Margrethe Kamille Birkler og Anders-Christian Jacobsen
Frygt ikke!
Indføring i kristen dogmatik
Bind 2
Eksistensen København 2025
Frygt ikke!
Indføring i kristen dogmatik
Bind 2
Margrethe Kamille Birkler og Anders-Christian Jacobsen
© Forfatterne og Eksistensen 2025
Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN: 978-87-410-1056-4
Omslag, billede og layout: Maja Lisa Engelhardt
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250
E-mail: eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk
Forord
Da vi holdt bogreception for første bind af Frygt ikke!, brugte en af vores kollegaer Hoseas’ billede om brødet, der ikke er bagt på begge sider (Hos 7,8) som billede på, at kun halvdelen af vores dogmatikprojekt var ‘kommet ud af ovnen’. Med udgivelsen af bind 2 er brødet nu færdigbagt.
“Frygt ikke!”, sagde englene ved den tomme grav. Det er på mange måder den tomme grav, som dette bind begynder med. Vi følger fortsat trosbekendelsens treleddede struktur, som betyder, at bind 1 omhandler første trosartikel, mens bind 2 omhandler anden og tredje trosartikel. Vi begynder altså bind 2 med kristologien og soteriologien. Derefter vender vi os i del III til tredje trosartikel, hvor vi først diskuterer pneumatologi, derefter ekklesiologi, embedsteologi og sakramentslære og til slut de sidste ting i eskatologien. Vi henviser stadig til Gud med forskellige pronominer, dog ud fra samme princip som i bind 1, nemlig at vi bruger samme pronominer om Gud, som den teolog, hvis teologi vi gengiver, selv bruger. I vores konstruktive refleksioner bruger vi selv begge pronominer.
Maja Lisa Engelhardt har også designet omslaget til bind 2 af Frygt ikke! Denne gang med et fokus på Kristus. Vi er taknemlige for Majas smukke arbejde med omslaget.
Vi vil desuden gerne takke flere af vores kollegaer, som har bidraget til færdiggørelsen af bind 2. En stor tak skal lyde til Kirsten Nielsen og Søren Holst, som har læst korrektur på bind 2. Derudover vil vi gerne rette en tak til Amanda Urban for at agere metodistekspert og til Carsten Mulnæs, som har læst og kommenteret bogen. Endelig vil vi også gerne takke kollegaer, som har diskuteret bind 1 og givet konstruktive forslag til bind 2. Vi håber, at bind 2 ligesom bind 1 vil give anledning til samtale.
Del II: Jesus Kristus og frelsen
Hvad er kristendommens udgangspunkt ? Spørgsmålet virker måske banalt, men svaret er ikke entydigt. Derfor må spørgsmålet drøftes her som begyndelse på udfoldelsen af kristologien og soteriologien. Der er ikke mange, der bestrider, at Jesus fra Nazaret var en historisk person. Det er der historiske kilder nok, der bevidner (se f.eks. Josefus, Antiquitates Iudaicae og Tacitus, Annales). Det er derimod omstridt, om denne historiske person, Jesus fra Nazaret, er kristendommens udgangspunkt og grundlag. Hele denne problemstilling blev først for alvor aktuel med oplysningstiden og den historiske kritiks frembrud. Før den historiske kritiks fremkomst skelnede man ikke på samme måde som nu mellem historiske sandheder og trossandheder. Det er en moderne skelnen, som teologien nu nødvendigvis må forholde sig til. Spørgsmålet er derfor, om kristendommen bygger på historiske sandheder eller på trossandheder – eller på en kombination af disse, jf. Lessings definitioner heraf (bind 1, afsnit 2.1).
Læser man evangeliernes beretninger om Jesus, kan man få det indtryk, at kristendommens udgangspunkt er Jesus’ fødsel og hans jordiske liv og forkyndelse. Læser man derimod Paulus, ser det anderledes ud. Hos Paulus er kristendommens udgangspunkt Jesus’ død og opstandelse. Paulus’ synspunkt kommer blandt andet til udtryk i 1 Kor 15,3-4, hvor han videregiver en bekendelsesagtig formulering, hvis indhold er, at Kristus døde for vores synders skyld, blev begravet og opstod på den tredje dag – alt sammen i overensstemmelse med Skrifterne. I de følgende vers (15,5-11) nævner Paulus så en lang række opstandelsesvidner. I 1 Kor 15 bruges denne bekendelsesagtige formulering til at begrunde troen på menneskers opstandelse. I denne sammenhæng er det vigtigste imidlertid, at Paulus tydeligvis videregiver en bekendelsesformel, som han selv har modtaget (jf. παρελάβετε og παρέδωκα i 1 Kor 15,1-3). Det viser, at vi her har en meget tidlig kort formulering af kristendommens grundpointe – troen på Kristus’ død og opstandelse. Det er således tydeligt, at den tidligste kristendom i den paulinske tradition har sit udgangspunkt i troen på den opstandne Kristus, der døde for menneskers synders skyld, men opstod fra døden. Den historiske Jesus spiller tilsyneladende ingen rolle.
I evangelierne ser det anderledes ud. Matthæus og Lukas indleder deres evangelier med beretninger om Jesus’ slægt og fødsel. Markus åbner sit evangelium med fortællingen om, hvordan Jesus fra Nazaret blev udvalgt af Gud og indviet til sin gerning gennem Johannesdåben i Jordanfloden. Johannesevangeliet begynder med at fastslå, at Ordet, der inkarnerede sig, er evigt. Derefter følger i alle evangelierne beretninger om og fortolkninger af den jordiske Jesus’ liv, handling og forkyndelse. Evangelierne afsluttes alle med beretninger om Jesus’ død og opstandelse. Der er altså noget andet på spil i evangelierne end hos Paulus, men har vi med en helt anden forståelse af Jesus Kristus at gøre? Næppe! Evangelierne er
Del II: Jesus Kristus og frelsen
skrevet væsentligt senere end Paulus’ breve. I den mellemliggende tid har menighederne fortolket beretningerne om den jordiske Jesus’ liv og forkyndelse i lyset af opstandelsestroen. Paulus’ Kristus er blevet til evangeliernes Jesus Kristus. Betyder det så, at evangeliernes fortællinger om Ordets præeksistens og inkarnation, Jesus’ undfangelse ved Helligånden og fødsel ved Maria, Jesus’ forkyndelse og handlinger osv. bare er senere opfindelser, der har lejret sig uden om det egentlige evangelium om Kristus’ død og opstandelse? Det vil nogle mene. Andre vil mene, at selv om troen på Kristus’ opstandelse sandsynligvis er det første udgangspunkt for kristendommen, så er de senere beretninger og fortolkninger af Jesus som det inkarnerede Ord og af Jesus’ forkyndelse og gerning før hans død og opstandelse lige så vigtige udtryk for, hvad kristendom er. Både beretningerne om Kristus’ opstandelse og fortolkningerne af den jordiske Jesus som Guds inkarnerede Ord er trosudsagn og ikke historiske rapporter om konkrete historiske begivenheder. Derfor hører begge dele til kristendommens trosgrundlag og dermed til det teologiske materiale, som dogmatikken bearbejder.
I nyere tid har teologer imidlertid draget forskellige konklusioner på baggrund af dette udgangspunkt. Nogle har reageret ved at forsøge at udvide vores kendskab til den historiske Jesus gennem historisk arbejde med de tilgængelige kilder – især Det Nye Testamente. Andre har reageret ved at hævde, at den historiske Jesus er næsten eller helt uden betydning for kristendommen. Det vigtige er opstandelsestroen, troen på, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Vi finder disse to synspunkter side om side fra oplysningstiden og frem. Dog har der været perioder, hvor det ene synspunkt har domineret over det andet. Diskussionen om den historiske Jesus’ betydning vender vi tilbage til nedenfor.
Denne fremstilling af dogmatikken bygger på den forståelse, at såvel beretningerne om Jesus’ liv og forkyndelse som beretningerne om hans død og opstandelse udtrykker de første kristne generationers kristustro. Begge dele hører derfor til det teologiske grundlag, som dogmatikken forarbejder.
Menneskets synd, som i det foregående kapitel (bind 1, kapitel 5) blev beskrevet som adskillelse fra og brud på fællesskabet med Gud og næsten – inklusive skaberværket – i eksistens og handlinger, kalder på forandring, på overvindelsen af afstanden til Gud og næsten, på genoprettelse af fællesskabet. Det er også temaet for de følgende kapitler om kristologien og frelsen. Også her forstås forholdet mellem Gud, menneske, medmenneske og det øvrige skaberværk som et fællesskab bestående af mange relationer. Dette fællesskab er brudt og kan kun heles af Skaberen selv, der ved inkarnationen på den mest intime måde bliver en del af sit eget skaberværk og derved også underkaster sig menneskers og det øvrige skaberværks forgængelighed og dødelighed. Opstandelsestroen er udtryk for tillid til, at Jesus Kristus overvinder død og forgængelighed og derigennem åbner
Del II: Jesus Kristus og frelsen
muligheden for heling af fællesskabet – for frelse. Guds agapiske henvendelse til det skabte ved inkarnationen vækker menneskets længsel efter det guddommelige (erosdriften) i det faldne menneske. Frelse bliver derfor en proces, hvor Gud og det skabte søger hinanden. Frelse kan derfor bedst defineres som genoprettelse af fællesskabet mellem Gud, mennesker og det øvrige skaberværk. Dermed forstås frelsen i overensstemmelse med definitionen af Gud som et relationsforhold (jf. treenighedslæren) og i forlængelse af definitionen af skabelsen som Guds ønske om at oprette fællesskab med noget andet end sig selv.
Ligesom Gud både er væren, begivenhed og relation (jf. bind 1, kapitel 3), må frelse forstået som genoprettelse af de nævnte relationer også inkludere en værensdimension. Relationer findes mellem noget, der er. Derfor må frelsen beskrives både som genoprettelse af de brudte relationer og genoprettelse af den brudte væren, der har indoptaget forgængelighed i sig. De teologiske traditioners fylde kan vanskeligt fastholdes medmindre frelsen også har en sådan ontologisk dimension. Mere vigtigt er det dog, at kristendommens tale om menneskets frelse bedst og mest meningsfuldt kan udfoldes i nutiden, hvis man forstår frelse både som genoprettelse af den menneskelige væren og som genoprettelse af menneskets relationer til Gud, medmennesker og skaberværket i sin helhed. Mennesker i det 21. århundrede stiller både spørgsmål om væren og om relation: Hvem er jeg, og hvilken større virkelighed er jeg en del af? Mennesker forstår sig selv som et værende, der er en del af noget større, der også er. Jeg trækker vejret, derfor er jeg – ligesom alt andet, der også ånder. Jeg er en del af en større sammenhæng, verden, som nok på mange måder er diffus, men som også er genkendelig. Mennesket er et værende, men det er også relationer og begivenheder. Jeg elsker og elskes, derfor er jeg. Væren og relation – disse to dimensioner må altid fastholdes og sammenholdes – også når det gælder frelsen. Som mennesker erfarer vi nemlig, at både vores væren og vores relationer er brudte og behøver heling.
Denne tematik fordrer, at vi både beskæftiger os med frelsesprocessen og med den, som er subjekt for frelsesprocessen, Jesus Kristus. Kristologien handler om frelseren, Kristus, mens soteriologien handler om frelsen. De to elementer er uløseligt forbundne. Det kommer for eksempel til udtryk i den første del af anden trosartikel i den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse:
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske…
Jesus Kristus blev ifølge den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse menneske for vores frelses skyld. I den dogmatiske tradition behandles de to dele af temaet ofte som adskilte temaer eller hele temaet samles under betegnelsen ‘kristologi’. Begge dele skyldes praktiske forhold, men kan føre til uklarhed, hvis man ikke gør det klart, at der er tale om to tæt sammenhængende tematikker. I det følgende behandler vi først kristologien i kapitel 6. Derefter udfolder vi soteriologien i kapitel 7.
Del II: Jesus Kristus og frelsen
6. Kristologi og inkarnation
“Frygt ikke!”, sagde englen til hyrderne, der passede deres får på marken uden for Betlehem (Luk 2,10). Hyrderne skulle ikke frygte, hvad der ellers ville være en naturlig reaktion på mødet med en engel, men de skulle glæde sig, fordi deres frelser, Kristus Herren, netop var blevet født som menneskebarn. Det er evangelisten Lukas’ måde at fortælle om Guds inkarnation, Guds menneskeblivelse eller kødblivelse i Jesus fra Nazaret.
I Johannesevangeliets første kapitel behandles samme tema på en mere filosofisk måde. Guds Ord (λόγος ), som i begyndelsen ( Ἐν ἀρχῇ) var hos Gud, og ved hvem verden blev skabt, (Joh 1,1-4) kom til verden i menneskeskikkelse (Joh 1,14) for at inkludere alle i sin fylde (πληρώματος αὐτοῦ) (Joh 1,16). Ordets fylde, Ordet selv, er frelsen. I den fylde var alt det, som Gud gennem Ordet lod blive til ved skabelsen. I den fylde bliver alt geninddraget. Det er frelsen.
John Polkinghorne (1930-2021) var en engelsk teoretisk fysiker og teolog. Han skiftede i 1979 sit job som professor i matematisk fysik på Cambridge University ud med præstestudiet, hvorefter han blev ordineret som anglikansk præst i 1982. Hans teologiske arbejde fokuserer på samtalen mellem naturvidenskaberne og religion, særligt med henblik på deres søgen efter sandhed. Han diskuterede desuden Guds eksistens, kreationisme og spørgsmålet om fri vilje. Hans mest kendte værker om forholdet mellem naturvidenskab og teologi er The Way the World Is (1983) Belief in God in an Age of Science (2003), Quantum Physics and Theology: An Unexpected Kinship (2005) og Exploring Reality: The Intertwining of Science and Religion (2007).
Denne forståelse af frelsen som det skabtes inklusion i den inkarnerede, er fremtrædende i centrale nytestamentlige tekster. Paulus skriver i Rom 6,4-5 om at dø og opstå med Kristus i dåben og dermed blive ét med ham. I 1 Kor 12,12-13 skriver han om, at alle døbte udgør ét legeme, som er Kristus. I Johannesevangeliet 15 beskrives forholdet mellem Kristus og de kristne som forholdet mellem en vinstok og dets grene. Der er i alle tilfælde tale om stærke billeder af de kristnes inkorporation og delagtighed i Kristus. Denne inklusion af det skabte omfatter også en inklusion af det skabtes ufuldkommenhed og brudte relationer. Det har afgørende betydning for kristologien, fordi Kristus hermed må forstås som et fællesskab snarere end som et individ. John Polkinghorne kalder dette ‘The corporate Christ’ og Rita Nakashima Brock kalder det for ‘Christa/Community’. Kristus er i sig selv et fællesskab af det guddommelige og det menneskelige – og har været det fra evighed af. Forstået på denne måde bliver den kalkedonen-