Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer

Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer

I de salmer, vi synger ved gudstjenester og kirkehandlinger, appellereres der ofte til at give situationen yderligere kropslige og psykisk-konkrete udtryk end den blotte sang: “Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde” (Luther og Grundtvig, DDS 487,1); “jeg lukker ind i sjæl og sind dig, Herre min, med al din nådegave” (Sthen, DDS 52,4); Fald du derfor ned og bøje, o min sjæl, dit hjertes knæ, løft din troes våde øje” (Kingo, DDS 762,3). Salmedigternes vendinger peger på, at liturgien har med hele mennesket at gøre. Evangeliet, Guds glædes ord, kalder på fysisk respons. Sjælen er kroppens forbindelsesled til det hellige; sindet er tankens og forstandens. Det kropslige og det mentale kan ikke holdes ude fra hinanden – hvilket er eminent grebet i intonationen af nadverliturgien: Opløft jeres hjerter til Herren! Det er naturligvis en åndelig koncentration, der opfordres til, men appellen kommer til menigheden gennem ørerne, og den tager sigte på et konkret, sansbart og kropsligt engagement – nadverens måltidssamvær med Kristus selv.

Liturgisk kommunikation rummer på samme tid grundlæggende udtryks- og ytringsformer. Udtryksformerne er kroppens og stemmens sprog. Ytringerne er læsningernes omtale, prædikenens tiltale og menighedens bekendelse, bøn, sang og lovprisning. Sansningen forbinder dem.

Sansning – sjælens sprog

Vi mennesker lever gennem de fem sanser, derfor må vi have noget ydre at holde os til, siger Luther i en Sermon om Det Nye Testamente – og gentager dette i den Store Katekismus: “… der må og skal være noget ydre, håndgribeligt, for at man med sanserne kan fatte og (be)gribe det og derigennem bringe det ind i hjertet” (WA 30, I, 215).

I de følgende afsnit bruges en række salmecitater, til at tydeliggøre, i hvor høj grad der refereres til sanse-erfaringer i liturgiske situationer.

Syn

Evangeliet er lyset i mørket. Derfor tændes der levende lys i kirken, når evangeliet skal lyde. Og når de holdes slukkede langfredag, kirkeårets. gravmørke dag, oplyser de netop gennem deres fravær.

Synet fanger lyset i alterlysenes genskin på begge sider af præstens skikkelse, når bibellæsningerne lyder; en sansning som er befordrende for bibeloplæsningen og dens forplantning til det indre: “oplys enhver i sjæl og sind at finde vejen til dig ind” (Brorson, DDS 123,1).

Sjælen og sindet er benævnelser for det tolkningsfilter, der omsætter det umiddelbare til erfaring af det helliges nærvær. Mørket er dunkelt, hemmelighedsfuldt; ikke uden grund talte reformatorerne om ‘evangeliets klare dag’ og de kristne som ‘lysets børn’.

Hørelse

Evangeliet er Guds talte, levende ord – som hørelsen lytter til, både med det ydre og ‘det indre øre’; det, som også griber tonerne i liturgiens sang og musik: “og Guds kirke stemmen hører, en himmelsk glæde hjertet rører” (Nicolai, DDS 268,2). Hvad Gud er og vil, når hen til den enkelte igennem tid og rum – gennem hørelsen. For, siger Luther: “Ordet er ikke en løssluppen vind eller tilfældig lyd, men bringer hele den guddommelige naturs væsen med sig” (Kirchenpostille 1522, WA 10, I, 1, 186).

Det har at gøre med den lutherske liturgis grundlæggende mundtlighed. Den del af Guds væsen, der inkarnerer sig og bliver menneske i Jesus. Kristus er Guds ORD. Derfor må Guds rige først og fremmest være et “høre-rige” (Luther). Gud kendes ikke rent åndeligt, uden om hans fødte, lidende og korsfæstede Søn. Det ville ende i mystik og sværmeri.. Evangeliets sansningsforankring – liturgien – er netop et værn mod det. Gennem det inkarnerede, menneskeblevne ord, meddeler Gud sig til mennesket. Og, siger Luther, mennesket får kun del i Guds sandhed “ved at høre og tro det lydlige ord (audire et credere verbum vocale) – og ved ikke at ville vide af andet end Kristus som korsfæstet.” (Genesisvorlesung 1535, WA 43,72).

I sig selv har høresansen ingen evne til at skelne sandt fra usandt, eller mellem det oprigtige og det falske. I så henseende knytter høresansen derfor ofte hvad man kunne kalde en følgesans til sig, for at kunne være på vagt over for det hørte. Men denne følgesans er oftest “den følgagtige sans” (K.E. Løgstrup), fordi den let lader sig betage. Det vidste allerede forfatteren af Timoteusbrevene, som revsede tilbøjeligheden til at følge “det, der kildrer ørerne” (2 Tim 4,3). Denne risiko gælder også i liturgisk sammenhæng, som når en halvdårlig salmetekst bliver en ‘ørehænger’ i kraft af en god melodi. Men hørelsen er ikke desto mindre den protestantiske liturgis første sans.

Føling

Evangeliet er en kilde. – Hvorfor netop det billede? Det er essensen af Jesusordet til kvinden ved Sykars brønd: “Det vand jeg vil give, skal blive en kilde som vælder med vand til evigt liv.” (Joh 4,14). Når vi ser et barn blive døbt, genkalder vi umiddelbart fornemmelsen af vand på kroppen, og denne sanseerfaring fremkalder alle vandets egenskaber: forfriskningen, renselsen, badets fornyende virkning og tørsten, der slukkes. Det er derfor salmedigteren lader os synge, at vi “føler dåb er livets vand” (Grundtvig, DDS 303,2). Man kan knap nok sige, at sansningen er sublimeret; den genkaldes blot af den liturgiske handling og i den liturgiske situation. Og det gælder flere steder i gudstjenesten, at “hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt, det lever dog i os det føler vi godt”, og det at være