Iben Thranholm
Vær ikke bekymret
Eksistensen
Iben Thranholm
Vær ikke bekymret
I serien Kristendommen ifølge …
Isbn 978 87 410 1168 4
© Iben Thranholm & Eksistensen
1. udgave, 1. oplag 2025
Omslag og grafisk tilrettelæggelse:
Nete Banke, Imperiet
Sats: Eksistensen
Sat med Source Serif og Grouch BT
Forfatterfoto: privat
Tryk: Latgales Druka, Letland
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK • 1820 Frederiksberg C
3324 9250
www.Eksistensen.dk // eksistensen@eksistensen.dk
9 Min lykkelige angst
19 Fra fare din engel mig bevare
29 Ægte kærlighed kender ingen frygt
39 Den fred som verden ikke kan give
49 Tag dit kors op!
59 Ikke alle bekymringstanker er mine egne
69 Skam er Satans guld
77 I Jomfru Marias favn: Fra usikkerhed til tryghed
87 Gudsfrygt giver fred
97 Vær ikke bekymret for dagen i morgen
106 Bønner
Tak
At skrive en bog er på mange måder en ensom proces.
Tankerne, erindringerne og ordene opstår i stilheden, men det, der gør hele forskellen, er de mennesker, der støtter og inspirerer undervejs. Det er i følelsen af fællesskab og forbundethed, at tanker får liv, og ord finder deres plads på papiret. Under arbejdet med bogen har jeg været omgivet af mennesker, som på enestående vis har hjulpet mig og gjort, at jeg ikke følte mig alene i processen.
Min dybeste tak går til benediktinerinderne på Vor Frue Kloster på Åsebakken, Høsterkøb. Da jeg midt i skriveprocessen havde brug for ro og fordybelse, åbnede de klosteret for mig, så jeg kunne trække mig tilbage. Men det var langt mere end et værelse og et sted at skrive. I den benediktinske tradition, som går tilbage til den hellige Benedikt i år 530, modtages en gæst som Kristus selv. Og sådan blev jeg mødt – med varme og omsorg og en stilhed, der gjorde det muligt at skrive med en frihed, jeg sjældent har oplevet.
Derfor vil jeg gerne særligt takke priorinde Moder Ana Maria og alle søstrene på klosteret. I blev min
åndelige familie og gav mig styrke. Jeg vil også rette en hjertelig tak til birgittinersøster Aloisia på Sankt
Birgitta Kloster i Maribo for inspirerende samtaler, opmuntring og forbøn, som gav mig nyt mod.
Jeg er også dybt taknemmelig for journalist
Malene Fenger-Grøndahl, som tog sig tid til at læse med undervejs. Hendes klare, men altid konstruktive og kærlige kritik har været uvurderlig for denne bog.
Ligeledes skylder jeg katolsk præst Daniel Steiner Ebert stor tak for hans teologiske indsigt og bistand.
Også en stor tak til Charlotte Ekstrand, min redaktør, og forlaget Eksistensen for at have givet mig mulighed for at skrive min historie.
Med sin skarpe iagttagelsesevne og altid smittende humor er min søn, teologistuderende Jean-Baptiste
Naudin-Matet, altid en af mine største inspirationer. Hans mange daglige opmuntringer og vores samtaler om teologi har lettet arbejdet med denne bog og har haft afgørende betydning for det endelige resultat.
Frem for alt føler jeg en dyb forbindelse til Jesus og Jomfru Maria i deres daglige omsorg. Deres nærvær og kærlighed har fulgt mig, ikke kun under arbejdet med bogen, men hver eneste dag. Denne bog er først og fremmest mit udtryk for taknemmelighed over den guddommelige kærlighed, der altid er med mig.
Min lykkelige angst
“Min søn har rigtig mange tanker om døden. Hvad skal jeg sige til ham for at få det til at stoppe?” spørger en bekymret mor foredragsholderen. Ved siden af sidder hendes teenagesøn med ansigtet begravet i hænderne.
De er mødt op til en foredragsaften for forældre og børn i en ungdomsklub, hvor jeg er inviteret med som gæst. Aftenens emne er, hvordan man bliver fri for bekymringstanker. “Negative tanker er bare tanker, men ikke virkelighed” har foredragsholderen lige fortalt forsamlingen. Hun vil gerne motivere de unge til at erstatte de negative tanker med mere tro, men ikke tro på Gud: “I skal tro på jer selv og tro på det, I ønsker skal ske”, siger hun.
Derfor svarer hun også moren, at hun skal berolige sønnen med, at dødsangsten jo bare er tanker og ikke virkelighed. “Det har jeg prøvet. Det hjælper ikke”, siger hun med et anstrøg af
uro i øjnene. En anden mor tager over, hvor den første slap: “Mit barn spørger også tit, hvad der sker når man dør, og går rundt med en konstant frygt for, at jeg eller hendes far skal dø. Hvad skal jeg gøre?” spørger hun. Det sætter en kædereaktion i gang i salen af andre forældre, der både er bekymrede og frustrerede over, at hverken de selv eller videnssamfundet kan give dem et svar, som de kan give videre til deres børn, når tanker om døden fylder så meget, “at de ikke kan fungere i hverdagen”, som en far udtrykker det.
De unges angst for døden går ind under huden på mig. Jeg kender deres angst og ved, hvad de går igennem, for da jeg voksede op var jeg selv i samme situation. Mens jeg sidder og lytter til dem, får jeg derfor lyst til at fortælle dem, hvordan det at tro på Gud i stedet for på mig selv har været min vej ud af angsten. Det er også min personlige erfaring, at der findes et aspekt af angsten, som helt er blevet overset i vores psykologiserede tidsalder – nemlig det, der handler om vores sjæl og vores forhold til Gud.
Da jeg voksede op i 1970’erne og 80’erne, var der hverken fokus på eller forståelse for angst hos børn. Jeg tror jeg var den eneste på min skole, der led af angst. Hvis der var andre, så
holdt de det for sig selv, ligesom jeg også prøvede at gøre, fordi det var skamfuldt ikke at være som de andre. Derfor blev jeg heller ikke sendt til behandling hos en psykolog, men blev undersøgt af lægen. Hans konklusion var, at jeg ikke fejlede noget, men at jeg bare tænkte for meget på mig selv, og at det skulle jeg holde op med. Selvom den diagnose, hvis man kalde det det, ikke hjalp mig særlig meget dengang, blev den faktisk på længere sigt min redning. Den hjalp mig til at indse, at svarene på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde, ikke alene lå inde i mig selv. Og derfor rettede jeg antennerne udad for finde andre veje ud af min angst og mine bekymringstanker.
Jeg voksede op i et åndeligt miljø, da mine forældre var troende og gik i kirke hver søndag, og derfor blev jeg tidligt fortrolig med, hvad kristentroen har at sige til en angst og bekymret person som mig.
Bibelen er fyldt med opmuntringer til at ikke at frygte og forsikringer om at den, som følger Gud, aldrig skal vandre alene eller sidde alene i mørket. I Det Nye Testamente findes der hele 21 direkte opfordringer til ikke at frygte, ikke at være bekymret, men i stedet at fatte mod. En af de mest kendte lyder sådan: “Vær ikke bekym-
rede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. (...) Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”
(Lukasevangeliet 12,22-31)
Buddet om at elske Gud og næsten, som er det, de fleste forbinder med det centrale i kristendommen, optræder faktisk kun otte gange. Gud og de bibelske forfattere kender alt til menneskers frygt. At Gud gentagne gange siger “frygt ikke,” tyder på, at angst langt fra er ualmindeligt og måske er en grundlæggende tilstand for de fleste mennesker.
En af grundene til at jeg i dag er troende, er at jeg utallige gange har oplevet, hvordan Gud er kommet mig til hjælp i uoverskuelige situationer, og at jeg gennem min angst fik en slags bevis for, at Gud holder sit ord. Og måske netop fordi jeg er angst, mærker jeg i særlig grad, hvilken forskel evangeliet kan gøre.
Men jeg opfatter ikke bare kristendommen som en mental førstehjælpskasse, når jeg befinder mig i svære øjeblikke; den har også åbnet mine øjne for, at den også – selvom angst er voldsomt ubehagelig – kan være et symptom på, at Gud mangler i mit liv, og at jeg ubevidst længes efter ham.
Inden for psykologien hersker der i dag den udbredte opfattelse, at angst er en fejlfunktion i hjernen. Psykologer forklarer det ved, at amygdala (et område i hjernen) kan overreagere på en tanke, der opfattes som fare, men som ikke er reel. Det kan ske i situationer, hvor vi bliver mindet om tidligere traumer. Angst kan også opstå, hvis vi i barndommen ikke har fået grundlæggende behov som kærlighed, tryghed og anerkendelse tilstrækkeligt dækket af vores forældre. Traumer kan få angst til at blusse op og give panikanfald. Men til trods for at psykologien som videnskab har givet os mange vigtige indsigter, har den en akilleshæl, og det er, at den forkaster tanken om, at mennesket har en sjæl.
Kristendommen afviser ikke psykologiens indsigter, men forklarer angst på et dybere plan. I Bibelen dukker angst op allerede ved begyndelsen af menneskehedens historie. Ifølge skabelsesberetningen siger Gud til Adam og Eva, at de må spise af alle træer i haven undtagen et bestemt, som er kundskabens træ. Gør de det, vil de dø. Slangen sniger sig ind og frister dem til at spise ved at sige til dem, at det ikke passer, at de vil dø af det. Først Eva og derefter Adam spiser af æblet og opdager straks, at de er nøgne. Da de
hører Gud gå tur i haven om aftenen, gemmer Adam sig for ham, fordi han bliver bange. Adams første reaktion efter faldet er altså angst. Før syndefaldet var Adam og Eva forbundet med Gud, men da de spiste af frugten, blev de adskilt fra Gud, og døden trådte ind i verden. Det er denne adskilthed fra Gud, som skaber en grundlæggende angst i mennesker, og som kan føles som et tomt hul indeni. Derfor er det ikke spor mærkeligt, at jeg blev grebet af dødsangst som barn, og at de unge i dag også bliver det. Ifølge kristendommen arver alle mennesker dette sår fra Adam, som var det indpodet i vores DNA, uanset hvilken slægt vi kommer fra. Men trods sit fald er mennesket stadig skabt i Guds billede. Og derfor længes mennesket efter at blive tæt forbundet med Gud igen. Mennesket er skabt til at elske Gud og blive elsket af ham. Så selvom angsten er voldsomt ubehagelig, er den også et tegn på, at vi er i live, og at vi længes efter Gud. Kirkefaderen Augustin udtrykker det ret præcist, når han i indledningen til sin berømte selvbiografi Bekendelser skriver: “vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”
Man siger, at angst æder sjæle op. Med kristendommens forståelse af angst er angst nok
snarere en reaktion fra sjælen, hvor den trykker på en rød alarmklokke i sindet for at signalere, at den lider under, at Gud er blevet væk for den.
I dag bliver angst anset for en fejl, en ulykke, der har ramt, men måske er det faktisk helt normalt og en sund reaktion i en kultur, der har fjernet sig fra Gud.
For mit eget vedkommende er jeg meget bevidst om, at på bunden af min angst ligger de store spørgsmål om livet, døden og meningen med mit liv, som jeg ikke kan skabe selv, uanset hvor meget jeg tror på mig selv. Og det var denne religiøse og eksistentielle søgen nede under angsten, som jeg fornemmede den aften i ungdomsklubben, og som forældrene i bund og grund var frustrerede over ikke at kunne håndtere eller få nogle klare svar på. Fordi vi i takt med afkristningen er blevet uvante med at tage den samtale, så har vi tabt begreberne og sproget for de mest fundamentale spørgsmål i livet: Hvad sker der, når jeg dør? Findes der en Gud, som jeg kan stole på, når jeg er bange? I mangel af bedre oversætter vi det til klinisk psykologisk sprog og til diagnoser. Spørger et barn, hvad der sker, når man dør, får det ofte ikke et svar, men et modspørgsmål: “Har du brug for
at tale med en psykolog?” Og den uvished, der opstår, når man ikke kan få et svar, er efter min bedste overbevisning med til at øge angsten.
For mig har det været en hjælp at forstå, hvordan Adams historie afspejler min egen. Kirkefædrene brugte udtrykket felix culpa, som betyder “lykkelig brøde (fald)”. Det betyder, at jo større synden og faldet er, desto mere nåde og kærlighed kan Gud give et menneske. Det er den ulykkelige situation, som fører til den højeste form for lykke. Sådan ser jeg også på min angst og på, hvor den har ført mig hen i livet.
Inspireret af felix culpa kalder jeg den også for min lykkelige angst. For jo mere angst, desto mere kærlighed føler jeg, at Gud giver mig. For det hører også med til skabelsesberetningen, at det er Gud, der opsøger Adam, da han i sin angst har gemt sig for ham. Det er Gud, der går en tur i haven om aftenen for at lede efter Adam og råber: Hvor er du, Adam? På samme måde har Gud opsøgt mig for at trække mig ud af det mørke, som angsten truer med at indhylle mig i.
Fordi jeg vælger at forstå min angst og bekymring i det lys, er det også min angst, som gør, at jeg er åben for, hvad Gud vil gøre med mig. Det er min angst, der er den åbning, hvor
Gud kan træde ind i mit liv og få lov til at frelse mig. For det er i angsten, at jeg bliver nødt til at opgive min egen kontrol, overgive mig og lade
Gud komme til.
Når jeg ser, hvordan mange mennesker rammes af angst i vores tid, så tænker jeg, at det måske skyldes, at de ikke er klar over, at deres angst kan være sjælens nødskrig om at komme Gud nærmere. For mig er angsten som et kompas, der leder mig frem til Gud, og det er i de perioder, hvor jeg har følt mig mest angst og bekymret, at jeg har mærket Guds kærlighed og nærvær allermest intenst.