Kristendommen ifølge ...
Michael Böss
Du som er på jorden
Eksistensen
Michael Böss
Du som er på jorden
Eksistensen
Michael Böss
Du som er på jorden
I serien Kristendommen ifølge …
Isbn 978 87 410 1166 0
© Michael Böss & Eksistensen
1. udgave, 1. oplag 2025
Omslag og grafisk tilrettelæggelse:
Nete Banke, Imperiet
Sats: Eksistensen
Sat med Source Serif og Grouch BT
Forfatterfoto © Poul Ib Henriksen
Tryk: Latgales Druka, Letland
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK • 1820 Frederiksberg C
3324 9250
www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
Prolog
Tro kan antage mange former og udtryk. I den måde, vi forholder os til tiden, øjeblikket og døden på; til os selv og andre mennesker; i vores syn på det andet køn og de kræfter, der rører sig i vores krop, naturen og universet; i vores forhold til kunsten, historien og nationen. Det betyder, at tro er et almenmenneskeligt fænomen og ikke forbeholdt de få, der er bevidste om deres tro og kan formulere deres livssyn.
Tro forandrer sig normalt over tid i takt med, at et menneske gør sig erfaringer med livet. Den er sjældent noget, den enkelte selv præsterer og mestrer, men en arv, man overtager, en tradition man forholder sig til eller en erkendelse, som kommer over en. Undertiden er den resultatet af et personligt valg eller måske ligefrem en vækkelse eller omvendelse. Under alle omstændigheder er tro nært beslægtet med begrebet livssyn.
Sådan er det i hvert fald for mig. Kristendommen har præget mit syn på mennesket, livet og det gode. Den er blevet formet af tre ting: den familie, jeg voksede op i, mine senere oplevelser og erfaringer, og endelig af de valg, jeg selv har truffet gennem mit liv.
Da jeg var barn, var mit livssyn mere himmelvendt, end det er i dag. I dag vil jeg snarere sige, at det begynder fra neden. I det, som Grundtvig kaldte “det nærværende liv”. Samtidig hviler det dog i en gådefuldhed, et mysterium, som går over al forstand, og som den franske tænker
Blaise Pascal har udtrykt således: “Vi kender ikke kun sandheden i kraft af forstanden, men også af hjertet.”
Vi lever i en tid med færre tabuer, end da jeg selv var ung i 1960’erne og 1970’erne. Dog findes der stadig nogle. Selv om det både blandt yngre og ældre i dag er helt almindeligt at tale om sin egen eller andres sygdom, anses det sjældent for passende at tale om døden. Det er også stadig et udbredt tabu at tale og skrive om sin tro. Livssyn er ok, men tro? Nej, så bliver det for personligt.
Alligevel oplever vi i disse år en større åbenhed om tro. Gud er “kommet ind fra kulden selv i kulturen og blandt intellektuelle”, som litteraten
Nils Gunder Hansen har udtrykt det. At han har ret, kan dokumenteres med talrige interviews i Kristeligt Dagblad. Derfor er det svært for mig helt at forstå, hvorfor det i den grundtvigianske forening Grundtvigsk Forum, i hvis styrelse jeg selv har siddet, stadig anses for et udtryk for selvoptagethed at reflektere over sin tro.
Jeg er ikke vokset op i det grundtvigske miljø, men er kommet til det sent i livet. Derfor har jeg måske lettere ved at se det uholdbare i denne holdning. De grundtvigske har traditionelt lagt vægt på kirkens ritualer ved dåb og nadver, de såkaldte sakramenter, og det kirkelige og folkelige fællesskab. Det er der også god grund til. Problemet er dog, at de har svært ved at forstå, at sådan er det ikke for mange mennesker i dag.
Nutidens mennesker befinder sig et andet sted. Nogle søger fællesskaber og ritualer, ja. Men andre, og måske stadig flere, efterspørger samtaler og refleksioner om deres eksistens. Om det at være menneske og om at finde en mening og et holdepunkt i livet. Mange er blevet åbne for det spirituelle. På den baggrund kan de grundtvigskes opgør med den ny-pietistiske inderlighed forekomme bedaget og underligt irrelevant i den postmoderne tilværelses yderlighed.
Jeg har derfor delvist skrevet denne bog som en form for modsvar på en holdning, som jeg kender nok til Grundtvig til at kalde u-grundtvigsk. For Grundtvig skulle troen ikke kun bygge på menighedens fælles bekendelse, men også på det levende ord og en fri samtale om den menneskelige tilværelse.
Bogen er skrevet som en kronologisk og personlig fortælling, men siger også noget generelt om, hvad det indebærer for et i mange henseender moderne intellektuelt menneske at holde fast på sin kristne arv.
Da min fortælling strækker sig over 70 år, er den blevet en slags kulturhistorie. En beretning om en tid, som var præget af normer, værdier og livsformer, som kan forekomme mange mennesker fremmede i dag. Men som jeg alligevel mener er vigtige at holde fast på. For tro er ikke kun noget, som findes i vores bevidsthed. Tro er også noget, vi lever ud: bestemte livsformer til hverdag og højtid.