Hvad er liturgi

Liturgi er et fagudtryk. Det henviser til en religiøse praksis, som er lagt i mere eller mindre faste former. I almindelighed mener man med liturgi simpelthen tjenester og handlinger i kirken, deres bestanddele og disses indbyrdes sammenhæng. En gudstjenestes eller kirkehandlings liturgi beskriver og tolker den religiøse ytrings karakter og særpræg – mens ritualet oftest tilkendegiver en gudstjenestes eller kirkehandlings faste “spilleregler” og prægnans.

Liturgien har sin egen litteratur. Først og fremmest de normative, som f.eks. autoriserede bibeloversættelser, ritual- og alterbøger og salmebøger. Dernæst valgfrie bønnebøger, koral- og melodisamlinger – og endelig den teoretiske, som meddeler liturgisk forskning eller diskuterer den liturgiske praksis, dens intention og formål.

Etymologi

Ordet “liturgi” er lånt fra græsk: λειτουργία (leitourgia), som betyder: ‘arbejde for folket’ eller offentlig tjeneste. Begrebet opstod i antikkens hellenistiske. bystater, hvor det blev brugt om borgerlige ombud af nødvendige tjenester i det almenes interesse, såsom soldatertjeneste og forvaltning af offentlige hverv. Nogenlunde samtidigt dukker ordet op inden for religiøsitetens sfære og bruges da i forbindelse med de offentlige, kultiske og religiøse funktioner. Som sådan hentes begrebet ind i den tidlige kristne sprogbrug.

I Det Nye Testamente findes ordet liturgi brugt i brevene og et enkelt sted hos evangelisten. Lukas, der bruger betegnelsen liturg – tjener for den offentlige religion – om Johannes Døbers far Zakarias, der som jødisk gejstlig. var tilknyttet præstetjenesten i templet i Jerusalem (Luk 1,23). Paulus bruger betegnelsen om sig selv og sin tjeneste som apostel. (Rom 15,16; Fil 2,17). Endelig fremstiller Hebræerbrevet selve Kristus som den ultimative liturg, den “ypperstepræst.” i hvem al præstetjeneste er udtømt og al liturgi derfor i grunden tilendebragt (Hebr 8,1-6).

Ved at grave ned til liturgi-begrebets grundbetydning og følge dets historie bliver det muligt at indkredse noget afgørende:

Liturgien må manifestere noget alment nødvendigt

Fastholdes liturgiens grundbetydning af offentligt hverv, må ægte liturgi manifestere noget alment nødvendigt. Et samfund, der rummer forestillingen om noget helligt som en faktor i tilværelsen, har brug for samværsformer, sprog og handlingsmønstre, der anviser, hvorledes man skal begå sig med dette hellige.

Liturgien må udtrykke noget alment tilgængeligt

Fastholdes liturgiens grundbetydning af en tjeneste, der principielt angår hele folket, kan der kun være tale om ægte liturgi, for så vidt som den udtrykker noget alment tilgængeligt. De omgangsformer med det hellige, liturgien angiver rammerne for, er således altid “officielle” – ikke forbeholdt de indviede eller indforståede, men må altid tilstræbes at være dækkende for det kollektiv eller samfund, der er fælles om at opfatte liturgiens genstand eller instans som hellig.

I disse to forhold ligger i videre forstand det afgørende særkende ved al ægte liturgi, nemlig dens grundlæggende fælleskarakter. Liturgien forudsætter et fællesskab, der har brug for et fastlagt, alment tilgængeligt udtryk for en fælles anerkendt nødvendighed – anvisninger for steder, tider og måder for mennesker at forholde sig til det hellige på. Dermed kommer liturgien, når den udfolder sig, til at være en tilkendegivelse af det pågældende fællesskab. Liturgien bekræfter således, at dette fællesskab er til, og liturgien bliver selv en faktor i fællesskabets opretholdelse.

Sammenholder vi vore dages gængse brug af begrebet liturgi med ordets oprindelige betydning, kan der indkredses et signalement: Liturgien betegner den forpligtelse – og forhåbentlig det faktum – at den foreliggende gudstjeneste og kirkehandling i sit indhold og i sin form rummer, udtrykker og dermed svarer til noget alment nødvendigt for det folk, det fællesskab, der samles om den.

Liturgi er noget nødvendigt for et samfund, som kun kan finde sit tilnærmelsesvist mest dækkende udtryk for denne nødvendighed i form af netop liturgi. Hvis ikke, er der ikke længere tale om liturgi, men religiøst skuespil, hvor det væsentlige ikke består i den gentagne udførelse, men den individuelle, dramatiske fremførelse.

Liturgiens relationer – tid og sted, helligt og almindeligt

Liturgi forholder sig til tid og sted. I dobbelt forstand. Den liturgiske handling udspiller sig i tiden, både forstået som den nære tid, nutiden, den stund liturgien kræver og udfylder – og til samtiden, de mennesker, der er liturgiens aktører og udgør det samfund og den kultur, på hvis betingelser liturgien udfolder sig.

Liturgien gør samtidig sit øjeblik til en del af en større tid. Gennem liturgien forbindes stund og samtid med den tid, der også rummes i den religiøse cyklus og i årstidernes skiften, i livets gang – og med den guddommelige tid, evigheden. Liturgien inddrager menneskets tid i Guds.

Alt dette finder sted. Liturgien manifesterer et nærvær af – eller ligefrem en tilstedeværelse af – det hellige. Det hellige kommer til stede, hvor liturgien udfolder sig. Liturgien helliger sit sted – eller et sted kan være helliget og forbeholdt den liturgiske handling. De eleusinske mysterier. (kultdramaer) i det antikke Grækenland opførtes på et lukket,

indviet område afsondret fra omverdenens blikke. Den jødiske kult. havde sit hjemsted i Jerusalems tempel., som også var Guds jordiske bolig.

Liturgien forholder sig til Gud på et tilgængeligt sted i verden. Liturgiens huse og deres indretning afspejler, hvordan de mennesker, der går ind og ud af liturgiens rum, er stillet i forhold til det, der dér holdes helligt. Gudens hus, templet eller helligdommen er netop et hus, trods størrelse og pragt genkendeligt som en bolig, og dets nærmeste omgivelse markeres ofte som en indhegnet plads, det helliges matrikel. Der kan man komme på visse betingelser og under iagttagelse af kulturelt bestemte færdselsregler som regulerer, hvorvidt kun de indviede har adgang til guddommes private gemakker. Indvielsen kan være eksklusiv og gejstlig, men også inklusiv og alment opnåelig.

Kristendommens bygninger fortæller historien om en Gud, der gør sig tilgængelig for mennesker. Derfor blev det basilikaen., den romerske kulturs audiens- og forsamlingsbygning, der blev grundmodellen. Et hus, udlagt som en almindelig menneskekrop, forbundet med de dødes grave, både herskerens mausoleum. og den fattiges grube i jorden, som et stærkt vidnesbyrd om et helligt nærvær, der rækker ud over menneskets tid og sted.

Liturgi som praktiseret teologi

Liturgi er et af de sprog, hvormed der kan udtrykkes noget om forholdet mellem Gud og mennesker. Ikke blot gennem tiltale – i bibellæsninger, prædiken og kollektive opfordringer, men også gennem den samtale med Gud, der finder udtryk i lovprisningsytringer, bøn, sang, musik og lytten. Også kroppens tilkendegivelser – både menighedens og præstens – af ærefrygt, tilsagn og medleven, er en del af liturgiens sprog. Liturgien er dermed en teologisk ytringsform. Liturgien rummer og udtrykker teo-logi, liturgien taler om Gud, og i liturgien både taler Gud til menigheden og menigheden taler til og med Gud.

Liturgi er således i eminent forstand praktisk teologi. Spørgsmålet om, hvad og hvem Gud er – og svaret på det spørgsmål – bliver i liturgien udfoldet i en praksisform. Kirkebygningerne og det, der sker i dem, afspejler, hvilken tale om Gud og hvilken opfattelse af forholdet mellem Gud og menneske, der skal rummes og udtrykkes der. Katedralens. højalter under de opadstræbende hvælv og forsamlingssalen med bænke i rundkreds eller halvcirkel giver liturgien hver sit udtryk, selv når det er de samme ord og toner, der lyder begge steder.

Men også liturgien selv kan tilkendegive, om forholdet mellem Gud og menneske er vertikalt eller horisontalt. – Påkalder man først og fremmest den ophøjede, fjerne himmelske majestæt – eller forkynder liturgien en Gud, der nedsteg til vor skrøbelighed, “tog en tjenerskikkelse på, og blev mennesker lig” (Fil 2,7)?

På samme vis afspejler liturgien også et menneskesyn og et samfundssyn – og et kirkesyn. Det røber sig, når man f.eks. spørger: Har liturgien sit eget, eksklusive kirkesprog, sit eget kirkemusikalske sprog eller bruger den folkesproget og tidens toner? Indebærer liturgien menighedens deltagelse, eller kan den ubesværet folde sig ud med menighedens blotte tilstedeværelse, fordi et antal liturgiske fagpersoner siger, synger og gør det, der skal til? Er liturgien i form og indhold uafhængig af menigheden, så den principielt eller reelt fuldtud kan gennemføres alene af de gejstlige? I den forstand forholder liturgien og dens musik sig også til det konfessionelle., kristendomsforståelsen og opfattelsen af, hvad kirken er.

Den “tjeneste” liturgien udtrykker, indholdsbestemmes af den instans – verdslig eller sakral. – som liturgien forholder sig til. I kristendommen er instansen den Gud, som har udtrykt sit væsen i det historiske menneske Jesus Kristus. Hans liv, hans lære og hans gudsforhold bliver dermed det grundlæggende gyldighedsmønster for al kristen liturgi.

Kristi gerning forstås i de sene skrifter i Det Nye Testamente som den sande præstelige tjeneste. Den formidler såvel den rette fortælling om og forståelse af Guds væsen og handlen, som det rette liv på baggrund af erkendelsen af, hvad denne Guds hellighed indebærer, og hvordan han derfor må holdes hellig. Endelig ses Kristi gerning som den finale udfoldelse af omgangen med det hellige – altså som den i eminent forstand egentlige gudstjeneste. Tjenesten er nemlig gjort. Det Nye Testamente er indirekte en kritik af eller

et korrektiv til al menneskelig gudstjeneste, for efter Kristus udretter menneskelig tjeneste intet til at erhverve Guds yndest og gode vilje. Menneskelig gudstjeneste fortjener eller erhverver i grunden ingenting; med gudstjenesten kan der ikke optjenes nogen skat i Himmelen. Alligevel havde kristendommen lige fra begyndelsen sin egen liturgi.

Kristendom og liturgi

Et religiøst samfund giver sig især til kende gennem dets:

mythos – fortællinger om det hellige, om guddommens væsen og handlen. ethos – det levned, der leves eller stræbes efter i lyset af det hellige. cultus – den måde, hvorpå man omgås det, man holder helligt.

Kristendommens mythos er fortællingerne om Guds handlen i tid og rum, i kraft af skabelsen, genløsningen ved Kristus og opretholdelsen ved Helligånden, sådan som Bibelens mangeartede skrifter, læst i lyset af evangeliet om Kristus, fortæller om forholdet mellem Gud og menneske. Dens ethos er kirkens liv i verden under ansvar over for Kristi eksempel og anvisning. Kristendommens kultus er dens gudstjeneste og kirkehandlingerne ved livets store overgange. I den kristne liturgi holdes disse tre aspekter sammen.

Forholdet mellem kristendom og liturgi indebærer en aldrig ophævet modsigelse. Hebræerbrevet illustrerer det som nævnt ved at skildre Kristus som den ypperstepræst, der kvalitativt overtrumfer den gamle jødedom. Den tjeneste, Kristus førte ind i verden, er endegyldig. Det er kristendommens påstand, at i og med Kristus går gudsforholdet op i den endelige, højere enhed.

Hvorfor så blive ved? Hvorfor foretage liturgiske handlinger hver uge året rundt endnu i det enogtyvende århundrede? Fordi kristen liturgi er den offentlige tjeneste, hvor Kristi tjeneste gøres nærværende. Gennem liturgiens udtryk tilkendegives og virkeliggøres den forkyndelse og livsvejledning, Jesus fra Nazareth gjorde gældende, og i liturgien skabes en måde, hvorpå mennesker og Gud når hinanden. Den egentlige, kristne liturgi er derfor den, der stærkest muligt gør Kristi tjeneste gældende – ikke den, der først og fremmest appellerer til menneskelig opfindsomhed og anstrengelse.

Gennem liturgien hengiver troen sig til Gud. Men den kristne liturgis forudsætning er, at den Gud, som myten., evangeliet, ordet forkynder, selv først har hengivet sig til sit menneske – ved selv at blive menneske, og gennemleve og gennemlide et menneskes liv og et menneskes død.

Sammensmeltningen af den kristne grundfortælling, evangeliet, og de konsekvenser dette evangelium. indebærer for de kristnes liv – det gudsforhold, Kristus har etableret – får mund og mæle, bliver kød og blod i liturgien. Liturgien støber disse elementer sammen i en fælleshandling, et fælles øjeblik, et fælles sted: Kirkens gudstjeneste, som på hver uges første dag tilbyder livsmod og nye kræfter gennem det, Kristus har bragt ind i verden.

Guds-tjeneste

Med indkredsningen af liturgiens fællesskabsbetingede offentlighedskarakter er der peget på gudstjenesten som den begivenhed, hvor noget erkendt nødvendigt for alt menneskeligt fællesskab kommes i møde. I nærværende sammenhæng altså det danske samfunds gudsforhold. Det er tillige signaleret, at gudsdyrkelsen i vort samfund, på vor kulturbaggrund og i vort aktuelle tilværelsesmønster ikke er et individuelt foretagende, men er knyttet til et kollektiv, et nærmere defineret fællesskab. Hvordan dette fællesskab nærmere identificeres – om det drejer sig om mennesker af samme religiøse eller kristelige observans, sprog, nationalitet etc. – er ikke uden betydning for, hvordan gudstjenesten udformes, og dermed hvilke betingelser liturgien har.

Mere grundlæggende er den præcision af liturgiens funktion, der ligger i ordet “gudstjeneste”. Den indebærer, at det opfattes som en nødvendighed i det aktuelle danske samfund, at der findes en form, en måde eller praksis for, hvorledes gudstjeneste overhovedet kommer i stand. Denne nødvendighed skal der ikke argumenteres for her, den er forudsat i og med, at kirken stadig holder gudstjeneste.

Guds tjeneste for os – vores tjeneste for Gud

Men hvad er gudstjeneste? Umiddelbart er en Guds-tjeneste et af to: – Den mest udbredte opfattelse er nok den, at gudstjenesten er menighedens tjeneste for og dyrkelse af den Gud, som den er bevidst om og har en nøjere opfattelse af. Populært sagt: Vi går i kirke for at gøre Gud en tjeneste.

Den anden opfattelse er den, at gudstjenesten er Guds tjeneste for sit folk, sine børn, sine troende, sin kirke, sin menighed. Den hænger sammen med den førnævnte, for det ligger dybt i folkereligiøsiteten, at når vi gør Gud den tjeneste at huske på ham, så må han på sin side også komme i tanker om os.

Men måske rummer gudstjenesten begge dele. Guds tjeneste for os og vores tjeneste for Gud. Således at gudstjenesten slet og ret er mødet mellem Gud og menneske – et sted og en stund, hvor det hellige iklæder sig øjeblikkelighed.

Eller – hvis det foregående er for meget sagt – så i det mindste, at gudstjenesten er den mulighed i tid og rum, hvor tilnærmelsen mellem menneske og Gud, mellem jordisk og himmelsk, mellem alment og helligt, kan ske.

Uanset hvilken forklaringsmodel man vil vælge, bliver det klart, hvilke fundamentalt afgørende, voldsomme og mægtige ting, der er på spil – og liturgien derfor skal bære.

Opløft jeres hjerter…