Arken 166

Kolofon

Bidragsydere

Frederik Lind Køppen Lennart Pedersen Lars Vangslev Andreas Ole Nielsen Simon Schmidt Mads Bjørn Nielsen Jonas Jochumsen Søren Ildved Heidi Friborg Christophersen

Adresse

Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Karen Blixens Vej 16 2300 København

Telefon

+45 20 12 26 08 - Chef redaktør

Bidrag og annoncer skal sendes til redaktion@forlagetarken.dk

Deadline for Arken 167 er 1/3 2019.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det Teologiske Fakultets tidsskrift, København Nr. 2 - 2018 39. Årgang

Redaktionen

Chefredaktør

Samuel Benjamin Nielsen SBN@forlagetarken.dk

Debatredaktør

Indhold

LEDER Samuel Benjamin Nielsen

4-5

emillundpedersen@gmail.com Bogredaktør

Thomas Nordahl nordahl54@gmail.com

Layout/Grafik

ARKEN // LEDER

Emil Lund Pedersen

Johan Lund Pedersen lund@johanpedersen.dk

ARTIKLER Frederik Lind Køppen 8-17 Jøderne og Morten Luther Lennart Pedersen 18-21 Et evangelium for de utilstrækkelige?

Lars Vangslev 22-27 Studentergudstjeneste: Åbning af det nye semester Andreas Ole Nielsen 28-34 Menneskeligt, alt for menneskeligt - et rids i bevidstheden

Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com Arken Radio

Paninnguaq Leibhardt panuar@live.dk

Webredaktør

DEBAT Frederik Lind Køppen 38-48 Om problemet angående integrationen af muslimer Simon Schmidt 50-51 Tysk- og engelsksproget teologi: en rejseberetning

Jakob Steen Madsen jakob.steen.madsen@gmail.com

Skribenter

Tea Kristina Lange Olsen Teagro2@gmail.com Mikkel Tode mikkeltode@gmail.com

ANMELDELSER Heidi Friborg Christophersen 54-55 Kærlighed under censur Jonas Jochumsen 56-59 Das Elend der Debatte: Udlændingedebattens sproglige brudflader Mads Bjørn Nielsen 60-62 Hæld ikke troen ud med dåbsvandet Søren Ildved 64-67 Vort værn i al vor fare Thomas Nordahl. 68-70 Kristendommens vildfarelse og den naive løsning

SATIRE M.T.

74

20 tilfælde, hvor Gud burde give en chance for at starte forfra og prøve igen:

Emil Lund Pedersen

75

Krænket på KU

ARKEN // LEDER

LEDER // ARKEN

Af stud. theol Samuel Benjamin Nielsen

Dine øjne er rettet imod ARKEN #166. Du ånder det 21. århundrede.

Ifølge prognosen udløber dit ”attention span” om 3… 2… 1! Derfor har vi udstyret bladet med dragende titler, vækkende citater og nogle enkelte spande iskold provokation. Din kaldelse står for døren, og din opgave er enkel: bladre, bladre, BLADRE! Jeg vil benytte bladets første linjer på at stille skarpt på et fænomen, der gemmer sig bag nogle af de studerende på Det Teologiske Fakultet. Det er den karismatiske kristendom. Mange af os husker den video, der sneg sig ind på studieforum lige før semesterets begyndelse. Videoen var et lille vidnesbyrd fra en ”Eva”, der eftersigende havde haft en tumor i hjernen, der til lægernes store forbløffelse skrumpede væk af sig selv, efter Eva havde været til forbøn i den lokale frikirke. Så sensationel som historien end lød, var den intet at regne i forhold til den shit-storm, den løb i møde på facebook. Det må siges at være spektakulær underholdning, og har du ikke læst det, så se at få sat popkorn i mikroovnen og klik dig ind på studieforum og scroll tiden tilbage til slut august måned.

Der bliver brugt ord som ”kvalmende nonsens”, ”missionshørm” og ”karismatiske kumpaner”. Det er jo hvad der sker, når en karismatiker stikker snuden lidt for langt frem på Det Teologiske Fakultet. Det er som om, at den karismatiske kristendom altid rammer skævt og kommer på et ubelejligt tidspunkt. Når den karismatiske kristendom endelig træder ind i et rum, så jokker den gerne i alle malerbøtterne, så det står op ad væggene og skaber et sådan rod, at det ville være for meget for selv en postmoderne udstilling på Louisiana. Vi skal nu prøve at træde ind i dette rum, gerningsstedet om man vil, og se om vi kan tolke fodsporene blandt de brudte bøtter og bringe en smule klarhed omkring dette grumsede fænomen.

Jeg er selv ganske velbevandret i de pentekostale og frikirkelige miljøer, så jeg vil formaste mig til at optræde som hestens egen mund og komme med et par refleksioner, som måske, måske ikke, kan virke opklarende.

Det enkleste er vel bare at byde dig velkommen til kristendommens irrationelle rum. Med irrationel mener jeg, at teologien her foregår under, over og rundt om sproget. Troen på Gud bliver ikke beskrevet i rationelle termer, men i relationelle. Det drejer sig ikke om kundskab, men kendskab. Teologi drejer sig her ikke om at tale om Gud, men at tale med Gud. Det, der bliver sagt i dette rum, behøver derfor ikke at give mening i systematisk forstand. Den teologiske relevans ligger i det meningsgivende. PIETISME! Udbryder du. Prosit, svarer jeg, og jeg er ikke færdig endnu. Vi mangler den særlige vægtlægning på Guds indgriben i menneskets legemlige liv og dagligdag. Det er her filmen knækker for rigtig mange. Hvis Gud kan og vil gribe ind i verden på foranledning af menneskets bøn, så kan det kun betyde to ting, hvis et menneske ikke bønhøres: Du har ikke bedt godt nok eller endnu værre, Gud hader dig! Derfor blev vedkommende, som postede videoen om Eva på facebook, beskyldt for at være tankeløs og ufølsom over for dem, der har mistet nære og kære. Men her nærmer vi os epicenteret af den kommunikative kløft mellem parterne. Det viste sig nemlig til alles store forbavselse, at dette selvsamme ”tankeløse” og ”ufølsomme” menneske havde mistet sin far bare to måneder forinden. Trods det anså vedkommende ikke beretningen om Evas helbredelse som salt i såret, men derimod et incitament til halleluja. Jeg bliver da nysgerrig på, hvordan det kan lade sig gøre. Om der var tale om et mirakel i videoen eller ej, så er det da sandelig et under, at et menneske kan leve i en sådan (irrationel) spænding! Det må være det fineste eksempel, jeg har set, på en karismatisk teolog i fuld flor.

4

ARKEN 166

ARKEN

ARTIKLER

166

Jøderne og Morten Luther // Et evangelium for de utilstrækkelige? // Studentergudstjeneste: Åbning af det nye semester. // Menneskeligt, alt for menneskeligt - et rids i bevidstheden

ARKEN 166 // LE DER // ARK EN

~

~

Bliv journalist ved ARKEN. Send din artikel til redaktionen .

6

ARKEN 166

Jøderne og Morten Luther Af stud-theol Frederik Lind Køppen

I

ARKEN 166 // Jødern e og Mor ten Lut her

2017 fejredes Reformationens 500 års jubilæum. Det var ikke blot lutter lagkage, men gav anledning til besindelse på nogle af de holdninger, som man fra protestantisk side ikke er stolt af. Jeg tænker på Martin Luthers syn på jøderne, udtrykt i skriftet ”Om jøderne og deres løgne” (1543). Skriftet er ganske polemisk.

Henimod skriftets slutning opsætter Luther syv forholdsregler til den verdslige øvrighed og de kristne: sæt ild til synagoger og skoler, nedbryd jødisk bebyggelse, fratag dem deres bønnebøger og Talmud, forbyd rabbinere i at undervise, indskrænk deres bevægelsesfrihed, forbyd jødisk åger og aktiver yngre jøder ved fysisk arbejde (kontra lånevirksomhed).

unuanceret. Størstedelen af skriftet består i skriftudlægninger mod jøderne. Det er dog ikke dette aspekt af skriftet, de teologiske modsætninger mellem kristendommen og jødedommen, som det følgende vil omhandle.

Udover de føromtalte skriftudlægninger består skriftet nemlig også af anklager mod jøderne, nogle vævet ind i længere forløb, andre skrevet ud selvstændigt. Anklagerne er forskellige: blasfemi, bagtalelser, hovmod og had og andet.

Med det følgende håber jeg at påvise, at disse anklager mod jøderne ikke var ubegrundede.

Det følgende skal ikke forstås som en apologi for det ene eller andet parti, men som et nuancerende indspark i en ensidig debat, der synes kun at kunne tale i det absoluttes kategori. Først må der dog gøres nogle overvejelser omkring (den babylonske) Talmud, dens funktion og betydning før og under Luthers tid. Flere af Luthers anklager mod jøderne kan direkte og indirekte føres tilbage til den.

Men hvorfor skrev Luther om jøderne, som han gjorde? Var der en vis berettigelse til det?

Dette grundlæggende spørgsmål synes i dag ikke at blive stillet og det skaber illusionen om at skriftet intet sagligt grundlag har men er opstået ex nihilo. Samtidigt maler det et bestemt billede af jøderne, nemlig som de evigt uretfærdigt anklagede, der altid tillægges slette handlinger og motiver af en slet kristenhed. Resultatet er, at de gives privilegiet at stå i den kroniske uskylds skær. Men er dette sandfærdigt?

Ligger der til grund for Luthers kritiske syn på jøderne konkrete hændelser og holdninger?

Denne indsigt kan kun nås, hvis man lytter til Luther og hans kilder, uden en forudindtaget foragt. Man må aflægge sig den karakteristiske overbærenhed over O!, tilbagestående mørke! Da ses det, at virkeligheden ikke er så 8

“Det synes, at hvor der findes en stærk jødisk selvbevidsthed, religiøs og/ eller etnisk, uagtet hvor i historien man slår ned, står den jødiske minoritet ofte i et modsætningsforhold til majoriteten, hvilken historisk set næsten altid har været kristne.”

Da kongen af Frankrig i 1244 beordrede, at jødernes Talmud og kommentarer til disse skulle brændes, sendte jøderne en delegation til pave Gregor d. 9. Delegationen gjorde kraftig indsigelse, thi den hævdede, at Torahen ville blive uforståelig for dem uden Talmud (Grayzel, s. 32). Episoden er oplysende for jødernes forhold til Talmud og dens placering i jødisk liv. Den havde en enorm autoritet. Fra Talmuds kodificering omkring 600 blev den

kanon opfattedes Talmud de facto kanonisk. De sås som en holistisk enhed (Marx, s. 43-4), holdt i lige høj hævd. Talmuds moralske vejledning påvirkede i høj grad jødisk etik og religiøs praksis.

Studiet af Talmud blev en religiøs pligt som et mål i sig selv (Bacher, s. 26). I det 16. århundrede blev Talmud regnet for øverste, autoritative instans af majoriteten af jøder. GT blev således forvist til en anden plads og jødiske skoler beskæftigede sig næsten eksklusivt med Talmud (Bacher s. 20) En talmudisk anekdote (BT Shab.

31a) understreger forholdet mellem Torah og Talmud. En aspirerende proselyt kommer

Svaret falder dog ikke i god jord. Hedningen kan godtage Torahens status, men vil ikke tillægge Talmud den værdi, som rabbineren gør.

Shammai sendte ham derfor væk i heftig vrede.

Talmud ”(...) gained primary influence on Jewish history (...). It became (...) the foundation of all Jewish though and aspirations and a guide for the daily life of the Jew. Other components of national culture were made known only in so far as they were embedded in the Talmud. In almost every period and community until the modern age, the Talmud was the main object of Jewish study and education (...)” (Safrai, s. 379). Den jødiske historiker Heinrich Graetz skriver om Talmud,

jødedommens autoritative, teologiske kilde (Neuser s. 2595) og fungerede som et prisme igennem hvilket Torahen blev læst (Neuser, s.

2597). Selvom GT formelt udgør jødedommens

til rabbineren Shammai. Denne spørger Shammai, hvor mange lov- eller læresystemer jødedommen besidder. Shammai svarer to: den skrevne (Torahen) og den mundtlige (Talmud).

at den for jøderne var ”(...) a family history for succeeding generations, in which they felt themselves at home, in which they lived and moved (…) the external world, nature and mankind, powers and event, were for

ARKEN 166

the Jewish nation insignificant, non-essential, a mere

domme. Den var ikke reserveret en rabbinsk

phantom: the only true reality was the Talmud. A new

elite, men påvirkede alle jøder. Hvis der i

truth in their eyes only recieved the stamp of veracity and

Talmud findes visse attituder eller holdninger

freedom from doubt when it appeared to be foreseen and

i forhold til kristendommen, så har de påvirket

sanctioned by the Talmud. Even the knowledge of the

jøderne direkte eller indirekte. Dens vigtighed

Bible (…) were only known to them through and in the

taget i betragtning må den have ledt til konkrete

light of the Talmud.” (Graetz, s. 634) .

opførselsmønstre og attituder. Med disse

Luthers skrift Von den Juden und ihre Lügen

ARKEN 166 // Jødern e og Mor ten Lut her

“Kan der nu angives en grund, udover den religiøse, for den jødiske opførsel?

Spørgsmålet er, om sådanne generelle attituder og handlinger ikke er uundgåelige, hvor der forefindes en kraftig udvælgelsesbevidsthed i kraft af etnos, hvorved en gruppe véd sig adskilt fra andre etniciteter, som de bor iblandt. En tendens til at afsondre sig og at foragte er næsten uundgåelig.”

indledende bemærkninger kan vi nu vende os Talmuds betydning var altoverskyggende for

til Luthers skrift.

de europæiske jøder. Ved den har de udlagt Luther omtaler jødernes ”(...) løgne imod personer

deres religiøse skrifter, forstået verden og fældet 10

ARKEN 166

ARKEN 166 // Jødern e og Mor ten Lut her

(...)”, konkret ”(...) deres løgne om Vorherres person og tillig om hans kære moder (…) (Luther, s. 185).

Jesus kaldes en ”(...) horeunge og hans moder Maria en hore, som har avlet ham i ægteskabsbrud med en smed.” (ibid., s. 187). Jesus beskyldes for at være en ”(...) troldmand og djævelens barn (…)” og for at have kunne ” (...) udtyde Tetragammaton (...)”, og dermed have været i stand til at gøre undere.

Jesus kaldes altså for en magiker eller lignende.

Luther nævner ikke anklagernes ophav, men synes at hente dem fra Salvagus Porchetus’ polemiske værk ”Victoria adversus impios Hebraeos” (1520), hvilken i høj grad bestod af materiale fra dominikanermunken og hebraisten Raimundo Martís værk ”Pugio Fidei” (ca. 1270). I ”Pugio Fidei”, et polemisk skrift, trækker Martí på den babylonske Talmud (Hasselhoff, Wiersma, s. 11), som indeholder skriftsteder, der om end ikke er i komplet overensstemmelse med Luthers ordlyd, betydningsmæssigt bliver det samme.

Således findes der i den anden del af Misnah, Talmuds ene hovedkomponent, et længere skriftsted hvor Jesus omtales som en bastard og Maria som havende både en ægtemand og en elsker. Jesu rigtige fader er Marias elsker, en vis Pandera eller Pantera som sandsynligvis var romersk soldat (Schäfer, s. 18, 98), hvilket gør det hele så meget mere forargeligt, da hun dermed agerede som feltmadras for den romerske besættelsesmagt. Maria beskrives yderligere som havende langt løst hår, hvilket i konteksten indikerer uanstændighed og løssluppenhed (ibid., s. 18). I hans polemiske pamflet ”Juden veindt” (1509) kunne Johannes Pfefferkorn (1469– 1523), tysk jødisk konvertit til kristendommen dokumentere, at jøderne dagligt inkorporerede disse forbandelser over Jesus og Maria helt i overensstemmelse med Talmuds ordlyd. Jesus kaldtes en ”mamzer”, bastard, og Maria en ”zonah”, luder (Rummel, s. 54). Hvilken jødisk menighed Pfefferkorn refererer til er usikkert, men den har enten været i Prag, Nürnberg eller Köln (ibid., s. 3). Samme motiv findes også i ”Toledot Yeshu”, et jødisk polemisk skrift mod kristne og let tilgængeligt i middelalderen, som Luther var bekendt med. Magiker motivet optræder i den babylonske Talmud, men også

her i en lidt anden skikkelse end den Luther fremfører. Jesus beskyldes for at have tilbedt en sten1, dvs. afgudsdyrkelse, udøvet magi og for at have ledt Israel på affveje (Schäfer, s. 35, 37, 102).

I en rabbinsk forvrængning af lidelseshistorierne læses der, at Jesus blev stenet for at udøve magi, blasfemi og forføre Israel til afgudsdyrkelse (ibid., s. 64, 68, 106).

Luther anklager jøderne for at drive spot med Jesu navn: ”(...) de [fratager] ham hans navn. Jesus betyder nemlig på hebraisk Frelser (...) ” (Luther, s. 186) Men ”For at ærgre os gør jøderne det, at de kalder ham Jesu, som på hebraisk ikke er et navn eller ord, men tre bogstaver, ligesom cifre eller talbogstaver (…) Således siger de Jesu, hvilket er 316.

Dette tal skal derefter give et andet ord, hvori der står ”Hebel Vorik”” (ibid., s. 187). Luther refererer til gematria, hebraisk numerologi, hvor det hebraiske alfabets bogstaver tilskrives talværdier.

Anklagen henter Luther fra”Der Ganz Jüdisch

Luther omtaler gennem skriftet et generelt jødisk hovmod og had: de ”(...) roser sig af og takker Gud, for det første fordi de er skabt som mennesker og ikke som dyr, dernæst fordi de er Israel og ikke gojim, hedninger (...)” (Luther, s. 93). Luther omtaler ”bespottelige sange om ros og hovmod” (ibid., s. 100), ”De er de pralende, hovmodige gavtyve (...)”, som kun kan ”(...) rose sig selv og foragte og forbande den øvrige verden (...)” (ibid., s. 106). De har et ”(...) dødeligt had til gojim (…) ” (ibid., s. 157). Luther ”(...) ser i deres skrifter, hvor de forbander os gojim, og i deres synagoger og bønner ønsker os alt ondt” (ibid., s. 166). Luther angiver ingen bestemte kilder, men han trækker måske på ét eller flere skrifter af Pfefferkorn, sandsynligvis igen på Margaritha og andre. Pfefferkorn skriver i sin ”Judenfeind”, at jøderne dagligt beder to bønner mod de kristne og nærer et generelt had til dem (Rummel, s. 55-56). Det ”pralende hovmod” og de ”forbandelser”, som Luther refererer til, kan han have læst i Pfefferkorns ”Die Judenbeicht” (1508). Pfefferkorn beskriver jødernes nytårsfejring. Efter gudstjeneste i synagogen træder et menighedsmedlem frem og reciterer ”Birkhot HaShachar” bønnen, hvori menigheden takker Gud for ikke at have gjort dem til kvinder, kristne eller andre folkeslags slaver (Rummel, s. 72). Margaritha nævner også denne bøn. Margarithas skriver, at jøderne opfattede de kristne som urene (Walton, s. 21),

glaub”. I værket henviser Margaritha til Aleinu bønnen, der reciteres ved afslutningen af de daglige bønner. En af bønnens passager er et sammensat citat af Es 30:7a: ”Egyptens hjælp er intet og tomhed, ” og Es 45:20e: ”og som beder til en gud, der ikke kan frelse”. Margaritha skriver, at jøderne tolkede ordene ”intet og tomhed” ved gematria og dermed udledte talværdien 3162.

Denne talværdi er identisk med den gematriske talværdi af Jesu3. De tolkede dermed Es 45:20e i lyset af den gematriske udlægning af Es 30:7a som omhandlende Jesus, ”(...) en gud, der ikke kan frelse”. (Walton, s. 63). Ikke kun Margaritha, hvis

forbandede dem under deres påskefejring (ibid., s. 35) og ved udsigelse af Jesu navn tilføjede de, dvs. ”Må hans navn blive udslettet” (ibid., s. 65). Luther refererer flere steder til spyt og bespyttelse: at de kristne ærer en Messias ”(...) som forbandes og bespyttes (…) (Luther, s. 191), at jøderne ikke blot lyver om og spotter Jesus og Maria, men ligeså mod de kristne personligt gennem ”(...) et uvejr af forbandelser, skældsord, bespyttelse (…)”(ibid., s. 192-3) og at jøderne ”(…) for næsen af os frit (...) bespytter og vanærer Kristus og os (…) (ibid., s. 196). Luther nævner ikke eksplicit om hvorvidt han refererer til noget konkret eller

”Toledot Yeshu” hævder, at Jesus udførte sine mirakler gennem Tetragammatons magiske kraft ved at bruge viden, som var stjålet fra templet, også i overensstemmelse med Talmud.

Antonius Margaritha (d. 1542), tysk jødisk konvertit nævner dette specifikke skriftsted i hans polemisk værk ”Der ganz jüdisch glaub” (1531), og ligeså Victor von Carben, tysk rabbiner og konvertit i hans ”Juden Buechlein” (1508/1509) (Walton, s. 36-37). Luther har med sikkerhed kendt Margarithas skrift og måske Von Carbens.

12

skrift primært belyser jødisk etos i Regensburg (ibid., s. 20), men også andre konvertitter bekendte, at dette var en udbredt praksis (ibid., s.

63), bl.a. i Venedig (ibid., s. 51).

om denne bespyttelse blot skal forstås billedeligt, som en generel uvilje. Noget tyder dog på, at han endnu engang trækker på Margaritha.

Margarithas skriver at jøderne, når de udsiger førnævnte citat fra Es 45:20e i Aleinu bønnen, spytter tre gange mod Jesus og de kristne. Dette skulle have været et fast indslag i bønnen siden slutningen af det 12. århundrede i Rhinlandet (Walton, s. 63).

Flere eksempler kunne angives, som ville give vægt til Luthers påstande: skriftsteder fra Talmud som Luther ikke selv nævner, fx det bizarre narrativ om Jesus der brænder i Gehenna i kogende afføring med Titus (Schäfer, s. 83-6). I det forudgående er heller ikke alle de kilder inddraget som Luther selv benyttede (Nikolaus af Lyra, Paulus fra Burgos og diverse rabbinere). Flere af Luthers kritikpunkter kunne opremses, fx jødisk mission (omskærelse af kristne slaver bl.a.) og åger, hvilke begge, med visse forbehold, var realiteter. Ydermere kunne der inddrages pavelige buller, jødisk litteratur osv. Jeg har forsøgt at påvise, at visse af Luthers anklager mod jøderne ikke var varm luft. Tværtimod rettede de sig mod stedfundne handlinger, holdninger og attituder blandt visse jøder, som har gjorde det til en byrde for den kristne majoritet at lade dem leve blandt sig.

Med dette slået fast ønsker jeg nu at vende blikket mod en nyere bog om Luther. Det drejer sig om afsnittet i professor Martin Schwarz Laustens bog ”Luther og de fremmede” (2017) (s. 3039), der omhandler ”Om jøderne og deres løgne”.

Professor Lausten er kritisk overfor Luthers påstande og det er der intet i vejen med, for Luthers skrift indeholder ikke kun sandheder. Jeg mener dog ikke at det retfærdiggører Laustens behandling af skriftet. Man overraskes over den lethed og ensidighed hvorved det gøres. I stedet for at granske Luthers anklager, indrømme dem en vis berettigelse og udtrykke en vis forståelse for den almene kristne lede, lader Lausten blot Luthers påstande stå. Det er svært at gennemskue hvorvidt Lausten anser dem for ikke-faktuelle, som pure anti-jødisk opspind,

ARKEN 166

ARKEN 166 // Jødern e og Mor ten Lut her

“Den jødiske minoritet, pga. fremmedgjortheden for det givne, undergraver så at sige den kontekst hvori de befinder sig, gennem spot og religiøs selvhævdelse, enten for at fremme egne interesser eller blot for nedbrydelsens egen skyld.” eller om han anerkender dem som fakta,

ord for gode varer og det synes at han gør det

men ikke vil tilregne det nogen betydning for

ud fra en præmis man ser hos visse historikere,

Luthers og den almene, middelalderlige kristne

der beskæftiger sig med jødisk konvertitter. Man

opfattelse af jøderne. Således bliver anklagen

tror at konvertitten overkompenserer og lefter

om bespottelsen af Kristi navn kort nævnt som

for sine medkristne, ud af frygt for at blive

at jøderne ”Løgnagtigt forvrænger (…) Jesu navn, så

mistænkeliggjort af sine nye brødre i troen, ved

det får en ond betydning (…). Men, skriver Lausten,

at yde dem saftige og tvivlsomme informationer

”Luther henviser ikke til jødiske kilder. Han bygger her på

om tidligere religiøse frænder. Men er det

de mange antijødiske angreb, rygter og fordomme i den fra

virkelig plausibelt, at Margarita skulle lyve?

jødedom til kristendom omvendte Antonius Margarithas

Lausten lader også blot påstanden om ”(...)

bog (...) ” (Lausten, s. 36-7). Men en, der før har

at Maria var en horkvinde og Jesus et horebarn (...)”

tilhørt jødedommen og har indgået i en jødisk

(Lausten, s. 36) stå. Anerkender Lausten, dog blot

dagligdag med alt hvad den indebærer er da

uden at ville tillægge det betydning, at dette står

vel en jødisk kilde og må i kraft deraf have en

i den babylonske Talmud og diverse polemiske

vis insider-knowledge? Margaritha var barnebarn,

skrifter og har påvirket jødernes opfattelse af

søn, nevø og bror af anerkendte rabbinere og

og opførsel mod de kristne? Eller mener han at

selv praktiserende jøde (Walton, s. xiii) og hvad

det er det pure opspind? Det forekommer mig

han beskriver er sandsynligt udtryk for personlig

tvivlsomt, at professor Lausten ikke er bekendt

erfaring (ibid., s. 17). Kan det passe at det hele blot

med dette udsagn, da han unægteligt er ganske

er fordomme? Lausten tager ikke Margarithas

velbevandret i jødisk litteratur og historie. Men 14

hvis det er tilfældet, hvorfor bagatelliseres det så?

Dette talmudiske udsagn og lignende har haft enorm betydning for kirkens og kristenhedens opfattelse og behandling af jøderne - hvordan kunne det andet? Men professor Lausten vil ikke bruge tid på det. Ligeledes skriver professor Lausten at ”Luther er ligeledes overbevist om, at de håner og spotter de kristne, når de taler sammen indbyrdes (…) (ibid., s. 36). Professor Laustens ordvalg, at Luther er ”overbevist”, giver det unægtelig et skær af det fantastiske og usande, men er det det? Pfefferkorn, Margaritha og andre skrev eksplicit om hvordan jøderne indbyrdes kommunikerede, når kristendommen og kristenheden var samtalens genstand og det var ikke flatterende. Med den talmudiske kultur in mente er det heller ikke overraskende. Jeg vil ikke angive flere citater fra Laustens bog men blot anføre, at han i dag ikke er alene i denne tendens til at se bort fra eller negligere jødernes opførsel i den europæiske middelalder, for så til gengæld kun at betone kristelighedens andel i stridighederne.

Kan der nu angives en grund, udover den religiøse, for den jødiske opførsel? Spørgsmålet er, om sådanne generelle attituder og handlinger ikke er uundgåelige, hvor der forefindes en kraftig udvælgelsesbevidsthed i kraft af etnos, hvorved en gruppe véd sig adskilt fra andre etniciteter, som de bor iblandt. En tendens til at afsondre sig og at foragte er næsten uundgåelig.

Er en stærk etnocentrisme, etnisk solidaritet og en negativ attitude og nedvurdering af ”de andre” og deres ikke en følge? Og vokser der ikke ud af selvbevidstheden og den påtagede distance fra det givne et behov for kraftig selvhævdelse, enten af religiøs eller anden art, der eroderer det givne? Og må ”de andre”, majoriteten, som jøderne, minoriteten, omgås med, ikke bide mærke i dette og forarges?

Tacitus skriver i hans ”Annales” (V. IV): ”Jøderne regner alt det for profant, som for os er helligt: omvendt tillader de alt det, som vi forkaster”. Videre skriver han (V.V): ”Overfor hinanden er jøderne meget loyale, rede til at udvise medfølelse, men overfor alle andre fjendtlighed og had. Ved måltid afsondrer de

sig, de sover adskilt (…) de afholder sig fra samleje med fremmede folk”. Grundtonen er den samme i Søren Krarups ”Harald Nielsen og hans tid”, skrevet 1800 år senere, hvor Krarup om Georg Cohen Brandes skriver, at han var ”(...) uden pietet for fortiden, fordi der ikke var bånd mellem ham og den. (…) Han hånede grundfølelsen, som (...) var (...) dansk, han angreb med hele sin voldsomhed den kultur, der var bestemt af kristendommen (…). Han angreb så at sige folkestammens idealer.” Ifølge Brandes selv forstod han sig ikke som etnisk dansk, men som etnisk jøde og i kraft af det, ifølge ham selv, stod han i et grelt modsætningsforhold til Danmark og nærede ”det mest levende had til kristendommen”. Under en rejse i syden erfarede Brandes ”(...) hvor modsat han var danskerne, hvor forskelligt de reagerede (...) På grund af sit jødiske blod4 var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid (...)”. Det samme, tror jeg, er tilfældet med Tacitus’ og Luthers jøder. Det synes, at hvor der findes en stærk jødisk selvbevidsthed, religiøs og/eller etnisk, uagtet hvor i historien man slår ned, står den jødiske minoritet ofte i et modsætningsforhold til majoriteten, hvilken historisk set næsten altid har været kristne. Den jødiske minoritet, pga. fremmedgjortheden for det givne, undergraver så at sige den kontekst hvori de befinder sig, gennem spot og religiøs selvhævdelse, enten for at fremme egne interesser eller blot for nedbrydelsens egen skyld. Følgen er, at den kristne majoritet med tiden presses til grænsen. Det er i kraft af det etniske forhold, der forholder sig til sig selv, at dette hænder.

Det er i kraft af selvet der, positivt, forstår sig selv som tilhørende en etnicitet og dermed en lang, bagudrækkende kæde og negativt som stående i et modsætningsforhold til ”de andre”.

Det er en naturlig selvbevidsthed, som den moderne individualistiske europæer svært kan fatte. I dag forekommer den nærmest som en patologi, et levn. Men dette forhold er reelt og virksomt, både i antikken, middelalderen og i dag. Sandeligt, det er blot menneskeligt, alt for menneskeligt. Mysteriet findes ikke.

ARKEN 166

01

- Bacher, Wilhelm : Talmud. Bacher, Wilhelm : I: The

. Stentilbedelsen afspejler det babylonske miljø, som Talmud tilblev i og skal her blot symbolisere almen afgudsdyrkelse fra et jødisk perspektiv.

Jewish Encyclopedia. 1. udg. Funk and Wagnalls Company, 1906. Bind 12.

- Graetz, Heinreich : History of The Jews. Bind 2. 1. udg.

02 03 04

The Jewish Publication Society of America, 1893.

- Grayzel, Solomon: The Church and the Jews in the XIIIth Century. 1. udg. The Dropsie College for Hebrew and Cognate Learning, 1933.

. å = seks, ø = tohundrede, é = ti, ÷ = hundrede = 316 . é = ti, ùÑ = trehundrede, å = seks = 316

. Krarup udtrykker sig uden tvivl uheldigt her. Ved at betone Brandes’ ”blod” kommer han til at tillægge Brandes en form for racemæssig eller biologisk determination, hvilket ikke er hans hensigt. Udtryk som ”ophav”, ”etnicitet” eller ”opkomst” havde været bedre, thi det

- Hasselhoff, Görge, Wiersma, Syds. The Preface to the Pugio fidei. I: Ramon Martís Pugio Fidei. Redigeret af: Görge Hasselhoff og Alexander Fidora. 1. udg. Obrador Edèndum, 2017 - Luther, Martin : Mod tyrken og jøden. 1. udg. Tidehvers

var i kraft af, at Brandes forholdte sig til disse identitetsmæssige grundvilkår, at han handlede som han gjorde. Dette er Krarups egen mening, som går tabt i forkert ordvalg.

Forlag, 1999.

- Marx, Tvzi: Judaic Doctrine of Scripture. Vroom, Hendrik M. og Jerald D. Gort: I: Holy Scriptures in Judaism, Christianity and islam. 1. udg. Rodopi, 1997.

- Neuser, Jacob: Talmud of Babylonia in Historical Perspective. Neuser, Jacob m.fl.: I: The Encyclopaedia of Judaism. 2. udg. Brill, 2005. Bind 4.

- Rummel, Erika: The Case against Johann Reuchlin. 1. udg. University of Toronto Press, 2002.

Pfefferkorm, Johannes : The Jews’ Mirror. 1. udg.

ACMRS, 2011.

- Safrai, S.: The Era of The Misnah and Talmud (70640). Ben-Sasson, H.H: I: A History of The Jewish ARKEN 166 // Jødern e og Mor ten Lut her

People. 1. udg. Havard University Press, 1976.

- Schäfer, Peter : Jesus in the Talmud. 1. udg. Princeton University Press, 2007.

- Schwarz Lausten, Martin: Luther og “de fremmede”. 1. udg. Eksistensen, 2017.

- Walton, Michael Thomson: Anthonius Margaritha and the Jewish Faith . 1. udg. Wayne State University Press , 2012.

16

ARKEN 166

Et evangelium for de utilstrækkelige?

Af stud.theol. Lennart Pedersen

H

vordan kan vi tænke kristendommen, så det er relevant for mennesker i dag?

Den kristne forkyndelse af syndernes forladelse høres jo ganske forskelligt afhængigt af

nøgenhed dækkede de sig med et figenblad og gemte sig fra Gud. (1 Mos 3,7-8) Men for Gud kan de ikke gemme sig. Ordet skam kan spores tilbage til den indoeuropæiske rod kam/kem som betyder ’at (til)dække, at gemme’. Præfikset ’s’ er refleksivt, og skammens etymologi er således at dække eller gemme sig. Skammens etymologi er ikke så meget en beskrivelse af selve skammen, men snarere én af mange reaktioner på skammen: Den, der rammes af skam, vil beskytte sig ved at dække sig til eller at gemme sig. Det kan være konkret, ligesom Adam og Eva, der gemmer sig, eller ved fx at skjule, hvad vi opfatter som skamfulde følelser eller tanker. Hvad skamreaktionen er et udtryk for, er at forsøge på at skjule sig, det være sig fra sit eget blik, den andens blik. Et sådant blik er en metafor for at blive dømt eller vurderet. Når vi slår blikket ned og ikke kan holde øjenkontakt, så skammer vi os. Og vi behøver ikke andres fordømmende øjne for at skamme os, da skammen kan internaliseres, og dermed kan vi skamme os i enrum.

hvem, der hører budskabet. Hvis korset ses som grundlaget for Guds tilgivelse af menneskets synd, taler det særligt til dem, der føler skyld. Hvis korset og opstandelsen ses som en sejr over døden, taler det særligt til dem, der sidder i dødens skygge. Men hvordan kan korset tale til de skamfulde? For mig at se, er dette spørgsmål én af mange muligheder for at gøre kristendommen eksistentielt og intellektuelt relevant for mennesker i dag - en måde at møde mennesker hvor de er, som de er.

Det skriver jeg i øjeblikket speciale om i Dogmatik med Økumenisk Teologi. Men hvad er det nu lige, skam er i forhold til skyld?

ARKEN 166 // Et eva ngel i um fo r de uti l st ræk kel ige?

Skam og skyld Skam og skyld sammenblandes ofte i dagligsproget, men selvom der er ligheder, er det forskellige fænomener. Mange siger fx, at de føler skyld og har dårlig samvittighed, men i virkeligheden er der ofte mere tale om, at de føler skam. Skyld er at gøre noget forkert, mens skam er at være forkert. ”Jeg har gjort noget forkert”, er således udtryk for skyld, mens ”jeg er forkert”, er udtryk for skam. Skyld vedrører altså vores handlinger, mens skammen vedrører, hvem vi er. Lavt selvværd er således også udtryk for skam, fordi vi her evaluerer, hvem vi er.

Skammen kan være en utrolig smertefuld oplevelse: Den kliniske psykolog Gerchen Kaufman beskriver eksempelvis skammen som ”a wound made from the inside, dividing us from both ourselves and others.”1 Hvor stort dette ”sår” kan være, illustreres ved, at skammens konsekvens kan være selvmord: I skammen kan det være at foretrække at tabe livet, i modsætning til at tabe ansigt. Betyder det, at vi skal af med al skam?

Nej, så ville vi være skamløse.

Da Adam og Eva havde spist af Kundskabens Træ, følte de skam, og som reaktion på deres 18

“Mange af de indsigter som jeg har skrevet om, giver ikke meget mening og kan ikke mærkes, hvis vi begrænser os til tanken.

Mennesket er både ånd, sjæl og legeme. Jeg vil derfor anbefale en kristen meditation, Christfulness – Heling af hjertet. Den taler ind i skammen – at blive set, elsket og accepteret af Gud. Som den man er.”

Følelsen af utilstrækkelighed Men der er sket noget med skammen, den er ikke, hvad den har været. Den norske psykiater Finn Skårderud sondrer mellem klassisk og moderne skam. Den klassiske skam handler primært om at realisere sig selv for meget, hvorimod den nye skam primært handler om at realisere sig selv for lidt. Det betyder dermed, at det at opleve sig selv som for meget og det at opleve sig selv som for lidt begge er forskellige manifestationer af skam.

Skårderud bruger begreber som selvrealisering og autenticitet som kendetegn for den moderne skam. Disse idealer har de udfordringer, at det

er umuligt at leve op til dem, for hvornår er man selvrealiserende og autentisk nok? Svaret er vel aldrig. Vi kan ikke måle det, og nok så vigtigt ved vi faktisk ikke, hvad det indebærer at være selvrealiserende og autentisk. Dette betyder, at den moderne skam således kan opsummeres som, hvad jeg betegner som utilstrækkelighed, fordi der heri er impliceret, at man ikke strækker sig nok og dermed ikke er god nok.

Et evangelium for de skamfulde? Tre bud Men hvordan kan korset tale til de skamfulde?

Der er mange former for skam, her vil jeg

ARKEN 166

fokusere på skam forstået som utilstrækkelighed.

svært ved at være venlig overfor sig selv. At have

Den amerikanske mennonit, Norman. C.

en indre kritisk stemme er ganske normalt –

Kraus (1924-2018), der har været missionær

særligt hvis man er presset.

i Asien, og den koreanskfødte metodist Andrew Sung Park (1951) er to af de ganske

Park har, hvad jeg vælger at betegne som en

få systematiske teologer, der har forholdt sig

medfølelsesfokuseret trinitarisk teologi. Gud føler med

til skammen. De har begge en ganske anden

os. Ikke kun Sønnen lider med os, men også

skamforståelse, end den jeg har argumenteret

Faderen og Helligånden. Mange teologer har

for, men alligevel kan deres teologier måske

villet holde Gud ude fra lidelsen og sagt at Gud

tale ind i utilstrækkelighedsskammen. Lad og

ikke kan lide. Det ville gøre ham uperfekt, at han

give det et forsøg med tre bud: (1) Korset er et

kan påvirkes af verden, argumenterer de. Sådan

skambærende symbol, hvori det bliver tydeligt,

ser Park det ikke: At Gud skulle være upåvirket

at Gud lider med os. (2) Jesu død og opstandelse

af verden, er udtryk for græsk filosofi, ikke det

viser, at Gud elsker os. (3) Korset blotter den falske

bibelske vidnesbyrd. Helt kort: Gud har på

skam og viser dermed hen til det sande ideal, som

perfekt vis manifiseret sig selv på korset i Jesus

er vores gudbilledlighed.

Kristus, og her lider Kristus. Derfor lider Gud.

1) Gud tager del i vores skam

2) Gud elsker os Dickson

I sammenhæng hermed er tanken om, at Gud

Kazuo Yagi, skriver meget rammende om, hvor

elsker os. (fx 1 John 5,9-21) Når vi er skyldige,

meget skam der er tilstede ved Jesu passion:

har vi brug for tilgivelse. Men helingen af

Den

japansk-amerikanske

præst,

skammen sker ikke gennem undskyldning. Vi

“

“

Christ’s vicarious identification with us enables us to identify ourselves with him and thus gain a new perspective on our true situation and to realize a new self-identity as children of God. His compassionate, personal communication with us as the Son and true image of God sharing our existential shame enables us to emerge from our self-isolation and confess our failure, feelings of unworthiness,

01

. Gershen. Kaufman, The Psychology of Shame: Theory and Treatment of Shame-Based Syndromes (London: Routledge, 1993), 17.

02

. Dickson Kazuo Yagi, “Christ for Asia: Yellow Theology for the East”, Review & Expositor 88, nr.

4 (december 1991): 361, https://doi. org/10.1177/003463739108800404.

and despair. Thus the possibility of accepting him as the true image of God and identifying with him as a member of God’s family is opened to us.”

kan und-skylde, men vi kan ikke und-skamme.

The ordeal for Jesus was shame-

Den danske psykolog Lars Sørensen beskriver,

whipping before the crowds, stripping

at helingen af skammen er at blive set på med

him, clothing him with the Imperial

kærlige øjne. Det han være konkret, men det

purple, putting a reed in his hand for a

kan også være at opleve sig som set, elsket og

scepter, the crown of thorns, the spitting,

accepteret. Hvis vi forstår korset som Guds

and the jeering challenge to come down

kærlighedserklæring, fordi vi i kærligheden er

from the cross. The physical suffering and

villige til at lide med dem vi elsker, så er korset

death was severe. But the ordeal would

noget, der taler ind i skammen.

be hollow without the jeering, laughing crowd.”2 ARKEN 166 // Et eva ngel i um fo r de uti l st ræk kel ige?

noget, vi burde skamme os over. Men Kraus vil ikke af den grund fjerne skammen. Han mener derimod, at i lyset af Kristus, bliver det tydeligt, at der er noget, vi burde skamme os over. Det er den sande skam – at vi ikke kan leve op til det, vi er skabt til at være. Om alt dette skriver Kraus:

3) Den falske skam og vores sande ideal Socialpsykologisk beskriver Kraus, hvordan vi

Det, der sker er, at Gud i Jesus identificerer sig

forsøger at leve op til individuelle og kollektive

med os, også i vores skam. Selvom skammen

idealer. Når vi skammer os, er det bl.a. fordi, vi

er en smertefuld og ensom følelse, så er vi ikke

kommer til kort overfor et ideal. Hvis du har et

alene for Gud lider med os. Der er udviklet

ideal om at være den perfekte studerende eller

en terapi rettet mod skammen, da skammen

perfekte kæreste, så er dette dine idealer. Denne

går igen på tværs af mange psykiske lidelser

forståelse af idealer supplerer Kraus med en

såsom angst, depression, anoreksi og misbrug.

teologisk: Den teologiske antropologi implicerer

Mennesker med disse lidelser har svært ved at

et menneskesyn, hvor gudbilledligheden er vores

være venlige overfor dem selv, og behandlingen

sande ideal. I lyset af Jesu liv og undervisning

hedder medfølelsesfokuseret terapi, hvor klienten

blotter han på den måde, at meget af det vi

opøves i at vise medfølelse overfor sig selv. Men

skammer os over, i virkeligheden er en falsk

læg mærke til, det betyder ikke at man er syg,

skam. I lyset af Kristus kan man altså sige, at

fordi man i større eller mindre grad kan have

vi kan opdage, at meget af vores skam ikke er 20

For Kraus gives der altid nye muligheder med Kristi opstandelse. Vi gives en ny måde at se os selv og hinanden på. Vi er Guds elskede børn.

Mange af de indsigter som jeg har skrevet om, giver ikke meget mening og kan ikke mærkes, hvis vi begrænser os til tanken. Mennesket er både ånd, sjæl og legeme. Jeg vil derfor anbefale en kristen meditation, Christfulness – Heling af hjertet. Den taler ind i skammen – at blive set, elsket og accepteret af Gud. Som den man er.

Du kan finde den på YouTube.

ARKEN 166

Studentergudstjeneste: Åbning af det nye semester.

Af cand. teol. og ph.d Lars Vangslev

vi vil foretage os med vores sind. Vi vil være et andet sted i vores fantasi. Mens vi således bliver siddende med legemet i Hans Tausens kirke, vil vi foretage en vandring med sjælen til Roskilde Domkirke. Og når vi er kommet frem til kirken og er gået gennem våbenhusets tunge dør og står midt inde i domkirken med det kalkhvide loft svævende højt oppe over vores hoveder med kongeporten mod vest og højalteret mod øst, vil vi fortsætte vores færd ligefrem og komme til sidst til det gamle kapel fra den sene middelalder, kapellet for den svenske helgeninde, sankt Birgitta af Vadstena. Og efter at vi er gået helt ind i det kalkmaleriprydede kapel og står midt inde i kapellet, vil vi få en ubehagelig fornemmelse af, at der er nogen bagved os, som holder øje med os. Vi vil vende os om, kaste vores blik mod den vestlige del af indgangen, og vores opmærksomhed vil med det samme blive fanget af en grønfarvet djævel, malet højt oppe på muren, som ser ned på os med stirrende, gennemtrængende, afslørende øjne.

Prædiken i Hans Tausens kirke fredag den 7. september 2018 klokken 13. 15.

Salmer: DDS 10, DDS 683, DDS 461, DDS 697.

ARKEN 166 // St ud ente rg udst je ne ste: Åbni ng af d et nye s eme ste r.

K

ære menighed.

Den gode prædiken anfører med det samme dens emne. Men emnet kan være svært at finde i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Hvad er nemlig den gode del, som Maria har valgt? Det er ikke helt klart. Det er måske det simple, at hun sætter sig ned og lytter til Jesu tale og er opmærksom på hans ord. Den gode del har med hans ord at gøre. Og læser vi prædiketeksten i sammenhæng med de seneste søndages prædiketekster, bliver det muligt for den opmærksomme læser at påstå, at netop det er emnet: Ord. Ord i sammenhæng dels med hjertet, overbevisningens metaforiske sted i mennesket, dels med gerningen, ordets legemlige følge. Lad os gøre en vandring ligesom Jesu disciple dengang og gøre det, mens vi holder for øje treklangen af hjerte, ord og gerning. Den treklang, som er den gode del, som Maria har valgt.

Lad mig altså begynde min prædiken med at invitere jer med på en vandring. Det er ikke en vandring, vi vil foretage med vores ben. Vi bliver der, hvor vi er. Men det er en vandring, 22

“Tomme ord. Ord, som siges, for at der skal siges noget, uden at dette noget har nogen egentlig betydning.”

frit oversat til vores smukke modersmål: Jeg skriver navnene ned på dem, som går omkring og taler om tomme ting. Tutivillus bærer for ingenting sit navn. Hans navn er ligesom indskriften på båndet omkring ham et stykke middelalderlatin, jf. det verbum, hans navn er dannet af, verbet tueor: Den, der holder øje med. Tutivillus holder så skarpt øje, at intet undgår hans blik. Han hører så opmærksomt, at intet undslipper hans hørelse.

Hvad er det, han holder øje med? Den kirkehistoriske kundskab fortæller os, at Tutivillus er en djævelskikkelse, der opfindes i middelalderen af klostrenes abbeder og domkirkernes kantorer og derfor også først

gudstjenestens salmesang og nadverfejring. De var der, og de var der alligevel ikke. For tankerne kredsede om den varme seng, de netop havde forladt. Det er her, at Tutivillus kommer ind i billedet. Han er i virkeligheden abbedernes og kantorernes hjælper: Han holder nemlig øje med, hvem der er dukket op, og hvem der ikke er dukket op, og han skriver deres navne ned for at kunne holde dem til ansvar på dommens dag for deres tilstedeværelse eller manglende tilstedeværelse. Og han spidser ørerne, så at han kan høre på de tilstedeværendes salmesang, om den kommer fra hjertet, eller om den bare lires af uden troens overbevisning.

Det er netop, hvad kalkmaleriet af Tutivillus

Det er middelalderdjævelen Tutivillus, som kaster sit blik på os. Han er en grøn djævel med gule øjne, som ser alt, og med store ører, som hører alt. Foran ham står der en krukke med blæk til den fjer, han holder i sin højre hånd.

Han sidder med sin lille krop med dens deforme ben og vanartede fødder og skriver på et stykke

findes på kalkmalerier rundt omkring i klostre og kirker fra og med det 13. århundrede.

Munkenes og præsternes gudstjeneste bestod først og fremmest i, at de dukkede op til regelmæssige gudstjenester flere gange i løbet af dagen og natten, hvor de sang salmer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente og

i Sankt Birgitta af Vadstenas kapel i Roskilde Domkirke tjener til: At minde de munke og præster, som dengang gjorde tjeneste i kapellet med salmesang og nadverfejring til ihukommelse af den døde helgeninde, om, at de blev overvåget, mens de var i færd med at udføre deres arbejde. Står man inde i kapellet med den

pergament. Over ham er der malet et bånd, der slynger sig kunstfærdigt omkring ham. Og på båndet står der på middelalderens kirkesprog, latin: Scribo vana loquendo vagantes. En smule

fejrede nadver. Men især om natten kunne det knibe med, at munkene og præsterne dukkede op til tiden, og når de var dukket op, kunne det knibe med at holde koncentrationen om

officielle bog om Domkirken i sine hænder, læser man i bogen, at de latinske ord i båndet, der slynger sig kunstfærdigt omkring den grønne djævel: Scribo vana loquendo vagantes, skal

ARKEN 166

med de store spørgsmål. Ord, som forbliver ord, fordi de ikke sætter deres præg på vores liv, som altid er et legemligt liv. Der, hvor vi er med vores krop. I et kropsligt samfund med andre mennesker. Jeg havde en oplevelse på Købmagergade i København for nogle år siden. Jeg var på vej hjem fra Det Teologiske Fakultet og passerede Trinitatis kirke med Rundetårn på min højre hånd. Den var før fakultetets udflytning fra Indre by til Amager universitetets gamle kirke. Der lyder hver søndag solid forkyndelse fra kirkens prædikestol, og det store rum bliver fyldt af den smukkeste orgelmusik, korkantater og salmesang. Efter at jeg havde passeret kirken, blev jeg længere fremme på Købmagergade mødt af en samling unge imamer. De var påklædt, ligesom imamer er påklædt i Mellemøsten med hvid hue og hvide gevandter. De havde ligesom imamer i Mellemøsten ladet deres skæg gro, så at de havde et stort og sort fuldskæg. De stoppede folk og uddelte materiale til dem om ramadanen og dens betydning i islam og førte med dem, som ville, en kort og informativ, missionerende samtale, som de afsluttede med udsagnet: Eid mubarak. Det, som faldt mig i øjnene og for brystet, var fraværet af kristendommen på Købmagergade. Islam var der med ord og handling. Kristendommen var der måske også, men var den der, var den der i skikkelse af en kirkebygning, i hvilken der lyder en forkyndelse, som forbliver inden døre. Kristendom som en museal raritet. Kristendom som en kulturhistorisk museumsgenstand bag montrens beskyttende glas. Så er den forkyndelse også tomme ord. Hvor meget den end kommer fra hjertet, den griber ikke legemet, og den gør ikke legemet til sit redskab i livet uden for kirkens døre.

Det er imidlertid ikke, hvad der menes.

Tomme ord. Det er ord, som er tomme. Det kan for det første være ord, som er tomme for indhold. Ord, som siges, for at der skal siges noget, uanset hvad dette noget måtte være. For tavshed er et ubehageligt tomrum. For nogle år siden i et nattetog på en rejse fra København til Tübingen i den sydlige del af Tyskland delte jeg kupe med en ældre herre fra det tidligere Østtyskland, som fortalte mig om det østtyske regime og om forskellen mellem at leve under dette marxistiske regime og at leve i et forenet og frit Tyskland. Han fortalte mig, at den største forskel, han kunne komme i tanke om efter at have levet mange år i et frit samfund som det tyske, var det, som han kaldte for inflation i ord.

I Østtyskland var den statslige sikkerhedstjeneste til stede overalt som det kommunistiske partis udgave af Tutivillus, så at ethvert ord, der blev sagt af den jævne tysker, blev hørt og skrevet ned. Hvilket betød, at ethvert ord først måtte gennemtænkes, før det forlod munden, for ethvert ord bar en risiko i sig om fængsling og pludselig forsvinden. Ordene var derfor få, men de var gennemtænkte. Og når de blev sagt, stod den, der sagde ordene, bag ordene med hele sin person. Men i det frie Tyskland, hævdede den ældre herre, hvor det stod enhver frit for at sige, hvad han ville, uden at det ville få konsekvenser for ham, herskede der inflation i ord, og ordene havde derfor mistet deres betydning.

Tomme ord. Ord, som siges, for at der skal siges noget, uden at dette noget har nogen egentlig betydning. Men tomme ord kan for det andet også betyde ord, som ganske vist kommer fra hjertets overbevisning, men som er uden

Middelalderdjævelen Tutivillus fra roskilde domkirke

ARKEN 166 // St ud ente rg udst je ne ste: Åbni ng af d et nye s eme ste r.

oversættes med sladder, så at Tutivillus skriver dem ned i sin bog, som går omkring og sladrer og ondsindet humor blandt kirketjenerne siger, at denne oversættelse har betydet, at ingen kvinder tør gå ind i kapellet!

Tomme ord. Ord, som er tomme, fordi de er uden indhold. Eller ord, som er tomme, fordi de ikke sætter deres præg på vores liv. Hvad

betydning for den krop, som bærer hjertet og giver dets overbevisning mund og mæle. Altså ord, som forbliver ord, hvor vægtige og vigtige de end måtte være for os, når vi beskæftiger os

siger Vor Herre om sådanne ord. Han taler om at blive draget til ansvar for ord: På dommens dag, siger han, skal du aflægge regnskab for ethvert tomt ord, du har talt. På dine ord skal du 24

ARKEN 166

ARKEN 166 // St ud ente rg udst je ne ste: Åbni ng af d et nye s eme ste r.

“Vor Herre kræver altså noget af os. Han kræver, at vi skal træde i karakter. At vi træder ud af mængden og besinder os på det, hvorpå vi bygger vores liv.”

frikendes, og på dine ord skal du fordømmes. På dommens dag altså bliver vi hver især draget til ansvar ikke alene for vores gerninger, men også for vores ord. På dommens dag skal vi svare, om der var overensstemmelse i vores liv mellem hjerte, ord og gerning. Ordet ansvar består af to dele: af præfixet an- og verbalsubstantivet svar, hvilket giver meningen: Et modsvar. Ansvar vil sige at svare igen på en tiltale. Og den, der tiltaler os på dommens dag, er Vor Herre. Han vil spørge os om ethvert ord, vi har talt: Var det et tomt ord? Et ord uden indhold? Et ord uden konsekvens? Han tiltaler os allerede her og nu med sit eget ord, som er skriftens ord. Og med sin tiltale sætter han os allerede her og nu under en fordring. Et: Du skal.

og dermed også handling. Han kræver sandhed i livet af os.

Du skal. Siger han. Du skal elske Herren din Gud af hele din styrke. Du skal. Siger han. Du skal elske din næste som dig selv. Du skal. Siger han.

Du skal lade Herren din Gud være fortegnet for hele dit liv, så at der er intet gudsneutralt rum i dit liv. Gud er ingen parentes. Men du er den parentes, hvis fortegn Gud er. Det fortegn, som bestemmer hele parentesens indhold. Lad mig blive i matematikkens sprogunivers for at gøre det tydeligt: Dit liv skal derfor ikke være ligesom en cirkel med et centrum, som du selv er. Men dit liv skal være ligesom en ellipse med to brændpunkter, hvor Gud er det ene brændpunkt, og din næste er det andet brændpunkt. Du skal.

Siger han. Du skal ikke realisere dig selv. Men du skal realisere relationen til Gud og din næste i dit liv, så at du ikke længere selv er hovedpersonen i dit liv, men en biperson. Thi hovedpersonerne

Vor Herre kræver altså noget af os. Han kræver, at vi skal træde i karakter. At vi træder ud af mængden og besinder os på det, hvorpå vi bygger vores liv. Det, som holder vores hjerte i sine hænder. Han kræver, at vi tænker og taler og handler ud fra hjertets overbevisning.

Også selvom det måtte betyde øretæver. Han kræver ord. Ikke tomme ord. Han kræver tale

er Gud og næsten.

Måske befinder du dig stadig i Sankt Birgitta af Vadstenas kapel i Roskilde Domkirke med 26

blikket fanget af den grønne djævel med de gule øjne, der med et spottende smil fortæller dig, at alt, hvad du siger, bliver skrevet ned? Bare rolig. Alle dine tomme ord i livet fra start til slut.

Og måske har du distraheret lånt et øjebliks opmærksomhed til min prædikens alt for mange ord om, at du vil blive stillet til ansvar for dine ord af Vor Herre på dommens dag? Hvem, som hører en sådan tale af Vor Herre selv, må ikke frygte for dommens dag? Vores tale består jo alt for ofte af tomme ord.

Lars Vangslev, Ph. D. Den 31. august 2018.

Men den Jesus, der taler til os i skriftens ord, som vores dommer på dommens dag, er ingen djævel. Han bærer ikke navnet Tutivillus. Han bærer navnet Kristus. Han gør det for vores skyld og til vores gavn. Der er kun et menneske, som har levet, og som har talt uden at gøre brug af tomme ord. Og det er netop ham. Og det er ham alene. Derfor hedder han også Kristus.

Han er Guds eget ord. Han er den, i hvem Gud selv taler til os. Han er både den, i hvem Gud fælder dom over os og vores tomme ord, og den, i hvem Gud lader nåde gå for ret, så at vi går fri for dommen over vores tomme tale.

Fri - ikke for at kunne sætte skel mellem det ord, vi har hørt fra Gud i gudstjenesten, og det liv, vi lever til hverdag. Fri - ikke for at kunne fremture med tomme ord, ord uden indhold og ord uden betydning. Men fri - fri, så at vi kan stræbe efter at lade hjertets overbevisning forene sig i tanke og tale og handling og således glimtvis forvise de tomme ord fra vores liv med hinanden i ansvar over for Gud, idet vores kristentro får kød og blod i ord og handling.

Kære menighed i Hans Tausens kirke.

Lad os slutte vores vandring i fantasien til Sankt Birgitta af Vadstenas kapel i Roskilde Domkirke. Og lad os vende tilbage til vores nye studenterkirke i København. Til Hans Tausens kirke på Amager. Så er vi her igen både med legeme og sjæl. Belært af Gud om, at tomme ord er af det onde. De hører ikke til i vores liv med hinanden. Amen.

ARKEN 166

Menneskeligt, alt for menneskeligt - et rids i bevidstheden

”

ARKEN 166 // Mennes ke ligt , al t for menneskel igt

Når jeg betragter et fast punkt på en væg over længere tid, sker det nogle gange, at jeg ikke mere ved, hvem jeg er, eller hvor jeg befinder mig. Da får jeg en fjern fornemmelse af identitetsløshed - som om jeg et øjeblik bliver en fuldstændig fremmed.

Denne abstrakte figur og min virkelige person ligger i en jævnbyrdig strid om min opfattelse.”

– Max Blecher Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed Jeg aner ikke, hvad bevidsthed er. Der findes psykologiske og fysiologisk-psykologiske beskrivelser og forklaringer på det, men det hjælper mig lige lidt. Jeg ved, at den er mangelfuld; at vi næsten intet forstår af det, der omgiver os og at den lille del, vi trods alt tror, vi forstår, er fuld af fejl og subjektive forskydninger. At opleve verden som den er er ikke noget menneske forundt. Man kan tale om bevidstheden som det intersubjektives epicentre og alligevel er det samtidigt den enkeltes eget isolerede rum; et mentalt fængsel. Vi er alle fanget i vores egen bevidsthed og er derfor i en vis forstand ikke en del af verden. Vi er bare i verden. En uoverstigelig afgrund findes herimellem. Længslen efter at blive ét med sin omverden ligger som en arketypisk forestilling i os; vi har det som om, at det skulle kunne lade sig gøre, men derfor ved vi også, at vi er

eksistentiel ensomhed; sproget kan ikke rumme virkeligheden i sig, for også sproget er kunstigt og menneskeskabt. Det er en konstruktion, bevidstheden kan bruge, men ikke nærmes ved.

Det er i hvert fald min egen oplevelse, at sproget alene er så mangelfuldt, at stort set ingen fuldgyldige svar på rigtigt vigtige spørgsmål lader sig indfange i dets system. Jeg har tænkt meget over, hvordan (eller om) det er muligt at omgå dette problem; kan man accelerere en bevægelse i bevidstheden på en sådan måde, at det fører en tættere på det egentlige - hvis ja, hvordan?

Mulighederne synes faktisk mange og jeg har derfor i denne tekst udvalgt mit eget personligt kuraterede udsnit: vha. kunsten (al slags, men af forskellige årsager. Romanen: Strømmen af et andet menneskes bevidsthed kan over tid og sider fjerne filtreringen fra den læsendes bevidsthed således, at læser og karakter1 bliver ét og i dette rum kan der ske noget. Maleriet: den pludselige, umiddelbare forbindelse til verden, der kommer en i møde gennem blikket, men som folder sig ud i alle sanserne, synes også som en overvindelse af afstand. Musikken: Den tidsbestemte aktopbygning, der accelerer forbindelsen til det indre liv med en sådan kraft, at al afstand mellem en selv og verden i et øjeblik kan føles overvundet. Dramaet: Et andet menneskes menneske-performativet kan paradoksalt nok skabe en empatisk eksplosion,

på afstand og derfor lider vi under det. Måden vi kan nærme os de andre/hinanden/verden på er først og fremmest gennem sproget, men sproget er ikke beregnet til at mindske den slags

der sætter tilskueren ind i verden)2, samtalen (dialogos (gennem-sproget). Dialogen: i dette rum lader det sig nogle gange gøre. Det interessante synes imidlertid at være, at når det lader sig gøre, 28

Maleri af Gonzalo Carrasco

Af stud.theol. Andreas Ole Nielsen

ARKEN 166

ARKEN 166 // Mennes ke ligt , al t for menneskel igt

“Jeg aner ikke, hvad bevidsthed er. Der findes psykologiske og fysiologiskpsykologiske beskrivelser og forklaringer på det, men det hjælper mig lige lidt.”

Gud eller det vil sige, det er rammefortællingen om Jobs Bog, dens dramatiske understrøm, mens den egentlige fortælling finder sted i den heraf afstedkommende samtale mellem Job og Jobs tre venner: Elifaz, Bildad og Sofar3. I denne dramatiske samtale findes ikke blot svar på denne teksts indledende problemstilling vedrørende den menneskelige bevidstheds karakter, men ligeledes en immanent, poetisk acceleration mod det åbne og egentlige. ”6 For ulykke skyder ikke op af jorden, elendighed spirer ikke frem af mulden; 7 Det er mennesket selv, der avler elendighed, og gnister flyver højt op.” (Jobs Bog 5, 6-7). Sådan siger Elifaz’ i sin første tale og det, der er interessant, er, hvordan det allerede her bliver tydeligt, hvordan Elifaz (og (vil jeg påstå) mennesket generelt) opfatter dels den menneskelige bevidsthed og dels et menneskets skæbne, og ydermere hvordan disse ikke blot er sammenkoblede, men faktisk så nært beslægtede, at de næsten er identiske i vores bevidsthed. Vi opererer alle sammen med en forestilling om bevidstheden, men det er næsten udelukkende en uudsagt forestilling, der kun kommer indirekte til udtryk, for hvordan i alverden skal man kunne tale om bevidstheden, når man altid allerede er i den? Bevidstheden

er det ej heller her et spørgsmål om sproglig præcision (i hvert fald ikke udelukkende (og ikke afgørende)), men om noget andet og mere end sprog. I mit eget liv oplever jeg det som en form for energiudladning eller en slags bølger, der ikke har nogen særlig retning og som er helt uden rækkefølge, men som mødet med den anden både skaber og transporterer rundt. Nogle gange bringer det en fornemmelse af forbindelse til omverdenen og et midlertidigt klarsyn med sig) og teologien i særdeleshed (Bibelen og den teologiske erkendelsesbevægelse: Heri synes at findes det mest fuldkomne sprog (her tænkes naturligvis ikke (udelukkende) på et sprog, der kan tales med munden) for menneskets bevidsthed og væren i verden, og samtidigt hermed – en åbning af noget, der lige før var lukket til. Det forgrener sig langt, langt længere ud, end det ville give mening at redegøre for i sin helhed i denne tekst (jeg tvivler i øvrigt på, at jeg ville kunne lykkes med det). I stedet vil jeg i det følgende forsøge at illustrere pointen ved en særlig læsning af Jobs Bog).

Jobs bog er som bekendt fortællingen om den fromme Job fra landet Us, der må gennem frygtelige prøvelser for at bevise sin troskab til 30

hæver os over tid og rum. Det synes åbenlyst.

Vha. bevidstheden kan vi for eksempel bevæge os tilbage i tiden og genleve øjeblikke vha. hukommelsen, men vi kan også bevæge os frem i tiden og se en mulig fremtid for os. Denne mulige fremtid har vi endda mulighed for at korrigere, ja sågar næsten skabe. Hvis jeg i aften går ud og drikker mig meget fuld velvidende, at jeg har undervisning i morgen tidlig, betyder det, at jeg vil være meget træt i morgen. Det er umiddelbart en rigtig dårlig fremtidsforhandling.

Hvis jeg derimod bliver hjemme og læser de tekster, vi skal læse til i morgen, er jeg ikke bare frisk, men også forberedt, når jeg møder op. Det er en umiddelbart god fremtidsforhandling. Især fordi, at valget, jeg træffer i aften ikke slettes i morgen tidlig, men ligger sig som små sten på min sti og giver mig et nyt udgangspunkt, hvorfra jeg nu er tvunget til at møde verden.

Bevægelsen kan for så vidt fortsætte i det uendelige: Bytur  Træt = får ikke noget ud af undervisningen  Mister motivationen Bytur  Dropper undervisningen  Dumper eksamen4. Årsagskæden er potentielt set uendelig. Det samme gør sig naturligvis gældende den anden vej også. Læsning  Frisk = får noget ud af undervisningen  Øget motivation  Læsning  Læsning  Består eksamen. Jeg er klar over, at det måske kan synes som et noget trivielt eksempel, men pointen kommer alligevel til udtryk. Min påstand er, at alle mennesker altid er bevidste om disse fremtidsforhandlinger, de laver med sig selv.

Endvidere (og det er her Elifaz om et øjeblik kommer ind i billedet) dømmer vi konsekvent de andres handlinger ud fra nøjagtig samme opskrift. Vi ved, at det enkelte menneske må have forhandlet med sig selv (det gør vi jo selv) ergo kan vi dømme det enkelte menneske på, hvorvidt vi finder udfaldet af dets forhandling med sig selv agtværdig – og videre endnu: af denne samme årsagskæde føler vi, som Elifaz, at vi har overblik over sammenhængen mellem det enkelte menneskes fremtidsforhandling og dets skæbne; dets brug af bevidstheden har resulteret i dets skæbne, dvs. god brug = god skæbne/godt liv, slet brug = dårlig skæbne/dårligt liv. Vi

tænker på samme måde som Elifaz, at intet menneske, der har gjort ordentlig brug af sin bevidsthed, vil lide en frygtelig skæbne. Man kan forhandle med sin fremtid og en frygtelig skæbne må derfor nødvendigvis altid være grundet i en dårlig forhandling og derfor i sidste ende være det enkelte menneskes egen skyld.

Tanken om, at tingene ikke skulle hænge sådan sammen er forargeligt i en sådan grad, at vi per instinkt pure afviser det. Hvis tingene ikke hænger sådan sammen, er vi for alvor udleveret til tilfældighederne og en sådan tilstand af kaos kan intet menneske leve i. Vi har det inderst inde frygteligt på fornemmelsen – at bagom det tilsyneladende rum, den civiliserede og tæmmede tilværelse, findes et andet rum; et rum, hvor en langt dybere kraft strømmer; en mørk strøm, der er umulig at forstå, men som vi, som mennesker, er hjælpeløst udleverede til.

Denne mørke strøm er kaos; den er det uorganiserede og det uforudsigelige, og er på denne måde ondskaben langt overlegen.

Ondskaben besidder en lovmæssighed, et mønster, den er stabil. Det er kaos ikke. Kaos ved ikke engang selv, hvad det vil, og derfor er tabet af årsagskæder og oplevelse af styring af eget liv alfa og omega for alle mennesker – om det så passer, om det er andet end kunstige optegnelser for orden, det er også dette, Jobs Bog stiller spørgsmålstegn ved. ”1 Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. 2 Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå;” (Jobs Bog 14, 1-2). Således udtrykker Job i første samtalebog sit nye syn på menneskets eksistens.

Han har givet køb på forestillingen om sammenhæng og derfor også på håbet om mulig forståelse. Mennesket er som en flygtende skygge, altid på afstand af sig selv og sin væren i verden. Han kan intet forstå. Vores forestilling, eksemplificeret gennem vennernes taler, skydes ned og ødelægges ord for ord. Job fortæller os det, vi (og vennerne) absolut under ingen omstændigheder vil vide – nemlig, at alt er kaos for et menneske. Overblikket er ren illusion. ”5 Nej, den uretfærdiges lys slukkes, og flammen fra hans bål lyser ikke. (…) 7 Hans faste skridt

ARKEN 166

ARKEN 166 // Mennes ke ligt , al t for menneskel igt

“Job har ladet sig falde ned gennem systemerne og sluppet grebet om den menneskelige virkeligheds vilkår. Her er han helt alene og for den, der har tabt alt lys af syne, findes kun ét sted at se imod, selv hvis denne synsretning føles som i blinde.” bliver hæmmet, han fældes af sine egne planer.”

(Jobs Bog 18, 5; 18, 7). Dette uddrag fra Bildads anden tale viser, hvorledes vennerne ikke kan acceptere Jobs udlægning. Hvis man tager den fulde konsekvens af Jobs tale betyder det, at vi ikke kan regne med vores bevidstheds løfte om orden og overblik. Træder man først ind i det mørke, er der ingen fast grund tilbage, og det menneske, der tillader sig at påtale det som en mulighed, kan ikke længere være iblandt andre. ”17 Ingen i landet husker ham, hans navn nævnes ikke på gaden. 18 Fra lyset stødes han ud i mørket, han er forvist fra menneskers verden.” (Jobs Bog 18, 17-18). Disse vers henviser umiddelbart til den uretfærdige, men de kommer som konkrete svar til Job, så distinktionen mellem den abstrakt uretfærdige og den konkret uretfærdige (Job) synes allerede på dette tidspunkt næsten ophævet. Bildad svarer Job i tydelig ophidselse, fordi hele hans

livsgrundlag er udfordret af Jobs påstande. Man kan næsten høre ham råbe i afmagt. Hvori ligger uretfærdigheden på dette tidspunkt af samtalen? Ligger den i, at Job må have handlet uretfærdigt over for Gud eller ligger den nu nærmere i det faktum, at Job stik imod alle sociale regler tillader sig at så tvivl omkring den menneskelige bevidstheds suverænitet? Uden bevidstheden som ledestjerne er vi for evigt faret vild og folk omkring Job tager da også lynhurtigt deres forholdsregler: ”17 Min kone væmmes ved min ånde og mine brødre ved min stank. 18 Selv børn foragter mig, når jeg rejser mig, snakker de om mig. 19 Alle mine nære venner afskyr mig, og de, jeg holder af, vender sig imod mig.” (Jobs Bog 19, 17-19). Job er social afviger.

Han har krydset en grænse, intet levende menneske bør krydse og i det samme har han mistet sin menneskelighed. Han ses ikke længere; han er ikke længere for de andre. I den 32

tredje samtalebog har samtalen ændret fuldstændig karakter. Nu synes det helt tydeligt ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt Job presamtalen var uden synd, men om, at Job postsamtalen har syndet. ”29 Du siger: ”Hovmod!” når man ydmyger dig. Men Gud frelser den, der slår øjnene ned, 30 han redder enhver, der er skyldfri; har du rene hænder, bliver du reddet.”

(Jobs Bog 22, 29-30). Elifaz er ikke længere interesseret i problemstillingen, der lå til grund for diskussionen, men i det, som Job har sagt i løbet af diskussionen og nu for alt i verden må trække tilbage. Job nægter: ”2 Jeg klager trodsigt stadigvæk; hans hånd ligger tungt, og jeg sukker. ”3 Gid jeg vidste, hvordan jeg skal finde ham og nå frem til hans bolig.” (Jobs Bog 23, 2-3). Nu er navigationsmotivet eksplicit. Job har sluppet taget og er faret vild. Han kan ikke trække sine ord tilbage, fordi hans eksistens ikke længere er den samme – også Jobs beslutning har lagt sig som sten på stien og skabt et radikalt nyt udgangspunkt. Det sted, han taler fra, er ikke et sted, han kender (han ved slet ikke, hvor han er), så hvordan skal han finde tilbage? Job har ladet sig falde ned gennem systemerne og sluppet grebet om den menneskelige virkeligheds vilkår.

Her er han helt alene og for den, der har tabt alt lys af syne, findes kun ét sted at se imod, selv hvis denne synsretning føles som i blinde.

Hvis Jobs Bog indtil nu har drejet sig om den menneskelige bevidstheds beskaffenhed, så drejer den sig herfra ikke om noget, men om alt, det hele. Gud melder sig ind i samtalen på det tidspunkt, hvor alt synes tabt. Gud irettesætter Job, selvom Job har talt sandt om ham. Jobs synd ligger ikke i spørgsmålet om sandhed.5 ”1 Da talte Herren til Job inde fra stormen: 2 Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? 3 Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!” (Jobs Bog 38, 1-3). Uforstandige ord, der formørker det, Gud har bestemt. Hvis det ikke er et spørgsmål om sandhed, må det være et spørgsmål om orden. Job har talt, hvor han ikke bør tale (fra), om noget, han ikke kan vide. Job er

gået i stykker, fordi han har bevæget sig for langt væk fra Guds forudsatte orden for mennesket6.

I sin tale om og refleksion over virkelighedens system og bevidsthedens overblik har Job mistet sit selv. Intet menneske kan befinde sig på dette sted. Det kan kun Gud. ”12 Har du nogensinde beordret morgenen frem, anvist morgenrøden dens plads, 13 hvor den kan gribe fat i jordens kanter, så de ugudelige rystes af den?” (Jobs Bog 38, 12-13). Gud er, han bærer også morgenrøden i sig og kan være det hele på én gang. Det kan et menneske ikke. Den sande forståelse findes måske i dette rum, men for mennesket er der tale om en galskabens fødestue. Her har man bevæget sig for langt væk fra den orden, mennesket er bestemt til at eksistere i, og ud i et landskab, hvor der slet ikke findes selv, forskelle, udvikling, tid. Kun et verdensalt.

Præcis dette sidste stykke af Jobs Bog er den omtalte åbning; dette er accelerationen i bevidstheden, der bringer det læsende og tænkende menneske tættere på det egentlige – ikke som en direkte skuen, men som en indirekte, der går via Gud, hans ord og visdom.

I dette stykke af Jobs Bog finder vi en sandhed så sand, at ikke engang sproget kan holde på den.

Vi kan kun føle den som et havbrus gennem kroppen, og det er så langt vi kan komme uden at gå i hundene. Bevidstheden er mangelfuld og begrænset. Vi forstår ikke ret meget og intet af det, der er virkeligt vigtigt, kan vi formulere direkte i sproget. At opleve verden som den er er ikke noget menneske forundt, for hvis det var, var dette ikke længere et menneske.

ARKEN 166

01 02

STUDENTERMENIGHEDEN I KØBENHAVN

. + forfatter.

Studentermenigheden i København er fortsat aktiv med studentergudstjenester i Hans Tausens Kirke, mens bestyrelsen og studenterpræsterne arbejder for at planlægge spændende aktiviteter, foredrag og ture. Vi tager altid imod forslag til forbedringer og hører gerne fra jer med idéer til arrangementer i forårssemestret 2019. Skriv til vores medarbejder Katrine Linke: katrine@smikbh.dk og se vores hjemmeside: www.smikbh.dk

. Det siger sig selv, at det er en grov liste og forklaring. Man kunne skrive mange afhandlinger om dette punkt alene.

03 04

. + Til slut den unge Elihu, der dog ikke spiller en rolle i dette skrift.

STEMNINGSFULD COHEN-KONCERT – 8. november kl. 20 ”Brothers of Mercy” fortolker Cohens sangunivers Leonard Cohen formåede gennem sin lange karriere som sanger og sangskriver at forbinde stærk popmusik med stærk lyrik. De store ord var i værk, når Cohen fortolkede menneskelivet gennem dem. Han havde evnen til at skabe stor poesi, så det peger langt ud over sig selv.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Fri entré

. Eksemplerne må gerne læses humoristisk overdrevne og jeg kunne i virkeligheden have nævnt hundrede andre (muligvis bedre) eksempler. Tag for eksempel valg af studie: Jeg vil gerne være præst  Jeg læser teologi  Muligheden for at blive præst forøges.

ENSOMHED OG FÆLLESSKAB - 14. november kl. 19.30-21.30 Filosofisk salon v. forfatter og sognepræst Pia Søltoft

05

Kan Kierkegaard hjælpe nutidens overbelastede individer og i givet fald hvordan?

Den filosofiske salon er en samtalesalon, hvor man kan få en bid brød, ost og et glas vin.

Sted: Johannes på Torvet, Skt. Hans Torv 30, 2200 København N. Pris: 50 kr.

Billetter kan fås på www.billetfix.dk/da/e/filosofisk-salon-ensomhed-og-fllesskab/

. ”7 Efter at han havde talt disse ord til Job, sagde Herren til Elifaz fra Teman ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort.” (Jobs Bog 42, 7).

HVORFOR ER DET NU VI SYNGER? - 29. november kl. 19.30-21.30 Højskoleaften v. Per Krøis Kjærsgaard, forstander på Osted Fri- og Efterskole

06

. Kan bæltet om lænden læses som en måde, hvorpå Job må samle sig sammen på ny?

Vi indkredser fællessangens karakteristika gennem sang, video, anekdoter og fortælling. Vi møder et udvalg af sange fra den danske sangskat, og undervejs introduceres vi til historier og anekdoter bag sangene.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Fri entré.

OG DERUDOVER TILBYDER VI: HØJTLÆSNINGSGRUPPE 7. og 21. november kl. 17-18.30

ARKEN 166 // Mennes ke ligt , al t for menneskel igt

Vil du læse sammen med andre på en anderledes måde? Som deltager får du mulighed for at indgå i et særligt fællesskab, hvor vi deler tanker og refleksioner om og med udgangspunkt i de tekster, der læses, og derigennem sammen får nye oplevelser og perspektiver. Ledes af studenterpræst Nicolai Halvorsen Sted: Johannes på Torvet, Sankt Hans Torv 30, 2200 København N. Fri entré

FYRAFTENSGUDSTJENESTE 14. november og 12. december kl. 17-17.30 Kort gudstjeneste med tekstoplæsning – enten en bibelsk tekst eller et digt – samt en kort prædiken eller refleksioner over dagens tema. Hver gudstjeneste har sit eget tema. Vel mødt til et puste- og hvilerum efter dagens dont eller som en overgang til et nyt gøremål. Ved studenterpræst Camilla Just Aggersbjerg.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S

Følg os og se nærmere omtale af vores arrangementer på facebook.com/smikbh

34

ARKEN 166

ARKEN

DEBAT

166

Om problemet angående integrationen af muslimer – en teologisk/religiøs tilgang // Tyskog engelsksproget teologi: en rejseberetning

ARKEN 166 // Mennes ke ligt , al t for menneskel igt

~

~

Deltag i debatten .

Send din kronik til redaktionen .

36

ARKEN 166

Om problemet angående integrationen af muslimer – en teologisk/religiøs tilgang Af stud.teol. Frederik Lind Køppen

ARKEN 166 // Om pro ble met a ngående i nteg rati onen af mu sl i mer – e n te o l ogi s k /re l ig i øs t i lgang

F

”helhed” mm. Af det latinske verbum opkommer det danske verbum at integrere, ”at sammenslutte til en helhed”, mens det afledte substantiv integration betyder ”en sammensmeltning” eller ”sammenslutning af flere dele” og ”en forbindelse af en mangfoldighed til en helhed”. Alle disse mindre betydningsforskelle og nuancer dækker over det fænomen, at noget, der i en given kontekst er anderledes, opsluges i den helhed, der i den givne kontekst kunne kaldes det ”normale”.

I en domsfældelse omkring integrationens fejlslagenhed eller fuldkommenhed vil det være det givne fænomens overensstemmelse med denne helhed, som vil være prøvestenen.

Integration er altså en bevægelse fra heterogenitet til homogenitet, fra mangfoldigheden til enheden. Der kan sættes et lighedstegn mellem integration og begrebet assimilation, altså det, at et fænomen tilpasser sig eller bliver tilpasset en given virkelighed, som fænomenet endnu ikke indgår i. Men dette er jo blot et forsøg på at indhegne det abstrakte begreb, og nærværende undersøgelses objekt er jo ganske anderledes konkret (det konkrete menneske i den konkrete eksistens). Yderligere udregning af begrebet må altså til - det må kontekstualiseres.

ejlslagen integration af muslimer: et problem der typisk vil henregnes til sociologien eller lignende felt, som skal udlægge det, ordne det ”ved tegnebrættet”, for derefter at uddelegere arbejdet i praksis til det politiske felt og/eller ordninger af social art. Forudsætningen er, at den fejlslagne integration er et produkt af det ”sociale”, en misforståelse folk i mellem, en endnu ikke lokaliseret almen og fælles menneskelighed som, når den lokaliseres, vil udglatte forholdet. Jeg er af den overbevisning, at folk, der holder den forudgående holdning, er i mørket. Jeg mener, at hele tilgangen leder til skyggeboksning med problemstillinger, som ikke er relevante for sagen og som, når og hvis de opløses, ikke løser det overordnede problem. Problemet er slet ikke af social art, men derimod af teologisk art, dvs. problemets ophav er religiøst. Før talen kan falde på det religiøse moment, må der gøres nogle principielle overvejelser, over hvad et integreret individ er, og hvad begrebet dækker. Da hele den offentlige debat er ganske betændt, og selve ordet så belastet med alverdens fordomme og det subjektivt vilkårlige, er det på sin plads at konsultere den objektive ordbog1.

“Heterogeniteten slår ud i konflikter alle steder, fra skænderier over banaliteter, til etniske, politiske og religiøse grupperinger, der udrenser hinanden på baggrund af – ja, hvad? - uoverensstemmelser, forskellighed, heterogenitet.”

Verbummet integrere kommer af det latinske verbum ”integro”. Ud af verbets forskellige betydninger er der blandt andet ”at bringe

Anskues begrebet i en konkret sammenhæng forudsættes to parter: individet, der skal

Hvorfor denne opofrelse? Fordi samfundet,

respekt og en vilje til samarbejde i kraft af, at det har stået med åbne arme. Men samtidigt fordi man ønsker at undgå forskellighed og heterogenitet i bred forstand, forskellighed i overordnede holdninger og weltanschauung, thi heterogenitet er altid uoverensstemmelse, uoverensstemmelse altid gnidninger, gnidninger altid konflikt og konflikter, in extremis, fører altid til krig. Er denne formel tvungen, ligger der en ideologi, en idé bag den, der fordrer den?

Med andre ord, er den abstrakt og revet væk fra det håndgribelige? Ingenlunde! Den er derimod bundet op på konkrete, første- og andenhånds erfaringer, som gøres i alle livets sfærer, for livet er konkret og skal behandles og reflekteres over derefter. Heterogeniteten slår ud i konflikter

i fuldkommen stand” eller ”at opfylde”. Det afledte adjektiv integer har b.la betydningen ”ublandet”, ”ufordærvet”, ”uskadt” mens det afledte substantiv integritas har betydningen

integreres og sammenhængen, det skal integreres ind i. Nærværende sammenhæng er et givent samfund med dets sædvaner, sprog, kultur, politiske system osv., som individet

som individet er indvandret til, fordrer det.

For det første ud af et behov for at bevare sin egenart og identitet. Det fordres, at personen ikke eroderer det bestående og vil udvise

alle steder, fra skænderier over banaliteter, til etniske, politiske og religiøse grupperinger, der udrenser hinanden på baggrund af – ja, hvad? - uoverensstemmelser, forskellighed,

38

overtager. Direkte nødvendigt og konstituerende for, at integrationen kan bringes i stand, må der, positivt bestemt, være en vilje til at integrere sig, hvilket bunder i en positiv indstilling overfor eller en velvilje til det, som individet skal integreres ind i. Negativt bestemt kan vi sige, at objektet for integrationen ikke må være af en holdning eller attitude af foragt, for da kan integrationen aldrig fuldbyrdes, højst ”i kødet”, i det ydre. Det ikke-integrerede individ er ofte den for nyligt indvandrede (dog ikke altid, hvilket jeg vil vende tilbage til) der, i kraft af at opholde sig et nyt sted, må opofre visse aspekter af sin oprindelige kultur, for at tilpasse sig.

ARKEN 166

ARKEN 166 // Om pro ble met a ngående i nteg rati onen af mu sl i mer – e n te o l ogi s k /re l ig i øs t i lgang

heterogenitet. Det er et tilværelsens grundvilkår.

Det kan benægtes, man kan vredes på det, se bort fra det og leve sit liv uden at have det for øje. Men at vredes på det er ligeså meningsfuldt, som at fråde over faktummet, at mennesket må indtage føde og have søvn for fortsat at opretholde livet. Man kan ud af benægtelse og antipati afholde sig fra begge, men hvad er resultatet?

Ak og ve over de folks hals, som ikke kan eller vil anerkende og leve i overensstemmelse med livets bagvedliggende mønstre, leve κατά φύσιν, thi de bliver uundgåeligt ofrer for selvsamme.

indre fromhed i subjektiv tilegnelse, tro eller tillid er, for nærværende sag, underordnet, thi nærværende problem er udvortes religiøst. Disse gerninger er klart defineret: der er ikke tale om en given maksime eller rettesnor af etisk art, som skal lede viljen, men en mangfoldighed af konkrete, gerninger, ikke blot etiske, alle af rigid art. Med et begreb fra religionsvidenskaben er der tale om det lovreligiøse, dvs. dette, at en religions højeste mål opnås eller realiseres gennem overholdelsen af udvortes negative og positive fordringer. Til visse aspekter af livet har guden dog ikke åbenbaret passende handlingsmønstrer, og visse fordringer er ikke blevet penslet klart og tydeligt ud. At gudens åbenbaring kun dækker et begrænset område af livet (fx det sociale og økonomiske) leder til rådvildhed, thi hvordan får man en nådig gud, når man ikke ved, hvad guden kræver? Dette problem har tidligere tiders teologer ikke været blinde for. Fordelagtigt var det, at profeten var en ganske særlig mand, den bedste mand, den mest retskafne mand2. Ved hans særstatus modtog han en såkaldte wahy ghair matlu (”en ulæst åbenbaring”), ved hjælp af hvilken han kunne fælde autoritative domme i forhold til etiske, økonomiske, dogmatiske og ceremonielle spørgsmål, hvis rigtige eller forkerte løsning og udførsel påvirker gudsforholdet for den enkelte.

Det lader sig dermed gøre at appellere til hans eksempel i spørgsmål om rigtigt og forkert og in casu, at yderligere eksplicitering af givne forordninger er nødvendig. Hans eksempel til efterfølgelse udledes af de udsagn om og af ham og hans gerninger, der findes optegnet i den såkaldte ahadith litteratur. På trods af profetens, formelt set, ganske subordinerede rolle i forhold til guden qua blot en profet (nabi) og apostel (rasul) og hans klart udtalte menneskelighed3, synes der dog alligevel at herske en indre spænding i deres interne positioner4. Til belysning af denne litteraturs egenart, især dette konkrete, håndgribelige element i den, som leder til det lovreligiøse moment, vil jeg anføre et par uddrag5:

Omfanget af denne individets opofrelse afhænger af, i hvor høj grad individets oprindelige kultur differentierer fra den kulturelle virkelighed, som det nu befinder sig i. Svenskeren, der indvandrer til Danmark, vil indfinde sig i en virkelighed og kulturkreds, der ikke væsentligt adskiller sig fra hans oprindelige og vil uden større vanskeligheder indgå i den nye helhed. Men vigtigere for forståelsen af dennes gnidningsløse integration er et andet aspekt: nemlig det forhold, hvori han står til sin egen kultur eller ”det hjemlige”: det, som han må opgive, hvis noget, er blot verdslige, relative forhold, der kan have en mindre sentimental værdi tilknyttet sig, men dog er accidentale og ingen absolut værdi har. Derfor kan han trække overbærende på skuldrene. Men netop i dette skuldertræk, i denne overbærenhed overfor det, der ikke er et for livet sine qua non, ligger den kvalitative forskel mellem mennesker som den førnævnte og den, der bekender sig til islam.

Jeg vil nu bede den læser, som har en vis følelse eller anlæg for det religiøse, en vis sympati for gudsbegrebet osv., om at indgå i et for sammenhængen relevant, religiøst tankeeksperiment, thi nærværende problem er religiøst. Man må forstille sig, at man bekender sig til en gud. Gennem åbenbaringer (Koranen) til en profet fordrer denne gud nu, for frelsens eller belønningens eller den evige saligheds skyld, at troen på hans eksistens og hans nødvendige prædikater munder ud i gerninger. At der synkront skal være en til gerningerne svarende 40

Narrated (‘Aisha): “The Prophet used to lean on my lap and recite the Qur’ân while I was in menses”.

Narrated Umm Habîba, wife of the Prophet: I heard the Prophet saying: ”It is not legal for a woman who believes in Allâh and the Last Day to mourn for more than three days for any dead person except her husband, for whom she should mourn for four months and ten days”.

Narrated Abû Huraira: The Prophet said: ”The part of an Izâr6 which hangs below the ankles is in the Fire.” [i.e., the one who wears the Izâr that hangs below the ankles will be in the fire of Hell].

Disse eksempler er tilstrækkelige til at belyse litteraturens egenart, dette konkrete og rigide ved den, og måden hvorpå den indhegner den enkelte i allerede forskrevne handlingsmønstrer.

Summen af den udledte, retskafne adfærd, hvilket kunne kaldes en religiøs totaldiskurs, kaldes gerne sharia. Læseren må nu forstille sig, at han bekender sig til alt dette og abonnere på det forudgåendes indre logik, med alle dets konsekvenser.

Denne ahadith litteratur potensiverer det lovreligiøse liv, da dens beretninger griber omfattende ind i livet og leder til en minutiøs måling og vejning af alle handlinger, eftersom beretningerne selv behandler forhold af denne art (det hverdagslige, det ganske konkrete). Ud af det litterære korpus udledes en lovreligion i højeste potens, komplet og altomfattende, der underordner alle profane livsforhold under det hellige og dermed gør den mindste, konkrete gerning til en gudstjeneste og sætter den mindste ligegyldighed i evighedens perspektiv.

Med andre ord kan det siges, at hele tilværelsen radikaliseres, ret adfærd i enhver tænkelig situation ligger allerede forskrevet og at der dårligt kan tænkes situationer, der falder under religiøs adiaphora. Resultatet er et liv, der dårligt kan leves i andet end religiøse, hysteriske

krampeanfald og from anstrengthed. Og dette liv frembringer, når omstændighederne af givne grunde ikke tillader disse lov-livsytringer i at hævde sig eller indvendinger, der anfægter dette religiøse liv, fremsættes, vrede og såret stolthed7.

Integrationen bestemtes som væsentligt bestående i en række opgivelser for at imødekomme et krav om at gå fra at være en enkelt del til en del af en helhed, at sammensmelte med det givne ved at overtage dets indhold, hvilket forudsætter og konstitueres af en velvilje for dette givne. ”Helheden” kan inddeles i et makro- og mikroniveau, hvor makroniveau udgøres af det institutionelle (det politiske system, det juridske system, det kulturelle bredt bestemt, det nationale, det mere eller mindre abstrakte) og mikroniveauet det mere håndgribeligt sædelige (sprog, skikke, det lokale, det mere eller mindre konkrete).

Men nu må den opmærksomme læser se et problem: for når det ihukommes, at man ud fra det førnævnte tekstskorpus og dets indre logik kan udlede, at det at knæle for et kors og fejre en børnefødselsdag konstituerer synd i samme grad, at det politiske og det juridiske er sovset ind i det religiøse og demokrati er ulovliggjort, at uægteskabeligt, men dog platonisk, samvær mellem kvinder og mænd mere eller mindre er dømt ude, at påklædnings- og spiseregler dømmer alle undtagen én selv uren dvs.: når hele muslimens tilværelse på alle planer er absolut radikaliseret per apocalypsem, når alle konkrete gerninger er en absolut gudstjeneste med allerede forskrevne måder, hvorpå de skal udføres, hvordan kan da en opgivelse af dem (integration) for at imødekomme verdslige krav, blot for at få borgerlig agtelse hos vantroen, istandsættes? Hvordan kan en given adfærd eller indstilling opgives og en anden overtages med et skuldertræk, når intet er blot verdsligt kulturelt, men ren guddommelig fordring? Bør man adlyde Gud mere end mennesker?

Et andet faktum fremstår nu: den person, der er født ind i en ikke-islamisk kontekst, som nu overtager og bekender sig til islam, konvertitten,

ARKEN 166

foragten ville hænde, dette katastrofale resultat, er ikke en hermetisk beseglet viden eller svært at forudse. Hvorfor er dette ikke hændt? Uden at fortabe sig i vidtløftigheder kan det siges, at det bunder i et givent menneskesyn, som har sejret i vesten (dvs. ikke-islamiske lande). For længe er ideen om den abstrakte, ene ”menneskehed” blevet forudsat, menneskeheden som stræbende efter ét, fælles mål. Man har ment, at historien, og dermed det religiøse, og alt hvad der følger med dette af sammenstød af viljer, var forbi.

Man har ikke villet diskriminere i ordets oprindelige betydning, man har ikke villet skelne mennesker imellem, men forudsat, at de var forudsætningsløse, at alle måtte dele de samme interesser og dermed være i stand til at sameksistere på et dybere plan. Man har, med andre ord, ikke forudsat, at mennesket var en konkret størrelse. Derfor undres man over, at visse folk kan ønske at nedbryde og sætte noget andet i stedet for dette, vestligheden og hvad den indebærer, thi det må da være altets τέλος? Men ser man ikke på et dybere plan en værdi i et givent forhold, men nærmere et fald, en vantro, da vender man sig radikalt fra det i foragt og forsøger at fjerne det. Og således bliver heterogeniteten i sidste ende til krig.

Hvordan kan der andet end eksistere et hovmod og denne for integrationen fatale foragt for det andet og dets kultur, intolerancen, teismes ledsagerfænomener, som opstår i kraft af dens karakter af antitese til ideen om, at ”mange stier leder opad til det samme mål”, dens sandhedsmonopol i kraft af åbenbaringen?

Når alle livets sfærer allerede er indhegnet af foreskrevne, religiøse måder hvorpå de skal håndteres, må alle måder, der ikke falder indenfor disse (dvs. kultur, thi kultur kan defineres som måder, hvorpå mennesker håndterer ”problemer”) anses for forkerte. Denne attitude

Det lighedstegn, der ofte sættes mellem den almene integrationsproces’ fuldbyrdelse og ophold på sted over en given mængde tid, falder altså i dette tilfælde til jorden. Derfor kan det faktum, at folk er efterkommere af muslimer, dvs. ikke er indvandret for nyligt, ikke

af foragt kan udmønte sig på mange måder: en afsondren-sig fra det resterende ”urene”, hvilket kunne kaldes en passiv undergravelse af det bestående, eller en mangfoldighed af mere eller mindre ”revolutionære” og omvæltende aktiviteter, en aktiv undergravelse af det bestående. Men det er blot kvantitative forskelle, som alle udspringer af den samme kilde, foragten for det givne andet, og uagtet denne gradsforskel er en symbiose, integrationen, med helheden stadigvæk umuliggjort.

være et værn mod en fejlende integration. For overtages fædrene tro vil disse ikke være ”bedre stillet”, uagtet hvor længe de har opholdt sig uden for en islamisk kontekst. Vi så tidligere, at konvertitten ligeså vel disintegrerer sig selv.

Den fejlslagne integration er altså hverken et resultat af det temporale eller det spatiale i sig selv, ej heller et resultat af en racisme og/ eller ”fobi”, eller en given undertrykkelse, den meget konkrete eller mere abstrakte (udgående fra ”strukturen(e)”), hvilken skulle afholde individet fra at participere grundet en følelse af stigmatisering. Den fejlslagne integrations

At den førnævnte ghettoficering i kraft af 42

Kvinde klædt i burka

ARKEN 166 // Om pro ble met a ngående i nteg rati onen af mu sl i mer – e n te o l ogi s k /re l ig i øs t i lgang

må med nødvendighed disintegrere sig selv fra den virkelighed og helhed, som personen er født ind i. For integrationen bestemtes ikke kun som overtagelse og opgivelse af visse ydre aspekter, hvilket også er meningsløst at påpege i forhold til individet, der er født ind i det, men er først og fremmest konstitueret af og forudsætter en vilje til og velvilje for det givne samfund og dets kultur.

Men i den islamiske konvertion er det jo netop denne vilje og velvilje, som kastes overbords til fordel for et nyt, totalomfattende livsudsyn og en ny livspraksis, en ny totaldiskurs, alt sammen udledt af en absolut, fordrende åbenbaring.

Konvertitten bliver en omvandrende negation af sin egen fortid. Især i kraft af den manglende munterhed og anstrengte, heftige nidkærhed, som så ofte findes hos konvertitten, ved hvilken han eller hun våger over sine nytilegnede religiøse anskuelser, styrkes denne negativitet mod det gamle liv.

ARKEN 166

ARKEN 166 // Om pro ble met a ngående i nteg rati onen af mu sl i mer – e n te o l ogi s k /re l ig i øs t i lgang

“Af det forudgående slutter vi nu dette, at hvad der kræves af objektet for integrationen, muslimen, men som så ofte må forblive mere eller mindre usagt, er denne forargelige, yderste konsekvens, en opgivelse eller radikal svækkelse af dennes islamiske religion. ” ophav er ikke at finde uden for individet, men kommer derimod indefra, som en indvortes disposition, en given attitude, som er et resultat af den fastholdte religiøsitet.

observerende subjekt føler sig selv, besinder sig på sig selv, forholder sig til sig selv og efterfølgende hævder sig selv (sin religiøsitet) kraftigere i modsætning til det anderledes.

Dermed bestemmer det sig selv negativt i forhold til det forhåndenværende ”anderledes”, dette gegenstand. Radikalisering er altså resultatet af en radikal selvbesindelse, radikalisering er resultatet af forholdet, der forholder sig til sig selv, efter mødet med det, som ikke er det selv, og således kan forholdet blive mere sig selv i mødet med det, som forholdet ikke er (netop derfor kan man også tale om en åndens sløvhed, en søvnens ånd, i de geografiske områder, hvor en given tro, fx islam, er absolut majoritet. Med en populær talemåde siges det ofte, at ”muslimer i vesten er mere muslimske end muslimer i muslimske lande”. Det kan synes besynderligt, men giver glimrende mening, da mennesker, der opholder

Der må her gøres en bemærkning om begrebet radikalisering og dennes modus operandi, da årsagen hertil heller ikke er udenfor individet, men fremkommer i individet selv.

En radikalisering er intet andet end dette: en forøgelse af troen og dermed en intensivering af selvet. Radikaliseringen er altså et kvantitativt begreb. Er den religiøse attitude mindre udtalt hos et individ kan den forøges i mødet med en given, anderledes instans udenfor det selv.

Dette sker i kraft af en spejlingsproces og en efterfølgende forholden-sig: i mødet med det ganske anderledes bemærker det observerende individ en forskellighed. Dette leder til, at det 44

sig et givent sted som majoritet, sjældent eller aldrig tvinges ud i det at forholde sig til sig selv, fremprovokeret af mødet med det radikalt andet. Det bevirker, at der i individet ikke opstår en indre hævdelse, en ”åndsfornyelse”. Kunne dette mon være en ”radikaliseringens lov”?

At den aldrig hænder i et vakuum men altid i mødet med ”den anden”?).

Man kan fremsætte den indvendig, at det forudgående giver et for ensidigt billede. Der må, tænkes det, findes en islam, der ikke vægter det rigide, skriftfundamentalistiske og den litterale hermeneutik i så høj en grad, der nedtoner vigtigheden af det døde bogstav og dermed lægger låg på lovreligiøsiteten (og altså dermed lettere ville kunne integreres)? Ganske vist! Lad os for overskuelighedens skyld blot nævne de muslimske mystikere, sufierne, denne ikke helt homogene størrelse, men som dog ofte har visse overordnede lighedstræk og for rimelighedens og repræsentationens skyld dvæle lidt ved dem.

Ofte er der i sufismen en tendens til at slække på både koranen og ahadith litteraturens vigtighed og litteralitet, ved fx at vægte en esoterisk, intuitiv læsning af førstnævnte, og ved ikke at regne denne for den finale åbenbarings segl.

Det baner vejen for at operere med private åbenbaringer, der kompromitterer koranens status af finalitet og autoritet. Videre findes til tider et synspunkt, der ikke tildeler Muhammed status af den sidste inkarnation af det perfekte menneske, der leder til en mindre vægtning af ahadith og dennes vigtighed. Dermed kan antinominalistiske tendenser (en nedvurdering af det ydre moment, det lovreligiøse) forekomme.

Ses dette i sammenhæng med, at doktrinet om religiøs universalisme, alle religioners fælles sandhed, en underlæggende fundamental identitet bag de ydre, betingede former, til tider hersker i sufistiske kredse, da kan førnævnte moment af foragt for alt andet end ens eget slukkes. Det kan ikke bestrides, at vi her har at gøre med noget ganske andet end den religion, der blev optegnet før. Ingen kan bestride disse sufiers historiske eller nutidige eksistens. Vi har sågar et eksempel på fænomenet i Danmark,

nemlig Sherin Khankan, som holder sufien Ibn Al-Arabi og hans doktriner i høj hævd. Hos Ibn Al-Arabi tildeles sharia ganske eksplicit en underordnet plads som primitiv, kødelig og udvortes. Spørgsmålet om sufismens ortodoksi eller heterodoksi vil vi ikke dvæle ved, men blot konstatere at den har været og er til. Men dette har ingen betydning for nærværende problem. Hvad der har betydning er dette: har disse teologiske doktriner en konkret, reel og udbredt indflydelse på muslimer generelt i vesten? Det synes ikke sådan. Men dermed er deres blotte eksistens jo underordnet for nærværende problem. Det er sondringen mellem elfenbenstårnet og dets uinteresserede fakta, også det reelle liv hernede i virkeligheden, hvor livet leves. Vi må og skal snakke enfoldigt og konkret.

Af det forudgående slutter vi nu dette, at hvad der kræves af objektet for integrationen, muslimen, men som så ofte må forblive mere eller mindre usagt, er denne forargelige, yderste konsekvens, en opgivelse eller radikal svækkelse af dennes islamiske religion. At sandheden forbliver mere eller mindre usagt vil sige, at den, på trods af, at den sjældent fuldt ud artikuleres, dog skubbes og udtrykkes på mere eller mindre subtil og ubevidst vis fra forskellige ikke-muslimske, til tider muslimske, aktører, uden at den bagvedliggende motor for ytringerne, erkendelsen af nødvendigheden af religionens opgivelse eller svækkelse, nødvendigvis erkendes af personen, som gør det. Jeg tænker på tendensen til at udtrykke ønsker om reform, modernisering, interreligiøs dialog, alle tænkelige eufemismer, med henblik på hvad der i virkeligheden er en gradvis, indre sabotering af religionens bærende søjler. Til den interreligiøse dialog må indvendes, at den eneste måde den kan igangsættes på er, at den ene part, teologisk set, giver sig og dermed lider konfessionelt skibbrud, et hæsligt kompromis, som ingen er tjent med. En radikal spørgen er på sin plads: Hvad er enighedens, dialogens, kompromisets, mellemvejens fordel? Hvorfor og hvornår blev denne ”sandhed” hugget i

ARKEN 166

og det vil ikke være det sidste. Men man må unægteligt spørge sig selv hvad det nytter, når man gang på gang erklæres afsindig, ude af trit med virkeligheden og påduttes slette motiver af en samtid, der sagtens kan men ikke vil lytte, en samtid der, formanende til en fejlagtig, misforstået besindelse og ro, tror sig vis, men idet den gør det bliver en dåre. Det er en samtid, der hellere vil agere som en på-ryggen-tøs, sælge sig selv og tale i tomme floskler, end anerkende, at disse to forskellige viljer uundgåeligt vil støde sammen, medmindre én giver sig. Vi må med Antonius den Hellig sige, at en tid vil komme, ja, den er nu, hvor folk vil miste forstanden, og idet, de ser en forstandig, vil de angribe ham og fortælle ham, at han er vanvittig, thi han er ikke som dem. Jeg ved, at enhver sur stodder, der mener sig enligt sandhedsvidne, kan fremsætte udsagn som dette, men nej, det er virkelig sandt, Gud ved, at det er sandt.

Men for at vende tilbage til denne forargelige løsning på den fejlslagende integrations problem, opgivelsen af det religiøse: hvad kan stilles op med denne erkendelse? Hvad kan gøres, hvis noget? Ganske lidt, må vi hurtigt erkende. At den troende skulle opgive sin religion for at imødekomme borgerlige, verdslige krav kan ikke komme på tale. En løsning udgående fra det muslimske individ selv er da udelukket.

Bolden er da på det givne værtslands bane.

Herfra synes det kun muligt at operere indenfor en grænse af handlingsmuligheder, der alle har et implementerende, udefrakommende element over sig, som emmer af tvangen og magten. Men er løsningsforslag, der opererer indenfor disse rammer, brugbare eller, vigtigere, anstændige, etiske, forsvarlige? De har et umiskendeligt tilsnit af det totalitær. Vi er altså trængt op i en krog, fanget i en uløselig knude. Hvad er da konsekvenserne? Det muslimske individ, frisat til at leve som en organisme i organismen uden indgriben, vil, i stedet for at blive en del af værtslandets helhed, på den ene eller anden måde hævde sit eget ophav. Hævdelsen viser sig på mangfoldig vis og vil opnå momentum i takt med, at den muslimske demografi vokser og den vestlige falder (hvilket er tilfældet). Værtslandet står da tilbage som en magtesløs kastrat med

Og man bliver ensom, en fremmed gæst på jord, brændende inde med denne viden der, på trods af dens umiddelbare erkendelighed, forbliver som en kvalmende γνωσις for de indviede, der lænker indehaveren ved de drøje fremtidsudsigter, som den indeholder og dens allerede nu dæmrende omvæltninger. Kursen for den kommende histories udfoldelse synes allerede nu fastlagt og ordnet og således bliver fatalismen total og verden synes prægnant med radikal forandring, undergang og afslutning.

Sandelig, vi står mellem to æoner. Således bliver man en træl under uundgåelighedens

hatten i hånden, overladt til på sidelinjen at observere eroderingen af sit eget udfolde sig, indtil de latente modsætninger til sidst vil slå ud i lys lue.

sorte skyer, der kaster et gustengult skær over altet og fremelsker en resignerende, kældermenneskelignende eksistens: clamavi de profundis ad te, Domini! Spørgsmålet synes ikke længere at være, om hvor vidt, men nærmere, hvornår og hvordan dette verdens lys, som vi i vesten kender det, vil kværkes til udslukning.

Faktummet. Intet er så kvalmevækkende og rædselsfuldt som faktummet. Dets gjorthed, dets overståethed, dets uigenkaldelighed kan få det til at svimle for selv den mest retsynede.

Den uovertrædelige, dybe kløft, der er mellem det gjorte nu og det, der var førhen, indgyder

Den, der har fulgt den forudgående argumentation må kunne se, at dette ikke er en agiteret, malen fanden på væggen eller en søgt konklusion; den er, tværtimod, en organisk følge af religionens og dens hellige skrifters indre logik. Nærværende forsøg på at påvise forbindelsen mellem islam, fejlslåen integration og konflikt er langt fra det første eller det bedste 46

Imam Ali moskeen på nørrebro

ARKEN 166 // Om pro ble met a ngående i nteg rati onen af mu sl i mer – e n te o l ogi s k /re l ig i øs t i lgang

sten? Hvorfor ikke hævde alt det, der skiller os ad? Hvorfor ikke opelske vor egenhed? Hvad er dets værdi? Hvorfor skal Mekka og Medina have noget med Jerusalem at gøre? Måske var en omvurdering af denne værdi på sin plads.

ARKEN 166

01

. Hhv. Goldsmith & Jensens latinske ordbog af 1949 og Politikens Fremmedordbog af 1993.

ARKEN 166 // Om pro ble met a ngående i nteg rati onen af mu sl i mer – e n te o l ogi s k /re l ig i øs t i lgang

den forfærdeligste af højdeskrækker. Det femte segl er allerede brudt i vesten, men vil nogen høre vidnesbyrdet? Jeg er overbevist om at er det ikke tilfældet, vil de sorte faner veje over metropolernes kupler, ikke i dag, ikke i morgen, men en dag, thi ”timen er kommet nær, og månen er spaltet” (Sura 54:2).

02

. Muhammeds særskilte stilling udledes af Koranen, dvs. af åbenbaringen, dvs. af guden. Flere af Koranens vers underbygger dette, fx Sûra 16:45 osv.

I sine Meditationer (IX, 42) skriver Marcus Aurelius: ”Hvad ondt eller mærkeligt er der dog i det, at et uopdragent menneske (ό àπαίδευτος) bærer sig uopdragent ad (τά του àπαιδεύτου πράσσει)? Pas på, om du ikke snarere burde bebrejde dig selv, at du ikke har forudset, at denne mand måtte handle galt på det dette punkt. Du havde jo forudsætninger, nemlig i din forstand, for at indse, at det var sandsynligt, at han ville forsé sig på den måde. Alligevel undrer du dig i din tankeløshed over, at han har gjort det.” Gør denne visdom sig nu kun gældende i forhold til hin ό àπαίδευτος, eller er den i virkeligheden universelt anvendelig på alle mennesker af alle ophav? Hvordan kan det undre og ignoreres, at mennesker vil hævde deres inderste ophav og disposition og at dette leder til konflikt? Dette er ikke den nye jord og ulven må trodsalt forblive ulv og lammet forblive lam, og ønskes det ikke anerkendt, anerkendes menneskers forskelle ikke, og puttes de i samme fold, dér skal de ikke græsse sammen, men lammet skal flås og ædes. Man skal da ikke dadle folk, for at leve i overensstemmelse med dem selv, og hvem de er, men derimod dadle sig selv, for ikke at anerkende det og dermed bringe konflikt og

03

. Sura 17:91-94. Jf. desuden F. Buhls Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen del 1. kap. 1. En ὁμόσίοὐσία ide á la NC eller en kalkedonesisk δυο φυσις er utænkeligt i ortodoks, islamisk teologi, gældende for Muhammed såvel som for mennesker generelt.

04

. Jf. Sura 7:158, 57:8, 64:9 hvori

Muhammed optager sig selv som genstand for troen. Desuden F. Buhls Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen del 2. kap. 1.

05

. Der foreligger ingen fulde, danske oversættelser af ahadith samlingerne.

Følgende ahadith optræder i Al-Bukhâris samling. Der citeres fra Muhammed Muhsin Khans forkortede, engelske oversættelse med dennes forklarende tilføjelser (1994). De citerede ahadith er hhv. nummer 206, 650 og 1984.

06 07

. Beklædningsdel beregnet til den nedre del af kroppen.

. Implikationerne af dette er, at der på et teoretisk plan ikke kan eksistere et selvstændigt, ”profant” kulturliv extra islamicum.

Befinder muslimen sig et sted hvor det modsatte er tilfældet, kan denne ikke participere i det. Dette står i diametralt modsætning til den frihed kristenmennesket har som, retfærdiggjort ved troen alene, er frisat til at leve sit liv og dermed også at skabe og bruge kultur efter forgodtbefindene, indgå i de organisationer han vil, tilbringe tid med hvem han vil, spise og drikke hvad, når, hvor og hvordan han vil osv.

kaos ind i verden. Alle babelstårne, uagtet deres fortegn, må styrtes i grus, således også det, der postulerer en almen, tom, fordusætningsløs menneskelighed og sandelig, det knirker og knager allerede på sidste vers nu.

STUDENTERMENIGHEDEN I KØBENHAVN Studentermenigheden i København er fortsat aktiv med studentergudstjenester i Hans Tausens Kirke, mens bestyrelsen og studenterpræsterne arbejder for at planlægge spændende aktiviteter, foredrag og ture. Vi tager altid imod forslag til forbedringer og hører gerne fra jer med idéer til arrangementer i forårssemestret 2019. Skriv til vores medarbejder Katrine Linke: katrine@smikbh.dk og se vores hjemmeside: www.smikbh.dk

STEMNINGSFULD COHEN-KONCERT – 8. november kl. 20 ”Brothers of Mercy” fortolker Cohens sangunivers Leonard Cohen formåede gennem sin lange karriere som sanger og sangskriver at forbinde stærk popmusik med stærk lyrik. De store ord var i værk, når Cohen fortolkede menneskelivet gennem dem. Han havde evnen til at skabe stor poesi, så det peger langt ud over sig selv.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Fri entré

ENSOMHED OG FÆLLESSKAB - 14. november kl. 19.30-21.30 Filosofisk salon v. forfatter og sognepræst Pia Søltoft Kan Kierkegaard hjælpe nutidens overbelastede individer og i givet fald hvordan?

Den filosofiske salon er en samtalesalon, hvor man kan få en bid brød, ost og et glas vin.

Sted: Johannes på Torvet, Skt. Hans Torv 30, 2200 København N. Pris: 50 kr.

Billetter kan fås på www.billetfix.dk/da/e/filosofisk-salon-ensomhed-og-fllesskab/

HVORFOR ER DET NU VI SYNGER? - 29. november kl. 19.30-21.30 Højskoleaften v. Per Krøis Kjærsgaard, forstander på Osted Fri- og Efterskole Vi indkredser fællessangens karakteristika gennem sang, video, anekdoter og fortælling. Vi møder et udvalg af sange fra den danske sangskat, og undervejs introduceres vi til historier og anekdoter bag sangene.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Fri entré.

OG DERUDOVER TILBYDER VI: HØJTLÆSNINGSGRUPPE 7. og 21. november kl. 17-18.30 Vil du læse sammen med andre på en anderledes måde? Som deltager får du mulighed for at indgå i et særligt fællesskab, hvor vi deler tanker og refleksioner om og med udgangspunkt i de tekster, der læses, og derigennem sammen får nye oplevelser og perspektiver. Ledes af studenterpræst Nicolai Halvorsen Sted: Johannes på Torvet, Sankt Hans Torv 30, 2200 København N. Fri entré

FYRAFTENSGUDSTJENESTE 14. november og 12. december kl. 17-17.30 Kort gudstjeneste med tekstoplæsning – enten en bibelsk tekst eller et digt – samt en kort prædiken eller refleksioner over dagens tema. Hver gudstjeneste har sit eget tema. Vel mødt til et puste- og hvilerum efter dagens dont eller som en overgang til et nyt gøremål. Ved studenterpræst Camilla Just Aggersbjerg.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S

Følg os og se nærmere omtale af vores arrangementer på facebook.com/smikbh

48

ARKEN 166

Tysk- og engelsksproget teologi: en rejseberetning Af Cand.theol. Simon Schmidt

ARKEN 166 // Tys k- og engels ksp roget teol ogi : en rej s eb eretni ng

H

der besluttes hvordan nadveren skal forvaltes, hvordan budgettet skal lægges og hvordan kirkekaffen skal foranstaltes. Den akademiske teologi er et aber dabei, en sekundær teologi, som har til formål blandt andet at kritisere kirken, når den primære teologi ikke er i overensstemmelse med kirkens budskab og tradition. Af forskellige årsager er forbindelsen mellem kirke og teologi i dag svagere end tidligere i både Danmark og Tyskland. Så bliver teologien blodfattig, da den kommer til at mangle forbindelsen til de livsspørgsmål, som gennem historien har formet den teologiske tradition. Den engelsksprogede teologi har bevaret en stærkere forbindelse til kirkens liv og formår derfor at stille spørgsmål og give svar, som måske i højere grad er vedkommende for teologistuderende.

vis man har været på Facebook den seneste tid, har man ikke kunne undgå at bemærke hvordan der på fakultetet gøres både det ene og det andet spændende tiltag med fokus på at teologer skal lære tysk. Blandt andet ud fra den tanke, at den faldende interesse for tysk teologi skyldes at studerende ikke kan læse tysk. Det fik mig alsammen til at tænke på min kammerat, Jan, som går meget op i manga (japanske tegneserier). Den interesse har ført til, at han er i fuld gang med at lære sig japansk. For sagen er jo den, at hvis der er noget at komme efter, hvis man fornemmer, at en tegneserie eller en bog rummer svar på livets store spørgsmål, så skal man nok lære sig det nødvendige sprog. Måske har den dalende interesse i tysk teologi snarere at gøre med, at yngre teologer fornemmer, at tysk teologi ikke har så meget at sige dem?

Jeg har under min studietid på KU haft det privilegium at have længere studieophold både i Tyskland og i USA. Nutidig teologi fra den engelsksprogede verden viste sig simpelthen mere interessant. Det er sjovere, mere velskrevet og mere lidenskabeligt. Min oplevelse kan naturligvis skyldes en personlig præference, eller at jeg ikke er god nok til tysk. Jeg har dog på fornemmelsen, at forklaringen snarere skal findes i teologihistorien.

En del af tysk teologi er blevet formet i en periode, hvor det teologiske spørgsmål kom til at lyde: “Hvad er det at være et menneske, og hvordan kan religionen hjælpe med at svare på det spørgsmål?”. Mens der i den del af amerikansk teologi, som jeg mødte, blev spurgt: “Hvad er det at være en kristen i vores tid?”.

Den teologiske disciplin har historisk stået i en frugtbar spænding mellem de to spørgsmål.

Dansk teologi lægger hovedvægten på det første spørgsmål. I den forstand er vi meget prægede

Én måde at opfatte teologiens opgave er nemlig som en kritisk refleksion over det som foregår i kirken. I kirken bedrives primær teologi, når

af tysk teologi i Danmark. Men betyder det, at vi bare skal lære tysk og sige Ja und Amen, eller betyder det snarere, at vi må i gang med at stille spørgsmål ved vores danske teologiske tradition, 50

“I den del af engelsksproget teologi jeg stiftede bekendtskab med hersker stor respekt for den tyske tradition. Man er sig bevidst hvor vigtig den tyske teologiske tradition er, og hvordan den har kridtet den bane op, som man stadig spiller på. For ja, selvfølgelig er det uomgængeligt for en teolog at kunne tysk.”

og kritisk spørge hvorvidt den spænding er opretholdt?

Der er heldigvis ikke krig mellem traditionerne.

I den del af engelsksproget teologi jeg stiftede bekendtskab med hersker stor respekt for den tyske tradition. Man er sig bevidst hvor vigtig den tyske teologiske tradition er, og hvordan den har kridtet den bane op, som man stadig spiller på. For ja, selvfølgelig er det uomgængeligt for en teolog at kunne tysk. Samtidig var min

oplevelse, at meget af den engelsksprogede teologi er holdt i en mindre docerende tone og en tilbagevenden til en umiddelbar fascination over den historie om en fyr som dør og bliver levende igen. Fra udkigspunktet heroppe i Skandinavien kan vi forhåbentlig tage det bedste fra begge traditioner og fortsætte den forundring.

ARKEN 166

ARKEN

ANMELDER

166

Heidi skal lære at skrive en overskrift. // Das Elend der Debatte: Udlændingedebattens sproglige brudflader // INGEN OVERSKRIFT // Vort værn i al vor fare // INGEN OVERSKRIFT

ARKEN 166 // Tys k- og engels ksp roget teol ogi : en rej s eb eretni ng

~

~

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen.

52

ARKEN 166

“Denne bog er et godt sted at begynde, hvis man vil have gode eksempler på, hvordan Bibelen er blevet læst, oversat og misbrugt igennem årtusinder.”

Kærlighed under censur Kærlighed under censur. Køn og seksualitet i danske bibeloversættelser Af Kjeld Renato Lings Bak. Forlaget Vankunsten 2018. 394 sider. 250 kr.

Anmeldt af: cand. pæd. i religioner og livstolkning samt stud. theol. Heidi Friborg Christophersen,

V

ARKEN 166 // Kær l ighed un der censur

i lærer i eksegesefagene, er det er så vigtigt, at vi oversætter korrekt, og at Djævelen altid gemmer sig i detaljen. Sådan er det også med Kjeld Renato Lings bog om køn og seksualitet i Bibelen, og om at de danske oversættelser ofte er meget dårlige, og at kirkefædrene har forvansket meget af det, der stod i Septuaginta og i Vulgata, og at det først var i reformationstiden, at det overhovedet blev interessant at læse hebraisk, som mange have gjort det i oldtiden. Det er så det, vi som teologistuderende skal slås med i vores moderne studium, der forholder sig både tekstnært, historisk-kritiske og inddrager antropologi, psykologi og andre videnskaber, når Bibelen skal læses, forstås og fortolkes.

godt og grundigt op i vore fordomme. Det var derfor, at jeg så gerne ville læse bogen og anmelde den. Men så godt og grundigt blev jeg altså ikke rusket, og det skyldes nok, at jeg har læst – eller er ved at læse dele af Bibelen på originalsprogene græsk og hebraisk. Vi bliver på vores studium præsentereret for mange forskellige måder at læse Bibelen på, og derfor må vi i samme sætning lige huske på, at vi har undervisere på studiet, der kan og tør gå i dialog med teksterne.

Kjeld Renato Lings er sprogligt kyndig. Det er der ingen tvivl om, men jeg studsede dog over, at han så hårdnakket påstår, at aorist på oldgræsk er en datidsform. Det var ikke det, jeg lærte, da jeg lærte at læse oldgræsk, da lærte vi, at aorist var noget punktuelt og afsluttet. Så.. Det kan altså også diskuteres, hvad det er, forfatteren vil have frem, når han tolker sine kilder.

Kristeligt Dagblads anmeldelse af nærværende bog fokuserede meget ensidigt på emnet homoseksualitet, og på, at Folketinget har vedtaget, at mennesker af samme køn må indgå ægteskab. Forfatteren til bogen er selv homoseksuel, og det forklarer noget af interessen for emnet. Men det er bare ikke HELE bogens ærinde. Det er ikke kun et forsvar for, at vi læser Bibelen til fordel for ægteskaber af samme køn Det er lige så meget en bog, der tør stille sig kritisk over for den måde, vi oversætter og tolker Bibelen, og at teksterne i Bibelen er så komplekse og modsætningsfyldte, at de ikke

Når Kjeld Renato Lings skriver, at hans udgangspunkt er et livsbekræftende kristent grundsyn, men en fascination af den teologiske og åndelige dybde, der ligger i bibelteksterne, så bliver jeg lidt mærkeligt til mode. Hvad mener manden? Skal han nu tage patent på en bestemt læsemåde? Eller vil han blot fortælle os læsere, at han læser Bibelen anderledes, end den bliver læst i tv-serien ”The Handmaid’s Tale”?

altid kan tolkes entydigt.

Bogen er inddelt i 5 grupperinger: I. Skabelse, ægteskab og sex. II. Kærlighed under censur.

III. Sodoma og Gomorra, IV. Oversættere på

I Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen fra 19. marts 2018, står der, at vi får rusket 54

gyngende grund, V. Inklusivitet, velsignelse og guds ord.

1) Skabelse, ægteskab og sex, der indledes med det, vi har lært på GT1 om Den skabende gud m.v., derefter følger noget om ægteskabet og om sex i Bibelen.

2) Kærlighed under censur kommer vidt omkring fra Ruths bog, over David og Jonatan til Den elskede discipel i Johannesevangeliet 3) Sodoma og Gomorra. Her fandt jeg det faktisk interessant at læse om den juridiske brug af ”at kende” i bibelsk forstand. Der er så mange nørdede detaljer, at man kan blive helt rundtosset, men har man bare en smule historisk baggrundsviden, så ved man også, hvad sådanne ord og begreber kan betyde i den historiske kontekst. Selvom man ikke kan komme uden om begrebet sodomi, når ordet Sodoma nævnes, så handler et stort afsnit om kvinder, kvindelige ambassadører og om retsløse indvandrere.

4) Oversættere på gyngende grund. Det er et emne, som alle teologer bør læse meget grundigt. Det er jo det, vi går på universitet for at kunne holde os fri af. Vi skal selv kunne læse, oversætte og tage selvstændig stilling.

5)

Inklusivitet,

velsignelse

og

guds

ord.

På

fornemmeste vis afsluttes bogen med at forholde sig til enukker, arvelig velsignelse og guds ord – med afslutningsreplikken om, at størst af alt er kærlighed – der igen skelner mellem agape og fileå.

Skal man selv ”nørde” videre, er bogen forsynes med en lang liste af noter til oversættelse, glossar, bibliografi, navne- og emneregister.

Så herved er anbefalingen givet videre. Denne bog er et godt sted at begynde, hvis man vil have gode eksempler på, hvordan Bibelen er blevet læst, oversat og misbrugt igennem årtusinder.

Og så står vi igen tilbage med det problem, at de ældste afskrifter af Paulus’ breve er flere hundrede år senere end originalen. Vi kan aldrig komme helt tæt på, men dog meget tæt på det oprindelige. Det er det hermeneutiske problem i en nøddeskal. Vi bliver aldrig færdige.

Man kan indvende, at bogen er et partsindlæg i en debat omkring homoseksualitet og kristendom. Det er i alt fald en monografi, der har dette emne som omdrejningspunkt. Det skal dog tjene bogens forfatter til ros, at den ikke KUN handler om homoseksualitet, men om køn, kønsroller og seksualitet på et noget mere alment plan. Farvepaletten er spredt ud, og det handler om at læse Bibelen med et moderne ligeberettiget syn på kønshierakier, set i den historiske og sociale kontekst. Det handler om at få øje på de bibelske teksters mangfoldighed.

ARKEN 166

Das Elend der Debatte: Udlændingedebattens sproglige brudflader Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten Af Knud Lindholm Lau. Tekst og Tale, 2018. 300 sider. kr. 179,95.

Anmeldt af stud.theol. Jonas Jochumsen

Synligheden af internettets sociale og politiske transmissioner er ikke givet på forhånd, hvilket Lindholm Lau udmærket eksemplificerer med digitale mediers Facebook-understøttede kommentarspor og lukkede grupper på Facebook. I denne del af medieverden ses det tydeligt, hvorledes enhver kanøflen af udlændinge trives som en almindelighed. Den Danske Forenings lukkede facebookgruppe tjener her som et godt eksempel, hvorfor det er berettiget, at Lindholm Lau vælger at indlede sit journalistiske udspil netop her. Foreningen repræsenterer en sproglig sfære, hvor enhver animalisering, fækalisering og dæmonisering af udlændinge er en trivialitet snarere end et særtilfælde (s.30ff.).

Således skriver M. Heidegger i Brief über den Humanismus. Bådet citatets indhold og beskedne form fremstiller det syn, at sprog udlægger sig selv som menneskets yderste bestanddel.

Det er i sproget, at mennesket har hjemme.

Herfra udgår al færden og forestilling. Selv den forvanskede virkelighedsforståelse har rod i sproget, og dette er netop, hvad medieretoriker og journalist Knud Lindholm Lau vil fremme forståelsen for i forbindelse med dette årtis intensiverende tale om udlændinge i Danmark.

Den forfejlede hypotakse i bogens titel bevidner om, at Lindholm Lau fokuserer på hverdagssprogets altomfavnende tilkendegivelser og uformelle, polemiske toner i den offentlige udlændingedebat. ”Man er ikke racist, bare fordi man ikke bryder sig om Islam”, citeres tidligere formand for Dansk Folkeparti i Åbenrå, Kaare Solhøj Dahle, i bogens indledende kapitel (s.9). Med dette for øje kredser bogens første halvdel, betitlet ”DEM”, om udtalt racisme, og hvorledes den infame tone i udlændingedebatten særligt trives i offentlighedens ”skjulte sprog” (s.17), som forfatteren betegner det. Foruden at vedrøre distinktionen mellem formelt og uformelt sprog

Sådanne typer af uformelle platforme bærer sammen med almindeligt tilgængeligt materiale såsom avisartikler, TV-udsendelser, radioprogrammer fra større mediehuse og statistik bogens empiriske vægt. Her skal der tilføjes en fed streg under vægt, for bogens dataindsamling og prioritering af samme er så overvældende, at det indledningsvis er en anelse forstyrrende for læseren. Det journalistiske arbejde trives ikke i det format, som bogen umiddelbart lægger op til. Forfatterens faglige integritet fremstår utvivlsomt bedst senere i bogen, når han i sine sproganalyser applicerer en

dækker betegnelsen over, at mennesket ikke kan afdække et sagforholds mange diskurser i en mediebetonet tidsalder, hvor internettets mørke afkroge forskyder det levende livs skyggesider.

Billede af Knud Lindholm Lau

ARKEN 166 // Das El end der Deb atte : Ud lænd inged ebat te ns sp rogl ige b r u d f l a d e r

”

Die Sprache ist das Haus des Seins.”

mistænksomhedens hermeneutik, der opsporer racistiske undertoner i enkeltpersoners tale, hvorefter han overlegent destruerer og gendriver talens synspunkter. Her kan diskursanalysen 56

ARKEN 166

udlændingedebattens indhold er politisk, men hvorledes debattens indhold formuleres og forestilles, har den væsentligste betydning for debattens retning.

ARKEN 166 // Das El end der Deb atte : Ud lænd inged ebat te ns sp rogl ige b r u d f l a d e r

“I en tid, hvor udlændingedebatten i Danmark såvel som i Europa kan synes at overskygge enhver anden værdidebat, skal en sproganalytiker som Knud Lindholm Lau værdsættes.”

mig uklart, om Lindholm Lau er eksponent for en pedantisk, censurerende krænkelseskultur, sådan som Morten Uhrskov Jensen slog fast med syvtommersøm i sin anmeldelse af bogen i Jyllandsposten, eller om Lindholm Lau har haft et fortjenstligt klarsyn i sin journalistiske krystalkugle, i hvilken han har set racismens nederdrægtighed og gøgleriske indhold. Men hurtigt i bogens forløb viser det sig, at disse overvejelser over bogen er irrelevante. Bogens agenda er helt fremdeles at vise, hvorledes hverdagssprog evner at grumse sagforhold, netop fordi sprog, og i særdeleshed hverdagssproget, er udtryk for en umiddelbar (vilje og) forestilling.

Og det er denne pluralitet af intersubjektive forestillinger i udlændingedebatten, der er afgørende for debattens forvredne karakter.

af et radiointerview foretaget af jurist og vært på Radio 24syv, Nima Zamani, med fordel nævnes. Den fremtrædende forkæmper for ligestilling undergraver ubelejligt sig selv, da han i et interview uforsætligt tilkendegiver, hvor mange fordomme om Mjølnerparken han i virkeligheden er repræsentant for (s.56ff.). Lindholm Laus analyse påviser det interessante fænomen, at menneskets sprog er særdeles vidtgående, når der hersker dissonans mellem forestilling og realitet. Det samme kan udledes af argumentationsanalysen af psykolog Nikolai Sennel (s.74ff.). I sin bog Blandt kriminelle muslimer påstår psykologen, at der i Danmark er signifikant sammenhæng mellem systematisk kriminalitet og muslimer. Med flair for argumentationsteori serverer Lindholm Lau her den ene gendrivelse efter den anden, så hele psykologens projekt går op i limningen.

Kun fordi hverdagssproget er et fænomen i sig selv, kan ”sproglige parallelsamfund” (s.17), såsom hverdagsracismens sproglige indhold, eksistere. Anderledes formuleret lyder det, at

Da jeg påbegyndte læsningen af bogen, var det 58

Betyder det så, at bogen slet ikke er politisk?

Jo, givetvis er Bare fordi at politisk anlagt, idet bogens anden halvdel, betitlet ”OS” og ”Den politiske grundorden”, forholder sig til det almene, formelle sprog og det politiske spektrums stillingtagen til udlændingedebatten. Ét er nemlig det skjulte sprogs kontrafaktiske sfære, et andet er det formelle, politiske sprogs beregnende diskurser. I bogens anden halvdel står det klart, at forfatteren både personligt og fagligt bevæges af sit indgående kendskab til den tyske filolog Victor Klemperers hovedværk fra 1947, LTI – Lingua Tertii Imperii – Sprache des Dritten Reiches. Gennem sin velbevarede dokumentation af de politiske forhold under nazi-Tyskland beretter Klemperer om, at sprog kan anvendes som en makropolitisk markør, der gennem velorganiserede propagandamaskiner tilslører almene sagforhold. Her har medierne et ansvar for den ”politiske korrekthed” (s.232), påpeger forfatteren. For sådanne sprogforhold er ikke levn fra fortiden - de er sågar højaktuelle i Danmark.

I en tid, hvor udlændingedebatten i Danmark såvel som i Europa kan synes at overskygge enhver anden værdidebat, skal en sproganalytiker som Knud Lindholm Lau værdsættes. Jeg vil mene, at Bare fordi at er et fagligt bidrag, der kan bistå den enkelte samfundsborger til at reorientere sig og genfinde sit eget ”sproglige kompas” (s.15), så at en vildledelse af debattens elendighed og kommunikationspopulisme kan forebygges.

Men hvor vores individuelle, sproglige kompas fører os hen, er svært at svare på, for, som Klemperer formulerer det, ”sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser” (s.14). Måske er svaret indeholdt i citatet af M. Heidegger, nemlig at det enkelte menneske begynder og ender i sit bekvemmelige hus.

ARKEN 166

Hæld ikke troen ud med dåbsvandet Dåben klæder dig?

Af Morten Kvist, Ulla Morra Bidstrup & Ingrid Ank (red.). Eksistensen 2018.

Anmeldt af stud.theol. Mads Bjørn Nielsen

B

ARKEN 166 // Hæl d i kke troen ud med dåbsvandet

aggrunden for en udgivelse om dåb er højaktuel. Spændingen mellem aftraditionalisering og Folkekirkens omkring 40.000 dåb om året kalder på en forståelse af dette sakramente og hvordan vi taler om det. Redaktørerne har samlet 8 præsters bidrag ud fra benspændet om at oversætte teologisproget til hverdagsdansk uden at referere internt kirkeligt. De er blevet bedt om at forholde sig til, hvad der sker i dåben, hvordan de argumenterer for dåb, at forklare de vanskelige ord som ”synd”, ”død”, ”frelse” og hvad de selv har lært af deres samtaler gennem tiden. Væsentlige og vel ofte stillede spørgsmål for nybagte forældre.

opdigtede forældre har et minimalt forhold til kirken, det er mest traditionen, der trækker. Dog ses den spæde tro hos forældrene, den søges med forskelligt held at vækkes, og den ringeagtes ikke. Igen en vigtig, ligeværdig tilgang. Der er en sum af belysninger om dåben fra psykologisk, historisk og samfundsmæssig perspektiv, hvor det fremgår at den åndelige betydning må komme i højsædet. Foruden at vi fejrer medborgeren og giver barnet et religiøst label med, sker der også mere i sakramentet, end vi forstår. Ét sted forklares det også, hvad det vil sige at modtage Helligånden – det kan jo hurtigt blive en fast vending for mig, i hvert fald. Det er en ånd, en bagvedliggende stemning, motivation til at gøre hellige, gode ting. Bortset fra det ligner det, at der er et overvejende fokus på Gud Faders åbenbaring i Treenigheden, livet i den skabte verden.

Læser man bogen som en nybagt forælder ville, står det klart, at præsterne er kommet i øjenhøjde. Dette er en enorm tiltrængt udfordring for mange af Folkekirkens præster.

Måske netop i redefinitionen på hverdagsdansk fremstår ens teologi klarest. Oversættelserne indeholder bl.a. etymologi, historie og en masse billedbrug, men tit også personlige vinkler og erfaringer. Især p. Louise Højlund inviterer læseren ind i sine egne refleksioner omkring samtalen, som jo klargjort fra starten af ellers er animeret af præsten, kunstigt i det. Det er forbilledligt og lærerigt for alle, der vil formidle kristentro på en ligeværdig og tilgængelig måde,

Tanken om at samle otte præsters bidrag i en bog er god, da forskellige mennesker kan tale på forskellige måder. Alligevel mangler jeg forskelligheder om dåben fra den snævre, top-grundtvigianske redaktion. Hvis Kristi dimension i Treenigheden handler om mere om at kende sin Frelser og at tage i mod hans lære, er livet efter barnedåben henvist til babysalmesang og menigheds gave: børnebibelen. Dette er meget bedre end intet, og jeg har mødt mange,

især vi mange kommende præster.

hvis forhold til Bibelens fortællinger og evt. personlig tro alene stammer fra børnebibelens spændende tegninger og tekst. Men hvor bliver betoningen af fællesskabet i menigheden af ?

At statskirken benyttes primært til højtider er klokkeklart fra starten af. Stort set alle de 60

“Tanken om at samle otte præsters bidrag i en bog er god, da forskellige mennesker kan tale på forskellige måder. Alligevel mangler jeg forskelligheder om dåben fra den snævre, topgrundtvigianske redaktion.”

Hvis man ikke umiddelbart som de fleste her på fakultetet interesserer sig for de umådeligt mange foredrag om til tider upersonlig teologi eller filosofi, der fylder i de fleste folkekirker?

At man som forældre kan tilbyde sit barn et fællesskab, søndagsskole, børneklub i kirken?

Ligeledes mangler noget af troens alvor. Det er selvfølgelig svært at nå ind til folk, der kun åbner op for tro i en vis mængde. Og man kan heller ikke døbe folk ud fra en egen vurdering af, om forældrene har tænkt sig at være en del af menighedens liv. Men det er som om, mange af bidragsyderne generelt næsten forstærker troen og praksis som noget suspekt.

P. Ulla Morre Bidstrup repræsenterer under afsnittet ”Det er vigtigere at være døbt end at tro” en i bogen gængs holdning således: ”Vi tilkender det med andre ord større betydning, om vi tror, end om vi er døbt. Vi er alle blevet pietister. … [jeg] kan ikke komme i tanke om noget andet, jeg kan gøre for at blive frelst end at blive døbt.” (s. 118+119) P. Ingrid Ank supplerer: ”Jeg synes, det er ret seje, de mange unge på 13-14 år, der i dag bliver døbt op til deres konfirmaton … Men jeg er glad for, at det ikke er mig.

… For jeg tror ikke, tro er noget, man kan beslutte. …

[Udsæt] trosafgørelsen til i morgen – vel at mærke også, hvis i dag er den sidste dag i dit liv.” (s. 52) Ubalancen mellem tro og dåb er overvældende.

Måske har prioriteringen af danskernes dåb af børn skygget for meget for det aspekt af dåben, som mange flygtninge oplever. Der er stadig vækkelse på asylcentrene. Når fx iranere bliver døbt, er det med livet som indsats: får de ikke opholdstilladelse, venter der dem en dødsdom derhjemme for at konvertere. Skal de udsætte trosafgørelsen til i morgen? Bad Kristus disciplene om det? De skal bruge en tro, de kan leve og dø på. Om en nærværende, stærk Gud. Tit bliver det ofte udvandet til ”så kan jeres barn huske, at han eller hun ikke er alene”. Måske kan vi takke den overlutheranske frygt for gerninger og at tale åbent om sin tro for denne akavede tilgang til tro, som Folkekirken lider under.

Alvoren viser sig også mangelfuld i enten tavsheden om, indpakningen af eller forhånelsen om muligheden for fortabelse. Sætninger som ”Du har ret i, at der er lidt rester af gammel

ARKEN 166

ARKEN 166 // Hæl d i kke troen ud med dåbsvandet

“Bogen henvender sig bedst til forældre og måske folk som undertegnede, der er nysgerrig på gængse holdninger i det danske kirkelandskab. Jeg er især blevet bragt til eftertanke om, at vi døbes på Jesu trosbekendelse, den spæde tro ikke må ringeagtes, at Gud gør mere i dåben end vi begriber og spændingsforholdet til det større sprog for tro, vi ofte mangler.”

synds- og bodsteologi rundt omkring” (p. M. Lindhardt, s. 64) er måske ment som at prøve at møde forudsætningsløse på hverdagsdansk, men afslører den fejlagtige forståelse, at denne

121), som de vedkender sig så mange andre.

Bogen henvender sig bedst til forældre og måske folk som undertegnede, der er nysgerrig på gængse holdninger i det danske kirkelandskab.

teologi ikke har sin styrke og relevans i dag.

Jeg er især blevet bragt til eftertanke om, at vi døbes på Jesu trosbekendelse, den spæde tro ikke må ringeagtes, at Gud gør mere i dåben end vi begriber og spændingsforholdet til det større sprog for tro, vi ofte mangler. En ægte samtaleform ville gøre sig langt mere relevant for at nå ud til flere danskere, som så kunne føle sig bedre repræsenteret og forhåbentlig have større interesse i at lære om dåbens under.

Dog læser jeg begejstret om legitimeringen af barnedåben i samfundet. Argumentet om ikke at måtte pådutte børn noget er jo helt almindeligt, men p. Ulla Morre Bidstrup ”vende[r] hele den verserende debat om og sige[r], at ethvert barn har ret til en religion og til voksne mennesker, som vedkender sig et [religiøst] ståsted” (s.

62

ARKEN 166

Vort værn i al vor fare Angst – Mod. Martin Luther Af Jakob Knudsen. København: Gyldendal. 2018. 585 s. 200 kr.

Anmeldt af cand.mag. i filosofi og religion, stud.theol. Søren Ildved

ARKEN 166 // Vor t værn i a l vor fa re

”Læser i disse dage Jakob Knudsen: Livsfilosofi.

Hvor er han stærk, god, uforsonlig, stor”.

Således skriver Martin A. Hansen i sin dagbog den 21. januar 1944. Ligeledes beundrende lød det fra K.E. Løgstrup: ”Efter mit skøn er Jakob Knudsen en af de betydeligste teologer, vi har haft i Danmark”. Ikke desto mindre har valgmenighedspræsten Jakob Knudsens forfatterskab gennem de senere år levet lidt af en skyggetilværelse i sammenligning med hans tidligere indflydelse. Kendskabet til ham kommer i dag primært fra salmerne Se, nu stiger solen af havets skød og Tunge, mørke natteskyer.

udgivet flere bøger om ham, et nyt Jakob Knudsen-selskab har set dagens lys, og omkring 100-årsdagen for Jakob Knudsens død er flere bøger om hans forfatterskab udkommet. Til den linde strøm kan vi nu tilføje denne nyudgivelse af Knudsens dobbeltroman Angst – Mod fra henholdsvis 1912 og 1914, der følger Martin Luthers liv fra hans barndomsår og til hans død i 1546.

De to dele er forholdsvist forskellige i både tone og fortællingsform. I Angst præsenteres vi for den unge Martins barndom på indimellem næsten eventyrlig vis, og bogen følger ham op til hans indtræden i munkeordenen i Augustinerklosteret i Erfurt. Mod springer tidsmæssigt frem til afbrændingen af bandtrusselsbullen og følger den voksne Luther ved rigsdagen i Worms, gennem bondeoprøret og frem til hans død.

En af årsagerne til det kan muligvis findes i hans vedholdende kristendomssyn og udtalte anti-idealisme, der lå i åbenlys opposition til de kulturradikale strømninger. I den nu temmelig berygtede artikel Det forgudede traume fra 1959 forsøgte Villy Sørensen sig med et decideret karaktermord, hvori stort set hele forfatterskabet reduceredes til vilkårlige psykologiske dispositioner og barndomstraumer hos Knudsen. En kritik, der satte en vis dagsorden i det litterære landskab til trods for dens temmelig åbenlyse svaghed: Med den selvsamme argumentation kan al litteratur og tænkning reduceres til fnuller og al kunst til barnlig vrælen.

Bogens litterære kvaliteter er slående, og der er momenter undervejs, som er fuldstændigt umulige at få ud af hovedet efterfølgende: Faderen, der udsøger minegange bevæbnet med fadervor og trosbekendelsen, et barn, der drukner under rædsommere omstændigheder, den unge Martins færden over sletterne, en uforløst ungdomskærlighed og den voksne Luthers angstanfald og efterfølgende mod ved rigsdagen. Knudsen skriver på en ganske

Knudsens forfatterskab var dog ikke så let at fortrænge, og han har fortsat vakt til inspiration blandt grundtvigianere og hos Tidehverv. I nyere tid har Biskop Henrik Wigh-Poulsen

forunderlig vis, og sproget er på én gang nøgternt registrerende, tungt og uden sproglig oppustning, men samtidig også med en unægtelig poetisk kvalitet, hvor den manglende 64

“Det er i det hele taget en fornøjelse at tage fat i denne bastante og mesterlige mursten i dansk litteratur, der på én gang føles som noget fra en svunden tid, men som samtidigt fremstår nærværende, usentimental og forfriskende. Den fortjener at bliver læst og genlæst.” udsmykning bliver en del af kvaliteten. Der er en jysk besindighed i tonen, som netop er alt andet end forloren.

Rent litterært er det svært ikke at blive mest betaget af Angst, hvori Knudsen har en større frihed i forhold til historien. Mod er derimod mere bundet af de historiske begivenheder, der ofte følges helt ned i detaljen, og historien bliver her mere en fortælling end en roman.

Knudsen introducerer her den unge fiktive studerende Tilio som fortællerstemme, og han bliver en form for repræsentant for den unge Luther i bogens anden halvdel og giver samtidigt Knudsen en mulighed for at betragte omstyrtningerne udefra.

Angst – Mod er også en Luther-fortolkning, og her er den ikke mindst interessant som et forsøg på at bringe Luther ud af middelalderen og ind i en moderne kontekst. Luther var som

bekendt i høj grad skriftteologi og anså sin bibeloversættelse som sit vigtigste bidrag. På den baggrund er det derfor bemærkelsesværdigt, at Luthers skriftteologiske virke er så godt som fuldstændig fraværende, og selvom bogen er fyldt med tyske sange og salmer, så er bibelteksterne fåtallige. Jakob Knudsen lægger derimod al vægt på det psykologiske og personlige gudsforhold. Det har muligvis til dels en ren litterær årsag – bibeloversættelser er ikke just oplagt romanstof – men det skyldes utvivlsomt også, at Knudsen sætter Luther i en 1900-tals forståelse, hvor bibelkritisk læsning er blevet en realitet. Det er ligeledes nærliggende at opfatte vægtningen som udtryk for påvirkning fra Kierkegaards angst-begreb og Grundtvigs betoning af trosbekendelsen og sakramenterne frem for biblen selv.

Resultatet bliver under alle omstændigheder, at romanens fokus kommer til at ligge på det indre

ARKEN 166

liv snarere end det ydre og på det psykologiske gudsforhold i Luthers virke. Skriftteologien bliver en oplevelsesbaseret erfaringsteologi. Allerede titlen Angst – Mod fremstår som en fortolkning af Luthers opfattelse af lov og evangelium.

Det er i særdeleshed fremherskende i forhold til den unge Luthers faderforhold, hvori en hel del af Jakob Knudsens eget forhold til sin fader formodentligt også afspejler sig. Knudsen skrev selv i forbindelse med bogens udgivelse, at hvis ikke Luther var blevet kristen, var han blevet gal, og tilføjede at noget tilsvarende gjorde sig gældende for Knudsen selv.

og oplysende noteapparat, kommentarer om tidligere udgaver, et kort over datidens saksiskthüringske-område samt en brugbar Jakob Knudsen-bibliografi. Udgivelsens helt store gevinst er dog et aldeles fremragende 69-siders langt efterskrift, der beriger læsningen af værket og hjælper til at forstå dets kontekst.

Det er Provst Thomas Reinholdt Rasmussen og litteraturforsker Bo Hakon Jørgensen, der står bag den nye version, og de fortjener alt mulig ros for denne pragtudgivelse, der blandt andet takket være støtte fra kulturministeriet kan erhverves til en yderst favorabel pris. Det er i det hele taget en fornøjelse at tage fat i denne bastante og mesterlige mursten i dansk litteratur, der på én gang føles som noget fra en svunden tid, men som samtidigt fremstår nærværende, usentimental og forfriskende. Den fortjener at bliver læst og genlæst.

Den unge Martin straffes hårdhændet af faderen for en forseelse og kobler frygtsomt faderes straf sammen den guddommelige faders mulige straf. Samtidigt overværer han en skitting – et evnesvagt barns – brutale druknedød og fyldes af angst over, hvorvidt nogle er prædestineret til fortabelse. Den grundlæggende og handlingslammende angst overvindes først ved erkendelsen af den nådige Guds kærlighed, og dén klarhed bliver senere Luthers styrke. Først ved rigsdagen i Worms og siden da Luther står fast overfor lovløsheden under bondeoprøret.

Jacob Knudsens bog Angst Mod Martin Luther

ARKEN 166 // Vor t værn i a l vor fa re

Interessant set med moderne briller er det også, at omend Luther bryder faderens ønske om at blive jurist og derved også hans autoritet, så er der i Knudsens roman ikke tale om en frigørelse i den banale forstand, hvori faderrollen undermineres – således som nutidens tv og film er fyldt med eksempler på. I stedet er det snarere et spørgsmål om, at han vokser ved at påtage sig faderens rolle og udfylde den med selvstændig autoritet og værdighed.

En praktisk definition på en klassiker er, at det er en bog, som bliver genoptrykt jævnligt. Det er også tilfældet med Angst – Mod, som senest blev udgivet af Hovedland i 2017. Denne Gyldendals-udgivelse fra Det Danske Sprogog Litteraturselskab adskiller sig imidlertid ved at være den ikke-moderniserede førsteudgave, hvor å forsat er skrevet med dobbelt-a og substantiver med stort. Dertil kan føjes et fyldigt 66

ARKEN 166

Kristendommens vildfarelse og den naive løsning Rygter om Gud af Johannes Værge. Eksistensen 2018. 158 sider.

Anmeldt af stud.theol. Thomas Nordahl.

ARKEN 166 // Kri sten dommens vi l dfarel s e og den nai ve l øs ni ng

V

ærge har igen skrevet en bog i sin serie, hvor han smeder mens jernet er varmt og gør oprør mod nogle af de kristne traditioner og dogmer.

Første med Det betroede mennesket, hvor det var imod Tertullians juridiske og moralistiske fortolkning af kristendommen, dernæst i Guds skrøbelige arvinger, retter Værge skytset mod den gængse fortolkning af Adam og Evas fald samt arvesynden af Augustin ved at fokusere på den jødiske og ortodokse kirkes måde at anskue synden på og faldets konsekvenser. Fra den guddommelige uorden kom Anselm på bålet på grund af hans rationalistiske og juridiske fokus på nødvendigheden i ofringen af Guds enbårne søn, for at menneske kunne blive sonet med Gud. Denne her gang, i Rygterne om Gud, står nogle af de gamle kendinge for fald igen.

Tertulian, Augustin, Anselm og endda også Luther står nu for skud, ligesådan kommer der også de sædvanlige helte frem igen Irenæus, Efraim Syreren og Gregor fra Nyssa

billede af Gud som en opsynsmand, der holder øje med alt og alle uden nogen form for nåde, hvilket er så fjernt fra den kristne forståelse af Gud som muligt.

Gudsbilledet bliver beskrevet af nogle psykologer som følgende: Det dannes ud fra ens erfaringer med verdenen inden for områder, hvor ens kontrol og vilje ikke slår til. Billedet kan være et gode, hvis det er en internaliseret kilde til at klare sig i en hård tid, mens hvis billedet stammer fra skyld, frygt eller andre ydre indflydelser, vil det kun føre til en byrde, der blot er med til at gøre situation værre.

Titlen refererer til Jobs bog, hvor Job har et gudsbillede, som viser sig at være falsk, da Gud giver sig til kende overfor Job og påpeger for ham verdenens vidundere for at gøre forskellen mellem skaber og skabningen klar. Job lærte at acceptere at det billede, som han havde, var falsk. Han kom til at kende til sin plads og bliver

Der har for Værge gennem lang tid været et forkert gudsbillede ligesom det billede Job havde af Gud, indtil Gud selv demonstrerede, at hans billede var baseret på falske rygter, der har hersket, som kommer fra Tertullian og Anselms juridiske syn, samt Cyprianus, der påpeger, at der ingen frelse er uden for kirken, så alle ikke-kristne er fortabte og Augustin med sit meget pessimistiske menneskesyn, hvor man ud fra de to førstnævnte ville miste synet for Kristus som frelseren, til en himmelsk dommer og fra den sidstnævnte er mennesket endt med at være en ormesæk, som Kingo beskriver det i salme 761. Dette gudsbillede kom frem på grund af den arianske stridighed, der så man

velsignet af Gud med ejendom og familie, med andre ord en klassisk Walt Disney slutning, der hurtigt vil blive glemt. Kirken og samfundet er i en lignende situation, hvor man har nedarvet et

et behov for at fremhæve Kristus ikke som en skabning, således som arianerne påstod, at han var, hvilket gjorde det umuligt for Jesus at være Gud, så derfor anså man det som nødvendigt, at 68

“Et problem ved Værges analyse er, at de fleste ting han kritiserer, ikke længere er tilstede i kirken. Se på Folkekirken i dag, hvor kan man se nogle, der gør brug af Anselms argumentation af Kristus som et nødvendigt offer, især i disse tider, hvor kætteren Hella Joof, der støtter adoptionisme og ser Gud som blot en kærlighedskraft, bliver støttet af folkekirken.” den menneskelige del blev nedtonet, mens den guddommelige del blev centralt. Konsekvensen af dette kan ses i middelalderen, hvor fra eukaristi i gudstjenesterne for at give taksigelse til Gud så bliver det sacrificio i gudstjenesten, hvor man ofrer til Gud, og præstens rolle i udførelsen af sakramenterne kommer til at betyde noget for ritualets validitet. Kristus fremstilles nu som den himmelske dommer, der på vredens dag vil skille fårene fra bukkene. Med denne himmelske dommer var der behov for nye mellemled til at

formidle fra det jordiske til det himmelske, som det skete i skikkelse af Jomfru Maria og helgener.

Dette fokus på Gud som en himmelsk dommer har hersket siden dengang, som en totalitær vogter, der konstant holder øje med os og skriver vores fejl ned. Man kan blandt andet se denne tendens i TV-serien Midsommer Murders, hvor en præst siger om Gud, at han er mere effektiv end Stasi, men har rare agenter eller høre Jesper Jensens sang ”Øjet i det høje”, hvor

ARKEN 166

ARKEN 166 // Kri sten dommens vi l dfarel s e og den nai ve l øs ni ng

Gud beskrives som en himmelsk dommer, der blot venter på at kunne nedskrive vores fejl og dømme os.

så hvis det ikke går, så er det blot ens egen skyld.

Det centrale problem med Værges tilgang er den, at fokus på Guds kærlighed næsten altid ender med en omgang laissez-faire kristendom, hvor man blot på den typiske danske lalleglade maner påpeger, hvordan kristendommen ikke er en lovreligion, så der er fripas til at gøre lige hvad man vil, dog siger Paulus ikke, at alt er tilladt, men man fortrænger den sidste del.

Ligesom det udtrykkes af bogens titel, går Værge videre end blot at holde fast på forfald, hvor alt er gået galt og der ingen løsning er på problemet.

Værge kommer med nogle bud til, hvilken retning kirken kunne vælge at gå. Frem for Tertullian og Augustins treenigheds lære, en evig substans med tre personer der er løsrevet fra historie, hvormed der ikke er noget forhold mellem treenigheden og frelseshistorisk, kunne man alternativt se på de kappadokiske fædre fra oldkirken, der så treenigheden som en dynamisk enhed, i relationerne mellem den skabende, opretholdende og frelsende, i stedet for at have et alt for stort fokus på fornuften og dens begreber.

I stedet for, som Augustin og Luther understreger, tanken om hvor ynkeligt og fortabt en synder mennesket er, i sin forståelse for hvor stor Guds kærlighed er til mennesket, så er alternativet at gøre brug af Irenæus, der fokuserer på Jesus sejr ved at afvise fristelserne til forskel fra Adam og Evas affærer med slangen, så dette skete i en menneskelig skikkelse med det guddommelige.

Derfor, siden alle mennesker er skabt i Guds billede og lighed, da Gud i skabelsen har blandet det guddommelige i mennesket, kan mennesket ved Guds ord i væksten stige op og blive i overensstemmelse med Guds billede og lighed, da der ingen er forskel mellem det menneskelige og det guddommelig.

Kunne man ikke snarere som et modsvar på tendenserne i folkekirken og samfundet have fokus på lydighed og pligten i kristendommen, som Paulus påpeger i Galaterbrevet, i skal bære hinandens byrder, således opfylder i Kristus lov?

Et problem ved Værges analyse er, at de fleste ting han kritiserer, ikke længere er tilstede i kirken. Se på Folkekirken i dag, hvor kan man se nogle, der gør brug af Anselms argumentation af Kristus som et nødvendigt offer, især i disse tider, hvor kætteren Hella Joof, der støtter adoptionisme og ser Gud som blot en kærlighedskraft, bliver støttet af folkekirken. Augustin og Luthers syn vedrørende mennesket er meget pessimistiske, men er det ikke en nødvendig korrigering i et samfund, hvor det er blevet en norm, at man bliver eller skaber sig selv til, hvad man vil være, 70

ARKEN 166

ARKEN

SATIRE

166

20 tilfælde, hvor Gud burde give en chance for at starte forfra og prøve igen //

72

ARKEN 166

~

ARKEN 166 // Kri sten dommens vi l dfarel s e og den nai ve l øs ni ng

~

20 tilfælde, hvor Gud burde give en chance for at starte forfra og prøve igen: Du har fået en ansigtstatovering 9. april 1940 KUA Du skal til tredje eksamensforsøg René Dif Du tog den forkerte tvilling på røven Zwingli Climacussen af 2013 Du har søgt ind på DBI Yahya Hassan I glemte at bruge kondom Sverige Du er herlighedsteolog Det Konservative Folkeparti Peter Madsen Amager Fælled Du drak dig for fuld ”Gabriel” Bispekollegiet 1968 MT Synes du også Arken er et kedeligt blad? Skriv noget sjovt til redaktionen.

74

ARKEN 166

A RK EN ~ 166

A RKEN 16 6

~