Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer I de salmer, vi synger ved gudstjenester og kirkehandlinger, appellereres der ofte til at give situationen yderligere kropslige og psykisk-konkrete udtryk end den blotte sang: “Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde” (Luther og Grundtvig, DDS 487,1); “jeg lukker ind i sjæl og sind dig, Herre min, med al din nådegave” (Sthen, DDS 52,4); Fald du derfor ned og bøje, o min sjæl, dit hjertes knæ, løft din troes våde øje” (Kingo, DDS 762,3). Salmedigternes vendinger peger på, at liturgien har med hele mennesket at gøre. Evangeliet, Guds glædes ord, kalder på fysisk respons. Sjælen er kroppens forbindelsesled til det hellige; sindet er tankens og forstandens. Det kropslige og det mentale kan ikke holdes ude fra hinanden – hvilket er eminent grebet i intonationen af nadverliturgien: Opløft jeres hjerter til Herren! Det er naturligvis en åndelig koncentration, der opfordres til, men appellen kommer til menigheden gennem ørerne, og den tager sigte på et konkret, sansbart og kropsligt engagement – nadverens måltidssamvær med Kristus selv. Liturgisk kommunikation rummer på samme tid grundlæggende udtryks- og ytringsformer. Udtryksformerne er kroppens og stemmens sprog. Ytringerne er læsningernes omtale, prædikenens tiltale og menighedens bekendelse, bøn, sang og lovprisning. Sansningen forbinder dem.
Sansning – sjælens sprog Vi mennesker lever gennem de fem sanser, derfor må vi have noget ydre at holde os til, siger Luther i en Sermon om Det Nye Testamente – og gentager dette i den Store Katekismus: “… der må og skal være noget ydre, håndgribeligt, for at man med sanserne kan fatte og (be)gribe det og derigennem bringe det ind i hjertet” (WA 30, I, 215). I de følgende afsnit bruges en række salmecitater, til at tydeliggøre, i hvor høj grad der refereres til sanse-erfaringer i liturgiske situationer.
Syn Evangeliet er lyset i mørket. Derfor tændes der levende lys i kirken, når evangeliet skal lyde. Og når de holdes slukkede langfredag, kirkeårets. gravmørke dag, oplyser de netop gennem deres fravær. Synet fanger lyset i alterlysenes genskin på begge sider af præstens skikkelse, når bibellæsningerne lyder; en sansning som er befordrende for bibeloplæsningen og dens forplantning til det indre: “oplys enhver i sjæl og sind at finde vejen til dig ind” (Brorson, DDS 123,1).
Liturgiens grundlæggende udtryks- og ytringsformer 19
