I. Nationalsocialismens filosof

1. Afsløringen af Løgstrup

I et interview i POV (2.10. 2019) anklagede en lektor i filosofi fra RUC, Esther Oluffa Pedersen, K.E. Løgstrup for at være alt for glad for nationalsocialismen. Sådan formulerede hun sig: “Ja, den måske mest overraskende position i 1930’erne var teologen Knud Eiler Løgstrups. Hjemvendt fra et længere studieophold i Tyskland skrev han i 1936 tre kronikker, hvor han roste Hitler og Heidegger for deres filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation. Denne argumentation byggede i lighed med Arne Sørensens på en forestilling om en engageret tilslutning til (kristne) værdier frem for den passive og tilbagetrukne intellektuelle analyse af kosmopolitisk humanisme.” Sprogligt er det ubehjælpsomt, sagligt er det uredeligt. Hvad menes med, at Løgstrup roste Hitler for hans filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation? Hvilken argumentation mon der henvises til? Løgstrups? Det giver ingen mening. Pedersen udgav senere en revideret udgave af en disputats, hvor anklagerne mod Løgstrup blev gentaget og godkendt af et fagkyndigt udvalg bestående af to uddannet i nordisk sprog og litteratur og en logiker. 1 Deri skriver hun, at Løgstrup i 1930’erne og 1940’erne havde skrevet tekster, som han efter krigen fandt “prekære og ubelejlige”. Det har hun ingen viden om. Det angik tre aviskronikker, som han i 1936 havde skrevet om Heidegger som “nazismens filosof” og om, at der er forskel på en

1. Bedømmerne af disputatsen var semiotikeren Frederik Stjernfelt, der især afskyr Luther og lutheranere, dvs. evangelisk-lutherske kristne for nu at sige det blidt, samt Ivy York Möller-Christensender især arbejder med H.C. Andersen, og så var der en vis Patrick Blackburn, der især arbejder med logik, autisme hos børn og den newzealandske tidstænker Prior, og vi går ud fra, at han kendte meget til biskop Chr. Baun, og at han endog kan dansk.