II. Har Løgstrup været logisk positivist?

fører og en diktator. Og disse kronikker udtrykte “forholdsvis gængse borgerlige intellektuelle holdninger i 1930’erne”. Det dokumenteres ikke. Det var altså gængs i borgerlige kredse at udvise sympati over for nationalsocialisme og Hitler, var påstanden. Gad vide, om ingen sympatiserede med Lenin og Stalin? Skurkene i hendes fortælling er ‘lutheranere’. De er nemlig ikke humanister ligesom Erasmus af Rotterdam eller rettere den ‘Erasmus’, som Stefan Zweig havde skrevet en bog om, og Zweig var humanist, og Zweig ville være sin tids Erasmus, ligesom Heidegger ville være sin tids Luther. Pedersens bog var et led i den kulturradikale modstand, der var mod Luther og folkekirken omkring reformationsjubilæet, men som dog ikke kunne overdøve den folkelige fejring.

Hun skriver videre, at i 30’erne var Løgstrup ikke nogen kendt person, hvilket er delvist sandt, men efter krigen blev han. Han blev først kendt, skriver hun, da han havde udviklet sig bort fra sin “fascination af ‘Førerskab’”. Og hvornår havde han mon det? Han “forbigik” sine tidlige ytringer i “tavshed”. Der var heller ikke nogen, der “konfronterede ham med disse tekster”. Og endelig påstås det, at disse aviskronikker fra mellemkrigstiden ikke blev en del af “diskussionen af Løgstrups senere teologisk-filosofiske forfatterskab”. Intet af det passer. Pedersens ubehagelige indspark, der er et eksempel på ‘humanistisk videnskab’, fik mig til for tredje gang at kigge nærmere på de omtalte kronikker. Inden jeg gør det, skal jeg gøre opmærksom på, at man glemmer kronikker, også dem man selv har skrevet. Kronikker står i avisen, som er en engangsbestseller. Hvordan, hvornår, hvorfor og hvor begyndte nogen at skrive om de tre kronikker?

2. Reductio ad hitlerum

Victor Farias’ Heidegger et le nationalsocialisme (1987, tysk 1989) førte til, at Politiken fik Henrik Stangerup (1987) og Peter Kemp (24.2.1988) til at skrive kronikker, hvor Martin blev anklaget for at være nazist, og Stangerup mente endog, at Heidegger blev nazist, fordi han var antisemit. Kemp var mere forsonende, idet han argumenterede for, at man kunne adskille person og sag. Både Stangerup og Kemp havde i