Fra lys til liv
Jens Olaf Pepke Pedersen
FRA LYS TIL LIV
En atomfysiker om universets love og skabelsens mysterium
EKSISTENSEN
FRA LYS TIL LIV
En atomfysiker om universets love og skabelsens mysterium Af Jens Olaf Pepke Pedersen
© 2025 Jens Olaf Pepke Pedersen og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2025 ISBN 978 87 410 1175 2
Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Marlene Diemar / Imperiet Tryk: Dardedze Fotos: nasa.gov; esa.int; wikipedia.org
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C. www.eksistensen.dk mail: eksistensen@eksistensen.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan/Tekst & Node.
Til Kate. Og til Sarah, Michael og Christine.
INDHOLD
Forord 9 1 Støv og ånd 15
Lys 23 3 Liv 37 4 Ingen videnskabelige martyrer 47 5 Hvad er naturvidenskab? 59 6 Sameksistens 69 7 Vi svømmer i kristent vand 75 8 Det kristne natursyn 85
Ånden i naturen 99 10 Naturens centrale orden
FORORD
Myter er en del af menneskets kultur, og de har altid spillet en central rolle i vores forståelse af verden. Først og fremmest er der de religiøse myter, som er en vigtig bestanddel i mange religioner. De fleste religioner har skabelsesmyter, der forklarer, hvordan verden blev til, og flere religioner har også syndflodsmyter, der fortæller om en stor oversvømmelse, hvor menneskeheden bliver udslettet som straf eller renselse, men hvor en lille udvalgt gruppe overlever for at starte forfra.
Vi har også myter, der forbinder os med vores historie, som da Dannebrog faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219, og hvor synet af det himmelske flag gav de danske tropper fornyet kampgejst, der førte til sejr.
Mange af de gamle myter lever videre i moderne versioner i de historier, vi skaber og elsker i dag, som Ringenes Herre, Star Wars og Harry Potter.
Myterne er derfor med til at forme vores opfattelse af os selv og vores historie, og selvom de kan være forkerte, er de alligevel livskraftige, fordi de tilbyder en enkel og overskuelig forklaring på komplekse fænomener. Nogle
gange tilbyder de også en mere spændende forklaring end den, virkeligheden giver. Selv videnskaben har myter i form af de fortællinger, vi bygger op omkring opdagelser, som at Newton fik idéen til tyngdekraften, fordi han fik et æble i hovedet, eller at Galileo var en martyr for videnskaben, selvom han hverken blev tortureret eller brændt på bålet.
En af de udbredte myter inden for videnskabshistorien er forestillingen om, at mennesker i middelalderen troede, at Jorden var flad. Myten optræder allerede i det 17. århundrede, men blev populær i det 19. århundrede som en del af en idé om en mørk middelalder før renæssancens oplysning. Men Jordens form og størrelse var kendt allerede i antikken, og det var bredt anerkendt i middelalderen.
En anden vedholdende myte er, at naturvidenskab og kristendom har været i en permanent konflikt med hinanden, og at fronterne bølgede frem og tilbage, indtil naturvidenskaben til sidst løb af med sejren. Myten opstod også i det 19. århundrede, og selvom den nærmest er i total modstrid med de historiske kendsgerninger, så er det en livskraftig myte, jeg ofte støder på.
Forklaringen er måske, at når vi først har hørt en god myte, er vi tilbøjelige til at fortsætte med at tro på den, selv når der er modstridende beviser. Myten bliver en del af vores verdensbillede, og fordi den opfylder et behov for forklaring, er den modstandsdygtig over for forandring.
Og netop fordi mange tror på den, bliver den “virkelig” i den forstand, at konsekvenserne af myten bliver virkelige. Det er en af årsagerne til, at jeg har skrevet denne bog.
Bogen er skrevet ud fra to udgangspunkter. Mit ene udgangspunkt er som fysiker. Jeg har brugt en god del af min tilværelse på at forstå kvantefysikken og udføre eksperimenter for at undersøge små, men sofistikerede aspekter af atomernes vekselvirkning med hinanden. For mig har kvantefysikken været en evig kilde til forundring, fordi den afslører en verden, der på mange måder går imod vores intuition og dagligdags erfaringer, og som minder os om, hvor meget vi stadig ikke forstår om naturens dybeste mysterier.
Jeg har også brugt en stor del af min tilværelse på at forstå Jordens klima, som på mange måder er mere komplekst end kvantefysik, fordi Jorden er udstyret med så overvældende mange vekselvirkninger og globale kredsløb af stof og energi, der tilsammen udgør, hvad vi kalder for klimasystemet. Det har åbnet for en forundring over, hvordan alting i naturen er forbundet med hinanden og samtidig i konstant forandring.
Denne forundring over, hvad naturen kan frembringe, er efter min mening den vigtigste egenskab for en forsker. Selvfølgelig skal forskerne være forandringsparate, men det er langt vigtigere, at de er forundringsparate.
Spørgsmålet er, om denne følelse af forundring er et
mål i sig selv, eller om det er en vejviser til noget større. Bogen er derfor også skrevet med et andet udgangspunkt, nemlig i kristendommen, og jeg anvender både kristendommens og naturvidenskabens anskuelser.
Når vi i dag hylder videnskabsmænd som Newton og mange af hans samtidige for det naturvidenskabelige gennembrud, så overser vi ofte, at de var dybt troende forskere. De troede på det bibelske verdensbillede, der så verden som skabt af Gud, og deres motivation var at forstå Guds skaberværk. Når de ledte efter de regler og principper, der styrer universet, var det, fordi de troede på, at reglerne eksisterede, og at reglerne kunne findes og forstås. Uden for den kristne verden mente man på det tidspunkt, at universet var et stort mysterium, der hverken kunne eller skulle forklares.
I bogen viser jeg, hvordan kristendommen historisk set –og i modsætning til myten – har fremmet en naturvidenskabelig tænkning og været en vigtig kilde til erkendelse og nysgerrighed. Samspillet mellem naturvidenskab og kristendom har derfor ikke være præget af konflikt, men af gensidig berigelse. Det er også tilfældet i dag, hvor vi må anerkende både naturvidenskabens og kristendommens bidrag – og deres begrænsninger – og se dem som komplementære kræfter, som begge er essentielle for at forstå universet og menneskets plads i det.
Tak til Jeppe Duvå, Niels Henrik Gregersen, Poul Pilgaard
Johnsen, Kate Pepke Pedersen og Michael Pepke Pedersen for nyttige kommentarer til manuskriptet samt til Det
Danske Institut i Athen for et ophold på instituttet, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med afsnittet om naturvidenskab og antikken.