Markusevangeliet
… læst af Christiane Gammeltoft-Hansen
Eksist E ns E n
Indhold
Prolog 7
Begyndelse 9
På vej I 25
Vand 39
På vej II 45
Slutning 63
Epilog 79
Tak 81
Han kommer gående hen imod dem. Endnu er han for langt væk til, at de kan skelne ansigtstrækkene. Deres opmærksomhed er også rettet et andet sted hen. Men hvis de så i hans retning, ville de se et menneske, der gik afsted og for hvert skridt hvirvlede lidt støv op med føddernes nedslag. Flokken, han er på vej imod, står ved en flodbred. De strækker hals og skubber sig frem imellem hinanden. Der sker noget ude i floden, og de prøver at komme tæt nok på, så de kan se, hvad det er. Han standser, da han når flokkens udkant, men bevæger sig så bagfra ind imellem dem og videre ud i vandet. Ude i vandet står en mand. “Vil du døbes”, spørger manden. “Ja”, svarer han.
De er mange ved floden, men alligevel er der noget privat over det, der herefter sker. Da han træder op af vandet igen, åbner himlene sig. Adskillelsen mellem oppe og nede bliver ophævet. Der er med ét fri passage. Ud af det hvælvede blå kommer en due svævende ned over ham, og der lyder en stemme, som siger: “Du er min elskede søn.”
“Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”, skriver Markus i første linje. Det skal ikke først afsløres for os læsere hen ad vejen, hvem Jesus er. Jesus er Kristus. Nogle linjer længere nede kommer Jesus så gående ind i fortællingen ad en vej i Galilæa. Han træder ud i Jordanfloden til Johannes Døber, bliver døbt, træder op af vandet igen, og himlene åbner sig. Sådan indleder Markus sin fortælling om Jesus – uden tilløb og forhistorie. Hovedpersonen træder frem, og vi er i gang.
Da andre forfattere år senere skriver deres fortælling om Jesus, griber de det anderledes an. Hver føjer de en begyndelse til, der bygger op til Jesus’ ankomst ved at gribe længere tilbage. Matthæus indleder med en slægtstavle, der går hele 42 slægtled tilbage, og forankrer ankomsten i den jødiske historie. Lukas fortæller om graviditeten, fødslen og Jesus, der som barn kommer til Jerusalem og er på besøg i Templet. Og Johannes trumfer dem alle ved at gå tilbage til den absolutte begyndelse, et præhistorisk punkt, hvorfra alt udfolder sig. Men evangeliet ifølge Markus har ingen fødselsfortælling eller skabelsessyn. Markus begynder bare. Det er en begyndelse midt i – midt i Jesu liv, midt på en vej, midt i verden.
En fortælling, der begynder midt i, gør krav på at være ung, nutidig. Selvfølgelig har Markus’ fortælling også en forankring bagude og er farvet af forfatterens stemme og den tid, den blev skrevet i. Men forudsætningen for en begyndelse midt i er, at der midt i det, der sker i dag, også sker det, som der her fortælles om. Vi hører altid en fortælling fra der, hvor vi befinder os. Vores eget sted og vores egen tid er vores medhør. Men med sin begyndelse midt i fremhæver Markus yderligere dette: Evangeliet vil ikke bare høres fra vores tid, men har også hjemme i vores tid.
Denne tid
Her hvor jeg sidder og skriver, har jeg lige nu udsigt til nogle børn, der leger. Legen er stoppet for et øjeblik. En hund er kommet forbi, og den har suget deres begejstrede opmærksomhed til sig. Der er ingen katastrofe i sigte, der er kun leg og snak på en villavej. Jeg kunne blive ved det, lidt fredsommelig virkelighed, men det ville ikke være dækkende. Som enhver anden tid er også denne sammensat. Mens livet går sin gang på en villavej med fartbegrænsning, har der indfundet sig en krisestemning i tiden. En prepper er ikke længere en kuriøs person. Det er noget, vi alle opfordres til at være. Det er også en del af livet i denne tid, at vi bliver bedt om at forberede os på nødsituationer. På en af mine streamingtjenester er der kommet en ny kategori. Den hedder postapokalyptik. Der findes åbenbart nu så mange film, der handler om undergang og tiden derefter, at de har fået en samlebetegnelse,
der optræder på linje med drama, romantik og thriller. Afslutningen i de postapokalyptiske film er ikke henlagt til en fabulerende, fiktiv fremtid. Afslutningen er nu eller lige om lidt. Filmene foregår heller ikke i et science fiction-univers. De foregår i den genkendelige verden og det sædvanlige liv. Det er nødsituationen kørt ud i det totale kollaps, og man ånder lettet op, når rulleteksterne begynder – det var bare en film. Og dog afspejler fiktionen, at vores syn på fremtiden har fået en pessimistisk grundtone.
Det kan meget vel være, at det er en nostalgisk tilbageskrivning, for hver generation har jo sine skrækscenarier, men jeg husker, at fremtiden var anderledes, da jeg var barn og ung. Vi talte om den som et beboeligt sted, et sted vi indrettede med møbler, vi havde lyst til at sidde i, og hvor verden var intakt, hvis ikke forbedret. Der stod ikke en grænsebom lidt længere fremme på ruten. Fremtiden havde mere form af et åbent landskab, i hvilket blikket kunne brede sig ud. Selv om det var i opbrud, gjorde den tanke sig dengang stadig gældende, at viden, færdigheder og indsigter akkumuleredes over tid, og at den ene generation lærte af den forrige, sådan at hver ny generation stod på et bedre og mere solidt fundament.
Vi er da også blevet klogere på mange områder, og levevilkårene er i vidt omfang blevet forbedret. Men den store klarhed er udeblevet. I dag taler vi ligefrem om, at der har indfundet sig en desorientering. En epoke er slut, og vi ved ikke, hvor verden bevæger sig hen. De vante pejlemærker er væk. Hvis vi før opfattede fremtiden som et sted, hvor der var mere af
alting, har vi måttet revidere dette. Kloden kan ikke holde til vores vækstdrømme. Opfattelsen af nutiden som et overlegent sted, har vi også måttet lade falde. Der er for meget, der trækker den modsatte vej, til at vi kan påberåbe os at være herre over situationen. Vi er nærmere skyld i situationen. Det er sådan set kun godt at vide med sig selv, at man ikke er overlegen. Det giver plads for sund selvkritik og åbner for større lydhørhed. Men denne tids desorientering kalder ikke kun ydmyghed frem. Den sætter sig også i en stigende bekymring, der indimellem kan blive næsten lammende. I de apokalyptiske film skal man da heller ikke se op, for der ser man kometer på kollitionskurs og en natur, der rejser sig med ødelæggende kræfter. Og i de postapokalyptiske film bliver freden og livet ikke genetableret. I stedet laves der fatalistiske fremskrivninger, hvor livet reduceres til overlevelse.
Det ender godt
Da Markus skriver sit evangelium, gør der sig også en apokalyptisk indstilling gældende. De menigheder, han skriver til, lever med en forestilling om, at afslutningen nærmer sig. Hen mod slutningen af Markus’ fortælling holder Jesus en apokalyptisk tale (13,1-27).
Jesus sidder uden for Jerusalem og ser ind på Templet, der ligger inden for byens mure. Templet skal styrte sammen, intet skal blive tilbage, profeterer han. Og fremtidssynet fortsætter med en beskrivelse af en krigs og katastrofesituation, der giver mindelser om