ELSE KRAGELUND HOLT
Esters Bog
Esters Bog
… læst af Else Kragelund Holt
Eksist E ns E n
Indhold
Du har været Ester for mig 7
Historien om Ester og de tre mænd og magten i Perserriget 11
Vashti og Ester 19
Ester i kongens harem 31
Ester mellem mændene 45
Ester, Ahasverus og Haman 53
Haman og Mordokaj – de mimetiske tvillinger 59
Jøder og persere – om vold og dens legitimering 67
Er Esters Bog en godnathistorie? 81
Du har været Ester for mig
Jeg var engang i tre måneder gæsteforsker på et presbyteriansk teologisk seminarium i Georgia midt i det amerikanske bibelbælte. Uddannelsen havde en høj kvalitet, den akademiske stab hørte til blandt de ypperste i USA, og på biblioteket kunne man finde alt, hvad man behøvede til sin forskning. Hver dag havde sin egen rytme. Efter morgenmaden sad jeg en times tid i min lille celle på biblioteket og studerede Esters
Bog, og kl. 10 var der ”chapel,” morgenandagt, i skolens kirkesal. Den blev ledet af de studerende i grupper på skift som en del af deres præsteuddannelse og var meget varierende.
Somme tider kom der gæster til ”chapel,” og en dag kom der et gospelkor fra et kvindefængsel. De sang, naturligvis, men der var også personlige vidnesbyrd, sådan som det er almindeligt. En af de talende var en afro-amerikansk midaldrende kvinde, der var ved at afslutte sin fængselsstraf på 15 år, formodentlig dømt for mord. Hun talte og talte, alenlangt og ordrigt og en god del ud over grænsen for min europæiske religiøse tryghedszone. Hun takkede den kvindelige præst og korleder for hendes vejledning. ”Du har været Ester
for mig,” sagde hun, og jeg forstod det som: ”Du var den rette person på det rette sted og tidspunkt, og du viste mig vejen.” Er det dét, Esters Bog handler om? At være på det rette sted og tage ansvar? Eller er budskabet: Selv den mest utænkelige person har mulighed for og pligt til at tage ansvar.
Esters Bog læses ikke meget i en protestantisk sammenhæng. Der er ingen læsetekster fra den i folkekirkens Alterbog og ingen salmer, der bygger på den i Salmebogen. Luther citeres ofte for at være fjendtlig over for skriftet, fordi det er for jødisk – og hedensk uanstændigt, og det har sat sig spor i forskning og formidling. Det er måske ikke så sært, for som den ene af kun to bøger i Det Gamle Testamente, Esters Bog og Højsangen, nævner den ikke Gud. Så hører Esters Bog overhovedet til i Bibelen? Og hvis den gør, er den så så jødisk-nationalistisk, at den er uvedkommende for kristne bibellæsere?
Jeg blev fascineret af Ester for mange år siden, fordi den er så anderledes end hovedstrømningerne i Det Gamle Testamente. Hvad er der på spil i en bog, der hverken nævner Gud, tempel eller tora? Og hvordan forholder vi os i dag til en bog, der slutter – lykkeligt – med jødernes blodige nedslagtning af 75.301 mere eller mindre uskyldige persere?
Hvad er der med Ester? Hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage til bogen?
Fordi den rummer det hele, først og fremmest kampen om magten, men også sex, vold, bedrag, pligtfølelse, ansvarlighed, fællesskab – og en kvindelig hovedperson. Og alle disse ting præsenteres i en
kunstfærdigt fortalt komedie, hvor det til slut går de gode godt og de onde skidt, og hvor balancen i verden bliver genoprettet med poetisk retfærdighed. Esters Bog er et eventyr, der er med til at opretholde livsmodet.
Netop nu i dag, den trettende adar i år 5784 efter den jødiske kalender, mens jeg skriver disse linjer til indledning, venter jøder verden over på, at det skal blive aften, så purimfesten kan begynde. Der skal spises, drikkes, danses, leges og gives gaver og almisse, og Esters Bog skal læses højt i synagogen. Så nu kan vi begynde …
Historien om Ester og de tre mænd og magten
i Perserriget
D er var engang en konge i det mægtige Perserrige, som hed Ahasverus. Han holdt en stor fest for alle sine guvernører og embedsmænd for at vise sin umådelige rigdom frem. Der manglede ikke noget, hverken mad, drikke eller farverig udsmykning, og festen varede i ikke mindre end et halvt år. Hvem der regerede i de 127 persiske provinser i den periode, fortæller historien ikke noget om – den overdådige fest er det vigtige. Efter den første fest holdt han fest i en uge for de nærmeste i hovedstaden Susa, og ved den lejlighed, da han var blevet godt beruset, sendte han bud efter sin dronning, Vashti: ”Hun skal have sit kongelige diadem på, så alle kan se, hvor dejlig hun er,” sagde han.
Om dronning Vashti nu har opfattet beskeden sådan, at hun ”bare” skulle vises frem for en bunke fulde mænd, eller som om hun skulle vises frem kun iført sin krone og ellers intet, det har man diskuteret blandt rabbinere, forskere og andre kloge folk de seneste 2000 år. Hun nægtede i hvert fald at komme, og kongen blev rasende. Men hvad skulle han gøre? Han
søgte hjælp hos sine nærmeste rådgivere og fik det råd, at han skulle lade udgå en kongelig befaling til alle folkeslag i hele riget på alle deres forskellige sprog om, at alle kvinder skulle gøre, som deres mænd sagde. ”Ellers,” sagde rådgiverne, ”vil rygtet om dronningens ulydighed brede sig, og så vil vores koner heller ikke gøre, som vi siger. Resultatet vil blive landsdækkende mytteri.”
Som sagt, så gjort: Dronningen blev bortvist fra hoffet, og ved hjælp af det meget effektive beredne persiske postvæsen blev der sendt et dekret ud i hele landet, hvori der stod, at enhver mand skulle være herre i sit eget hus og tale, som det passede ham.
Efter nogen tid opdagede kongen imidlertid, at han savnede at have en dronning, og som i ethvert godt eventyr blev løsningen, at de smukkeste jomfruer i landet skulle indforskrives til test i det kongelige harem. Der skulle de have en skønhedskur under opsyn af eunukken Hegaj: seks måneder med myrraolie og seks måneder med balsamparfume og andre velduftende salver. Herefter ville de blive sendt til kongens sovekammer, og den, kongen bedst kunne lide, ville blive dronning. De kasserede overgik til kongens andet harem, medbringende kostbare gaver og under behørigt opsyn af endnu en eunuk, og de blev aldrig mere tilkaldt, medmindre kongen ”fik lyst” til dem.
Blandt disse jomfruer var også den unge jødinde, vores hovedperson, Ester. Hun var forældreløs, men boede hos sin meget ældre fætter og værge, Mordokaj, der stammede fra en fornem jødisk familie. De havde været blandt dem, der blev bragt i eksil af babylonerne
nogle årtier tidligere og levede nu i Perserriget. Ester var meget smuk, og harems-eunukken Hegaj og alle andre fik stor sympati for den smukke – og beskedne – unge kvinde. Da hun blev kaldt til kongen, forelskede han sig straks i hende; han satte det famøse diadem på hendes hoved, giftede sig med hende ved en stor fest og gav i festgave skattelettelser til alle provinserne i Persien. Men på Mordokajs foranledning holdt Ester sin jødiske herkomst hemmelig.
Om fætter Mordokaj hører vi i øvrigt, at han havde tilknytning til hoffet og derfor fik mulighed for at afværge et attentat mod kongen planlagt af to betroede hoffolk, Bigtan og Teresh; det skulle senere få stor betydning for historien.
Nu gjorde kong Ahasverus hofmanden Haman til vesir i Persien. Haman omtales som agagit, dvs. han tilhørte et folkeslag, som var blevet israelitternes fjender helt tilbage i den tid, hvor de erobrede det forjættede land, og Haman viser sig allerede fra begyndelsen som skurken i vores fortælling. Kongen havde befalet, at alle helt bogstaveligt skulle kaste sig i støvet for vesiren, men Mordokaj nægtede. Det hidsede Haman så meget op, at han gik til kongen og bad om at måtte udrydde alle jøder i hele kongeriget. Fik han lov til det, sagde han, ville han lægge en betragtelig sum i kongens skatkammer – bestikkelse kunne man vel kalde det. Begrundelsen var den typiske antisemitiske bagtalelse: “Der findes et folk, der lever spredt og isoleret blandt folkene i alle provinserne i dit kongerige. Deres love er forskellige fra alle andre folks, og kongens love følger de ikke; det skulle kongen ikke tillade dem” (Est 3,8).
Kongen gik ind på planen om, at jøderne skulle udryddes; bestikkelsespengene kunne Haman selv beholde, sagde han. Han satte sin signetring på Hamans hånd, så han på kongens vegne kunne udsende et dekret med det meget effektive postvæsen til guvernører, statholdere og andre ledende folk i hele landet. Heri stod, at de skulle ”udrydde, dræbe og tilintetgøre alle jøder, både unge og gamle, kvinder og børn, på én og samme dag, den trettende dag i den tolvte måned, måneden adar,” og at de skulle ”røve og plyndre” (Est 3,13).
Datoen, der lå ni måneder fremme i tiden, blev fundet ved lodkastning, med et persisk fremmedord kaldet at kaste pur, og dette ord kommer til at danne grundlag for navnet på den jødiske purimfest, som vi skal høre mere om. Oven på veludført gerning satte kongen og Haman sig til at drikke, mens resten af hovedstaden Susa kom i vild forfærdelse.
Omvending – Ester griber ind
Rygtet om den kommende pogrom (jødeforfølgelse) nåede også Mordokaj, der iførte sig de traditionelle sørgeklæder, sæk og aske, og gik rundt i byen og foran paladset, skrigende af sorg. Skrækslagen opdagede dronning Ester, der befandt sig inde i paladset, hvordan Mordokaj var klædt, så hun sendte ham noget ordentligt tøj, men Mordokaj nægtede at tage det på. Ester sendte derfor bud til ham for at finde ud af, hvorfor han opførte sig, som han gjorde, og Mordokaj sendte en omhyggelig beskrivelse af truslen mod jøderne tilbage til hende. Samtidig bad han hende opsøge kongen