Indledning

Disciplene forsamledes i april 2001 i den gamle indre gård i Købmagergade i København, selvom april er den grusomste måned. De forsamledes, for det var godt 20 år efter Løgstrups død. De var mismodige. Var det hele slut? Var de en vigende bagtrop? Det her skete ellers i de glade tider efter Murens fald. Poul Nyrup Rasmussen var endnu statsminister, og ingen forestillede sig 9/11 eller ‘systemskiftet’, alligevel var humøret på lavpunktet. Disciplene spurgte retorisk: “Tilhører Løgstrup fortiden eller fremtiden?” De håbede det sidste, men frygtede det første. De spurgte: “Hvad falder?” – af Løgstrups “projekt”, som de kaldte det. Havde Løgstrup et projekt? 1 Nej, men det havde man dengang – projektarbejde hed det. Hvis filosofferne blot tog Løgstrups tanker alvorligt, “ville det betyde en mærkbar ændring af den filosofiske diskussion”, og disciplene var beskedne og tænkte nok kun på i Danmark. Var der da en filosofisk diskussion omkring årtusindskiftet? Husker det ikke. Den teologiske diskussion skulle åbenbart ikke ændres. De var en lille smule optimistiske, for de sagde om Løgstrups tanker, at “man” ikke har forstået dem, men det havde de forsamlede i København. Derfor ville de bidrage til forståelsen. De var dog mest nervøse for, at Løgstrups tanker ville glide ud i “glemslens mørke som vildskud, der aldrig blev til noget”. Sikke et billedsprog. Løgstrups tanker som vildskud – som bekendt: dire c’est faire. 2 Der var dog én ting, som disciplene var enig om. “Ét er sikkert”, sagde de. Løgstrups tænkning “tilhører ikke nutiden”. Man kan derfor godt forstå, at Statens Humanistiske Forskningsråd gav penge til

1. Publikationen hed Spor i sandet. Bidrag til forståelse af K.E. Løgstrups forfatterskab. Bogen var sandfarvet, og den blev redigeret af Jakob Wolf og Mickey Gjerris. Den udkom i 2002, hvor verden var blevet en anden. Citaterne her er fra bogens forord. 2. Pierre Bourdieus ord – at sige er at gøre (noget).

Institut for Systematisk Teologi. Der var noget, der nok ville overleve: Løgstrup som etiker. Men Løgstrups metafysik var ikke aktuel. Hvad fik dem dog til at gå op i så ligegyldigt et spørgsmål, om Løgstrups tænkning var fortid eller fremtid?

Vi kan i dag godt 20 år efter ikke vide, hvad det var, der fik dem til at mene, at Løgstrups tænkning ikke tilhørte nutiden. Hvad mon de forestillede sig ville blive fremtidens tænkning? Og hvad var samtidens eller nutidens tænkning? Hvad gik man op i? Historiens afslutning (Fukuyama), sekulariseringens ophør (Berger), risikosamfundet (Beck), religionens tilbagekomst (Huntington), indvandring (Muhammed). Havde teologerne ikke opdaget noget af det? Der var en af deltagerne, som havde fingerspidsfornemmelse. Det var Jan-Olav Henriksen, der var professor i systematisk teologi ved Menighedsfakultetet (MF) i Oslo. Han indledte med en kort samtidsdiagnose: “Tiden spør ikke etter det allmene, men etter det partikulære, det som skaper differens. Deri består kanskje den største forskjell mellom Løgstrups tid og vår egen. Vi er opptatt av det spesifikke i kristendommen, ikke minst fordi den pluralistiske kultur utfordrer oss til å tenke gjennem vår egen identitet – også med basis i differens.” 3 Derfor skulle man ifølge Henriksen læse Løgstrup på tværs af hans eget anliggende. Henriksen inddrog på den måde samtid og historie. Han havde tydeligvis læst Ernst Troeltsch (1865-1923), som i sin tid var optaget af kristendommens forhold til de andre religioner. 4

Henriksen var klar over, at Danmark og Norge nu var ‘multikulturelle’, eller at der var muslimer i landet og dermed en anden religion end evangelisk-luthersk kristendom. Henriksen var opmærksom på identitetspolitikken, som efter Murens fald havde afløst ideologisk politik. Identitet handler om, hvem er jeg, mens ideologi handler om, hvad jeg tror. 5 Henriksen formåede at undgå en Løgstrup-repristination, og den slags var det værste Løgstrup vidste. Han kæmpede selv

3. Spor i sandet, s. 155. 4. I f.eks. “Die Absolutheit des Christentums und die Religionsgeschichte” (1902), eller “Die Stellung des Christentums unter den Weltreligionen” (1920). Det var noget, som ikke interesserede Løgstrup. 5. En identitet kan ikke være sand eller falsk, det kan en ideologi. Hvis religion er identitet, kan den ikke kritiseres. Hvis religion er ideologi (tro), kan man udøve ideologikritik eller religionskritik.

mod Luther- og Kierkegaard-repristinationer. Og Henriksen havde ret i, at ønsket om ‘universalitet’ eller ‘det universelle’ kunne og kan man godt glemme. Det universelle er kontekstuelt.

Det er muligt, at deltagerne på en eller anden ubevidst måde fornemmede noget, der truede dem i tiden, nemlig at en epokegørende ændring af universiteterne var på vej. 29 uddannelses- og forskningsministre var samlet i Bologna i 1999 sammen med 388 rektorer, og de satte Bologna-processen i gang. 6 Det var den, der formede de europæiske universiteter efter amerikansk model: BA og MA, ECTS-point, peer review, employabilty, supranationalitet og en europæisk dimension – alt det, der inkarneredes i ‘Fra tanke til faktura’. Og som til slut gjorde, at Det teologiske fakultet som det eneste af de gamle fakulteter blev nedlagt på Aarhus Universitet, de fire store Århusteologers fakultet; de andre fakulteter nøjedes med at få engelske navne, for man kunne nok ikke finde på, hvad man skulle kalde et teologisk fakultet på engelsk. Det teologiske fakultet i København endte på Amager. Det er den slags statslige universitetsrevolutioner, der ændrer ‘filosofiske’ diskussioner, og ikke den rette forståelse af Løgstrup eller andre. Hvordan gik det så i tiden efter 2001 bortset fra systemskiftet, hvor Tidehverv blev repræsenteret i Folketinget, og hvor statsministeren citerede Løgstrup? Der blev afholdt det ene velbesøgte Løgstrup-seminar efter det andet i Aarhus. Og der kom de mange fine bøger i Løgstrup Biblioteket, og der kom oversættelser. Det har ingen hast for den, som tror.

6. I Tyskland omtales den som Baloney-processen.