Gitte Buch-Hansen
Krig, køn, klima og Kristus
Prædikener til tiden
Eksistensen København 2025
Krig, køn, klima og Kristus
Prædikener til tiden
Gitte Buch-Hansen
© Forfatteren og Eksistensen, 2025
Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen
ISBN: 978-87-410-1125-7
Omslag: Claus Nielsen, Eksistensen
Billede: Maja Lisa Engelhardt. Tornebusk/tornekrone: Monotypi. Tilbageblik
Danmarksbilleder. Monotypi 2021-22
Udgivet med støtte fra Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Pastor Niels Møgelsvangs Litteraturfond
Jens og Karin Trollér Mikkelsens Fond
H. P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C
Tlf. 3324 9250
E-mail: eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk
Indhold
1 Sammenspisthedens evangelium 25 2. søndag efter helligtrekonger. 17.01.2021
2 Den kana’anæiske kvinde og religionskritikken 35 2. søndag i fasten. 28.02.2021
3 Når englenes lysglans forsvinder i natten 43 2. påskedag. 05.04.2021
4 Mest af alt holder jeg af hverdagen 53 Trinitatis søndag. 30.05.2021
5 Kærlighed som vilje til magt 63 14. søndag efter trinitatis. 05.09.2021
6 Homo relationalis – homo ritualis 71 18. søndag efter trinitatis. 03.10.2021
7 Sårmærkerne i Guds hænder 81 Sidste søndag i kirkeåret. 21.11.2021
8 Og julen varer lige til påske 89 Juledag. 25.12.2021
9 Endorfinernes sus som epifani 97 Sidste søndag efter helligtrekonger. 06.02.22
10 Bebudelse som grooming 105 Mariæ bebudelse. 03.04.2022
11 At have skam i livet 113 11. søndag efter trinitatis. 28.08.2022
12 GAIA slår igen 123 19. søndag efter trinitatis. 23.10.2022
13 Julekrybbernes magi og sansen for natalitet 133 Tredje søndag i advent. 11.12.2022
14 Apostlenes Gerninger som fake news 141 2. juledag. 26.12.2022
15 At forskrive sig til Djævelen 149 1. søndag i fasten. 26.02.2023
16 Er der plads til os? 159 1. søndag efter påske. 16.04.2023
17 It Feels like Summer 169
Trinitatis søndag. 04.06.2023
18 Uskyldstabets fænomenologi 179 17. søndag efter trinitatis. 01.10.2023. Høstgudstjeneste
19 All along the Watchtower 187 3. søndag i advent. 17.12.23
20 At prædike fra et hul 197 Søndag Septuagesima. 28.01.2024
21 Hermania S. Neergaard og bebudelsens politik 207 Mariæ bebudelses dag. 17.03.2024
22 Evangeliet ifølge Oehlenschläger 217 Tredje søndag efter påske. 21.04.24
23 Et bud på en regenerativ dåbsteologi 227 6. søndag efter påske. 12.05.2024
24 I begyndelsen var krigen 235 2. søndag efter trinitatis. 09.06.2024
25 Shin Bet og den profetiske kritik 245 20. søndag efter trinitatis. 13.10.2024
Homiletisk efterord 255
Marlene Ringgaard Lorensen
Samlet litteraturliste
Forord
I januar 2021 fik jeg meddelt kollats fra Københavns biskop til at kunne virke som ‘ulønnet hjælpepræst’ ved Kastelskirken på Østerbro i København. Embedet som hjælpepræst – eller ‘kaldskapellan’, som det engang hed – er fastlagt ved Danske Lov fra 1683. Det er en ærværdig, gammel institution, som gennem århundreder har tilladt teologerne ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet at virke som ordinerede præster ved byens kirker. Formålet med denne ordning er i princippet uændret: De universitetsansatte teologer opfylder samfundskontrakten gennem at tage den viden, deres forskning giver anledning til, med ud af elfenbenstårnet og stille den til rådighed for kirken – og for byen.
Krig, køn, klima og Kristus. Prædikener til tiden består af 25 prædikener, der både kan læses som den forkyndelse, der er præstens opgave, og som den formidling, akademikeren er forpligtet på. Et fælles begreb for de to opgaver kunne være: oplysning. Prædikerne har derfor en særlig genre. De er hverken mundtlige eller skriftlige, men udfolder sig mellem det informerende foredrag, der har bibelforskerens særlige viden som omdrejningspunkt; den engagerede anmeldelse, der inddrager film og udstillinger, som hjælper os til at forstå vores omgivelser; den reflekterende klumme, der kommenterer tidens strømninger – og den formanende leder, der forholder sig til de kriser, som krigene, klimaet og de unges mistrivsel stiller os over for. Det hele er bundet sammen af den bevidste retorik og æstetik, som karakteriserer essaygenren.
Bogen indledes med et kapitel, der drøfter de udfordringer, som forkyndelsen af evangeliet i dag står over for. Derudover har de enkelte prædikener hver deres korte indledning, som reflekterer over de fortolkningsmæssige udfordringer, som dagens tekster – kirkeligt og kulturelt set – udgør. Indledningerne redegør også for de særlige valg, der er taget i tilrettelæggelsen af dagens gudstjeneste, fx de salmer og den musik, som understøtter prædikenens anliggende. Endelig rummer disse indledninger også små anekdoter, der fortæller om det scenogra-
fiske samarbejde mellem kirketjener, kordegn, organist og præst, der skal til, for at gudstjenesten lykkes.
Bogen har således en række forskellige målgrupper: de kirkegængere, som har brug for at høre et evangelium, der taler til tiden; de kulturkristne, som interesserer sig for de bibelske teksters reception i kunst og kultur; præster, som gerne vil opdateres fagligt; og de teologistuderende, der i overgangen mellem universitet og embede skal finde deres måde at forvalte traditionen på. Netop de teologistuderende har gennem mine år som lektor i Det Nye Testamentes eksegese på Det Teologiske Fakultet fra januar 2012 til februar 2025 været en meget væsentlig del af drivkraften bag mit arbejde. Bogen er tilegnet dem.
En bogudgivelse som denne bliver kun til som følge af mange menneskers generøsitet. Jeg vil derfor gerne takke kolleger, ansatte og menighedsråd ved Kastelskirken, som det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med. Bogens ‘regibemærkninger’ til de enkelte søndage beretter om, hvad dette samarbejde betyder for gudstjenestens forløb. Også tak til min kollega, Marlene Ringgaard Lorensen, lektor i praktisk teologi, som har skrevet det efterord til bogen, der sætter prædikenerne ind i en større homiletisk sammenhæng. En varm tak også til Maja Lisa Engelhardt, som har stillet monotypien Tornebusk/ tornekrone – tilbagblik til rådighed for bogprojektet. Monotypien er en kommentar til Engelhardts monumentale billedcyklus, Danmarksbilleder, som til dagligt hænger i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg. Monotypierne blev udarbejdet i forbindelse med en udstilling af malerierne fra Christiansborg på Odsherreds Kunstmuseum i 2021 og Himmerlands Kunstmuseum i 2022. En særlig tak gælder min kollega professor emeritus i Det Nye Testamentes eksegese Troels Engberg-Pedersen, som insisterede på, at jeg ikke kunne tillade mig at liste ud ad branddøren på Afdeling for Bibelsk Eksegese i forbindelse med min fratrædelse februar 2025. Der burde være en udgivelse, som spejlede mit arbejde med faget. Uden dette skub, som jeg har sat stor pris på, havde denne bog næppe set dagens lys. Der er langt fra et håndholdt manuskript til en prædiken, der opføres mundtligt, til en tekst, der skal trykkes med henblik på at blive læst. Atter har Troels været en uvurderlig hjælp, først og fremmest med opbakning til projektet, men i slutfasen også med den korrekturlæsning, der har budt mig på (endnu) en lektion i dansk grammatik for viderekomne.
Hvis der stadig er fejl tilbage i den foreliggende tekst, skyldes det min uopmærksomhed. Tak også til Anne Sofie Engelstad Nissen og Jakob Engelstad Nissen, som har udarbejdet bogens register. Jeg vil også takke de fonde, hvis donationer har muliggjort bogens udgivelse. Det drejer sig om H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning, Jens og Karin Trollér Mikkelsens Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond. Jeg vil også gerne takke dekanen ved Det Teologiske Fakultet, Carsten Selch Jensen, som generøst stillede en garantisum til rådighed for bogprojektet. Endelig skal Henrik BrandtPedersen, redaktør på Eksistensen, takkes for godt samarbejde.
Indledning
Krig, køn, klima og Kristus
Et participationsteologisk perspektiv
Skriftsynet mellem alter og prædikestol
Den liturgiske omgang med Bibelen i kirkerummet er en udfordring for den kritisk tænkende akademiker. Bibelen ligger opslået på det alter, der typisk er rammet ind af knæfaldet, og som alene præsten har adgang til. I ærbødighed for bogen rejser menigheden sig, når præsten fra alterområdet læser søndagens tekster op. Gudstjenestens minutiøse koreografi, inkl. præstens iscenesættelse med sort kjole og hvid pibekrave, signalerer på denne måde, at Bibelens ord taler fra et sted, som svarer til det allerhelligste i templet i Jerusalem. Ja, at Bibelen vitterlig skulle være Guds ord. Som artefakt må bogen derfor omgås som et helligt objekt, ligesom dens indhold i gudstjenestens ritualbog betegnes som helligt. Men samtidigt lægger den liturgiske tradition også op til, at disse skrifter ‘kun’ er forskellige menneskers ytringer om gudsforholdet. Således hedder det ifølge ritualbogen, at den “hellige lektie skriver profeten Esajas”, at “epistlen skriver apostlen Paulus”, eller at dette “hellige evangelium skriver evangelisten” … Matthæus, Lukas, Johannes eller en sjælden gang Markus. Den omvendte, temmelig arkaiske, ordstilling slører forholdet mellem subjekt og objekt og giver indtryk af, at teksterne skulle have deres egen, indre guddommelige agens. Men samtidigt signaleres det, at vi i Det Nye Testamentes bøger får evangeliet, sådan som det er blevet udlagt i forskellige menigheder, i forskellige geografiske regioner, og igennem det første århundrede af den bevægelse, der tog sin begyndelse omkring en omvandrende karismatisk person i Palæstina i de første årtier af vor tidsregning. Formodentlig ville Jesus’ lære være forsvundet kort efter hans død, hvis ikke Paulus havde set det teologiske potentiale i opstandelsestroen. Og først årtier efter Paulus’ missionsaktiviteter får vi de kanoniske evangelier: evangeliet ifølge Markus efter én generation (ca. 70 v.t.), ifølge Matthæ-
us efter to generationer (ca. år 80 v.t.) og ifølge Lukas efter hele tre (jeg mener fire!) generationer (ca. år 135-140 v.t.), mens Johannesevangeliet forbliver notorisk vanskeligt at datere. Formodentlig havde vi heller ikke haft Paulus’ breve, hvis ikke forfatteren til Apostlenes Gerninger (der som flertallet af eksegeter mener er identisk med forfatteren til Lukasevangeliet) havde gjort Paulus til idealtypen på en romersk borger. Det er denne kontinuerlige tradition for at genskrive evangeliet, der har skabt den kristendom, som er blevet fundamentet under den vestlige kultur. Gennemskrivningerne har været nødvendige, fordi menighederne har måttet tilpasse deres forståelse af ‘det gode budskab’ til de nye udfordringer, som tid og sted stillede dem over for. Men i dette ifølge gemmer der sig et vigtigt hermeneutisk princip. På den ene side er præsten, som den kritisk uddannede akademiker vedkommende er, forpligtet på at udlægge teksterne i deres specifikke historiske kontekst. På den anden side træder præsten som forkynder ind i en kæde af fortolkere, der er lige så forpligtede på at udlægge evangeliet – altså troen på Kristi død og opstandelse – til tiden. Det er denne dobbelte forpligtelse, der sikrer det forhold mellem kontinuitet og fornyelse, som gør kristendommen til en levende og levbar religion.
Køn og krop: Identitetspolitik og forkyndelse
Det her introducerede skriftsyn løser det problem, jeg som forsker og forkynder ellers kunne stå over for. For det skitserede hermeneutiske princip er jo gode nyheder for de kirkegængere, som Bibelens tale gennem årtusinder har været brugt til at marginalisere og udskamme, og som i dag måske afviser kirken, fordi de ikke bryder sig om at blive talt på plads fra alteret: kvinder, der ikke vil tie i de helliges forsamlinger (jf. 1 Kor 14,34), personer med en queer seksualitet, som ikke kan identificere sig med Paulus’ voldsomme udfald mod kvinder, som vælger kvinder, og mænd, der ligger med mænd (Rom 1,26-27) eller dis/abled personer, hvis kropslighed i skrifterne er blevet brugt til at illustrere et problematisk gudsforhold. Et eksempel på det sidste får vi i Johannesevangeliet, hvor Jesus med replikken “Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre” (Joh 5,14) kobler den lamme mands tilstand sammen med hans syndighed. Bibelens tekster repræsenterer et tidsbundet syn på køn, seksualitet og krop, som det her introducerede skriftsyn dels forpligter os på at adres-
sere kritisk, dels fordrer en kreativ udlægning af, så de antikke – og måske antikverede – forestillinger ikke bliver en snublesten for forkyndelsen af evangeliet. Med denne fordring kommer mine prædikener til at bevæge sig rundt i teksternes tre verdener: den historiske verden bag teksten, den litterære verden i teksten – og fortolkningshistorien foran teksten. Man kan håbe på, at den kritiske analyse af de tre verdener vil afdække potentialer, som kan bruges til at aktualisere dagens prædiketekster. Men hvis det ikke skulle være tilfældet, kan dette forhold måske være en pointe i sig selv, som prædikenen må adressere. Eller for nu at udtrykke skriftsynet lidt populært med brødrene Gershwins ord fra operaen Porgy and Bess (1935): “The t’ings dat yo’ li’ble / To read in de Bible / It ain’t necessarily so.” Vi har trods alt kun med menneskeord at gøre.
En potentiel indvending mod disse hermeneutiske overvejelser –nemlig risikoen for, at evangeliet reduceres til identitetspolitik – må straks adresseres. Faktisk er den paulinske teologi et værn mod en sådan udvikling. For Paulus var det jo primært etniciteten, som brændte på i hans kamp for at holde sammen på en menighed, der kunne rumme forskellige folkeslag. Således insisterer han i Romerbrevet på, at menigheden finder en løsning, der kan fastholde et måltidsfælleskab, som rummer både jøder og ikke-jøder: “Ødelæg ikke Guds værk på grund af mad”, siger han (Rom 14,20). Vi kan overføre denne maksime til en række aktuelle dagsordner: Ødelæg ikke Guds rige, altså fællesskabet i menigheden, på grund af køn, seksualitet, race osv. I samme brev formaner Paulus brødrene og søstrene til at frembære deres “legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag” (Rom 12,1). Paulus beder her menighedens medlemmer om at ‘ofre’ deres individualitet, for i stedet at se sig selv som netop et ‘lem’ – dvs. en legemsdel – på den fælles krop, der qua den ånd, de har modtaget i dåben, er Kristi fortsatte væren i verden. Som han siger: “ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer” (Rom 12,4-5). Også denne – eksegeterne taler om Paulus’ participationsteologiske – tanke kan gøres til et princip for, hvordan vi i dag kan tænke fællesskab som en kombination af forskellighed og enhed. Dette komplekse legeme bliver levbart, når Kristi ånd ilter tænkningen. I sit brev til filipperne (Fil 2,1-4) sammenfatter Paulus den menighedsetik, som ligger til grund
for det her introducerede hermeneutiske princip. Passagen er så vigtig, at den må gengives i sin fulde ordlyd:
Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind . Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. (Min kursiv)
Paulus levede med en forestilling om, at han og menighederne befandt sig i de sidste tider. Denne “den nuværende onde æon” (Gal 1,4) lakkede mod enden, Kristi genkomst var forestående, og snart ville vi blive forenet med Kristus gennem en åndelig transformation. Dette apokalyptiske verdensbillede, hvor fremmed det end måtte forekomme os, har skabt en radikal tænker, der konsekvent har fokus på sammenhængskraften i menighederne. Ingen, som hører Kristus til, må gå fortabt inden den forestående dom og forventede transformation. Det er denne fastholdelse, brevenes forskellige formaninger vedvarende er rettet mod. Man kan derfor sige, at mål og middel i Paulus’ teologi har skiftet plads. Midlet – altså, styrkelsen af fællesskabet – bliver et mål i sig selv. For Paulus er sammenhængskraften i menigheden alfa og omega, og Kristus-troen midlet, som skal sikre dette. Netop derfor bliver Paulus og hans participationstænkning en relevant måde at tænke på for os, som i dag har brug for at styrke sammenhængskraften i vores fællesskaber. Så samtidig med, at vi ikke kan komme uden om, at Paulus havde et syn på homoseksuelle, som vi i dag ikke kan overtage, havde han et syn på fællesskabet, som kan bruges til at udfordre netop denne position. Med andre ord: Vi kan ‘reparere’ Paulus ved hjælp af netop Paulus.
Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg ovenfor i min parafrasering af indledningen til Rom 12 har tilføjet søstre til den autoriserede bibeloversættelses version af Paulus’ formaninger af menighedernes forsamling af brødre (Rom 12,1 – jf. DO-92). Bibeloversættelsen er for så vidt en ordret gengivelse af den græske kildetekst. Men her er den nytestamentlige forsker nødt til at korrigere oversæt-
telsen: For hilsenerne i slutningen af Romerbrevet viser jo, at der er menighedshuse i byen, der står under kvindelig ledelse (fx Maria og Junia, Rom 16,6-7). På tilsvarende vis er brevet, der viser dette, blevet fragtet til Rom fra Krenkreæ ved Korinth på Peloponnes, hvor Paulus stadig opholder sig, af en kvinde. Føbe er patron, dvs. velgører ikke bare for menigheden i Krenkreæ, men også for Paulus (Rom 16,1-2). Den danske oversættelse skjuler imidlertid Føbes socialt fremtrædende rolle: “Hun har selv stået mange bi, også mig,” siger Paulus ifølge DO-92, men den græske tekst afslører det hierarkiske patron-klient forhold mellem Føbe og Paulus. Med andre ord, når Paulus henvender sig til brødrene i menighederne, skal det forstås generisk, dvs. som en samlebetegnelse for fællesskabet af mænd og kvinder. Det vidste de paulinske – og måske også oldkirkens – menigheder, men når vi i dag læser fragmenterne af brevene i kirkerummet og bare siger “brødre”, bliver inklusionen af kvinderne, som karakteriserede den tidligste kristendom, holdt skjult. Dertil kommer, at vi i det andet århundrede, hvor vi får de såkaldte Pastoralbreve (Første og Andet Timotheusbrev og Titusbrevet), står over for en ny situation, hvor kvinderne bliver talt på plads i husholdningernes private rum. Forskellene vidner om den historicitet, der karakteriserer de bibelske skrifter, og som sætter os fri som fortolkere. Netop derfor er det vigtigt, at vi adresserer dem og ikke forsøger at harmonisere brevlitteraturens syn på køn. Jeg er således –vel at mærke, når det gælder de ægte Paulusbreve – fristet til allerede nu at føje søstre til henvendelserne til brødrene og ikke vente, til vi får den nyoversættelse af den autoriserede bibel, der venter os i 2036. Den nye udgave vil med stor sandsynlighed have den her foreslåede inklusion.
Klimaet og omverdensforholdet. Behovet for et revideret syndsbegreb
Kastelskirkens store vinduespartier vender ud mod eksercerpladsen og voldene med de store træer. Når forårssolen fylder kirken med et grøntonet flimmerlys, stemmes atmosfæren på helt vidunderlig vis i kirkerummet. Men i sommeren 2023 gjorde tørken træerne gule, lang tid før billedsproget i kirkeårets salmer skulle slå efterårets komme an. Der var tale om et temporalt misforhold, som peger på de kriser, der præger vores omgivelser: atmosfærens stigende temperatur, den truede biodiversitet og den udvaskning af næringsstoffer i fjorde og havvand, som er resultatet af et desperat forsøg på at råde bod på en allerede
udpint jord. Uundgåeligt har disse kriser udfordret den teologi, som ifølge folkekirkens bekendelsesskrifter skulle være grunden under min ageren i kirkerummet: den protestantiske retfærdiggørelseslære. For hvad er det for en fremtid, vi tilbyder de børn, der bæres frem for Guds åsyn i dåben? Vel får de her det pant på syndernes forladelse, der er omdrejningspunktet i luthersk teologi, men hvad skal de bruge det til, hvis vi, før børnene selv bliver ansvarlige for deres handlinger, har lagt det skaberværk øde, vi har fået betroet som en generøs ramme om vores fælles liv? At tale om tilgivelse forekommer i dette perspektiv kun at føje spot til skade.
For at løse den udfordring, som dette forhold stiller forkyndelsen over for, får vi igen brug for Paulus – vel at mærke en anden side af hans tænkning, end den vi kender fra Luthers mageløse reformatoriske opdagelse, og som kan sammenfattes i frelsesvishedens fem sola: sola scriptura, solus Christus, sola fide, sola gratia og soli Deo gloria. Ifølge Luther kan den kristne basere sit liv på ene og alene skriften, Kristus, troen og nåden – og alt dette ene og alene til Guds ære. Problemet er, at den klassiske retfærdiggørelseslære med dens stærke pro me -dimension – altså, at min frelse beror på min tro på, at Kristus er død for mine synders skyld – ikke i stand til at bringe os videre herfra. Frem for den individuelle frelsesvished har vi brug for en stærk accentuering af ansvar og fællesskab, der medtænker omverdensforholdet. Heldigvis skal vi ikke i gang med en radikal nytænkning af kristendommen; der er inspiration at finde i traditionen. Et første pitstop kunne være teologen, lægen og organisten Albert Schweitzers (1875-1965) bog om Die Mystik des Apostels Paulus (1930). Her møder vi nemlig det allerede introducerede participationsparadigme, hvor fokus ligger på åndsmodtagelsen i dåben og på den måde, hvorpå Ånden knytter menigheden til Kristus og de døbte til hinanden. Der er tale om et fællesskab, der strækker sig på tværs af tid og rum – ja, som inkluderer hele skabningen. Men hvor Schweitzer kunne tale om en særlig paulinsk mystik, har nyere forskning ved netop Københavns Universitets Teologiske Fakultet peget på, at den schweitzer’ske ‘mystik’ slet ikke er særlig mystisk, men et aftryk af den stoicisme, der har inspireret den teologiske tænkning både i de ægte Paulusbreve og i Johannesevangeliet.
De to teologiske traditioner – altså henholdsvis retfærdiggørelseslæren og participationstanken – løber side om side gennem hele den kristne tradition. I nogle miljøer har den ene teologi været i forgrunden, fx har participationstænkningen været fremtrædende i den gnostiske tradition og i middelalderens klostre. Under andre omstændigheder har retfærdiggørelseslæren haft the upper hand. Reformationen er det vigtigste eksempel. Luthers velkendte biografiske selvfremstilling af sin reformatoriske opdagelse viser, hvordan den femdobbelte sola -tro kan aflaste det menneske, som er martret af skyld, og bringe både den enkelte og fællesskabet videre. Participationslæren understøtter med reference til Kristi sindelag (jf. Fil 2,5) og ånd den fortsatte forpligtelse over for dette fællesskab. Mine prædikener trækker først og fremmest på participationslæren, som i min optik er den tænkning, tiden har brug for.
Prædikenerne er også præget af, at jeg i modsætning til Bibelen 2020, som jo er en målsprogsorienteret oversættelse, fastholder nødvendigheden af fortsat at operere med et begreb om synd. I Bibelen 2020 blev synden skrevet ud af oversættelsen, fordi redaktørerne mente, at syndsbegrebet var blevet udvandet gennem at blive brugt om hverdagslivets forskellige små synder: fx et dagligt glas vin til aftensmaden. I stedet for ‘synd’ taler Bibelen 2020 om vores ulydighed mod Gud eller mere eksistentielt om erfaringen af afstand til Gud. Det lutherske begreb for denne tilstand er ‘indkrogetheden’ i selvet. Det er også problemet i participationslæren, når det handler om synd. Men her er det først og fremmest ‘næsten’ – altså de andre lemmer på den fælles krop –der rammes. I participationslæren handler synd om afvisningen af at ville arbejde med på skabelsesprojektet – forstået både som relationen til fællesskabet og som omverdensforholdet – for at sikre dets forsatte trivsel. Synden lægger skabningens muligheder og mangfoldighed øde. Men når synden slipper fri af retfærdiggørelseslærens eksistentielle pro me -tænkning, bliver den strukturel og kollektiv og politisk. Faktisk er ordet ‘medskabelse’ de senere år gledet ind i det teologiske vokabularium som et tegn på, at participationsteologien allerede har sneget sig ind ad den kirkelige bagdør. (Måske ad den dør, som engang gav kvinderne adgang til kirkebænkene i skibets venstre side).
I gudstjenesten har jeg ved hjælp af mine prædikener forsøgt at forankre participationslæren rituelt gennem det syn på nadveren, som vi