Indledning Disciplene forsamledes i april 2001 i den gamle indre gård i Købmagergade i København, selvom april er den grusomste måned. De forsamledes, for det var godt 20 år efter Løgstrups død. De var mismodige. Var det hele slut? Var de en vigende bagtrop? Det her skete ellers i de glade tider efter Murens fald. Poul Nyrup Rasmussen var endnu statsminister, og ingen forestillede sig 9/11 eller ‘systemskiftet’, alligevel var humøret på lavpunktet. Disciplene spurgte retorisk: “Tilhører Løgstrup fortiden eller fremtiden?” De håbede det sidste, men frygtede det første. De spurgte: “Hvad falder?” – af Løgstrups “projekt”, som de kaldte det. Havde Løgstrup et projekt? 1 Nej, men det havde man dengang – projektarbejde hed det. Hvis filosofferne blot tog Løgstrups tanker alvorligt, “ville det betyde en mærkbar ændring af den filosofiske diskussion”, og disciplene var beskedne og tænkte nok kun på i Danmark. Var der da en filosofisk diskussion omkring årtusindskiftet? Husker det ikke. Den teologiske diskussion skulle åbenbart ikke ændres. De var en lille smule optimistiske, for de sagde om Løgstrups tanker, at “man” ikke har forstået dem, men det havde de forsamlede i København. Derfor ville de bidrage til forståelsen. De var dog mest nervøse for, at Løgstrups tanker ville glide ud i “glemslens mørke som vildskud, der aldrig blev til noget”. Sikke et billedsprog. Løgstrups tanker som vildskud – som bekendt: dire c’est faire.2 Der var dog én ting, som disciplene var enig om. “Ét er sikkert”, sagde de. Løgstrups tænkning “tilhører ikke nutiden”. Man kan derfor godt forstå, at Statens Humanistiske Forskningsråd gav penge til 1. Publikationen hed Spor i sandet. Bidrag til forståelse af K.E. Løgstrups forfatterskab. Bogen var sandfarvet, og den blev redigeret af Jakob Wolf og Mickey Gjerris. Den udkom i 2002, hvor verden var blevet en anden. Citaterne her er fra bogens forord. 2. Pierre Bourdieus ord – at sige er at gøre (noget).
9
Den ukendte Løgstrup - Indhold.indd 9
20-07-2020 12:17:05
