasserækken skal arbejde med skulptur i gips, træ og ler i stort format.
Ved starten fredag morgen bliver eleverne bombarderet med en vifte af billeder og filmklip fra nettet og YouTubes store bagkatalog. Opgaven er at blive indigneret. Med uretfærdighedens store pensel maler vi et billede af en verden i brand, og så skal eleverne vælge, hvilket problemfelt de vil dykke ned i. Derefter skal vi se udstillingen »An age of our making«. Her oplever eleverne kunst, de aldrig har set før. De skal forholde sig, tage stilling, blive revet med på en ny og anderledes måde. De går på weekend fyldt af nye indtryk, og weekendens lektie er en liste over kritiske dokumentarfilm, som skal ses inden mandag, hvor det praktiske arbejde skal begynde.
Idégenereringsproces
Da eleverne tirsdag træder ind i lokalet, står der med grøn tape på væggen »Kunst i det postfaktuelle«. Efter endnu et oplæg om at blive »indigneret« opdeles eleverne i grupper. De skal vælge, hvilket emne der har rørt dem mest. Herefter skal de vælge motiv og lave en lerskitse af ideen. Hver del bliver gennemdiskuteret med lærerne, og værkstedslederen kommer med tekniske råd om udførelse. Dagen går hurtigt, fordybelsen fortærer tiden.
Onsdag, torsdag og fredag flyder sammen som gips i spande, kopper og kar. Værkerne vokser frem mellem elevernes hænder. Igen er gipsen billedet på tanken, i begyndelsen flydende og let, men nu hærder den og bliver i formen, ligesom værkerne passerer »point of no return«.
Kunsthal Charlottenborg
Mandag morgen transporteres værkerne fra værkstedet på Reftshaleøen til Kunsthal Charlottenborg. Her skal de udstilles for en enkelt aften. En lastbil med to flyttemænd, en lærer og tre stærke drenge skal der til, for at det kan lade sig gøre. Værkerne kommer på plads i kunsthallen i selskab med de største tænkere, kunstnere og professorer. Det, at de er kommet ud af værkstedet og ud i virkeligheden, har gjort noget magisk. Vi ser dem på ny, og de bliver set af andre end os. Folkeskolen ud i virkeligheden. Professorer, kuratorer, studerende på Kunstakademiet og tilfældige turister kommer og kigger og bedømmer værkerne. Ikke for hvad de er, nemlig et undervisningsprodukt, men for hvad de er blevet til, nemlig kunstværker.
Netværk for billedkunst
På folkeskolen.dk kan du tilmelde dig netværket for billedkunst og få nyheder om faget, blogs og anmeldelser. Find det på folkeskolen.dk/billedkunst.
Under Lærer til lærer på folkeskolen.dk kan du fortælle om gode undervisningsforløb og dele viden, råd og billeder. Teksten er stærkt forkortet, læs hele Christoffer Cold-Ravnkildes beskrivelse af forløbet på folkeskolen.dk/billedkunst.