7 minute read

Frihed er noget, man tager

Hedeselskabet, Friluftsrådet, Lokale og Anlægsfonden, Novo Nordisk Fonden og Grundfos samt virksomheder som C2IT, Inox og AVK. I et udendørs eksperimentarium til ti millioner kroner kan eleverne eksperimentere med blandt andet vind, vand, solceller og plantestrøm. Pengene har skolen fået fra forskellige parter som

Lige siden folkeskolereformen blev til, har skoleleder Kristian Toft på Mølleskolen i Ry forsøgt at gå helt til grænsen for at lave den bedst mulige skole inden for en lovgivning, som han synes er for stram. Han er med til at skubbe til frihedsdagsordenen ved rent faktisk at tage sig frihed.

ORD Sebastian Bjerril FOTO Tor Birk Trads

På Mølleskolen i Ry bestemmer “styringen” mindst muligt over, hvordan skolen ønsker at bedrive undervisning. For eksempel er skoleleder Kristian Toft overbevist om, at det traditionelle fagopdelte skema ikke giver de bedste forudsætninger for elevernes skolegang, og alle elever har derfor en ugentlig projektdag – hele året rundt. Selvfølgelig skal skolen stadig kunne dokumentere, at eleverne får den rette mængde undervisning i alle fag, og til det formål har skolen i Skanderborg Kommune udviklet sin egen algoritme.

“Vi gør det, fordi vi desværre ser, at lyset slukkes i øjnene på især nogle af drengene allerede i slutningen af mellemtrinnet. Tal viser, at halvdelen er demotiverede i en eller anden grad, når de forlader folkeskolen efter 9. klasse. Derfor er der brug for, at vi i langt højere grad indretter skolen efter eleverne”, siger Kristian Toft.

På den ugentlige projektdag er det ikke fag, men virkelighedsnære problemstillinger, der er i fokus. Her eksperimenterer eleverne og

kommer ofte på ture ud af huset, hvor de lærer om lokalområdets virksomheder, natur og kulturtilbud. Og eleverne arbejder ofte på tværs af klasser.

EN SKOLE MED HOLDNINGER

Kristian Toft må siges at være arketypen på en skoleleder, der har formået at bryde ud af den politiske styring og i stedet insisterer på at tale om skolens formål. Holdningerne til god undervisning står i kø hos ham.

“Vi skal ville noget med skolen. Jeg mener, at vi i højere grad skal lave en skole til fremtiden og ikke til fortiden. Det bruger jeg over for lærere, elever, forældre og bestyrelse. Når vi skal tænke undervisning, skal vi prøve at forestille os, at når Peter starter i 1. klasse, så skal han først ud at have et job i 2045”.

Det er ikke, fordi Kristian Toft har fokus på at uddanne jobparate elever, men han tror på, at skolen bliver mere nærværende for eleverne, og at de trives bedre, når undervisningen blandt andet har fokus på kreativitet og innovation.

“8. årgang har for eksempel arbejdet med, hvordan de tror, at verden ser ud i 2050, hvor de byggede eksempler på fremtidens byer, og hvad vi lever af til den tid. Vi skal samarbejde og have det godt. Der er alt for mange i samfundet, der desværre ikke har det godt. Derfor skal vi have mere livskvalitet og dannelse ind. Visionen er, at eleverne skal få lyst til at lære og til at blive medskabere af et bæredygtigt samfund”, siger Kristian Toft.

Da politikerne på Christiansborg tilbage i 2013 vedtog den stærkt udskældte folkeskolereform, satte han sig ned og læste den nye lovgivning grundigt igennem for muligheder for at kunne lave den undervisning, som han tror på er motiverende for eleverne.

“Jeg har altid været hurtig til at spotte mulighederne i loven, og her fandt jeg ud af, at man faktisk må lave op til 50 procent af skoleugen om”.

Det er med inspiration fra motivationsforskning, at Kristian Toft har valgt, at skolen skal bruge så meget tid på en projektorienteret tilgang.

“Vi ved, hvornår vi lærer mest, og hvornår vi er mest motiverede, og mange af de parametre er svære at nå på en lektion på 45 minutter. Vi kan bedre arbejde med nogle af motivationsparametrene på projektdagene, fordi de giver os mere tid til fordybelse, til at bruge vores hænder og til at gøre undervisningen mere virkelighedsnær”, forklarer Kristian Toft.

Stort set alle skolens fag og den understøttende undervisning bidrager til projektdagene, og for at sikre sig, at skolen lever op til lovens regler om, hvor mange timer hver årgang skal have i de forskellige fag, holder algoritmen styr på, hvor mange timer fagene hver især bidrager til projektdagene. Og så omregner den projektdagene til det system, som Børne- og Undervisningsministeriet gerne vil have.

“Algoritmen er udviklet af to af vores lærere, som er skemalæggere. Den sparer os for virkelig meget tid”, siger Kristian Toft.

Det er meget bevidst, at Kristian Toft har valgt at være leder på Mølleskolen i Skanderborg Kommune. Han søgte væk fra en kommune, hvor styringsmodellen var mere topstyret. “Lovgivningen er selvfølgelig den samme, men der var en overordnet ledelse, der ville noget andet, så dér skulle jeg spørge om lov. Her behøver jeg slet ikke at spørge”.

PRODUKTIONSKØKKEN, FABLAB OG EKSPERIMENTARIUM

De ugentlige projektdage har nu eksisteret i fem år på Mølleskolen. I starten bidrog alle skolens fag til projektdagene, men det viste sig ikke at være en holdbar løsning.

“Det pressede nogle af lærerne i udskolingen. For der er ikke meget at give af for en kristendomslærer på 9. årgang, der i forvejen kun har 45 minutter om ugen. Så efter dialog med lærerne valgte vi at friholde de små fag”, fortæller Kristian Toft.

For at underbygge retningen har skolen tilmed investeret massivt i nye læringsfaciliteter. Skolen har et produktionskøkken, et stort fablab, og fra i år har skolen tilmed etableret et udendørs eksperimentarium, hvor eleverne kan eksperimentere med vind, vand, solceller, lys, plantestrøm, 3-d-print og laserskæring.

Selv om Kristian Toft oplever, at både elever og lærere er glade for de ugentlige projektdage, udfordrer de også lærerne på deres måde at tænke undervisning på.

“Lærerne kan godt blive pressede af, at de skal tænke deres faglighed på en anden måde. Vi tager jo nogle af deres fagtimer og lægger dem ind i en projektdag, hvor de skal tænke deres mål ind”.

Derfor arbejder skolen løbende med kompetenceløft af lærere og pædagoger.

“Sidst var Lene Tanggaard, der forsker i kreativitet, med, og i år er det lektor Hans Henrik Knoop, der forsker i motivation. Vi har faktisk tilknyttet ham til at følge projektdagene for 3., 7. og 9. årgang, så han skal undersøge, om man kan dokumentere, om projektdagene skaber mere motivation”, siger Kristian Toft.

Skolen har samtidig prioriteret, at der altid er hjælp tilknyttet skolens fablab, så alle skolens lærere ikke behøver at være eksperter i at udnytte mulighederne.

“Vi har fire lærere og en pedel, der er der hele tiden. Så jeg kan som lærer gå derned med 3.a uden at vide noget om det, og så kan jeg blive holdt i hånden af en lærer, der er rigtig dygtig til det. Vores pedeller er uddannede håndværkere. Det betyder, at vi indimellem kan bruge dem som pædagogiske pedeller. Det har virkelig stor værdi”, forklarer Kristian Toft.

FARVEL TIL INDBERETNINGSTYRANNI

Selv om Mølleskolens leder mener, at politikerne generelt holder folkeskolen i et for stramt greb, understreger Kristian Toft samtidig, at han ikke køber en præmis om, at der ikke er nogen form for fleksibilitet inden for den nuværende lovgivning.

“I min optik har folkeskoleloven altid givet mulighed for frihed, hvis man ville. Men ret beset havde det været nemmere for os at køre almindeligt skema hele ugen. For der er meget logistik i det, og vi er nødt til at køre med fire skemaperioder. Heldigvis har vi nogle dygtige skemalæggere”.

Derfor ser Kristian Toft meget gerne, at politikerne efter folketingsvalget holder fast i den frihedsdagsorden, som udvalgte forsøgskommuner har fået forsmag på. Folkeskoler over hele landet skal sættes mere fri:

“Vi skal væk fra timetalsindberetningstyranniet, og der skal være langt større tillid til, at vi faktisk gør et godt stykke arbejde. Alt bureaukrati er irriterende og stjæler tid fra det vigtige. Vi vil også meget gerne have udviklet afgangseksamenerne mere, så de faktisk passer til den skole, vi ved, der virker”.

Kristian Toft gør selv en aktiv indsats for at påvirke lovgivningen ved at forsøge at komme i tale med politikere. Han har siddet med i udvalg nedsat af både Børne- og Undervisningsministeriet og KL. Og så tror han på, at Mølleskolens måde at bedrive undervisning på er med til at dreje udviklingen i den rigtige retning:

“Jeg tror på, at vi skubber til noget ved rent faktisk at gøre det. Det giver politikerne mulighed for at komme ud at se det i praksis”.

Kristian Toft deltager gerne i lokale og nationale politiske fora for at gøre politikerne opmærksomme på folkeskolens udfordringer og muligheder.

HVAD SIGER PARTIERNE OM FRIHED?

I tre år har de 45 folkeskoler i Esbjerg og Holbæk Kommune fået lov til at drive skole efter samme regler som landets fri- og privatskoler. Frihedsforsøget i de to kommuner begyndte i skoleåret 2021/22.

Et halvt år inde i frihedsforsøget annoncerede statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet), at skolerne i resten af landet skal have samme frihed, og hun inviterede forligspartierne til forhandling. Siden har hun præciseret, at hver kommune kun må sætte ét af de tre velfærds-områder – skole, ældre og dagtilbud – fri.

Forhandlingerne blev ikke afsluttet, inden folketingsvalget blev udskrevet, og det bliver derfor op til en ny regering at lande en aftale. Samtlige politiske partier har tilkendegivet, at de vil sætte folkeskolen mere fri.

Se, hvad de politiske partier lover folkeskolen i valgkampen, på folkeskolen.dk

This article is from: