Protestbevægelser

- idealisme, identitet, selvforsvar eller meningsløs vold?

Protestbevægelser

© Forlaget Columbus og forfatteren 2013

1. udgave, 1. oplag 2013

Forlagsredaktion: Anders Hassing

Grafisk tilrettelægning og omslag:

Bodil Mulla

Tryk og repro: Tarm Bogtryk

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Printed in Denmark 2013

ISBN: 978 87 7970 183 0

Forlaget Columbus

Østerbrogade 54 C

2100 København Ø

Tlf.: 35 42 00 51

Fax: 35 42 05 21

www.forlagetcolumbus.dk

info@forlagetcolumbus.dk

Indhold

Forord 7

1 Politik i bevægelse – bevægelser i politik 9

Politik er mange ting – samfundsengagement og civil ulydighed 10

Politik fra neden 12

Sociale bevægelser – græsrodsbevægelser – protestbevægelser 12

Protestbevægelse, subkultur og modkultur 15

Protestbevægelsernes baggrund, mål og midler 16

Medielogik og protestbevægelser 20

Forskning i protestbevægelser 21

Rationelle politiske mål eller søgen efter protestidentitet? 25

The end of History? 25

En ny normaltilstand? 28

Økonomisk krise og protestidentitet 31

Fra radikale til konservative bevægelser 33

2 Teorier om protestbevægelser 37

Tidlige teorier 37

De tre klassiske forklaringer 39

Sammenbrud og massesamfund 43

Teorien om strukturelt pres 45

Nyere teoretiske retninger 46

Forskning i protestbevægelser på empirisk grundlag 46

Ressourcer, muligheder og kollektive identiteter 50

Rationelle aktører med politiske mål 51

Protestbevægelsen skaber sine egne muligheder 53

Magthavernes ”back-fire” 55

Protestbevægelsernes dynamik 58

RMO-teoriernes styrker og svagheder. 60

3 Senmodernitetens protestbevægelser 61

Systemer og livsverden 61

Livspolitik og subpolitik 62

Mål, midler og medlemmer 63

Kollektive politiske identiteter – at gøre en forskel sammen med andre 66

Maffesolis neo-tribale fællesskaber 67

Fra sympatisør til aktiv deltager 68

Hvor skal man begynde, hvis man vil forandre verden? 69

Kreative aktionsformer 69

Fra faner til Facebook 70

Engageret aktivisme eller tilbagelænet slacktivisme 74

”Likes” har erstattet stenkast i den politiske kamp 74

Hacktivisme 75

Nye grænseoverskridende aktører 77

At gøre en forskel – eller være sammen om at være imod 77

4 Protestbevægelser, diskurser og diskursanalyse 81

Manipulerede, rodløse ballademagere? 81

Magtteknikker og diskurser om protestbevægelser 81

Ballademagerdiskursen 82

Smitte-diskursen 85

Forførelsesdiskursen 87

Diskursanalyse i praksis 88

Diskurser om rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69 94

Analyse af konkrete tekster 94

Undersøgelse af større tekstmængder 99

Analysens faser 99

Illustrationer 101

Indeks 101

Forord

Denne bog beskæftiger sig med en type sociale bevægelser, som står i et konfliktfyldt forhold til myndigheder, magthavere, virksomheder, organisationer – eller hovedkulturens normer og regler. Den rummer en række teorier om sådanne bevægelsers baggrund, mobilisering af medlemmer og deres forskellige aktionsformer. Og som det afspejles i bogens titel, beskæftiger den sig også med diskurser om protestbevægelser. De forskellige teorier, der behandles i bogen, er tænkt anvendt til konkrete analyser af forskellige former for protestbevægelsers kollektive handlen: fra den tilsyneladende formålsløse udøvelse af vold og hærværk til målrettede kreative aktioner bl.a. via sociale medier.

Bogens målgruppe er primært samfundsfag, STX, på A- og B-niveau, hvor den kan bruges i forbindelse med arbejde med sociologiske, økonomiske og politiske emner.

Den vil være særdeles velegnet i samarbejdet med fag som historie, sprogfag, dansk, musik og billedkunst, ligesom den kan danne udgangspunkt for AT-forløb samt arbejdet med SRO/SRP-opgaver.

Bogen introducerer forskellige teorier, som eleverne kan anvende til analyser af konkrete protestbevægelser. Empirien præ-

senteres bl.a. i forbindelse med bogens illustrationer.

Til bogen er der udarbejdet en hjemmeside med arbejdsspørgsmål og links til forskellige konkrete protestbevægelser i Danmark og i resten af verden.

Kapitel 1 er skrevet med henblik på at give eleverne en generel introduktion til emnet protestbevægelser. Kapitlet præsenterer forskellige typer protestbevægelser og de faktorer, som har skabt bevægelserne. Kapitlet fokuserer på den historiske udvikling, protestbevægelser i forhold til det formelle politiske system og til medierne, forskningsmæssige synsvinkler samt bevægelsernes mål og midler.

Kapitel 2 introducerer klassiske og moderne teorier om protestbevægelser. Kapitlet er tænkt til brug for dyberegående analyser af protestbevægelser, herunder også i forbindelse med SRO/SRP-skrivning og AT-projekter om protestbevægelser. Det sidste kan i øvrigt varmt anbefales, idet det er min erfaring fra egen undervisning, at emnet virker stærkt engagerende og motiverende på eleverne.

Kapitel 3 ser på nye former for protestbevægelser, samspillet med sociale medier og udviklingen af kreative aktionsformer. Kapitlets mål er at uddybe elevernes forståelse af forholdet mellem politiske deltagelsesformer og senmodernitetens identitetsdannelse som udgangspunkt for konkret arbejde med aktuelle protestbevægelser. Kapitlet lægger også op til at få eleverne til at diskutere og tage stilling til forskellige former for aktivisme.

Kapitel 4 søger at skærpe opmærksomheden på magtteknikker og forskellige diskurser om protestbevægelser. Disses gennemslagskraft afhænger i høj grad af diskurserne om dem, dvs. dels af hvorledes de italesætter sig selv, dels af hvorledes de bliver italesat af magthavere og i medierne. Kapitlet præsenterer redskaber til diskursanalyse, giver eksempler på konkrete analyser og lægger op til, at eleverne selv kan gå i gang med diskursanalyser af forskellige typer protestbevægelser rundt om i verden.

Kjeld Mazanti Sørensen København, januar 2013

Politik i bevægelse –bevægelser i politik

1

Deltageren i en massebevægelse ”er en barbar – dvs. et væsen, som handler efter instinkt. Han er besiddelse af den spontanitet, voldelighed, vildskab og også den entusiasme og det mod, som kendetegner primitive mennesker”.

Gustave le Bon (1841-1931). Fransk socialpsykolog

… Vi har nu 24-timers nyheder i døgnet. Tiden skal fyldes ud, og derfor bliver eksperter og politikere presset til at komme med her-og-nu-forklaringer på, hvad der skete og hvorfor. Der var alle former for forklaringer. Optøjerne skyldtes offentlige besparelser, de skyldtes uddannelsespolitikken, rap-musik havde skylden, de sortes kultur, familier med kun én forsørger, mangel på respekt, fri opdragelse … Og listen fortsætter. Som vi vil se, blev optøjerne tilskrevet kriminelle uden samvittighed – vildfaren ungdom, som var ude af stand til at skelne rigtigt fra forkert, fik lov til at hærge, fordi vores politi var blevet berøvet deres magt af respekten for menneskerettigheder. Som vi sad der og lyttede til disse endeløse forklaringer, var vores altdominerende reaktion: ”Hvordan kan de vide det?” … Man kunne med lige så stor ret hævde, at optøjerne skete pga. Mars’ konstellation i forhold til Venus, eller fordi der var født en femfodet kalv i juni. Uden beviser er enhver mening lige god eller lige dårlig …

Steve Reicher og Cliff Stott: ”Mad Mobs and Englishmen? Myths and realities of the 2011 Riots, 2012

Og hvem ude i samfundet har i grunden lyst til at støtte en anarkistisk, voldelig og grundlæggende udemokratisk organisation, hvis primære formål er at undergrave det samfund, som de autonome mener bærer skylden for alverdens elendigheder og uretfærdigheder. Et samfund, hvor retssystemet og politikerne er fjenden, politiet er fjenden, naboerne er fjenden … Et autonomt egosystem, en lukket biosfære, hvor alle de andre, som ikke er 100% med på holdet og holder kæft ved … møderne er fjender og bliver fjernet med had og afvisning.

Peter Schlüter, borgerrepræsentant for Det Konservative Folkeparti. Fra blog om Ungdomshuset, Jagtvej 69, 20.12.2006

Ovenstående citater stammer fra iagttagere af protestbevægelser. De indfanger ligesom bogens titel nogle af de spørgsmål, der tages op i denne bog: Hvorfor opstår – undertiden voldelige – protestbevægelser? Hvem er deltagerne? Hvad er deres motiver?

Undervejs i bogen vil du møde en række forklaringer og analyser som er mindre følelsesladede og baseret på videnskabelig analyse, således som citat nr. 2 efterlyser.

Politik er mange ting –samfundsengagement og civil ulydighed

Det er politik, når vores politikere debatterer i Folketinget, i kommunalbestyrelsen –eller på tv.

Det er politik, når vi sætter vores kryds på stemmesedlen.

Men er fx underskriftindsamlinger på Facebook mod det, man opfatter som grådige banker, eller ulovlig indtrængen under et klimatopmøde til et middagsselskab på Christiansborg i 2009 også politik?

Kan det også være politik, når husmure i en bydel overmales med graffiti? Eller når en demonstration udvikler sig til civil ulydighed1 og måske voldeligt med konfrontationer med politiet?

Eller er det politik, når demonstranter går til angreb på banker eller McDonald’sbutikker?

Eller når aktivister i informationsfrihedens navn prøver at hacke sig ind på en organisations hjemmeside og ”lægge denne ned”?

Nogle vil kalde sådanne aktiviteter for meningsløs vold, hærværk og bølleoptøjer. Andre vil kalde det politiske manifestationer for i selvforsvar at råbe myndighederne op eller idealistiske forsøg på at skabe forandring. Man kan her som fx sociologen Zygmunt Bauman (se billedtekst side 11) skelne mellem protestbevægelser som udtryk for ægte solidaritet, som fx Occupybevægelsen, eller for en flygtig og ”eksplosiv solidaritet”, som kom til udtryk under London Riots i 2011.

En skillelinje i holdninger til ovennævnte spørgsmål og vurderinger handler mere principielt om, hvorvidt det er bedst for demokratiet, at individets samfundsmæssige engagement og ønske om at deltage i dialogen om samfundsudviklingen sker gennem de etablerede politiske kanaler og institutioner.

En anden skillelinje handler om, hvorvidt det under nogle omstændigheder kan være acceptabelt at gribe til civil ulydighed. Dvs. bryde loven under påberåbelse af en nødsituation, hvor fx ens eget eksistensgrundlag, centrale etiske værdier, miljøet eller demokratiet er truet.

1 Civil ulydighed: et politisk virkemiddel, som bruges til at markere modstand mod fx politiske beslutninger ved at bryde love og påbud fra offentlige myndigheder, uden at gribe til fysisk vold og med accept af konsekvenser fx i form af straf.

En tredje principiel skillelinje handler om, hvorvidt man forklarer brud på samfundsmæssige normer og værdier ud fra et individ- eller samfundsperspektiv. Ser man aktivisterne som normafvigende individer i et grundlæggende sundt og harmonisk samfund? Ud fra denne antagelse skal aktivisterne behandles, inddæmmes eller straffes.

Eller mener man, at uroligheder og konflikter har deres årsager i nogle uhensigts-

Mange steder i London og i andre engelske byer stødte politi og unge sammen i august 2011. Urolighederne begyndte som protester mod politiets nedskydning af en ung sort mand i forbindelse med hans arrestation i Tottenham i det nordøstlige London. Bl.a. det forhold, at den dræbte var sort og især politiets uklare og selvmodsigende udmeldinger om de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, førte til massive protester, som organiseredes gennem mobiltelefoner og sociale medier. Protesterne spredte sig hurtigt til flere steder i byen, og i det kaos, der opstod, blev der sat ild til biler, og butikker blev plyndret.

Det officielle England var ikke i tvivl om, at det var kriminelle elementer, der stod bag de voldsomme protester. Og at årsagen til, at det kunne komme så vidt, var en blanding af ”dårlig opdragelse”, ”slap disciplin i skolerne” samt at politiet manglede de fornødne ressourcer og magtmidler til at stoppe uroligheder i starten. Andre pegede imidlertid på, at politiets drab på den unge mand blot var ”gnisten”, som antændte en længe opsparet frustration og vrede mod samfundet hos unge, som følte sig udenfor pga. den massive arbejdsløshed og mangel på fremtidshåb, som den økonomiske krise havde skabt.

Sociologen Zygmunt Bauman er bekymret for den form for solidaritet, som lå bag London Riots: ”Jeg kan godt blive bange for disse eksplosioner af spontan solidaritet, hvor folk opfører sig voldeligt i kort tid og så vender tilbage til den normale tilstand. Jeg kalder det ”eksplosiv solidaritet”. En flygtig solidaritet, som ikke skaber noget eller gør folk i stand til at handle, men som bare eksploderer og lader sig inficere som af en forkælet gift”. (interview i Politiken 12.1.2013).

mæssige samfundsmæssige forhold, som man så må prøve at rette op på?

De ovennævnte problemstillinger handler om det, der er denne bogs emne: protestbevægelser, deres baggrund, mål og midler, deres vækstbetingelser og dynamik, og deres opløsning. Men først nogle afgrænsninger og definitioner.

Politik fra neden

Sociale bevægelser – græsrodsbevægelser – protestbevægelser

Begreberne græsrodsbevægelse, social bevægelse og protestbevægelse bruges ofte i flæng

og dækker da også samfundsmæssige fænomener, som ligner hinanden. Bl.a. mobiliserer de alle ressourcer uden for det etablerede politiske system og bruger alternative metoder og kanaler for at nå deres mål. Men der er forskelle og flydende overgange, bl.a. mht. hvor tæt de samarbejder med aktører inden for det etablerede politiske system.

Sociale bevægelser er en generel betegnelse for brede folkelige bevægelser, men bruges typisk som betegnelse for 1800- og 1900-tallets store folkelige bevægelse; andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen. Disse var rammer om kollektiv handling med henblik på at skabe forandring eller få opfyldt politiske mål,

FIGUR 1 Forklaringer på samfunds- og på individniveau

feedback fra omgivelserne konfrontation

Outcome: effekten på omgivelserne og politikernes handlinger og beslutninger input

gerne i samarbejde med det etablerede politiske system. Brugt på denne måde har begrebet en klart positiv klang, og der står i Danmark generelt stor respekt om disse bevægelser, som betragtes som en del af den danske kulturarv og grundpiller i fortællingen om det danske samfund.

Men begrebet er også blevet brugt om fascisme, kommunisme og socialisme, og her har det ikke entydigt den samme positive klang.

Begrebet græsrodsbevægelse tager udgangspunkt i den måde, nogle kollektive bevægelser organiserer sig på. Denne vil ofte

være meget anderledes, når det drejer sig om etablerede politiske organisationer som politiske partier og interesseorganisationer, fx fagforeninger og idrætsorganisationer. Disse arbejder for at varetage klart definerede medlemsgruppers interesser gennem hierarkisk opbyggede organisationer med formand, bestyrelser, sekretariater mv. Kendetegnende for græsrodsbevægelser er derimod:

• De er mindre formelt organiseret.

• De har én eller meget få mærkesager.

• De opstår spontant og ophører, når kampen om sagen er vundet eller endegyldigt tabt.

aktionerende betragtede det som en politisk happening, en slags gadeteater. Aktionens formål var primært at få stor medieomtale, og det fik den. De aktionerende blev idømt 14 dages betinget fængsel for ulovlig indtrængen, dokumentfalsk og for at udgive sig for at være en offentlig myndighed. Til gengæld blev de frifundet for en sigtelse for majestætsfornærmelse. Organisationen Greenpeace Norden blev idømt en bøde på 75.000 kr.

I 2009 afholdtes FN’s klimatopmøde – COP15 – i København. Aktivister fra miljøorganisationen Greenpeace trængte ind ved en gallamiddag på Christiansborg, hvor også regentparret var til stede. Myndighederne så meget alvorligt på aktionen, mens de

• Der er et højt aktivitetsniveau og engagement blandt medlemmerne.

• Det er de aktive, der bestemmer, og som fastlægger taktik og strategi.

• De økonomiske ressourcer er ofte knappe, og græsrodsbevægelser har derfor sjældent adgang til professionel ekspertise til rådgivning og til at skaffe dokumentation for ”sagens” vigtighed.

• De har ikke rutinemæssig adgang til de politiske beslutningscentre.

• De må bl.a. derfor udvikle aktionsformer, der kan fange mediernes opmærksomhed, for på den måde at tvinge beslutningstagerne til at tage ”sagen” alvorligt.

• Medlemsskaren er ofte sammensat mht. alder, køn, arbejde og politisk tilhørsforhold.

Betegnelsen græsrodsbevægelse dækker især den type sociale bevægelser, som dukkede op i begyndelsen af 70’erne, som var båret af stærke deltagelsesdemokratiske idealer, og som især tiltrak mange unge som et alternativ til mere traditionelle former for politisk aktivitet, fx medlemskab af et politisk parti. Aktionsformerne var typisk underskriftsindsamlinger, store demonstrationer eller spektakulære happenings, som kunne skabe store overskrifter i medierne. En del af disse græsrodsbevægelser arbejdede sammen med tilsvarende bevægelser i andre lande.

Som eksempler på græsrodsbevægelser kan nævnes Freds- og Vietnam-bevægelserne, Anti-apartheidbevægelsen, Folkebevægelsen mod EF, Anti-atomkraftbevægelsen, miljøbevægelser som miljøbevægelsen

NOAH og Organisationen for Vedvarende

Energi, (OVE)2 og Kvindebevægelsen. Det lykkedes i høj grad for disse bevægelser både at påvirke den politiske dagsorden og mange menneskers tænkemåde og hverdagsliv. Nogle græsrodsbevægelser har udviklet sig til egentlige protestbevægelser i konflikt med samfundet, andre, især inden for miljøog energiområdet, er blevet etablerede ngo’ere3, der er medspillere til offentlige myndigheder og i nogle tilfælde modtager statslig støtte.

Protestbevægelser er græsrodsbevægelser, som står i et særligt konfliktfuldt forhold til myndigheder, magthavere, virksomheder, organisationer eller hovedkulturens normer og regler, og de rummer en stærk dynamik. Med deres dynamik, vrede og engagement kan de påvirke den politiske dagsorden, og de kan mobilisere tilhængere, vinde sympatisører og skabe alliancer med stærke kræfter i samfundet. Da de er betydningsfulde politiske aktører, holder myndighederne derfor ofte øje med protestbevægelsernes aktiviteter, og de kan desuden blive genstand for forsøg på infiltrering og styring i en bestemt retning fra bl.a. højre- eller venstreradikale bevægelsers side. Deltagerne manipuleres, og deres idealisme kanaliseres i en bestemt retning for at tjene andre og skjulte formål. Man kalder dem ”nyttige idioter”.

2 Henholdsvis bevægelse for beskyttelse af miljøet og bevægelse for brug af vedvarende energi.

3 Non governmental organizations, dvs. ikke-statslige organisationer.

Rødstrømpebevægelsen i Danmark vakte i 1970’erne opsigt og sikrede sig mediedækning gennem en lang række aktioner, hvor der blev sat konkrete billeder på kvindeundertrykkelsen. Her er det en aktion i julen 1971, hvor rødstrømper protesterede mod, at kvinder blev gjort til sex-objekter i reklamer.

Protestbevægelse,

og modkultur

subkultur

Med betegnelsen protestbevægelse fokuseres der som nævnt på den type bevægelse, hvor konflikten med det omgivne samfund er meget fremtrædende. Og på de midler, der tages i anvendelse for at trænge igennem til magthaverne og få opfyldt bevægelsens mål. Protestbevægelser går ofte videre end demonstrationer og underskriftsindsamlinger. De arbejder bevidst på at latterliggøre eller ”rive masken af” magthaverne for at afsløre disses ”sande motiver”. Og de udøver fx civil ulydighed, søger med graffiti

og tags at ”tilbageerobre” gaderummet fra det, de opfatter som kommercialisering og poleret pænhed, øver hærværk mod magtens symboler, eller konfronterer fysisk magthaverne eller disses repræsentanter.

I denne bog vil vi især beskæftige os med den sidste type bevægelse, men der er som nævnt glidende overgange, bl.a. fordi en græsrodsbevægelse er en dynamisk størrelse, der kan skifte mål og midler. En græsrodsbevægelse kan udvikle sig til et politisk parti og fortsætte med at arbejde inden for det etablerede politiske system. Enhedslisten har bl.a. rødder i græsrodsbevægelser.

En radikal protestbevægelse kan udvikle sig til en mere fredelig græsrodsbevægelse, der søger at komme i forhandling med aktørerne i det etablerede politiske system – og omvendt kan en fredelig græsrodsbevægelse radikaliseres og gribe til vold for at nå sine mål.

Hvordan græsrodsbevægelsen udvikler sig, afhænger af en række interne og eksterne forhold, som vi skal se nærmere på i de følgende kapitler.

Nogle protestbevægelser udspringer af subkulturer. Det vil sige grupperinger, som i en slags indirekte protest mod det pres, som de oplever fra hovedkulturen, har fjernet sig fra dennes normer og værdier. I stedet har de udviklet deres egen anderledes identitet, eget værdisæt og egne, adfærds- og samværsformer. De samles omkring dyrkelse af fælles interesser inden for musik, dans, street-art og lignende, og de har deres egen måde at markere deres anderledeshed på gennem påklædning, frisure og symboler.

Subkulturelle miljøer retter blikket indad mod sig selv, men hvis de oplever, at deres identitet og livsbetingelser er truet af hovedkulturen, kan de udvikle sig til modkulturer. Modkulturer vender blikket udad og markerer sig i åben protest og konfrontation mod den hovedkultur, som de oplever søger at fortrænge dem.

Og hvor hovedkulturen typisk ser sådanne protester og undertiden voldelige konfrontationer som brud på den offentlige lov og orden, vil modkulturerne se det som en overlevelseskamp, der legitimerer brug af civil ulydighed og måske endda vold i kamp mod det, der opleves som uretfærdigt. Netop begrebet ”uretfærdighed” er et centralt tema for mange modkulturer. Eksempler på

sådanne modkulturelle bevægelser er bz’erne i 80’ernes Danmark, de autonome omkring Ungdomshuset i 00’erne og nutidens højreradikale anti-muslimske bevægelser, som især markerer sig rundt om i verden i kølvandet på den økonomiske krise.

Protestbevægelsernes baggrund, mål og midler

Protestbevægelsen er karakteriseret ved, at

• den står i et konfliktfuldt forhold til klart definerede modstandere

• den søger at nå sine mål uden om de formelle kanaler for politisk indflydelse

• den er bundet sammen i tæt knyttede uformelle netværk

• dens medlemmer deler en tydelig kollektiv identitetsfølelse

Samlet kan en protestbevægelse defineres som en uformel, men alligevel organiseret politisk aktør, som kæmper for nogle mål i konflikt med etablerede samfundsmæssige institutioner. Bevægelsernes mål kan enten være snævre og konkret politiske eller bredere mål i relation til at skabe samfundsmæssig forandring – eller forsvare en eksisterende orden, fx højreradikale bevægelser.

Historien har været vidne til mange protestbevægelser. Nogle har sat sig varige spor eller dramatisk ændret de samfund, de er opstået i. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 60’erne er et godt eksempel herpå, bl.a. fordi det virkelig lykkedes denne at fremprovokere ophævelse af raceadskillelseslove. Andre er – efter at have markeret sig med stor kraft – hurtigt forsvundet igen uden at efterlade sig ret mange spor.

Grupper fra det venstreorienterede autonome miljø i København fører kulturkamp under mottoet ”Reclaim the Street”. Mange af deltagerne havde deltaget i piratfesten i Hyskenstræde – en autonom fest i det indre København, som natten til den 9. maj 2009 udviklede sig til hærværk i form af knuste butiksruder, graffiti og ødelagte biler.

Kunsthistorikeren Mikkel Bolt udtalte senere i et interview i Politiken (22.8. 2009): ”Jeg synes, at piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum”.

Okay? Andre vil kalde det hærværk?

”Ja. Men det hærværk, der fandt sted, vil jeg så sige, er meget mindre end det overgreb, der finder sted hele tiden. Homogeniseringen af det københavnske byrum er meget massiv – folk er blevet fordrevet fra byen på grund af udviklingen af boligmarkedet. Der har fundet en eksklusionsproces sted, der er baggrunden for, at nogle føler sig nødsaget til at holde en fest. Man kan jo bare gå en tur på Vesterbro. De sidste 15 år er der sket en voldsom udvikling. Måske kan man ignorere den, hvis man er hvid og fra middelklassen, men udviklingen er gået ud over nogle. Der er mennesker, der er forsvundet”.

Protestbevægelser kan være inspireret af vidt forskellige ideologier; nogle har revolutionære, samfundsomstyrtende mål, andre reagerer konservativt imod samfundsforandringer.

Nogle af bevægelserne er orienterede mod snævre lokale mål – fx bevarelse af et lokalt sygehus – andre har et bredere nationalt eller endnu bredere internationalt fokus.

FIGUR 3 Bevægelsernes påvirkningsmuligheder

Fælles for dem er ofte forandringer, konkrete eller mere strukturelle.

Protestbevægelser kan udvikle sig på forskellig måde. Nogle arbejder uden for offentlighedens søgelys over længere tid for at nå deres mål, andre manifesterer sig pludseligt og med stor kraft. Fx gribes en større gruppe mennesker af vrede og frustrationer over en bestemt hændelse eller problemstilling, fx deponering af atomaffald i lokalområdet eller oplevet politivold i forbindelse med en demonstration. Harmen

breder sig, måske pga. myndighedernes måde at tackle situationen på, og der rekrutteres flere og flere medlemmer, som radikaliseres mere og mere. Og uden tilsyneladende at have aftalt noget på forhånd, uden klare mål og langsigtet strategi handler deltagerne som ét kollektivt individ.

Deltagerne griber til civil ulydighed. Gaderne erobres og ordensmagten, som søger at beskytte den samfundsmæssige orden, magthaverne, autoriteterne og disses symboler mod det kollektive vredesudbrud, konfronteres trodsigt og uden hensyntagen til egen eller andres sikkerhed.

I politikeres og embedsmænds oppe-franed-perspektiv, hvor ”rigtig” politik er noget, der foregår inden for de formelle

politiske institutioner – Folketing, kommunalbestyrelser osv. – betragtes protestbevægelser med skepsis; disse udfordrer politikernes monopol på at stille ”seriøse spørgsmål” og give ”ansvarlige svar” mht. den samfundsmæssige udvikling.

Det officielle politiske system vil i øvrigt ofte have svært ved at forstå, hvad det er, protestbevægelserne vil. Dels fordi disse bruger andre ”kulturelle koder”, end man er vant til, dels fordi den flade organisationsstruktur uden en fast ledelse gør det uklart, hvem man taler med, og hvad man taler om.

Nogle protestbevægelser dør hurtigt hen, tilhængerne siver væk, og tilbage er der måske kun en lille hård kerne. Andre er lidt mere sejlivede, finder på stadig nye aktionsformer og tiltrækker nye tilhængere – og det kan lykkes at få budskaberne igennem til offentligheden og at ændre den samfundsmæssige diskurs og politiske dagsorden. Nogle protestbevægelser ændrer gradvis karakter og bliver etablerede bevægelser med sekretariat og faste kontakter til statslige institutioner. Andre igen vokser i omfang og styrke, medlemmerne bliver kompromisløse, og midlerne bliver mere og mere ekstreme. Resultatet kan give voldsomme brydninger i samfundet og måske

Borgerrettighedsdemonstration i starten af 1960’erne med bl.a. en af de mest fremtrædende ledere, præsten Martin Luther King, og hans kone Coretta King i forreste række. Martin Luther King mobiliserede i sydstaterne afroamerikanere til kamp for ophævelse af raceadskillelse og for stemmeret til de sorte.

Den bevægelse, som Martin Luther King stod i spidsen for, benyttede civil ulydighed og en ikke-volds-strategi for at nå sine mål, inspireret af Gandhi, lederen af den indiske selvstændighedsbevægelse. Denne strategi var med til at skabe sympati for bevægelsen hos bl.a. den hvide amerikanske middelklasse. Bevægelsen blev imidlertid udfordret af den mere yderligtgående Black Power-bevægelse, som pegede på, at racisme og social ulighed udsprang af dybereliggende forhold i det amerikanske samfund, bl.a. økonomien. Black Power-tilhængerne ønskede at droppe ikke-volds-strategien til fordel for en langt mere militant strategi.

føre til ændringer i samfundets strukturer og institutioner.

Alt efter synsvinkel og diskurs kaldes det, der sker, for optøjer, uroligheder, aktioner eller oprør – og deltagerne for ballademagere, bøller, uromagere, aktionerende, aktivister eller demonstranter.

Medielogik og protestbevægelser

Som det fremgår af modellen side 18, spiller medierne en vigtig rolle i forbindelse med protestbevægelsers forsøg på at trænge igennem med deres budskaber og eventuelt påvirke det politiske system.

Det gælder såvel de traditionelle medier – tv og aviser – som de nye sociale medier som Facebook mv., der har en vigtig funktion med hensyn til spredning af information

og mobilisering af aktivisterne. Sociale medier behandles mere indgående senere i denne bog.

Medierne har en række nyhedskriterier, mht. hvilke historier og nyheder de vælger at viderebringe til læsere og seere. Der skal være tale om:

• En sensation; det opsigtsvækkende, det usædvanlige og uventede.

• En konflikt eller noget dramatisk, som pirrer læserens nysgerrighed.

• Personificering, som giver mulighed for identifikation.

• Aktualitet; begivenheder, som indtræder pludseligt og dramatisk, har høj prioritet.

• Væsentlighed, som handler om, at begivenheden har større perspektiver for grupper eller for hele samfundet.

FIGUR 4 Protestbevægelsers baggrund og udvikling

Strukturelle forandringer eller konkrete forandringer

Skærpelse af interessemodsætninger Organisering

Mobilisering Andre grupper og staten

Kollektive aktioner Magt og voldsanvendelse

Kravfremsættelse

Forhandling

Fredelig løsning

• Eksklusivitet, dvs. at ingen andre medier bringer historien.

Hvis en historie ud fra et eller flere af disse nyhedskriterier vækker journalistens eller redaktionens interesse, bearbejdes den ud fra en såkaldt ”medielogik”,4 der skal sikre, at læseren finder historien interessant og relevant at bruge tid på. Denne logik handler om en bestemt måde at forholde sig til omverdenen og fortolke denne på, som er bestemt af bl.a. markedshensyn, ressourcer og tekniske muligheder:

• Medierne skarpvinkler. I kampen om opmærksomhed og på grund af især tv’s tidspres skal alle budskaber skæres til og tilføres en skarp vinkel.

• Medierne forenkler. På grund af den begrænsede plads i medierne er der ikke plads til nuancer i budskaberne, og alt kræves fortalt enkelt og med udgangspunkt i det konkrete.

• Medierne polariserer. Modsatrettede synspunkter trækkes så skarpt op som muligt for at skabe konflikt, debat og opmærksomhed.

• Medierne intensiverer. Enkeltsager, store begivenheder og dramatiske hændelser har forrang frem for historier, der fokuserer på mere langstrakte forandringer.

• Medierne konkretiserer. Enhver problemstilling skal helst illustreres ved en konkret begivenhed, et konkret hændelsesforløb eller en konkret case.

Komplicerede problemstillinger, der ikke nemt lader sig konkretisere, bliver derfor ofte fravalgt som nyheder.

Professor Stig Hjarvard bruger begrebet medialisering til at beskrive forholdet mellem medier og virkelighed. Begrebet dækker den proces, ”hvor samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængigt af medierne og deres logik”.5 Alt fra politik og religion til sprog og kultur bliver med andre ord præget af skarpvinkling, forenkling, polarisering, intensivering og konkretisering.

Protestbevægelser er i høj grad også underkastet denne logik. For at trænge igennem med deres budskab kan de derfor føle sig fristet til at gribe til stadig mere ekstreme metoder, der kan fange mediernes opmærksomhed.

Det betyder, at mange protestbevægelser har et ambivalent forhold til medierne – de kan ikke undvære dem, hvis de vil have deres budskab hørt og forstået i offentligheden. Men på den anden side kan medielogikken fremprovokere adfærd, som fordømmes i offentligheden og retfærdiggør en hårdhændet undertrykkelse af bevægelsen som modsvar.

Forskning i protestbevægelser Forskningen i protestbevægelser har sine rødder i problemstillinger omkring overgangen fra landbrugssamfundet til masseog industrisamfundet. Dvs. de ændringer, som industrialiseringen og urbaniseringen førte med sig ved overgangen fra 1800- til 1900-tallet i form af opbrud i de traditionelle sociale strukturer, netværk og normer. Hastige samfundsforandringer kan føre til tab af faste orienteringspunkter, identitet og sociale relationer med frustration, forvirring

5 Stig Hjarvard: En verden af medier – Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg, 2008.

4 Citeret fra Mark Ørsten: Skandalemaskinen, Forlaget Columbus, 2012

”Ud over alt det andet svineri er I altså også tyveknægte!” snerrede rektor Mogens Fog ved studerendes besættelse af hans kontor på Københavns Universitet, marts 1970.

Mogens Fog var tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, modstandsmand og medlem af Danmarks Frihedsråd. Der stod stor respekt om ham i offentligheden, bl.a. pga. hans sædvanligvis smidige måde at tackle de protesterende studenter på. Grænsen for hans forståelse var imidlertid nået, da han opdagede, at besætterne havde drukket hans sherry og røget hans cigarer. I den brede offentlighed var sympatien helt på Mogens Fogs side. Det var for groft! De aktionerende studenter fik deres medieomtale, men mistede sympati blandt dem, der ellers var enige med dem.

Studenteroprøret på Københavns Universitet var en del af en række protestbevægelser på universiteter i den vestlige verden. På Københavns Universitet, der i slutningen af 60’erne oplevede en voldsom vækst i antallet af studerende, var protesterne primært rettet mod pladsmangel, forældet pensum og et stift ledelsessystem. Parolen var ”Bryd professorvældet!”

Studenteroprøret blev en del af det såkaldte ungdomsoprør, der protesterede mod Vietnamkrigen, kapitalismen, autoritære systemer og forbrugersamfundet. Mest omfattende blev studenteroprøret i Paris i maj 1968, hvor protesterne udviklede sig til borgerkrigslignende tilstande med gadekampe, bygning af barrikader mv.

og desperation til følge. Datidens forskere ledte efter sammenhænge mellem samfundsmæssige forandringer på den ene side og sociale bevægelser på den anden side, hvor rodløse og forarmede mennesker fandt sammen for at protestere over den situation, som samfundsudviklingen havde skabt for dem.

Også perioden omkring overgangen fra det 20. til det 21. århundrede, fra det moderne til det senmoderne samfund, er præget af hastige samfundsforandringer. Og også nu finder mennesker sammen i kollektiv protest og handlen.

Forskere i disse bevægelser leder efter lovmæssigheder i deres baggrund og dynamik.

• Skal der være nogle bestemte baggrundsfaktorer tilstede?

• Skal der en bestemt ”gnist” til at starte bevægelsen?

• Hvem deltager – har deltagerne en bestemt social-psykologisk ”profil”?

• Hvad får nogle aktivister til at sætte eget og andres liv, førlighed og fremtid på spil for en sag?

• Hvorfor lykkes det nogle protestbevægelser at få gennemført deres mål, mens andre slår fejl?

• Hvorfor udvikler nogle bevægelser sig til at blive ekstremt voldelige?

Forskellige forskningsmæssige indfaldsvinkler og metoder til at besvare disse spørgsmål giver mulighed for at se forskellige sider af protestbevægelser: Historikeren vil være tilbøjelig til at finde årsager til protestbevægelser i en social, politisk eller økonomisk sammenhæng. Ud

fra det kildemateriale, der foreligger, og på baggrund af en vurdering af dettes troværdighed, vil fokus dels være på at søge at rekonstruere hændelsesforløbet; dels på at analysere begivenhederne inden for en konkret politisk-økonomisk og historisk ramme.

Psykologen ser på protestadfærd ud fra individuelle motiver og dispositioner, dvs. undersøger, om deltagerne har særlige psykologiske og sociale profiler, og analyserer motiverne bag den enkelte deltagers handlinger; herunder hvilke gruppepsykologiske mekanismer, der er på spil, når en større gruppe mennesker er sammen.

Sociologen vil tage udgangspunkt i sociale og kulturelle mønstre og strukturer, dvs. være interesseret i de sociale baggrundsvariable – køn, alder, uddannelse, social status mv. – hos deltagerne i kollektive aktioner. Derudover vil sociologen prøve at undersøge interaktionen mellem aktivister indbyrdes og i forhold til omgivelserne. Og endelig vil fokus være på faktorer bag skabelsen af en kollektiv identitet hos deltagerne.

Politologen vil typisk være interesseret i at analysere bevægelserne i relation til det politiske system og dets måde at fungere på. Hvordan fungerer samspillet mellem de forskellige politiske institutioner? Er der tale om, at adgang til politisk indflydelse er blokeret eller af grupper i samfundet kan opleves som blokeret? Er systemet stabilt eller ustabilt? Hvilke effekter har protestadfærd på de politiske beslutninger?

Endelig vil økonomen analysere deltagernes overvejelser mht. ”nytteværdi” og ”afkast” af ved at protestere. Økonomen ser bevægelserne som en sum af individer, der midlertidigt oplever en individuel nytte ved

Occupy Wall Street-demonstranter i Wall Street, New York 30.9.2011. Demonstrationerne mod bankers og finansinstitutters andel i den økonomiske krise startede 17.9.2011 i New York. Occupy-bevægelsen fik omfattende mediedækning, og ca. en måned senere havde denne mobiliseret til store demonstrationer i over 950 byer i ca. 80 lande. I København samlede demonstrationen dog kun ca. 2.000 mennesker.

Den 15.11. blev demonstranterne af politiet smidt ud af Zuccotti Park. Efter flere forgæves forsøg på at generobre parken har bevægelsen mistet mediernes interesse, og denne fokuserer nu på andre mål og er ved at ændre karakter fra en protestbevægelse, der benytter civil ulydighed, til en forgrenet græsrodsorganisation, der organiserer nødhjælp til mindrebemidlede, der blev ramt af orkanen Sandy i efteråret 2012, prøver at opbygge et alternativt bank- og finansieringssystem og opkøber gældsbeviser med henblik på at eftergive gæld for dem, der er blevet ramt hårdest af den økonomiske krise.

Occupy-bevægelsen siger om sig selv på den officielle hjemmeside: “Occupy Wall Street is a leaderless resistance movement with people of many colors, genders and political persuasions. The one thing we all have in common is that We Are The 99% that will no longer tolerate the greed and corruption of the 1%. We are using the revolutionary Arab Spring tactic to achieve our ends and encourage the use of nonviolence to maximize the safety of all participants.” http://occupywallst.org.

at deltage i en protestbevægelse. Hvilken nytte får enkeltindivider ud af at deltage i protestbevægelsen? Kunne den samme nytte opnås som såkaldt ”free-riders”? Dvs. ved at forholde sig afventende til, hvad protestbevægelsen kan få ud af sine aktiviteter, uden at man selv behøver at investere egne ressourcer for at opnå personlige fordele.

Rationelle politiske mål eller søgen efter protestidentitet?

Forskere inden for samfundsvidenskaberne er langtfra enige i deres vurderinger af protestbevægelser som udtryk for politisk deltagelse.

Mange mener, at man som regel vil finde politiske mål og rationelle motiver bag bevægelsernes aktiviteter, også når disse udvikler sig voldeligt. Således ser den amerikanske sociolog og historiker Charles Tilly6 kollektive politiske protester på linje med andre former for politisk adfærd som midler til at råbe magthaverne op.

Andre peger modsat på de irrationelle elementer, der dominerer i folkemængder. Den engelske sociolog John Brewer formulerer det således i en artikel i The Guardian efter optøjerne i London sommeren 2011:

”Folkemængder har ikke motiver … Folkemængders opførsel er dynamisk på uforudsigelige måder, og fornuft og motiv forsvinder.”

Andre igen peger på, at mange af nutidens protestbevægelsers egentlige formål er i opposition til ”det etablerede” at skabe en modkultur, som kan give deltagerne en ”spændende” protestidentitet. I et interview om rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69,

6 Charles Tillys teorier om protestbevægelser behandles senere i bogen på side 46.

2007, formulerer den danske sociolog

Henrik Dahl7 dette synspunkt således:

”Jeg betragter sagen om de unge og Ungdomshuset som et identitetsprojekt, hvor man med lys og lygte leder efter modstand, fordi man finder sin identitet i modstand.”

The end of History?

Protestbevægelserne har markeret sig i forskellige perioder i nyere tids historie, med ”blomstringsperioder” i den vestlige verden dels i det tidlige industrisamfund, dels i opbrudsperioden efter 2. verdenskrig, frem til begyndelsen af 90’erne: bl.a. ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne samt slumstormer- og bz-bevægelser.

Protestbevægelserne synes generelt at tage af i styrke derefter. Nogle hævder, at medierne mistede deres interesse for demonstrationer og ”alternative” unges protester. Andre peger på, at samfundskritik og visioner om samfundsforandring blev afløst af drømme om selvrealisering og vækst i velstand.

Den amerikanske forfatter og professor Francis Fukuyamas berømte formulering om, at vi med de kommunistiske étpartisystemers sammenbrud og Sovjetunionens opløsning omkring 1990 nu var nået til ”the end of history”, vandt i hvert fald genklang i offentligheden. Den efterfølgende tilslutning til de liberale vestlige demokrati-idealer syntes at bekræfte det vestlige repræsentative demokratis absolutte overlegenhed, fordi det var i stand til at kanalisere både opbakning, krav og kritik fra befolkningens side igen-

7 Politiken den 6.3. 2006: ”Ungdomshuset er en ekstremt voldelig offerideologi.”

Der var op gennem 80’erne hårde sammenstød mellem politi og bz’ere. Bz-bevægelsen opstod i kølvandet på studenter- og ungdomsoprør i 60’erne og 70’erne. Bevægelsen reagerede i første omgang på en akut boligmangel i storbyerne og mod byplanlæggernes saneringspolitik, som de hævdede var ødelæggende for nærmiljøet i boligkvartererne. Bz’erne gennemførte en lang række husbesættelser, og disse, samt især politiets efterfølgende rydning af husene, fik meget tæt mediedækning. Nogle af bz-bevægelsens medlemmer, som altså i starten var boligaktivister, indgik senere i den anarkistiske og systemkritiske autonome bevægelse, som i de følgende år stod bag en række radikale politiske aktiviteter.

nem de folkevalgte institutioner, så de endte som legitime og alment accepterede beslutninger.

Det var derfor op gennem 90’erne vanskeligt at forestille sig, at protestbevægelser, som man kendte fra tidligere tider, ville få en betydningsfuld rolle at spille i fremtidens politik. Selvfølgelig vil der altid være ”kværulanter” og ”ballademagere”, men det er svært for de politiske eliter og den brede of-

fentlighed at tage disse alvorligt som seriøse politiske aktører.

Men der var dog fra 1999 til 2012 en række internationale protestbevægelser, som søgte at bringe trusler mod miljøet og uligheden i verden på dagsordenen, og som rekrutterede mange tilhængere blandt især unge, der var bekymrede for den globale udvikling. De har gennem deres aktiviteter skabt store overskrifter i internationale og

TABEL 1 Bz-bevægelsens aktionsmål 1981-1994 (antal aktioner i pct.)

Kilde: René Karpantschof og Flemming Mikkelsen: ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.): Bevægelser i demokrati, s. 113.

nationale medier, bl.a. fordi demonstrationerne udviklede sig voldeligt, og det vakte opsigt og bekymring i offentligheden. Et par eksempler:

• Den internationale miljøorganisation Greenpeace har gennemført en række spektakulære og dramatiske aktioner for at beskytte miljøet. Bl.a. gennemførtes som nævnt i billedteksten nedenfor i 1995 en verdensomspændende kampagne for at forhindre sænkningen af den udtjente boreplatform Brent Spar i Atlanterhavet.

• Den såkaldte ”Global Justice Movement” har siden 1998 kæmpet mod nyliberalismens globale dominans og for en human og solidarisk globalisering. Bevægelsen har fået bred international tilslutning fra aktivister i en lang række lande. Den markerede sig i 1999 ved WTO’s ministerkonference, den såkaldte Battle of Seattle, ved Verdensbankens og IMF’s topmøde i Prag år 2000 og ved urolighederne i forbindelse med G8-topmødet i Genova 2001.

• Herhjemme oplevedes voldsomme protester omkring nedrivningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69, efteråret 2006 og foråret

Miljøorganisationen Greenpeace gennemførte i 1995 en verdensomspændende kampagne mod olieselskabet Shells planer om at dumpe den udtjente boreplatform Brent Spar i Atlanterhavet. Greenpeace-skibet ”Arctic Sunrise” benyttedes til at forhindre dumpingen. Greenpeace hævdede, at en dumpning ville få uoverskuelige konsekvenser for havmiljøet pga. olieresterne i boreplatformens tanke. Kampagnen omfattede bl.a. en boykot af Shells tankstationer, en boykot som også den daværende danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tilsluttede sig. Greenpeace-kampagnen fik så stor gennemslagskraft, at Shell opgav at dumpe platformen for i stedet at bugsere den ind på land, som Greenpeace havde anbefalet.

Det viste sig dog senere, at miljøorganisationen havde regnet galt og overvurderet, hvor meget olie der var tilbage i tankene. Det førte til en diskussion om, hvorvidt det ikke var mere skadeligt for miljøet at have bugseret platformen op på land. Greenpeaces troværdighed led derfor efter denne ”vellykkede” protestaktion et alvorligt knæk.

2007. Protesterne udviklede sig voldeligt med gadekampe mellem danske autonome – med støtte fra udenlandske autonome – og politiet.8

Men generelt blev denne form for aktivisme mindre synlig i løbet 00’erne, bl.a. pga. angrebet på World Trade Center 9/11 2001, som var med til at ændre de samfundsmæssige dagsordner. Myndighedernes øgede overvågning af aktiviteter på nettet og i gaderne, der kunne kædes sammen med terrorisme, har måske også virket dæmpende på lysten til at deltage i større aktioner.

Fukuyamas opfattelse af demokratiets sejr syntes også at blive bekræftet af de store demonstrationer i Mellemøsten – Det Arabiske Forår – der startede i Tunesien vinteren 2010 og udviklede sig til åbne oprør i en række mellemøstlige lande. Mange forskelligartede grupperinger og bevægelser fandt i de enkelte lande sammen mod styret, men var indbyrdes uenige om, hvad der skulle træde i stedet.

En ny normaltilstand?

Men andre steder i verden er det liberale repræsentative demokrati i stigende grad igen blevet udfordret af nationale og internationale protestaktioner, bl.a. med baggrund i den internationale økonomiske krise, som startede i 2007:

• Occupy Wall Street-bevægelsen, fra efteråret 2011, en amerikansk protestbevægelse vendt mod bl.a. finansverdenens

ansvar for den internationale økonomiske

8 Senere i bogen vil vi se nærmere på konflikterne omkring Ungdomshuset.

krise. Bevægelsen bredte sig også til andre lande i den vestlige verden.

• I Danmark afholdtes store demonstrationer under klimatopmødet COP-15 2009 med efterfølgende masseanholdelser. Bl.a. vakte en happening, som Greenpeace stod bag, en ulovlig indtrængen til et

middagsselskab for klimatopmødets officielle deltagere, stor opsigt (se side 13).

• ”The London Riots” sommeren 2011: store dele af London hærgedes af brandstiftelse, hærværk og plyndringer.

• Fra 2012 i Sydeuropa var der store sociale protestbevægelser, der reagerede vold-

På det årlige G8-møde mødes verdens førende industrinationer for at drøfte den økonomiske situation og træffe beslutninger med store konsekvenser for resten af verdens økonomi. Derfor er disse topmøder ofte mødested for forskellige protestbevægelser. Bl.a. har medlemmer af ”Global Justice Movement” været meget aktive med protestaktioner, demonstrationer og happenings under topmøderne. Bevægelsen kritiserer den herskende neoliberale økonomiske politik for at give de multinationale selskaber ukontrollérbar magt, som disse magtfulde selskaber i deres jagt på profit kan udøve gennem deregulerede finansielle markeder og favorable handelsaftaler, til skade for bl.a. miljøet og arbejdskraftens helbred og sikkerhed.

Demonstrationerne ved G8-mødet i Genova i sommeren 2001 blev meget blodige, idet både aktivister og fredelige demonstranter blev mødt af et meget hårdhændet italiensk politi, der senere anklagedes for politibrutalitet og for at benytte tortur og vilkårlige arrestationer.

Dette var medvirkende til, at volden blev optrappet fra nogle demonstranters side. En demonstrant blev skudt af politiet, og hundredvis af demonstranter og betjente blev hårdt såret.

Det Arabiske Forår, februar 2011. Tusinder af demonstranter tog bolig på Tahrir-pladsen i den egyptiske hovedstad og demonstrerede i ugevis for at tvinge præsident Hosni Mubarak til at træde tilbage. Han bøjede sig til sidst for presset og trådte tilbage 11. februar 2011. November 2012 samledes demonstranter atter på pladsen for at protestere mod, at den demokratisk valgte præsident Muhammed Mursi – med tilknytning til Det Islamiske Broderskab – i et forfatningsudkast søgte at give præsterne mere indflydelse på lovgivningen. Dermed frygtede demonstranterne at få sharia-lovgivning ind ad bagdøren. Nogle frygtede, at dette tilbageslag for Det Arabiske Forår kunne føre til borgerkrig i Egypten.

somt mod regeringernes og EU’s besparelsesplaner.

• Det feministiske punk-rock-kollektiv ”Pussy Riot”, grundlagt 2011, som bl.a. arbejder for at forbedre kvinders situation i Rusland, markerede sig gennem en række kreative aktioner vendt mod præsident Putin.

• Netværk bestående af bl.a. internetaktivister gennemførte demonstrationer i en række storbyer i februar 2012 til forsvar

for ytringsfriheden mod ACTA, en international handelsaftale, der skulle beskytte intellektuelle ophavsrettigheder på bl.a. internettet. Bl.a. netaktivist-bevægelsen Anonymous9 har været særdeles aktiv i kampen for fri information og fildeling på nettet.

9 Læs mere om Anonymous i kapitel 3.

Protestbevægelser med mange forskellige

budskaber er i høj grad igen rykket ind på den offentlige scene. Er det blevet en ny normaltilstand at protestere?

Det mener i hvert fald Danske Bank, som i november 2012 lancerede en meget omdiskuteret reklamekampagne med en video, der bl.a. viser en demonstrant samle en brosten op; en Occupy Wall Street-demonstrant med en dollarseddel tapet for munden; demonstranter, måske græske, der bliver slået ned af politiet; isbjerge, der smelter. Videoen slutter med teksten: ”En ny normal kræver nye standarder”. Banken er især blevet kritiseret for at søge at slå plat på og omklamre Occupy-bevægelsen, som jo i bund og

grund er en protestbevægelse mod den finansielle sektors grådighed og mangel på samfundsmæssigt ansvar. Kritikken spredte sig hurtigt via bl.a. Facebook, Twitter og YouTube10, og Danske Bank har under indtryk af denne meget voldsomme kritik trukket dele af sin reklamekampagne tilbage, bl.a. billedet af Occupy-demonstranten. Men selve reklamekampagnen illustrerer dels det forhold, at protestbevægelser er blevet en fast aktør på den politiske scene, dels – ligesom salget af ”Pussy Riot-T-shirts” –hvor komplekst forholdet mellem hovedkultur og modkultur er blevet.

Økonomisk krise og protestidentitet

De ovenfor nævnte aktiviteter er kun overfladen. En stor del af protestbevægelsernes aktiviteter foregår under ”mediernes radar” og uden for det politiske establishments fokus.

10 Læs mere om sociale medier som effektive platforme for protester i kapitel 4.

Bevægelserne har mange ansigter med forskellige mål og aktionsformer. De spænder fra opgør mod autoritetssystemer, fx statsmagten i ”Det Arabiske Forår”, organisationer som IMF og EU, virksomheder som Nike og McDonald’s, eller de mobiliserer tilhængere til kamp for eller angreb mod værdier og normer – asylnetværk, det multikulturelle samfund, racisme, kvindeundertrykkelse, accept af seksuelle minoriteter, abortspørgsmål osv. Og der anvendes ofte nye, kreative og spektakulære aktionsformer, som fx den ovenfor nævnte Pussy Riotaktion (se også side 35).

Samlet markerer disse aktiviteter en stigende politisk globalisering med spredning gennem vidtforgrenede netværk, godt hjulpet på vej af såvel nye sociale medier som af traditionelle medier, som anvendes på nye og kreative måder. Bevægelserne lærer af hinanden – ofte selv om de ikke nødvendigvis deler synspunkter.

Betydningsfulde faktorer bag mobilisering af utilfredse til de forskellige protestbevægelser er – ud fra en vrede og afmagtsfølelse over for samfundsudviklingen – ønsket om at skabe en modmagt i forhold til magthaverne. Men senmodernitetens individualisme og brud med traditionsbundne normer og værdier er også på spil her. En ”protestidentitet” giver senmoderne unge en mulighed for at afsøge det grænseoverskridende og skabe en spændende fortælling om utilpassethed.

Endelig er der i de senere år sket hyppige mobiliseringer af borgere omkring protester mod besparelser på ydelser fra det offentlige. Ikke mindst den økonomiske krise fra 2007 har i et vist omfang skabt angst og usikkerhed om fremtiden hos gældstyngede

Det var brugen af et billede med dette motiv i Danske Banks annoncekampagne, som især vakte vrede og forargelse, hvilket afspejles i nedenstående indlæg på Danske Banks Facebook-side. I løbet af kort tid fik indlægget 9.000 ”likes” og 370 kommentarer:

”Det er sjældent, en reklame kan få mit pis i kog. Men den nye kampagne fra Danske Bank er simpelthen som at blive sparket i kuglerne. ”A new normal demands new standards,” prædiker den med en billedside, der snarere ligner en reklame for Amnesty International, ledsaget af frelste billeder af vindmøller, homo-kærlighed og gudhjælpemig også Occupy Wall Street. Hallo, bank-typer, vil I have os til at tro, at I nu vil være en slags samfundsgavnlig institution frem for en indtjeningsfokuseret forretning? Og tror I, vi allerede har glemt, at I som en del af bankvæsenet er en af überskurkene i den situation, verden befinder sig i nu? I kunne starte med en reklame med sloganet ”Tilgiv os”, efterfulgt af en markant lønnedsættelse til de folk, hvis grådige beslutninger og flossede moral er en væsentlig del af problemet. Det ville være nye standarder, man i det mindste ville overveje at tage alvorligt … ”

borgere. Det har efterladt det politiske system forskellige steder i den vestlige verden rådvildt, handlingslammet og med en svigtende demokratisk legitimitet og dermed sårbarhed over for protestbevægelsernes forskelligartede og ofte modsatrettede krav til dem.

Samfundsteoretikerne Antonio Negris og

Michael Hardts11 begreber ”Empire” og

”Multitude” har været vigtig en inspirations-

11 Hardt, M. & Negri, A.: Imperiet, 2000. Hardt, M. & Negri, A: Multitude – War and Democracy in the Age of Empire, 2004. Hardt, M. & Negri, A: Commonwealth, 2009.

kilde for protestbevægelser på venstrefløjen. Deres synspunkt er, at globaliseringen medfører, at de enkelte nationalstater mister deres betydning og i stedet indgår i et magtfuldt netværk sammen med andre stater, organisationer og virksomheder under ledelse af USA. Samlet udgør de en ny type imperium, hvis magt udfoldes alle steder og trænger igennem på alle niveauer i samfundet.

Ud af den ulighed, som imperiets magt skaber, vokser modstanden fra grupper, hvis fællesidentitet er ”fattigdom” – ”the multitude”. Begrebet dækker over en stor verdensomspændende masse bestående af arbejdere, indvandrere, udstødte og marginaliserede, sociale bevægelser og ngo’ere, som arbejder sammen om at løse globaliseringens problemer, som er skabt af Imperiet. Som en ”bisværm”12 tænker de i samme retning og slår ned, hvor der åbner sig mulighed for at skabe en modmagt til Imperiet og derigennem bane vejen for et ægte pluralistisk demokrati.

en anden type bevægelse, bl.a. afhængigt af hvorledes myndighederne reagerer.

Reformbevægelserne søger at ændre normer og love. Fx grønne bevægelser, som ønsker at styrke lovgivningen mht. miljø- eller klimabeskyttelse; bevægelser, der kæmper for eller bekæmper retten til fri abort; bevægelser, der kæmper for stramning af indvandrerlovgivningen – eller det modsatte – eller bevægelser til støtte for homoseksuelles rettigheder.

De radikale bevægelser ønsker mere fundamentale ændringer, fx den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, den polske Solidarnosc-bevægelse13, den sydafrikanske anti-apartheid-bevægelse og demokratiseringsbevægelsen i 1980’ernes Østtyskland. Og af nyere fænomener demokratiseringsbevægelserne i forbindelse med ”Det Arabiske Forår”; eller højreradikale bevægelser i bl.a. Grækenland i 2012, som placerede skylden for krisen på udlændinge og derfor ønskede dem ud af landet.

Fra radikale til konservative bevægelser

For at få et bedre overblik over bevægelsernes forskellighed kan man skelne mellem

forskellige typer: reformbevægelser, radikale bevægelser, enkeltsagsbevægelser og konservative bevægelser. Grænserne mellem

disse fire typer kan være flydende, og én type bevægelse kan over tid udvikle sig til

Enkeltsagsbevægelser kan være lokale mobiliseringer for fx at forhindre fældning af træer, opstilling af vindmøller i naturområder, nedgravning af atomaffald, anlæggelse af en større vej gennem et boligområde eller lign. Det kan være demonstrationer for at stoppe volden i et bestemt kvarter (fx Nørrebro). Eller det kan være bevægelser, som protesterer over forværring af levevilkårene for grupper i samfundet. Fx Occupy-bevægelsen i USA, eller protestbevægelser i Grækenland og Spanien, som reagerede mod de af EU pålagte store offentlige besparelser, som var en betingelse

12 Forfatterne beskriver dette med begrebet ”swarm intelligence” (jf. Anonymous-bevægelsens begreb ”hive-mind”/”we are nobody, we are everybody”, side 67).

13 En polsk fagforening der i 1980’erne blev udgangspunkt for en bred protestbevægelse rettet mod det polske kommunistiske styre.

Grækenlands økonomi har gennem en årrække været i en meget dårlig forfatning, og i 2010 truedes landet af statsbankerot pga. enorme underskud på statsbudgettet.

Den akutte krise omkring den græske økonomi er flere gange blevet afværget ved hjælp af økonomiske hjælpepakker fra bl.a. EU. Til gengæld for store besparelser.

Besparelserne har affødt massive protester i Grækenland med massedemonstrationer, strejker og slagsmål i gaderne med politiet. På billedet fra juni 2011 protesterer græske demonstranter mod regeringens spareforslag foran parlamentet i Athen.

for at give hjælpepakker til de kriseramte økonomier.

Konservative bevægelser ønsker at bevare eksisterende normer og værdier. Eller de kæmper for at genfinde det, de forestiller sig, som værende fortidens tabte identitet og kultur. Den førstnævnte type arbejder fx

for bevarelse af den kristne kirkes status og autoritet i samfundet, mod seksualundervisning i skolerne, mod legalisering af abort eller for retten til at bære våben; eller de bekæmper forandringer, som bliver muliggjort af den forskningsmæssige/teknologiske udvikling, fx stamcelleforskning eller genmodificering af fødevarer.

Den sidstnævnte type findes bl.a. i selvstændighedsbevægelser, der ønsker at løsrive sig fra den stat, de hører ind under, eller bekæmper den modernisering, som tilhørsforhold til et andet land har bragt med sig. Eksempler herpå er den baskiske separatistbevægelse i Spanien eller den grønlandske nationalistiske selvstændighedsbevægelse.

Bevægelser af forskellig type kan i sjældne tilfælde udvikle sig til et politisk parti for at styrke kampen for deres ”sag”; i Polen fx den ovenfor nævnte Solidarnosc-bevægelse; i Danmark fx Kristeligt Folkeparti, som startede som en bevægelse mod legaliseringen af pornografi og fri abort. Og medlemmer af den spanske protestbevægelse, Los Indignados (“de vrede“), som er opstået som reaktion på den økonomiske krise, er i gang med at stifte et parti. Men de fleste bevægelser fortsætter med at arbejde uden for det politiske systems institutioner, og gennem andre kanaler – først og fremmest medierne –søger de at påvirke offentligheden eller enkeltpersoner.

De fleste protestbevægelser bruger som udgangspunkt et bredt repertoire af ikkevoldelige metoder for at fremme deres sag: henvendelser til myndighederne, underskriftsindsamlinger, protestmarcher, demonstrationer, happenings, aktioner med brug af civil ulydighed (fx sit-down-aktioner). Ofte har bevægelserne et klart blik for,

hvad der kan sikre dækning i medierne og give gode overskrifter og gode billeder, fx en aktion mod nedskæringer i Spanien sommeren 2012 med nøgne demonstrerende. Også miljøorganisationer har været yderste effektive mht. gennem dramatiske aktioner at skabe gode billeder til medierne. Men fredelige protestbevægelser kan ”løbe af sporet” og blive gradvist mere og mere

ekstreme og voldelige i deres aktionsformer. Det kan ske i takt med, at de møder modstand fra omverdenen og oplever denne som stadig mere undertrykkende og uretfærdig. De føler sig selv som ofre, og i denne situation kan det opleves som rimeligt at slå igen med hærværk eller vold.

Yderligtgående fraktioner af større protestbevægelser bruger (eller har brugt) helt

Den feministiske punk-rock- gruppe ”Pussy Riot” gennemførte i februar 2012 i en ortodoks katedral i Moskva en aktion vendt mod kirkens støtte til præsident Putins valgkamp. Foran alteret dansede, sang og messede de bønnen: ”Guds moder, jag Putin væk!” Aktionen førte til, at de tre unge kvinder, der deltog i aktionen, blev anklaget for ”hooliganisme” og idømt hårde fængselsstraffe.

Aktionen vakte stor international opsigt, og ”Pussy Riot” blev et brand, som der tjenes penge på, bl.a. ved salg af T-shirts med gruppens ”logo”. Bl.a. har sangerinden Madonna lavet en kollektion af Pussy Riot-T-shirts, som hun sælger på nettet, angiveligt til støtte for de tre fængslede aktivister. Disse har imidlertid protesteret mod, hvad de betragter som kommercialisering af deres protestbevægelse.

bevidst en voldsstrategi, fx den vesttyske

Rote Armee Fraktion (RAF)14, Blekingegadebanden, den colombianske oprørsbevægelse Farc, den baskiske separatistbevægelse, Taleban og Al-Quaeda.

De fleste protestbevægelser er lokalt forankrede. De mobiliserer som tidligere nævnt typisk protester mod lukning af en lokal skole eller et sygehus eller anlæggelse af en større bilvej gennem lokalområdet. Dertil kommer, at der er opstået brede bevægelser med globale, transnationale mål. De kommunikerer effektivt gennem sociale medier og danner fx støttegrupper for forfulgte systemkritikere og skaber opmærksomhed gennem kreative aktivitetsformer.

Det er vanskeligt at fastslå, hvem og hvor mange der egentligt kan betragtes som medlemmer af en protestbevægelse. Det ligger jo i organisationsform og -struktur, at der ikke er tale om foreninger – med en formel ledelse og medlemskontingent – som man melder sig ind i. Bevægelserne består af ”de

14 RAF. En vesttysk terrororganisation, som fra 1970’erne til 1990’ene førte væbnet kamp mod ”det kapitalistiske og imperialistiske system”.

aktive” – undertiden omkring en kerne af få meget dedikerede personer – men hvem, de aktive er, kan skifte over tid. Hvis bevægelsen har medvind, rekrutteres der løbende sympatisører, hvoraf nogle bliver aktive, men de fleste forbliver passive sympatisører eller ligefrem såkaldte free-riders, der gerne vil have del i gevinsten, hvis bevægelsen får succes, men ikke vil ikke ofre noget.

Personer, der selv er en aktiv del af en bevægelse, har en tilbøjelighed til at overvurdere bevægelsens gennemslagskraft og overdrive antallet af aktive medlemmer. Observatører af bevægelserne, især aktører i det etablerede politiske system, vil derimod ofte have en tilbøjelighed til at undervurdere antallet af medlemmer og bagatellisere bevægelsens styrke.

Du kan via internettet undersøge, hvad de forskellige bevægelser går ud på. Prøv at karakterisere dem efter ovenstående fire typer bevægelser.

2 Teorier om protestbevægelser

Lev Tolstoj, russisk forfatter, 1828-1910

Tidlige teorier

Også i før-demokratiske samfund har der eksisteret protest- (og oprørs)bevægelser, som har givet anledning til en række spekulationer: Hvorfor brød protester over levevilkår og kritik af magthaverne pludselig frem med voldsom styrke? Og på den anden side: Hvorfor kom protesterne ikke, selv om forholdene gav al mulig grund til at protestere? Den russiske forfatter Lev Tolstoj giver i citatet ovenfor sit bud herpå. Det, der er afgørende for, om man protesterer eller bøjer nakken og affinder sig med sin livssituation, er ikke karakteren af denne, men hvad de andre i ens omverden gør i forhold til deres livssituation.

Den franske aristokrat Alexis de Tocqueville (1805-1859) har ud fra en sammenlignende analyse af henholdsvis Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1776) og Den Franske Revolution (1789) formuleret to iagttagelser omkring, hvornår protester bryder ud:

Den ene handler om den betydning, social ulighed har for udviklingen af voldsomme protestbevægelser: ”Fjern de sekundære årsager, der har frembragt de store rystelser, og man finder næsten altid ulighedens princip ved bunden.”1

Den anden iagttagelse handler om det tilsyneladende paradoksale fænomen, at det i Frankrig ikke var i perioder med størst fattigdom – ”når det gik fra ondt til værre” – at de sociale protestbevægelser var mest udbredte. Det var tværtimod i økonomiske opgangsperioder, hvor det gik fra ”ondt til bedre”, at utilfredsheden bredte sig. Dette paradoks har i senere teorier og diskurser om opstande næsten fået status som en slags lovmæssighed, selv om påstanden er svær at dokumentere.

Englænderen Thomas Carlyle (1795-1881)

gør sig i sin bog ”On Chartism” (1839) også nogle overvejelser om oprørets baggrund.

1 Citeret efter Ole Borre: Oprørsteorier, 1980.

“Der er ingen livsvilkår, et menneske ikke kan vænne sig til; især ikke, hvis han ser alle omkring sig acceptere dem.”

Det er oplevelsen af uretfærdighed, der er ubærlig for mennesker. Den 16. juni 1976 samledes ca. 10.000 sorte skoleelever og studerende ved Orlando Stadion i byen Soweto i Sydafrika for at protestere fredeligt imod, at det hvide apartheidstyre ville gøre sproget afrikaans, som de sorte opfattede som undertrykkernes sprog, obligatorisk i undervisningen. Alle andre lokale sprog blev forbudt. Politiet skød uprovokeret med skarpt ind i mængden af demonstrerende børn og unge. Det vakte voldsom harme og vrede, og de følgende uger brød der en bølge af protester ud i Sydafrikas byer bl.a. med angreb på offentlige bygninger. Politiet slog hårdt igen, og man regner med, at 500-1.000, hovedsagelig unge sorte, mistede livet. Soweto-massakren blev afgørende for national og international mobilisering af protester mod det sydafrikanske apartheidstyre.

”Det handler ikke om, hvad mennesket har af materielle ting, eller hvad han ønsker, som afgør, om han er lykkelig eller ulykkelig. At være uden tøj, at sulte, at rammes af ulykke af enhver form, selv døden er blevet udholdt uden beklagelser, hvis det gik rigtigt til. Det er oplevelsen af uretfærdighed, som er ubærlig for alle mennesker.”

Carlyle lægger altså vægt på, at det er oplevelsen af at blive behandlet uretfærdigt, som rammer mennesker hårdest. Når de føler, at de systematisk bliver trådt på af andre, og når hele samfundets indretning opleves som uretfærdig, begynder de at sætte sig til modværge og udvise mangel på respekt for lovene.

De tre ovennævnte forfattere hører ideologisk hjemme vidt forskellige steder. Lev Tolstoj var præget af anarkistisk-socialistisk tankegang, de Tocqueville var liberal, og Carlyle var konservativ. Men de prøver alle tre at udlede lovmæssigheder i forholdet mellem de samfundsmæssige strukturer og individets reaktioner på livsvilkårene, og deres tankegang har hver for sig indirekte påvirket senere forestillingerne om, hvad der udløser kollektive protester.

Der findes dog ikke empiriske belæg for en direkte ”lovmæssig” sammenhæng mellem forhold som sult, ulighed og undertrykkelse på den ene side og (voldelige) protestaktioner på den anden side. Mange mennesker eller grupper er gennem historien blevet undertrykt eller behandlet uretfærdigt, uden at det har ført til oprør eller optøjer. Andre specielle forhold har spillet ind og været gnisten, der satte protestaktioner i gang og eventuelt fik dem til at eskalere, som det fx var tilfældet i Soweto i Sydafrika i 1976 (se billedtekst).

Det er altså svært at finde lovmæssigheder, når det drejer sig om baggrund for protestbevægelser, men der er nogle mønstre, der går igen omkring protestbevægelser rundt om i verden i nyere tid:

• Protestbevægelser handler mindre om, hvad man reelt har, end om hvad man mener, man er berettiget til at få eller burde have i forhold til andre mennesker. Fænomenet kaldes relativ deprivation (se nedenfor).

• Ulighed skaber ikke i sig selv kollektive protester, hvis de mekanismer, der fordeler de samfundsmæssige værdier, anses for retfærdige.

• En eventuel utilfredshedsfølelse dæmpes, hvis man har forventninger om forbedringer i fremtiden. Omvendt kan en acceptabel aktuel situation give anledning til utilfredshed, hvis man forventer en fremtidig forværring.

• Forhold som høj arbejdsløshed og social og økonomisk ulighed fører ikke automatisk til vækst i kollektive protester. Tværtimod var protestbevægelser mest udbredte under velstandsperioden i 60’erne og 70’erne.

• Høj grad af undertrykkelse fører ikke automatisk til protestbevægelser. Den sorte befolkning i USA havde været undertrykt i århundreder, men det var først i 1960’erne, at der opstod stærke protestbevægelser. Man kan pege på lignende forhold omkring demokratibevægelserne i Østeuropa i 1980’erne og ”Det Arabiske Forår” i Mellemøsten i 2011-12.

• Så længe systemet i sig selv opleves som retfærdigt, dæmpes incitamenterne til kollektive protester. Det er først, når systemet opleves som uretfærdigt, at længe opsparet utilfredshed med egen situation, afmagtsfølelse og systematiske ydmygelser og generel frygt for fremtiden kan føre til kollektiv handling. Massedemonstrationerne mod DDR’s styre i slutningen af 80’erne er et godt eksempel herpå (se billedtekst side 40).

De tre klassiske forklaringer

I 1800- og 1900-tallet er der blevet udviklet tre mere systematiserede forklaringer på baggrunden for protestbevægelser. Disse forklaringer er overvejende psykologiske

Den 4.11.1989 demonstrerede ca. 750.000 østberlinere på Alexanderplatz med krav om politiske reformer. Kort tid efter, den 9.11.1989, førte presset fra de utilfredse østtyskere til, at myndighederne åbnede grænseovergangene fra Øst- til Vestberlin. Det blev indledningen til Berlinmurens fald og opløsning af den østtyske stat, DDR.

Protesterne mod styret var gennem et stykke tid taget til i styrke, bl.a. pga. de voksende økonomiske problemer i DDR og svigtende tillid til det kommunistiske styre. Bag protesterne stod en række forskelligartede politiske oppositionsgrupper, miljøgrupper, freds- og menneskerettighedsgrupper, som knyttedes sammen i netværk omkring kirkerne, hvor man mødtes og organiserede demonstrationerne. I oktober greb styret til brutal opløsning af fredelige demonstrationer, hvilket blot havde som konsekvens, at disse tog til i styrke. DDR’s trofaste allierede, Sovjetunionen, som under partisekretær Gorbatjov var i gang med en politisk liberaliseringsproces, opgav at støtte styret længere. Regeringschefen Erich Honecker måtte træde tilbage, og vejen var banet for DDR-statens opløsning.

– de ser typisk protestbevægelser som følelsesmæssige reaktioner på en ukontrollérbar situation; og deltagerne er primært marginaliserede grupper i samfundet.

Disse tre såkaldte klassiske forklaringer kan sammenfattes i:

• Solidaritetsforklaringen

• Sammenbrudsforklaringen

• Afsavnsforklaringen

Solidaritetsforklaringen er inspireret af Karl Marx’ samfundsanalyse: Den kapitalistiske produktionsform er baseret på størst mulig profit som opnås gennem udbytning af ar-

FIGUR 5 Solidaritetsforklaringen

Konkurrencen i det kapitalistiske samfund øger udbytning og undertrykkelse af arbejderklassen

Arbejderne oplever meningstab og fremmedgørelse

bejderklassen. Men efterhånden som udbytningen tager til pga. stigende konkurrence, skabes et stadig større modsætningsforhold – en klassekamp – mellem en stor forarmet arbejderklasse og en lille gruppe kapitalejere, som støttes og beskyttes af statsapparatet. Undertrykkelse fører ifølge marxistisk teori til rodløshed og frustration2 hos den proletariserede arbejder. Men den fører også til skabelse af en bevidsthed hos den enkelte arbejder om at tilhøre en udbyttet klasse (klassebevidsthed), solidaritet med andre arbejdere og videre til radikalisering, organisering, mobilisering og kollektiv handlen.

For marxismen er det således de materielle forhold og dannelse af homogene sociale klasser præget af indbyrdes solidaritet, som er nødvendige forudsætninger for kollektive aktioner og revolutionære bevægelser. Protestbevægelser ses som udtryk for de undertryktes solidariske konfrontation med undertrykkerne og disses repræsentanter.

Den marxistiske samfundsanalyse har i ældre og nyere perioder af den vestlige verdens historie haft stor indflydelse på forståelsen af samfundsmæssige forandringsprocesser. Samtidig har den virket som inspirationskilde for organiseringen af ar-

2 I marxistisk terminologi: meningstab og fremmedgørelse.

Skabelse af klassebevidsthed og solidaritet i arbejderklassen

Radikalisering, organisering, mobilisering og kollektiv handlen

bejderbevægelsen og dennes modstand mod det kapitalistiske samfund.

Også ikke-marxistiske historikere og samfundsteoretikere er blevet inspireret af marxismen – uden at marxistisk teori anerkendes i sin helhed. Der hersker bred enighed om, at protestbevægelser har en baggrund i generelle økonomisk-sociale forhold, og at en fælles bevidsthed og solidaritet spiller ind mht. mobilisering og aktionsformer. Men det er svært at bruge solidaritetsforklaringen til analyse af konkrete protestbevægelser, og derfor har denne forklaringstype ikke længere ret mange tilhængere.

Sammenbrudsforklaringen har rødder i sociologisk teori fra omkring år 1900, bl.a. udviklet af tyskeren Max Weber (18641920) og – især – franskmanden Emile Durkheim (1858-1917).

Ifølge Weber er det moderne samfund under konstant forandring – socialt, økonomisk, politisk – og det giver anledning til stadig skiftende skillelinjer i samfundet, som igen virker mobiliserende for tilslutning til sociale bevægelser. Weber havde fokus på de mekanismer, der præger udviklingen af sådanne bevægelser fra at være et samlingssted for en række personer med fælles normer og værdier til et stivnet hierarkisk ”bureaukrati”. Bevægelsen lever ofte kun videre, fordi nogle af medlemmerne

FIGUR 6 Sammenbrudsforklaringen

Sociale kendsgerninger: fællesskab og solidaritet gennem arbejdsdeling

Sociale patologier pga. for meget eller for lidt fællesskab

Individuelle kriser og sociale spændinger

Eventuelt social uro

gennem denne sikrer sig indtægt og karriere; nye grupper søger at få kontrol over bureaukratiet, andre søger ind i nye bevægelser, som i højere grad kan dække deres behov for meningsfuld handlen.

Mens Weber havde fokus på aktører, havde Durkheim fokus på strukturerne. Han interesserede sig for de samfundsmæssige strukturers og institutioners – de ”sociale kendsgerningers” – funktion. For ham har samfundets institutioner (fx familien, kirken og domstolene) funktioner på samme måde som organerne i en levende organisme. De har til formål at opretholde samfundet.

Med industrialiseringen voksede tilvandringen fra land til by i de mest udviklede europæiske lande. Bl.a. Paris var omkring år 1900 blevet en storby, hvilket bl.a. markeredes med afholdelse af en Verdensudstilling. Durkheim undersøgte konsekvenser af opbrud fra det traditionelle samfund, industrialisering og urbanisering ved bl.a. se på selvmordsrater i Paris, ud fra en teori om, at vækst i antal af selvmord kunne ses som udtryk for, at samfundet var ”sygt”.

Durkheim interesserede sig især for, hvad der får moderne samfund, præget af industrialisering, urbanisering og individualisering, til at hænge sammen. I det traditionelle landbrugssamfund herskede faste fælles – ofte religiøse – værdier, hvor individet var født ind i sin plads i det samfundsmæssige hierarki, og hvor traditionerne regulerede forholdet mellem mennesker efter stand, køn og alder.

Hvordan formår så det moderne samfund at undgå at gå i opløsning, når samfundet er kendetegnet ved, at den enkelte i stigende grad må finde sin egen plads og sine egne værdier? Durkheim pegede her på arbejdsdelingen og den gensidige afhængighed af andres varer og tjenesteydelser som

FIGUR 7 Massesamfundsforklaringen

Manglende integration af enkeltindivider i den sociale orden

De marginaliserede finder sammen i opposition mod det øvrige samfund

faktorer, der dannede grundlaget for integration i fællesskabet, solidaritet og sammenhængskraft i det moderne industrisamfund. Men det er ikke altid, at integrationen fungerer; der kan ifølge Durkheim opstå patologier, dvs. sygelige tilstande, pga. henholdsvis for lidt eller for meget fællesskab: Enten kontrolleres individet for meget eller for lidt af samfundet. Den enkelte mister sine faste orienteringspunkter og oplever, at den sociale orden bryder sammen. Presset på enkeltindivider eller grupper i samfundet kan føre til individuelle kriser, sociale spændinger og kollektive protester.

Sammenbrud og massesamfund

Fra mellemkrigstiden og frem til 1960’erne var en række historikere og sociologer optagede af at søge at forstå det massesamfund, som havde affødt ekstremistiske massebevægelser på såvel højre- som på venstrefløjen – fascismen og kommunismen – og fået medlemmer af bevægelserne til at begå uhyrlige, grænseoverskridende handlinger. Forfølgelse af og vold mod minoriteter, koncentrations- og udryddelseslejre er kommet til at stå som symboler på, hvad massebevægelser i deres yderste konsekvens kan føre til. Durkheims teorier kom i høj grad til at præge en opfattelse af protest-

Utilfredshed udtrykkes gennem optøjer og vold, eventuelt ansporet af karismatiske lederskikkelser

bevægelser som udtryk for sygelige tilstande i samfundet.

Voldelige sociale bevægelser blev set som udtryk for ubevidste drifter, irrationel adfærd og massementalitet pga. manglende integration i den sociale ordens institutioner og normer. Bevægelsernes medlemsskarer betragtedes som et spontant sammenrend af marginaliserede: kriminelle, fattige, socialt udstødte med lavt selvværd, dårligt begavede og mentalt forstyrrede. Synsvinklen var, at mens almindelige velfungerende mennesker søger at udtrykke deres holdninger gennem ”det gode samfunds” etablerede politiske institutioner og kanaler, vil mennesker med lavt selvværd, adskilt fra eller i udkanten af samfundet, føle sig tiltrukket af karismatiske lederskikkelser og ekstremisme og derfor slutte sig til massebevægelser.

Det fremgår af kapitel 4, der handler om diskurser om protestbevægelser, i hvor høj grad denne forståelse af protestbevægelser også i nutiden præger brede offentlige diskurser og underbygger en antagelse om, at der ikke er grund til at lytte til de krav, som protestbevægelser fremfører.

Forskningen har imidlertid ikke kunnet finde belæg for, at medlemmer af protestbevægelser er kendetegnet ved særligt lavt selvværd eller ved at være mere samfundsmæssigt marginaliserede end ikke-medlem-

Voldelig social bevægelse og den karismatiske leder. Føreren Adolf Hitler hilser marcherende SA’ere, Brunswick 1931. SA (Sturmabteilung) var en halvmilitær organisation inden for det tyske naziparti. SA spillede en vigtig rolle for Hitlers vej til magten bl.a. gennem forfølgelse og brug af vold over for modstandere af nazismen. I SA’s kampsang ”Wir sind die braunen Soldaten” (Vi er de brune soldater) omtalte de sig selv som ”stolte og frie, stærke og tro, men den, der træder på os, støder på granit”.

mer. Massesamfundsforklaringen er altså mere en populær myte end en egentlig videnskabelig forklaring.

Afsavnsforklaringen udgør en tredje – og nyere – retning inden for forskningen i protestbevægelser. Ligesom de foregående forklaringer tager denne udgangspunkt i konsekvenser af sociale forandringer. Især hvis disse fører til oplevelse af tab eller manglende opfyldelse af forventninger og behov, såkaldt relativ deprivation. Relativ deprivation opstår, når afstanden mellem forventninger og tilfredsstillelse af behov bliver for stor, og det skaber social uro.

Skuffede forventninger, frustration og utilfredshed er centrale begreber inden for afsavnsforklaringen: Antagelsen er her, at mennesker, som føler sig berøvet nogle materielle eller immaterielle goder, er tilbøjelige til at organisere sig i protestbevægelser for at forsvare deres goder eller skaffe sig flere.

Et eksempel på relativ deprivationsteori er den såkaldte J-kurve-model, som er udviklet af den amerikanske sociolog James C. Davies i 1962.

Modellens pointe er, at mennesker tilslutter sig protestbevægelser ud fra oplevede tab eller på baggrund af en følelse af at

Oplevelse af voksende strukturelt pres (massearbejdsløshed mv.)

Fremsættelse af radikale løsningsforslag

En ”gnist” skaber mobilisering af protester

blive uretfærdigt behandlet. De måler her i forhold til forventninger til, hvordan deres eget liv burde forme sig; og de vil ifølge Davies reagere, hvis de oplever, at tingene pludselig udvikler sig til det værre efter en periode med fremgang.

Derfor stiger sandsynligheden ifølge Davies for fremvæksten af stærke protestbevægelser, når en lang periode med fremgang og vækst pludselig afløses af tilbagegang.

Afsavnsteorien er ikke helt overbevisende mht. at kunne forklare fremvækst af protestbevægelser. De fleste mennesker oplever jo i forskellige perioder af deres liv trusler om velfærdstab, uden at det nødvendigvis fører til dannelse af protestbevægelser.

1. Myndighederne får kontrol over situationen. Eller:

2. Målrettede kollektive aktioner

Yderligere mobilisering. Myndighederne må give indrømmelser el. bekæmpe urolighederne.

Afsavnsteorien kan ikke forklare, hvorfor det nogle gange sker, og andre gange ikke. Afsavns- og relativ deprivations-teorien har ikke længere ret mange tilhængere inden for forskningen, men lever videre i brede offentlige diskurser – på samme måde som massesamfundsforklaringen – når omfattende protestbevægelser skal forklares.

Teorien om strukturelt pres

Teorien om ”strukturelt pres” minder om relativ deprivations-teorien, men peger på, at fremvæksten af protestbevægelser er en dynamisk proces, hvor en række forskellige faktorer spiller sammen:

tilfredshed

uacceptabelt gab

acceptabelt gab

forventninger

1. Befolkningen oplever, at samfundet er udsat for et stigende strukturelt pres. Man oplever bl.a., at samfundets grundlæggende strukturer er ved at bryde sammen fx pga. massearbejdsløshed, udbredte afsavn og fattigdom.

2. Der fremføres fra forskellige sider af samfundet konkrete – ofte radikale – løsningsforslag på problemerne, som vinder genklang i befolkningen.

realiteter

3. En bestemt begivenhed – en ”gnist”, fx i form af overgreb fra myndighedernes side – giver den latente utilfredshed medvind og skaber grobund for en mobilisering af flere medlemmer og opbakning omkring radikale aktionsformer.

FIGUR 8 Afsavnsforklaringen. Davies J-kurve

FIGUR 9 Teorien om strukturelt pres

4. Hvis bevægelsen ikke kan kontrolleres af myndighederne, tager den til i styrke og bliver mere og mere målrettet og handlingsorienteret.

5. Der sker en yderligere mobilisering af utilfredse til protestbevægelsen, og magthaverne tvinges til at imødekomme dennes krav for at sikre den samfundsmæssige orden.

Teorien om strukturelt pres er svær at anvende til analyse af konkrete protestbevægelser. Den hviler på en antagelse om, at befolkningen føler sig presset. Men at dette rent faktisk er tilfældet, er svært at dokumentere. Og der findes jo masser af tilfælde, hvor høj arbejdsløshed ikke fører til kollektive protestbevægelser. Aktive protestbevægelser er det eneste bevis på, at der eksisterer et strukturelt pres i samfundet, som er så stort, at det fører til protestbevægelser! Teorien hviler således delvis på en cirkelslutning.

De ovennævnte tre klassiske forklaringstyper har nogle lighedspunkter:

De ser sociale bevægelser som kollektive reaktioner på en eller anden form for ødelæggende pres fra systemets side. De opstår ligesom en gryde, der koger over.

Selv om årsagen findes i systemet, er disse forklaringstyper ikke så interesserede i at finde ud af, hvad der eventuelt er galt med dette system. De er mere optaget af den psykologiske virkning, som presset har på de enkelte individer.

Motivationen til at deltage i bevægelsen er ikke baseret på at opnå politiske mål, men derimod på ønsket om at lette det psykologiske pres, som en frustrerende social situation har skabt.

Nyere teoretiske retninger

Forskning i protestbevægelser på empirisk grundlag

Undersøgelser af protestbevægelser på baggrund af empirisk materiale og ud fra en forståelse af disse som en form for politisk kommunikation er relativt ny som videnskabeligt forskningsområde.

Den amerikanske historiker og sociolog Charles Tilly (1929-2008) er her forskningens grand old man, som har haft meget stor indflydelse på forståelsen af protestbevægelser. Så lad os se lidt mere indgående på hans teorier.

Tilly er en af de første forskere, der har forsøgt at forstå protestbevægelser som andet end udtryk for tilfældige og undertiden voldelige og uartikulerede afvigelser fra de almindelige politiske spilleregler, drevet frem af rodløse og marginaliserede grupperinger i samfundet. I stedet søgte han med baggrund i omfattende empiriske studier at påvise, at protestbevægelser altid udspringer af nogle konkrete økonomiske, sociale og politiske sammenhænge. Og at de som udgangspunkt ikke dyrker voldelige midler og mål. Som han har dokumenteret i sine studier af sociale bevægelser i Storbritannien 1758-1834, griber grupper af mennesker til handling simpelthen for at blive hørt af myndighederne.

Ifølge Charles Tilly ligner protestbevægelser på mange måder forskellige andre former for konfrontationssøgende politik som valgkampe, politiske kampagner, strejker, kup, revolutioner. Men samtidig har protestbevægelserne deres egne særpræg, som hænger snævert sammen med de mere eller mindre udviklede demokratiske institutio-

ner, der eksisterer i samfundet. Jo mere adgangen til myndighederne er blokeret, jo mere vil man være tilbøjelig til at anvende alternative kanaler.

Protestbevægelser kombinerer ifølge Tilly tre elementer i deres strategi:

1. Vedvarende forsøg på at formulere målrettede kollektive krav.

2. Anvendelse af kombinationer af forskellige former for politisk handlen og kommunikation: skabelse af handlingsorienterede organisationer og koalitioner, offentlige møder, optog, happenings, demonstrationer, protestskrivelser, paroler og bannere, råb og sange, udtalelser til medierne, udfærdigelse af løbesedler m.m.

3. Deltagernes offentlige fremtræden er kendetegnet ved det, som Tilly kalder

WUNC: værdighed/seriøsitet (worthiness), enighed (unity), antal (numbers) og engagement (commitment).

Tilly skelner yderligere mellem tre former for krav, der fremføres fra protestbevægelsernes side:

1. Identitetsmæssige krav, som er baseret på et ”vi”, der tilsammen udgør nogle, som omgivelserne må tage hensyn til: ”Vi er mange.” Eksempler herpå er demokratibevægelsen i Østtyskland i slutningen af 80’erne: ”Wir sind das Volk”, eller den amerikanske Occupy-bevægelse: ”We are the 99 pct.”

2. Rettighedsbaserede krav påberåbes af bestemte grupper med baggrund i særlige ”egenskaber”, fx ”medlemmer af lokalsamfund”, ”gode skatteborgere”, ”loyale

Præsidentvalget i Iran juni 2009 udløste protester med anklager om valgsvindel bag genvalget af Mahmoud Ahmadinejad. Protesterne udviklede sig til at blive meget omfattende og langvarige med krav om demokratiske reformer. Myndighederne slog hårdt ned på demonstranterne, men fik kun med besvær og ved brug af stor brutalitet opløst demonstrationerne. På billedet holder en af demonstranterne et billede op, hvor vold i Israel sammenlignes med politivolden i Iran. På persisk står der: ”Hvad er forskellen?”

undersåtter” (som samfundet ”skylder” noget), eller ”undertrykte minoriteter” (som samfundet bør have dårlig samvittighed over for).

3. Programmatiske krav, som rummer støtte eller modstand over for fx lovgivningsinitiativer eller aktuelle samfundsforhold.

Ifølge Tilly udspringer protestbevægelser af en konkret politisk kontekst og rummer et politisk budskab. På billedet ovenfor ses en arrestation af sorte i Los Angeles i forbindelse med omfattende uroligheder. Disse brød ud i august 1965 ud i bydelen Watts i Los Angeles, en sort bydel med mangel på jobs og boliger, dårlige uddannelsesmuligheder for de unge og mange fattige. Det var en såkaldt eksplosiv solidaritet, der kom til udtryk med baggrund i længe opsparet frustration og vrede over den diskrimination, som de sorte oplevede, ikke mindst i den måde, de blev behandlet, på af politiet.

Anledningen til urolighederne var en brutal arrestation af en ung sort mand, hvilket førte til 5 dages uroligheder, hvori omkring 35.000 af kvarterets beboere deltog. 34 blev dræbt i forbindelse med urolighederne, og de materielle skader løb op i 200 mio. dollars. I de følgende år opstod lignende uroligheder i andre amerikanske storbyer.

Disse tre typer krav kan fremføres med vekslende styrke, og de kan ændre sig, i takt med at protestbevægelsen udvikler sig, men også fremføres parallelt af forskellige medlemmer af samme bevægelse.

Protestbevægelsers dynamik sker i et komplekst samspil med magthavernes reaktioner: Hvordan bevægelserne udvikler sig, og hvilke argumenter og kommunikationsformer, der anvendes, afhænger især af graden af demokratisering af samfundet. Dvs. i hvilket omfang regeringerne kan kontrolle-

re, hvorledes krav og kritik kommunikeres, og i hvor høj grad kritik og åben protest tolereres eller mødes med modforanstaltninger.

Demokrati kan fremme fremvækst af protestbevægelser, idet borgernes adgang til at fremføre – især rettighedsbaserede – krav over for styret bliver tydelige og legitime, bl.a. sikret af ytrings- og forsamlingsfriheden. Demokrati skaber bånd mellem styre og borgere, idet styret er afhængigt af en bred folkelig opbakning, og samtidig frem-

mes idealer omkring aktive og kritiske borgere. Demokratiet åbner flere muligheder for samarbejde og koalitioner mellem forskellige grupperinger i samfundet, hvilket igen kan skabe grundlag for ny selvforståelse, nye sociale identiteter.

Men samtidig er det ikke alle protestbevægelser, der støtter eller søger at fremme demokratiet, fx højreradikale bevægelser.

Omvendt kan pro-demokratiske bevægelser rumme kim til anti-demokratiske udviklinger, som fx De Røde Brigader i Italien og Rote Armee Fraktion i Tyskland i 1970’erne. Og anti-demokratiske udviklingstendenser kan på den anden side føre til styrkelse af demokratiske kræfter, fx modstandsbevægelserne i Danmark under Besættelsen.

I 1960’erne og 70’erne var der side om side med Borgerrettighedsbevægelsen voldsomme uroligheder i amerikanske storbyer, bl.a. i Los Angeles. Tillys senere studier har med baggrund heri haft særligt fokus på storbyernes sociale dynamikker og netværk, som dannede baggrund for såvel stærke sociale bevægelser som kollektiv vold.

Samlet har Tillys studier af protestbevægelser som nævnt været vigtig for forståelsen af disse. Specielt det synspunkt, at protestbevægelser – voldelige som ikke-voldelige – udspringer af en konkret politisk kontekst og rummer et politisk budskab, har haft stor betydning for den nyere forskning i protestbevægelser.

KERNER-RAPPORTEN OM RACEOPTØJER

I 1967 nedsatte præsident Lyndon B. Johnson en kommission med Illinoisguvernøren Otto Kerner som formand. Kerner-kommissionen fik til opgave at undersøge, hvad der skete under de raceoptøjer i storbyerne, som gentagne gange var brudt ud siden 1965, hvorfor de skete, og hvad der kunne gøres for at forhindre, at det skete igen.

En række klagepunkter gik igen fra by til by hos de sorte, som kommissionen interviewede – især:

• Politiets adfærd

• Arbejdsløshed og underbeskæftigelse

• Utilfredsstillende boligforhold

• Utilfredsstillende uddannelsesforhold

• Dårlige rekreative muligheder

• Ringe muligheder for klageadgang og for at blive hørt af det politiske system

• Mangel på respekt fra de hvides side

• Diskrimination i retssystemet

Kerner-rapporten – Report of the National Advisory Commission on Civil Disorders – som offentliggjordes februar 1968, konkluderede bl.a.:

”Fornemmelse af håbløshed og magtesløshed har hos mange sorte skabt den overbevisning, at der ikke eksisterer et brugbart alternativ til brugen af vold for ændre på forholdene og få ”systemet” til at fungere. Håbløsheden afspejles i fremmedgørelsen og fjendskabet i forhold til lovens og regeringens institutioner og de hvide, som styrer disse.”

Ressourcer, muligheder og kollektive identiteter

De klassiske forklaringer på sociale protestbevægelser er blevet afløst af tre nyere teoretiske retninger:

• Ressource-mobiliserings- og Opportunitets-teorier3 (behandles her samlet og forkortes til RMO-teorierne)

• Teorier om nyere sociale bevægelser

• Teorier om kollektive identiteter

RMO-teorierne er bl.a. inspireret af marxistisk solidaritetsteori, mens teorier om nyere sociale bevægelser henter inspiration fra afsavnsforklaringen. Teorierne om kollektive identiteter udspringer fra teorier om vilkår for identitetsdannelse i det senmoderne samfund.

De tre retninger har en række lighedspunkter. De er bl.a. fælles i en kritik af de klassiske teorier og herfra afledte offentlige diskurser, idet de peger på:

At disse overser, at sociale bevægelser er politiske fænomener, hvor aktørerne forsøger at opnå politiske mål ved hjælp af bestemte strategier (jf. Charles Tilly).

At protestbevægelser ikke kun er simple reaktioner på pres fra systemets side. Bevægelserne opstår og udvikler sig dynamisk på baggrund af politiske, økonomiske og sociale vilkår, der hele tiden ændrer sig.

At antagelsen om, at deltagere i politiske bevægelser adskiller sig fra gennemsnitsborgeren ved at have en specielt abnorm psyko-social profil, ikke kan bekræftes af empiriske undersøgelser.

At de klassiske teorier ikke kan forklare det kollektive aspekt i bevægelserne, idet de ikke kan give en forklaring på, hvordan den Der har altid været uretfærdighed, undertrykkelse og fattigdom. Her tvangsarbejdere som fungerer som trækdyr i zarens Rusland omkring 1900. Mange forskelligartede protestbevægelser havde på forskellig måde søgt at råbe styret op og gøre opmærksom på den udbredte nød og uretfærdighed, der herskede i samfundet. I 1917 lykkedes det det kommunistiske parti på baggrund af en udmattende og dårligt ledet krig mod tyskerne at kanalisere utilfredsheden over i en revolution.

3 Opportunitet (jf. engelsk opportunity) = muligheder

individuelle utilfredshed eller frustration omdannes til organiseret kollektiv handlen.

At der altid er nogle individer og grupper i et samfund, som føler sig forfordelte, utrygge og tilsidesatte, eller som er frustrerede over manglende imødekommelse eller opfyldelse af deres behov. At pege på sådanne forhold som årsag, forklarer derfor ikke i sig selv fremkomsten af protestbevægelser.

I dette kapitel fokuseres der på RMOteorierne, mens teorierne om nyere sociale bevægelser og sociale identiteter behandles i næste kapitel.

Rationelle aktører med politiske mål

Betegnelsen RMO-teorier henviser til fokus på protestbevægelsers mobilisering af ressourcer, hvor ressourcer skal forstås bredt som medlemmer, knowhow, værdifulde kontakter og penge. Og at de interesserer sig for de muligheder, som en politisk-økonomisk situation rummer (opportunities) mht. formulering af krav og at trænge igennem til magthaverne.

Teorierne reagerer imod socialpsykologiske teoriers og diskursers opfattelse af de aktionerende som et sammenrend af marginaliserede, apolitiske og irrationelle individer. Aktørerne opfattes tværtimod i RMOteorierne som rationelle individer, der har politiske mål og handler i en politisk sammenhæng.

Med dette som udgangspunkt analyserer teorierne bl.a. bevægelsernes mål, gennemslagskraft, og hvad der henholdsvis støtter og begrænser spredningen af protester. Det sammenfattes i begrebet mulighedsstrukturer. Her er yderpunkterne hhv. demokratiet og diktaturstaten.

Internationale begivenheder giver gode muligheder for mediedækning for protestbevægelser. Her protesteres der mod Kinas besættelse af Tibet i forbindelse med den olympiske flammes ankomst til London i 2008.

Demokratiet giver med forsamlingsog ytringsfrihed på den ene side ideelle vækst- og udfoldelsesmuligheder for protestbevægelser, men på den anden side har det demokratiske samfund en række andre muligheder åbne for at få adgang til beslutningstagerne, blive hørt og få indflydelse. I diktaturstaten er adgangen til beslutningstagerne blokeret, hvilket skaber grobund for protestbevægelser, men mulighederne for at blive hørt er stærkt begrænsede, fordi selv rimelig og spagfærdigt formuleret kritik og protest mødes med stærke repressalier, som det fx er tilfældet i Kina.

Dog kan adgangen til at blive hørt undertiden også opleves som blokeret i et demokrati, ligesom der i et diktatur kan åbne sig muligheder for at trænge igennem med krav og protester, fx i forbindelse med afholdelse af store internationale sportsstæv-

Mulighedsstrukturer Ressource-mobilisering

Det politiske systems åbenhed/lukkethed

Stabilitet/ustabilitet i vælgerbefolkningens holdninger og præferencer.

Muligheden for at etablere alliancer med indflydelsesrige samfundsmæssige eliter

Politiske konflikter inden for og mellem forskellige samfundseliter

Statens kapacitet/ villighed til at gribe til undertrykkelse

ner i det pågældende land eller topmøder for verdens politiske ledere.

Det er både disse muligheder, RMO-teori har fokus på i undersøgelse af konkrete protestbevægelser; og protestbevægelsernes evner og muligheder for at mobilisere ressourcer

Mht. ressourcer kan man sammenligne protestbevægelsen med en virksomhed: organisatoriske erfaringer, netværk, lederskab, og øvrige ressourcer, som en effektiv og slagkraftig virksomhed må være i besiddelse af for at kunne realisere sine mål. Det handler bl.a. om viden/knowhow, penge, adgang til medierne, arbejdskraft (erfarne aktivister, frivillige, rekrutteringsmuligheder), strategisk tænkning, solidariske bånd mellem medlemmerne, en vis form for legitimitet samt indre og ydre støtte fra magtfulde grupper i samfundet.

Ressourcemobiliseringen sker inden for rammerne af konkrete (muligheds)strukturer, dvs. et bestemt politisk klima, giver mulighed for få afløb for den utilfredshed, der ifølge teorierne altid vil være til stede i et moderne samfund.

Organisatoriske erfaringer og netværk

Dette særlige klima kan være skabt af et svækket og sårbart styre, hvilket giver øgede muligheder for at råbe magthaverne op. Handlingslammelse og manglende styrke hos magthaverne til at undertrykke protesterne kan give gunstige vilkår for at skabe alliancer med magtfulde grupperinger i samfundetgunstige vilkår for at skabe alliancer med magtfulde grupperinger i samfundet.

Mange af disse forhold var til stede under Det Arabiske Forår i 2011 og kan være med til at forklare den succes, som protestbevægelserne her havde i første omgang. Der kan derudover være tale om, at nogle af protestbevægelsens krav og diskurser gennem en bestemt framing (se boks nedenfor) vækker genklang i offentligheden og herigennem skaber en positiv mediedækning og muligheder for rekruttering til bevægelsen. Mht. den positive mediedækning kan man igen henvise til Det Arabiske Forår, hvor vestlige medier skrev begivenhederne ind i fortællinger, der handlede om kampen for demokrati og ligeledes om kampen mellem det gode og det onde.

Lederskab og knowhow

Penge og støtte udefra

Arbejdskraft og solidaritet

Strategi og legitimitet

I virkeligheden var der fx i Egypten mange forskellige økonomiske, sociale, politiske og religiøse framings og konkurrerende diskurser, som i perioder løb sammen i en fælles friheds-diskurs. I andre perioder skabte de forskellige diskurser stor splittelse. Ressource-mobiliseringsteori og opportunitetsteori er i dette afsnit behandlet samlet. Men der er forskelle i fokus. Disse forskelle er sammenfattet i figur 10.

Protestbevægelsen skaber

sine egne muligheder

Det er en vigtig pointe i ovennævnte teorier, at protestbevægelser er i stand til at skabe deres egen mulighedsstrukturer: Mulighederne ændrer sig over tid, og der opstår

nye samarbejdskonstellationer, -muligheder eller begrænsninger.

I Østeuropa i 1980’erne udviklede spredte, spontane protestbevægelser sig således eksplosivt, skabte koalitioner og nye muligheder og blev samlet årsag til en krise for regimet og til sidst dettes fald.

RMO-forskningen har også peget på det dilemma, at de mest aktive i en bevægelse kan miste forbindelsen til græsrødderne. Det fx ske, fordi disse oplever, at prisen for aktivisme bliver for høj, og at de i sidste instans foretrækker stabilitet i hverdagen frem for abstrakte begreber som frihed og demokrati.

På den anden side kan modparten vurdere, at omkostningerne ved at undertrykke en protestbevægelse bliver for stor. Derfor

FRAMING

Begrebet framing er et analytisk redskab, som bruges inden for samfundsvidenskaberne til at forstå, hvorledes mennesker opfatter deres omverden og reagerer på indtryk og begivenheder.

Frames er en form fortolkningsskemaer, som rummer stereotype forestillinger, anekdoter, moralske principper, fastslåede ”sandheder”, brudstykker af fortællinger og lignende. De fungerer som en slags mentale filtre, gennem hvilke dagligdagens indtryk sorteres og ordnes. Individet konstruerer og fortolker løbende sin verden gennem sine frames, og tilbøjelighed til at acceptere eller afvise budskaber fra omverdenen afhænger af, om disse i deres framing matcher individets egne frames.

Det enkelte menneske kan rumme mange forskellige frames samtidigt, som kan aktiveres af ord og begivenheder. At kende andre menneskers frames – at vide hvilke ”knapper” man skal trykke på –kan sikre enorm indflydelse på andres holdninger og handlinger.

Hvis man fx har lagt sig fast på at socialisme er en ”misundelsesideologi” eller liberalisme en ”egoismeideologi”, så vil man ud fra sine frames høre, acceptere eller afvise alt, hvad der stammer fra henholdsvis socialister og liberale. Omvendt vil afsendere af budskaber søge at aflure og trænge igennem frames hos modtagerne gennem brug af bestemte ord, symboler osv.

Desillusion præger mange sorte sydafrikanere efter de senere års ANC-styre. De føler, at bevægelsens ledere har svigtet, efter at de selv havde fået magten.

African National Congress, ANC, var en afgørende faktor for afskaffelsen af det hvide apartheidstyre i Sydafrika med total adskillelse af racerne. ANC blev grundlagt i 1912 som en borgerrettighedsbevægelse, der skulle arbejde for de sortes rettigheder, 1961 fik bevægelsen en militær gren, og 1994 blev det det altdominerende parti i sydafrikansk politik. Der har stået stor respekt om ANC og dets ledere, som deltog i kampen mod apartheidstyret. Men i de senere år er kritikken imod ANC vokset. Nu hvor ANC's ledere selv er kommet ind i varmen, ligner de deres gamle hvide fjender i apartheidstyret mere og mere. ANC anklages for omfattende korruption, bestikkelse, nepotisme, magtmisbrug og ligegyldighed over for den fattigdom, som store dele af den sorte befolkning lever under. I august 2012 åbnede politiet – nogle hævder efter ordre fra selve præsident Jacob Zuma – ild mod demonstrerende minearbejdere. Mindst 34 af demonstranterne blev dræbt.

inviteres bevægelsens ”ledere” indenfor i varmen til samarbejde og omklamres ved at få indrømmelser, til gengæld for at de dropper sagen – såkaldt kooptering

Der er som nævnt det paradoks, at i helt lukkede og undertrykkende systemer, hvor der virkeligt er meget at være utilfredse med, er protest både farlig og vanskelig.

I helt åbne og inkluderende systemer, derimod, er det let at formulere sin kritik, men der er ikke behov for protest i samme omfang, fordi alle har adgang til magthaverne gennem en række legitime politiske kanaler. Alligevel kan der også i et demokratisk samfund bl.a. under ustabile samfundsmæssige forhold skabes vækstbetingelser for protestbevægelser. Det kan være økono-

misk usikkerhed, politiske skandaler, uenighed mellem de samfundsmæssige eliter eller i forbindelse med valg. I sådanne situationer afhænger protestbevægelsens gennemslagskraft af dels ressourcer – herunder evne til ”at læse spillet” – dels af myndighedernes evne og vilje til at dæmme op for eller undertrykke protesterne.

Magthavernes ”back-fire”

Myndighederne kan gribe til forskellige former for undertrykkelse, repression, hård eller blød. Demokratiske samfund vil sjældent anvende meget stærke fysiske magtmidler til at lukke munden på de aktionerende. Repressionen vil ofte antage andre former, som fx at stille dem i miskredit i den øvrige befolknings øjne og ved indirekte trusler mod bl.a. aktivisternes fremtidsmuligheder. Det kan ske ved at søge at skabe en diskurs om disse som værende uansvarlige ballademagere, bøller og kriminelle. Sådanne former for repression kan virke demobiliserende og få bevægelsernes aktører til at opgive at kæmpe videre. Ressourcerne drænes, organisationen undermineres, og såvel aktivister som sympatisører siver bort fra bevægelsen. Men repression kan også have den modsatte effekt, at den fører til yderligere mobilisering af sympatisører. Repressionen kan således skabe en dynamik, som styrker bevægelsens gennemslagskraft:

• Oplevelsen af uretfærdighed og fælles identitet styrkes.

• Flere aktivister og sympatisører støtter op om protesterne.

• Gradvis ændres den offentlige opinion til sympati med bevægelsen og opbakning til

En tunesisk soldat giver en lille dreng en rose, 22.1.2011. De tunesiske myndigheder søgte at reparere et meget anspændt forhold til befolkningen, som i de foregående måneder var kommet til udtryk gennem omfattende protester.

I december 2010 satte en ung tuneser ild til sig selv, sandsynligvis som protest mod, at han, skønt universitetsuddannet, forgæves havde søgt arbejde. Han havde derfor prøvet at sælge grøntsager på markedet uden tilladelse. Politiet konfiskerede hans varer og gav ham derefter tæsk. Den unge tunesers skæbne blev symbol på længe opsparet frustration og vrede mod et korrupt, udemokratisk og udueligt styre, og hans selvmord blev den udløsende faktor for det, der i den vestlige verden blev kaldt Jasminrevolutionen, og som også blev startskuddet til ”Det Arabiske Forår”. Oktober 2012 blev der afholdt Tunis’ første frie demokratiske valg til en grundlovsforsamling. Der forelå dog ved udgangen af 2012 stadig ikke noget udkast til en ny forfatning.

UROLIGHEDERNE

OMKRING VERDENSBANKENS MØDE I KØBENHAVN

RMO-teorierne beskæftiger sig typisk med spørgsmål som:

• Hvad var den konkrete baggrund?

• Hvad var det politiske budskab?

• Hvem organiserede protestaktionerne?

• Hvordan mobiliseredes der til demonstration?

• Hvem var de aktive, og hvilke ressourcer havde de til rådighed?

Under verdensbankens møde i København 1970 kom det til voldsomme uroligheder med kampe i gaderne mellem politi og demonstranter, og mange blev anholdt. Bag demonstrationer stod bl.a. en gruppe, som kaldte sig Revolutionære Socialister. I deres indkaldelse til demonstration skrev de bl.a.:

”Resolution om verdensbankens kongres … København skal bruges til at planlægge profitten, kapitalismen og imperialismens videre udvikling. Det lille officielle Danmark logrer med halen med officiel modtagelse på Rådhuset, gallaforestilling i Det Kongelige Teater og forlænger Tivolis åbningstid med en uge. Selvfølgelig regner disse stille mordere, hvis våben er papir i bankbokse, ikke med ballade i det lille land, men for at sikre sig har man dog tænkt sig at medtage sine private sikkerhedsstyrker. 200-300 journalister skal dække kongressens afholdelse i Bella Centret. Revolutionære Socialister vil organisere venstrefløjen til massedemonstrationer og aktioner imod ”de stille mordere”.

Revolutionære Socialister – dansk sektion af fjerde internationale.

Anholdte under Verdensbankurolighederne: alders- og erhvervsfordeling

Kilde: PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989. PET-kommissionens beretning, bind 10.

Den 29.4.1992 brød der omfattende uroligheder ud i Los Angeles. Baggrunden var, at tre hvide og en hispanic-betjent var blevet frikendt for at have slået og mishandlet en sort bilist, Rodney King, som de havde standset. En forbipasserende optog det hele på video. Denne video skabte harme og vrede i især den sorte befolkning, fordi denne bekræftede gentagne anklager om forskelsbehandling, racisme og politibrutalitet over for sorte. Og da betjentene i en efterfølgende retssag blev frikendt fra anklager om udøvelse af unødvendig vold, brød optøjer løs med butiksplyndringer og ildspåsættelser. 55 personer blev dræbt, over 2.000 såret og ca. 1.500 butikker ødelagt i løbet af de første tre dage. Urolighederne standsedes først, da Nationalgarden og Marinekorpset blev sat ind.

Ved en efterfølgende ny retssag blev to af betjentene idømt fængselsstraffe for vold mod Rodney King, mens de to andre igen blev frikendt.

Los Angeles-urolighederne i 1992 er ligesom urolighederne i Los Angeles-bydelen Watts i 1965 og London Riots i 2011 eksempler på det, som sociologen Zygmunt Bauman kalder flygtig eksplosiv solidaritet.

dennes krav, bl.a. gennem mediernes framing og dækning.

Der er med andre ord skabt nye mulighedsstrukturer.

Myndighederne kan heroverfor søge at skærpe deres såkaldte ”Back-fire-management”:

• De kan forsøge på at benægte eller skjule repressionen.

• De kan skærpe den negative diskurs omkring aktivisterne ved at kalde dem fx ”forrædere”, ”fjender af friheden”, ”terrorister” eller ”styret fra udlandet”.

• De kan søge at omfortolke sammenstød med protestbevægelsernes aktivister ved

FIGUR 11 Mulighedsstrukturer, mobilisering og ressourcer

Social stabilitet/ustabilitet?

Politisk stabilitet/ustabilitet?

Alliancemuligheder med samfundsmæssige eliter?

Statens magtmidler og vilje til at bruge disse?

Effektiv protest- diskurs/framing?

Bevægelsens egne ressourcer?

Ledernes eventuelle kooptering?

Succes eller fiasko

at kalde magtudøvelsen ”nødværge”, ”selvforsvar” eller udøvet ”af hensyn til borgernes eller statens sikkerhed”.

Mødes protesterne med mere magtanvendelse, kan dette i stedet for at stoppe dem provokere til øgede aktiviteter og medvirke til at optrappe konflikten. Således som det fx skete under store uroligheder i amerikanske storbyer i 1960’erne eller i forbindelse med ”London Riots” i 2011.

Protestbevægelsernes dynamik

Man kan ifølge RMO-teoretikere identificere fem typiske faser i protestbevægelsers udvikling:

1. Udbrudsfase: individuelle, men udbredte følelser af utilfredshed. Der mangler i denne fase både klare mål, strategier og organisatoriske rammer.

2. Opbygningsfase: Utilfredse individer og grupper finder sammen og træder ind på den samfundsmæssige scene. Et incitament kan være gunstige politiske betingelser og muligheder, der kan sænke omkostningerne ved at protestere og samtidig stille betydelige gevinster i udsigt.

3. Spredningsfase: Protesterne spredes gennem efterligning geografisk og til andre sektorer af samfundet. Hertil kommer voksende sympatitilkendegivelser og hidtil ikke-mobiliserede gruppers deltagelse i bevægelsens aktiviteter.

4. Bureaukratiseringsfase: Der opbygges en mere formel ledelsesstruktur, som udstikker mål og midler for bevægelsen. Denne fase kan ofte hurtigt blive præget af fraktionsdannelser i bevægelsen, fordi uenigheder inden for bevægelsen om mål og midler bliver mere tydelige, og fordi der kan opstå intern kamp om magtpositioner og privilegier. Dette fører til den sidste fase:

FIGUR 12 Protestbevægelsens faser

5. Sammenbrudsfase/opløsning af protestbevægelsen: Her er der flere forskellige scenarier i en protestbevægelses livscyklus:

• Ledere af bevægelsen indleder samarbejde med modparten.

• Der starter en modaktion fra staten eller grupper, hvis interesser trues. Ligesom i et skakspil reagerer de forskellige parter på modpartens træk.

• I takt med at nogle af kravene imødekommes, afstår deltagere eller grupper fra videre aktioner.

• Den generelle mobilisering aftager, samtidig med at mere voldelige aktiviteter tiltager. Det gør de, fordi kampen om at tiltrække nye deltagere øges, samtidig med at en kerne af aktivister inden for bevægelsen tyer til yderligtgående ideologiske standpunkter og vold for at fastholde/ tiltrække omgivelsernes opmærksomhed.

• Stærkere repression fra statsmagtens side fører til, at flere medlemmer og individer, der oprindeligt sympatiserede med bevægelsen, trækker sig skræmte eller desillusionerede tilbage.

• På den anden side kan en for stærk repression også være med til at skabe en stærkere oppositionel kollektiv politisk identitet.

• Når situationen på et tidspunkt har stabiliseret sig, og der er etableret nye alliancer, vil staten og de dominerende eliter søge at tilbagerulle eventuelle indrømmelser, der er blevet givet.

Protestbevægelser kan således godt vinde generel forståelse for deres budskaber og krav, men fordi de ofte er indbyrdes uenige og organisatorisk svage, formår de sjældent at skabe stabile kontakter til mere etablerede politiske institutioner, og det bliver derfor vanskeligt at fastholde opnåede indrømmelser. Det har fx været tilfældet med klima- og miljøbevægelser, der har skabt opmærksomhed om deres budskaber og er blevet mødt med sympati blandt politikere og i offentligheden. Men når det er kommet til den konkrete lovgivning, har det været sværere at trænge igennem.

integration i det politiske system

RMO-teoriernes styrker og svagheder. RMO-teorierne har haft uhyre stor indflydelse på forskningen i sociale bevægelser og kollektive aktioner. Deres fokus på ressourcer og muligheder kan give gode forklaringer på, hvorfor nogle utilfredse grupperinger i samfundet har svært ved at blive hørt, mens det for andre lykkes at mobilisere og kommunikere deres utilfredshed. Og på hvordan det kan lykkes gennem bl.a. dygtigt lederskab at få gennemtvunget deres krav. RMO-teorierne kan med andre ord forklare, hvorfor nogle bevægelser i nogle situationer har succes, mens andre ikke slår igennem.

Men teorierne har imidlertid også deres svagheder. Det kan være vanskeligt at lave konkrete analyser af muligheder og ressourcer der, hvor det kan være allermest interessant: i ikke-demokratiske stater. Det skyldes, at det her er svært at indsamle tilstrækkelige og pålidelige data. Man kommer dermed i sin analyse til at bygge på en række antagelser om protestbevægelsernes mål og styrke, som der måske ikke rigtigt er belæg for.

Endvidere er der risiko for at overvurdere de rationelle aspekter omkring mobilisering, økonomiske ressourcer, strategi og cost-benefit-analyser på bekostning af sociale og følelsesmæssige aspekter af medlemsmobilise-

ringen: forhold som vrede, moralsk indignation og frustration; den desperation, som dyrkelse af en offerrolle giver; den kreativitet, der kan udfoldes i forbindelse med aktioner. Og endelig aktivistens behov for at være del af et fællesskab – og måske det adrenalin-kick, det kan give at deltage i en aktion.

Sådanne aspekter af bevægelserne giver sammenhold, begejstring og engagement og skaber nye mulighedsstrukturer eller ”åbner vinduer” til at trænge igennem med deres krav. Endvidere er ”muligheder” ikke kun objektive størrelser. Det er den fortolkning af mulighederne, der foregår inde i aktivisternes hoveder, som i sidste instans skaber mulighederne.

Harme, solidaritet og begejstring er en stærk cocktail mht. mobilisering og aktivisme. Men den kan på den anden side skabe en tendens til overoptimisme og selvovervurdering. Denne kan føre til, at bevægelserne misfortolker eller overfortolker mulighederne for succes eller overser reelle forhindringer for at nå deres mål.

Ovennævnte aspekter er styrker, men også svagheder, som RMO-teori har svært ved at få øje på, når de bruges til at analysere protestbevægelsernes ”livscyklus” (jf. figur 12).

3 Senmodernitetens protestbevægelser

En gruppe teorier om nye sociale bevægelser søger at forklare protestbevægelser som reaktioner på aspekter af forandringsprocesserne i det senmoderne samfund.

De peger også på, at de bevægelser, der begyndte at dukke op i sidste del af 1900-tallet, er fundamentalt forskellige fra tidligere perioders bevægelser. Det gælder såvel mht. følelsernes betydning som den skabelse af kollektive identiteter, der sker gennem deltagelse i de nye former for protestbevægelser.

Vi skal først se på tre samfundsforskere, der på hver deres måde søger forklaringer på de nye typer protestbevægelser i forandringerne i det senmoderne samfund: Jürgen Habermas, Anthony Giddens og Ulrich Beck.

Systemer og livsverden

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas’ (f. 1929) teori om de politiske og økonomiske systemers påvirkning – eller såkaldt ”kolonisering” – af livsverdenens relationer mellem mennesker har været en stærk inspirationskilde for denne type teorier. Mennesket i det senmoderne samfund oplever ifølge Habermas i stigende grad at miste kontrollen over sit eget liv. Dets dagligdag er i stedet styret og manipuleret af mægtige kræfter uden for dets egen verden – staten og markedet, i form af regler og penge – som fortrænger det, der kitter livsverdenen sammen – gensidige, nære mellemmenneskelige tillidsrelationer.

FIGUR 13

Markedet. Penge som styringsmiddel Livsverdenen

Staten. Regulering og love som styringsmidler

Protester mod olieboringsselskabet BP efter et stort olieudslip i Den Mexicanske Golf, der startede med en eksplosion på en olieboreplatform april 2010. BP anklagedes for at have sjusket med sikkerheden omkring borehullet på havbunden. Mange familier i området blev ramt på deres eksistensgrundlag.

Det fører til menings- og identitetstab på individplan, brud på nære grupperelationer og anomi1 på samfundsplan, hvilket afføder spontane protester fra antiautoritære grupper sideløbende med mere organiserede forsøg på at genskabe eller generobre den tabte livsverden gennem protestbevægelser.

1 Anomi: manglende fælles normer og spilleregler for adfærd i samfundet.

Livspolitik og subpolitik

Englænderen Anthony Giddens og tyskeren

Ulrick Becks, søger mere konkret at give forklaringer på den nyeste tids protestbevægelser med omdrejningspunkt omkring henholdsvis velfærdsstaten og globaliseringens konsekvenser.

Giddens tager udgangspunkt i de forandringer, der er sket med afviklingen af af industrisamfundet, Den Kolde Krigs ophør, Berlinmurens fald og sammenbruddet af Sovjetunionen. Det kapitalistiske og liberalistiske system er i den vestlige verden blevet bredt accepteret, og traditionelle fordelingspolitiske modsætningsforhold mellem højre og venstre fungerer ikke længere, når vælgerne orienterer sig politisk-ideologisk. I stedet er der kommet øget fokus på velfærdsstaten. Dennes ydelser har givet mulighed for frigørelse og individuelle valg, og nye temaer rykker i forgrunden for den refleksive vælger; Giddens kalder det livspolitik eller livsstilsbeslutninger, dvs. beslutninger om, hvilket slags liv, individet ønsker at leve. I forlængelse heraf kommer kollektive aktioner typisk til at handle om forsvar for de offentlige velfærdsydelser, der udgør fundamentet for at kunne vælge livsstil.

Ulrich Beck mener, at et af de helt centrale træk ved den nyeste tids samfundsudvikling er, at vigtige beslutninger vedrørende økonomi, politik, teknologi mv. i stigende træffes på globalt plan uden for de lokale politiske institutioners rammer. Magten er skiftet fra nationalt til globalt plan, nationalstaten befinder sig følgelig i en legitimitetskrise, og der er ikke etableret nye institutioner og rammer på globalt plan, der kan sikre demokratisk kontrol med de stærke økonomiske og teknologiske kræfter.

Det parlamentariske niveau Det subpolitiske niveau Det hverdagspolitiske niveau

Aktører: Partier, politikere Aktører: Bevægelser, aktivister Aktører: Forbruger-borgere

Mål: Forsvar for og legitimering af herredømme og interesser (Ulrich Beck).

Mål: Skabelse og forandring af livsomstændighederne (Ulrich Beck).

Mål: Livspolitik. Dvs. personlig selvrealisering, aktivt medborgerskab og hverdagspraksis ud fra erkendelse af samspil mellem det lokale og det globale i hverdagen (Anthony Giddens).

Midler: Den politiske-ideologiske kamp i Folketinget og kommunalbestyrelser.

Midler: Kollektive aktioner med henblik på at sætte moralske emner som økologi, energi, uretfærdighed, dyrevelfærd, indvandring mv. på den politiske dagsorden på trods af politikernes modstand. Eventuelt brug af civil ulydighed.

Globaliseringens konsekvenser rammer således på godt og ondt ufiltreret ind i almindelige menneskers hverdag. Og afledte virkninger af produktionen, fx olieudslip, truer menneskers eksistensgrundlag.

I denne situation med et handlingslammet nationalt politisk system søger civilsamfundet at finde veje til at udtrykke utilfredshed med udviklingen og søge at skabe retfærdige rammer om hverdagen.

Dette kan ske gennem kollektive protestaktioner som fx Occupy Wall Street-bevægelsen, der rettede sin harme og kritik mod det, som Beck kalder ”rovdyrskapitalismen” og herigennem søgte at skabe en modmagt i forhold til de globale økonomiske kræfter.

Midler: Fx i sit daglige forbrug foretrække varer med ”Fair trade”-mærke, drikke Max Havelaar-kaffe, boykotte bestemte varer, deltage i underskriftsindsamlinger til støtte for lokale såvel som globale sager osv.

Mål, midler og medlemmer

De nye bevægelser er typisk store uformelle grupperinger, som reagerer på samfundsmæssige forandringer, og som mobiliseres omkring politiske, sociale eller miljømæssige enkeltsager. De adskiller sig på afgørende vis fra tidligere sociale bevægelser som fx arbejderbevægelsen gennem deres værdier, aktions- og organisationsformer, typer af deltagere og sympatisører samt mål for utilfredshed og protester.

De nye protestbevægelsers gennemslagskraft hænger sammen med udviklingen af en deltagelsesdemokratisk kultur, nedbrydning af autoritetsstrukturer og større oplysning gennem et højere uddannelsesniveau.

Og hertil kommer lettere tilgængelige oplysninger gennem medier som aviser og tv samt informationsudveksling ikke mindst gennem sociale medier. I de senere år er lo-

FIGUR 14 Politiske niveauer, aktører, mål og midler

kale, regionale og nationale netværk af utilfredse blevet dele af globaliserede netværk, bl.a. ved hjælp af de nye sociale medier.

De nye sociale bevægelsers værdier er ofte antimodernistiske og/eller postmaterialistiske, dvs. at de bryder med det kapitalistiske samfunds økonomiske-materielle prioriteringer mht. vækst, arbejdsetik samt fokus på karriere, forbrug og statussymboler. I stedet handler det om postmaterielle værdier som selvrealisering, kreativ udfoldelse, naturen og frigørelse af krop og seksualitet.

En tidligere bruger af Ungdomshuset, Jagtvej 69, udtrykker det således: ”Ungdomshuset gav mig noget, jeg ikke fandt på forstadens lokale Crazy Daisy, i MTV eller i

Beverly Hills 90210 – og som jeg stadig ikke finder andre steder” (læs mere i tekstuddrag i boksen nedenfor).

Med hensyn til aktions- og organisationsformer er disse nyere bevægelser ukonventionelle og direkte, og de udfolder sig uden om de etablerede politiske institutioner og kanaler. Man søger eventuelt at skabe en modkultur til ”systemet”, eller man vender ryggen til dette.

Aktionsformerne er ofte alternative og kreative samt direkte og konfrontatoriske. Organisationsstrukturen er flad, og bevægelsens styrke afhænger af medlemmernes aktivitet, engagement og kreativitet. Medlemmer og sympatisører til de forskellige typer protest-

Kreativ udfoldelse i stedet for forbrug og statussymboler. Omkring 1.000 unge mennesker besatte i foråret 2011 Søminedepotet på Holmen i København. Målet var at bruge dette som fristed til samvær og kreativ udfoldelse, sålænge bygningen ikke blev brugt til andre ting. Et par dage efter blev aktivisterne smidt ud af politiet.

MODPOL TIL ‘SYSTEMET’

… Sagen om Ungdomshuset er politisk og fællesmenneskelig, den handler om en fundamental accept i vores samfund, om værdier, om tolerance, kulturel diversitet og sociale frirum. Det handler om, hvordan og hvorvidt vi giver plads til mennesker, der ikke tænker og lever som de fleste, til musik, der afviger fra massen, og til sociale eksperimenter, der udfordrer vores vanlige samfundssyn. Ungdomshuset udfordrer og inspirerer vores gængse kultur, det opsamler udskud og giver dem en legeplads, det opsuger problemer og omdanner dem til konstruktive projekter. Derfor har København brug for Ungdomshuset! …

Vi lever – stadig – i et samfund, hvor der skabes unge med sociale frustrationer. Unge, der ikke føler sig hjemme i de gængse ungdomsrum, unge, der føler sig afsides, svigtet eller låst inde af snævre rammer. Unge, der vil en anden vej end den brede, som udstødes eller frastødes, og derfor med tiden opbygger en regulær lede over det, de selv kalder ‘systemet’.

En del af disse tiltrækkes af Ungdomshuset, fordi det i så høj grad repræsenterer en modpol til ‘systemet’. Her er drømmen om tolerance i højsædet, drømmen om et alternativt samfund uden skel, og et sammenhold uden autoriteter. Ungdomshuset tilbyder tillidsfuld frihed og formår på ganske mirakuløs vis at få rigtig mange unge til at udskifte vreden, trodsigheden og frustrationen med ejerskab, ansvar og konstruktivitet. …

Den dag, vi har et samfund, hvor ingen udstødes, fordi de lever anderledes, hvor ingen fyldes med lede over resten af samfundet, og hvor alle strømninger, ideer og orienteringer gives lige plads uden pres fra ensretning eller kommercielle interesser, kan vi begynde at tale om, at Ungdomshuset har udspillet sin rolle. Indtil da har vi brug for Ungdomshuset!

Anissi Thorndahl Abu-Ghazaleh, 20 år, studerer retorik på Københavns Universitet. Kronik, Information 25.7.2007.

bevægelser rekrutteres afhængigt af bevægelsens mål fra grupper, der er marginaliserede af moderniseringsprocessen, afhængige af offentlige ydelser, unge i kreative jobs, studerende og gymnasieelever.

Målet for utilfredshed og protester er ofte velfærdsstaten og dennes ydelser og institutioner. Centralt er her frustrationer hos grupper i befolkningen over, at velfærdsstaten ikke har kunnet opfylde forventninger om fortsat behovstilfredsstillelse. En anden kilde til utilfredshed er statens voksende og

allestedsværende magt og indblanding i alle privatlivets områder (jf. Habermas’ begreb systemets kolonisering af livsverdenen). En indblanding, der sker for at sikre kapitalismen så gode rammebetingelser som muligt eller for at udbedre skader, som samme produktionsform skaber gennem vægt på stadig vækst og effektivitet (fx miljøbevægelser).

Ovennævnte teorier om nye sociale bevægelser har fået stor indflydelse på såvel offentlige diskurser som på videnskabelige analyser af protestbevægelser. Kollektive re-

aktioner på fx statslige reguleringer, nedskæringer, indgreb og forbud, eller opførelse af store kontorhuse eller butikscentre i lokalområdet, kan ud fra disse teorier ikke kun reduceres til at være udtryk for snæversyn og egoisme eller forsøg på standse fremskridtet. De udspringer af en følelse af at blive truet på den måde, almindelige mennesker ønsker at leve deres liv.

fælles værdier, ideologier, håb, drømme og visioner og opfattelse af verden omkring dem.

Mobilisering og rekruttering af medlemmer samt disses konstruktion af en gruppeidentitet omkring en sag er en stadig foranderlig proces, som sker dels gennem interaktionen mellem aktørerne, dels under indflydelse af skiftende politiske, økonomiske og sociale betingelser.

andre

Mens de ovenstående teorier har fokus på henholdsvis protestbevægelser som en politisk kommunikations- og aktionsproces samt de samfundsforandringer, som skaber protestbevægelserne, ser teorier om kollektive politiske identiteter på de processer, som konstruerer gruppeidentiteter gennem kollektiv handlen. Dvs. det, der får aktører til at identificere sig med fælles mål og mod fælles modstandere (konsensus), samt mobiliserer dem til enten at sympatisere med eller at gå aktivt ind i bevægelsen. Teorierne kalder det henholdsvis konsensusmobilisering og aktivitetsmobilisering

Teorierne omkring kollektive politiske identiteter interesserer sig her bl.a. for bevægelsernes kultur, dvs. medlemmernes

Tilslutning til en bevægelse skal give ”mening” for den enkelte, og det kan bl.a. ske gennem oplevelse af stærkt tilhørsforhold. Dette skal helst være præget af intense relationer, oplevelse af at være værdsat og kunne gøre en forskel, samt at være en del af en samlet ”fortælling”.

En gruppeidentitet konstrueres i konflikt med eller i opposition til samfundets generelle kulturelle værdier og diskurser, og den sker inden for en framing2 af ”sagen”, der fx handler om, at bevægelsen kæmper mod ”uretfærdighed”. En sådan uretfærdighedsframing rummer en masse symboler, argumenter og ideer, der kan samle og organisere medlemmernes engagement, idet den gør deres kamp retfærdig og vigtigheden af denne ubestridelig og uafviselig. En aktivist fra Ungdomshuset, Jagtvej 69, formulerer det således: ”Kald det affektionsværdi, kald det en 2

Kollektive politiske identiteter – at gøre en forskel sammen med

Se side 53.

FIGUR 15 Nye sociale bevægelser Moderne/ senmoderne samfund

Efter nedrivningen af Ungdomshuset Jagtvej 69 i marts 2007, blev nabobygninger sprayet med graffiti. Tallet ”69” går her igen som symbol på den uretfærdighed, man følte var blevet begået, og på den fortsatte kamp.

bygning med vores personlighed, kald det hvad som helst … Enten bøjer vi os og makker ret uden kamp. Eller også viser vi vores modstand.”3

Gruppeidentiteten konstrueres ikke helt fra ny, men rummer elementer fra mere accepterede og etablerede institutioner og ideologier. I det følgende citat påberåbes således både fagbevægelse og kvindesag i argumentationen for, at brugerne af Ungdomshuset om nødvendigt må tage radikale midler i anvendelse for at forsvare dette: ”Det her hus var folkets hus, bygget af fagbevægelsen. Der er sket epokegørende ting her. Det var her, man i 1910 besluttede, at 8. marts skulle være kvindernes internationale kampdag …”4

3 Sidste udkald. Interview i Berlingske Tidende, 03.12. 2006.

4 Som note 3.

Maffesolis neo-tribale fællesskaber

Den franske sociolog Michel Maffesolis begreber ”smagsfælleskaber” eller ”neo-tribale fællesskaber” kan bruges til at give øget indsigt i de processer, som konstruerer gruppeidentiteter. Maffesoli taler om en tendens til, at unge søger sammen i smagsfællesskaber, hvor det for medlemmerne af fællesskabet mindre handler om identitet end om identifikation med kollektive normer, værdier og adfærd.

Unge navigerer ifølge Maffesoli i et stort antal ”smagsfællesskaber” sammen med nogle, man kan identificere sig med, og gennem løbende identifikationsprocesser med andre i fællesskaberne konstruerer og rekonstruerer den enkelte en række identiteter.

Maffesoli kalder disse fællesskaber neostammer (neo-tribes), og han ser dem som udtryk for en reaktion på traditionstab og en søgen efter faste holdepunkter i tilværelsen. Hvor andre sociologer, som fx Giddens, taler om aftraditionalisering, taler Maffesoli omvendt om en søgen tilbage til traditionerne, re-traditionalisering. Og hvor Giddens taler om refleksiviteten som et vigtigt redskab til at kunne navigere i det senmoderne samfund, peger Maffesoli på en tendens til tilbagevenden eller en re-orientering mod fællesskabets følelsesprægede relationer og traditioner. Medlemskab af et følelsesbaseret fællesskab og skabelse af en fælles identitet, en ”vi-følelse”, giver tryghed i en omverden præget af konstante forandringer og er en reaktion på senmodernitetens krav om rationalitet og selvstændighed.

Ligheder mellem medlemmerne i fællesskabet er det centrale. Gennem tilhørsforholdet til disse fællesskaber formidles, bearbejdes og sammensættes ”byggesten” til en kollektiv identitet. Disse byggesten er især hentet fra mediernes og populærkulturens ”symbolkasse” i form af attituder, sprog og æstetik, som skaber en slags uniformering mht. tøjstil og ensartethed i holdninger og værdier.

Derfor må bevægelser for at rekruttere aktive tilhængere lægge stor vægt på dels i deres fortolkning af virkeligheden at fremstille de aktuelle forhold som meget uretfærdige eller ubærlige; dels at kunne stille en gevinst ved aktiv deltagelse i udsigt; og endelig at fremstille bevægelsens holdninger og aktionsformer som relevante, forsvarlige og legitime. Man kan sige, at bevægelserne bliver producenter af ”mening” for herigennem at skabe sympati og interesse hos ikke-deltagere.

Det kan de i første omgang gøre ved at tiltrække sig mediernes opmærksomhed gennem spektakulære innovative aktioner samt arbejde for at trænge igennem i offentlige etablerede diskurser med moddiskurser, symboler fortællinger osv. Rødstrømpebevægelsens aktioner i 60’erne er gode eksempler herpå.

Fra sympatisør til aktiv deltager

Det er langtfra altid oplagt, at fordi man har sympati for en ”sag”, så er man også indstillet på aktivt at kæmpe for denne. Undersøgelser viser, at kun ca. 5% sympatisører til en bevægelse selv vil deltage aktivt i denne5

5 Flemming Mikkelsen (red.): Bevægelser i demokrati, Magtudredningen 2002.

Om bevægelserne har succes med at trænge igennem til offentligheden og få sympati og opbakning afhænger bl.a. af, om diskursens ”(samfunds)diagnose” er troværdig, og om prognosen, og den måde, problemet foreslås løst på, virker acceptabel for bevægelsens sympatisører ud fra en afvejning af risici og gevinstmuligheder. Det er her, det såkaldte ”free-rider”-problem kan opstå: Sympatisører vælger at afstå fra at deltage aktivt, fordi de dels vurderer, at der er for store personlige omkostninger og risici på spil ved deltagelse, dels kalkulerer med, at de alligevel kan få noget ud af de andres aktive handling, hvis bevægelsens budskab får gennemslagskraft. For at undgå for mange free-riders må bevægelsens uretfærdigheds-diskurs være i stand til at styrke motivationen blandt sympatisører til at deltage aktivt. Med andre ord skal problemerne fremføres på en sådan måde

• at bevægelsens og befolkningsgruppers dagsordner, diskurser og værdisæt matcher hinanden.

• at bevægelsens fortællinger giver genklang i målgruppernes erfaringsverden.

• at argumenterne har empirisk troværdighed.

• at sympatisørerne oplever, at de ved at gå aktivt ind i en bevægelse, bliver en del af et fællesskab, der giver identitet og mening.

Hvor skal man begynde, hvis man vil forandre verden?

Kreative aktionsformer

”Det er i de revner i politikernes pæne overflade, de revner i asfalten, hvor der vokser blomster op. Det er der, de kreative aktivister arbejder. Nogle gange er det forstyrrelser i hverdagen, som gør, at vi reflekterer over, hvordan vi lever vores liv.”6

Den aktuelle samfundsudvikling giver anledning til bekymring: En urolig verden med krige og terroraktioner, skræmmende klimatiske forandringer med ekstremvejr til følge, miljøkatastrofer, økonomisk krise, en række lande på randen af statsbankerot, massive nedskæringer, ungdomsarbejdsløshed, bekymring for fremtiden osv. osv. Men samtidig vil mange gerne være med til ”at gøre en forskel” mht. at verden kan blive et bedre sted at være.

”Hvor skal man begynde, hvis man vil forandre verden?” spørger Andreas Harbsmeier

Denne eftermiddag er han kommet for at sige farvel til det hus, som har formet ham de seneste fire år. Og for at fortælle, hvorfor han kæmpede mod politiet.

”Når jeg kaster, tænker jeg bare, at politiet skal væk. De skal gå væk. Jeg kæmper for huset og min identitet. Det er mine minder, der nu ligger i ruiner. Det er klart, at jeg er aggressiv, når jeg står på gaden. Jeg er i sorg,” siger han og peger i retning af ruinerne på Jagtvej 69.

Interview med 17-årig aktivist, ”Det er uniformen vi hader”, Jyllands-Posten, 11.3. 2007.

og Søren Heuseler i Højskolebevægelsens blad ”Opbrud”.

”Skal man først finde ud af, hvad man selv brænder for, eller skal man bare handle og skynde sig af sted til verdens brændpunkter?”

De peger på, at det handler om at gøre ”noget andet” i fælleskab med andre.

”Måske er særklasse dét, der skal til. Særklasse er de øjeblikke, hvor nogle mennesker i fællesskab træder uden for rammerne og gør noget andet … Tvivl aldrig på, at en lille gruppe eftertænksomme og engagerede mennesker kan forandre verden. I virkeligheden er de de eneste, der nogensinde har gjort det.”7

6 Forsker i nye kreative aktionsformer Silas Harrebye i ”Opbrud”, udgivet af Information i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening, sommeren 2012.

FAKTA: UNGES POLITISKE ENGAGEMENT

De unge er stærkt optaget af politik og aktuelle samfundsforhold, viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget blandt 1.379 adspurgte danskere.

• 71% af de 16-25-årige har deltaget i en politisk aktivitet.

• 57% af de adspurgte over 25 år har deltaget i en politisk aktivitet.

• 39% af de 16-25-årige har deltaget i en underskriftsindsamling.

• 28% af de adspurgte over 25 år har deltaget i en underskriftsindsamling.

• 35% af de 16-25-årige har deltaget i en demonstration.

• 23% af de adspurgte over 25 år har deltaget i en demonstration.

• 27% af de 16-25-årige har deltaget i et debatmøde.

• 24% af de adspurgte over 25 år har deltaget i et debatmøde.

• 95% af de 16-25-årige diskuterer politik med venner, familie og øvrige omfangskreds.

Fra faner til Facebook

Økonomiske, sociale og politiske kriser afføder massive demonstrationer og voldelige og undertiden blodige sammenstød med magthaverne i pressede lande som Grækenland og Spanien samt lande i Mellemøsten osv. Men samtidig afspejles tidens rådvildhed over for de store problemer sig bl.a. i, at protestbevægelser i andre dele af verden ikke længere synes at kunne mobilisere tilhængere og påvirke magthaverne gennem klassiske aktionsformer og strategier med demonstrationer, faner, kampsange og paro-

• 93% af de adspurgte over 25 år diskuterer politik med venner, familie og øvrig omgangskreds.

• De tre vigtigste temaer at få diskuteret i Danmark lige nu?

16-25-årige: Sundhed og sygehuse (45%), Arbejdsløshed (44%), Integration (32%)

Over 25 år: Sundhed og sygehuse (58%), Arbejdsløshed (41%), Integration (28%)

• 96% af de 16-25-årige har en holdning til, hvordan Danmark og verden skal udvikle sig.

• 92% af de over 25-årige har en holdning til, hvordan Danmark og verden skal udvikle sig.

Kilde: Gallupundersøgelse foretaget af Gallup for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), 2010. http://duf.dk/nyheder/ enkeltvisning/article/ny-undersoegelseafliver-myten-om-passive-unge/

ler. Professor i statskundskab Johannes Andersen formulerer det således: ”De unge er ikke revolutionære. De markerer sig ikke på samme tydelige måde som 68’erne, hvis kamp rettede sig mod en tydelig fjende, nemlig kapitalismen og det hierarkiske samfunds autoriteter.”8 Unge kan ikke længere identificere sig med forældre- og bedsteforældre- generationens aktionsformer, og i stedet dukker nye for-

8 ”Opbrud”, sommeren 2012 i artikel af Marlene Fenger-Grøndahl: Kan curlingbørnene forelske sig ud af krisen?

mer for kreativ aktivisme op, som vil gøre verden sjovere, sundere eller smukkere eller uden brug af vold udfordre eller latterliggøre magthavere: fx Punkgruppen Pussy Riot i Rusland, eller "bamseaktionen" i Hviderusland, hvor to svenske demokratiaktivister fra et fly smed 800 bamser i faldskærme ud over Hviderusland til støtte for menneskerettighederne og fri presse i landet.

Aktivismen udfoldes via sociale mediers netværk, happenings, som fx flashmobs eller politisk forbrug. Og det sker dels ved hjælp af poesi, humor og ironi, dels ved at bruge underholdnings- og reklameindustriens symbolsprog, æstetik og udtryksmåder. Der er ofte tale om såkaldt dilemma-aktivisme, dvs. en aktivisme, som sætter magthaverne i et dilemma: Hvis de griber ind, risikerer de at blive til grin; hvis de ikke griber

ind, fremstår de som svage og handlingslammede.

Den kreative aktivisme handler oftest om konkrete sager – det er såkaldt single issue politics. Den udfolder sig udenomsparlamentarisk, uden for de etablerede politiske institutioner og kanaler, og den er båret af frivilligt arbejde udført af netværk af kreative unge studerende, it-folk, alternative reklamebureauer eller kunstnerkollektiver.

Som professor Johannes Andersen formulerer det i ovennævnte artikel, har de unge en ”ironisk distance til deres bedsteforældres politiske kampe – og det tidligere ungdomsoprørs langhårede, hashrygende flokke af frihedshungrende studenter, lesbiske aktivister og højtråbende marxister”. Men det betyder ikke, at de er uengagerede eller apatiske, mener Johannes Andersen.

Kreativ aktivisme. Beboerne i Sachsen i Tyskland demonstrerer mod den årlige såkaldte Castor-transport af højradioaktivt affald til deponering i en saltmine i Gorleben.

11 GODE RÅD TIL EN IKKE-VOLDELIG REVOLUTION

1) Find modstanderens svaghed

Alle diktatorer har en akilleshæl …

2) Brug humor

De fleste diktatorer har nogle svaghedstræk, som man kan tage fat på og fremhæve. Diktatorer har det således ret svært med humor. Det er Pussy Riot i de sprælskfarvede elefanthuer et godt eksempel på …

3) Brug ikke vold

Ved at ty til voldelige midler har man valgt en type konfrontation, hvor undertrykkerne næsten altid vil være overlegne. Ikke-voldelige revolutioner har historisk set været mere succesfulde end væbnede …

4) Passiv modstand

Passivitet er mere effektivt end vold. Man kan paralysere en hel by ved at blive hjemme. Byen bliver livløs, der er ingen på gaderne. Det økonomiske system, statsbureaukratiet og de politiske institutioner bliver lammede.

5) Slå dem ned med venlighed

At overøse med venlighed er vejen frem. I 2011 i Brooklyn, USA, foregik en demonstration mod tvangsauktioner, hvor demonstranterne sang en sang. Sangen var ikke aggressiv, men mild og venlig. Demonstranterne blev ledt væk af politiet, men blev ved med at synge deres sang i samme toneleje. Når du bruger venlighed i dit oprør, er der stor sandsynlighed for, at omverdenen ser dig som den sympatiske part.

6) Vær opfindsom Kreativitet er omdrejningspunktet for ikke-voldelig aktivisme. Vi så det, da en demonstrant i 60’erne puttede en blomst et i geværløb under en demonstration, og vi så det, da et svensk reklamebureau kastede bamser med faldskærme og pro-demokratiske budskaber fra et fly over Hviderusland …

7) Undgå traditionelle demonstrationer Klassiske demonstrationer, hvor man marcherer rundt og viser sin styrke udelukkende ved at være et vist antal mennesker, rykker sjældent meget på nogens holdninger …

8) Klæd dig pænt på Hvis du ikke følger regel nummer syv, bliver du nødt til at gøre lidt ekstra ud af denne regel. Folk, der ikke er en del af konflikten, har ofte fordomme mod klassiske demonstranter og kan have svært ved at identificere sig med dem …

9) Stil op som kandidat til valg

Selv om du ikke forventer at vinde, får du mulighed for at øve indflydelse på valget ved at stille op. Eller for at understrege, hvis der ikke er et reelt demokratisk valg

10) Kidnap medierne

Udnyt de muligheder der er, for at få sagen dækket. Kleenex lavede i 2007 en reklamefilm på gaden, hvor de fik folk til at græde og sige: ”Jeg har brug for en kleenex.” Aktivister fra Greenpeace stillede sig også op og græd, men foran de rullende kameraer forklarede de, at de

”De er handlingsorienterede og vil gerne gøre en forskel. Men deres engagement i kollektive handlinger er først og fremmest udtryk for, at de

hele tiden er i gang med at finde individuelle strategier til at nå deres mål og fx overvinde de problemer, som den økonomiske krise giver.”

græd, fordi Kleenex fældede træer i bevaringsværdige skove for at lave lommetørklæder. Videoen fra denne dag, blev en succes på nettet.

11) Det er aldrig slut Når revolutionen er slut, kan der stadig være langt til mål. Tiden efter en revolution kan være lige så krævende, som optakten til den. Et regimes fald eller din modstanders tab fører ikke i sig selv til utopia.

Det er snarere begyndelsen på at bygge det op, som du har kæmper for. …

Kilde: 70 eksperter i civil ulydighed og kreative ikke-voldelige aktioner, kampagner og revolutioner har bidraget til bogen ’Beautiful trouble’ – a toolbox for revolution i Danmark, redaktør Andrew Boyd, 2012. Information 15.9. 2012. http://www. information.dk/311056.

”Naked Bike Ride Brighton”, 2010. Gennem nøgen-cykelløb søger man at skabe opmærksomhed om de skader, udstødning fra biler medfører for miljø og mennesker.

Engageret aktivisme eller tilbagelænet slacktivisme

Den danske forsker Silas Harrebye har opstillet seks forskellige niveauer af aktivisme:

1. Den radikale aktivist eller ”never trust a cop”-aktivist, hvis aktivisme er bestemt af ”voldens logik”.

2. Den civilt ulydige. Det er de aktivister, der søger konfrontation med ordensmagten gennem ikke-voldelige aktioner og happenings.

3. De kreative aktivister anvender et kunstnerisk symbolsprog og fantasifulde strategier i deres aktivisme.

4. De professionelle aktivister er fx ngo’ere, som bruger ”lobbyismens logik”.

5. De demonstrationsvante, som møder op til de store demonstrationer og opererer ud fra ”tallets logik”: Mange demonstranter kan påvirke magthaverne.

6. Hverdagsmageren. Det er den aktive medborger, der fx starter initiativer omkring redning af en lukningstruet børnehave, eller starter miljøaktiviteter i et gårdlaug eller en andelsboligforening. Eller den politiske forbruger, der boykotter varer, som er produceret i lande, hvor menneskerettighederne krænkes.

De forskellige typer aktivister bruger i høj grad nye sociale medier og kommunikationsteknologi til at skabe og mobilisere netværk, organisere kampagner og aktiviteter samt vække opmærksomhed om deres projekter. De er ”twitterkrigere” – hashtags, likes og sms’er har erstattet sten og molotovcocktails i aktivisters politiske kamp 9

”Likes” har erstattet stenkast i den politiske kamp

Udviklingen i brug af nye kommunikationsmidler blev i høj grad tydelig med Det Arabiske Forår. Twitter, Facebook, sms’er og YouTube spillede en afgørende rolle mht. at skabe engagement og mobilisering samt til at sikre opbakning og sympati i den offentlige opinion.

Der er også i andre dele af verden mange andre eksempler på, at Facebook og Twitter er blevet brugt til at skabe opmærksomhed eller sympati omkring en konkret sag: kampagner som ”Fang Joseph Kony”, hvor der skabtes en protestbevægelse mod brug af børnesoldater, sympatitilkendegivelser fra kendte med ofrene for jordskælvet i Japan, underskriftindsamlinger mod tortur eller menneskehandel – eller til støtte for en konkret person – iværksat af humanitære bevægelser, udskiftning af profilbilleder med det norske flag for at vise sympati med ofrene på Utøya, kampagne for at sende citronmåner til Dansk Folkeparti osv. osv.

Den form for kampagner – store og små, lokale eller globale, humoristiske jokes eller omkring dødsens-alvorlige problemer –kaldes online-aktivisme, og de har vist sig yderst effektive til at mobilisere omkring en sag. For mange virker den måde, politikerne taler på, og de sager, de taler om, svært forståelige og abstrakte, og det kan være vanskeligt at lade sig engagere i dem.

I netværkene, der skabes via de sociale medier, taler man om de ting, der optager almindelige mennesker; det handler om noget konkret, noget, der kan appellere til elementære følelser som vrede, sorg, glæde og latter. Store moralske spørgsmål, bekymring for fremtiden, køn, identitet, seksuali-

9 Citeret fra ”Twitterkrigerne” af Camilla Mehlsen i ”Opbrud”

tet, glæder og sorger, kærester, børn og venskaber.

Gennem deltagelse i netværk kommer man i kontakt med mennesker, der tænker og mener det samme som en selv, man får inspiration til at engagere og organisere sig og i fællesskab udvikle ideer til aktioner; og det er med til at give folk følelsen af at have magt og indflydelse på lokalt, regionalt og undertiden også globalt plan. Kampagner kan startes af enkeltpersoner, organisationer og –skjult eller åbent – af virksomheder.

Det er en aktivismeform, der er nem at anvende – og den kan nemt misbruges!

Ved at klikke på ”like” kan man let komme at til at bakke en kampagne op, hvis formål, overordnede politiske strategi eller seriøsitet, det er svært at gennemskue, og det samme gælder eventuelle ideologisk-politiske eller kommercielle interesser, der kan ligge bag.

Hacktivisme

De sociale medier spiller som nævnt en stor rolle i de nye aktionsformer. Aktivistgruppen Anonymous er et eksempel herpå. Det er en protestbevægelse, som opstod i 2003, og som består af en lang række forskellige netværk uden ledelse og uden samlet og bevidst strategi. Men alle, der kæmper for informationsdeling og ytringsfrihed og mod censur, kan antage navnet ”Anonymous”. De kalder selv deres organisationsform for hivemind, sværm-bevidsthed, med reference til den måde, bisværme bevæger og organiserer sig. Deltagerne er enkeltindivider, men de handler kollektivt, samtidigt og anonymt for at opnå den største effekt. Der er ikke tale om central ledelse af de enkelte

aktioner. Ingen fører sig frem og stiller sig op som leder, dvs. at der er tale om en konsekvent demokratisk og/ eller anarkistisk struktur og kultur.

Deres aktionsform har rakt fra demonstrationer og happenings i gaderne, hvor deltagerne er iklædt Guy Fawkes-masker,10 til såkaldt hacktivisme, hvor mange på én gang ved hjælp af et specielt software (DDOS) søger at bombardere store organisationers hjemmesider med data-trafik og derved ”lægge dem ned”. Eksempel på en aktion er forskellige former for aktiviteter rettet mod Scientology i 2008, herunder et stort angreb på bevægelsens hjemmeside. 2010 ramtes Mastercard og Visa som ”straf” for at have deltaget i en finansiel blokade af Wikileaks,11 og siden er der sket stadig hyppigere overbelastningsangreb mod en lang række officielle hjemmesider. Som signatur for deres aktioner bruger Anonymous ud over ovennævnte Guy Fawkes-maske et ”V” med reference til filmen ”Vendetta”.12

Anonymous opfatter sig selv som forsvarere af informationsfriheden og hacktivismen som en slags ”sit-down-strejke”, der blokerer adgang til hjemmesiden hos organisationer, som de mener krænker ytringsfriheden. Deltagerne er ”computernørder”, der tilbringer megen tid på nettet, og som

10 Guy Fawkes var en af hovedmændene i en katolsk sammensværgelse mod den engelske protestantiske elite. Planen var at sprænge Parlamentet i luften ved dettes åbning med kongens tilstedeværelse den 5.11.1605. Jf. teksten på denne bogs forside: “Remember, remember the 5th of November …”

11 Wikileaks er et web-site, der offentliggør lækkede dokumenter fra statsmagter og organisationer .

12 V for Vendetta refererer til en science fiction-thriller fra 2005. Hovedpersonen ”V” bekæmper udviklingen mod fascisme i England, og han bærer en Guy Fawkes- maske som symbol på, at frie ideer aldrig dør.

Anonymous-demonstration mod Scientologys kontor i London, maj 2008. Ifølge Anonymous' danske hjemmeside er Scientology-bevægelsen farlig pga.: Krænkelser af ytringsfriheden, krænkelser af menneskerettigheder herunder mistænkelige dødsfald, tortur, tvungen abort, bevidst adskillelse af familier, og menneskehandel. Ulovlige aktioner såsom chikane, bagvaskelse, injurier, afpresning og opfordringer til unødige retssager mod Scientologys modstandere. Svigagtige aktiviteter, herunder tvivlsomme skattefritagelser og velgørende status i forskellige lande, usikre rehabiliteringsprogrammer af stofmisbrugere, uregelmæssig forretningsmetoder herunder oprettelsen af falske uddannelsesmæssige og velgørende organisationer designet med det formål at infiltrere skoler og rekruttere unge.

Kilde: http://anonkbh.dk/aktivisme/anonymous-vs-scientology/faren-ved-scientology/

bruger deres ekspertise mht. digitale værktøjer til politiske formål, og ikke som almindelige hackere til at stjæle informationer for egen vindings skyld.

Omverdenen, derimod, fordømmer Anonymous og beskylder aktivisterne for at være feje udemokratiske vandaler og terrorister, der skjuler sig bag anonymitetens maske og derfor ikke kan tages alvorligt.

Anonymous møder med væksten i deres aktiviteter også hård kritik fra andre netaktivistgrupper som fx Telecomix, der peger på, at når man kæmper for frihed på nettet

med de metoder, som Anonymous bruger, tager man samtidig denne frihed fra andre. Telecomix er selv meget aktiv mht. at skaffe it-teknologi til aktivister i diktaturstater, så de kan beskytte sig mod censuren og efterretningstjenesternes overvågningsteknologi, når de bruger nettet til at kommunikere og mobilisere. Anonymous’ aktiviteter på nettet risikerer også at ramme aktivisternes kommunikationskanaler.

Andre peger på, at man ved blot at fordømme Anonymous overser nogle væsentlige pointer. Det er en ny form for fællesskab

bestående af ”digitalt indfødte”, et fællesskab, der naturligt udspringer af den hastige udbredelse af de sociale medier, og hvor deltagerne bruger de muligheder, disse medier giver til at udøve demokratisk medborgerskab13 og forfølge politiske mål. Det kan undertiden føre til problematiske aktioner, men kan i sidste instans også være med til at skabe politisk bevidsthed og udvikle demokratiet.

Nye grænseoverskridende aktører

Med de sociale medier som platforme er der opstået nye muligheder for, at protestbevægelser bliver hørt af beslutningstagere og får gennemslagskraft i offentligheden. Protestbevægelserne er rykket fra gaden til cyberspace, men ofte forløber protestaktioner dog i et samspil mellem gade- og netaktioner. Netaktivismen er blevet en ny aktør på den nationale og internationale scene; en aktør, som magthaverne har svært ved at identificere, kontrollere eller stoppe. Den er i sin struktur og sine aktionsformer i bogstavelig og overført betydning grænseoverskridende, budskaber og aktioner spreder sig viralt,14 og lykkes det magthaverne at identificere og optrævle et netværk eller lukke en blog eller hjemmeside, dukker der straks nye op. Det er stadig en slags skakspil mellem myndigheder og aktivister, hvor det ene træk bestemmer det næste. Men det

13 Fx: Mads Munck Petersson – digital rådgiver, produktudvikler og ekstern lektor på IT-Universitetet – i Kronik i Information, 4.9. 2012: Anonymous er aktivt medborgerskab.

14 Viralt, dvs. spredning som en virus gennem netværk.

er ikke altid klart, hvem modspilleren er, og spillereglerne er blevet mere uigennemskuelige og foranderlige.

De i kapitel 2 omhandlede RMO-teorier (se side 50) er udviklet til analyse af mere traditionelle protestbevægelser, men det kan give god mening at bruge dem på netaktivismen. Dennes ressourcer er typisk netaktivisternes knowhow, som sætter dem i stand til at lege kispus med magthaverne eller ligefrem overtrumfe disse mht. udvikling af stadig nye programmer, der kan trænge igennem til selv de mest beskyttede data. Endvidere skaber de dynamisk stadig nye og overraskende mulighedsstrukturer, dels som følge af rekruttering af sympatisører og gennemslagskraft i offentligheden, dels som følge af magthavernes forsøg på at få netaktivismen under kontrol (jf. Anonymous’ ovenfor omtalte ”hævnaktioner”).

At gøre en forskel – eller være sammen om at være imod Nogle kritiserer de nye former for aktivisme for at være overfladiske og uforpligtende, og at det er lidt tilfældigt, hvad man kaster sig over og engagerer sig i.

I stedet for engagement bliver det tilbagelænet slacktivisme. Endvidere peger man på, at net-aktivismen passer perfekt ind i senmodernitetens selviscenesættelses-projekt og identitetsarbejde. Ved fx at erstatte sit profilbillede på Facebook med et norsk flag viser man selvfølgelig sin sympati med ofrene fra Utøya 2011, men man skaber samtidig en fortælling, som når ud til en bred offentlighed, om sig selv som en varm og medfølende person.

”FUCK KAPITALISME”

Det var det slogan, der fik terroralarmen til at gå i formiddags, efter at en række personer blev anholdt i nat. Det var PET selv, der gik offensivt til værks med en pressemeddelelse.

Sloganet var malet på en væg i København og er noget, alle venstreorienterede har sagt mange gange i deres liv. En aldeles almindelig talemåde. En talemåde, der på den ene side indrammer venstrefløjens manglende fælles projekt, men på den anden side indrammer en udmærket diagnose af samfundet. Fuck arbejdsløshed, fuck dårlige arbejdsforhold, fuck den

økonomiske krise, fuck overarbejde, fuck verden, som den er. Både i lille Danmark og i endnu højere grad andre steder i verden. Og sidst men ikke mindst: Fuck, at politikerne ikke gør noget ved samfundet. Alt er ved det gamle, trods det går ad helvedes til.

Et slogan jeg udmærket kan bakke op om. Kapitalisme (læg mærke til den ubestemte form) er noget bras. Lad os skille os af med det.

Som det fremgår af nedenstående tekstuddrag, går nogle endnu videre og betragter unges aktivisme som noget, der primært handler om ”at være sammen om at være imod”; en del af konstruktionen af et modkulturelt fællesskab og en protestidentitet.

Waleed Aly, lektor på Monash University, skrev i en kommentar i The Sydney Morning Herald om de vrede muslimer, der i efteråret 2012 reagerede voldsomt på en film om Profeten Muhammed: ”Snart har vi en subkultur, hvor selve samhørigheden næsten udelukkende bygger på fælles forurettelse. Snart ender vi med en identitet, som ikke har noget at sige om sig selv. En identitet, som bygger på den mest forarmede position af alle: At være trodsigt vred er at være til.” Den danske sociolog Ulla Holm – forfatter til teksten på side 79 – sammenligner de vrede muslimer med den radikale del af venstrefløjen i Danmark, som bl.a. gennemførte aktioner i København i september 2012 med bl.a. at skrive ”Fuck Kapitalisme” på muren til en

bank (se boksen ovenfor): ”De har det til fælles med vrede muslimer, at de er afhængige af alt det, de bekæmper.”

Andre forskere ser derimod bl.a. unges online-aktivisme som båret af et ægte ønske om ”at gøre en forskel”, en søgen efter strategier, der forener de individuelle og det kollektive projekter. Online-aktivismen kan hjælpe unge til at navigere gennem et kriseramt samfund, og den kan give unge en mulighed for i fællesskab med andre at søge at løse tidens alvorlige udfordringer og forskellige former for problemer.

Ifølge den ovenfor citerede professor Johannes Andersen er det største problem ikke unges online-aktivisme. Det er derimod risikoen for, at deltagerne hverken får succes med det, de vil, på det individuelle eller på det kollektive plan. Det kan betyde, at vi får en generation af skuffede unge, der, fordi de er vant til at blive bakket op af forældre og skole i de projekter, de kaster sig over, ”mister selvtilliden og synker hen i apati”.

Redaktør Eskil Andreas Halberg på Modkraft.dk, 9.9. 2012.

LISTE Ø FOR RADICAL CHIC

En sommeraften sad jeg på Dronning Louises Bro og nød synet af de stilbevidste unge, der gik catwalk hen over broen. En af dem var en teenagepige iført en tanktop med det 40 år gamle ’Atomkraft? – nej tak’-logo. Det undrede mig, at stoffet ikke så forvasket ud. Den måtte være købt for nylig. Efterfølgende fandt jeg den da også på punkshop.dk, som sælger helt nye ’Atomkraft? – nej tak’-trøjer under kategorien retro til 199 kroner stykket.

Jeg tror, de fleste kan tilslutte sig min antagelse om, at pigen næppe er aktivt engageret i kampen mod atomkraft. Tanktoppen med det politiske retro-logo er snarere et udtryk for radical chic – pigen flasher det af rent æstetiske grunde og er egentlig ligeglad med den politiske agenda, det henviser til. Det er en uforpligtende æstetisk flirt med en protestidentitet – og dens karakter af retro er afgørende; ellers kunne man pludselig risikere at blive taget til indtægt for noget, man ikke mener. …

En måling, som Gallup lavede for Berlingske i juli, viste da også, at 56 pct. af dem, der vil placere krydset hos venstrefløjspartiet, er overvejende uenig eller uenig i, at en revolution kan blive virkelighed inden 20 år.

Men hvorfor er så mange medlem af et parti, hvis politiske visioner de ikke kunne drømme om at ønske realiseret?

Måske fordi et medlemskab af Enhedslisten kun i begrænset omfang er ideologisk motiveret og snarere handler om at være del af et modkulturelt fællesskab. Umiddelbart kunne det synes som

et paradoks, at over halvdelen af medlemmerne ikke tilslutter sig revolutionsdrømmen, samtidig med at mange i partiet modsætter sig en revision af partiprogrammet, men det giver god mening, hvis man læser dette som et æstetisk frem for et politisk dokument. Partiprogrammet er radical chic på retro-måden! Det er netop pointen, at det skal være ’støvet’ og fyldt med socialistiske klicheer fra 70’erne, for dets attraktionsværdi ligger i stilen og ikke i det politiske indhold. Derfor ville det være fatalt at ændre ordlyden.

Forståelsen af Enhedslisten er blændet af et klassisk politikbegreb, hvor politik gøres til et spørgsmål om kamp for at ændre samfundet. Et parti kan imidlertid også ses som et smagsfællesskab, hvor det politiske projekt er sekundært. Som sociologen Michel Maffesoli (se side 67) har sagt om de radikale identitetspolitiske bevægelser: ”At nå målet er underordnet; det er ikke engang sikkert, at succes er ønskelig, idet det risikerer at dræne fællesskabet for varme.”...

Det handler om at være sammen om at være imod, og dertil knytter sig en særlig dress-code, et særligt sprog og en række provokerende æstetiske symboler. At tale om ’folkets overtagelse af produktionsapparatet’ er en del af Enhedslistens modkulturelle lingo. …

Sociologen Ulla Holm i Information, 6. august 2012. Teksten kan læses i sin helhed på http://www.information. dk/307537.

EKSEMPLER PÅ NYERE FORMER FOR AKTIVISME

CANVAS – Center for Applied Non Violent Actions and Strategies

Serbisk gruppering, der udspringer af Otpor, som var vigtige i afsættelsen af den serbiske præsident Milosevic. Bevægelsen er inspireret af Gandhis og Martin Luther Kings ikke-voldelige strategier.

I 2006 udgav CANVAS bogen ‘Nonviolent Struggle – 50 Crucial Points’, en gør-detselv-guide til ikke-voldelig modstand. Den

kan downloades gratis på seks sprog. Den blev flittigt anvendt i Mellemøsten under Irans grønne revolution og Det Arabiske Forår. Aktivister fra Canvas har undervist andre aktivister i ikke-voldsstrategier i mange af verdens brændpunkter.

http://canvasopedia.org

The Yes Men

Gruppen er et løst verdensdækkende netværk skabt af to amerikanere, der bruger skiftende pseudonymer. De søger ved hjælp af humor, happenings og ved at udgive sig for at være andre at demaskere magthavere. De kalder det bl.a, ”culture-jamming” og ”identity correction”. De har lavet falske hjemmesider for fx WTO, og gennem de kontakter, de her har fået, afsløret betændte sider af organisationens måde at arbejde på. De har udgivet en falsk udgave af The New York Times, de har i 2004 lavet en falsk valgkampagne for George Bush (”Yes, Bush can”) og i tilknytning til denne lavet en

underskriftsindsamling til støtte for den globale opvarmning; og de har fået BBC til at bringe en opdigtet undskyldning fra Dow Chemical for en gaslækage i Bhopal i Indien 1984, der kostede tusinder af dødsfald.

Aktionerne er beskrevet i dokumentarfilmene ”The Yes Men” og ”The Yes Men Fix the World”.

De har i øvrigt også sammen med andre græsrodsgrupper, kunstnere og aktivister været med til at udgive en håndbog i kreativ aktivisme: ’Beautiful Trouble’, OR Books, 2012. http://theyesmen.org

Telecomix

Bevægelsen, der er løst organiseret, har rødder i det svenske hacker-miljø, og har herfra bredt sig til andre lande. Den blev oprindeligt dannet i protest mod overvågningslovgivning på nationalt og på EUplan. Siden har bevægelsen arbejdet med at hjælpe aktivister i Mellemøsten mht. til

sikker kommunikation på nettet, samt afsløret hvorledes vestlige firmaer har forsynet diktaturstater med overvågningsteknologi.

Der er flere eksempler på protestbevægelser på bogens hjemmeside.

Protestbevægelser, diskurser og diskursanalyse

Det er især protestaktioner, hvor der sker vold og hærværk, der får massiv dækning i medierne. Og det er især dem, som mange mennesker har stærke meninger omkring.

Dette kapitel handler om diskurser om sådanne protestbevægelser, der udvikler sig i en voldelig retning. Dvs. den type protestaktiviteter, hvor en – med sociologen Zygmunt Baumans terminologi – flygtig og eksplosiv solidaritet bliver dominerende.

Samtidig med slagsmål i gaderne kæmpes der fra politiske talerstole og i medierne om at definere og italesætte, hvad konflikten handler om, og hvad man skal mene om den. Med andre ord, kampen om at vinde diskursen – den diskursive kamp. At vinde den diskursive kamp kan af myndighederne bruges til at få sympatien med protestbevægelsen til at forsvinde, hvilket er en af de magtteknikker, der kan tages i anvendelse.

Omvendt kan det være helt afgørende for protestbevægelsen at skabe en diskurs om sig selv – fx som ofre for overgreb og uretfærdighed – der kan skaffe bred opbakning i offentligheden.

Eksemplerne i dette kapitel stammer primært fra to nyere eksempler på protestbevægelser, der skabte store overskrifter: protesterne i forbindelse med rydningen af

Ungdomshuset, Jagtvej 69, i 2007 og ”London Riots”, 2011. I kapitlets sidste del er der eksempler på konkrete analyser af diskurser omkring Jagtvej 69 til inspiration til videre arbejde med andre protestbevægelser.

Diskurser kan spærre for forståelsen af virkeligheden. Diskursanalyse kan afdække, hvordan virkeligheden italesættes og konstrueres, men den duer ikke som redskaber til at finde frem til objektive sandheder om protestaktionernes baggrund og forløb. Her må man bruge de teorier, der er blevet præsenteret i de foregående kapitler.

Det er således ikke formålet i dette kapitel at finde frem til, hvad der egentlig skete i forbindelse med protestaktionerne, og heller ikke at forsvare eller fordømme deltagernes adfærd.

Manipulerede, rodløse ballademagere?

Magtteknikker og diskurser om protestbevægelser

Myndigheder råder over en række magtteknikker til at dæmme op for uønskede former for politisk aktivitet:

• Fysisk magtanvendelse ved hjælp af politiet

• Kriminalisering gennem lovgivning/domstolene

• Fjerne opbakningen til aktivister ved at bruge definitionsmagt.

Definitionsmagt handler om, at man fremsætter en række påstande om modstandere – i dette tilfælde aktivisterne – som mistænkeliggør disse og deres motiver:1

1. Om deres uansvarlighed og umodenhed

2. Om deres manglende jordforbindelse

3. Om at de ikke har den støtte og sympati hos meningsfæller, som de hævder

4. Om at de består af en lille, isoleret gruppe

5. Om at de er ekstremistiske

6. Om at de bruger lovløshed og vold

7. Om at de har en krævementalitet, er forkælede og bare vil lave sjov i gaden

8. Om at der bag aktivismen er konspiration, bagmandsstyret undergravning af samfundet og udefra kommende provokatører

Magthavernes definitioner af aktivister og kollektive protestaktioner genfindes i den brede offentlige debat i bl.a. medierne. Her er der tre populære diskurser om baggrunden for kollektive aktioner, som udvikler sig voldeligt:

1. Ballademagerdiskursen: Optøjer er sat i værk af kriminelle, rodløse individer, der lever i bunden eller på kanten af samfundet.

2. Forførelsesdiskursen: Deltagerne er forførte. De lader sig rive med af en karismatisk agitator.

3. Smittediskursen: Det er et gruppepsykologisk fænomen; protestbevægelser ”smitter”, og deltagerne mister kontrol med sig selv.

I det følgende skal vi se på, i hvor høj grad disse diskurser kan bekræftes af empirisk materiale.

Ballademagerdiskursen

Denne diskurs tager udgangspunkt i en modstilling, ”os/dem”: Der er ikke noget i vejen med os, eller med hvad vi gør – problemet ligger hos aktivisterne selv. De handler uden fornuftig grund!

Diskursen peger på ”organiserede kriminelle bander”, de ”fremmede” ”uden rødder i lokalsamfundet”, ”moralsk anløbne”, ”terrorister”, ”fordrukne”, ”rodløse” som anstiftere af urolighederne. Som det fremgår af citaterne i boksen nedenfor, går karakteristikker som disse igen i historien, når myndigheder eller medier skal forklare og tage stilling til protestbevægelser, der har udviklet sig voldeligt. Voldelige protester afspejler ifølge denne diskurs deltagernes moralske mangler og har ingen sammenhæng med sociale, politiske eller økonomiske problemer. 60’ernes USA var præget af en lang række sociale, etniske, generationsmæssige og politiske spændinger, som bl.a. førte til omfattende uroligheder i amerikanske storbyer. En officiel kommissionsrapport2 karakteriserede deltagerne i disse som ”krimi-

1 Kurt Klaudi Klausen og Flemming Mikkelsen: Konflikter, kollektive aktioner og protestbevægelser i Danmark, Forlaget Columbus 1988, s. 91f.

2 Kerner-kommissionens rapport, se side 49.

SAGT OM FORSKELLIGE PROTESTAKTIONER

Nedenstående citater stammer fra vidt forskellige sammenhænge og situationer. De handler om protestbevægelser, hvis mål og midler ikke umiddelbart kan sammenlignes. Med andre ord handler citaterne om diskurser om protestbevægelser, ikke om selve bevægelserne. Prøv selv at lede i medierne efter diskurser om protestbevægelser rundt om i verden.

”De var generelt fra de allerlaveste klasser blandet med drenge og negre.”

Den britiske guvernør Thomas Hutchinson om deltagerne i oprøret ”The Boston Tea Party” (1773)

”Næsten alle kom fra samfundets bund … en samling rå bøller og blodtørstige mordere … en blandet hob af vilde mænd og skamløse kvinder.”

Fra Den Franske Revolution. Arrestationen af Ludvig 16. (1792)

”Den hob, som fyldte gårdspladsen, styrtede ud i gaden grebet af en form for vanvid … Alle skreg de som vilde dyr uden forståelse for, hvad de gjorde. Det, jeg dengang så, var, hvad man kan kalde blodtørst. Denne hob syntes at være blevet grebet af vanvid”.

Clemenceau om Pariserkommunen (1870-71)

”De var hooligans, fascister og korrupte, fordærvede elementer … de trak også børn med i deres handlinger. Alle var fulde, også børn og kvinder.”

Det rumænske kommunistiske partis beskrivelse af protestbevægelsen mod præsident Ceausescu (1989)

”Det var en planlagt sammensværgelse … (de, der tog del i den) var en meget lille gruppe mennesker med yderligtgående synspunkter, som misbrugte de unge studenters følelser … til at sprede alle slags rygter for at forgifte og forvirre folk.”

Deng Xiaopeng, ledende kinesisk politiker, om demonstranterne på Tianamen-pladsen, (1989)

”De blev hurtigt udnyttet af dem, som søgte at sprede kaos og vold og konfrontation … de angreb nationens sikkerhed og stabilitet gennem provokerende handlinger, tyveri, plyndringer, ved ildspåsættelser, ved at blokere veje og ved at angribe livsvigtige installationer samt offentlige og private ejendomme og ved at storme ambassader.”

Præsident Mubarak, Egypten (2011)

”Som jeg har sagt før, er der et overordnet problem i vores samfund med børn, der vokser op uden at kende forskellen på rigtigt og forkert. Dette handler ikke om fattigdom, det handler om kultur.

En kultur som forherliger vold, viser mangel på respekt for autoriteter, og som taler en masse om rettigheder, men intet om pligter og ansvar.”

Premierminister David Cameron under parlamentsdebatten om London Riots (11.8. 2011)

”Voldsaktiviteterne taler for sig selv, når den særlige kultur fra Ungdomshuset i København bakket op af udenlandske supportere med en orkan af livsfarlig vold og ødelæggelse hærger København … Terrorister kan man ikke forhandle med, og det gælder også for lovbrydere her i landet, som nægter at efterkomme lov og ret. … Husets og gadens parlament skal ikke sætte dagsordenen her i landet …”

Leder i Morgenavisen Jyllands-Posten, om urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69 (18.12.2006)

”Ekstreme venstreorienterede kræfter, som ikke har et gram respekt til overs for resten af samfundet. De kæmper deres egen hellige krig og er uden for pædagogisk rækkevidde. De autonome har igennem tyve år haft – og på dygtig vis beholdt – magten over Ungeren. De anerkender ikke samfundets værdier og normer. De vil ikke snakke med os andre småborgerlige københavnere. De autonome er IKKE interesseret i dialogen …”

Peter Schlüter, borgerrepræsentant for Det Konservative Folkeparti. Fra blog om Ungdomshuset (20.12. 2006)

”Nazister, terrorister, kommunister, forkælede børn, stormtropper, frihedskæmpere, unge forstadssociopater. Hvem er disse brugere af Ungdomshuset? Debatten har ikke manglet forslag.” På Informations hjemmeside har læsere skrevet adskillige indlæg, og her kaldes de unge alt fra autonome overstormtropper til nazister, og optøjerne den 16. december var deres:”remake af Krystalnatten”, som én af læserne skriver.

Dagbladet Information (22.12.2006)

Kilde: Hvor intet andet er anført, stammer citaterne fra Steve Reicher og Cliff Stott: Mad mobs and Englishmen? Myths and realities of the 2011 Riots, London 2011.

nelle typer, overaktive sociale afvigere eller udskud – nyligt indvandrede, medlemmer af den uuddannede underklasse – som var fjernt fra ansvarlige sorte og uden dybere socialt eller politisk engagement.”

En lang række empiriske data fra forskellige perioder om deltagere i mange forskellige uroligheder viser imidlertid, at deltagere i protestbevægelser, der har udviklet sig vol-

deligt, ikke generelt var karakteriserede ved at være samfundsmæssigt marginaliserede.3

De har været rimeligt velintegrerede og har ikke haft en profil, der adskilte dem væsentligt fra øvrige medlemmer af lokalsamfundet mht. tidligere begået kriminalitet, uddannelse eller job. Der vil altid være

3 Fra den ovenfor citerede Mad mobs and Englishmen?

deltagere i demonstrationer, der ønsker at skabe uro og ballade. Men ifølge det empiriske materiale udgør de et lille mindretal, og generelt bygger ballademagerdiskursen således på myter.

Smittediskursen

Store menneskemængder er altid blevet betragtet med mistænksomhed. Søren Kierkegaard har formuleret denne holdning

således: ”Man må kende massens holdninger for at vide, hvad man skal gøre: det modsatte.”

Menneskemængder er farlige og har sin egen uforudsigelige dynamik, og i smittediskursen bruges ofte analogier fra sygdommens verden til at forklare, hvad der kan få grupper af mennesker til at foretage sig

grænseoverskridende ting. Grupper kan i fællesskab ”gå fra forstanden” , deltagerne ”mister kontrol med sig selv”, og den voldelige adfærd udvikler sig ”epidemisk” – en ”smitte” spreder sig med uimodståelig styrke gennem gruppen, fra område til område og undertiden fra by til by og driver dem som i ”febervildelse” til ekstreme voldelige handlinger ”I sin mest uskyldige form ser vi det på spil i massens buh-råb, jubelråb og fælles bevægelser ved sportskampe; i sin mest afskyelige form ser vi det samme, når støvleklædte stormtropper går i takt i gaderne.”4

At medlemmer af større grupper tænker og handler på samme måde, kaldes i socialpsykologen for groupthink. Populærpsykolo-

4 Som note 3.

London Riots august 2011. Mindre grupper af unge lavede hærværk og butiksplyndringer samt søgte konfrontation med politiet. Deres aktiviteter kom i høj grad til at bestemme den generelle opfattelse af baggrunden for protesterne.

giske forklaringer bruger begrebet de-individuation – tab af individuel identitet – til at forklare dette fænomen: I gruppen mister individet sin følelse af personligt ansvar, idet det at være en del af gruppen kan føre til, at det kan begå handlinger, som det ellers ikke ville kunne forestille sig, at det kunne begå. Men det, der ses som en de-individuation, er ikke nødvendigvis et tab af identitet. Det er snarere udtryk for et skift fra personlig identitet til en social identitet, som er bundet til ens sociale, lokale eller regionale tilhørsforhold. Man står sammen i et forsvar mod det, der opleves som en trussel mod fællesskabet og dettes værdier og normer.

Smitte-forklaringer kan sammen med de øvrige forklaringstyper tjene det formål at legitimere, at man enten negligerer de problemer, som de demonstrerende peger på, eller bruger vold mod de demonstrerende. Der er jo ingen grund til at argumentere med mennesker, der har mistet deres fornufts fulde brug! Og der er derfor ingen som helst grund til at tage anklager mod magthavere eller samfundets institutioner alvorligt. Problemerne stammer alene fra de demonstrerende – det er ”dem”, det er galt med, ikke ”os”!

Det, der er med til at fremme denne slags forklaringer, er, at der ved større protestaktioner ofte er en lille hård kerne af aktivister, som forfølger deres egne mål gennem brug af vold. Fokus flytter sig dermed fra de øvrige fredelige demonstranter, og desuden kan også disse ændre adfærd fra passive deltagere i demonstrationen til aggressivitet, hvis politiets reaktioner opleves som urimelige og overdrevne; fx brug af vandkanoner, vilkårlige arrestationer og vold mod almindelige demonstranter eller tilfældige tilskuere.

Nøjere undersøgelser af, hvad der skete under store voldelige optøjer som fx ”London Riots”, viser, at det billede, som tegnes i pressen af tilsyneladende vild, blind og formålsløs vold og angreb på tilfældige bygninger, ildspåsættelser og plyndringer, sjældent er helt så tilfældige, som de ser ud til. De giver gode avisoverskrifter og billeder på tv af formålsløs og afstumpet vold, der går ud over uskyldige mennesker – ”et helt kvarter tages som gidsel”. Side om side med den tilfældige vold og hærværk udført af en mindre gruppe hardcore ekstremister er imidlertid ofte et mønster i ødelæggelserne: butiksplyndringer og rudeknusning går oftest ud over symboler på det, der kommer ”udefra”, og som opleves som ødelæggende for lokalsamfundet. Det undskylder selvfølgelig langtfra volden. Men at lede efter et mønster bag vold og hærværk, gør det måske muligt at få øje på et politisk budskab. Et sådant politisk budskab mener sociologen og historikeren Charles Tilly, der har forsket i en lang række voldelige protestaktioner, oftest er til stede.5

Leslie Arentoft, medlem af Københavns borgerrepræsentation for partiet Venstre, kunne da også i forbindelse med urolighederne omkring rydningen af Ungdomshuset i marts 2007 både se et mønster og et budskab: ”Hver gang, der bliver lavet en demonstration, og den udgår fra Ungdomshuset, så er det mærkeligt nok sådan, at 7Eleven og McDonald’s får smadret deres ruder.”6

Vold og hærværk retter sig sig mod symbolerne for magthaverne.

5 Se side 46. 6 Information, 3.3. 2007.

En aktivist fra rydningen af Ungdomshuset svarer således i et interview7 på et spørgsmål, om han har overvejet, at han kan gøre alvorlig skade på den betjent, som han har kastet sten og flasker mod: ”Ja. Men det er jo ikke betjentene som personer, vi hader. Det er uniformen. Jeg vil ikke skade dem, men bare skræmme dem væk. … Det er mest af alt en psykologisk kamp, vi kæmper i gaderne. Det er en menneskelig reaktion at forsvare sig. Vores våben er flasker og sten. Men jeg er da glad for, at ingen er kommet alvorligt til skade endnu.”

Her er der tale om retfærdiggørelse af volden fra aktivistens side ved at gribe til en offerdiskurs og samtidig reducere modstanderne til en ”ting” – betjentene er ikke mennesker, de er uniformer, symboler på den oplevede uretfærdighed og undertrykkelse.

Forførelsesdiskursen

Forførelsesdiskursen hænger sammen med ballademager- og smittediskurserne.

I denne diskurs ligger der en sammensværgelse bag demonstrationer, som udvikler sig voldeligt. Der er onde, skrupelløse individer, som ”forfører” medlemmerne af bevægelsen til destruktiv adfærd. De kommer ofte ”udefra” og har skjulte ”yderliggående motiver” og går bevidst efter at ”undergrave samfundet”. Demonstranter er jo i deres følelsers vold, så der må være nogen bagved, der styrer eller manipulerer med dem, siger forførelses-argumentet. Og da demonstranter ifølge ballademager-diskursen er forvildede, marginaliserede unge, som handler ”i febervildelse” eller i

7 Interview med aktivist, en 17-årig hhx-elev, om rydningen af Ungdomshuset. Jyllands-Posten 11.3. 2007.

Nedrivningen af Ungdomshuset 5. marts 2007. Rømningen af huset førte til voldsomme demonstrationer i København, hvor vrede brugere og autonome fra hele Europa, brændte biler af og kastede sten efter politiet.

”blodrus”, må det sandsynligvis være kolde, kyniske professionelle ballademagere og fanatikere, der orkestrerer og dirigerer begivenhederne. Diskursen underbygges af, at aktiviteter under demonstrationer ofte synes at være koordinerede – det virker, som om deltagerne handler efter en samlet plan, efter fælles aftale eller er under kommando af anonyme kræfter.

Vold koblet med konspirationsteorier gør sig godt i medierne, men trods grundige undersøgelser efter større optøjer i vestlige byer, er det aldrig lykkedes at finde en ”ma-

INTERVIEW MED AKTIVIST

Han fører armen bag om hovedet. Ser på flasken, der ligger i hans hånd – og på den betjent, han har udset sig.

Det er torsdag aften i sidste uge på Nørrebrogade i København. Ungdomshuset er 12 timer tidligere blevet ryddet af politiet. Nu kæmper husets støtter i gaderne. Blandt dem en hhx-elev fra Dragør.

Han fører bevægelsen igennem. Flasken knuses mod betjentens blå hjelm. Den første af mange flasker og sten.

”Når panserne ankommer for at slukke ilden i barrikaderne, kaster du din brosten. Hvis du kan nå det, så kaster du én mere. Men når de kommet helt ud af bilerne, løber du ned ad sidegaderne. Det er hit and run-strategi. Den kender en-

stermind”, der stod for planlægning og udførelse af uroligheder. Og i de historier, der er bragt i pressen, hvor særligt aktive demonstranter er blevet udpeget som hovedansvarlige, er det sket pga. særligt synlige udskejelser. Hvis der er tale om mere spektakulære aktioner er de, der står bag, ofte personer, som er isolerede i forhold til den store gruppe demonstranter, og som kører deres eget løb.8

Diskursanalyse i praksis

I dette afsnit ser vi nærmere på, hvordan man konkret kan analysere diskurser.

8 Steve Reicher og Cliff Stott: Mad mobs and Englishmen? Myths and realities of the 2011 Riots, London 2011.

hver aktivist. Men det er klart, at adrenalinen pumper.” ...

Han forklarer, at det ikke har været en koordineret taktik fra aktivisternes side i mange dages gadekampe mod politiet.

”Det er ikke rigtigt, at det har været planlagt, hvordan demonstrationerne skulle udvikle sig. Det er bare ”carpe diem”. Grib dagen. Der er ingen central styring, og det bliver der heller ikke fremover. Indtil videre har jeg fundet sammen med en gruppe hver dag. Nogle kendte jeg fra huset, andre havde jeg aldrig set før.”

Interview med aktivist, en 17-årig hhx-elev om rydningen af Ungdomshuset. JyllandsPosten 11.3.2007.

En diskurs er en måde at tale om et emne på, og når det fx handler om protestbevægelser, er det ikke lige meget, om man kalder deltagerne for idealister eller ballademagere. Ordene fører ligesom ordene ”terrorist” eller ”frihedskæmper” tankerne i helt forskellige retninger og lægger op til forskellige måder at handle på. Gennem ord konstrueres virkeligheden, eller, mere præcist, ord skaber diskurser om virkeligheden.

Gennem en diskursanalyse kan man søge at afdække de metoder, som diskursen bruger til at konstruere eller definere virkeligheden. Gennem analysen kan man fx finde, at der til ord som aktivist knytter sig ord som idealer og visioner, mens der til ord som ballademager typisk knytter sig ord som voldelig eller kriminel. Ordene forstærker hin-

SKABELSE AF DISKURSER

En diskurs med gennemslagskraft skal for det første være hegemonisk, dvs. at den skal kunne skabe konsensus og alliancer mellem større grupper i samfundet og herigennem opnå en slags monopol på ”sandheden”. For det andet skal den være antagonistisk, dvs. at den skal fortrænge og udelukke andre måder at forstå samfundsmæssige fænomener på.

En hegemonisk diskurs etablerer et meningsmonopol: Den betydning, diskursen tillægger fænomener i omverdenen, og de sammenhænge, diskursen skaber mellem disse, fremstilles som selvindlysende og derfor som de eneste gyldige. Den vestlige verdens demokrati- og menneskerettighedsdiskurser er eksempler på hegemoniske diskurser.

En antagonistisk diskurs er konfliktpræget i forhold til andre partier, personer mm. Den konstruerer et ”dem” over for ”os”, og den søger at udelukke andre måder at se verden på eller udnævne dem som illegitime. Et eksempel

anden og tilføjer nye dimensioner til den virkelighed, der beskrives i diskursen.

Der vil ofte være flere samtidige diskurser, som kæmper om monopol på sandheden om et bestemt emne eller begivenhed. Inden for diskursteorien siger man, at de har et antagonistisk forhold. En diskurs kan vinde over – dvs. blive alment accepteret –eller fortrænge andre konkurrerende diskurser – den får hegemonisk status. Et godt eksempel er kampen mellem en liberalistisk og en socialistisk diskurs om retten til at definere samfundsudviklingen. I en liberali-

herpå er ”danskere” over for ”de fremmede”. Danskere er jo en meget sammensat gruppe, men gennem begrebet ”danskhed” udjævnes alt det sammensatte og forskellene. Det samme er tilfældet med gruppen ”de fremmede”, som jo reelt er en meget sammensat gruppe, men som i en nationalistisk antagonistisk diskurs samlet set bare er ”anderledes”, karakteriseret ved ikke at være danske.

Derudover skal en slagkraftig diskurs for at vække opmærksomhed ofte være personfikseret og enkeltsagsorienteret og gerne fokusere på andres fejl, fadæser og lign. Den skal efterlade det klare indtryk, at modstanderen er inkompetent/umoralsk/ latterlig/ har ondt i sinde osv. – uden at den nødvendigvis selv har noget nyt at bidrage med til løsning af samfundsmæssige problemer.

Tekstuddraget er fra ”Ideologier og diskurser”, Forlaget Columbus 2011. Skrevet af denne bogs forfatter.

stisk diskurs vil ordet ”frihed” være det centrale, mens det i en socialistisk diskurs er ”fællesskab” eller ”solidaritet”. Undertiden kan en diskurs dog overtage et nøgleord fra en anden diskurs i forsøget på helt at fortrænge denne.

Sådanne nøgleord kaldes i diskursanalysen ”nodalpunkter”, og i analyse af en tekst vil man typisk starte med at identificere nodalpunktet.

Til nodalpunktet knytter der sig en kæde af andre ord, og nodalpunkt og disse ord styrker gensidigt hinanden og giver hinan-

FIGUR 16 Model til diskursanalyse og sproglig analyse

Tekstens HVAD?

Hvilke temaer og emner tages op? Hvordan hænger de sammen med situationen, da teksten blev lavet? (Den såkaldte diskursive og sociale praksis).

Tekstens HVORDAN?

Diskurs er en måde at tale om et emne på, fx ‘den politiske diskurs’, ’markedsdiskursen’, ‘den nationale diskurs’.

Tekstens HVEM?

Dette punkt hænger sammen med hvilken type diskurs: i en politisk diskurs fx ‘borger’, i en markedsdiskurs ’forbruger’, i en en national diskurs ’dansker’.

Tekstens TID OG RUM?

Tid er tit forbundet med værdier, fx lykkelig fortid, ulykkelig nutid, lykkelig fremtid. Rum viser udblikket de geografiske rammer, emnet sættes ind i.

Tekstens FORTÆLLINGER OG MYTER?

Narrative elementer.

Hvilken diskurs dominerer? Hvordan strukturerer teksten mening/ og sammenhæng inden for det enkelte tema og mellem temaer? Ved modsætninger? Ved paralleller? Hvilke værdier forbindes med diskursen? (Nodalpunkter, ækvivalenskæder og flydende betegnere?)

Hvilke karakteristikker gives der i teksten af grupper eller enkeltpersoner? Hvordan fremstilles forholdet mellem dem (forskel, lighed, modsætning, fællesskab)? (Tekstens ”jeg”, ”du”,” han/hun/den/det”, ”vi ”, ”I”, ”de”).

Hvilke tider og rum danner ramme om talens diskurser? (Tekstens fortid, nutid og fremtid). Tekstens ”her” (hos os) og ”der” (hos de andre)? Hvordan hænger det sammen med diskursens værdier og identiteter?

Spiller velkendte fortællinger eller myter med i teksten, enten ved at der hentydes til dem, eller ved at (dele af) tekstens fortællinger minder om dem?

Denne model bygger på kursusmateriale udleveret ved kursus om Diskursanalyse og Spin (Solveig Bennike): ”Værktøjskasse til diskursanalyse og retorisk analyse”.

den betydning, jf. eksemplet ovenfor om ord, der knytter sig til henholdsvis aktivist og ballademager. Sådanne kæder af ord kaldes ”ækvivalenskæder”. Endelig bruger diskurser en række åbne og vage positivt ladede ord, som først får deres særlige betydning af den måde, de bruges i forbindelse med nodalpunktet. Disse kaldes ”flydende betegnere”. I det ovennævnte eksempel kan det fx være ”modig” eller ”dristig” i forbindelse med aktivister, ord som i en moddiskurs vil blive erstattet med ”uansvarlig” og ”fej”.

Diskursanalysen har tre niveauer, hvor 1. og 2. er tekst-eksterne, mens niveau 3. er tekst-intern.

1. Den overordnede sammenhæng eller kontekst. Her identificerer man genre, normer og traditioner, der knytter sig til en bestemt type tekst. Er det et interview, en tale fra Folketingets talerstol, en udskrift af en dom osv.?

2. Den konkrete baggrund eller kontekst: Hvad er baggrunden for, at teksten er produceret? Hvem er afsender, og hvem er modtager? Hvad er formålet med teksten?

FIGUR 17 Centrale begreber

Antagonisme:

En gruppe definerer sig som værende i modsætning til en anden – herudfra kan konstrueres en diskurs, som bygger på konflikt og undertrykkelse.

Diskurs:

Et udsnit af den samfundsmæssige virkelighed, som sprogligt gives en bestemt betydning og forbindes med bestemte fortolkninger og handlinger.

Flydende betegnere:

Abstrakte eller indholdstomme ord, som kan bruges overalt, og som diskurserne slås om at erobre for at lægge deres eget betydningsindhold i.

Hegemoni:

En diskurs’ samfundsmæssige dominans, der bygger på en bred alliance mellem grupper med delvis fælles diskurser, og som er parate til at tilsidesætte særinteresser for at skabe konsensus om deres fælles diskurs.

Nodalpunkt:

Et centralt betydningsskabende ord eller begreb i en bestemt diskurs, som åbner for bestemte associationer.

FIGUR 18 Analysemodeller

Eksempel på hvordan en antagonistisk lov-og-ordens-diskurs omkring protestbevægelser kan være struktureret:

Nodalpunkt: Uroligheder

Ækvivalenskæde : Uskyldige borgere = lovlydige borgere = Danmarks grundlov = ordensmagten = alle ansvarlige partier

Antagonistisk ækvivalenskæde: Aktivist = demonstrant = terrorist = kriminel = ballademager = i blodrus = voldelig

Flydende betegnere: Danske værdier/uansvarlig/demokrati/rodløs/forkælet/harmoni

3. Tekstanalysen: Denne kan dels være en argumentationsanalyse, dels en retorisk analyse, hvor man undersøger sproglige virkemidler, appelformer, bl.a. brug af logos, etos eller patos; dels kan man undersøge brug af eller referencer til fortællinger, billeder og myter; og desuden kan det være en egentlig diskursanalyse

Diskursanalysen ser som nævnt ovenfor på de ord og begreber, der bruges til at give fænomener en bestemt betydning, og den ser på sammenkædningen mellem disse, fordi der herigennem dannes særlige betydningsstrukturer.

Kernen i enhver diskursanalyse udgøres af identifikationen af nodalpunkt, flydende betegnere og ækvivalenskæder.

Inspiration fra Ole Jensen, AUC, Seminar 2009. Læs nærmere om begreberne i læs nærmere om begreberne i Kjeld Mazanti Sørensen: ”Ideologier og diskurser”, s. 132 ff.

KRONOLOGI: UNGDOMSHUSET 1982-2007

1982 29. okt. De unge får nøglerne til huset på Jagtvej 69.

1996 27. jan. En brand raserer Ungdomshusets store sal.

20. feb. De konservative foreslår, at huset ikke renoveres efter branden.

1997 9. april KUC indgår en ny aftale med de unge. De kan nu opsiges med tre måneders varsel fra årets udgang.

1998 29. okt. Et diskotek i Göteborg brænder. Det fører til øget fokus på ejerens, dvs. Københavns Kommunes, ansvar for at brandsikre Ungdomshuset. En brandsikring vil blive meget dyr for kommunen.

1999 6. maj Et flertal i Borgerrepræsentationen vedtager, at man vil sælge Ungdomshuset.

2000 26. jan. Ungdomshuset sættes til salg af kommunen.

16. nov. Borgerrepræsentationen beslutter at sælge til Human A/S ved Inger Loft.

Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København var 1982-2007 tilholdssted og undergrundsscene for grupper af unge, der tog afstand fra det etablerede samfund. Huset blev opført i 1897 som Arbejdernes Forsamlingsbygning og revet ned i 2007.

2001 28. sept. Inger Loft sælger til den religiøse bevægelse Faderhuset, ledet af Ruth Evensen.

2003 Aug. Faderhuset stævner Ungdomshusets brugere med krav om ejendomsret.

2004 7. jan. Byretten afgør, at Faderhuset kan smide de unge ud. De unge anker dommen.

2006 28. aug. Østre Landsret stadfæster byrettens dom. Sept. Fonden Jagtvej 69 tilbyder at købe huset til de unge, men Faderhuset nægter at sælge og forsøger med hjælp fra fogeden at få de unge ud af huset.

De unge søger om at få deres sag prøvet ved Højesteret.

Okt. Fogedretten afgør, at de unge skal være ude af Ungdomshuset 14. december.

De unge får afslag på at prøve deres sag ved Højesteret. Københavns Politi garanterer dog, at huset først vil blive ryddet efter årskiftet.

16. dec. Ungdomshusets brugere afholder en uanmeldt demonstration på Nørrebro.

Demonstrationen ender i voldsomme uroligheder, da politiet forsøger at opløse den. 273 bliver arresteret.

2007

14. jan. Flere hundrede unge besætter en tom industribygning på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

9. feb. Ungdomshusets brugere skal slå til inden for 10 dage, hvis de vil tage imod Københavns Kommunes tilbud og flytte til den nedlagte Stevnsgades Skole.

20. feb. De unge stiller krav om, at et nyt hus højst må koste en krone, mens kommunen på sin side forlanger 12 millioner kroner for den ejendom, de unge eventuelt kan overtage.

21. feb. Fonden Jagtvej 69 kaster håndklædet i ringen.

22. feb. Forsøgene på at finde en fredelig løsning på Ungdomshusets fremtid strander.

1. marts Jagtvej 69 ryddes, og gadekampe starter flere steder i København.

5. marts Nedrivningen af Ungdomshuset påbegyndes.

På Wikipedia.dk er der en mere udførlig gennemgang af begivenhederne omkring

Ungdomshuset med links og litteraturliste.

Kilde: Dagbladet Information.

Diskurser om rydningen af

Ungdomshuset, Jagtvej 69

Analyse af konkrete tekster

I dette afsnit vil vi se på kampen mellem forskellige diskurser omkring rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69, i 2007. De to eksempler9 og den diskursanalyse, der er

9 Der er ikke ændret på stavemåde, syntaks mv. i de to tekster i dette afsnit.

lavet på den ene af teksterne, er tænkt som inspiration til undersøgelse af andre protestbevægelser, historiske som aktuelle, i Danmark eller andre steder i verden.

Kampen om Jagtvej 69: KRIGEN MOD DEN KØBENHAVNSKE UNGDOM

KAMPEN OM UNGEREN: EN NY GENERATIONS OPRØR

Af Cathrine Pedersen, formand for DKU

Rydningen og nedrivningen af ungdomshuset på Jagtvej 69 er et slag i ansigtet på alle progressive mennesker.

Vi har været vidne til en veltilrettelagt og koordineret aktion, med mange samvirkende reaktionære kræfter, som skulle berøve ikke bare de københavnske unge et hævdvundet fristed i en historisk bygning og overdrage det til en gal fundamentalistisk krisen sekt.

Vi har set politiet, med mediernes bevidstløse bifald, med stort held øve sig i borgerkrig. Vi har set et retsvæsen krakelere og indsætte unge på samlebånd uanset om de har gjort noget som helst eller ej. Vi har set politistaten i funktion.

Vi har set det – fra Ruth til Ritt: Samme skidt!

Tidligt om morgenen den 1. marts valgte politikerne at indsætte betjente bevæbnet med maskingeværer og tåregas ind for at rydde huset. Nu skulle den

private ejendomsret forsvares, om det så skulle koste menneskeliv.

Langsomt men sikkert begyndte protesterne. Om morgenen samledes unge mennesker foran huset og blev fængslet på stribe, mange varetægtsfængsledes i ugevis. I løbet af aftenen og gennem weekenden strømmede folk på gaden til planlagte og spontane aktioner. Politiet, med vogne lånt fra Sverige og Holland belejrede bydelen med vold og tåregas, men kunne ikke knække protesterne eller forhindre barrikadebygning og brostenskast.

Politiet henlagde Nørrebro i undtagelsestilstand, tæskede børn og unge, spærrede af og forhindrede folk i at aktionere, lavede bagholdsangreb med tåregas på anmeldte demonstrationer og folks hjem.

Hvor er der blevet løjet om Ungdomshuset og dets brugere! Dag ud og dag ind. De er fremstillet som ’forkælede snot-

unger’, der tror de bare kan kræve ind, nærmest som overklassens børn.

Men de har ikke fået offentlige tilskud til det hus, de fik lovning på. De har selv holdt det kørende. Og de er blevet fremstillet som ballademagere, bøller og hærværksfolk, men balladen kom, da et flertal på Rådhuset lavede en sammensværgelse om at fratage de unge deres hus og overdrage det til en halvgal sekt under den mest massive magtanvendelse – med bistand fra antiterrorkorps, militær og udland – som er set i årtier.

Men netop fordi Ungdomshuset ikke var, hvad den borgerlige propaganda påstod – et tilholdssted for en marginaliseret gruppe af asociale unge – slog det tilbage med den bredeste, mest massive og alsidige modstand mod det vilde destruktionsræs, der har været set lige så længe.

Ungdomshuset var et samlingssted og fristed, hvor en ny generation kunne være/finde sig selv – og er blevet et nyt symbol for dens kamp. Og det var først og fremmest Nørrebro-ungdommens og københavner-ungdommens hus, arbejderungdommens hus, elsket af både pigerne og drengene. Ungdomshuset repræsenterede en anden side af dansk ungdomskultur end den ensrettede og gennemkommercialiserede diskotekskultur, der ellers tilbydes. En kultur med de unge selv som hovedaktører. Det var et hus med folkekøkken, støttefester, politisk aktivitet og bands uden pladekontrakter.

Derfor var det en torn i øjet på det renskurede neo-con Danmark. Det var et sted hvor arbejderungdommen og de udstødte kunne føle sig hjemme og finde

alternative måder at tænke og organisere på. Derfor skulle det væk og erstattes af en syg kristen menighed.

Rydningen af huset var dråben ovenpå årevis af reaktionær klassepolitik, som fik bægeret til at flyde over. Ungdomshusaktivister, brugere, progressive og indvandrere forenedes i kamp mod undertrykkerne personificeret af politiet i de pansrede køretøjer.

Som i Frankrig hvor mordet på to unge drenge i fjor førte til voldsomme optøjer, har slagtningen af ungdomshuset ført til en bevægelse, der både handler om et hus og et fristed, men også er en protest mod det kapitalistiske Klasse-Danmark. Mod et Danmark, der fører racistisk hetz mod udlændinge, lukker skoler og sygehuse, ødelægger velfærdsgoder som efterløn og pensionsordninger (for dem, der er unge i dag), stigmatiserer arbejdsløse og syge, går i krig og indfører terrorlove, der kan spærre folk inde for blot at være uenige med systemets måde at tænke på.

Det er de unge, der nu og i fremtiden bliver og vil blive ramt af denne reaktionære overklassepolitik, sat i system af såvel Fogh og Co. som af Ritt og Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater. Et nyt ungdomsoprør er i gang, en ny social revolte. En ny og slagkraftig ungdomsbevægelse, som vil manifestere sig igen og igen i den kommende tid og de kommende år.

Kilde: Tema om Ungdomshuset, udgivet af DKU.

FIGUR 19 Diskursanalyse – et eksempel

Tekstens HVAD?

Temaside om ”Kampen om Jagtvej 69”, på hjemmeside fra Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Formelt er der tale om ”reportager” og ”dokumentation” vedrørende rydningen af Ungdomshuset, marts 2007, men opsætning, indhold og ordvalg peger i retning af, at der ikke er tale om en neutral dokumentation, men et partsindlæg .

Tekstens HVORDAN?

”KRIGEN MOD DEN KØBENHAVNSKE UNGDOM” ”Kampen om Ungeren: En ny generations oprør”

”Et samfund der fører krig mod sin egen ungdom og sætter den på porten kan ikke overleve”

Opsætning af indlægget og ordvalget i underoverskrifterne gør framingen dramatisk og sætter begivenhederne ind i en større og principiel sammenhæng. Det peger i retning af en ”borgerkrigsdiskurs” eller en ”offerdiskurs”:

Nodalpunkt: Ungdomshuset ”som fristed”

Ækvivalenskæder: ungdommens og københavner-ungdommens hus, arbejderungdommens hus = samlingssted og fristed = alle progressive mennesker = de københavnske unge = et sted hvor arbejderungdommen og de udstødte kunne føle sig hjemme = ungdomshusaktivister, brugere, progressive og indvandrere = en ny generations oprør.

Antagonistisk ækvivalenskæde: samvirkende reaktionære kræfter = gal fundamentalistisk kristen sekt = retsvæsen = politistaten = medierne = den ensrettede og gennemkommercialiserede diskotekskultur = Neo-con Danmark = et flertal på Rådhuset = det kapitalistiske klasse Danmark = antiterrorkorps, militær og udland

Flydende betegnere:

Positive: dansk ungdomskultur, progressive, alternative, modstand, kamp, velfærd, historisk, hævdvunden

Negative: Bagholdsangreb, sammensværgelse, vilde (destruktionsræs), borgerlig, tæske, veltilrettelagt, koordineret, kapitalistisk, system

Tekstens HVEM?

Tekstens ”vi” er, ”De unge”, repræsenteret i diskursen af en bred gruppe af arbejderungdom, indvandrere, udstødte, kreative eksperimenterende, der gennem deres hævdvundne ret til Ungdomshuset, har fundet et fristed til at eksperimentere med alternative måder at leve på.

Tekstens ”vi” er på én gang de underlegne ofre, og samtidig moralsk overlegne, fordi de søger at finde sig selv.

Angrebet på dem er ”et slag i ansigtet på alle progressive mennesker” og derfor en principiel kamp mellem progressive og reaktionære kræfter.

Tekstens ”dem” er ”System-danmark” (politikere, retsvæsen, politi, kristendom, underholdningsindustrien, medierne osv.), der med forsvaret af den private ejendomsret har lavet en sammensværgelse mod unge menneskers forsøg på gennem alternative aktiviteter at ”finde sig selv”.

Tekstens TID og RUM?

Der er tale om en meget konkret tids- og stedsangivelse:

”Politiet henlagde Nørrebro i undtagelsestilstand, …”

”Tidligt om morgenen den 1. marts valgte politikerne. …”

Med perspektivering til begivenheder andre steder i verden:

”Som i Frankrig hvor mordet på to unge drenge i fjor førte til voldsomme optøjer…”

FORTÆLLINGER

OG MYTER?

(narrative elementer)

Man kan kalde den en ”Borgerkrigsdiskurs”, idet mange af tekstens formuleringer trækker på fortællinger om borgerkrige eller om magthavere, der fører krig mod deres egen befolkning. ”Politiet, med vogne lånt fra Sverige og Holland belejrede bydelen med vold og tåregas …"

Brug af begreber som fx ”Klasse-Danmark”, ”reaktionær overklasse-politik”, ”arbejderungdom” refererer til socialistisk ideologi.

Der bruges i teksten en slags selvironi, der er med til at sætte modparten i dårligt lys: ’forkælede snotunger’, ”ballademagere, bøller og hærværksfolk”

Derudover bruges der mange episke vendinger, der giver fortællingen om rydningen af Ungdomshuset liv: ”Langsomt men sikkert”, ”fængslet på stribe”, ”strømmede folk på gaden”, ”dag ud og dag ind”.

Øvelsestekst

Lav en diskursanalyse af nedenstående tekst, og sammenlign de to diskurser om Ungdomshuset, Jagtvej 69.

FRIHED UDEN ANSVAR

Af Daniel Blak Pedersen

I mange år har unge ment, at Jagtvej 69 er et fristed. Et sted, hvor unge kunne trives uden for samfundets normer og regler. Nogle vil endda hævde, at Christianias grundtanke er genfødt i Ungdomshuset. Og et fristed, det er det, men på hvis bekostning?

Striden om Ungdomshuset handler ikke om kommunale forpligtelser. Striden handler ikke om ungdommens ret til en oase i den stressede hverdag og den handler bestemt ikke om retten til at

På bogens hjemmeside er der flere tekster til analyseøvelser.

være menneske. Det hele handler om en ting: Respekt. Ikke blot respekten for ejendomsrettens ukrænkelighed. Ikke blot respekten for samfundets regler. Nej, mest af alt respekten for demokratiet. Flertalsbestemmelse er grundlaget for den harmoni, vi har i Danmark og respekten for flertallet, hvorvidt man er enig eller ej, er årsagen til, at vi fungerer så godt i vort lille land.

Derfor bør vi værne om loven, da den er resultatet af folkets bestemmelser

gennem vort velfungerende repræsentative demokrati. Det selv samme demokrati har indført magtens tredeling, og derigennem også den dømmende statsmagt, domstolene, som har afgjort striden om ”Ungeren”.

Misforstå mig ikke, jeg er ikke mod, at ungdommen har et sted at gå hen, men det skal ikke være et sted, som repræsenterer de forkerte værdier set med samfundets øjne. En ”institution” der ikke respekterer samfundets normer, er ikke en institution, der kan tilskrives nogen som helst opdragende eller pædagogisk indflydelse. Internationalt er der fordømmelse mod Koranskoler, hvis formål er at hjernevaske unge muslimer til at blive terrorister, og uden sammenligning må ”Ungeren” tilskrives en hvis grad af opfodring til anarki.

En ting er fredelige metoder, som demonstrationer, hvor man viser sin utilfredshed i en demonstration, men at modsætte sig ordensmagtens anvisninger om at forlade en beboelse, og det til trods for at den dømmende samfundsmagt har givet begge parter anvisninger herom, er amoralsk og samfundsunderminerende. Jeg kan ikke forestille mig, at noget politisk parti eller nogen politisk ideologi, kan forsvare et pædagogisk fristed, som ikke respektere samfundets regler, men hvis jeg skulle blive grueligt overrasket, må man konstatere, at nogle partier sætter gode miner til slet spil.

Man kan ikke være fortaler for demokrati, samtidig med man taler for ”Ungeren”. Jagtvej 69 repræsenterer en anarkistisk fraktion af ekstreme græsrodsbevægelser, som modsætter sig essentielle grundsten i det danske samfund.

Så essentielle grundsten, så hvis man piller ved disse, risikerer man at spille klodshans med hele Grundloven, og dermed sætte hele det Danmark, som vor forfædre har bygget på, over styr. Vi kan og bør ikke acceptere, ikke blot som politikere, men som samfundsborgere, at man tager sig frihed til at lave sine egne regler.

Har du lyst til at få underkendt din stemme, din demokratiske ret, fordi nogle personers narcissisme tager en frihed, som er på din omkostning? Tænk på alle de ressourcer, som politiet har brugt, bruger og vil bruge på at komme den slags til livs. Hvor mange ungdomsaktiviteter kunne der ikke oprettes for disse?

At en gruppe mennesker fra venstrefløjen, en fløj for hvem fællesskab ellers er den primære faktor, sætter sig udover fællesskabet, er desværre ikke atypisk. Forløberne til Jagtvej 69, Bz’erne, har konsekvent brugt tid på at bruge ulovlige midler for at belyse deres sag. De har til enhver tid ikke været bleg for at frarøve andre folk ejendomsretten. Den ejendomsret, som mine konservative forfædre i 1963 sikrede for næsen af venstrefløjens marxistiske politik, og som er ukrænkelig, er et væsentligt fundament i sikringen af individets frihed. Fratagelse af ejendomsretten: Det er da asocialt, selv for en socialist!

Teksten, som er skrevet af senere konservativt byrådsmedlem fra Nakskov Daniel Blak Pedersen, er udateret fra Konservativ Ungdoms hjemmeside (http://old.konservativungdom.dk/ holdninger-og-debat/artikler/frihed-udenansvar/?type=98)

Undersøgelse af større tekstmængder

Analysens faser

1. fase: Kvantitativ analyse

Eksempel: undersøgelse af diskurser i danske medier om protestbevægelser

Udvælgelse af tekster:

• Brug søgefunktion i Infomedia til optælling af artikler, hvor ordet ”autonome” forekommer.

• Definér bladtype og periode.

• Lav eventuelt mere finmasket søgning, fx Jagtvej 69, Ungdomshuset osv.

Arbejdet med teksterne:

• Hvilke medier er undersøgt?

• Hvor ofte nævnes de her?

• I hvilke medier?

• Hvordan indgår søgeord i avisartiklerne? (leder, portræt, citater, som emne, konkrete sager?)

• Hvilken vinkling anvendes? Negativ/ positiv/både-og?

• Hvilke emner tages op i forbindelse med protestbevægelser/aktivister? (Fx vold, musik, påklædning og hverdagsaktiviteter).

• Hvem udtaler sig i avisartiklerne, og hvor ofte udtaler de sig?

2. fase: Kvalitativ analyse: Analysen bruges til at identificere diskursive mønstre eller forståelsesrammer i debatten om protestbevægelser. Det vil bl.a. sige, at man leder efter den ramme, inden for hvilken problemstillinger omkring protestbevægelser italesættes. Igennem denne italesættelse af problemfremstillingen gives implicit eller explicit én bestemt tolkning af fænomenet, ligesom der anvises et bestemt udvalg af handlemuligheder.

Hvilke medier? Hvor ofte? Hvordan? Vinkel? Hvilke emner?

Politiken Leder positiv

Jyllands-Posten Konkret sag negativ

BT Både-og

Ekstra Bladet Total

FIGUR 20 Undersøgelsesskema

FIGUR 21 Systematisk arbejde med tekster

1. Tekstlæsning: Nærlæsning af udvalgte tekster fra den kvantitative undersøgelse

2. Læsning af teksten på tekstens egen betingelse Hvad er problemet? Hvem har skabt problemet?

Hvilke emner, tages op? Hvilken sammenhæng?

Hvilke personer ser vi i hvilke rolle? Hvem er gode, hvem er onde, hvem er passive, hvem er aktive, hvem er sympatiske, hvem er ikke sympatiske?

3. Diskursanalysen

Identifikation af centrale passager i tekst, centrale ord og begreber. Find nøgleord og argumentationskæder i hver artikel

4. Hvilke løsningsforslag præsenteres?

Identifikation af konkrete løsningsforslag

5. Forhold til andre diskurser? Ideologiske markører (solidaritet, ansvar, frihed, lighed osv.)

6. Forhold til Social praksis Policy og/eller politics

Hvor ofte går et bestemt ord igen i teksten? Konkret ordoptælling

Artiklens egen prioritering og vurdering af disse.

Hegemoni? Antagonismer? Defensiv eller aggressiv?

Sociologisk og politologisk analyse

Illustrationer

Polfoto: s. 11, 13, 15, 16, 19, 22, 26, 38, 40, 42, 44, 48, 50, 57, 64 og 92.

Wikimedia Commons: Forside: David Shankbo, s. 24: David Shankbo, s. 28: Salvatore Barbera, s. 29: Ares Ferrari, s. 30: Essam Sharaf, s. 32, s. 34: Ggia, s. 47: Milad Avazbeigi, s. 51: Paolo Redwings, s. 54: Herman Pieters, s. 55: Rais67, s. 62: Infrogmation of New Orleans, s. 67: User:EPO, s. 71: Christian Fischer, s. 73: Dominic Alves, s. 76: Paul Williams, s. 85: Raymond Yau, s. 87: Kellen.

Indeks

A

abortspørgsmål 31

ACTA 30

adrenalin-kick 60, 88

afsavnsforklaring 40, 44

aftraditionalisering 68

aktivitetsmobilisering 66

Alexis de Tocqueville 37

Al-Quaeda 36

Aly, Waleed 78

ANC 54

andelsbevægelsen 12

Andersen, Johannes 70

Anonymous 31, 75

antagonistisk 89

anti-apartheidbevægelsen

14

anti-atomkraftbevægelsen

14

antimodernistisk 64

anti-muslimske bevægelser

16

apartheidstyre 38

arbejderbevægelsen 12, 63

argumentationsanalyse 91

asylnetværk 31

atomaffald 33

autonome bevægelse 17, 26, 28

B

back-fire 55

ballademagerdiskurs 82

banker 10

baskiske separatistbevægelse

36

Bauman, Zygmunt 57

Beck, Ulrich 61

Berlinmuren 40, 62

Black Power-bevægelse 19

Blekingegade-banden 36

borgerrettighedsbevægelsen

16, 49

Brent Spar 28

Brewer, John 25

bz’erne 16

Carlyle, Thomas 37

civil ulydighed 10

COP15 13

cost-benefit-analyse 60

cyberspace 77

D

Dahl, Henrik 25

Danske Bank 31

Dansk Folkeparti 74

Davies, James C. 44

DDR 39, 40

definitionsmagt 82

de-individuation 86

deltagelsesdemokrati 14, 63

demokratisk medborgerskab

77

demonstrationer 14

Den Amerikanske

Uafhængighedskrig 37

Den Franske Revolution 37

deregulerede 29

De Røde Brigader 49

Det Arabiske Forår 28, 39

Det Islamiske Broderskab

30

Durkheim, Emile 41

Egypten 53

eksplosiv 48

Empire 33

Enhedslisten 15

enkeltsagsbevægelser 33

etos 91

EU 30

F

Facebook 31, 74

Fang Joseph Kony 74

Farc 36

fattigdom 37

finansielle sektor 31

flashmobs 71

flydende betegnere 90

Folkebevægelsen mod EF

14

Folketing 18

forandringer 18

forandringsproces 61

forførelsesdiskurs 82, 87

Fredsbevægelsen 14

free-rider 25, 68

Fukuyama, Francis 26

før-demokratiske samfund

37

G

G8-møde 29

Gandhi 19

genmodificering 34

Giddens, Anthony 61

globalisering 31, 62

Global Justice Movement 29

Grækenland 33, 70

græsrodsbevægelse 12

graffiti 10

Greenpeace 13, 28

groupthink 85

gruppeidentitet 67

grønne bevægelser 33

Guy Fawkes 75

H

Habermas, Jürgen 61

hacktivisme 75

hærværk 10

happening 14, 74

Hardt, Michael 33

Harrebye, Silas 74

hegemonisk 89

historikeren 23

hivemind 75

Hjarvard, Stig 21

hjælpepakker 34

højskolebevægelsen 12

Holm, Ulla 78

homoseksuelle 33

husbesættelser 26

hverdagsmageren 74

I

identitet 16

Identitetsmæssige krav 47

individualisme 31

industrialiseringen 23

J

J-kurve 45

K

Kina 51

King, Martin Luther 19

King, Rodney 57

kollektiv identitet 23, 50, 61

kolonisering af livsverdenen 65

kommunisme 13

konsensusmobilisering 66

konservative bevægelser 33

kooptering 54

kreativ aktivisme 71

kriminalisering 82

kvindebevægelsen 14

kvindesag 67

kvindeundertrykkelse 31

L like 75

livspolitik 62

livsstilsbeslutning 62

logos 91

London Riots 30

M

Maffesoli, Michel 67

magtteknikker 81

Marx, Karl 40

massesamfund 43

McDonald’s 31, 86

medialisering 21

medier 35

Mellemøsten 28, 70

menneskerettigheder 74

miljøbevægelsen 14

modkultur 16, 64

modmagt 31, 33, 63

Mubarak, Hosni 30

mulighedsstrukturer 51

multinationale selskaber 29

Multitude 33

N

Naked Bike Ride 73

nationalstat 62

Negris, Antonio 33

neoliberal økonomisk

politik 29

neo-tribale fællesskaber 67

netaktivisme 77

ngo’ere 14, 74

Nike 31

nodalpunkt 89

nyhedskriterier 20

nyttige idioter 14

Occupy Wall Street 24, 63

ofre 36

online-aktivisme 74

P

patologier 43 patos 91

piratfest 17

politisk forbrug 71

politologen 23

postmaterialistisk 64

programmatiske krav 47

protestidentitet 31, 78

Pussy Riot 30

R

radikale bevægelser 33

Reclaim the Street 17

refleksivitet 68

relativ deprivationsteori 39, 44

repræsentative demokrati 26, 29

repression 55

ressourcemobilisering 52

ressource-mobiliserings- og

opportunitets-teorier 50

retorisk analyse 91

re-traditionalisering 68

rettighedsbaserede krav 47

revolution 50

RMO-teorier 50, 51

Rote Armee Fraktion 36, 49

rovdyrskapitalisme 63

Rødstrømpebevægelsen 15, 68

S SA 44

sammenbrudsforklaringen 41

Scientology 75

seksualundervisning 34

seksuel minoritet 31

selvrealisering 25, 64

selvstændighedsbevægelse 34

senmoderne samfund 50, 61

senmodernitet 31

sharia 30

single issue politics 71

sit-down-aktioner 35

slacktivisme 77

smagsfællesskab 67

smittediskurs 82

sociale kendsgerninger 42

sociale medier 63

socialisme 13

socialpsykologiske teorier 51

social ulighed 37

sociologen 23

solidaritetsforklaringen 40

Solidarnosc 33

Søminedepotet 64

Soweto 38

Spanien 34, 70

stamcelleforskning 34

studenteroprøret 22

subkultur 16

subpolitik 62

Sydafrika 54

sympatisører 36

T tags 15

Tahrir-pladsen 30

Taleban 36

Telecomix 76

The Yes Men 80

Tibet 51

Tilly, Charles 25, 46

Tolstoj, Lev 37

traditionstab 68

Twitter 31, 74

twitterkrigere 74

ulighed 37

underskriftsindsamling 10, 14

Ungdomshuset 16, 64

ungdomsoprøret 22

urbanisering 23

uretfærdighed 16, 38

uretfærdigheds-diskurs 68

Utøya 74

velfærdsstat 62

velfærdsydelser 62

Vendetta 75

Vietnam-bevægelsen 14

vi-følelse 68

vindmøller 33

voldsstrategi 36

våben 34

Watts 48

Weber, Max 41

Wikileaks 75

World Trade Center 28

YouTube 74

ytringsfrihed 51, 75

ækvivalenskæder 90

økonomen 25

Østeuropa 39

Østtyskland 33