ARKEN #170

årgang43.1/2022–#170ARKEN AR K EN #170

Det flyder gavmildt. Hvem ejer egentlig en dør? Jeg kan godt lide penge, man kan købe sjove ting for dem. Ting, jeg elsker dem. Jeg kan lide at gå gennem verden i kjoler og lys.

Hvem er du, når du sover? Jeg kan godt lide, at du kan se lys. Admiralens vinger. Der er noget flimmer på min nethinde.

Her på markerne. Mine sko er ikke af den her verden. Jeg kan godt lide at huske den slags ting. Jeg kan godt lide guldsmedene og noget lys i dine øjne. Dine fødder er bare et helt vildt syn, en morgen. Det er græsblødt.

Det er en admiral, der sidder og kysser på jorden. Den må elske den. Nogen siger noget et sted.

Tidsskriftet Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Karen Blixens Vej 16 2300 København S

Digte af Christel Wiinblad – fra Sommerlys (2013) Omslagsdesign af Robert J. Buhl Linoleumstryk og akvarel af Peter Buch Hvarregaard Layout af Sarah Jane Redmond

Udgivelsen er støttet af Det Teologiske Fakultet, Studenterrådet KU og studiemiljøpuljen.

BIDRAGSYDERE

ARKENS REDAKTION Robert J. Buhl Gustav Damgaard Jakob Funch Engelstad Peter Buch Hvarregaard Jonas Jochumsen Sidsel Hjorth Mikkelsen Alexander M.B. Mkandawire Andreas Ole Nielsen Sarah Jane Redmond Kristoffer J. Schmidt-Hansen

Det teologiske studentertidsskrift – siden 1979 Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet Nr. 170 1/2022 43. Årgang

Kontakt redaktionen: arken@teol.ku.dk Deadline for Arken nr. 171 er 22. april 2022.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er udtryk for skribenternes egne holdninger.

Steffen Bjerre, Mette Birkedal Bruun, Peter Brylov Christensen, Jakob Funch Engelstad, Nete Helene Enggaard, Ditte Nørgaard Graven, Niels Henrik Gregersen, Adrian HoveKreutzfeldt, Peter Buch Hvarregaard, Niels Hvelplund, Christian Malund Jalk, Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, Birgitte Stoklund Larsen, Sidsel Hjorth Mikkelsen, Alexander M.B. Mkandawire, Daniel Nørløv, Clara Fasting Prebensen, Johannes Aakjær Steenbuch, Simone Nøhr Bille Strøbæk, Joanna Mikolajczyk Winterø og @lutherskememes.

Mellem brands og dannelsesidealer

VIP-stafet

@lutherskememes

Niels Henrik Gregersen Ditte Nørgaard Graven Clara Fasting Prebensen Joanna Mikolajczyk Winterø Niels Hvelplund

Det lyder godt!

ANMELDELSER

SATIREKALENDER

Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen og Nete Helene Enggaard

Christian Malund Jalk Simone Nøhr Bille SteffenStrøbækBjerre

Sidsel Hjorth Mikkelsen 787471706766656463625754504639343023181064

Paolo Sorrentino: È stata la mano di Dio Owe Wikström mfl.: Den uundgåelige gåde Beyond devotion Arken Teobaranbefalerskydersemesteret igang

Johannes Aakjær Steenbuch

Peter Brylov Christensen

INDHOLDForord:Resonans?

DEBAT: Teologi og politik Om "forholdet mellem teologi og politik" Aktuelt:PrædikenTeologien må genopdage sin offentl...

Orientering: Center for Paradoksstudier

Alexander M.B. Mkandawire og Peter Buch Hvarregaard Adrian Hove-KreutzfeldtDanielNørløv

Birgitte Stoklund Larsen

FuglensResonansvinge, der tørrer tåren bort Resonans som religiøs grunderfaring hos Gr... Den, der har ører, skal høre! Bultmann og Unverfügbarkeit

Mette Birkedal Bruun

Lisbeth Smedegaard Andersen: Troen, der gør ... Lars Nymark Heilesen mfl.: På søndag Mickey Gjerris: Upraktisk håndbog i lysegrønt ...

ARTIKLER

Baders pointe fik mig til at tænke på Jorge Luis Borges korte novelle Tlön, Uqbar, Orbis Tertius. Borges var besat af leksika, der jo er en alfabetisk udpensling af fakta om virkeligheden. I novellen finder hovedpersonen et opslag i et leksikonbind, der ikke bare handler om et ukendt land, men også om en ukendt verden: Tlön. Et hemmeligt selskab af videnskabsmænd, der har været aktive gennem flere generationer og århundreder, har beskrevet en fiktiv verden helt ned til mindste detalje inden for samtlige områder, fra geografi, biologi og historie til filosofi, sprog, litteratur og psykologi og teologiske og metafysiske disputer. Det karakteristiske ved Tlön er, at man dér forstår de gældende love på en anden måde end vi gør; for eksempel findes begrebet om kausalitet ikke. Novellens verden er ikke forskellig fra denne verden, men dens virkelighed er forskellig. Virkeligheden er vores opfattelse af verden, og efter opdagelsen af litteraturen om Tlön, er erkendelserne, sproget og genstandene begyndt at dukke op. ”Næsten øjeblikkeligt gav virkeligheden efter, på mere end ét punkt” skriver Borges.

Forord Resonans? Det lyder godt!

I de to seneste udgaver af Arken har vi rejst spørgsmålene om, hvad teologi er og hvad teologi kan. Spørgsmålene står endnu, og svarene lader vente på sig. Jeg læste for nyligt et muligt svar på spørgsmålene i den hermeneutiske teolog Günter Baders korte artikel ”Über die Verfertigung von Theologie im Vorgang des Lesens”. 1 Heri skriver Bader, at spørgsmålet om, hvordan man studerer teologi, teologisk set er et spørgsmål til den teologiske encyklopædi. Teologi er en encyklopædisk vidensform. Dog er der den krølle på halen, at man som teologistuderende ikke har råd til den Theologische Realenzyklopädie, dette tyske storværk, der består af 36 bind og koster over 10.000,00 kr. i brugt stand. Og når man endelig er en nybagt cand.theol., har man ikke tid til at læse sig igennem denne mængde af leksikalsk visdom. Ingen ansatte på et universitet har tid til at læse de 36 bind på grund af administrative forpligtelser som underviser og forsker, ej heller har sognepræsten tid til at hengive sig til et så omfangsrigt studium, hvis man også samtidig skal kere sig om sin menighed. Altså er der ingen, der reelt set ved, hvad teologi er.

Hvorfor skriver jeg om Borges novelle i Arkens forord? Jo, forestillingen om, at vi

1 G. Bader, ”Über die Verfertigung von Theologie im Vorgang des Lesens”, Pastoraltheologie 95 (2006), 184–190.

4

Jakob Funch Engelstad

lever i en virkelighed, som et hemmeligt selskab har angivet præmisserne for gennem sine beskrivelser af verden, er ikke så fjern som den måske synes ved første blik. For hvad repræsenterer Newton, Kant, Darwin, Freud, Marx, Einstein og de Beauvoir hvis ikke netop et selskab, hvis skrifter ikke bare præger, men måske ligefrem udgør vores måde at se og forstå virkeligheden på? Beskrivelserne af den materielle virkelighed lader sig observere og indordne i et sammenhængende og logisk system, og er på den måde kvalificeret til at betragtes som en sandhed. Men giver de svar på nogle af livets store spørgsmål: Hvad er verden? Hvor kommer den fra? Hvad er meningen med livet? Hvor kommer det fra? Hvem er jeg? 2

Ps. Theologische Realenzyklopädie står på Markedspladsen til alle de studerendes og ansattes fornøjelse. God læselyst!

2 Disse overvejelser skylder jeg Karl Ove Knausgård, der i Hvorfor skriver jeg? beskæftiger sig med Borges essay.

Et nyt perspektiv har meldt sig i de senere år: Hartmut Rosas resonansbegreb, der titter frem i forskellige sammenhænge og i forskellige akademiske discipliner. Og nu også i Arken #170, der har resonans som tema. Det lader til, at resonans ræsonnerer med teologi. I hvert fald har vi fem artikler om resonansbegrebet i sammenhæng med teologiske emner, og bringer som tillæg til denne udgivelse en eksklusiv oversættelse af Günter Baders resonans-kritik, Abyssus abyssum vocat, oversat af Carsten Pallesen.

Februar 2022

Jeg glæder mig til at læse med, og måske finde svar på et spørgsmål, der nager, når det kommer til resonans. Det lyder som om, at resonans indfinder sig i samtlige livssystemer, mekaniske såvel som biologiske og mellemmenneskelige, men jeg tænker ofte, om der noget, der ikke påvirkes af resonans? Jeg tænker ikke på dissonans, eller konsonans. Nej, jeg tænker på den mistanke man får, når et begreb eller en tanke kan rumme det hele og hvor det hele går op, og hvor man tænker: nå, ja, det er sådan, det hænger sammen! For hvis det forholder sig sådan – at verden går op, eller i hvert fald, at beskrivelsen af verden går op – så ok! Er det så en totalanskuelse? Og hvad betyder det for vores forhold til verden? Og kan tilgangen hjælpe os med at få blik for verden? Ligesom Tlöns virkelighedsopfattelse, der langsomt begyndte at dukke op i denne verden. ”Næsten øjeblikkeligt gav virkeligheden efter, på mere end ét punkt. Sandheden er, at den længtes efter at give efter.”

FORORD 5

af lektor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen og ph.d. Nete Helene Enggaard

”Når tanken – som i dit tilfælde – beskæftiger sig med de nævnte paradokser, går man rigtigere til værks ved at underkaste dem en debat på den måde, som jeg gør her, end ved at følge din fremgangsmåde, der beror på dit ønske om at spille læge for andre menneskers syge fromhedsliv. Det vil du nemlig gøre ved at fortie problemerne og helt lade være med at røre ved dem.”

Ordene stammer fra Luthers skrift Om den trælbundne vilje (overs. Madsen, 53) og er rettet mod Erasmus, som han mener spiller læge for ”andre menneskers syge fromhedsliv” ved at fortie troslærens problemer fremfor, som Luther ønsker, at underkaste dem debat. Ved Center for Paradoksstudier fremhæver vi Luthers iagttagelse af, at menneskers forhold til hinanden og deres forhold til troslærens problemer hænger sammen. Vi trækker disse og andre problemer frem i lyset for at diskutere dem. Det er vores udgangspunkt, at dette gør en forskel, som ikke blot er teoretisk, men i særdeleshed også praktisk, liturgisk eller etisk og – kunne man også sige –Begrebetpolitisk.”paradoks” forstår vi både snævert som et udsagn, der strider mod den almindelige mening, og bredt, idet den almindelige mening ikke altid er nem at afgrænse. Et paradoks kan derfor også være en selvmodsigelse, anfægtelse, absurditet, meningsløshed eller tvetydighed. Vi studerer paradokser, som findes i forskningen, i teologien, i samfundet, i kirken og i det enkelte menneskes liv. Det gør vi i form af tre initiativer: Initiativet til studiet af eksistens og livstil, studiet af kirke og liturgi og studiet af samfund og udvikling. Formålet med studierne er at afklare karakteren af forskellige paradokser, som dukker op inden for de nævnte felter, fx afklare et konkret paradoks eller afklare en mere principiel forskel på umiddelbare og dybere paradokser eller destruktive og konstruktive paradokser. Karakteren af de forskellige paradokser er altså ikke givet på forhånd, men unders øges gennem vores arbejde og kan forandre sig, efterhånden som arbejdet skrider frem, og erkendelsen udvikles eller bremses. Et paradoks kan vise sig at forsvinde helt i et sådant arbejde ved fx at afklares eller opløses. Andre gange ændrer det karakter, så det afslører et dybere ukendt paradoks, eller det bekræfter et paradoks, som vi allerede kender. Det kunne være forholdet mellem kærlighed og død, idet kærlighed og død både hænger uadskilleligt sammen og dog som regel erfares som hinandens modsætninger,

6

Orientering Center for Paradoksstudier

7 nemlig lidelsesfuldt.

Til foråret FS 22 finder vores åbne møder sted på Afdeling for Systematisk Teologi, 6B1-62. Tilmelding er mulig, men ikke nødvendig. Efter møderne fortsætter vi samtalen på Bryggen med selvbetalt mad og drikke. Programmet ser således ud (se evt. fakultetets hjemmeside for yderligere information):

Onsdag d. 23. marts kl. 15.15-17.00: Negativ pædagogik ved ph.d., lektor ved DPU Kirsten Hyldgaard.

Onsdag d. 4. maj kl. 15.15-17.00: Den fire-dimensionelle model for sundhed og sygdom - findes der eksistentielt helbred? ved ph.d. i religionspsykologi, sundhedspsykolog Peter la Cour.

Vi er en mangfoldig gruppe af forskere, praktikere og studerende ved centeret, der arbejder gennem åbne tværfaglige møder og gennem studiet af teologiske tilgange. Det sker ofte i form af fælles tekstlæsninger og individuelt i form af projekter, der er tilknyttet et af de tre initiativer. Vi samles om en åben systematisk-teologisk tilgang, der trækker på kilder fra hele teologiens historie, men er særligt inspirerede af den nyeste post-dialektiske og kontekstuelle teologiske forskning. Vi orienterer os her fortrinsvist i forhold til udviklingen inden for nutidig fænomenologi, hermeneutik, psykoanalyse og lægger især vægt på den kropslige, inter-subjektive og kritisk-kontekstuelle vending inden for disse videnskaber. Vi undersøger med andre ord paradokser ved hjælp af en mellem-menneskelig, konstruktivt orienteret systematisk teologi.

De tværfaglige møder ved Center for Paradoksstudier er åbne for alle ; de er uformelle med plads til refleksion, forargelse, modstand og begejstring. Vores formål er at øge erkendelsen både principielt og i forhold til konkrete problemstillinger, og vi går ud fra, at ethvert virkeligt problem ikke kun er et problem i teologien, men i verden og omvendt. Det samme gælder forholdet mellem universitet og samfund. Når centeret kaldes et forsknings-, studieog resursecenter, skyldes det, at vi betragter os som en del af forskellige sammenhænge, hvor de paradokser, vi udforsker, findes og ser vores arbejde i forhold til dem. Derfor tilbyder centeret også at udføre projekter af forskellig størrelse, løse konsulentopgaver, holde foredrag, give oplæg osv., ligesom vi står til rådighed for spørgsmål og uforpligtende samtaler. Enhver, som er nysgerrig, er velkommen til at henvende sig. ■

Onsdag d. 9. marts kl. 15.15-17.00: Psykoanalysen, en reformatorisk arvtager? ved MA Modern European Philosophy, cand.theol. Daniel Valentin Kjer.

ORIENTERING

Onsdag d. 23. februar kl. 15.15-17.00: Den grænseløse krop ved ekstern lektor ved CBS Søren Schultz Hansen.

Onsdag d. 20. april kl. 15.15-17.00: Aesthetic experience. An investigation in phenomenological psychology ved lektor ved Institut for psykologi, KU, Tone Roald.

Der er to, der er flere end bare flere end én. Der kravlede en flyveedderkop på min finger. Noget går ofte igennem mig. Det er fordi, der er nogen, der er større end alt.

Det gælder noget i dine øjne. Det gælder meget i træerne. Uglerne er lysende her. Det er noget, der er på en hyldeblomstagtig måde. Ræveunger. Der er to æbletræer på Sydfyn. Jeg kan ikke forstå, når noget er småt.

Der er en, der drikker appelsiner af en brikjuice. Elefantens hale ligner ikke en blyant. En nakke er ikke et siv i vinden. Noget er isklart rislende. Dunhammerne.

Når vi er her, er der ingen angst. Ingen længsel. Du gør mig smuk, ved du det, det betyder levende.

De findes. Noget hvirvler nogle gange i vinden. Lydene er tydelige i småstenene. Noget er lysblidt grusende. Dine hænder er svaler, ved du godt det? De er gråspurvene.

ARTIKLER

af professor i samtidsteologi Niels Henrik Gregersen

Der er noget uvilkårligt over lyden, for så vidt som den er til stede før vores bevidstgørelse af den, før vores stillingtagen, og før alle vore meningsudvekslinger.

I 1951 bad den amerikanske komponist John Cage om lov til at gå ind i et fuldstændig lydtæt rum på Harvard University. Han ville opleve stilheden. Men til sin egen overraskelse oplevede han ikke stilheden, for han kunne høre sin egen krop: en lidt dybere tone, som han tilskrev blodets bevægelser, og en højere, næsten diskant tone, som han mente kom fra hans nervesystem.

Hvad har resonans med teologi at gøre?

Alle taler om det ingen ved egentlig, hvad det går ud på. Det er resonans, det skal handle om. Redaktionen har spurgt undervisere, forskere og studerende, der ved noget om det, så vi forhåbentlig alle kan blive lidt klogere.

Resonansbegrebet hos Hartmut Rosa har vundet indpas på det Teologiske Fakultet i de seneste år. Tre bøger er oversat til dansk: Fremmedgørelse og acceleration (Hans Retizels Forlag, 2014), Det ukontrollerbare (Eksistensen, 2020) og senest hovedværket Resonans – En sociologi om forholdet til verden (Eksistensen, 2021).

10

Tre år tidligere havde han konciperet ideen om et tavshedens værk i tre satser under arbejdstitlen, Prayer of Silence. Stykket 4´33 blev uropført på klaver i Maverick Concert Hall ved Woodstock i 1952, idet satserne blev markeret ved, at pianisten i tre omgange åbnede, sad tavs og lukkede for klaveret igen. Nogle koncertgængere udvandrede fra salen i protest, mens andre blev siddende; de blev dermed opmærksomme på alle de lyde, der normalt kategoriseres som blotte baggrundslyde eller endda som støj.

Resonans

Det er lydforskeren Anette Vandsø, som fortæller denne historie og uddrager den pointe, at ”vi er nedsunkne i lys på samme måde, som en fisk er omgivet af vand” (Vandsø 2018, 6). Det er vi vel at mærke, før vi begynder at mene noget om lyden – som vellyd, kakofoni eller støj. Lyden er der før vores bevidste lytten, der tuner sig ind i bestemte lydbilleder og afkoder deres affektive betydning for os.

”Vi er nedsunkne i lyd”

Lyde virker endda på os, selvom vi er stokdøve. For vi kan mærke lydbølgerne på vores krop, som vi kender det fra et diskotek, fra en tungt trafikeret vej eller en jordrystelse. Vi opdager lyden med kropssansen, førend vi indstiller os på rytmen, hører lastbilen eller begynder at tænke, om der er mon tale om et jordskælv.

Resonansteori og teologi

Som allerede musiker-fysikeren Peter Bastian skrev i Ind i musikken, så er den lydlige resonansoplevelse primær og tilmed sindsopladende: ”Der hvor vi ikke er resonante, producerer vi synspunkter og følelser eller falder i søvn. Alt sammen egoforsvarets værk” (Bastian 2004, 63).

I denne lille artikel kan jeg blot give enkelte eksempler på, hvordan resonansteorien har betydning for menneskesynet i almindelighed og for teologien i særdeleshed. Samtidigt er det værd at bemærke, at fænomenet resonans er så basalt, at det er åbent for både sekulære og religiøse tydninger (Gregersen 2020). Ud fra en rent naturalistisk synsvinkel an man sige, at der alt sammen ”kun” er tale om materielle konstellationer, mens en religiøs livstydning vil hæfte sig ved det forhold, at resonans indbyder til en menneskelig respons, der netop er præget af den lyttende indstilling til tilværelsen, der er en del af troens og tillidens livsform.

Den grundlæggende rolle, som lyden har, viser, at hørelsen ligesom berøringen og smagen er en nærsans. Synet er dermed en fjernsans, selvom også synet beror på lysets berøring og indtrængen i kroppen og øjet. Vi hører lydens susen og rumlen helt inde i vores sind, mens vi ser dyr, mennesker og lastbiler på afstand af os selv.

De seneste år har interessen for resonans spredt sig fra musik og fysiologi ind i sociologi og teologi. Hvad ligger der bag denne nye interesse? En afgørende impuls er uden tvivl hovedværket af den tyske sociolog Hartmut Rosa, Resonanz: Eine Soziologie der Weltbeziehung fra 2016 (dansk oversættelse 2021). Men allerede nytestamentleren Gerd Theissen pegede i 1970’rne på resonans som et helt grundlæggende fænomen. I bogen Argumente für einen kritischen Glauben oder: Was hält der Religionskritik stand? fra 1978 udarbejdede han, hvordan resonanserfaringer er afgørende for at forstå religionens rationalitet og troens forhold til virkeligheden som helhed (Christoffersen & Gregersen 2019). I en nyere bog, Religionskritik som religionsdiskurs fra 2020 (dansk oversættelse 2021), formulerer han sagen som følger: ”Religion er den samlede virkeligheds resonans i mennesker, som forholder sig intentionelt til deres oprindelse” (Theissen 2021, 49; kursiveret af Theissen). Gerd Theissen var i øvrigt professor på Det Teologiske Fakultet her i København fra 1978 til 1981, så relationen mellem resonans og teologi er ikke helt ny for os, der dengang fulgte hans timer.

Mennesket som resonansvæsen: per-sona Resonanserfaringer er som sagt i første omgang et akustisk fænomen. Re-sonare betyder at ”give lyd tilbage” og dermed også at være et ”ekko”, der ”forlænger” lyden

11 HVAD HAR RESONANS MED TEOLOGI AT GØRE?

Alligevel er mennesket et resonansvæsen langt ud over lydbølger og hørelse. Igennem fødder og såler opfanger vi resonanser fra jord, gang og asfalt, og vi indretter vores gang efter underlaget. Vores hud opfanger lysfrekvenser, som vi ikke kan se med det blotte øje, men som vi dog bruger til at se verden med. Lavtryk og højtryk påvirker ligeledes vore sindstilstande – og vi kunne blive ved med at nævne eksempler.Setud fra resonansteorien ligger der noget smukt og sandt i begrebet om mennesket som person: per-sona. Mennesket er et væsen, som lyden (-sona) går ind og ud af (per-). Etymologien bag persona er sandsynligvis en teatermaske, gennem hvilken lyden strømmer. Men i virkeligheden er lyden allerede for længst strømmet ind gennem os, førend vi selv giver lyd fra os. Når vi taler, svarer vi tilbage (re-sonare) på tilværelsens tale til os. Mennesket er, som procesfilosoffen A.N. Whitehead har formuleret det, et ”super-jekt” før vi bliver til sub-jekter. Verden trænger sig ind over os og ind gennem os, før vi selv svarer tilbage på verdens lyde, stemmer, kald og opfordringer. Som per-soner er vi netop ”sonare” skabninger (Gregersen 2021), der lever i en affektiv forbundethed med tilværelsen, førend vi selv begynder at tale, snakke, udtale os eller have meninger om verdens beskaffenhed i almindelighed og andre mennesker i særdeleshed.

ligesom i en stemmegaffel (normalt indstillet til 440 eller 442 Herz). Lydbølger omgiver os overalt, uanset om vi er i stand til at opfange dem med hørelsen, og uanset om vi lægger mærke til dem eller ej. Vi mennesker kan højst høre noget i spektret mellem 20 og 20.000 Hz. Elefanter kommunikerer på dybere niveauer (fx 15-20 Hz), som mennesker kun kan høre som en rumlen, mens flagermus og delfiner kan høre op til 120.000 -150.000 Hz, og bruger ekkolyde til at orientere sig med. ”Ekkolokalisation” er en sans, som vi mennesker ikke har udviklet med nogen præcision; vi har kun et fattigt udtryk herfor i vores kropslige fornemmelse af omverdenen.Pådenbaggrund virker troen på, at vi mennesker gennem vores bevidsthed har den mest fuldstændige adgang til verden, nærmest latterlig. Komisk er det, fordi vi kun er bevidste om meget lidt af den omverdenspåvirkning, der når frem til vore kropssanser, og endnu mere komisk er det, fordi vores sansemæssige spektrum er ganske begrænset i forhold mange andre dyr. Der findes både dybe ”infrasoniske” lydbilleder, som vi ikke kan opfange med øret, og den høje ”suprasoniske” lyd, som vi heller ikke kan opfatte.

12 ARTIKLER

Resonans som fysisk fænomen Mennesket er altid et menneske-i-verden. Naturen er ikke kun uden for os som

omgivelse eller kulisse, men dybt inde i os selv. Det er ikke så mærkeligt i betragtning af, at resonans er nærmest allestedsnærværende omkring os.

13 HVAD HAR RESONANS MED TEOLOGI AT GØRE?

Så kan man spørge, hvad i alverden sådanne fysiske fænomener har med teologi at gøre? Men måske har teologi netop ikke kun med tekster at gøre, men drejer sig også om at tolke virkelighedens mange tekster. Hvis mennesket er et menneske-iverden, kan kosmologien ikke være teologien uvedkommende.

Det vidste man i oldkirken, hvor fx kirkefaderen Athanasius (ca. 298-373) skrev, at ligesom en musiker spiller melodier på sin lyre og kombinerer bassen med de skarpe toner og mellemtonerne, sådan ”bruger også Guds visdom universet som en lyre” for at sammenbringe og kombinere luftens og jordens toner (Imod Hedningerne 42). Derfor er universet et hjemsted for mennesket, og ikke en fremmed verden, sådan som ”gnostikerne” mente. Derfor finder vi i oldkirken og middelalderen og helt frem til den lutherske ortodoksi og vores egen N.F.S. Grundtvig tanken om mennesket som et mikrokosmos, der netop i sig selv forener det fysisk-sansbare med det åndeligt-kognitive. Det er denne forening og sammenvoksning, der finder sted både i musikken og i sproget, der begge kombinerer det lydmæssige med det betydningsmæssige.Mennesketerderfor ikke placeret i en tilfældig verden, men er et menneskesammen-med-verden. Derfor kunne den tidlige romantiker Johann Gottfried Herder (1744-1803) forstå menneskers gehør for tilværelsen i lighed med et strengeinstrument, der opfanger tilværelsens klange (Hildebrandt 1992, 917). Vi er selv instrumenter, som tilværelsen spiller på, og som giver lyd tilbage.

Naturvidenskabeligt set opstår resonans, når der findes samklang og spænding mellem et systems ”naturlige” egenfrekvens og de ”tilførte” fremmedfrekvenser, der kommer til et system fra omverdenen. Som når bassens lyd bølger ud i rummet, når berøringen af strengene aktiverer kontrabassens egen lyd. Fysisk set findes vibrationer og resonanser overalt, hvor energi kommer til og energi fanges op. Dette sker uafladeligt, lige fra universets mikroskopiske niveau til dets makroplan.

I sine berømte Feynman Lectures on Physics (vol. 1, ch. 23) beskriver Richard Feynman, hvordan oscillerende energibevægelser er allerstedsnærværende i naturen og skaber en vifte af resonante fænomener. Det gælder på kvanteniveau i spillet mellem negative og positive ladninger, og det gælder for al elektricitet og tyngdekraft, ligesom det gælder for lydbølger og lysbølger. Hvis vi bliver lagt ind i en MRscanner (Magnetic Resonance Scanner), skydes der lag på lag af fotoner ind gennem et magnetisk felt, hvormed man kan slice billeder af vores krops indre organer.

Fra resonans til alle vore erfaringer med resonans, dissonans og diskrepans. Én ting er, at vi er omgivet af resonans på alle sider, og at vores egen krop og hjerne selv er et resonanssystem. Noget andet er de konkrete resonanserfaringer vi oplever i verden. Resonanserfaringer er udbredte, men findes ikke overalt. En resonanserfaring bygger på oplevelser af kontrast og forbundethed—konstellationer der kalder på én eller anden grad af respons på tilværelsens mange tilbud om resonans: solens stråler, landskabets storhed, barnets leg, øjets henvendelse. Resonanserfaringer drejer sig om at ”svinge med” i forhold til noget, der allerede ”svinger sammen” på forhånd, uanset om vi for øjeblikket svinger med eller stritter imod. Morgenens sol, frostens klarhed og regndagens mørke påvirker os, førend vi selv ænser det og eventuelt får givet det stemme. Vi er altid allerede mærket af verden, førend vi selv lægger mærke til det. Resonanserfaringer er udtryk for, at vi er tæt på verden, fordi verden er tæt på os. Vi er, med Rosas formulering, af←fektive væsener, før vi bliver e→motionelle væsner, der tager udgangspunkt i os selv. I resonanserfaringer er vi porøse eksistenser, der bliver udsat for en affektiv påvirkning, men vi er samtidig selv til stede som subjekter, der kan sige ja eller nej, og som skal forvalte, ja kultivere de resonansmuligheder, der tilbydes os.

Også Rosa er opmærksom på, at en dæmpning af resonans og affektivitet hører med til den menneskelige kultivering af resonanstilbud. ”[E]vnen til at nægte resonans [er] vitterlig en kardinal, uomgængelig evne, som vi under ingen omstændigheder skal eller bør give køb på” (Rosa 2021, 509). Uden vilje til personlig stillingtagen og refleksion bliver mennesker ligesom lemminger, der følger strømmen og styrter mod afgrunden. Det gælder ikke mindst i det sociale liv: Uden en anerkendelse af vores selvstændige respons på omverdenen, bliver tilbud om resonans under hånden til et krav om en helt bestemt respons, der på den ene side ender i ensidighed og vold, på den anden side i følgagtighed. Etisk hører muligheden for at sige nej til resonanstilbud med til menneskets forvaltning af resonanserfaringer, netop fordi

14 ARTIKLER

Vi er nemlig heller ikke kun udsat for gode og livsopladende resonanser, men også for livstruende påvirkninger. Det er fejlagtigt at tro, at verden omkring os kun er god og varm, og ikke også kold og ligeglad med vores eksistens. Covid-19 er kun ét ud af utallige livstruende angreb på menneskets eksistens fra omgivelserne. Der er tilsvarende mange stumme pletter i vores erfaring af tilværelsen, som man derfor godt kan opleve som absurd og uhjemlig. Der er for mig at se ingen vej tilbage til at opfatte verden som en harmoni, som vi blot skal tune os ind på. Der findes ikke kun livgivende resonanser og dissonanser, men også mærkbare diskrepanser mellem os selv og verden. Som K.E. Løgstrup har formuleret det i Skabelse og Tilintetgørelse, er herlighed og grusomhed vævet sammen i skaberværket (1978, 291).

Enhver religion, der ikke er principielt verdensfornægtende, indeholder en også en verdenstaknemmelig og livsbekræftende tilgang til tilværelsen. Rosa interesserer sig her særligt for religionens karakter af et løfte—en tanke der er kendt fra Martin Luthers centrale begreb om promissio. Rosa beskriver således den religiøse indstilling til tilværelsen som en lyttende tilgang til tilværelsen, der samtidig bygger på ”løftet om, at verden eller universet eller Gud taler til os (eller synger) til os, også når vi ikke formår at høre dem, når alle resonansakser er forstummet for os” (2021, 306; kursiverne hos Rosa). Herudfra læser han også Jesu korsråb fra dybet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Der er tale om et råb om resonans fra ulykkens og gudsfraværets sted, en appel til Gud som det resonansdyb, der endnu ikke har manifesteret sig. ”Komme dit rige”, bad Jesus om, fordi gudsriget endnu ikke var kommet til ham.

Religiøs resonans: Mellem håb, oprør og tro Religiøse resonanserfaringer er ofte præget af sansen for noget endnu ikke realiseret. I forhold til fremtiden kan en resonanserfaring tage form af en forventning eller et håb om en fremtidig imødekommelse. Som mennesker forholder vi os til tilværelsen som en mulighedshorisont, der rækker ud over næste time og næste dag. I denne selvoverskridelse begynder sansen for noget transcendent at dæmre, om ikke andet så i form af en påkaldelse af fremtidens åbenhed.

resonans er et så bærende socialt fænomen. En produktiv respons på resonans forudsætter en sans for spændingen mellem forskellige poler, og dermed også en evne til at også at kunne forstå den anden ud fra den andens perspektiv, så der ikke sker en afladning af resonansen i en fusionsbevægelse, hvor alle livgivende forskelle hører op. Længe leve forskellene!

15 HVAD HAR RESONANS MED TEOLOGI AT GØRE?

I de bibelske traditioner finder vi utallige eksempler på lovsang og tak, men også mange eksempler på klagesang og bøn. Hos profeterne finder vi tilsvarende løftet om en fremtidig retfærdighed, der står i kontrast til status quo. I appellen til Guds transcendens ligger der således en bevidsthed om en allerede erfaret resonans, men også en bøn om en fremtidig imødekommelse, der går ud over denne verdens nuværende resonanserfaringer. Gudstroen angår ikke kun det, der er: virkelighedens verden, men også det, der skal blive til: mulighedens verden.

På tilsvarende måde kan det, som i kristendommen kaldes ”synd”, forstås resonansteoretisk, nemlig som en uvillighed til at lytte og tage imod tilværelsens tilbud om resonanser. Synd er en suboptimal livsform, for så vidt som syndens selvcentrering og mistænksomhed over for tilværelsen (og andre mennesker) forhindrer en tillidsfuld modtagelse og hengivelse til tilværelsens tilbud – komme

Nu kan erfaringer af en guddommelig transcendens være af mange slags, men de er altid selvinvolverende. Der er altid et subjekt involveret – et ”for mig” eller ”for dig” eller ”for os”. Enhver erfaring, også med Gud, hører hjemme i dennesidighedens verden. Samtidig drejer det sig om opdagelser af noget, der allerede er til stede før subjektet. Et eksempel er musikeren Peter Bastians erkendelse af, at han ”altid allerede” var elsket af Gud, også før han selv, i en sen alder, opdagede det (Bastian 2017). Transcendenserfaringer er derfor aldrig en erfaring af ”Gud i sig selv”, men altid en menneskelig erfaring, der opleves som et slags ”indbrud” (Bastian). Sådanne indbrud indebærer på én gang en ”omvendelse” fra en indskrænket eller lav oplevelse af verden og en tilsvarende åbnende ”sindsudvidelse”. Resonansteologisk udtrykt er Gud tilværelsens dybderesonans. Evigheden viser sig da i en dobbelt skikkelse, dels som altid allerede nærværende midt i tiden og stedets bevægelser, dels som løftet om at komme mennesket i møde i fremtidens rum. ■

Rosa rummer selve gudsbegrebet forestillingen om en responderende verden (Rosa 2021, 297), dvs. en verden, der svarer på menneskets trang til at blive kommet i møde. Bibelens personlige tale om og til Gud lader sig således tolke i et resonansteoretisk perspektiv, nemlig som et personligt løfte: ”Der er én, der hører dig, der forstår dig, og der kan finde veje og midler til at nå dig og svare dig” (2021, 301; kursiveret af Rosa).

16 ARTIKLER

hvad der end måtte komme. ”Tro” er tilsvarende et Ja til tilværelsens båndbredde som det primære og uundværlige medium for erfaringen af Guds nærvær. Tilværelsens resonanserfaringer kan således blive udgangspunkt for taknemmelighed, men også for en indsats for at give resonanserfaringer videre til andre mennesker og andre skabninger. Tro hænger her sammen med kærlighed, ligesom tro hænger sammen medIfølgehåb.

Denne artikel genbruger passager fra min artikel, ”Resonans og transcendens: Når der bliver mere ud af mindre”, Kritisk Forum for Praktisk Teologi # 163: Overskridelseser faringer (April 13, 2021). Heri kan læseren finde mere om forholdet mellem Hartmut Rosas sociologi og K.E. Løgstrups skabelsesteologi.

Hildebrandt, H. 1992. “Resonanz”. Historisches Wörterbuch der Philosophie. Band 8, 916Løgstrup,919. K.E. 1978. Skabelse og tilintetgørelse. Religionsfilosofiske betragtninger. Metafysik IV. København: Gyldendal.

Rosa, Hartmut. 2020. Det ukontrollerbare. Overs. Hanne Sander. København: Eksistensen.

Gregersen, Niels Henrik. 2021. ”Resonant selves in theological and ethical perspective: On personhood and identity formation”. Dialog: A Journal of Theology 60:4, 396-408.

Gregersen, Niels Henrik. 2020. ”Resilient selves: A theology of resonance and secularity”. Dialog: A Journal of Theology 59:2, 93-102.

Rosa, Hartmut. 2021 [2016]. Resonans. En sociologi om forholdet til verden. Overs. Peter Tudvad. København: Eksistensen.

Theissen, Gerd. 2021 [2020]. Religionskritik som religionsdiskurs. Til forsvar for en postsekulær dialog. Overs. Hanne og Ole Davidsen. København: Eksistensen.

Vandsø, Anette. 2018. Lyd. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

17 HVAD HAR RESONANS MED TEOLOGI AT GØRE?

Christoffersen, Mikkel Gabriel & Niels Henrik Gregersen. 2019. “Resonance, Risk, and Religion: Gerd Theissen and Hartmut Rosa on Religious Resonance”. Philosophy, Theology and the Sciences 6:1, 6-32.

Litteratur Bastian, Peter. 2004 [1987]. Ind i musikken. En bog om musik og bevidsthed . København: Bastian,Gyldendal.Peter.

2017. Altid allerede elsket. En musiker finder fred i sit eget hus. Fortalt til Tor Nørretranders . København: Gyldendal.

Theissen, Gerd. 2015 [2012]. Tro og tanke. En poetisk-kritisk katekismus. Overs. Sanne B. Thøisen og Hanne Davidsen. Frederiksberg: Alfa.

18 Hartmut Rosa forstår resonans som en særlig relationsmodus mellem menneske og verden, der bygger på, at der er noget ved tilværelsen i verden, der har en værdi i sig selv. Rosa beskriver en resonansbevægelse, hvor et udsnit af verden taler til mennesket (dette kalder han også for afficering), mennesket svarer med en selvvirk somhed, og der sker en forvandling. Gennem denne forvandling oplever mennesket, at udsnittet af verden får en egenværdi (Rosa 2021a, 31-36; Rosa 2021b, 203). For nogle teologer vil det måske ikke være oplagt at søge en sådan verdensrelation i Søren Kierkegaards tænkning. Det skyldes nok det store fokus, der gennem tiden har været på de negative begreber og paradoksets store rolle hos Kierkegaard. Dette har til tider tegnet et billede af en Kierkegaard, der ser en modsætning mellem kristendommen og etikken på den ene side og verden, som den fremtræder for os på den anden side. En undersøgelse af Kierkegaards forståelse af glæden, som den fremtræder, i de opbyggelige taler ”Hvad vi lærer af Himlens Fugle og Lilierne på Marken” (SKS 8) og ”Om Lilien på Marken og Fuglen under Himlen” (SKS 11) viser imidlertid, at der i høj grad er plads til en værdifuld forbindelse mellem menneske og verden hos Kierkegaard. Han forstår glæden ud fra den antagelse, at livet rummer en grundlæggende positivitet, som mennesket hele tiden kommer væk fra, fordi det fortaber sig i bekymringer og en trang til at kontrollere sin tilværelse. For Kierkegaard er glæde det at være nærværende. Som han selv udtrykker det: ”Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i Sandhed nærværende, det er dette »Idag«, dette, at være idag, i Sandhed at være idag. Og i samme Grad som det er sandere, at Du er i dag” (SKS 11, 43). Den glæde, Kierkegaard her omtaler som glæden ved, at du er i dag, er en grundlæggende glæde over selve livet og omverden. Det er glæden over at være til i verden netop i dette øjeblik. Han kalder også denne glæde for ”Glæ den selv” (SKS 11, 41) eller den ubetingede glæde (SKS 11, 48). At denne glæde kan sættes i forbindelse med resonans, aner man i følgende citat:

Fuglens vinge, der tørrer tåren bort – En tolkning af begrebet glæde hos Søren Kierkegaard i lyset af Rosas resonansbegreb af stud.theol. Ditte Nørgaard Graven

[A]t Du blev til, at Du blev Menneske; at Du kan see, betænk, at Du kan see, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for Dig –og for Din Skyld, at, naar den bliver træt, at saa Maanen begynder, og at saa Stjernerne tændes; at det bliver Vinter, at hele Naturen forklæder sig, leger fremmed – og for at fornøie Dig; at det bliver Foraar, at Fuglen kommer i talrig Flok – og for at glæde Dig,

FUGLENS VINGE, DER TØRRER TÅREN BORT

Fuglen, liljen og det stirrende øje Spørgsmålet bliver hvordan det bekymrede, der er fanget i bekymringen, igen kan få øje på glæden. Her kan resonans være til hjælp. Kierkegaard beskriver bekymrin gen som, at øjet stirrer. Det ser og ser, men i virkeligheden kan det kun se sin egen bekymring: ”Det nemlig, at Bekymringen har sat sig fast i et Menneskes Sjel, hvor ledes skulde man bedre betegne det, end ved at sige, at det er, som naar Øiet stirrer Naar Øiet stirrer, da seer det uforandret hen for sig, seer bestandigt Eet, og seer dog egentligen ikke, fordi det (…) seer sin egen Seen” (SKS 8, 282). Fuglen og liljen kan da fange det stirrende øje så det igen ser udad og kommer til at bevæge sig: ”Naar da Taaren standser, medens Øiet seer ned ad til Lilien: er det da ikke, som var det Lilien, der aftørrede Taarer! Naar Veiret tørrer Taaren af Øiet, som seer efter Fuglen: er det da ikke som var det Fuglen, der aftørrede Taarer!” (SKS 8, 282).

Idet fuglen og liljen fanger det stirrende øje, sker der en afficering. Fuglen og liljen ”taler” til den bekymrede og får det stivnede blik til at bevæge sig igen. Det medfører en selvvirksomhed hos den bekymrede, altså at gråden stopper. Kierkegaard beskriver det poetisk, som at fuglen og liljen tørrer tåren bort. Resonansoplevelsen skaber den forvandling, at mennesket glemmer sin bekymring og igen kan se sig selv som en del af verdens helhed, hvilket fremgår af følgende citater: ”Saaledes fører det forelæste Evangelium den Bekymrede ud paa Marken, i den Omgivelse, der vil flette ham ind med i det store Samliv, der vil vinde ham for Tilværelsens store Fællesskab”

at det Grønne spirer frem, at Skoven voxer sig skjøn… (SKS 11, 43-44).

Set ud fra Rosas resonansteori, er der noget interessant ved lovprisningens opbyg ning. Den starter med at forundres over at ”du” blev menneske og kan sanse. Det er altså en forundring over, at vi er i stand til at opfatte og lade os berøre af verden. Det er nemlig det, der gør os i stand til at lytte til verdens ”tale.” Hernæst viser Ki erkegaard, hvordan verden ”taler” til os, ved at sige, at de forunderlige ting, der sker i den, sker ”for dig.” Det minder meget om det punkt i resonansbevægelsen, som Rosa kalder afficering. Kierkegaard illustrerer i citatet, hvordan verden, her i form af naturen, er noget, der vedkommer os og har en egenværdi. Glæden ligger altså i det under det er, at mennesket overhovedet er blevet menneske i en underfuld verden, som det er i stand til at opleve. Problemet er dog, at mennesket ustandseligt vikler sig så dybt ind i bekymringen, at det ikke er i stand til at få øje på glæden (SKS 8, 277). Det kan være bekymringen over alt det, der gør livet usikkert. Det kan også være en bekymring, bygger på, at man føler et mindreværd i sammenligningen med andre mennesker (SKS 8, 265).

19

20 ARTIKLER

I ”Begrebet Angest” kalder Kierkegaard øjeblikket for evighedens atom. Med det mener Kierkegaard, som pointeret af Iben Damgaard (2013,136), at det er det sted, hvor tiden og evigheden mødes 1 og det er derfor Kierkegaard, kan sige, at evigheden og tiden skilles, øjeblikket går tabt. I denne tekst er at være i øjeblikket også forbun det til det nærvær, som udgør glæde. Denne pointe fører til en anden grund til, at mennesket bør lære tavsheden. Det er nemlig ifølge Kierkegaard kun gennem tavsheden, at mennesket kan have et gudsforhold. Det hænger sammen med, at vores

[D]a at staae stille for at betragte Lilien og Fuglen, at den gudelige Adspredelse maatte bringe det stirrende Øie til at bevæge sig, maatte adsprede det Sind, i hvilket Bekymringen har sat sig fast. Betragt Lilien, see, hvor den staaer yndig ved Din Fod, forsmaae den ikke, den venter jo dog paa, at Du vil fryde Dig ved dens Deilighed (…) See, hvor mild den er, altid villig til at spøge og til at lege… (SKS 8, 384).

1 I ”Begrebet Angest” er evigheden i øjeblikket forbundet med valgets mulighed. (se note 2) I disse tekster er Kirkegaards fokus i forbindelse med øjeblikket og evighed et lidt andet, da de her drejer sig om nærværet i øjeblikket og menneskets mulighed for at forundres.

Og derfor hændte det vel saa sjeldent et Menneske, at han ret kom til at forstaae, naar Øieblik ket er, og til ret at benytte Øieblikket, derfor, fordi han ikke kan tie. (…) Og dette er vistnok Ulykken i langt, langt de fleste Menneskers Liv, at de aldrig fornam »Øieblikket«, at i deres Liv det Evige og det Timelige kun skiltes ad, og hvorfor? fordi de ikke kunde tie (11.20).

(SKS 8, 281).

Tavsheden: At høre i stedet for at tale Denne særlige resonans med naturen, kalder Kierkegaard, som det fremgår oven for, for ”gudelig adspredelse.” Den gudelige adspredelse består i, at den bekymrede glemmer sig selv, og hvad der umiddelbart forekommer paradoksalt: derved at blive sig selv nærværende. Det er fordi, det er en meget prægnant forståelse af adspredelse, der her er tale om. Den gudelige adspredelse gør mere end blot at adsprede. Det kan siges, at der i naturen findes en særlig stemthed, der smitter af på den, der er i resonans med den. Derfor kan Kierkegaard tale om, at fuglen og liljen kan være vores læremestre. Det kan de ifølge Kierkegaard fordi, fuglen og liljen selv er glæden (SKS 11, 46). Med det mener han, at naturen netop fremtræder på den måde, der er glædens forudsætning. Den er ubetinget nærværende forstået på den måde, at den bare er til. Uanset hvad, der overgår fuglen og liljen, kan de ikke fortabe sig i bekymringen. Denne ”naturens væren” kalder Kierkegaard også for tavsheden, og det er tavsheden vi kan lære gennem den gudelige adspredelse, altså resonansen med naturen (SKS 11, 16-17). Kierkegaard fremfører, at vi kun gennem tavsheden kan lære at opleve øjeblikket, da det ellers går tabt i vores larm og talen:

Vi mennesker er altså ikke i stand til at begribe det evige, hvor det guddommelige findes med vores forstand og begreber. Det findes på et plan, der ikke har med vores fornuft at gøre. Men hvis naturen lærer mennesket tavshed, kan det lære at høre i stedet for at tale (SKS 11,17). Opgaven er for mennesket at lære at ”du er for Gud.”

Udover tavsheden er der noget andet, vi kan lære af naturen. Det har forbindelse til forholdet til Gud - hvor herligt, det er at være menneske. Når man betragter lil jerne på marken og ”gjør dem til Gjenstand, ikke for et flygtigt Syn i Forbigaaende, men for Din Betragtning” (SKS 8, 262), da forstår man, at det er det, liljerne har tilfælles og ikke det, der adskiller dem, som udgør deres herlighed. Vi forstår, at det også gælder for os. Ligesom, det liljerne har til fælles, er det også det, mennesker har tilfælles, altså menneskeligheden, der udgør deres herlighed. Det glædelige ved at være menneske er i sidste ende gudbilledligheden: ”Gud skabte Mennesket i sit Billede; skulde det ikke være herligt at være saaledes paaklædt!” (SKS 8, 289) Ki erkegard forstår gudbilledligheden som det, at mennesket er ånd: ”At være Aand, 2 det er Menneskets usynlige Herlighed” (SKS 8, 291). At mennesket er ånd betyder, at mennesket i modsætning til fuglen og liljen kan blive bevidst om sig selv og sin skaber. Det er netop dette, der er det herlige ved at være menneske, for selvom det er vores selvbevidsthed, der gør, at vi kan bekymre os, er det også den, der gør, at vi kan være taknemmelige over livet og føle glæden.

2 Kierkegaards forståelse af mennesket som ånd udfoldes i ”Begrebet Angst.” Ved det at mennesket er ånd forstår Kierkegaard, at mennesket er en syntese mellem det legemlige og det sjælelige. Det be tyder for ham, at mennesket på den ene side er bestemt af historien og sin natur, mennesket er i den forstand et tidsvæsen. På den anden side har en selvbevidsthed en bevidsthed om fortiden og fremti den. Denne bevidsthed giver mennesket en evne til i øjeblikket at forholde sig til sit liv på en måde, der rækker ud over det tidsliges begrænsninger, og dermed bliver mennesket et mulighedsvæsen, der kan tage valg for sin tilværelse. Således lever mennesket sit liv udspændt mellem tiden og evigheden (Kierkegaard 1991, 40-144).

I tavsheden kan mennesket lære at glemme sig selv, sine planer og sin trang til kontrol for i stedet at åbne sig op mod Gud og omverdenen og således komme til forstå, at vores liv ikke er noget vi skylder os selv. På den måde kan vi komme til at føle taknemmelighed og glæden over livet (SKS 11.22-24) (Damgaard 2013, 136-142).

21

[M]en i Forhold til Gud kan det let blive til Fordærvelse for Mennesket, som kan tale, at ville tale. (…) Gud er Alviisdom, Det Mennesket veed er løs Snak: derfor kunne de ikke godt tale sammen. Gud er Kjerlighed, Mennesket er, som man siger det til et Barn, endog sit eget Vel betræffende en lille Tosse… (SKS 11, 17).

ord og begreber hører til i det timelige, mens Gud er det evige, eller som Kierkegaard selv udtrykker det:

FUGLENS VINGE, DER TØRRER TÅREN BORT

Rosa, Hartmut. 2021b. Resonans - En Sociologi om forholdet til verden. København: Eksistensen

Damgaard, Iben. 2013. At lege fremmed med det kendte: Kirkegaards gendigtninger af bibelske figurer (1. udgave). København: Eksistensen.

SKS 11: Kierkegaard, Søren. 2018. "Om Lilien på Marken og Fuglen under Himlen" i Cappelørn: Søren Kierkegaards Samlede Skrifter. Bind 11. s. 7-48. København: Gyldendal.

Den gudelige mellembestemmelse

Litteratur

22 ARTIKLER

Glæden kan således ses som led i en kierkegaardsk resonansbevægelse, hvor den menneskelige erkendelse spiller en vigtig rolle. ■

Kierkegaard, Søren. 1991. Begrebet Angest. København: Borgen.

Artiklen er en redaktion af Ditte Nørgaard Gravens bachelorprojekt fra efteråret 2021.

SKS 8: Kierkegaard, Søren. 2017. "Tredie Tale: Hvad vi lærer af Himlens Fugle Lilierne på Marken" i Cappelørn: Søren Kierkegaards Samlede Skrifter. Bind 8. København: Gyldendal.

Kierkegaard indsætter altså gudsforholdet som mellembestemmelse mellem naturen og glæden via mødet med det evige i tavsheden og erkendelsen af gudbilledlighe den. Derfor er der i resonansen med naturen hos ham i yderste instans tale om en art religiøs resonans. Således kommer den menneskelige erkendelse til at spille en rolle i den resonansbevægelse, der kommer til syne hos Kierkegaard. I den gudelige adspredelse sker, som hos Rosa, en afficering hos mennesket, som svarer med en selvvirksomhed, men hos Kierkegaard er den selvvirksomhed, som mennesket svarer med, i modsætning til hos Rosa forbundet med erkendelsen. Hos Rosa er selvvirk somheden det grundlæggende. Glæden er en følge af denne erkendelse og udgør således forvandlingsledet i den kierkegaardske resonansbevægelse. Det er netop en erkendelse af gudbilledligheden, når mennesket lærer at forstå sin herlighed ved at betragte liljerne, og denne erkendelse bliver netop til gennem gudsforholdet som mellembestemmelse. Det samme gør sig gældende, når mennesket i tavsheden lærer, at det ikke skylder sig selv livet.

Rosa, Hartmut. 2021a. Det ukontrollerbare. København: Eksistensen.

Når resonansbegrebet har fået en del opmærksomhed og popularitet blandt danske teologer og i den danske folkekirke er det næppe alene fordi religion som én ud af flere muligheder udgør en art ”resonansløsning” på den fremmedgørelse og angst, som det moderne menneske oplever. For at forstå den store tilslutning og brug af Rosas resonansbegreb i teologiske sammenhænge skal vi derimod se på og forstå den bevægelse, som Rosas begreb dækker over. Bevægelsen i resonansbegrebet udfolder nemlig en bestemt modus af menneskets væren-i-verden, hvor mennesket, når det kommer i resonans med nogen eller noget, påvirkes således at det transformeres og svarer (Rosa 2021a, 192). Rosas resonansbegreb dækker altså ikke over en radikal ny måde anskue verden på, men kan nærmere siges at systematiserer og begrebsliggøre en bevægelse vi allerede i en kristen kontekst kender til. Dette bliver bl.a. tydeligt, hvis vi vender blikket mod den danske præst og teolog N.F.S. Grundtvig (17831872), der med sit begreb om den levende vekselvirkning faktisk synes at udfolde den bevægelse, Rosa betegner som resonans.

Hvordan kan vi bruge et sociologisk begreb som resonans i en teologisk kontekst? Hartmut Rosas resonansteori indgår som en del af han sociologi. Her udgør Rosas resonansbegreb ”løsningen” på den fremmedgørelse som mennesket oplever i det accelerationssamfund, som ifølge Rosa udgør den senmoderne verden (Rosa 2021a, 214-215). Resonans viser sig altså som nøglen til det lykkelige liv for det moderne menneske. Her udgør religion en blandt flere sfærer eller ”rum”, hvor et menneske gentagende gange kan søge stabile resonanserfaringer. Rosas resonansteori gør på den måde plads til en religiøs verdensanskuelse, hvilket viser sig ved, at religion på linje med natur, kunst, arbejde mm. udfoldes som et ”rum” eller en akse, der muliggør en fortsat og stabil resonanserfaring i det enkelte menneskes liv (Rosa 2021a, 200-201).

Det genlydende menneske

Resonans som religiøs grunderfaring hos Grundtvig af stud.theol. Clara Fasting Prebensen

23

”I Begyndelsen var Ordet, Gienlyds-Ordet i vort Bryst”. Sådan skriver Grundtvig i sin salme ”I Begyndelsen var Ordet / var guddommeligt hos Gud” fra 1860/62 (Grundtvig 1984, 338). For at forstå, hvordan resonans eller ”genlyd” fungerer som en grundkim i Grundtvigs antropologi, må det indledningsvist være på sin plads at give en kort præsentation af Grundtvigs menneskesyn. Grundtvigs antropologi

24 ARTIKLER

Denne proces, i hvilken mennesket gennem sansningen bevæger sig fra en ren legemlig til en åndelig bevidsthed, kan beskrives som en resonanserfaring og er knyttet det, som Grundtvig forstår som menneskets gudbilledlighed. For Grundtvig er det nemlig afgørende, at mennesket ikke fuldstændig har mistet sin gudbilledlighed ved syndefaldet. Derimod mener Grundtvig, at Guds billede er delvist bevaret i menneskets indre efter faldet (Cappelørn 2004, 168; Grundtvig 1983, 277). Når Grundtvig derfor i sin salme fra 1860/62 bruger ordet ”genlyd”, udfolder han med et akustisk begreb, hvordan Guds billede er knyttet til menneskets indre. En lignende metafor for menneskets gudbillelighed er beskrevet i Grundtvigs salme ”Hvor skal jeg Guds Billed finde?” fra 1850/51. Her beskriver Grundtvig menneskets gudbilledlighed som et spejlbillede i sjælen (Grundtvig 1983, 276-277). Ifølge Grundtvig indeholder mennesket altså en refleksion af Gud, som fortsat er til stede efter faldet.

udfolder sig først og fremmest inden for en teologisk ramme, idet Grundtvig forstår mennesket som skabt af Gud i Guds billede (Iversen 2012, 98). Som skabning er mennesket en trehed af legeme, sjæl og ånd, hvor sjælen ifølge Grundtvig udgør menneskets selvbevidsthed (Tullberg 2015, 2.1). Sjælen er derfor den instans, som virker mellem ånd og legeme. Sjælens dobbelte forhold viser sig som et hierarkisk forhold, hvor sjælen på den ene side er underlagt ånden, og på den anden side hersker over legemet. Dette betyder helt grundlæggende, at sjælen ifølge Grundtvig virker mellem ånd og legeme, således at legemet bliver åndens sanselige redskab (Grundtvig 1997, 178). Dette viser sig ved, at mennesket gennem sanseerfaringen evner at komme til åndelig selvbevidsthed, hvilket ifølge Grundtvig er grundlæggende for, at mennesket kan forstå sig selv i sin helhed som legeme, sjæl og ånd skabt af Gud i Guds billede (Grundtvig 1997, 176).

Ved at beskrive menneskets gudbilledlighed som en refleksion eller genlyd, udfolder Grundtvig, hvordan mennesket i sjælen indeholder en klangbund eller resonans for det guddommelige (Cappelørn 2004, 140). Begge metaforer peger nemlig ud over mennesket som et lukket individ og henviser til en forbindelse mellem mennesket og den skabende Gud. På den måde udfolder Grundtvig med sine metaforer, hvordan mennesket er et resonansvæsen. En refleksion indeholder nemlig samme bevægelse, som er udtrykt ved resonans. At re-sonere (lat.: resonare) svarer i sin grundbetydning til at gen-lyde. Gen-lyd (re-sonans) er som akustisk fænomen en tilbagekastning af lyd, mens en re-fleksion i et spejlbillede er en tilbagekastning af lys (Gregersen 2021, 7; Rosa 2021a, 192). Både resonans og refleksion forekommer derved at være en

bevægelse af påvirkning (afficering) og tilbagekastning (emovering) (Rosa 2021a, 190). Når mennesket altså skal blive sig selv bevidst, beror denne erkendelse på Guds billede, som mennesket bærer i sjælen. Menneskets gudbilledlighed viser sig derved både at være middel og mål i det, som kan beskrives som Grundtvigs erkendelsesteori og som kommer til udtryk i den levende vekselvirkning.

Grundtvig opererer med en forståelse af, at der i historien har været to skabelser (Iversen 2012, 98). Den første skabelse forstår Grundtvig i overensstemmelse med 1. Mos 1,26, hvor mennesket skabes i Guds billede, mens anden skabelse består i menneskets genskabelse 1 i Kristus og er knyttet til dåben og ordet i gudstjenesten. Grundtvig knytter nemlig ordet til både skabelsen før faldet og genskabelsen i Kristus efter faldet. I genskabelsen peger ordet derfor tilbage på den første skabelse, hvilket også kommer til udtryk i Grundtvigs ”Mageløse Opdagelse” fra 1825 (Iversen 2012, 96). Med sin mageløse opdagelse, opdagede Grundtvig nemlig, at Kristus taler suverænt og skabende med ”menneskets tunge” i trosbekendelsen, indstiftelsesordene og Fadervor, som udsiges ved dåb og nadver (Iversen 2012, 9697). I genskabelsen er det således Guds skaberord, som talt af Kristus, genlyder i og gennem mennesket i kraft af gudbilledligheden. Grundtvigs genlydsmetafor betegner derfor ikke blot et ekko, men en modtagelse og påvirkning (af←fekt) af skaberordet, i hvilket mennesket ved dåben transformeres og svarer (e→motion) (Cappelørn 2004, 140). Genskabelsen opstår således i vekselvirkningen mellem Gud og Guds billede i menneskets sjæl. Når den levende vekselvirkning dækker over samme bevægelse som er udtrykt i Rosas resonans begreb, er det altså med udgangspunkt i sjælen, hvor Gud reflekterer sit billede.

25

1 I Niels Jørgen Cappelørns artikel ”Gudbilledlighed og syndefald: Aspekter af Grundtvig og Kier kegaards menneskesyn på baggrund af Irenæus” i Grundtvig-Studier behandles menneskets gudbilled lighed efter faldet. Her udfolder Cappelørn Grundtvigs forståelse af menneskets genskabelse i Kristus (Cappelørn 2004, 166). Genskabelsen udfolder han som ”(…) en art mellemproportional mellem for nyelse og nyskabelse, (…)” (Cappelørn 2004, 166). Gud skaber ikke et nyt menneske, men genskaber det faldne menneske. I Kristus bliver det gamle menneske således både ”fornyet” og skabt og den delvist tabte gudsbilledlighed genoprettes.

RESONANS SOM RELIGIØS GRUNDERFRARING HOS GRUNDTVIG

Når resonans bliver genskabende Rosas resonansbegreb dækker over en bevægelse af påvirkning og svar, som Rosa betegner som af←fekt (påvirkning/afficering) og e→motion (svar/emovering). Resonans forekommer, når et menneskes påvirkes, hvorved det føler sig bevæget, rørt og kaldet til at svare tilbage (Rosa 2021a, 190). Denne bevægelse viser sig i hos Grundtvig som den levende vekselvirkning og skal forstås i forlængelse af, hvad Grundtvig betegner som ”den anden skabelse”.

Ifølge Grundtvig beror sprogets kraft og mening på sanselige erfaringer, fordi det er, når ordet er knyttet til det sanselige og legemlige i mennesket, at det bliver levende og skabende (Korsgaard 1997, 31). Derfor knytter Grundtvig ikke alene hørelse, men også syn og følelse til genskabelsen i ordet og dåben. Det er derfor gennem sansningen, at mennesket bliver påvirket (af←fekt) således, at det transformeres og evner at se og erkende sig selv i sin helhed som Gud billede. Ordet må altså først høres, ligesom at vandet i dåben først må føles for at blive genkendt, set og forstået i sjælen som åndelige forestillinger (Jensen 1977, 80).

26 ARTIKLER

Af←fekt

Grundtvig forstår sjælen som den instans i mennesket, der virker mellem legeme og ånd, hvilket viser sig ved, at det legemlige og det åndelige lader sig forklare i sjælen (Grundtvig 1997, 176). I sjælen evner mennesket derfor at forstå det, som legemet gennem sanserne erfarer. Dette kan udfoldes på samme måde som Grundtvigs forståelse af øje og syn: Synet modtager gennem øjet, dvs. legemet, billeder i indbildningskraften, som er den modtagende instans i sjælen (Grundtvig 1997, 190). Indbildningskraften går forud for fornuften og er udgangspunkt for, at mennesket kan blive sig selv bevidst (Michelsen 1987, 22).

E→motion

Når den levende vekselvirkning har sit udgangspunkt i sjælen, viser sansningen sig som det første punkt i menneskets selverkendelse. Det er derfor først og fremmest gennem sanserne, at mennesket påvirkes (af←fekt). I dåben føler mennesket vandet, ligesom det hører Kristi genskabende ord. Guds billede er som refleksion i menneskets sjæl forudsætning for, at den levende vekselvirkning kan finde sted. Dette kommer bl.a. til udtryk i Grundtvigs mageløse opdagelse, hvor mennesket evner at ”genlyde” Kristi genskabende ord ved dåben og i gudstjenesten. Ved udsigelsen af ordet hører mennesket qua sansningen det udtalte skaberord og påvirkes (af←fekteres).

I sin artikel ”Hjertets gudbilledlighed” i Grundtvig-Studier udfolder Erik Krebs Jensen den levende vekselvirkning som menneskets ”hjertesamtale med Gud” (Jensen 1977, 79). At resonansrelationen viser sig som en hjertesamtale mellem Gud og menneske, har sit udgangspunkt i skabelsen. Grundtvig knytter nemlig kærligheden til den første skabelse, hvor Gud med skaberordet indgød kærlighed i mennesket sjæl (Grundtvig 1983, 277). Det er denne kærlighed, der som en poetisk følelse kommer til udtryk i genskabelsen i kraft af Guds billede i menneskets sjæl. Her viser kærligheden sig som en refleksion af Gud, fordi Gud er kærlighed. Ligesom i et spejlbillede påvirkes (af←fekt) mennesket af Guds skabende kærlighed, og reflekterer

RESONANS SOM RELIGIØS GRUNDERFRARING HOS GRUNDTVIG

En poetisk transformation

Når resonans opstår, påvirkes (af←fekt) et menneske (subjekt) af et udsnit af verden (objekt) således, at det forandrer sig i mødet med det pågældende objekt. Dette udfolder Rosa som punktet med transformation. I transformationen forandres mennesket og oplever en erfaring af levendegørelse, hvor objektet opleves transformeret (for subjektet) (Rosa 2021b, 33-34). Denne transformation er hos Grundtvig udtrykt ved poesien oprindelse i mennesket (Grundtvig 1997, 177). Poesien er knyttet til indbildningskraften, som er den instans i mennesket, hvor billeder og forestillinger dannes. Når indbildningskraften er præget af ånden, fremstår alt, hvad mennesket ser, som en billedlig beskuelse af tingene i deres åndelige forhold som skabt af Gud (Grundtvig 1997, 191). I genskabelsen ved dåben transformeres mennesket altså, til at se sig selv og verden i lyset af poesien. Dette kan også udtrykkes som, at mennesket i dåben genfødes med ”troens øjne” (Cappelørn 2004, 141).

Når mennesket i genskabelsen kommer i resonans med Gud, bliver tilværelsen og menneskets eksistens meningsfyldt og kommer til syne i sin rette skikkelse og form i kraft af poesien. Her forstår mennesket sig selv og verden i en kristen kontekst som skabt af Gud. Hos Grundtvig er det altså ikke alene objekterne dåb og ord, som

denne kærlighed tilbage i sit svar (e→motion) som taknemmelighed. Hvor svaret (e→motion) i resonansrelationen hos Rosa udtrykkes som en kropslig reaktion; en rødmen i kinderne, en kuldegysning, en svag ændring i menneskets blik mm., synes svaret (e→motion) hos Grundtvig at være bundet op på en erkendelsesmæssig proces, hvor mennesket bliver bevidst om sin egen skabthed. Derved kan resonansrelationen udfoldes som en erkendelsesmæssig bevægelse, hvor mennesket svarer Gud med kærlighed og taknemmelighed over at være til.

Grundtvig opererer med en treklang af indre sanser: indbildningskraft, følelse og forstand, som han knytter til treklangen poesi, kunst og videnskabelighed. De indre sanser: indbildningskraft, følelse og forstand virker indbyrdes (Jensen 1979, 38). Her bliver billederne, som mennesket danner i indbildningskraften, gennem følelsen til klare begreber i forstanden (Grundtvig 1997, 190). Dvs. at mennesket i forstanden kan erkende og forstå de billeder, som dannes i indbildningskraften. Fordi indbildningskraft og følelse går forud for forstanden, gør poesien mennesket i stand til at se og derved erkende Guds refleksion i sjælen (Michelsen 1987, 22). Mennesket evner derfor i lyset af poesien med troens øjne at se Guds billede i sig selv. Det Rosa altså kalder punktet med transformation, kalder Grundtvig ”Poesiens Oprindelse” (Grundtvig 1997, 177).

27

Resonans kan altså som afgrænset begreb bruges til at systematisere og udlægge et kristent menneskesyn, som det der gør sig gældende hos Grundtvig. Dette bliver netop tydeligt idet Grundtvigs begreb om den levende vekselvirkning udfoldes som bevægelsen af påvirkning (af←fekt) og svar (e→motion), mens poesien kan knyttes til punktet med transformation. Desuden fremgår det, at resonans hos Grundtvig er knyttet til gudbilledligheden i mennesket, og at mennesket derfor i kraft af Guds billede i sjælen er ”resonansdygtigt”.

Når mennesket altså gennem sansningen påvirkes af ordet og dåben, bliver det qua gudbilledlighedens åbenbaring i poesien henvist på skabelsen. Her viser gudbilledligheden sig både som middel og mål, idet den åbenbarer sig i indbildningskraften og gør mennesket i stand til at erkende sig selv. Den levende vekselvirkning udfolder sig derved som en resonansrelation mellem Gud og menneske, ved hvilken mennesket kommer til erkendelse om sig selv og forstår sig selv i lyset af poesien i en gensidig kærlighed til Gud. Altså viser det sig, at resonans i Grundtvigs menneskesyn kan udfoldes som menneskets gudsforhold og selverkendelse.Foratvende til det det først stillede spørgsmål: ”Hvordan kan vi bruge et sociologisk begreb som resonans i en teologisk kontekst?”, finder vi et muligt svar i sammenhængen mellem Rosas resonansbegreb og Grundtvigs levende vekselvirkning. Her forekommer det nemlig, at resonans kan udfoldes som en religiøs grunderfaring,

transformeres (for subjektet), men hele verden.

28 ARTIKLER

Resonans som en kristen erkendelsesteori Når Grundtvigs menneskesyn kan udlægges gennem Rosas resonansbegreb, er det fordi resonansbegrebet bygger på en art transcendens mellem subjekt og verden. Rosas forståelse af den resonante verdensrelation viser sig desuden som ”poetisk”, hvorved aspekter af romantikken fortsat virker ind i den nutidige ”(…) hverdags mest banale former (…)”, som Rosa selv skriver i sit værk Resonans (Rosa 2021a, 264).

At Rosa trækker tråde til romantikken, henviser til en verdensanskuelse, der også gør sig gældende hos Grundtvig. I sit opgør med samtidens rationalisme opererer Grundtvig med ideen om, at hjernen og tanken ikke alene kan komme til klaring over menneskelivet (Iversen 2012, 105; Jensen 1977, 80). For at mennesket skal komme til sand erkendelse, skal tanken arbejde sammen med følelsen, hvilket viser sig hos Grundtvig som et indre samarbejde mellem poesi, kunst og videnskabelighed i mennesket. Her kan også henvises til kærlighed, der hos Grundtvig udfoldes som et poetisk følelsesbegreb i forlængelse af romantikkens tænkning (Jensen 1977, 81).

RESONANS SOM RELIGIØS GRUNDERFRARING HOS GRUNDTVIG

Jensen, Erik Krebs. 1977. ”Hjertets gudbilledlighed”, i: Grundtvig-Studier, årg. 30 nr. 1, 65–96. https:// doi.org/10.7146/grs.v30i1.15655 Hentet: d. 28.12.2021

Cappelørn, Niels Jørgen. 2004. ”Gudbilledlighed og syndefald: Aspekter af Grundtvigs og Kierkegaards menneskesyn på baggrund af Irenæus”, i: Grundtvig-Studier, årg. 55 nr: 1, 134–178. https://doi.org/10.7146/grs.v55i1.16459 (44) Hentet: d. 28.12.2021

Jensen, Henrik Fibcek. 1979. ”Grundtvigs erkendelsesteori. Om forholdet mellem tro og fornuft i tidsskriftet »Danne-Virke« (1816-19)” i: Grundtvig-Studier, år 31 nr. 1. 29–65. https://doi. org/10.7146/grs.v31i1.15672 Hentet: d. 28.12.2021

Grundtvig, N.F.S. 1997. ”Om mennesket i verden” i En orm- en Gud. Om mennesket i verden. red.: Ove Korsgaard. Udg.: Odense Universitetsforlag.

Rosa, Hartmut. 2021a. Resonans. En sociologi om menneskets forhold til verden. Oversættelse ved: Peter Tudvad. Udg.: Danmark: Eksistensen (581).

Korsgaard, Ove. 1997. ”Om Grundtvigs kosmologi og psykologi” i: En orm- en Gud. Om mennesket i verden. red.: Ove Korsgaard. Udg.: Odense Universitetsforlag.

ved hvilken vi forstår os selv i en kristen kontekst. Når et moderne sociologisk begreb som resonans får en del opmærksomhed i blandt teologer, er det måske fordi, at resonansbegrebet synes at aktualisere en religiøs erfaring, som opstår i samspillet mellem det emotionelle og fornuften i mennesket. Resonansbegrebet kan altså virke til at aktualisere en forståelse af væren-i-verden, som vi allerede kender fra Grundtvig og hans poetiske menneskesyn. ■

Iversen, Hans Raun. 2012. N. F. S. Grundtvigs trinitariske folkekirketeologi i nordisk kontekst, i: Grundtvig-Studier, årg. 63 nr. 1, 89–108. https://doi.org/10.7146/grs.v63i1.16592 Hentet: d. 28.12.2021

Artiklen er en redaktion af Clara Fasting Prebensens bachelorprojekt fra efteråret 2021.

Gregersen, Niels Henrik. 2021. ”Resonans og trancendens: Når der bliver mere ud af mindre”, i: Kritisk Forum for Praktisk Teologi, Bind no. 163. https://www.kfpt.dk/ Hentet: d. 28.12.2021

Michelsen, William. 1987. ”Om Grundtvigs menneskesyn”, i: Grundtvig-Studier, årg. 39 nr. 1, 16–28. https://doi.org/10.7146/grs.v39i1.15981 Hentet: d. 28.12.2021

Rosa, Hartmut. 2021b. Det ukontrollerbare. Udg.: København: Eksistensen.

Litteratur

Grundtvig, N.F.S. 1983. ”No. 212, Hvor skal jeg Guds Billede finde?” i Grundtvigs Sang-Værk, Salmer og kristelige digte 1844-1855, Bind 4.1. Udg.: København: Gads Forlag

Grundtvig, N.F.S. 1984. ”No. 193, I Begyndelsen var Ordet / Var guddommeligt hos Gud” i Grundtvigs Sang-Værk, Salmer og kristelige digte 1855-1872, Bind 5.2. Udg.: København: Gads Forlag

Tullberg, Steen. 2015. ”Indledning til ”Om Mennesket i verden” i Grundtvigs Værker version 1.6. Pdf: %22:0}http://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/6990/0#{%220%22:0,%22v0%22:0,%22kHentetd.28.12.2021

29

I denne artikel er det min hensigt, i forenklet form, at antyde noget af det potentiale, der ligger i forbindelsen mellem Simone Weil (1909-1943) og Hartmut Rosa (f. 1965). Jeg vil pege på nogle af deres kernebegreber med henblik på at fremhæve, hvordan de kan komplementere hinanden i spørgsmål om intersubjektive forhold samt udfordringer, der truer den interpersonelle forbindelse.

2 Weil, Om læsning, s. 4.

I det korte essay Om læsning skriver Weil: ”Vi ved alle, at sanseindtryk er umiddelbare, brutale og behersker os gennem overraskelse.” 1 Hun nævner eksempler på hvilke indtryk det kan være: at komme til at brænde sig på noget eller et uventet slag, som rammer kroppen. Men der er også noget andet, som hun vil fremhæve, som kan ramme os helt uventet og give en kraftig rystelse, der som en bølge skyller over os. Det er ord og det er læsning: ”Sorte tegn på et hvidt stykke papir er noget fuldkommen forskelligt fra et slag i maven. Men nogle gange er virkningen den samme.” 2 Ordenes mening griber eller taber os. Ord og læsning bærer en kraft med sig, som kan ramme

30

Weils værker beskæftiger sig med menneskets væren i verden ud fra en religiøs, filosofisk og politisk position. Kernepunkterne som Weil inderligt udfolder igen og igen gennem sit forfatterskab, omhandler en hengiven opmærksomhed overfor det andet menneske og dets lidelse, decentrering af selvet, en kritisk og selvstændig stillingtagen til omverden samt magt og kontrol som ødelæggende og dehumaniserende kræfter.

Rosas sociologiske teori om resonans danner et frugtbart udgangspunkt for en refleksion over moderniteten og de udfordringer, som selvet og det interpersonelle forhold står med i dag. Den mellemmenneskelige forbindelse er ifølge Rosa, truet af netop nogle af de problematikker, som Weils forfatterskab udforsker. Jegets forhippelse på at kontrollere og dominere omverden, optimeringen og accelerationen af alle forhold- inklusive selvforholdet- er noget af det, som i stedet for at skabe en relation til verden, skaber en stum afstand til den. Omverdenen bliver som en modstander, som skal tæmmes og bekæmpes, hvilket resulterer i fremmedgørelse og aggression. I forsøget på at have uindskrænket kontrol over alt, risikerer det almægtige individ også at blive fremmedgjort overfor sig selv.

Den, der har ører, skal høre! Genklang mellem Hartmut Rosa og Simone Weil af ph.d.-studerende Joanna Mikolajczyk Winterø

1 Weil, Om læsning, Oversat af Louise Bundgaard, Aleatorik, 2020. s. 3.

En decentrering og desorientering af egoet er et øjeblik af kontroltab for det føromtalte almægtige individ, når et resonant møde indtræffer. Det er et øjeblik uden hverken selvopretholdt momentum, forudindtagethed eller tryghed i den position, hvor verden er tilegnelig og håndgribelig. Det vi higer efter, ser ud som om det kommer på afstand, mens det i virkeligheden egentlig først er nu at vi forbindes til det. En omvej bliver til en egentlig genvej.

5 Resonans sker ikke kun mellem mennesker. Resonans har forskellige akser. Den horisontale akse er den sociale og sker mellem mennesker; der er også en diagonal akse, hvor resonans sker med den materielle verden, fx. arbejde, sport, madoplevelser samt den vertikale akse, hvor det er religiøse eller eksistentielle forbindelser.

3 Jeg håber ikke at det er tilfældet for læseren af denne artikel!

Der er et potentiale for en lille forskydning fra vores faste grund til en vibrerende grund. En forskydning som desorienterer, løsriver os fra vores centrum, vores ego. Når vi siger jeg, er det en måde at organisere verden omkring os på, men når den anden kalder os med sin værens mening, forskubber det vores centrum. Hvad enten det bliver mere sløret eller mere klart, så ser vi horisonten fra en anden vinkel. Dette vibrerende møde mellem os og den anden, er det som med Rosas terminologi, kan kaldes for resonans. 5 Resonans er et medie der skaber vibrationen mellem to punkter. Rosa kalder det også for et brobyggende begreb mellem kontraster: ånd og krop, legeme og sjæl, os og verden.

31

Via mediet som skrevne ord formidles på, bliver afsenderen gjort os lidt fjernere end hvis vi stod direkte overfor vedkommende. I et konkret møde er ”læsning” af den anden en direkte udveksling - vi står ansigt til ansigt med et menneske hvis udtryk indleder en samtale. Vi inviteres til at læse den andens tegn og svare. Her brydes tekstlæsningens form, for her bliver spændingsfeltet, mødet, et virkeligt og levende. I det konkrete møde med det andet menneske er vi mere blottede og kan umiddelbart ikke skjule os og holde et papir, blad eller en skærm foran ansigtet. Den andens sagte ord og kroppens ord rammer os. I et kort øjeblik inviteres vi til at bemærke og blive overraskede over hans eller hendes udtryk.

DEN, DER HAR ØRER, SKAL HØRE!

os dybt, dér hvor vi ikke forventede at blive ramt. Ord og læsning kan selvfølgelig også det modsatte- de kan synes ligegyldige og føles som tidsspilde 3. Skrevne ord har en afsender, som er forfatteren, hvis kald, i form af den skrevne henvendelse, besvares med vores læsning. Men når vi skuer op fra bogen, avisen eller skærmen læser vi ikke blot ord, men også ”Himlen, havet, solen, stjernerne” 4 skriver Weil, det vil sige verden og dermed menneskerne omkring os. Ligesom bogstaverne- de sorte tegn på det hvide papir, er menneskerne i sig selv, i deres fysiske fremtræden, en form for etui, som indeholder en dybere mening, som kan gribe os, når, eller hvis, vi lader os fordybe i dem.

4 Weil, Om læsning, s.7.

Resonans er ikke kun en følelse af good vibrations. Forbindelsen sker også dér hvor minder eller oplevelser vækker sorg, smerte, eftertænksomhed eller anger. Resonans er nemlig en forbindelse til det, som vi ikke selv kan skabe, en forbindelse til det noget, som trækker i os samt peger på og minder os om, at vi ikke er her alene for og med os Resonansselv.sker

ikke ved et passivt møde med det andet menneske eller verden, men derimod i en udveksling, nemlig når noget ydre kalder og vi svarer. Det er en udveksling af kald og svar, hvor begge parter engagerer sig. Vi kan ikke skabe resonans autonomt, men er dybt afhængige af det andet menneske. Vi inviteres således ind til at være en del af en vibrerende forbindelse: vi bevæges før vi selv bevæger. Forbindelsen til verden har et vigtigt element af heteronomi, og resonans medfører derfor en momentært indskrænket suverænitet. Her møder vi den utilegnede og fremmede verden igennem dens bud og kald, hvis uendelighed af ukendte muligheder kan skabe resonans. Resonanserfaringer har et ”iboende moment af utilgængelighed” 6, hvilket betyder at de er flygtige og uhåndterbare og at de for eksempel ikke kan lagres ellerLæsning,opspares.som Weil fremhæver, forgår heller ikke passivt. Vi tillægger det læste egne erfaringer og vores perception af omverden. Weil bruger begrebet arbejde omkring læsning, når hun ønsker, at vi også gør os åbne og frie for vaner og forudindtagethed. Arbejdet er den umage, der ligger i at være opmærksom og tilstede, og som gør at læsningen af verden bliver en individuel og reflekteret modtagelse, som er villig til at udfordres og overskride egne horisonter. Sådan kan resonans med det skrevne eller menneskelige opstå. For at kunne gribe resonansmuligheden i mødet med den anden og verden, er enhver oprigtig umage et vigtigt arbejde. Vi er som sagt ikke initiativtagere til vores egen resonanserfaring, men kan gøre os mere eller mindre åbne overfor den, hvis eller når den rammer os.

Det kræver altså ikke kun de fysiske ører men også et vist gehør at kunne høre kaldet udefra. Gehør kan trænes og forfines ved en kontinuerlig opmærksomhed over for verdens lyde: skrig, grin, suk, susen, gråd. Dog forudsætter resonans at ens egen frekvens bevares i lydhørheden. Vi skal kunne høre med egne ører, men skal også kunne svare med egen stemme, der er i overensstemmelse med, hvem vi er. Rosa understreger at man kan åbne sig for radikalt eller tabe sig til verden. Det kunne være en overstimuleret higen efter at netop gerne ville finde en forbindelse, en febrilsk, desperat og ukritisk famlen efter at opspore og tvinge oplevelser til at give mening dér, hvor der er for brug for dem i vores liv. Dette tab beskrives som en konturløs

32 ARTIKLER

6 Rosa, Resonans. En sociologi om forholdet til verden. Oversat af Peter Tudvad,Eksistensen, 2021. s. 201.

I’ll give a little bit

væren, der minder om at være et ekko af verden.

DEN, DER HAR ØRER, SKAL HØRE!

– Supertramp. ■

Oh, take his hand, you’ll be surprised

Rosa påpeger: ”Forestillingen og ønsket om og begæret efter at kunne kontrollere verden er den kulturelle motivation i alle de livsformer, vi kalder moderne.” 9 For når vi kæmper med at få kontrol over alt i vores omgivelser, så bliver mødet med verden en kamp, og verden møder os som ”aggressionspunkt” 10

I’ll give a little bit of my life for you So give a little bit

Det moderne samfunds radikale udvikling, hvor det altid er i vækst og acceleration, udfordrer vores resonansmuligheder, og både Weil og Rosa udlægger og tilbyder en anden måde at være i verden på. Hensigten er en livsførelse, der emmer af et overskud af vibrerende relationer og ikke et overskud af goder, magt og privilegier. Der er efter min mening grobund for et resonant møde mellem Weils og Rosas værker, som kan give et nuanceret og nutidigt bud på, hvordan vi (gen)skaber en forbindelse til omverden og især det andet menneske.

10 Rosa, Det ukontollerbare, s. 9.

9 Rosa, Det ukontollerbare. Oversat af Hanne Sander, Eksistensen, 2020. s. 7.

33

8 Weil, Iliaden eller styrkens digt, s. 5.

Give a little bit of your time to me See the man with the lonely eyes

En sådan konturløs, uoriginal og ukritisk efterligning af den verden vi møder, advarer Weil også om i blandt andet læsningen. Hendes fokus på hvad netop læsning, ord og narrativer kan gøre ved os, udfolder hun i det korte essay ”Iliaden eller styrkens digt”, som over Homers epos peger på, hvad der er på spil i dette narrativ. 7 Der er ingen helte eller tabere i fortællingen. Den eneste sande helt og hersker i Iliaden er styrken. Menneskerne bekriger hinanden for at besidde styrken, men den er ukontrollerbar. I forsøget på at bemægtige sig styrke som magt og kontrol, overmandes de: ”Menneskets sjæl bliver uundgåeligt påvirket af sit forhold til denne styrke, revet med, blændet af de kræfter den mener at råde over, tvunget til selv at bøje sig for styrken.” 8

Iliadens kampe hører ikke blot historien til, men foregår i lige så høj grad i dag.

7 Weil, Iliaden eller styrkens digt. Fremragende oversat af Andreas Vermehren Holm. Forlaget Virke lig, 2019.

af stud.theol. Niels Hvelplund

Ikke desto mindre fortsætter Härle herefter med at klargøre, hvordan Unver fügbarkeit bliver anvendt teologisk hos Bultmann. Her lister han en lang række synonymer og begreber op som kvalificering af antonymerne Verfügbarkeit og Un verfügbarkeit for derved at indfange begrebets facetter hos Bultmann. Jeg vil her kort opridse fem af dem:

34

Hartmut Rosas bog Unverfügbarkeit er at betragte som en forkortet udgave af hans populære bog Resonanz. Her forsøger Rosa at give et svar på, om der findes en anden holdning til verden end det i det moderne samfund herskende fokus på vi denskabelig og økonomisk optimering. Unverfügbarkeit er så at sige en omskrivning eller videreudvikling af hovedtesen i Resonanz, hvor det gøres klart, at menneskets trang til at ville forføje over tilværelsen kan resultere i en “død verden”, hvor reso nanserfaringer umuliggøres. Det er imidlertid interessant, at Rosa i bogen nævner, at begrebet Unverfügbarkeit har teologiske rødder, og at det stammer fra den tyske teolog Rudolf Bultmann (1884-1976). Det følgende vil være en kort skitse af, hvad Bultmann forstod ved begrebet, idet der tages udgangspunkt i den tyske systemati ker Wilfried Härles artikel Rudolf Bultmanns Theologie der Unverfügbarkeit. 1

1 Härle, Wilfried (2010): “Rudolf Bultmanns Theologie der Unverfügbarkeit”. I: Christof Land messer m.fl.: Rudolf Bultmann (1884-1976): Theologe der Gegenwart. Neukirchen-Vluyn: Neukircher Verlag, 69-86.

Bultmann og Unverfügbarkeit

Härles tese er, at begrebet Unverfügbarkeit er det begreb, der bedst kan sammenfatte Bultmanns overordnede opfattelse af talen om Gud og den menneskelige eksistens. Han starter med at redegøre for et noget forbløffende faktum, at det er muligt, ud fra hans kendskab, at hævde, at Bultmann rent faktisk var den første, der brugte begrebet. Herefter kommer han ind på et aspekt, som også for en dansksproget læser er interessant, nemlig spørgsmålet om oversættelse. Hvordan oversættes Unverfüg barkeit? Härles peger på, at det, der kan være svært ved en oversættelse, er at gengive og bibeholde de betydningsnuancer begrebet indeholder, men at den mest gængse oversættelse er “beyond our control” eller “beyond our reach”. Det skal her tilføjes, uden videre at konkludere noget håndfast, at man med den danske oversættelse af Unverfügbarkeit til “det ukontrollerbare” netop har bevist oversættelsens udfor dring. Kunne man forstille sig at rehabilitere det gamle danske ord “at forføje”?

1. Ud fra Bultmanns tekst Welchen Sinn hat es, von Gott zu reden? hævder Härle, at dikotomien “reden über” og “reden von bzw. aus” kan placeres under henholdsvis Verfügbarkeit og Unverfügbarkeit. Her skal forstås at den distancerende og objektiverende tale om Gud, som “reden über” er garant for og som ikke er i stand til at indfange Guds virkelighed og den menneskelige eksistens, skyldes menneskets trang til at ville forføje over disse, hvor en “reden von bzw. aus” kræver, at mennesket forstår, at en sådan tale kun sker i trosafgørelsen af Guds handlen med mennesket.

3. Bultmanns forhold til Heidegger og filosofien bibringer ifølge Härle endnu en betydningsnuance til begreberne. Her fremføres det, hvordan Bultmann mener, at filosofien i sidste ende ser mennesket som egenmægtigt, mens teologien for står menneskets liv som skænket. Dermed står filosofien for Verfügbarkeit i den forstand, at den tilskriver mennesket en evne til at forføje over egne livsvilkår, hvor teologien står for Unverfügbarkeit, idet mennesket ikke kan forføje over det af Gud skænkede liv.

4. Gud og Guds åbenbaring er for Bultmann absolut unverfügbar; mennesket kan ikke forføje over Gud og åbenbaringen. Härle hævder imidlertid, at der her sker noget afgørende i Bultmanns teologi. For idet Gud ved sin åbenbaring mø der mennesket og åbner for fremtiden, forføjer Gud over mennesket således, at Gud lader mennesket være i stand til at kunne erkende sandheden, dvs. at Gud skænker mennesket frihed. Hermed er forholdet vendt på hovedet: Mennesket forsøger ikke længere at forføje over Gud ved myter eller ønsketænkning, men lader Gud forføje over sig; lader Gud være Gud.

5. Troen er det sidste Härle forsøger at anskue ud fra begreberne Verfügbarkeit og Unverfügbarkeit. Mennesket kan ved første øjekast ikke forføje over troen, da det udelukkende er Gud, der skænker den. Men da troen for Bultmann også er

2 Bultmann, Rudolf (1984): Glauben und Verstehen IV, Tübingen: Mohr Siebeck, 131 (egen over sættelse).

35 BULTMANN OG UNVERFÛGBARKEIT

2. I forbindelse med afmytologiseringsdebatten skriver Bultmann i 1963: “I den uegentlige eksistens forstår mennesket sig ud fra den forføjelige [verfügbaren] verden, i den egentlige eksistens forstår det sig ud fra den uforføjelige [unver fügbaren] fremtid”. 2 Således fremhæver Härle, at det er muligt at se en sammenhæng mellem Verfügbarkeit/Welt og Unverfügbarkeit/Zukunft. Der er her tydelige paralleller til Heideggers eksistensfilosofi, idet man kan se menneskets egentlige eksistens som fremtidigheden, mens verden forstås som det uegentlige das Man. I Bultmanns teologi realiseres den egentlige eksistens dog kun i troen på det kristne budskab.

funderet i en tildelt vished, som er et lydigt svar på Guds tiltale, indeholder den også en form for Verfügbarkeit. Mennesket kan altså så at sige ikke selv ‘etablere’ troen, men da det nu engang er mennesket, der tror, omgås det i en vis grad med troen. Heri består ifølge Härle en asymmetri, som han ser som en styrke i Bult manns teologi. Den anerkender mennesker som skabte, endelige personer, for hvilke sandheden åbenbarer sig, hvormed den skal erkendes og gøres gældende. Samtidig er der mulighed for at mennesket kan afværge denne sandhed, fordi sandheden aldrig er tvingende. “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,32).

Den kort skitserede gennemgang af Bultmanns forståelse af Unverfügbarkeit, viser at forståelsen af sikkerhed i Bultmanns teologi generelt er meget betydningsfuld. En sådan indgangsvinkel til Bultmanns teologi kan muligvis være med til at rydde nogle misforståelser af vejen. Her skal forsøges nuanceret et par stykker:

1. Afmytologiseringen vil fjerne myterne for dermed at intellektualisere og relativere det kristne budskab

Anerkender man, at Bultmanns ærinde først og fremmest er at pege på menneskets trang til at skabe sig sikkerhed, så tydeliggøres afmytologiseringens funktion. Afmytologiseringen var et forsøg på at videreføre Luthers refærdiggørelselære, idet Bult mann ville gøre det klart, hvor ofte mennesket forsøgte at ville forføje over tilværelsen ved at objektivisere og reducere den. Således skal forstås, at ‘myterne’ i de bibelske tekster er et forsøg på, fra menneskets side, at gøre noget transcendent immanent. Guds indgriben i verden bliver i myten symboliseret ved naturfænomener; en tran scendent kraft bliver altså objektiviseret eller rationaliseret på menneskenes vilkår. For mig at se, handler det ikke blot om, at et ‘moderne’ menneske ikke kan tro på sådanne mytiske forestillinger, det handler først og fremmest om, at mennesket ved sin trang til sikkerhed og vished reducerer gudsbegrebet. Gud bliver pakket ned i en kasse med titlen ‘myte’ og gemt op på loftet. Bultmann fastholder derimod, at det menneske, der tror på Gud, må forstå, at det ikke er op til vedkommende at afgøre, hvordan Gud handler. Heri ses også paralleller til Løgstrups suveræne livsytringer, der kommer bag på mennesket og Rosas resonansbegreb, som fordrer menneskets receptivitet.

En anden forenkling af Bultmanns teologi er, at hans opgør med den liberale teologis

36 ARTIKLER

2. Bultmanns kristologi er doketisme

Jesus-forskning, ender med at fjerne alt guddommeligt ved Jesus. Kritikken lyder bl.a.: “Fordi Jesus betyder noget for mig, er han Gud”. For Bultmann var problemet med Jesus-forskningen, at den ville finde frem til håndgribelige beviser for den historiske Jesus’ ageren for derved at have et ‘faktum’ eller et ‘mirakel’, som troen kunne basers på. Her støder vi på samme problem, nemlig, at mennesket med ‘videnskabelighed’ forsøger at forføje over Guds handlen, fordi det ikke er rart, at tro på noget man ikke har set. Bultmanns trosbegreb er ikke et sacrificium intellectus, som Härle netop slår fast ved at bekrive den asymmetri, som viser, at Bultmanns teologi åbner snarere end lukker. Jesus’ guddommelighed består i, at han ved åbenbaringen og korsfæstelsen er Kristus, Guds nådige handling med mennesket. Dette er en åb ning, fordi det ikke dikterer nogen lære eller etik, men fordi det peger på det enkelte menneskes forståelse af sig selv og verden. Troen på Kristus er et afkald på sikkerhed, men ikke på forståelse og derfor er Bultmanns teologi anti-totalitær. Som luthersk teologi fordrer den en konstant overvejelse over menneskets syndighed, simul iustus et peccator, som bevarer den spænding, der gør, at mennesket ikke falder ud i enten absolutisme eller nihilisme.

Hermed er givet et forsigtigt bud på, hvordan Bultmanns begreb Unverfügbarkeit kan være med til at kaste lys over dennes teologi. Den egentlige udfordring består i ikke at vide sig sikker for der igennem at reducere og forenkle. Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere, om nærværende artikel lever op til dette ædle princip. ■

37

BULTMANN OG UNVERFÛGBARKEIT

Åbent redaktionsmøde den 6. april kl. 12-13 i fagrådslokalet. Ellers kontakt redaktionen på mail: arken@teol.ku.dk

Vil du med ombord på Arken?

Mellem brands og dannelsesidealer – Om de gamle fakultetssegl, især det teologiske af cand.theol. og ph.d.-studerende Peter Brylov Christensen

39

Dette er selvfølgelig meget at bede den enkelte om at få totalt overblik i, selv endda blot for ens eget fag, men det er så netop her, at logoerne får deres eksistensberettigelse: De er som symboler i stand til at bære det samlede narrativ om de enkelte fakulteter og deres individuelle særpræg. Man kunne med en vis ironi kalde dem vores respektive brand stories, så det flugter med New Public Managements sejrsgang i stort set samtlige offentlige institutioner, omend jeg foretrækker at se dem som symbolske billeder på vores specifikke dannelsesidealer. For der er noget selvmodsigende ved at gøre et ideal til et produkt for markedsføring. Men hvorfor røg logoerne ud på trods af disse kvaliteter? Og hvorfor kun én brand story tilbage, og hvad fortæller den?

Jeg må straks undskylde for den smarte titel. I virkeligheden kunne der lige så godt have stået ”Det teologiske fakultetssegls semiotik” eller ”symbolik”, men det ville omvendt nok have trukket det i retning af en rent historisk gennemgang. I stedet vil jeg her – et par år efter december 2019, hvor Københavns Universitet administrativt smed alle logoerne på møddingen – ikke kun skitsere rammerne for, hvad der lå til grund for denne gennemgribende brand-revision, men også logoernes fortsatte potentielle værdi for fakulteterne, og om der derfor ikke var en idé i at hive dem op af graven?Sidstnævnte spørgsmål er i sagens natur retorisk, i og med jeg netop har arbejdet på dette som Nebengeschäft ved siden af min afhandling – omtrent lige siden jeg fik blik for problemstillingerne ved mit eget fags historiske baggrund og rammer, altså den gammeltestamentlige bibelske eksegese i samspillet med hjælpedisciplinen semitisk filologi. Derefter kom så hele Københavns Universitets historie og kultur med i ligningen: Den overordnede fællesnævner for alle disse ting stammede nemlig fra et ønske om at forstå det helt store, hvorfor vi fx på Teologi uddannes, som vi gør. Med andre ord: Viden om universitetet og de enkelte fakulteters og fags beskaffenhed gennem historien fortæller os ikke bare om deres kerne. Det siger ligeledes noget om lighederne og ikke mindst forskellene ift. de andre fakulteter. Og det siger især noget om, hvem vi er i det, da vi som studerende eller ansatte ligger i forlængelse af den kontinuitet. Tidsnok kan studiet slet ikke undgå at sætte aftryk i den enkelte.

Ifølge KUnet-opslaget ”KU – nu med kun ét logo” var argumenterne for at sløjfe

Brugen af det røde logo nævnes imidlertid heller ikke med ét eneste ord i KUs Strategi2023, ikke engang ifm. det fjerde fokuspunkt i deres branding, hvor det understreges, at KU er Ét samlet og fokuseret universitet. Omvendt fremgår det tydeligt fx i fundatsen af 1539 (uden sammenligning i øvrigt), at det var rektors opgave at passe på logoerne, her i form af sølvsigneter, som blev sikret i et aflåst skab. Når signeterne skulle bruges til at forsegle noget, skulle det helst ske med rektor som vidne, og de skulle derefter straks bag lås og slå igen. Her var symbolkraften på sit højeste.

dem bl.a. at signalere indad- og udadtil, at der nu er tale om ét samlet universitet, mens de gamle logoer forvirrede de studerende: Har den blå noget med bachelor at gøre? lyder typiske kommentarer. Her må jeg indskyde, at de studerende på ingen måde er så håbløse, som opslaget indirekte gjorde dem til: Efter lidt oplysende feltarbejde via Facebook ovre hos naboen på Det Juridiske Fakultet, var det en smal sag at gøre de studerende opmærksomme på deres logos historie, og hvad det (stadig!) har med dem at gøre. De kunne, ikke overraskende, sagtens se sig selv i det – de skulle bare lige have historien herom først. Det fik endda så meget medvind, at det endte med et trykt indlæg hos Karnov Group om netop jurastudiets logo, samt deres kandidatdimission med os som muligt forbillede. Om de så genindfører brugen af logoet i en eller anden form, må tiden vise.

I det hele taget gik udskiftningen bemærkelsesværdigt stille for sig, så logoerne har ikke været præsente i længere tid, og slet ikke i nok grad til at nogen sloges for dem i tide. Den løbende formidling om dem har derfor ikke været tilstrækkelig. På nær to artikler fra Universitetsavisen, som undersøgte bevæggrundene til udskiftningen og genkendeligheden af det tilbageværende røde logo i befolkningen, var der, mig bekendt, ikke andet om sagen dengang. For mit eget vedkommende må jeg sige: (forhåbentlig) bedre sent end aldrig.

40 ARTIKLER

Og videre endnu: Selvom de seks fakultetslogoer som udgangspunkt har haft samme geometriske 'ramme', formidler de ikke udadtil, hvor 'budskabet' kommer fra og: Ét logo er let at huske, det signalerer fælleskab og at vi kommer fra samme universitet. Det samme problem, må man sige, gælder lige så meget det overlevende røde logo, der i øvrigt ikke symboliserer fællesskab som sådan, men Christian den tredjes genoprettelse af universitetet efter reformationen. Intet symbol betyder i yderste instans noget som helst for nogen, hvis der ikke formidles om dem en gang imellem. Ikke alle, men nogen skal holde kontinuiteten i live. Hvis problemet er mangel på forståelse, er løsningen oplysning, ikke at fjerne det, man ikke forstår. På et universitet fremstår en sådan handling særligt paradoksal.

MELLEM BRANDS OG DANNELSESIDEALER

Spørgsmålet er så, hvad de rette sammenhænge kunne være for at indpode bevidstheden om logoet og dets symbolik i de studerende. Et oplagt bud ville være første dag på rusturene (for så vidt forholdene måtte tillade dem), da man i forvejen skal vænne sig til en ny identitet som universitetsstuderende. Ét par henkastede bemærkninger første dag kan selvfølgelig ikke gøre det, da en personlig tilknytning givetvis kræver en personlig årsag – og her har Det Teologiske Fakultet allerede et helt unikt initiativ med førnævnte kandidatdimission, nemlig uddelingen af såkaldte reversnåle med logoet støbt på.

41

Men hvad siger vores logo så om os teologer? I sin seneste form stammer det fra 2002 og er designet af Kontrapunkt, men er mere eller mindre baseret på det ældst kendte segl fra universitetets genoprettelse i 1537. Sådan gjaldt det også for to af de tre øvrige gamle fakulteter, Filosofi (i dag Humaniora) og Jura. Hertil må det også bemærkes, at samtlige fakultetslogoer på nær det juridiske i nogen grad har haft delvist skiftende billedsymbolik, men det er der såmænd ikke noget odiøst i, da det ikke paradigmatisk vælter narrativerne om, hvad fakulteterne hver især står for. Det ældste teologiske logo havde (formentligt) en due, hvis ikke ørnen ”der skuer det himmelske lys”, men uden stjernerne. I stedet for stjernerne foroven, var der en bog, Bibelen, forneden. Efter Københavns brand i 1807, lavede man et genoptryk af logoet, der stadig afbildede en due – igen for så vidt denne ikke var en ørn – men i 1919 blev logoet reelt opdateret; nu var der de 10 stjerner, men fuglen lignede her endnu mere en ørn. Først i 2002 afbildes duen utvetydigt og med stjernerne. Det teologiske logo anno 2002 med de ti stjerner og duen er hhv. symboler på De Tid Bud og Helligånden, dvs. Det Gamle og Nye Testamente. Alt andet lige er vores ideal, dengang som nu, at vi på Teologi har godt styr på hele Bibelen og dermed også dens reception, altså kristendommens verden. Følger man denne tanke helt til dørs, er det med andre ord teologernes opgave at varetage og formidle vores civilisations kulturelle sjæl og identitet, der gennem Bibelen som det centrale litterære knudepunkt strækker sig flere tusinde år tilbage (faktisk til civilisationens begyndelse i den gamle nære orient) og frem til tiden i dag. Med dette in mente giver fx teologistudiets omfattende faglige bredde meget god mening.

Ophavsmanden til denne konstellation fra 2009 skulle have været den dengang siddende dekan, Steffen Kjeldgaard-Pedersen. I 2016 blev nålen undtagelsesvist også givet til bachelorer, men derefter var det igen kun kandidater, som fik dendette frem til 2019, hvor alle logoerne på KU skulle udfases ved udgangen af året. Men i efteråret 2021 blev traditionen genoptaget per forespørgsel til dekan Carsten Selch af bl.a. undertegnet, men foranlediget af adskillige nuværende og dimitterede

studerende. Det, der jo også gør nålen til noget specielt, er, at man i modsætning til det øvrige KU-merchandise slet ikke kunne købe den. Man fik den først, når man havde gjort sig fortjent til den, helt som var det ens eksamensbevis – der desværre nu sendes over e-boks. Så meget desto større grund til at anvende logoet og dets dertilhørende symbolik, så dimissionen ikke bliver en rituelt tom fornøjelse. Derfor skal en særlig tak lyde til de studerende for deres opbakning og ikke mindst Carsten for at holde døren på klem for vores gamle logo og for at holde det i hævd, der gør vores dimission til noget særligt.

42 ARTIKLER

Alt andet lige er logoerne og deres bagvedliggende idealer ikke en dødsejler, hvis viljen er der til at holde bevidstheden om dem i live. Teologerne og juristerne har i hvert fald givet udtryk herfor. Og det er mit beskedne håb, at de øvrige studerende på de andre fakulteter måtte have det på samme måde. ■

Studenterrådet arbejder for at styrke det sociale miljø, udvikle det faglige indhold og ændre de politiske rammer.

Arken #170 er støttet af Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Læs mere på srku.dk

Jeg kan godt lide, at de sidder under et træ. Skyggen kærtegner deres ansigter. Den forstår sig på deres ryghvirvler. Den nænsomhed er virkelig, jeg kan se det. Jeg kan lide, at de glemmer at tænke på den. De tager imod nogens tid. Jeg kan godt lide, at jeg lige nu kan se sommerfuglene. Pollenstøvet. De kigger på det. Solsikkerne. Nogens blomster står i græsset. Jeg ryster lidt. Jeg kan lide, at de har samme toneleje, når de griner. De ankommer rislende i hinanden. Det blæser en smule. Deres øjne ligner havet. Skumsprøjt og stjernestøv er i noget sand. Blodbøgen er vægtløs på en elefantagtig måde. I nat er et sted under månen. Skyggerne lyser. De rejser sig, de er i solen. Jeg giver dem ingenting. Egebladene. Jeg kan godt lidt, at de ikke slipper hinandens hænder.

DEBAT

Og så alligevel. De to møder hinan den, hvor det politiske søges forankret i noget ”dybere” eller ”højere” før-poli tisk, eller hvor teologien søges konkre tiseret og udmøntet i praksis. En sådan

At sammenligne teologi og politik –det er som at sammenligne … ja, hvad? Pærer og bananer er trods alt frugter, entiteter i tid og rum af nogenlunde samme ontologiske rangorden. Sådan er det ikke med teologi og politik. Sagen er jo, kunne man hævde, at teologien har at gøre med noget ganske anderledes absolut end det politiske og relati ve. Mens teologiens tale om Gud angår menneskets eksistentielle grundvilkår og forhold til en sandhed, som ikke er af denne verden, handler det politiske i sit grundbegreb om noget så nøgternt og dennesidigt som samfundets indretning og praktiske anliggender.

Om ”forholdet mellem teologi og politik” – radikalitet og ortodoksi af ph.d. i filosofi, patristiker Johannes Aakjær dobbelt-bevægelseSteenbucherikke

Negativ politisk teologi Snarere end at være et afkald på teolo gisk forankring er sekularismen måske lige så meget en tildækning af denne forankring. Den sekularisme, der ikke vil vide af en teologisk forankring af det politiske, forankres i selve forkastelsen af teologien – nihilistisk, om man vil, i en uerkendt meontoteologisk ophøjelse af

46

Oplæg til debat: Politik og teologi Redaktionen vil gerne lægge forholdet mellem teologi og politik op til debat. Vi bringer en introducerende artikel af ph.d. i filosofi og patristiker, Johannes Aakjær Steenbuch, samt en prædiken fra efteråret 2021, der i sin udformning demonstrerer nogle af de forbindelser, Steenbuch i sin artikel tegner op. Således er der denne gang tale om en debatsektion uden debatindlæg. I stedet for at indholdsbestemme forholdet mellem teologi og politik, forsøger vi at eksemplificere forholdet selv ved i to etaper at ridse konturerne for dets bevægelse op.

til at komme uden om. Prøvestenen for den gode teologi er som bekendt den rette praksis (Matt 7,17), ligesom det politiske altid vil forsøge at legitimere og retfærdiggøre sig med reference til højere principper –i sidste ende af teologisk karakter, trods al oplysningsmytologi og sekularisme. Spørgsmålet er ikke om der består et forhold mellem teologien og det politiske, men hvad dette forhold består i.

Det gælder mest åbenlyst teologiske grundbegreber som evangelium, ekklesia og Guds rige, der i deres oprindeli ge kontekst har haft en tydelig politisk klang. Det er der sagt rigeligt om. Her er det nok at bemærke med Jürgen Molt mann, at Jesus næppe blev korsfæstet for et politisk ufarligt budskab, men tvært imod fordi han blev set som en trussel mod den politiske status quo. Det kun ne man så indvende var en misforståelse, og at Jesus ikke havde i sinde at sætte sig op mod myndighederne. Jesus taler de religiøse og politiske eliter midt imod, dog uden at sætte et religiøst-politisk alternativ i stedet. Teologiens grundbegreber er altså nok politiske, men ikke i nogen ligefrem, operationaliserbar for stand. Misforståelserne ligger lige for. I dag kan en kirkelig aktivisme nok ærgre sig over, at teologien i for stort omfang har afpolitiseret sine begreber og derved afskåret sig fra at tale politisk. Men skal teologien så forsøge at forankre det poli

tiske teologisk for at legitimere sig selv? Ikke hvis vi med ”forankring” forstår en direkte deduktion af politiske værdier og normer fra positive teologiske princip per. En sådan deduktion er næppe mulig eller ønskværdig.

I klassisk teologi fra det andet århundrede og frem findes en apofatisk teologi, der lægger vægt på ”den kristne distinktion” mellem Gud og alt andet som evangeliets negative forudsætning. På samme måde kan vi tale om en ”ne gativ politisk teologi”, der sætter grænser for forsøget på at begrunde den politiske orden teologisk. En sådan strategi må ikke forveksles med sekularismens til sløring af sit teologiske ophav. Negativ teologi er ikke en agnostisk undvigel sesmanøvre, men anerkender, at den te ologiske tænkning udspringer af noget, der ikke selv kan gøres til genstand for tanken. En negativ politisk teologi må tilsvarende anerkende, at det politiske ikke kan forankres i fast definerede prin cipper, hvor Gud sættes ind på toppen af kransekagen som garant for et verdsligt magthierarki. For så vidt gav det me ning, da Nikolaj Berdjajev definerede Guds rige apofatisk som ”anarki”, eller da Jacques Ellul talte dialektisk-teologisk om kristendom som ”anarkisme”. Guds rige er participation i Gud, der selv er uden ophav, Άναρχος Θεός.

47 OM "FORHOLDET MELLEM TEOLOGI OG POLITIK"

Evangelisk realisme Selvom teologiens afpolitisering begynd

”intet” til det værendes teologiske ophav (Cunningham). Som radikal-ortodoksi en (fx John Milbank) minder om, er se kulariseringen af det politiske et produkt af udviklinger i teologien, der længe før moderniteten lagde grunden for sekulær immanens-tænkning. Sekulariseringen er for så vidt en dobbeltforglemmelse. Det sekulære har ”glemt” sit teologi ske ophav, mens teologien omvendt for længst selv har glemt de politiske betyd ninger af sine begreber.

(Kol 2,15), at det overhovedet giver me ning for den enkelte at rette ind. Gud har én gang for alle sat mennesker fri og ingen må derfor udøve magt over andre, fastslog Gregor af Nyssa i sin kritik af slaveri. Evangelisk realisme, med andre ord, medfører en kritik, der hverken er visionær eller idealistisk, men grundet i de af evangeliet forkyndte faktiske reali teter. Den givne samfundsorden afsløres dermed som uorden. Kristendommens idolatri- og religionskritik er (også) ide ologikritik.Idetfjerde århundredes kappadokiske teologi blev en skarp magtkritik tilmed begrundet trinitetsteologisk mod subordinationismen: Da Guds personer har ligelig del i et fælles væsen, må no get tilsvarende gælde mennesker skabt i Guds billede. Samtidig sikrer en god do sis klassisk participationsontologi mod en for sekterisk negation af det ”verdsli ge”. Hvis kun Gud er god (Mark 10,18), må alt have sin værdi ved participation i Gud. Det skabte, ”humane” gode må derfor også tilkendes en værdi, der rækker udover det rent immanente og instrumentelle. En ”ortodoks” negativ politisk teologi kan ikke gnostisk negere virkeligheden, men må specifikt rette sin negation mod den ”magtsyge”, der iføl ge Gregor af Nyssa var roden til alt ondt. Guds rige har højst en analogisk lighed med den kendte politiske orden, som fungerer med magt og vold, uden at det af den grund negerer alt menneskeligt.

te allerede med dens filosofiske synteser i de første århundreder, betød en spiri tualisering af begreber som ”Guds rige” langt fra, at oldkirkens teologi var blind for evangeliets politiske og social-etiske implikationer. Fx har vel den alminde ligvis ret klare afvisning af det vi i dag kalder ”privat ejendom” et umiskende ligt politisk præg. Klemens af Alexandria kunne forklare, hvordan alle mennesker er skabt til at tage del i det guddommeli ge Logos, men derfor også til i fællesskab at gøre brug af skaberværket. Tanken går igen hos fx Ambrosius og Basileos, der slog fast, at de riges besiddelser i virke ligheden tilhører de fattige. Johannes Krysostomos kunne ligefrem erklære be greberne ”mit” og ”dit” for meningsløse. En sådan kristen ”urkommunisme” blev ikke formuleret i nogen decideret poli tisk forstand efter moderne standarder, men var som regel rettet mod den enkel te: Ved du ikke, at det netop du besidder, tilhører den Evangelietfattige?lyder til den enkelte, men også den erkendelse kan politiseres. Evangeliets direkte tiltale bliver i kon temporær pladder-liberalisme ofte til en luftig fordring om selv at ”være den for andring, du ønsker at se”, men derved afskærer man sig privat-pietistisk fra den grundindsigt, at den enkeltes praksis er uløseligt forbundet til det større hele. Det er netop fordi vi har set, at Kristus i princippet har vundet den afgørende sejr over verdens ”magter og myndigheder”

48 DEBAT

Politisk ekklesiologi

Men kirken har en opgave. Som Ori genes slog fast mod Kelsos, kæmper krist ne ikke med sværdet for at opretholde lov og orden, men kristne bidrager med det, som netop kun de kan bidrage med. Kirken er ikke Guds udvalgte folk for sin egen skyld, men for verdens skyld. Deri ligger kirkens ”politiske” opgave. Ikke i at udforme en kristen, politisk ideologi eller løsningsforslag på konkrete proble mer, men i at vidne om Guds rige. Med sin forkyndelse i ord og handling, kaster kirken lys og gør det klart, at der er alter nativer til det vi kalder politik. ■

af en radikalt egalitær ekklesiologi. Det vil selvfølgelig være naivt at tro, at vi kan indrette en ideel kirke ud fra bestemte nytestamentlige principper. Den, der el sker idealet om det perfekte kristne fæl lesskab, mere end det faktiske fællesskab, ender med at ødelægge fællesskabet (Bonhoeffer). Det bliver nemt sekterisk når kirken fx forstås som ”modkultur” til en falden verdslighed på vej i afgrun den. Men kirken er ingen modkultur. Som forankret i en virkelighed uden for sig selv kan kirken rumme enhver kul tur, der ikke lukker sig om sig selv.

Tværtimod indebærer Guds rige en gen oprettelse af det ligeværdige fællesskab, som mennesket er skabt til.

Guds rige kan ikke gøres til genstand for politik af den simple grund, at det ikke er et ”noget”, som vi kan forholde os ob jektivt og distanceret til, men derimod forudsætningen for, at vi overhovedet kan være meningsfuldt til stede i verden. Politisk teologi må handle om gudsrigets alternativ til det gængs politiske, snarere end at begrunde en bestemt politik teologisk. Evangeliet taler ikke om, hvor dan mennesker kan realisere Guds rige gennem politiske løsninger, men om gudsrigets immanens på trods. Det rette forhold mellem teologi og politik findes, hvor teologien ikke dikterer det politi ske, men forandrer det indefra, dialektisk og relationelt – som når Paulus de facto ophæver slaveriet ved at formane til et ligeværdigt forhold mellem slave og slaveejer (Fil 1,16). Måske er den politi ske teologis rette domæne så ekklesiolo gien: Et spørgsmål om, hvad det vil sige for kirken at vidne om og tage del i Guds rige?Jesus’ ord til sine disciple om ikke at herske og regere (Matt 20,25-28), blev af Julius Købner med rette beskrevet som kirkens ”grundlov”. I kombination med Jesus’ klare forbud til sine discip le om at kalde sig ”fader”, ”mester” og ”lærer” (Matt 28,8) peger det i retning

OM "FORHOLDET MELLEM TEOLOGI OG POLITIK" 49

”IAmen.må

Fair nok! Men hvis vi skal være helt ærlige, hvor mange mennesker i denne del af landet er det så også lige, der bekymrer sig om den slags? Ikke ret mange, tror jeg. I hvert fald ikke hvis det er rigtigt, hvad man siger, at tallene taler deres eget klare sprog. I foråret blev der nemlig offentliggjort en liste over danskernes

Prædiken

50

15. s. e. Trinitatis 15, 750, 41 – 728, 192, 730

»Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må

Her følger et eksempel på en nyligt afholdt prædiken, der vakte debat. Prædikens indhold blev af nogle bedømt “politisk”, og spørgsmålet blev i forlængelse heraf rejst, hvorvidt den var “i orden”.

altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt Så6,24-34beder

vi dig, vor Gud: Bøj du vort stive, stolte sind ligesom vinden bøjer sivet, så vi følger ind og ud den retning, dit ord har givet.

altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen?” –

gives jer i tilgift.” Og lad os for lethedens skyld begynde med det første.

Det er sandelig grove løjer. Men Bibelen er jo ikke det eneste sted, vi kan høre om alt dette. Også Dan Turèll har gjort opmærksom på det: ”Pas på pengene,” advarer han, ”de er dødsens farlige, et hårdere stof end noget andet, jeg har kendt. Langt mere vanedannende end morfin; de forgifter dine tanker, de får dig til at glemme at elske, de får dig til at glemme at danse.” – Og vi danskere, der knuselsker at gentage banaliteter for os selv og hinanden i én uendelighed,

”I kan ikke tjene både Gud og mammon.” Det er ikke det eneste sted i den hellige skrift, hvor vi bliver gjort opmærksom på pengenes utilstrække lighed. Et par kapitler længere henne i Matthæusevangeliet siger Vorherre sågar, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige, og Paulus siger det virkelig råt for usødet i sit første brev til sin ven Timoteus. Hør bare, hvad han “Menskriver:de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af dén er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.”

51

indtægt for hvert sogn. Og hér i sognet sneg vi os op på en flot tiendeplads blandt de allerrigeste i kongeriget med en gennemsnitsindkomst på nøjagtigt 1.017.798,00 kr. pr. indbygger om året. Så for mange af sognebørnenes vedkommende skulle der nok være råd til både mad og drikke og tøj på kroppen. God mad, ovenikøbet. Årgangsvine. Dyrt tøj. Flotte biler, store huse, sortglaseret tegl, sommerhuse ”nordpå,” som det hedder; nye gadgets, rejser til verdens ende og hvad ved jeg. Jo, penge er der nok af her på vores lille, grønne enemærke, og når der er bekymringer, der knytter sig til pengene også her hos os – for det véd jeg, at der er – så handler de nok ikke så meget om, hvorvidt de nu også rækker til dagen og vejen, men meget snarere om, hvordan man bedst muligt holder fast i dem, man i forvejen har.Så

PRÆDIKEN

i stedet for at beskæftige os med alle bekymringerne for, om maden og drikken og tøjet og pengene nu også slår til, så lad os da koncentrere os om nogle af de andre og mindst lige så væsentlige tips og tricks til økonomien, som Vorherre selv deler ud af i dagens evangelium. For det første: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” Og for det andet: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet

I sin store katekismus forklarer Luther, hvad vi egentlig skal forstå med ordet ”Gud.” Han skriver:

vi siger det selv så ofte: ”Penge gør ikke lykkelig.” Og så nikker vi bekræftende og siger ”m-hm” og ”nej, det er også rigtigt.” Men spørgsmålet er, om vi i grunden overhovedet selv tror på dét. For aldrig så snart den anerkendende andægtighed er ebbet ud, så er der nogen – og det er sikkert som amen i kirken! – så er der nogen, der siger: ”Men – de kan jo give større frihed og større muligheder osv. osv.” Og så nikker vi igen bekræftende og siger ”m-hm” og ”ja, det er også rigtigt.”

din Gud ret. Og omvendt: hvor tilliden er falsk og urigtig, er den rette Gud der heller ikke. For de to hører sammen –tro og Gud. Det, hvortil du knytter dit hjerte og hvorpå du forlader dig, dét er i virkeligheden din Gud.”

Og det er det jo for så vidt også. Pengene kommer unægtelig med en lang række goder, som man ikke bare sådan kan se bort fra. Men: læg mærke til, hvordan Paulus i det krasse stykke, jeg læste op for et øjeblik siden, læg mærke til, hvordan han siger: ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt.” Det er ikke pengene og de øvrige værdier i sig selv, der er onde, men kærligheden til dem, og det er i dén, at afgudsdyrkelsens mulighed lurer.

På denne måde forstået, så er der nok mange af os – og det gælder både rige og fattige i øvrigt! – der af og til kommer til at gøre en afgud af pengene. Men jo også af alt muligt andet. Af vores uddannelse, f.eks. Af videnskaben; og vel især den medicinske forskning. Af sundhed. Af klimaet, af naturen og måske ovenikøbet somme tider også af os selv og hinanden. Og alt dette: både penge, uddannelse, videnskab, et sundt liv, et godt klima, en smuk natur og nære relationer, det er alt sammen godt og nyttigt. Men det er stensikkert, at intet af det kan frelse os. Tror vi det, så bliver vi – før eller siden – slemt skuffede, og det kan aldrig føre til andet end undergang, fortabelse og smerte, som Paulus skriver.

Så derfor siger Vorherre til os i dag: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” For Guds retfærdighed; den er dette, at Gud selv kom og stadig kommer til os i sin elskede Søn, Jesus Kristus, for at meddele os og vise os, at vi er Guds udvalgte, hellige og elskede børn; at han selv vil sørge for os alle dage og give os alt, hvad vi trænger til, ligesom han sørger for himlens fugle og

”En Gud kaldes dét, hvoraf man venter sig alt godt, og hvortil man tager sin tilflugt i al nød. Altså, det at have en Gud er intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Alene hjertets tillid og tro afgør, hvad der er både Gud og afgud. Er troen og tilliden ret, er også

DEBAT 52

Frihed – ikke fra bekymringerne, men frihed til at kunne tage én dag ad gangen og så trygt overlade fremtiden til Gud. Frihed til, trods alle bekymringerne, at kunne se frit op og takke Gud og stole på, at han, der har sørget for os i livet, givet os en tid og et sted, givet os vores venner og vores familie og smykket os med flere tusind velsignelser end noget menneske kan tælle; at han også vil sørge for os i døden, og når vi engang står for dommen: Som dem, der intet kan af os selv og intet har at give af, når det kommer til stykket, men som alligevel er både elsket og villet. Som dem, der i vores fattigdom – i grundløs kærlighed –er gjort uendeligt rige af Gud.

Og dét er godt nyt til os, der har så travlt med at bekymre os, hvad de bekymringer så end måtte dreje sig om. Det er godt nyt til alle jer unge, der lever med tidens forventningspres og præstationskultur og de voksnes evindelige spørgsmål til jeres fremtid. Det er godt nyt til den lille pige, som vi har døbt i dag, og som skal til at begynde sit liv som menneske med alt, hvad sådan ét rummer. Det er godt nyt til jer forældre, der må bekymre jer så inderligt om jeres datter, som jeg véd, forældre gør. Det er godt nyt til de vaklende hjerter og til dem, der græder i natten, – ja, til os alle sammen – fordi det er et budskab om frihed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ■

53 markens liljer.

PRÆDIKEN

I Jesu navn! Amen.

En marginalisering, som ikke er nogen selvfølge og som heller ikke afspejler en virkelighed, hvor man i folkekirken på mange måder tager ansvar for det fælles liv. Marginaliseringen afspejler heller ikke det opbrud i relationen mellem kir ke, stat og civilsamfund, som finder sted i disseDetår.er arbejdsdelingen fra det 20. år hundrede, der er under ombygning. Folkekirken hverken kan eller skal løse alle velfærdsstatens opgaver, men folkekir ken skal selvfølgelig også bidrage til det gode liv, til at skabe samfund og fælles skaber lokalt. De færreste forestiller sig vel i dag, at stat, region og kommuner alene kan få fællesskaber til at blomstre og få bugt med ensomhed blandt unge og gamle? Der er brug for alle gode kræf ter – også i utraditionelle samarbejder.

54

Derfremtid.ersikkert

”Fremtidens Danmark”. Det var over skriften på en stor konference, som stats minister Mette Frederiksen (S) indbød til i efteråret 2021. 500 særligt indbudte personer hørte taler og deltog i works hops om den fælles fremtid. Ikke én af de indbudte repræsenterede folkekirken eller andre trossamfund, selvom der el lers var inviteret bredt blandt erhvervs liv, civilsamfund og organisationer. Ikke én. Statsministeren citerede teologen Hal Koch i sin åbningstale, men i øvrigt blev det åbenbart ikke opfattet som relevant at inddrage teologiske eller tros mæssige perspektiver i samtalen om den fælles

flere grunde til den manglende invitation: et ønske om at holde den fælles diskussion neutral i forhold til tro og religion, en uro ved at invitere en religiøs dimension med om bordet og et gran af religionsfjendtlig hed. Nogle vil sikkert kalde det en na turlig beslutning, fordi vi lever i et se kulært samfund. Jeg opfatter det som udtryk for en uheldig

'Aktuelt' præsenterer nogle af tidens vigtig ste begivenheder og debatter fra kirkens og teologiens verden. Pennen føres af skiftende kyndige hænder.

af stiftskonsulent i Helsingør Stift Birgitte Stoklund Larsen

må genopdage sin offentlige relevans

Da den sekulare velfærdsstat ekspan derede i efterkrigstiden, blev der gjort en kirkelig og teologisk dyd ud af den – mere eller mindre frivillige – tilbagetrækning fra samfundslivet. Sognegårde skød op i forsøget på at vinde indad, hvad tabtes udad, og teologien blev eksistentiel og omverdensløs. Groft sagt. Nu er situationen en anden. Grundtvig tal te om vekselvirkningen mellem folk og kirke - i dag er et begreb om offentlig-

Aktuelt:marginalisering.Teologien

Og når sandheden skal frem, skal vi som teologer måske også selv opda ge eller genopdage, at teologi er et fag med offentlig relevans. Pandemien har på mange måder været et wake-up-call Pandemien har skåret ud i pap, at vi vis ner uden ånd og fællesskaber. At vi har brug for at kunne tale om døden som andet end en tragedie. At der er etiske spørgsmål, som ikke kan lukkes med henvisning til datasimuleringer hos po litologer eller biologer. At vi har brug for mere end mere af det, man kan købe; mennesket lever ikke af brød alene. Også klimakrisen rejser teologiske spørgsmål og kalder på en refleksion om menne sket i verden. Selv nok så forpligtende CO2-regnskaber afføder ikke det ”agtel sens natursyn”, som teologen Ole Jensen taler om og som en bæredygtig livsstil må hvile på.

har opdaget, at hun skal sende invitationer bredt ud, når Dan marks fremtid skal diskuteres, men har overset, at også kirker og teologer har noget at bidrage med.

kilde. Temaet er ”Grib fremtiden!”. Der er fremtrædende internationale navne på programmet, og forhåbentlig når samta lerne i Roskilde udover det kirkelige ek ko-kammer; der er mere end nogensinde brug for samtaler på tværs. Og statsmi nisteren? Ja, hun bør selvfølgelig takke ja til den invitation, som arrangørerne må sende hende. Som en anerkendelse af kirkernes bidrag til den fælles samtale. Og det er jo rigtigt, hvad statsministeren citerede Hal Koch for: ”Sagen er nemlig den, at demokratiet aldrig lever i kraft af love og paragraffer. Det lever i og ved levende mennesker.” ■

Til maj er der Himmelske Dage i Ros

AKTUELT

55

hedsteologi dukket op som en refleksion over teologiens og kirkens rolle i forhold til fælles, samfundsmæssige problemstil linger. Det handler om at insistere på, at teologiske synspunkter er legitime og relevante i den offentlige samtale om det fælles Statsministerenbedste.

Jeg er ikke længere her i tingene. Det er den uro. Markerne er en skærm af en anden. De venter på ham. Det er en, der snart skal ankomme. Det er en, der hedder Lars. Han er mest en anden end mig. Noget her samler sig. Det afsondrer mig. Noget skyder med ryggen. Mest er det blikstille. Det lille overtryk i øjnene.

Her står nogle forladte bygninger. De hedder festlokalerne. Jeg mener det virkelig. Der er ingen, der siger det. De står bare dér og er lidt stirrende. Jeg ved ikke rigtig. Der findes tyngdepunkter i kroppen, man kan drøne ind i dem som et barn.

Uglerne. Jeg kan lide, at hun er bange på en frygtløs måde. Det kuglede ved hende. Det flade landskab her slipper mig allerede. Det gør mig urolig, når jeg forsøger at holde fast på noget. I morgen er jeg et helt andet sted.

Hvad taler vi om, når vi siger privacy? Der findes ikke en fast definition af privacy/privathed, men flere har prøvet. I 1890 lægger de amerikanske jurister Warren og Brandeis med deres definition af “the right to privacy” som “the right to be let alone” grunden til den juridiske tænkning om begrebet. Senere følger definitioner, der har fokus på grænsedragning og kontrol af adgang, og i de seneste årtier har teknologisk orienterede definitioner med fokus på informationskontrol taget over. Her bruger jeg ordet i betydningen: en afgrænsning af individer eller grupper af individer fra det omgivende fællesskab. Den afgræsning kan være konkret og fysisk (døren, mure, låse, men også fx solbriller), men den kan også være mere implicit og abstrakt (Hvem

Hvor begynder spørgsmålet om “privacy" i kristendommens historie - hvornår bliver det et emne for seriøs diskussion?

af professor i Kirkehistorie og leder af Centre for Privacy Studies Mette BirkedalhvemBruunude

Det er svært at sætte en startdato på historiske fænomener. Sikkert er det dog, at den patristiske fortolkning af Mt 6,6 er et vigtigt sted at slå ned. I dette bibelsted siger Jesus: “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte.” (DO

57

Enter into thy closet or A method and order for private devotion (1666) er en udførlig beskrivelse af et kammer dedikeret til bøn, dets indretning og brug. Manualen begynder med ordene: “That person can no wise be esteemed a serious and through [= thorough] Christian […], who is a stranger unto privacy, and useth not to withdraw himself from company …”. Under disse ord ligger en vidt forgrenet tradition, der omfatter bibelfortolkning, teologisk tænkning og fromhedspraksis. Den sigter ikke mod at definere og forstå privathed, men føjer alligevel væsentlige dimensioner til udviklingen af privathedsbegrebet. Derfor er det heller ikke en tilfældighed, at Centre for Privacy Studies (PRIVACY) ligger på Det Teologiske Fakultet.

lukkerVIP-Stafet

fra hvad og hvordan? Hvem kan unddrage sig inspektion af fx bolig, breve, krop eller hjerte, hvornår og hvordan?).Fromhedsmanualen

”VIP-Stafet” er et fast indslag i Arken. Det går i al sin enkelthed ud på, at en underviser (VIdenskabeligt Personale) i hver udgivelse besvarer et fagligt spørgsmål stillet af en kollega. Derefter giver vedkommende stafetten videre ved at stille et spørgsmål til en anden kollega fra fakultetet.

Ordet privacy kommer ind i det engelske sprog i midten af det 14. årh.; de fleste andre sprog har ikke et substantiv og bruger i stedet adjektiviske forbindelser (fx “privatperson”). Privacy og privat(e) er jo ikke det samme, men begge kommer af det latinske privatus, som bl.a. betyder befriet og berøvet. I den klassiske tradition betegner ordet den, der ikke beklæder et embede. Derfor er det private det ikke-offentlige og det ikke-professionelle. Men efterhånden knyttes det også til det skjulte og det hemmelige og har frem til 1700-tallet tit en mistænkelig klang. Men samtidigt har vi altså en kristen tradition, hvor kammeret og den form for privathed, der knytter sig til det, associeres med fordybet oprigtighed – som vi ser i Enter into thy Closet, hvis titel henviser til King

VIP-STAFET 58

På PRIVACY havde vi i 2019 et seminar om kammeret i romersk og tidlig kristen tradition med bl.a. Andrew Riggsby, som er professor i klassiske studier ved University of Texas at Austin og en af verdens førende cubiculumeksperter og lektor Florian Wöller fra AKH. Andrews, Florians og mit indlæg kan høres på PRIVACYs afningenspodcast/.https://teol.ku.dk/privacy/media/podcast-kanal:MenMt6,6erikkebibeludlæg-enestekammer.FortolkningenHøjsangensudsagnomforeningen

1992). I den nytestamentlige kontekst handler det om ikke at bryste sig af sin fromhed, og udsagnet er et indlæg i Jesu diskussion med farisæerne om religiøst hykleri. Men i den kristne kirkes første århundreder begynder fortolkere at overveje, hvad det er for et kammer, den bedende skal gå ind i. Lidt kækt kan man sige, at udlægningshistorien for det ene bibelsted er én lang privatheds-historie. Det nytestamentlige ord ταμεῖόν kan betyde alt lige fra soveværelse til forrådskammer, mens cubiculum, som Hieronymus oversætter det med i Vulgata, er et kammer dedikeret til søvn, sex, intime samtaler og lyssky aktiviteter. Mange tidlige kristne forfattere betvivler dog, at det handler om et fysisk rum. De overvejer, om Jesus mon ikke snarere taler om menneskets indre, og mener, at Mt 6,6 betyder, at bønnen skal være inderlig med sanserne lukket for verden.

mellem brudgom og brud som et billede på sjælens kontemplative forening med Kristus har brudekammeret som et vigtigt sted for intense åndelige oplevelser. I beskrivelsen af bebudelsen i Lk 1,26-38 står der ikke, hvor Maria var, da Gabriel kom til hende. Men fra senmiddelalderen har malerkunsten placeret hende i et privat kammer, måske med inspiration fra middelalderlige Maria-tekster, der ser Jesu mor som en blanding af Højsangens brud og den ideelle troende, der som Mt 6,6 foreskriver, har trukket sig tilbage til sit kammer. Også bebudelsesbillederne hører med til privathedens historie.

■

James Bibelens oversættelse af Mt 6,6. PRIVACY er et tværfagligt interna tionalt forskningscenter med et forsk ningshold på seks seniorforskere, 16 postdocs og fire ph.d.-studerende. For skerne er arkitekter, historikere, idéhi storikere, kirkehistorikere og retshistorikere, og de kommer fra Belgien, Brasili en, Danmark, England, Frankrig, Itali en, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige og Tyskland. Vi har vores hovedfokus på Europa i perioden 1500-1800, men vi er også begyndt at undersøge, hvad privat hed betyder uden for Europa, ligesom vi trækker tråde op til i dag. Fx har vi en heldagssession på en af verdens største konferencer for digital privacy i Bruxelles i maj. Hvis I er interesserede i at læse mere om privacy-begrebets historie og vores arbejde, er denne artikel et sted at begynde: edcoll/9789004153073/BP000012.xmlhttps://brill.com/view/book/

Mette Birkedal Bruun sender stafetten videre til lektor i etik- og religionsfilosofi, René Rosfort med spørgsmålet: Hvad er Kierkegaards budskab til det 21. århundrede?

VIP-STAFET 59

Der kan findes sidetal, der er manglende. Som fra andre sammenhænge. Noget flyder i intet. Der findes en tryghed i at se, at bladene er grønnere. Jeg mener i virkeligheden. Jeg håber, jeg i dag vil se Menneskernefuglene. har meget forskelligt tøj på. Jeg har engang set et træ med et hjerte. Jeg kan se det i meget, jeg siger det. Jeg kan ikke se, det er et problem. Jeg kan ikke se, det er et forkert perspektiv.Der findes nogle negativer, jeg har set dem. Alting er nogets fotografier. Smukkere end det, og det ved det. Jeg kan ikke forstå, det føles værdigt ikke at passe på sig selv. Der findes noget, der kommer før tingene. Jeg håber det. Regnvåde tage kan spejle en del. To gange om dagen går dine hænder ud af verden.

I morgen er en dag, der hedder Pejks. Bare i dag vil der være en skjult skønhed i tingene. Det er København om morgenen. Eftermiddagene. Jeg håber, at der er nogen, der håber det.

Hvis jeg kan ankomme til Hovedbanegården. Hvis jeg kan bære mig selv ned ad Istedgade. Hvis jeg kan få kufferten op på femte sal.

ANMELDELSER

Jeg kan på det varmeste anbefale Lisbeth Smedegaard Andersens lille bog om livets store spørgsmål, som kan læses på en eftermiddag med en god kop kaffe ved hånden. ■

for hendes måde at tænke og tro på gennem hele livet. Grundtvig som den store salmedigter, hvis salmer har været vægtige og inspirerende for Smedegaard Andersens eget virke, og Kierkegaard, hvis betoning af menneskets afhængighed af Guds nåde har haft afgørende betydning for hendes Smedegaardtro.

62

I “Troen der gør verden større” deler Lisbeth Smedegaard Andersen (f. 1934) personligt og rigt ud om sit mere end firs år lange liv, hvor hun har beskæftiget sig med troens evige spørgsmål. “Det er ligesom at kaste sensommerens afskedsblik ud over landskabet”, skriver hun til sidst i bogen, som er en del af forlaget Eksistensens serie ‘Kristendommen ifølge…’. Med over et halvt århundredes erfaring som sognepræst, salmedigter, kunsthistoriker og forfatter skriver Lisbeth Smedegaard Andersen om sit syn på kristentroen på godt hundrede sider. Hun skildrer, hvorledes troen altid har været en del af hendes liv, grundfæstet siden barndommen. “Troen har været der altid, men ikke på samme måde”, skriver Smedegaard Andersen indledningsvis, og herefter præsenteres læseren for afgørende begivenheder for hende selv –men også for troen.

Troen der gør verden større – Kristendommen ifølge ... anmeldt af stud.theol. Christian Malund Jalk

Lisbeth Smedegaard Andersen Eksistensen, 2021 111 sider kr. 130

Med afsæt i Kierkegaard og Grundtvig fortæller Smedegaard Andersen, hvorledes de to store, nationale kirkefædre har været essentielle

Andersens bog er fyldt med litterære, kunstneriske og –naturligvis – teologiske perspektiver på spørgsmålet om tro, men de historiske og anekdotiske skildringer løfter bogen til et niveau der gør, at disse hundrede sider er en ren fornøjelse at fordybe sig i. For det er netop Lisbeth Smedegaard Andersens erfaring der bevirker, at denne bog rummer særlige aspekter på tro: hvordan hun betragtede troen i barn- og ungdommen, hvorledes kristendommen hver dag beriger hendes liv samt afgørende og vægtige vinkler på troen, som den opleves i tiden nu og her.

ANMELDELSER

Af Lars Nymark Heilesen, Lena Kjems, Johanne Langkjær Fårup og Stinna Ahrents Eksistensen,(red.) 2021 224 sider kr. 249,95

63

ANMELDELSER

ordnet tema, som kan præge både kon firmandundervisningen og højmessen i den pågældende uge. Det være sig f.eks. “Undskyld!”, “Game over!”, “Kunsten at fange en solstråle” og “Alle de bånd, der binder os”. Efter temaet er slået an, er der for hver søndag skrevet om kirkeårsovervejelser, prædikentema, andagtsforslag, salmeforslag, undervisningsforslag og hvordan konfirmanderne kan inddra ges i højmessen. Det er let tilgængelige forslag, som er lige til at gå til. Men da der gennemgås 50 søndage, har der kun været plads til at udfolde hver søndag på 2-4 sider, hvorfor det naturligvis er begrænset, hvor indholdsrig hver søn dag bliver. For hver søndag er der f.eks. mellem et og fire forslag til undervisnin gen og ét, enkelte gange to, forslag til, hvordan konfirmanderne kan inddrages i højmessen. Her kunne der godt savnes et større udvalg af forslag, om end det naturligvis ville kunne gøre bogen meget Underlang. prædikentemaerne er det tyde ligt, at det har været hensigten at knytte evangelieteksterne til konfirmandernes livsverden, og i det store hele synes jeg, at det fungerer rigtig godt, og det samme gør sig gældende for andagtsforslagene. Endelig bærer bogen præg af, at der er mange forfattere med forskellige forcer og interesse, hvorfor det er forskelligt, hvad der fylder mest på de forskellige Bogensøndage.giver indtryk af at være et rigtig

På søndag –inspirationsoplæg50tilkonfirmandåret anmeldt af cand.theol. Simone Nøhr Bille Strøbæk

På søndag er skrevet på baggrund af et udviklingssamarbejde mellem præster, kirke- og kulturmedarbejdere og en kir kemusiker under Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Bogen giver 50 konkrete inspirationsoplæg til, hvordan man kan inddrage konfirmander i højmessen for derigennem (måske) at gøre dem mere fortrolige med gudstjenesten. Bogen består både af idéer til selve høj messen og forslag til konfirmandandagter og aktiviteter i søndagforberedelsesforløbtrinitatis,efterkeåret.lenligtsalmesang.dernelermeddelsesundervisningen.konfirmandforbereGrundindholdetkonkreteidéersuppleresmedartik-omkirkeåretirelationtilkonfirmansamtetafsnitombibellæsningogBogenerformidletietlettilgængesprogogernematgåtil.HoveddeafbogenerbyggetopomkringkirHergennemgås50søndageenen,startendemed9.søndagefterhvoromkringkonfirmandoftestarter.Tilhvergivesderinspirationtiletover

forholder Gjerris sig til tal og evidenser, som peger på den globale opvarmnings allerede forvoldte skade og klimakrisens fortsatte fremmarch, men uden at kon centrere sig om, hvad vi i praksis bør gøre for at modarbejde den globale op varmnings konsekvenser.

Af Mickey kr.208Bibelselskabet,Gjerris2019sider249,95

64

godt værktøj for nærmest alle konfir mandundervisere i Den danske Folke kirke, og jeg vil faktisk mene, at bogen indfrier, hvad den lover. Jeg kan bestemt anbefale at orientere sig i På søndag, hvis du skal i gang med at lave konfirmand undervisningsplan eller mangler inspiration til at gøre højmessen mere nærvæ rende for den unge generation. ■

Det lysegrønne håb skinner igennem Inden jeg læste Mickey Gjerris’ bog Upraktisk håndbog i lysegrønt håb, var det eneste jeg havde hørt om den, en medstuderende der mente, at der ikke var meget håb at hente i den. Efter at jeg nu har læst bogen, må jeg melde mig uenig. Det skyldes, at Gjerris i bogen har bestræbt sig på at præsentere et håb på trods af den håbløse situation, klimakri sen stiller mennesket og verden i.

Jeg fandt, at bogens mest originale og spændende del var Gjerris’ gennem gang af fire etiske positioner i forhold til, hvor vi retter vores etiske handling hen – er vores etiske stillingtagen an tropocentrisk, sentientistisk, biocen trisk eller økocentrisk? I løbet af denne gennemgang argumenterer Gjerris for, at der ligger et lysegrønt håb i etikken, der forstås økocentrisk og derfor moti verer det enkelte menneske til at gøre en forskel for naturen, som mennesket er en del af og deler sin verden med. Når Gjerris placerer sit håb i en økocentrisk etik, der italesætter det ansvar, som men nesket har, ikke blot for biologien i sig selv, men også overfor den økologiske sammenhængskraft, der binder natur og menneske sammen, viser Gjerris sig

Gjerris beskriver i titlen sin bog som upraktisk, da han ikke foregiver, at den rummer konkrete løsninger på, hvordan vi reelt set bør håndtere den håbløse situation, som klimakrisen er. I stedet

Upraktisk håndbog i lysegrønthåb anmeldt af cand.theol. Steffen Bjerre

Gjerris fremhæver dog et lysegrønt håb i den relation, som mennesket har til naturen. Det er hans bidrag med den ne bog, midt i håbløsheden at søge et håb og pege på det potentiale, som der kan ligge i et nyt natursyn. Hvis menne sket ændrer sit syn på naturens ukrænkelighed og begynder at respektere naturen som en del af mennesket selv, kan det også påvirke vores levemåder i praksis.

ANMELDELSER

ANMELDELSER 65

Instruktør: Paolo Sorrentino 2021 Spillefilm 130 min. Tilgængelig på Netflix

”Fellinis værker Otto e Mezzo og særligt Amarcord svæver bag ved mange af de temaer, som behandles i Sorrentinos seværdige nye film, È stata la mano di Dio, der autobiografisk behandler en ung mands opvækst i 1980’ernes Napoli. Sorrentino lader i denne film hans yndlingsskuespiller, den midaldrende Toni Servillo (La Grande Bellezza), træde i baggrunden og spille far til filmens hovedperson, den adolescente Fabietto, spillet af Filippo Scotti. Filmen er en historie om opvækst, om tab og det bagvedliggende spørgsmål, har du noget at fortælle?

Hvad titlen henter i den lokale guddom Diego Maradonas omdiskuterede mål fra verdensmesterskaberne i fodbold i 1986, lægger den som omfavnende idé ned over den skæve fortælling, filmen på meget kyndig og smuk vis formår at vise. Det var Guds hånd.” ■

dog at fange filmen i Grand Teatret på den sidste af de blot fjorten spilledage i december, inden den da blev forbeholdt den almindelige streaming.

È stata la mano di Dio (The Hand of God) anmeldt af stud.theol. Alexander B. Mkandawire og stud.theol. Peter Buch Hvarregaard

ikke blot som bioetiker, men også som Hvorforøko-etiker.skal bioetikeren Mickey Gjer ris anmeldes i et teologisk tidsskrift som Arken, og hvordan bidrager hans bog til kristendommens svar på naturudnyttelse og forurening? Fordi Gjerris’ indlæg er inspireret af skabelsesteologien hos Knud E. Løgstrup (1905-81) og økote ologien hos Ole Jensen (1937-2021), og ligesom dem fokuserer han på menne skets forbindelse til skaberværket. Det er interessant, at Gjerris, som også tidligere har studeret teologi, har meget til fælles med disse teologer, og det vidner om, at teologi også har noget at bidrage med i forhold til klimakrisen. ■

Den Fellini-inspirerede, italienske auteur, Paolo Sorrentino, har i og med sit distributionssamarbejde med streamingtjenesten Netflix givet sig selv ringe kår for at blive oplevet på det store lærred. Arkens to recensenter nåede

Bølgernes skvulpen mod Napolis kyst er filmens røde tråd. Bølgerne hvorpå både med topløse solbadende kvinder gynger, og hvorpå smuglergods i form af cigaretter og det, der er værre, bæres til og fra byen. I filmen bliver disse bølger da et smukt symbol på blandingen mellem det italiensk godmodige og skønne og det rå og ubarmhjertige Neapolitanske.

Jeg tvivler på selve præmissen for bogens titel; er døden virkelig ”den uundgåelige gåde” for alle og enhver? Sokrates-citatet fra Faidon findes også i bogen: ”I virke ligheden, Simmias, øver de rigtigt filoso ferende sig på at dø, og for dem af alle er det at dø det mindst frygtindgydende.” Nuvel, filosofi ER en mulighed for alle, men det er ikke alle, der sætter pris på hverken dødskonfrontation eller filosofi. Som forfatterne formulerer det: ”Uden større besvær eller bevidsthed skyder man det helt ud af sine tanker” (40) For mig har døden været samtalepartner si den jeg var helt lille; jeg har afskyet, søgt at undslippe mørket, henholdsvis om favnetWikströmdet.

Den uundgåelige gåde. Om døden og spørgsmål ved livets afslutning anmeldt af cand.theol., vikarierende sognepræst Adrian Hove-Kreutzfeldt

og Strang kaster for mig lys over, at mange lever livet som om dø den ikke vedrører én. Måske er det en grund til, at kirker ikke er videre velbe søgte, at folk færrest har lyst til at blive mindet om deres dødelighed? Præsten mener selv at prædike opstandelse, men lige som det er umuligt at se på solen i længere tid, måske er det også for ube hageligt at lytte til, at også jeg en gang skal dø..?

Meningen med livet – og døden En lun, veloversat bog, en underfundig og poetisk brevdialog mellem palliati onslægen Strang og religionspsykologen/ præsten Wikström. Bogen vækker til eftertanke, så læs den med din nærmeste, grib Forfatterneforundringen!opfordrer, som andre re ceptionsteoretikere, læserne til at danne egne holdninger i mødet med bogens fem dele. De fem trin går fra, at man 1) bliver opmærksom på døden som et emne med realitet pro me, 2) ser døden an som fysisk proces, 3) konfronteres med eksistentielle overvejelser over egen midlertidighed, 4) perspektiver på co pingmekanismer i forhold til tid og evig hed, 5) konstateringen af, at svenske ra tionalister flest ender op i det dialektisk udspundne forhold mellem tvillingerne Tro og EpilogenTvivl.deklarerer bogen til at være et modsvar til Epikurs diktum: ”Der hvor døden er, er vi ikke, og der hvor vi er, er døden ikke. Derfor betyder døden intet for os” (199). Om man er afvisen-

Af Owe Wikström og Peter Strang Oversat til dansk af Edith Aller Eksistensen, 2021 204 sider kr. 249,95

ANMELDELSER 66

de ateist, ikke-afvisende agnostiker som Strang, eller om man med præsten Wiks tröm siger ”Jeg tror, hjælp min vantro!”, så er døden (fx min elskede) en del af livet og derfor uundgåelig. Bogen stiller stille spørgsmål, hvortil svarene findes i evige ”måske’er.”

Det er 10 år siden, at jeg første gang så maleren Alexander Tovborgs kunst i virkeligheden. Fødselsdagsfest i min onkels lejlighed på Frederiksberg Allé: i spisestuen, over panelerne, havde Tovborg med sarte farver skabt en fortælling om selve kærlighedens mirakel. Intet mindre. Han havde fremmalet en drøm, som jeg lykkelig tog del i. Ham måtte jeg Dettemøde!eren tekst om at møde sin helt, om sammenhænge mellem kirke og kunst, og om Alexander Tovborgs kommende soloudstilling.

Alexander Tovborgs (f. 1983) ateli er i København er rummeligt, de store grønne planter relaterer sig til højden på loftet, og gulvet med dets mosaik af ma lerpletter vidner om kunstnerens bevæ gelser: hjernen tænker, hjertet føler, hånden handler. Det er et skabende rum, et rum hvor ryggen vendes mod verden og hvor øjet ser både indad og opad mod inspiration.

ANMELDELSER 67

Jeg sætter pris på det generøse poetiske overskud, være det forfatternes citater af Camus eller Tranströmer, være det anekdoterne, der viser lægen som med menneskelig og metodisk eller Wiks tröm som arbejdsskadet distanceret. De personlige tilkendegivelser giver indblik i to mænd, der har døden foran sig – og de elsker begge livet, som de (jf. Frankl) prøver at indgyde mening. ■

Værkerne er alle en del af Tovborgs kom mende soloudstilling ‘Beyond devotion’ ved galleriet Blum & Poe til sommer. 1 1 der_tovborghttps://www.blumandpoe.com/artists/alexan

På væggene hænger otte malerier i forskellige former og størrelser: rektang ler og kvadrater; nogle er store nok til at fylde en hel stue ud, andre vil et barn kunne bære. På gulvet står tre runde værker, ligeledes varierende i omfang. Alle er de malet med akryl – fortyndet med helligt vand – på sengelinned eller panel. Væggen modsat overvælder mig. Her er ophængt en serie af vidunderlige tegninger skabt i forskellige medier, alle indrammet i mørkt træ med et krucifiks foroven. En del af tegningerne er stu dier af realiserede værker, som man har kunnet se udstillet rundt om i verdenen. Alexander er både dygtig og populær. For neden af alle krucifikserne er med nødvendighed malerens alter: håndvasken. “Vi har alle brug for et sted at hvile, holde pause; ryge cigaretten ud ad vinduet”, som Tovborg siger til mig. Denne specifikke håndvask er prydet med en dybt personlig samling af kuri øse artefakter, helligt tekstil og russiske ikoner – atelieret transformeret om til en kirke. Det er en god ide at være i rum med det hellige, når man som Tovborg skaber værker i rummet mellem religion og tro; som en anden Benediktinermunk efterligner han apostlene, når han maler: at arbejde er at bede [red.: se billede 1].

Beyond devotion af stud.theol. Daniel Nørløv

Billede 1

Udstillingen skal afholdes i galleriets afdeling i Tokyo, hvor bl.a. stjerner som Friedrich Kunath og Cecily Brown har været vist. Værkerne adskiller sig fra tid ligere værker ved alle at være særligt lyse i deres tonalitet og med næsten udviske de figurative elementer – en billedma gers forsøg på at genskabe den vekslen mellem uigenkendelighed og genken delighed der opstår, når et objekt bliver belyst bagfra af solen. Kilden til at er kende overhovedet agerer modstand, og i stedet for at blive oplyst udviskes dét, vi ønsker at kigge på – figurerne forsvinder, lyset træder frem, og vi nyder miraklet ved at se.

ANMELDELSER 68

‘Bebudelsen’ får mig til at tænke på renæssancemesterværket ‘Virgin and child

Ét af de otte rektangulære værker –akryl på sengelinned – med titlen ‘Bebu delsen’, skildrer en kvindeskikkelse, Cæ cilie, med sin hånd omkring en solsikke, som hun ser ned på. Hun har en rose i håret, og de dæmpede farver – cyan, søgrøn, brændt sienna og rabarberrød –hvisker til os, at kvinden har noget godt i vente. Tovborg fortæller, at han hverken har haft Marias eller Elisabeths bebudel se i tankerne, men at han derimod har arbejdet med hengivelsens potentiale for mirakler [red.: se billede 2].

Billede 2 ANMELDELSER 69

ves som abstrakt, poetisk lethed. Vi tror og håber lige så meget nu, som vi gjorde for 500 år siden, om end på vores egen måde. Alexander Tovborgs billeder for tæller os, at billedkunsten ikke er til for at være en én-til-én relation med det, der vises, og dét, der lever i virkeligheden. I billedets verden har vi lov til at være urealistiske drømmere, og dét er selve maleriets generøsitet. ■

enthroned with four angels’, malet af Piero della Francesca i år 1460-70. Her ses madonnafiguren på en trone omfav nende Kristus med den venstre arm, i den højre hånd holder hun en rose. Om kring dem er engle og korintiske søjler: arkitekturen er med al dens tyngde til stede i fortællingen om det guddommelige; Jomfru Maria er, bogstaveligt talt, en søjle – et fundament i kirken. Det er et majestætisk billede. Hvor Tovborgs Cæcilie kigger håbefuldt ned mod blom sten, ser denne Maria tungsindigt på symbolet for Kristi kommende lidelse: rosen.Hvor en del af Pieros originalitet var grundet i figurernes vægtige dybsindig hed, den meget menneskelige melankoli, kan Tovborgs særegne tilgang beskri

10. marts kl. 15-18

25/5-2/6 2022

Medea Skuespilhuset

Event: 6. marts kl. 14.30

70

19/3-26/3 2022 Sirene Teater Republique

Anomalien af Herve Le Tellier Den Franske Bogcafés Forlag 2022

Pina Bausch: Le Sacre du printemps og common ground[s] Østre Gasværk Teater

Bogudgivelser: Adam i Paradis af Rakel Haslund-Gjerrild Lindhardt og Ringhof 2021

Metafysik af Aristoteles Forlaget Klim 2021 11/3-10/4Scenekunst:2022

Pasolini: Matthæusevangeliet med introduktion Cinemateket

Præsentation af Jakob Wolfs nye bog v. Jakob Wolf og Mikkel Wold Grundtvig Auditoriet

Arken anbefaler

Suzanne Valadon - model, maler, rebel Glyptoteket

24/2Udstilling:31/72022

Bogpræsentation: SekulariseringReligionens betingelser i det moderne samfund

Det gamle TeoBar i nye klæder Det første, der springer mig i øjnene, da den sprudlende og energiske formand låser mig ind i det relativt lille lokale, der ligger ud til Markedspladsen, er et blåt neonlysrør snoet, så der står ”TeoBar”. Han fortæller, at det stammer fra den legendariske og højtelskede fredagsbar af samme navn, der tidligere havde til huse i kælderen på Købmagergade, inden fakultetet indtog KUA3-glastemplet på Njalsgade. Selvom rammerne måske ikke syner nær så stemningsfulde, som de fortælles at have gjort engang, så er det alligevel lykkedes TeoBar at føre den hyggelige barstemning med sig

TeoBar skyder semestret i gang: ”Det bliver skidesjovt!” af stud.theol. Sidsel Hjorth Mikkelsen

71

Tro det eller ej, det ser nu ud til at være fortid kun at drikke portvin i kirken. De sidste par semestre har studiemiljøet på Det Teologiske Fakultet lidt under coronarestriktionerne, men nu agter TeoBar at skrive et nyt kapitel og vende tilbage til sit gamle ry som Københavns Universitets bedste og hyggeligste fredagsbar. Jeg besøger TeoBar på en regnfuld mandag i eksamenstidens januareksil for at høre mere om ambitionen. Her møder jeg formanden Lasse-Just Weile, der fortæller, at han blev både ”meget lettet og ekstremt begejstret”, da han hørte, at det nu ser ud til, at baren igen kan bidrage til at styrke det sociale fællesskab på studiet. ”Det kan virkelig gøre mirakler for studielivet at komme tilbage til en hverdag, som igen også inkluderer festdage”, fortæller han. Selvom baren er henlagt i dvale, da jeg besøger den, er der mange projekter under opsejling, der nu kan realiseres, fortæller barens tidligere formand, Alma Krogh Mortensen: ”Vi har haft mange ting i støbeskeen under nedlukningen, hvilket vi endelig kan få lov til at dele med resten af fakultetet. Vi har f.eks. en Tabernakel-bar med Harry Potter-tema til gode, da den skulle være blevet holdt i marts 2020, som jeg virkelig glæder mig til at afholde!”. De glæder sig begge allermest til genåbningsfesten i februar, hvor baren slår dørene op til et semester uden coronarestriktioner, men baren planlægger gennem hele semestret at være mere synlig end nogensinde på tværs af de forskellige studiearrangementer.

Har du også savnet studielivet siden nedlukning vol. 2021? Du er ikke alene – det er vi mange, der har. Heldigvis træder TeoBar dette semester stærkt ind i kampen for at råde bod på din ensomhed og styrke fællesskabet efter to år med corona.

TeoBar sponsorerer rosé til Arkens udgivelsesreceptioner.

72

- både til de større fester, der afholdes på Markedspladsen, men også i det hyggelige Tabernakel, der ligger ved studiekøkkenet, hvor de lidt mindre fredagsbarer afholdes. I begge barer hersker en uformel, varm stemning, der inviterer til festivitas på flere niveauer; fra de dybe snakke til de større dansable arrangementer. Disse rammer passer godt til den nyvalgte formands klare og gavmilde vision: ”Jeg håber at kunne bidrage til at skabe en stemning af, at TeoBar er et fælleseje og noget, vi alle skaber sammen på studiet”. For Just er det en central ambition at engagere sig i de andre teologiske foreninger og være synlig på hele fakultetet, så alle kan få glæde af barens store budget.

Vil du være frivillig? Selvom TeoBar allerede består af en gruppe stærkt engagerede ildsjæle fordelt på de forskellige årgange, pointerer Just, at de altid kan bruge nye kræfter. Det eneste, det kræver, er, at man har lyst til at være med bag baren tre timer til minimum én fest per semester. Og både Alma og Just forsikrer, at det er dét værd: ”Det bedste ved at stå bag baren er helt klart det interne fællesskab bag disken. Vi har en ekstremt god dynamik medlemmerne imellem, hvilket gør, at man aldrig er træt af at forlade dansegulvet for at stå bag baren”. Just har desuden et lokkende take på tjansen: ”Det sjoveste ved at stå bag baren er den følelse, man har - man føler sig som Tom Cruise i ’Cocktail’, altså som en person, der virkelig har styr på det, og som laver lyssky aftaler over det hele.” De pointerer også begge, at bartjanserne og det frivillige engagement er en god mulighed for at møde de mange studerende, som kommer til festerne, dels fra teologi, men også dem, der kommer fra andre studier.

Just spår en salig, ny æra for TeoBar: ”Jeg glæder mig til at vise potentialet i TeoBar - der er mange gode kræfter, og det bliver skidesjovt, tror jeg!” ■

Åbent redaktionsmøde den 6. april kl. 12-13 i fagrådslokalet. Ellers kontakt redaktionen på mail: arken@teol.ku.dk

Vil du med ombord på Arken?

10/3 kl. 19

Det er en varm tid, som vi lever i. Foredrag v. Stefan Hermann, rektor KP og forfatter. Tilmelding: kubkalender.kb.dk/event/3831228

Kalender forår 2022

5/4 kl. 17-18.30

10/3 kl. 15-18

74 Marts

23/3 kl. 29/329/325/324/315.15-17kl.19kl.14.15kl.19.30kl-19.3029/319.30

7/4 kl. 19

København og det kirkelige landskab. Foredrag ved dr.theol. Tine Ravn sted-Larsen Reeh, lektor på afdeling for kirkehistorie, KUA, arr. af Vor Frue Kirke og Trinitatis kirke Bogpræsentation og reception: Sekularisering - Religionens betingelser i det moderne samfund. Lokale: Grundtvig Aud. Studenterkredsen: Ernst Jünger - Et fragment fra malstrømmen. Kasper Støvring Loftet på Vartov. Filosofisk fugle- og botaniktur til Vaserne. Tilmelding: studenterprae Teologisksternekbh.dkForening: Den tomme trone – diabolske forbindelser i Niklas Luhmanns systemteori. Dr.phil. (des.) Lars Clausen, UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole & Next Society Institute, Kazimiero Simonavičiaus universitetas. Centre for Paradoksstudier. Åbent møde: Negativ pædagogik ved ph.d., lektor ved DPU Kirsten Hyldgaard. Lok: 6B-1-62 Studenterkredsen: Romanen Bar. Kristian Ditlev Jensen. Loftet på Vartov.

9/3 kl. 15.15-17

April 5/4 kl. 14-16

6/4 kl. 12-13

The Difference that Difference Makes: Classification, Certification and the Politics of IDs in Africa. Amanda Hammar inaugural professorial lectu re. Arr. CAS. lok: Kierkegaard Aud. Teologisk Forening: Teologi uden teologi – Karl Barths Römerbrief 1922. Gæsteforsker ved Teologisk Fakultet, reformert præst, ph.d. Sigurd Kierkegaardselskabet:Baark Kierkegaard og Nietzsche. Markus Kleinert, Ph.d. og leder af Kierkegaard-forskningsinstituttet, Max-Weber-Kollegiet for kultur- og socialvidenskabelige studier. Lokale: Kierkegaard Aud. LÆNGSEL, VISDOM & LIDENSKAB. Talk og foredrag med Profes sor Dorthe Jørgensen i Skt. Jakobs Kirke, Østerbro. Gratis entré

Tirsdag med Grundtvig - to timers introduktion til ‘Grundtvig for begyndere’ arr. af Grundtvig-Akademiet. Tilmelding på grundtvig.dk Klima-sorggruppe i Stefanskirken faciliteret af klimaaktivist Sarah Strunge Albertsen og sognepræst Thomas Høg Nørager. Teologisk Forening: Strengeleg og mirabella – poetisk ækvivalens af lesbisk lyrik. Klassisk filolog og studieadjunkt Mette Christiansen. Arken: Åbent redaktionsmøde – vel mødt i fagrådslokalet. Studenterkredsen: Monarkiets århundrede - meritokratisering, kodifice ring og medialisering af de europæiske monarkier i det 19. århundrede. Jes

12/3 kl. 10-15

15/3 kl. 19.30

Centre for Paradoksstudier. Åbent møde: Psykoanalysen, en reforma torisk arvtager? ved MA Modern European Philosophy, cand.theol. Daniel Valentin Kjer. Lok: 6B-1-62

5/4 kl. 19.30

9/3 kl. 16-18

10/3 kl. 14.30

6/5 kl. 10.15

Fabricius Møller. Loftet på Vartov. Centre for Paradoksstudier. Åbent møde: Aesthetic experience. An in vestigation in phenomenological psychology ved lektor ved Institut for psykologi, KU, Tone Roald. Lok: 6B-1-62

Studenterkredsen: Tro og videnskab. Jens Olaf Pepke Pedersen. Loftet på FrokostmødeVartov. med Tom Oord. Sted: Lokale 6B-1-62. Arr.: Afdeling for Systematisk Teologi.

75

20/4 kl. 28/426/422/421/415.15-17kl.19kl.12kl.19.30kl.19.30

4/5 kl.5/515.15-17kl.19

28/5 kl. 12.45-1830/5

Teologisk Forening: Procesteologiske overvejelser om Gud og verden hos barok-teologen Anne Conway. Sognepræst, ph.d. Karen Felter Vaucan Kierkegaardselskabet:son. Kierkegaard som fænomenolog. Pia Søltoft, Ph.d. og sognepræst ved Esajas og Christians kirke. Lokale: Kierke gaard Aud.

3/5 kl. 17-18.30

For the Life of the World. Seminar med Miroslav Wolf. Sted: Kierkegaard Aud. Arr.: Afdeling for Systematisk Teologi.

3/5 kl. 18-19 3/5 kl. 19.30

Maj 3/5 kl. 14-16

Tirsdag med Grundtvig - to timers introduktion til ‘Grundtvig for begyndere’ arr. af Grundtvig-Akademiet. Tilmelding på grundtvig.dk Klima-sorggruppe i Stefanskirken faciliteret af klimaaktivist Sarah Strunge Albertsen og sognepræst Thomas Høg Nørager. Teologisk Forenings generalforsamling – alle er velkomne Teologisk Forening: Forandring – Hegel, teologien og samtiden. Religionsfilosof, dr.theol. Niels Grønkjær, tidl. lektor i etik og religionsfilosofi ved AU og tidl. valgmenighedspræst i Vartov og Københavns Valgmenigheder. Centre for Paradoksstudier. Åbent møde: Den fire-dimensionelle model for sundhed og sygdom - findes der eksistentielt helbred? ved ph.d. i religionspsykologi, sundhedspsykolog Peter la Cour. Lok: 6B-1-62 Studenterkredsen: Hobbes, eskatologi og politisk filosofi. Esben Korsgaard. Loftet på Vartov. Gudomliga Komedier. Gæsteforelæsning ved professor Ola Sigurdson. Sted: Oplyses senere. Arr.: Afdeling for Systematisk Teologi Filosofisk fugle- og botaniktur til Møn. Tilmelding: Studenterkredsen:studenterpraesternekbh.dk Barth. Lise-Lotte Rebel. Loftet på Vartov. Arken og rosé: Reception for Arken #171 Kristi Himmelfartsferien: Himmelske Dage 2022 i Roskilde det danske kirkelige landskabs folkemøde. Hør bl.a. Hartmut Rosa, Niels Henrik Gregersen, Miroslav Wolf, Svend Brinkmann, Gitte BuchHansen, Mickey Gjerris og Christian Hjortkjær. Kierkegaardselskabet: Ej blot fra A til B – Om stedets mange betydninger hos Søren Kierkegaard. Niels Wilde, Ph.d. Lokale: Kierkegaard Aud. Teologisk Fisketur på Øresund. Tilmelding: studenterpraesternekbh. dk

14/5 kl. 8-17 19/5 kl. 19 20/5 kl.26-29/515-17 26/5 kl. 19.30

Letheden i mørket i flyveren. Kørende. Jeg sidder dårligt i luft. Verden er et skrøbeligt pust. Jeg ved ikke, hvad der findes i virkeligheden. Lige nu er jeg lige oven over tiden. Det er over Indien. Jeg kan tro på det. Jeg ved, at Sortehavet kunne være verdens dybest Kokosnødderøje. kan være grønne og sunde. Lige nu spiser du rødspætter på en havn. Det er ikke uvirkeligheden. En anden spiser søheste og glastråde. Jeg kan godt lide lyde i hotelværelser. Her i mørket lyser de på mig. De blinker i kabinen, tingene. Jeg ved ikke, om jeg er i himlen nu.

SATIRE

78 SATIRE @lutherskememes

more like sola fide amirite

Mark 16,16!!! #Jesus “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.” Like hvis du gerne vil frelses 79 SATIRE @lutherskememes

Frelst eller fortabt?

80 SATIRE

find ud af det her: facebook.com/lars.sandbeck

Blå sorte bjerge i bleg mælket dis.

Jeg kan godt lide, at menneskerne bor i verden.

Det er sært, det der er det normale.

Noget er her, jeg ser det ske.