Arken 164

Kolofon

Bidragsydere

Sarah Schelde Thomas Nordahl Geert Hallbäck Heike Omerzu Andreas Riis Damgaard Adrian Hove-Kreutzfeldt Mia Schmidt-Mikkelsen Mia Geisler Nicolai Røge Heidi Friborg Christophersen Michael H. Munch Emma-Line Sofie Væver Johansen Kristian Sørensen

Adresse

Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K

Telefon

tlf. 35 32 36 29 (+45 20 12 26 08 - redaktør)

Bidrag og annoncer skal sendes til redaktion@forlagetarken.dk

Deadline for Arken 165 er 01/03 2018.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det Teologiske Fakultets tidsskrift, København Nr. 2 - 2017 38. Årgang

Redaktionen

Chefredaktør

Samuel Benjamin Nielsen SBN@forlagetarken.dk

Debatredaktør

Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Bogredaktør

Peter Otken pnorthcastle@hotmail.com

Layout/Grafik

Johan Lund Pedersen lund@johanpedersen.dk Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Arken Radio

Paninnguaq Leibhardt panuar@live.dk

Webredaktør

Jakob Steen Madsen jakob.steen.madsen@gmail.com

Skribenter

Tea Kristina Lange Olsen Teagro2@gmail.com Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com Theodora Yde Harbsmeier theodorayh@gmail.com Theis Schønning Johansen theis_schonning@hotmail.com

Indhold

LEDER Samuel Benjamin Nielsen

4-5

ARKEN // LEDER

ARTIKLER Jakob Steen Madsen

8-9

To årtier I indre bys arme. Afskedsartikel for Stefan Lanhauge Hansen

Tea Kristina Lange Olsen 10-15 Interviewartikel med forfatter og lektor Jakob Wolf Sarah Schelde 16-17 Playmobil-Luther og Calvin-relikvier Thomas Nordahl 18-21 Det ynkelige vilkår i livet: Døden Geert Hallbäck 22-27 A.J. Greimas in memoriam Paninnguaq Leibhardt 28-29 Dia ti;

ANMELDELSER Heike Omerzu 32-37 Fra uorden til orden og tilbage? Eller er det endnu mere kaotisk?

Andreas Riis Damgaard 38-41 Dansede de mon dødedisco i templet?

Adrian Hove-Kreutzfeldt 42-45 En lærebog om fortidens liturgier – oplev fortsættelsen i en kirke nær dig Samuel Benjamin Nielsen 46-49 At snuse rundt i Luthers breve Mia Schmidt-Mikkelsen 50-53 Kan man bygge kirke på Kierkegaard?

Peter Otken 54-57 Synoptisk eksegese for viderekomne Andreas Riis Damgaard 58-61 Syv fantastiske fortællinger af Frederik Stjernfelt Mads Graves Pedersen 62-65 Dogmatikerens vindue Mia Geisler 66-67 Godt rundt i forskellige (og mest mandlige) præsteboliger Nicolai Røge 68-71 Var Luther socialdemokrat?

Heidi Friborg Christophersen 72-73 Vi er alle konfirmander for Vorherre Michael H. Munch 74-77 En målgruppeforvirret Martin Peter Otken 78-81 Tolstojs forståelse af evangelierne Emma-Line Sofie Væver Johansen 82-83 En gennemført kikset og uværdig sammenligning af Harry Potter og kristendommen

SIDSTE NYT FRA CUSSEN Kristian Sørensen 84-87 Oprindelse og fællesskab

DEN GRÆSKE KRYDS OG TVÆRS Bertram Eiriksson 88-89 Den Græske Kryds og Tværs

ARKEN // LEDER Af stud. theol Samuel Benjamin Nielsen

H

ip hip hurra – hip hip hurra – hip hip hurra – og så den lange 365 dages fejring af reformationens 500 års jubilæum!

Nogen har stadig ikke fået nok af at snakke om lutter reformation, og ARKEN kan glædeligt meddele jer, at vores udgivelse #164 rummer hele tre Luther-relaterede boganmeldelser, ja fire endda, hvis man medregner den om Frederiks Stjernfelts Luther. Og til dem af jer, for hvem reformationen står langt ud af halsen, kan ARKEN ligeså glædeligt meddele, at det nu engang kun drejer sig om fire boganmeldelser. Men de er gode! (En af dem er skrevet af undertegnet). Og apropos jubilæum så runder ARKEN faktisk 40 år her til foråret. Det skal vi da have fejret, skal vi ikke? Men nu må vi nok se at få skruet ned for charmen. Man skulle jo nødig forledes til at tro, at vort tidsskrift var rendt ind i en midtlivskrise.

Spøg til side – ARKEN er glad for igen at stikke til søs. En stor tak skal lyde til både nye og gamle redaktionsmedlemmer, som under en presserende deadline har givet den en ekstra skalle for at stable en solid udgivelse på benene. Og en stor tak til alle, der har bidraget til den mangfoldighed af artikler, anmeldelser mm., som udgør ARKEN #164. Som nogle stykker kan blot nævnes: interviewartiklen med lektor Jakob Wolf om hans nyeste bog ”Krop og atmosfærer” (af redaktionsmedlem Tea Kristina Lange Olsen), professor

4

LEDER // ARKEN

Heike Omerzus anmeldelse af Johannes Værges bog ”Guddommelig uorden” (som er en frisk teologisk østenvind), en studenterprædiken af Thomas Nordahl om ”Det ynkelige vilkår i livet: døden”, som endte med at stå fint side om side med et gentryk af en artikel fra 1992 af vores nu afgåede kære Geert Hallbäck, fhv. lektor i Det Nye Testamente her på Københavns Universitet.

I alt byder ARKEN denne gang på hele 21 indslag. Et sådan engagement og skrivertalent synes jeg, vi kan være stolte af som fakultet.

For at være up-to-date sømmer det sig nok at knytte en kommentar til Adam Prices seneste værk ”Herrens Veje”.

Man kunne også lade være. Lad mig dog blot sige så meget, at serien giver et indblik i den danske folkekirke omtrent ligeså meget, som Rejseholdet gav indblik i dansk kriminalefterforskning. Men en spændende historie, det må man prise Adam for. (Wait for laughter). Men har man først sagt ”Herrens Veje”, så må man også sige, at de er uransagelige. Sådan hilser Paulus os fra Rom 11,33, og skal man tage ham på ordet, ja så er det da et besynderligt studie, vi beskæftiger os med. Men uransageligheden ved Gud har, så vidt jeg ved, aldrig slået en teolog af pinden – eller stukket en pind i teologen for den sags skyld.

Velkommen ombord på ARKEN. Værsgo og læs!

ARKEN 164

ARKEN 164 // LE DER // ARK EN

ARKEN

~

164

6

ARTIKLER

~

To årtier I indre bys arme. - Afskedsartikel for Stefan Lamhauge Hansen // Interviewartikel med forfatter og lektor Jakob Wolf om bogen: Krop og atmosfærer - Hermann Schmitz’ nye fænomenologi // Playmobil-Luther og Calvin-relikvier // Det ynkelige vilkår i livet: Døden - Prædiken 16. søndag efter trinitatis, Lukasevangeliet 7,11-17, i SMiK d. 29.09.17 // A.J. Greimas in memoriam - En artikel skrevet i ARKEN i 1992 af Geert Hallbäck til minde om den da afgåede A.J. Greimas. Nu gentrykt til minde om Geert Hallbäck. // Dia ti;

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen.

ARKEN 164

To årtier i indre bys arme.

Afskedsartikel for Stefan Lamhauge Hansen Af stud.theol Jakob Steen Madsen

ARKEN 164 // To år ti er i i ndre bys arme.

U

dflytningen af teologisk fakultet er nu ved at være vel overstået. En af de mange grupper som skulle rive dens rødder op fra det gamle latiner kvarter er studentermenigheden. En menighed som nu har mere end 50 år på bagen. Oprettet tilbage i 60ernes oprørs æra, har den vokset og udviklet sig til det den er idag. I flytterodet skiftede den siddende præst til et nyt virke. I den forbindelse besøgte jeg ham i hans nye kirke på Amager.

Stefan Lamhauge Hansen fik sin krave for lidt over tyve år siden. Efter et par vikariater trådte han til som præst i studentermenigheden i indre by. Stefan var og er teolog af den gamle skole. I vore dage er den slags langtids teologer nok ikke så populære fra regeringens, og især djøfsegmentets side. Der skal produceres kandidater og ikke nødvendigvis dannede borgere. Det var derfor heldigt at Stefan netop nåede at træde ind i stillingen som studentermenighedspræst, hvor det især var det sociale fælleskab og studenternes dannelsesrejse som var i højsædet. Hvad fakultetet blev gradvist tvunget til at afvikle, kunne måske i et vist omfang reddes i menigheden. Ihvertfald er det en stor del af menighedens formål, at finde mødet imellem fællesskab og faglighed.

husker at i lokalerne og boligen i indre by, var der langt lavere til loftet, og bøgerne syntes dengang nærmest at være lokalets byggesten.

Stefan fortalte mig, at dengang han startede inde i Købmagergade, var oprørstiden, med dens alternative og lavkirkelige attitude, kun lige ved at klinge af. Pendulet svingede, og der var stemning for at gå mere i traditionel og højkirkelige retninger.

Det første jeg bemærkede i Stefans nye kirkekontor i Nathaniels Kirken var hans ret

Jeg var selv en del af Stefans menighed i fordums tid, og husker hvordan de mange studerende tilrettelagde deres uge med menighedfrokosten og studenterprædiken, som tilbagevendende punkt. Det var en god måde at få fast bund i maven såvel som i ånden, inden man sluttede af nede i fredagsbaren. Snakken over smørrebrødet i menigheden har nok altid været ekstremt nørdet. Et element som ikke er let at finde i almindelige folkekirker, og netop heri så jeg den omtalte dannelsesprocess. Der var enda ofte fuldt hus til bespisningen, og jeg husker mere end en gang at måtte stå og vente på at der var siddepladser ledige. Om det er nostalgi eller historisk fakta kan jeg ikke sige med sikkerhed, men det varr ihvertfald langt fra den messefalds risiko der var i feb/mar under udflytningen. Der har altid været fremmøde forskelle i menigheden baseret på årgangenes sammensætningsforskelle.

Stefan fortæller lidt om hvordan kønsfordelingen

ekstensive bibliotek, som fyldte samtlige vægge i lokalet. Det er tydeligt at det faglige har haft en stor vægt i hans virke, og jeg dristes til at kalde ham en regulær nørd præst. Jeg

har skiftet igennem tiderne, med først stor mandlig dominans, for så at have store kvindelige årgange, og seneste en lille overvægt tilbage til herrene. Til alle tider har studentermenigheden 8

“Til alle tider har studentermenigheden ihvertfald haft en helt særlig funktion for de teologistuderende. Som de andre organisationer, herunder Arken, fagrådet og lignende, har menigheden været god til at ryste de studerende sammen, både i og på kryds af årgange.” ihvertfald haft en helt særlig funktion for de teologistuderende. Som de andre organisationer, herunder Arken, fagrådet og lignende, har menigheden været god til at ryste de studerende sammen, både i og på kryds af årgange.

ikke længere ud af viduerne usete, nærmest tværtimod. Gadespejets dage er slut, nu er det omverden som kigger ind.

Lidt vemodigt falder emnet på om hvorvidt ånden er flyttet med ud på Søndre Campus.

Der er nok gået en del tabt under flytningen, men især tabet af ”historien i gaden” er vi enige om nok aldrig bliver det samme. Det at sidde i Metropolitaner annekset, hvor historiens personligheder også sad og knoklede med det

Det er nye tider, men det er det jo nok altid.

Vi siger ihvertfald farvel til en æra, og en stor tak til Stefan for hans tyve års tro tjeneste som nørdernes hyrde. Man kan sige meget om forskellene på de gamle og de nye lokaler, men en ting skal Søndre Campus dog have tak for, nu er teknologien og funktionaliteten ihvertfald kommet i højsædet. Det er næsten mærkeligt at alt den slags praktiske ting bare

faglige, kan ikke rigtigt genfindes ude i akvariet.

Teologisk fakultet er blevet revet ud af dets lille indre verden i Købmagergade, hvor det nærmest levede sit eget hemmelige liv. Vi kigger

virker. Whiteboards og projector æraen er igang, og det bliver interessant at se hvilken rolle studentermenigheden, fakultetet og teologerne kommer til at spille i de næste 20 år.

ARKEN 164

Interviewartikel med forfatter og lektor Jakob Wolf om bogen: Krop og atmosfærer - Hermann Schmitz’ nye fænomenologi Af stud.theol. Tea Kristina Lange Olsen

B

egrebet fænomenologi kommer af det græske ord φαινόμενον, det, som viser sig, og λόγος, lære. Altså betyder fænomenologi læren om det, der viser sig.1

Jakob Wolf

Mit ærinde med denne artikel er at kaste et lys over, hvordan Jakob Wolf, forsker og lektor ved Det Teologiske Fakultet, benytter den fænomenologiske metode i sine beskrivelser af det guddommelige. Wolf er inspireret af Rudolf Otto2 og Ottos idé om det numinøse.3 Otto mener, at det guddommelige eller det hellige kan indfanges i følgende følelser (af lt.): ”mysterium, tremendum et fascinosum”. Det vil sige, at det guddommelige på en gang er en følelse af noget mystisk, fordi det opleves som noget fuldstændigt ubegribeligt, og på samme tid frygtindgydende og fascinerende.

Denne beskrivelse af det numinøse har længe været kritiseret på baggrund af dets

følelsesmæssige udgangspunkt, som efterlader det som et subjektivt og uvidenskabeligt udsagn.

Jakob Wolf vil med bogen Krop og atmosfærer nytænke forståelsen af Ottos beskrivelser af det hellige ved hjælp af Hermann Schmitz’ fænomenologiske analyse af følelserne.

Følelserne er atmosfæreriske halv-ting4, der kan gribe og bemægtige sig mennesket. Denne forståelse af følelserne overvinder subjekt/ objekt-filosofiens afvisning af de subjektive erfaringers gyldighed og vil revidere filosofiens ligegyldiggørelse af de subjektive erfaringer. Den vil så at sige tage subjektet seriøst.

Jeg har talt med Jakob om hans bog, hans projekt og forskning, og jeg håber, du vil følge med i min rejse ind bag døren til den nye fænomenologis fascinerende univers.

Hvad er det største problem ved den traditionelle subjekt/objekt-filosofi?

med og herefter retter ud imod verden - det er lige omvendt. Følelserne fylder os, overvælder os, og følelsernes retning går derfor ikke udfra os, men

At subjekt/objekt-filosofien er en konstruktion,

omfatter og griber os. Et eksempel på et udsagn,

idet den overser noget meget grundlæggende,

som understøtter denne forståelse af følelserne,

nemlig at mennesket ikke består af en dualitet

er udtrykt af billedkunstneren Per Arnoldi, der

mellem en krop og en sjæl, men grundlæggende

i et interview udtaler, at ”det ikke er mig, som har

er en krop. Går man fænomenologisk til værks, er

passionen, men passionen, som har mig”. I dette udsagn

kroppen et to-delt begreb. Den er både (af tysk)

er subjekt/objekt-spaltningen overvundet, fordi

körper5, en fysisk krop, som kan ses og vejes, samt

kroppen her opfattes som resonansbund for de

(af tysk) et leib , en følelende og sansende krop.

følelser, som den er omfattet af.

6

Det følende leib er resonansbund for de subjektive kropsfornemmelser, f.eks. angst, glæde, skam osv. Schmitz hævder, at vi derfor hellere må

Hvad er en guddommelig erfaring fænomenologisk set?

forstå mennesket som en subjektiv krop, og at vi lever i en verden som en krop, der er påvirket

Hvis vi griber tilbage til Otto, er den

af det, han beskriver som atmosfærer, der på en

guddommelige erfaring, noget der på en gang

gang omfatter os og griber os. Mere præcist er

er skræmmende og fascinerende, og det er de

mennesket ifølge Schmitz bedre beskrevet som

følelser, mennesket gribes af, når det står over

en spaltning mellem krop og atmosfærer frem

for det hellige. Vigtigt synes det at påpege, at

for en dualitet mellem en sjæl og et legeme.

ikke alle følelser eller atmosfærer har et indhold af det guddommelige, det er så at sige ikke

Hvordan adskiller Hermann Schmitz’ nye fænomenologi sig fra den ældre fænomenologi?

en almen følelse. Det særlige ved erfaringen af det hellige er, at det indeholder en ubetinget alvor9 i forhold til mennesket, som står over for det. Det er oplevelsen af en følelse, som

Det gør den, idet den ældre fænomenologi ikke

man ikke kan ryste af sig, den står så at sige

overvinder subjekt/objekt-spaltningen. Hvis vi

over en og dømmer en. I min bog har jeg

tager den ældre fænomenologi repræsenteret

et eksempel med Willy Brandt10, der på et

ved Edmund Husserl , så har vi i opfattelsen af

officielt besøg i Polen skal nedlægge en krans

bevidstheden hos Husserl nogle reminiscenser,

ved mindesmærket for de faldne i Warszawas

som går tilbage til subjekt/objekt-spaltningen.

jødiske ghetto. Ifølge den diplomatiske protokol

F.eks. kan Husserls begreb om bevidsthedens

består en kransnedlæggelse i, at kransen bliver

intentionalitet8, der beskriver mennesket som

lagt ved mindesmærket, og politikeren står med

et subjekt, der retter sig imod nogle bestemte

bøjet hoved i et minuts tid. Jeg har brugt dette

objekter, ses som et udtryk for subjekt/objekt-

eksempel, fordi Brandt spontant falder på knæ

spaltningen. Vigtigt er det dog at påpege, at der

foran mindesmærket, hvilket må siges at sprænge

er en begyndende overvindelse af subjekt/objekt-

enhver protokol for, hvad man bør gøre i denne

filosofien i Husserls beskrivelser af subjektets egen

situation. Denne handling er et eksempel på,

bevidsthed om bevidsthedens intentionalitet, idet

at et menneske gribes af en atmosfære med

han her kommer frem til, at da bevidstheden

ubetinget alvor. Følelsen overvælder Brandt som

altid er om noget, kan den ikke adskilles fra det,

noget numiniøst, som han kun kan vælge at bøje

som den er om. I denne betragtning overvinder

sig for. Da Brandt efterfølgende blev spurgt om,

Husserl

hvorfor han faldt på knæ, sagde han:

7

egentlig

subjekt/objekt-spaltningen.

Schmitz mener grundlæggende forskelligt fra Husserl, at følelserne er atmosfærer. Følelserne skal

”Jeg havde pludselig følelsen af, at det at stå op var

derfor ikke forstås som noget, subjektet møder op

utilstrækkeligt ”

ARKEN 164

ARKEN 164 // Interv i ewar t ikel med for fatter og l ektor Jakob Wol f o m b oge n : Kro p og at m osfæ re r - He r m an n S c h m i t z’ nye fæ n o m e n o l ogi

Lidt interessant er det også, at Brandt ikke anså

ikke kan lokalisere følelsernes udspring. Jeg har

sig selv som værende et religiøst menneske,

selv spurgt Schmitz: ”Hvor kommer følelserne fra?”

men et sekulært menneske. Deri ligger det

Og til dette svarede han, at det spørgsmål kan vi

ubetingede ved den religiøse erfaring, nemlig at

ikke besvare, for så vidt at følelsen er metafysisk.

det ikke er vores valg, om vi gør denne erfaring

Med det menes, at hvis vi kunne besvare

eller ej. Erfaringen udspringer spontant og er

netop det spørgsmål, så overskred det jo ikke

et autentisk udtryk for det enkelte menneskes

virkeligheden og det, som kan omfattes af vores

erfaring af det hellige. Det er en følelse, som

begreber. Forståelsen af det guddommelige som

mennesket ikke kan distancere sig fra, men kun

det, der sprænger ethvert begreb, understøttes

kan vælge at bøje sig for.

ligeledes af Ottos udsagn om, at ”en Gud, som vi kan begribe, er ingen Gud”.

Reducerer den nye fænomenologi så ikke det guddommelige til en følelse?

Skal man være religiøs for at nå til den konklusion, at de suveræne livsytringer og følelserne med ubentinget alvor er udtryk for det guddommelige?

Jo, det gør den. Men hele pointen med den nye fænomenologi er jo netop, at den ikke reducerer følelserne til noget subjektivt, men udvider begrebet og definerer følelserne som

Nej, eller jo, for hvis man laver en religiøs tydning,

atmosfærer, der griber kroppen og derfor også

så er det jo et udtryk for, at man er religiøs. Eller

manifesterer sig som noget uden for subjektet.

hvad mener du egentlig med, om man er religiøs?

Undervejs i din bog perspektiverer du til K. E. Løgstrups begreb om de suveræne lisvytringer, hvorfor gør du det?

Jamen, skal man have et specielt livssyn for at nå til den slutning, at det må være noget guddommeligt, som man står over for?

Det gør jeg fordi, at når nu Schmitz understreger, at følelser ikke bare er subjektive tilstande i

Nej, for regiøsitet udspringer jo af erfaringen og

subjektet, men følelser, som kommer et andet

ikke omvendt. Man kommer ikke ind i verden med

sted fra og bemægtiger sig subjektet, så er det

et bestemt syn.

jo meget oplagt at se Løgstrups beskrivelser af

Kunne man ikke også vælge at fortolke følelser med ubetinget alvor og de suveræne lisvytringer mere religionskritisk, f.eks. som et menneskeligt instinkt?

de suveræne livsytringer som en parallel, da de jo på samme måde bemægtiger sig subjektet eller subjekterne. Eksemplet kunne være, at når et menneske oplever et medmenneske i nød, så bemægtiger følelsen af barmhjertighed sig situationen og kræver den pårørendes indsats -

I forhold til religionsvidenskabens kritik af

du skal gøre noget for at hjælpe den nødstedte.

religionen og synet på det guddommelige som et

Valget er ikke et subjektivt valg eller en subjektiv

instinkt, så vil jeg sige, at selve begrebet ”instinkt”

tilstand, men noget, der lægger sig ned over

jo i sig selv er så uklart, at det næsten også har

situationen, hvilket er helt parallelt med

en metafysisk karakter. For hvad er i grunden

Schmitz’ beskrivelse af atmosfærer. Teologisk

et instinkt? I den tolkning ligger måske et udtryk

betragtet ser Løgstrup, at disse følelser ligger en

for, at man bare ikke vil bevæge sig ud i en

religiøs tydning nær, dvs. at det er nærliggende

metafysisk forklaring. Videnskaberne har altid et

at tolke disse følelser metafysisk, fordi vi ikke

perspektiv, økonomi det økonomiske, humaniora

kan forklare, hvor følelserne kommer fra. For

det humanistiske. Religionsvidenskaben har det

mig at se kommer de fra det, man kunne kalde

perspektiv, at alle fænomener er menneskeskabte.

kosmos , men det er vigtigt at holde fast i, at vi

De ser derfor begrebet om det guddommelige

11

12

ARKEN 164

Willy Brandt ved mindesmÌrket i Warszawas jødiske ghetto, Polen (1970)

ARKEN 164 // Interv i ewar t ikel med for fatter og l ektor Jakob Wol f o m b oge n : Kro p og at m osfæ re r - He r m an n S c h m i t z’ nye fæ n o m e n o l ogi

“Jakob Wolf vil med bogen Krop og atmosfærer nytænke forståelsen af Ottos beskrivelser af det hellige ved hjælp af Hermann Schmitz’ fænomenologiske analyse af følelserne.” som et begreb, der tjener mennesket af enten overlevelsesmæssige eller samfundsmæssige hensyn.

Religionsvidenskaben går derfor ikke ind på det, som religionen selv mener, nemlig at den netop handler om det guddommelige, og derfor hører religionsvidenskaben også ind under humaniora.

rummer religionen selvfølgelig også. Min pointe er bare, at religionen ikke kun er det.

Hvorfor er det så vigtigt at benytte den fænomenologiske metode?

Jeg mener, at man kan påvise, at det er en reduktion af vores erfaring af det guddommmelige, hvis man kun kan henvise til, at det er en menneskeskabt konstruktion.

Altså, hvis nu Løgstrups suveræne livsytringer eller Schmitz’ beskrivelser af de følelser, som rummer ubetinget alvor, er den erfaring, vi faktisk gør, så ligger der jo det i det, at de ikke kun er menneskelige konstruktioner, men at de kommer et andet sted fra. Fra det guddommelige eller det, jeg ville kalde for kosmos. Så egentlig er min kommentar til religionsvidenskaben, at hvis de mener, at de udtaler sig om, hvad sandheden

Fordi det er det eneste sted, hvor subjektet videnskabeligt bliver taget alvorligt. Jeg har illustreret dette i min bog ved Kierkegaards morsomme beskrivelse af den rationelle systemtænker, som opbygger et tankepalads, som han dog ikke selv bebor. Inden for de universitære fag vil man objektivt beskrive verden, og det er som sådan fint nok, men når fænomenologien tager sit udgangspunkt i subjektet, så er det, fordi den søger at gøre videnskabens beskrivelser af verden vedkommende for subjektet.

Videnskabernes objektivering af verden gør jo netop verden uvedkommende for subjektet.

Fænomenologien ser, at det er i de eksistentielle erfaringer, at verden bliver vedkommende for os. Man kunne her sige, at videnskaben har sat sig på den objektive verden og overladt den subjektive verden til kunsten. Man har så at sige lavet en spaltning mellem videnskab og kunst.

om religion er, så tager de fejl. Men hvis den udfolder sig som en videnskab om mennesket, så kan den helt sikkert afdække en masse rigtige antropologiske og sociologiske ting, for det

Dette, mener fænomenologien, er en misvisende beskrivelse af verden, fordi fænomenologien ligesom kunsten, tager sit udgangspunkt i den uvilkårlige erfaring, hvori subjektet også

Og religionsvidenskabens påstand om, at det guddommelige handler om det menneskelige og ikke det guddommelige, er vel også svær at afvise?

14

er involveret. Den nøjes eller stiller sig ikke tilfreds med, at den vilkårlige erfaring blot er et subjektivt udtryk, men vil hævde, at man i denne erfaring har adgang til det objektive i kraft af en betoning af den før-videnskabelige verden, som også er objektiv og ikke bare subjektiv. Den førvidenskabelige verden er jo netop vigtig, fordi den jo i og for sig er grundlaget for vores faktiske erkendelse af verden.

Hvorfor har vi brug for din bog netop nu?

Jeg mener, vi har brug for den, fordi som Gerhard Ebeling engang har udtalt, så lider teologien af et erfaringsdeficit, altså en mangel på en relation til den religiøse erfaring. Der er så at sige en fare for, at teologien ender med kun at udtrykke sig ved hjælp af abstrakte begreber.

Dermed kommer det, som Rudolf Bultmann kalder den eksistentielle interpretation12 af religionen, altså den eksistentielle fortolkning af, hvorfor begreberne som Gud, Kristus og gudstjenestens liturgi vedkommer mig, i baggrunden. Og her mener jeg, at de fænomenologiske beskrivelser af, hvad det er, som vi faktisk erfarer, når vi altså erfarer noget, kan give fornyet kød og blod på teologiens begreber om det guddommelige.

Litteraturliste: Bork, Egon; Tysk-Dansk Ordbog, Gyldendal, 2005 Lübcke, Poul; Politikens Filosofi Leksikon, Politikens Forlag, 2010 Wolf, Jakob; Krop og atmosfærer – Hermann Schmitz’ nye fænomenologi, Forfatteren og Eksistensen, 2017

Fodnoter:

i mennesket. På den anden side drager det mennesket (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 521) 3. Af latin. numen, guddommelig vilje, magt. Betegnelse for det hellige, renset fra dets etiske og rationelle moment (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 521) 4. Ordet halv-ting er konstrueret og skal udtrykke, at følelserne ikke er subjektive i subjekt/objekt-filosofiens betydning; men de er heller ikke ting forstået som objekter med en tredimensionel udstrækning. Følelser er udtryk for forhold, der ligger forud for opsplitningen i subjekt og objekt (Wolf, Krop og atmosfærer, 2017:17) 5. Legeme (Bork, Tysk-Dansk Ordbog, 2005: 418) 6. Erfahren mærke eller føle (Bork, Tysk-Dansk Ordbog, 2005: 443) 7. Edmund Husserl (1859-1938), tysk matematiker og filosof. Betragtes traditionelt set som fænomenologiens grundlægger (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 324) 8. Af lt. Intendere, rette mod (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 350) 9. Der er ligheder mellem denne bestemmelse af det guddommelige, og Paul Tillichs bestemmelse af Gud, som ”det, der angår os totalt” (Wolf: Krop og atmosfærer, 2017:121) 10. Tysk politiker (SPD), og tysk regeringsleder/ forbundskansler fra (1969-1974) 11. Verden som et ordnet hele, verdensaltet, universet (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 397) 12. Bultmann understreger sammenhængen mellem kristendommen og eksistensproblemet: At tale om Gud må, hævder Bultmann samtidig være tale om den menneskelige eksistens (Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 96)

1. (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 248) 2. Rudolf Otto (1869-1937), tysk filosof og teolog, introducerer begrebet om det numinøse i bogen Das Heilige, 1917. Det numinøse har en tvetydig karakter: På den ene side fremkalder det frygt, skælven og bæven ARKEN 164

Playmobil-Luther og Calvin-relikvier Af stud.theol. Sarah Schelde

E

ARKEN 164 // Pl aymobi l- Lut he r og Ca lv i n- re li kvi e r

n gudsjammerlig tidlig morgen i februar 2017 lettede et SAS-fly fra København med kurs mod Zürich, Schweiz. Med ombord var adskillige forretningsfolk i skarpskårne jakkesæt, en bunke skientusiaster i lodne striktrøjer og en enkelt teologistuderende med en kuffert, der har set bedre dage. Et års forberedelse, ansøgninger og flere bureaukratiske blanketter, end jeg nogensinde har lyst til at se igen skulle nu kulminere i et semester ved universitet i den schweiziske hovedstad Bern, i daglig tale kendt som UniBe.

hvor Zwingli huserede, og Berns indbyggere er stolte over at være Zwinglianern, som de siger på tysk. Betegnelsen calvinist er er et absolut no-go for dem, som det faktisk er for mange reformerte.

Min næste tanketorsk var, da jeg en morgen efter at have været til gudstjeneste med en studiekammerat henkastet bemærkede, at jeg lige ville op og kaste et blik på alteret efter endt gudstjeneste. Min ven gjorde store øjne og brød så ud i latter. Var det ikke kun katolikkerne, som brugte betegnelsen alter? Det var da et ganske almindeligt bord! Meget er jeg blevet kaldt, men den katolske kommentar sved dog en lille smule, for jeg er da ganske stolt af min lutherske baggrund.

I første omgang havde jeg overvejet, om jeg skulle tage til England eller Schweiz. Londontåge eller bjergvandring, Cramner eller Calvin?

Det engelske universitet løste mit dilemma ved hoppe fra Erasmus-aftalen med vores fakultet.

Ligesom England selv, der hoppede fra EU. Så det blev Schweiz. Som heller ikke er en del af EU.

Jeg kunne dog tage revanche et par dage senere til et foredrag, hvor en professor under fortællingen om sin tur til Wittenberg i anledning Reformationsjubilæet hev en lille medaljon op af lommen. Han forklarede, at den havde et billede af Calvin på den ene side og et billede af Zwingli på den anden, og den havde han gået rundt med i lommen som talisman, da han fik nok af Luther-kirker, -gader, -hoteller, -kager og -sokker. Jeg skal gladeligt indrømme, at tanken om Luther-sokker måske forekommer mig en smule overdrevet, men jeg er da den lykkelige

Jeg skal ærligt indrømme, at bjergene trak en del i mig, men efter i mit bachelorprojekt at have beskæftiget mig med nadverstridighederne, var jeg også nysgerrig efter at iagttage disse sværmere, som Luther kaldte dem, på nært hold.

Min første teologiske fornærmelse af en schweizer bestod i at antage, at Calvin også var en stor kanon i Bern. Men Kanton Bern har tætte historiske forbindelser til Kanton Zürich,

ejer af Playmobils Luther-figur – måske skulle jeg have taget den med til Bern. Min kommentar til min kammerat, om at når vi alle alligevel har brug for vores små relikvier og ritualer, er vi 16

“Med de citerede koranvers får læseren med rette det indtryk, at vantroen har været, er og altid vil være udbredt blandt jøder” måske i hjertet alle stadig katolikker, fremkaldte i hvert fald et uheldigt timet fnis. Professoren hørt det heldigvis ikke.

Og således kunne jeg blive ved. For på trods af teologiske forskelle var det som oftest de små detaljer, der afstedkom latterkramper eller måben hos mine studiekammerater og jeg selv.

Teologisk kunne vi efter 500 år blive enige om at være uenige på nogle punkter – for eksempel hvad angår realpræsensen – men hvad altre/ borde og oblater/det-er-kun-brød angår var der ofte behov for ekstra altervin/helt-almindeligportvin til at forklare. Måske er der noget om min ritual- og relikviekommentar. Det husker jeg at have diskuteret til Praktisk Teologi. Men det øger nok mine chancer for at blive hjemsøgt af samtlige reformatorer. Måske er det fordi, at 500 år trods alt er meget vand under broen.

Eller måske var det netop detaljer som altervin, der sprang i øjnene, når nu vinen stod på bordet – ikke alteret – fredag aften.

Når jeg taler med medstuderende, der har overvejet eller overvejer udlandsophold og i sidste ende beslutter sig for at blive hjemme, er det aldrig en frygt for det ukendte eller manglende nysgerrighed, der afholder dem fra

at tage af sted. Det praktiske grunde, såsom boligen og studiejobbet hjemme, generel stress i kølvandet på fremdriftsreformen og automatisk narkolepsi ved tanken om de bunker af bureaukratiske papirer, man skal igennem før man boarder flyet. Men jeg tror nok, at jeg med alle andre, der har været afsted, kan sige: gør det! Det er det værd. Der er efter min mening få ting, der er bedre end at rejse ud og komme hjem igen. Ens horisont bliver uvægerligt udvidet, og fordomme om resten af verden både be- og afkræftes. Man kommer aldrig hjem som det samme menneske, men man kommer hjem med nye venner, et åbent sind og erfaringer, der ikke kan gøres med snuden i en bog. Man lærer også at værdsætte det hjemlige – som for eksempel oblater, som jeg tror, at jeg er et af de eneste mennesker her til lands, som kan lide.

Jeg tilgav min studiekammerat for den kryptokatolske kommentar, og hun tilgav mig for at kalde hendes elskede bord for et alter.

Når hun har fået job, håber jeg, at jeg kan få hende til at besøge mig. Så må Luther og Calvin – undskyld, Zwingli – rotere i deres grave, hvis de vil.

ARKEN 164

Det ynkelige vilkår i livet: Døden Af stud.theol. Thomas Nordahl

Prædiken 16. søndag efter trinitatis, Lukasevangeliet 7,11-17, i SMiK d.

29.09.17

de fattige, om fjendekærlighed, om at dømme andre, om træet og dets frugt, hvor hans radikale budskab kommer i sin fineste pragt, og nu ser man hvordan, han handler efter dette budskab.

I

ARKEN 164 // Det y nkel ige vi l k år i li vet : Døden

denne lektion kommer vi ind på et område, som vi alle har stødt på i løbet af livets gang, at miste én som vi holder af og at skulle prøve at komme os over tabet. Det følger med os resten af livet.

Denne historie har en parallel til Første Kongebog, hvor profeten Elias også møder en enke og hendes eneste søn. Efter Elias med Herrens hjælp har bevist for hende, at han er en gudsmand, så dør hendes eneste søn af en sygdom, og som mange, der oplever at miste sin nærmeste, så blev hun fortørnet og ulykkelig over denne begivenhed og siger til Elias: ”Hvad har jeg med dig at gøre, Gudsmand? Du er kommet til mig for at gøre Gud opmærksom på min skyld og få min søn slået ihjel.” Elias bærer hendes søn op på sit værelse og ligger ham på sengen og råber anklagende til Herren: ”Herre min Gud? Vil du virkelig bringe ulykke over denne enke, som jeg har fundet husly hos og slå hendes søn ihjel?” Elias kaster sig tre gange over drengen og råber til Herren: ”Herre, min gud, lad livet vende tilbage i drengen.” Og Herren lod sønnen komme tilbage fra de døde, og Elias gav sønnen tilbage til enken, og hun sagde til Elias: ”Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund”.

En ting, der mangler i teksten, er, hvorfor Gud og hans enbårne søn Jesus Kristus tillader denne dødens eksistens. Er da Gud og Jesus Kristus ikke både almægtige og gode? Jesus Kristus giver her intet svar på denne anklage. Han udviser sin guddommelige magt uden at give noget form for svar til enken, om hvorfor hun skulle lide for en kort stund gennem at komme ind på denne mørke side af tilværelsen ved tabet af sin eneste søn, mens man i religioner og i filosofien prøver at retfærdiggøre døden ved at give den en eller anden fornuftig rolle i et system, der kan forklare os, hvorfor den enkelte eller en familie har fortjent denne begivenhed som en eller anden form for straf eller karma for at have forbrudt sig imod en norm eller regel. Men kristendommen giver her intet endeligt svar på døden, da alle mennesker er ynkeligt fortabte syndere. Vi har intet endeligt svar på dødens retfærdighed her på jorden. Det eneste svar, vi

Forskellen mellem Jesus og Elias er den, at mens Elias måtte bede Herren om nåde, så kan Jesus

får, er at leve sit liv i kald og stand.

uden at bede til Herren genoplive den afdøde søn fra de døde ved at gå over til kisten og sige med en enkelt befaling ”rejs dig op”. Denne her forskel skyldes, at Jesus ikke blot er en profet som

Kort før Jesus Kristus kom til byen Nain, har han holdt sin bjergprædiken om lovprisning af 18

“Men kristendommen giver her intet endeligt svar på døden, da alle mennesker er ynkeligt fortabte syndere.

Vi har intet endeligt svar på dødens retfærdighed her på jorden. Det eneste svar, vi får, er at leve sit liv i kald og stand.”

Esajas, men han er Guds søn. Jesus’ status som Guds søn og hans guddommelighed kan man se nærmere ved at efter at have givet sønnen tilbage til moderen, så bliver alle omkring begivenheden ramt af en stor frygt, før de lovpriser Gud, da det guddommelige ikke blot skal ses som noget dejligt, men også noget frygteligt, som man kan læse i Ordsprogenes Bog: ”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab” og forskellen mellem det skabte og skaberen bliver nævnt af teologen Augustin, som noget der både giver en frygt, men også et håb om Herrens nåde.

Først møder Jesus enken med medfølelse, men

føler for den konkrete næste. Kærlighed er heller ikke noget, vi selv på egen hånd giver til hinanden til forskel fra de herskende filosofiske, religiøse opfattelser i Jesus Kristus’ tid, som stræber efter en selvkærlighed, der kaldes for Eros, og hvor kærlighed er noget, man selv skaber i sin stræben efter at komme til himmelen på platonisk vis. Men her i kristendommens forståelse af kærlighed, agape, er det en kærlighed, der ikke er skabt af noget menneske men derimod givet til hvert et menneske fra skabelsen af Adam og Eva af Gud Fader den almægtige, og han viste sin fulde kærlighed til menneskeligheden ved at sende sin søn Jesus Kristus ned til os

han bliver ikke blot ved denne følelse, men handler derefter i næstekærlighed, da man ikke skal se næstekærlighedsbuddet som en sentimental ting, der drejer sig om, hvordan vi

ynkelige, syndige dødlige for at tage bolig iblandt os. Dette her kommer klart frem i Første Johannesbrev: ”Gud er kærlighed”. Nogle vil nok sige, at troen er nok efter det kendte udsagn

ARKEN 164

fra Luther: ”sola fides” (troen alene), men nej, da Paulus’ opgør med lovgerninger ikke skal ses som et opgør med gerninger i sig selv, men snarere som et opgør med rækkefølgen. Først tro så gerninger, ikke gerninger og så kommer troen, som der står i Galaterbrevet: ”I skal bære hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov”.

Jakobs brevet: ”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har troen, men ikke har gerninger?” ”Sådan er det med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død”.

Jesus Kristus’ budskab ved at påpege i Første Korintherbrev: ”for da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn og græker søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøderne og en dårskab for hedningene”. Vi mennesker kan, lige så længe vi vil, prøve på at finde svar til retfærdiggørelse af dødens eksistens i denne verden, men vores meget begrænsede visdom vil aldrig kunne give os svaret, da vores såkaldte visdom er intet i forhold til Herrens visdom, og hans planer er noget, som vi ikke kan få nogen form for indsigt i. Som Kirkegaard skriver: ”Mennesket kom ikke op til Herren, men Herren kom ned til mennesket og tog bolig iblandt os”.

ARKEN 164 // Det y nkel ige vi l k år i li vet : Døden

Efter Jesus har følt medfølelse med enken, siger han til hende: ”du skal ikke græde”. Det vil nok foragtes af en del af os. Hvem siger til et menneske i dets mørkeste stund, mens vedkommende prøver på at komme overens med tabet af sin søn, at man ikke skal græde over tabet af sin kære, som om der ikke var noget at græde over? Enken er i en meget ulykkelig situation, da kvinder i Jesus’ tid ikke havde nogen ejendomsret. Først var de i faderens varetægt, så i mandens varetægt og deres støtters, indtil de var gamle, så tog deres efterkommere sig af dem, som det er befalet ved Moseloven i forhold til det 4. bud ”du skal elske og ære din moder og fader”.

Som det kommer frem i dette tekststykke, så er der på en måde en form for forbindelse mellem lys og mørke, men uden at der er nogen total forklaring på dødens rolle i verden. Begge enkerne er i deres mørkeste stund ved tabet af deres eneste søn, så kommer lyset i skikkelse af profeten Elias i Det Gamle Testamente og Jesus Kristus i Det Nye Testamente frem, og de får hver af de døde sønner tilbage til livet, Elias ved at bede til Herren Fader den almægtiges evne til at give liv og Jesus Kristus - hans enbårne søn, der er én med faderen og helligånden - havde selv evne til at give liv tilbage til de døde.

Enken har ikke blot mistet sin egen mand, men også sin eneste søn, og dermed er hun på herrens mark, uden nogen der kan hjælpe hende i denne hårde tid. Men denne her handling viser en vigtig ting vedrørende Jesus Kristus, som apologeten C. S. Lewis kom ind på, nemlig at det ikke holder blot at se Jesus som et godt moralsk forbillede, da han enten er guds søn eller en gal mand eller også det, der er værre.

Et meget godt eksempel fra Lukasevangeliet vedrørende Jesus Kristus’ udtalelser - som de fleste vil se som en gal mands ord, hvis Jesus Kristus ikke er guds søn - er følgende: ”Han sagde til dem, hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder, hustru og børn, brødre og søstre, så kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer korset og går i mit spor, kan ikke være min discipel”. Apostlen Paulus kommer også ind på radikaliteten i

Jesus Kristus har vist gennem dette stykke, at selv i de mørke stunder i vores liv, som i dette tilfælde var enkens begravelse af sin eneste søn, kan Jesus Kristus i egen person overkomme dette mørke, som vi alle kommer til at møde i livet og som truer os alle med at gå til grunde og fordømme livets værdi, ved at han viste sig for os alle i sin natur - både den menneskelige og den guddommelige - og holder os oppe med det kristne håb om alles frelse ved dommens dag, eftersom Jesus Kristus siger om sig selv: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

20

ARKEN 164

Maleri af Robert T. Barrett

A.J. Greimas in memoriam Af Geert Hallbäck

En artikel skrevet i ARKEN i 1992 af Geert Hallbäck til minde om den da afgåede A.J. Greimas. Nu gentrykt til minde om Geert Hallbäck.

til det andet. Men efterhånden blev det for påfaldende, at den samme ting betød forskelligt for forskellige mennesker og i forskellige kulturer. Betydningen måtte altså befinde sig i bevidstheden; den var ikke en egenskab ved tingene, men ved mennesket. Det var den menneskelige bevidsthed, der tillagde tingene betydning; men sproget var stadig at forstå som et ydre redskab til formidling af betydning fra den ene bevidsthed til den anden.

H

ARKEN 164 // A . J. G re ima s i n me mor i am

vad er betydning? Hvordan kan det egentlig lade sig gøre, at et tegn betyder noget? Det almindeligste, mest selvfølgelige tegn, vi kender, er ordet.

Men ret beset er det jo ejendommeligt, at en ansamling af lyde (eller streger og prikker, hvis det er det skrevne ord, det gælder) kan betyde noget, kan formidle forestillinger, informationer, nærvær for tanken af det fysisk fraværende.

Men mennesker, der taler det samme sprog, er tilbøjelige til at tillægge tingene den samme betydning. Det tyder faktisk på, at betydningen befinder sig i sproget. Når vi lærer et sprog, lærer vi i virkeligheden et betydningssystem, som vi derefter bringer i anvendelse på verden.

Når spørgsmålet nu angår ordet, må det være nærliggende at rette det til sprogforskningen.

Her beskæftiger man sig med ord; her må man vide, hvad betydning er. Og sprogforskningen kender en række forklaringer på, hvordan betydningen fungerer, hvilke betingelser den forudsætter, hvilken sammenhæng der er mellem lyd og betydning. Men en forklaring på, hvad betydning er, ligger det tungere med. For så begiver man sig ind i spekulationer og filosofi, som ikke er sprogforskningens sag.

Engang var man dog temmelig sikker på, at betydningen befandt sig uden for sproget. Den var knyttet til verden selv. Tingene i verden

Sådan omtrent er opfattelsen af forholdet mellem sprog, betydning, bevidsthed og verden inden for den sprogvidenskabelige retning, man kalder strukturalismen. Som sprogvidenskab vil den ikke rigtig være ved, at den har en bestemt mening om betydningen. Men det er betydningen og dens problemer, den handler om, og den har en meget præcis idé om, hvordan betydningen fungerer i sproget, dvs. hvordan ordene kan betyde noget. Det kan de i kraft af forskellen. Det er fordi det ene ord er forskelligt fra de andre, at det kan betyde noget. Ordet i

havde betydning i sig selv. Og denne betydning forstod den menneskelige bevidsthed uden om sproget. Sproget var et rent ydre redskab til at formidle forståelsen fra det ene menneske

sig selv betyder ingen ting. Men ordet er heller aldrig alene; det eksisterer kun sammen med alle de andre ord i sproget, det indgår i forskellige forhold til de andre ord i sproget, og det er 22

“Når vi lærer et sprog, lærer vi i virkeligheden et betydningssystem, som vi derefter bringer i anvendelse på verden.”

forskelligt fra de andre ord i sproget. Det er et sådant system af indbyrdes forhold og forskelle, man i sprogvidenskaben kalder en struktur.

Og sproget som helhed er en sådan struktur.

Denne opfattelse af sproget blev formuleret af en schweizisk sprogforsker, Ferdinand de Saussure, i årene omkring 1. Verdenskrig, hvorefter den gik sin sejersgang inde for den kontinentale sprogforskning i mellemkrigsårene.

som binder udtryk og indhold sammen i de enkelte ords præcise sproglige betydning. Sprog er grundlæggende skelnen.

Den strukturalistiske sprogforskning fik et af sine betydeligste centre i Danmark med Louis Hjelmslev som primus motor. Han arbejdede videre med idéen om forskellen som betydningens vilkår og kom til det resultat, at der ’før sproget’ måtte være en ubestemmelig masse af udtryksmuligheder, alle mulige lyde og kombinationer af lyde, og en ubestemmelig masse af indholdsmuligheder, alle mulige betydninger og kombinationer af disse. Sprogets opståen består da i, at der lægges et netværk af forskelle ned over disse ubestemmelige masser af udtryk og indhold, hvorved strukturen opstår; de enkelte tegn

I Prag arbejdede en anden gruppe af strukturalistiske sprogforskere. De beskæftigede sig især med lydene. Det, der interesserede dem, var vel at mærke ikke selve den fysiske lyd, de lydbølger, som stemmen frembringer, og som øret opfanger. Men denne lyd som et system af forskelle! For at kunne beskrive de forskelle, der var afgørende for, at lydene i et bestemt sprog kunne udtrykke betydning, udviklede pragerne et sæt af modsætningspar, hvormed de mente at kunne bestemme enhver lyd i ethvert sprog.

Det var modsætningspar som stemt/ustemt, skarp/blød, hæmmet/uhæmmet, spændt/ uspændt mfl. Enhver lyd lader sig bestemme som kombinationen af nogle af disse ’træk’: ustemt, blød og hæmmet f.eks. (NB: eksemplet er helt vilkårligt). Pointen er, at den enkelte lyd enten må være stemt eller ustemt f.eks.; den kan ikke være begge dele. Men grunden til at

består i foreningen af den og den bestemte udtryksmulighed, den lydkombination, med den og den bestemte indholdsmulighed, den betydning. Der nedlægges et system af forskelle,

den ene lyd er til at skelne fra den anden er, at vi oplever stemtheden ikke som noget i sig selv, men som det modsatte af ustemtheden!

De to led i modsætningsparret udelukker altså

ARKEN 164

hinanden i den enkelte lyd, men de forudsætter samtidig hinanden. Stemthed er ikke andet end det modsatte af ustemthed - når det drejer sig om at bestemme lydenes betydning.

overensstemmelse med den strukturalistiske sprogteori, for leksikonet er et slags forsøg på at ’indfange’ sprogsystemet i dets helhed og lade ordene gensidigt definere hinanden. Men på den anden side indebærer dette, at betydningen kan udtrykkes på mere end én måde. Det samme betydningsindhold, der lader sig udtrykke i et ord, lader sig også udtrykke i en sætning eller i eksempler, der definerer og udfolder betydningen. Det er muligt, at betydningen befinder sig i sproget, men den er ikke bundet til ordet. På en måde var denne indsigt den stadige drivkraft bag Greimas’ stadigt mere omfattende teoretiske arbejde. Men Greimas var ikke kun teoretiker. Ved siden af et omfattende teoretisk forfatterskab fik han også tid til at udarbejde hele to oldfranske leksika og et værk om litauisk religion og mytologi.

ARKEN 164 // A . J. G re ima s i n me mor i am

En af hovedmændene bag denne fonologi var den landflygtige russer Roman Jakobson.

Som jøde måtte han igen flygte fra tyskerne og kom til USA, hvor han mødte en anden eksileret jøde, den franske etnolog Claude LéviStrauss. Denne havde studeret indianerne i Sydamerika, og han opdagede, at den strukturalistiske sprogvidenskabs principper også kunne bruges inden for hans område. Han kunne analysere indianske myter strukturelt som et betydningssystem af højere orden end selve sproget. Og han kunne også analysere slægtskabsforhold som betydningsstrukturer!

Hverken myter eller slægtskabsforhold var ’naturlige’: de ”vilde” folk (som Lévi-Strauss provokerende kalder dem) var ikke naturfolk.

Tværtimod var de i høj grad ’kulturlige’, helt afhængige i deres omgang med den truende natur af deres kulturelle betydningssystemer, som overhovedet gjorde dem i stand til at skelne og forstå.

I 50’erne underviste Greimas i fransk sprog ved universiteterne i Aleksandria og Ankara. I 1962 kom han tilbage til Frankrig, og i 1965 blev han directeur d’études ved Ecole Pratique des Hautes Etudes i Paris. Han var tilknyttet den samfundsvidenskabelige sektion ved Ecole’en, der siden blev udskilt som en selvstændig højere læreranstalt: Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales. Som ’studiedirektør’ var Greimas ansvarlig for både undervisning og forskning, og han formåede at skabe et overordentlig frugtbart miljø omkring sig. Hans elever spredtes over hele Frankrig, ja hele verden, og de spredte sig over en række forskellige videnskaber. Men de, der kunne, samledes hver onsdag til mesterens ugentlige seminar, hvor kuglerne til de teoretiske landvindinger blev støbt og afprøvet i stadige kollektive diskussioner. Greimas var skoledannende, og eleverne gav sig selv og Greimas hædersnavnet Pariser-skolen; de forstod sig som efterfølgerne til Københavner-skolen og Prager-skolen fra mellemkrigsårene.

Da Lévi-Strauss efter 2. Verdenskrig vendte tilbage til Frankrig og udbredte denne etnologiske strukturalisme, medførte det en veritabel revolution inden for human- og socialvidenskaberne. Strukturalismen blev et modefænomen, der satte sig mere eller mindre varige spor inden for så forskellige discipliner som litteraturvidenskab, bibelfortolkning, jura, medieforskning og trafikundersøgelser.

Algirdas Julien Greimas, der døde 27. februar i Paris, var en af strukturalismens store teoretikere, inspireret af både Hjelmslev, Jakobson og Lévi-Strauss. Han var født i 1917 i Litauen, men studerede sprogvidenskab i Paris i 30’erne og 40’erne. Han blev doktor i 1949 på en disputats om leksikologi, dvs. ’leksikon-teori’.

Og leksikonets problem er netop betydningens problem. Et leksikon skal definere et ords betydning; men det må det gøre ved hjælp af andre ord. På den ene side er dette helt i

Greimas valgte at kalde sin videnskab semiotik, tegnvidenskab (af det græske ord for tegn: semeion). Det skulle være en generel videnskab, der studerede tegnenes fungeren og vilkår inden 24

ARKEN 164

Geert Hallbäck

ARKEN 164 // A . J. G re ima s i n me mor i am

“Greimas bed sig fast i, at det karakteristiske for en fortælling var forandringen, der ikke lod sig reducere til faste strukturelle forhold.

Greimas blev transformationens store analytiker og teoretiker.”

for alle de enkeltdiscipliner, der havde med betydning at gøre. Men det grundlæggende udgangspunkt var altid sproget - og fortællingen.

At fortællingen kom til at spille en afgørende rolle for Greimas’ semiotik, var ikke givet på forhånd. Hans ambition var at beskrive sprogets indholdsside med samme klarhed og stringens, som Prager-skolen beskrev udtryks-siden. Hvis Hjelmslev havde ret i, at udtryks- og indholdssiden var bestemt af samme grundlæggende sproglige strukturering, måtte betydningen kunne beskrives ved hjælp af modsætningspar på samme måde som lydene. Ordet ’pige’ kunne f.ex. bestemmes ved betydningsværdierne kvindelig over for mandlig, barn over for voksen, menneskelig over for ikke-menneskelig osv.

Men en sådan beskrivelse forudsætter, at ordet er betydningsmæssigt entydigt. Det er de færreste ord. Som regel ændrer ordenes betydning sig med sammenhængen. Alt efter sammenhængen kan ’pige’ således ud over et barn af hunkøn betyde en tjenestepige, en letlevende pige osv. Denne betydningens afhængighed af sammenhængen udfoldede Greimas i sit første hovedværk Strukturel Semantik (fransk 1966, dansk oversættelse 1974). Og sammenhængen lader sig ikke begrænse til sætningen som i leksikonet, den udgøres af en hel tekst. Greimas’ semiotik blev tekstlig. Og den teksttype, han valgte at undersøge, var eventyret, der var intuitivt forståeligt, overskueligt og undersøgt på forhånd af den russiske formalist V.J. Propp.

26

I kraft af denne beskæftigelse med eventyret opdagede Greimas forløbets betydning. I analysen af de indianske myter havde LéviStrauss opereret med stabile modsætningspar, men Greimas bed sig fast i, at det karakteristiske for en fortælling var forandringen, der ikke lod sig reducere til faste strukturelle forhold.

Greimas blev transformationens store analytiker og teoretiker. Forløbets grundlæggende betydning viser sig tydeligst i fortællingen, og Greimas udviklede et beskrivelsessprog for fortælleforløbet; men en skjult forløbsstruktur lader sig fremanalysere også i ikke-fortællende tekster.

Fortællingens grundlæggende forløb lader sig forstå som en mangel, der søges ophævet. Dette forudsætter, at en person med overblik udpeger mangelen for en anden person, der besidder den bevægelighed, som er nødvendig for mangelens ophævelse. Denne person må skaffe sig den fornødne kompetence i form af viden og/eller kunnen, før han kan udføre sin opgave, ophæve mangelen og vende tilbage til sin belønning eller sin straf, hvis han udfører opgaven forkert.

Det simple eksempel på denne struktur er det typiske eventyr: prinsessen bortføres (mangel), kongen sender helten ud efter hende; han søger, finder og befrier hende og vender hjem til belønningen: brylluppet med prinsessen.

Denne forløbsstruktur er grundlæggende også i mere komplicerede fortællinger, og Greimas mener altså også, at den ligger til grund for ikke-fortællende tekster. Hvis dette er tilfældet, er forløbsstrukturen selv udtryk for en mere grundlæggende struktur, som Greimas forsøgte at formulere i den berømte ’semiotiske firkant’, kendt fra litteraturundervisningen som sommerfuglemodellen. Firkanten er en model, der skal forene de stabile og de dynamiske strukturer. Hvert af firkantens hjørner repræsenterer en stabil betydningsværdi.

Men firkantens sløjfebevægelse skal forklare, hvordan tekstens betydning udspiller sig i bevægelserne mellem disse faste positioner.

Betydning forudsætter en fast struktur, hvori

værdierne er gensidigt definerede; det er det grundlag, Greimas har ’arvet’ fra den klassiske strukturalisme. Men takket være beskæftigelsen med fortællingen opdagede Greimas tillige, at betydningen altid udspiller sig i en bevægelse.

Derfor er han i stand til at beskrive og analysere ikke blot de givne betydningsstrukturer, men tillige forandringerne. Disse er ikke kaotiske og blottet for betydning, udtryk for tilfældets vilkårlighed, men tværtimod selv underkastet en betydningsfuldhed, der gør dem begribelige.

Greimas bestræbte sig på at formulere en generel semiotik, der ikke var bundet til en særlig disciplin eller en særlig kultur. Men hans kombination af stabilitetens og forandringens gensidige betydningsfuldhed kunne næppe være tænkt i en anden kultur end den europæiske, hvor forandringen er en del af den kulturelle selvforståelse, og hvor man derfor ikke bare oplever, men fortæller historie(r).

Greimas’ egen historie var en europæisk historie, og man kan inderligt unde ham, at han fik oplevet ‘genforeningen’ af Vest- og Østeuropa og befrielsen af hans litauiske fødeland. Men hans videnskabelige historie blev et påfaldende eksempel på hans egen teori. Hele sit liv beskæftigede han sig med betydningen, dens historie, dens mekanismer og dens vilkår.

Og hans teori undergik adskillige forandringer i tidens løb, den var i stadig bevægelse, den var i sig selv et eksempel på den foranderlighedens betydningsfuldhed, han forsøgte at formulere i selvsamme teori. Men da de mange tanker, idéer og teoretiske delerkendelser skulle samles, vendte han tilbage til udgangspunktet: de blev formuleret i et leksikon. (Semiotik.

Sprogteoretisk ordbog, fransk 1979, dansk oversættelse 1988.) Greimas tog selv hele vejen rundt i sin teoretiske ’sommerfugl’.

Geert Hallbäck

ARKEN 164

Dia ti; Af stud.theol Paninnguaq Leibhardt

F

Jonas:

ørste bid af semestret er taget og vi er gået på efterårsferie. I går kl. 14 afleverede jeg min første semesteropgave, ligesom alle mine medstuderende. Lige siden opgaven blev offentliggjort for lidt over en uge siden, har alle gået og snakket og småstresset over den. Græsken er altså lidt af en tårepresser, men hvem holder egentlig ikke af, at remse den bestemte artikel i maskulinum op. Jeg mener ikke, at vi skal lade os knække af 1, eller, 2 døde sprog og der er jo en grund til galskaben. Jeg har spurgt mine med-russere hvorfor de netop har valgt, at studere teologi.

Jeg læser teologi for at blive præst, så jeg kan fortælle folk den gode nyhed om Jesus.

Forhåbentligt gadepræst.

Louise: Jeg er så heldig, at have troens nådegave.

Når det er sagt, havde jeg en svær troskrise i forbindelse med min søns fødsels. Han er født med et handicap, og vi var usikre på om han ville få det godt. Jeg bad til Gud, trods at jeg var uforstående omkring Guds dom over et lille barn til noget så trist. Der gik rigtigt mange år før jeg på samme måde skulle komme til at bede til Gud. Jeg bad til Gud og håbede på at han ville høre mine bønner. Jeg sad om natten på psykiatrisk skadestue med min bror, jeg kunne ikke længere rumme ansvaret for hans sikkerhed og helbred. Al energi og det der lignede var borte. Jeg bad og håbede på svar. Jeg bad og bad og bad og bad. Til sidst fik jeg endelig svar.

Gud fortalte mig, at jeg skulle blive præst ved psykiatrien. Jeg har stillet mig til fuld rådighed for Gud og det arbejde han byder mig at gøre.

Jeg er omgivet af så mange, dejlige mennesker og jeg er så uendeligt taknemlig for at være her hvor jeg er.

Emilie: Jeg blev altid taget med i kirke som lille, og jeg tror, at jeg stadig i dag har en flig af min barnetro. Jeg følte meget tidligt, at teologi var det rigtige, og så valgte jeg simpelthen at følge min intuition (og det har jeg ikke fortrudt). Egentlig er teologistudiet også et led i min plan om at stifte en gnostisk kvindekult, men nu må vi se, hvordan det udvikler sig.

ARKEN 164 // Dia t i ;

Jens: Nå, men det er jo, fordi jeg er hunderæd for at komme ind på en snæver, ensrettet vej, som jeg ikke kan komme væk fra igen, og alle beskrev teologi som et bredt, humanistisk studie. Du skulle se mig prøve at vælge brugernavn, hvis det ikke må ændres igen, og jens er taget. Alting er jo spændende, og jeg skifter hele tiden mening og tilbage igen. Jeg vil gerne have nogle helt grundlæggende ting på plads, som så senere kan forgrene sig på alle mulige vidunderlige måder.

28

Studentermenigheden i København Studentermenigheden i København er fortsat aktiv med studentergudstjenester i Hans Tausens Kirke, mens bestyrelsen og studenterpræsterne arbejder for at planlægge spændende aktiviteter, foredrag og debatter i St. Kannikestæde 8, på campus og ude i det blå. Husk at alle studerende kan vælges til bestyrelsen på den årlige generalforsamling i foråret eller blive en del af det lille, store fællesskab ved at støtte op om Studentermenigheden på frivillig basis. Vi tager altid imod forslag til forbedringer og hører gerne fra jer med idéer til arrangementer i forårssemestret 2018.

Skriv til Studentermenighedens kirke- og kulturmedarbejder Katrine Linke: katrine@smikbh.dk

STUDENTERGUDSTJENESTER HANS TAUSENS KIRKE, FREDAGE KL. 13.00

JULEFROKOST FREDAG D. 8. DECEMBER KL. 16.00. PRIS 50 KR. Vi begynder festlighederne med at lave mad sammen TILMELDING TIL praest@sund.ku.dk senest 4. december Følg os og se nærmere omtale af vores arrangementer på: facebook.com/smikbh

ARKEN 164

ARKEN 164 // Dia t i ;

ARKEN

~

164

30

ANMELDER

~

Fra uorden til orden og tilbage? Eller er det endnu mere kaotisk? // Dansede de mon dødedisco i templet? // En lærebog om fortidens liturgier – oplev fortsættelsen i en kirke nær dig // At snuse rundt i Luthers breve // Kan man bygge kirke på Kierkegaard? // Synoptisk eksegese for viderekomne // Syv fantastiske fortællinger af Frederik Stjernfelt // Dogmatikerens vindue // Godt rundt i forskellige (og mest mandlige) præsteboliger // Var Luther socialdemokrat? // Vi er alle konfirmander for Vorherre // En målgruppeforvirret Martin // Tolstojs forståelse af evangelierne // En gennemført kikset og uværdig sammenligning af Harry Potter og kristendommen

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen.

ARKEN 164

Fra uorden til orden og tilbage? Eller er det endnu mere kaotisk?

Guddommelig uorden. En bog om regnskabet med Gud Af Johannes Værge. København: Eksistensen. 2016. 160 s. 179 kr.

Anmeldt af professor Heike Omerzu

ARKEN 164 // Fra u orden ti l o rde n og t i l bage? El l er er d et endnu me re k a ot i s k?

”

Det er ikke på grund af sin død, at Kristus har frelsende virkning; det er derimod på trods af døden på korset” (s.15). Således skitserer Johannes Værge en af hovedpointerne i sin seneste udgivelse Guddommelig uorden. Sigtet med nærværende publikation er at kaste lys over ”gudsbilledet og hele mellemværendet mellem Gud og menneskene” (s.17). Vigtige led i dette projekt er en drøftelse af Kristi døds frelsende virkning – ikke mindst i forbindelse med inkarnationen som helhed – og en redegørelse for åndens ”uordnede” virke i mennesket.

Bogen ligger i forlængelse af tidligere udgivelser af Værge, som er forhenværende studenterpræst i København (1978-88) og sognepræst ved Københavns Domkirke (indtil hans pensionering i 2007). Disse publikationer refereres der hyppigt til, dog uden at der forudsættes et nærmere kendskab til dem. Bindets titel – og ikke mindst dens undertitel: ”En bog om regnskabet med Gud” – er på samme tid tiltalende og kryptisk, dens betydning bliver dog afsløret hen ad vejen: Bogen udfolder ikke forfatterens eget regnskab med Gud, men den omtaler blandt andet den vestlige kirkes historie som en uacceptabel begrænsning af det oprindelige, nytestamentlige Kristus-budskab, hvor gudsforholdet fremstår som en ”velgørende uorden” (s.16).

nytestamentlige tekster. Derudover er den velspækket med referencer til både antikke, middelalderlige og moderne teologer, men også Friedrich Nietzsche, John Milton og andre kommer til orde og vidner om forfatterens belæsthed og færdighed. Der er med andre ord tale om en bred vifte af indsigter, tanker og overvejelser læseren bliver præsenteret for i de otte kapitler, som bogen rummer foruden forord, indledning, litteraturliste og navneregister.

Bogen er velskrevet og velredigeret, så den

Allerede i Indledningen (s.11-18) formulerer Værge sit anliggende klart. Han lægger ud med at kritisere, at der i historiens løb har vist sig ”en trang til at snævre kristendommen ind, at gøre det mere regelret – reguleret – og få den til at passe bedre med den store orden, der har været herskende i samfundet” (s.12). Han mener således, at Jesu opstandelse i den tidlige kirke oprindeligt var vigtigere end hans død (som derved ”kun” var del af forløbet), mens den vestlige kirke med Tertullian og Augustin i spidsen med indføringen af det latinske sprog og en juridisk tænkemåde i den kristne teologi har forskudt vægten fra opstandelsen mod korsfæstelsen. Gudsforholdet blev som følge heraf fortolket som et retsforhold og fortællingen om syndefaldet anset som årsag til menneskets konfliktfulde gudsforhold, idet arvesynden tvingende medførte menneskets

rummer ganske få fejl. Den er på mange måder en berigende læsning, som på opkvikkende vis både skitserer de store kirkehistoriske linjer og udfordrer læsningen af kendte bibelske, især

skyld og fortabelse. Værge lægger ikke skjul på, at den ”juridisk prægede latinisering gav kirken mulighed for at udvikle et magtsprog: Kirken kunne true med fortabelse og derved 32

“Bogen udfolder ikke forfatterens eget regnskab med Gud, men den omtaler blandt andet den vestlige kirkes historie som en uacceptabel begrænsning af det oprindelige, nytestamentlige Kristus-budskab, hvor gudsforholdet fremstår som en velgørende uorden”

udmale en dyster situation for mennesket, som alene kirken har midler til at gøre noget ved” (s.13). Hans eget anliggende er derimod at finde tilbage til balancen mellem langfredag og påske på den ene side og eftertanke og undren på den anden side – som han finder udtryk for i Det Nye Testamente. Bogens første halvdel handler således om at beskrive de menneskelige ”bestræbelser på at få orden på Gud” (s.17), mens den anden halvdel omhandler den ”guddommelige uorden”.

I kapitel 1 med titlen ”Gud i spændetrøje” (s.21-

havde monopol på det, der kunne give håb om frelse” (s.25). Afgørende for denne udvikling var ifølge Værge forsoningslæren, som den i det 11. årh. blev fremsat af Anselm af Canterbury, især i hans værk Cur Deus Homo. Anselm anså Kristi død som det eneste acceptable offer, der kunne tilfredsstille Gud, hvis ære var krænket på grund af menneskets syndighed. Gudsforholdet blev derved karakteriseret som et retsforhold med baggrund i samtidens forestillinger om, at en krænkelse skal gengældes ved satisfaktion.

Det er her, hvor Værge finder et eksempel på den kontrol over Gud, han kritiserer. Han

41) udfolder Værge det allerede i indledningen skitserede, lige så dystre som rammende billede af kirken som ”magtapparat, der ikke alene definerede det truende, fortabelsen, men også

fremhæver dog anstændigvis her som senere, at den slags bestræbelser ikke nødvendigvis skal anses som ondsindede, men givetvis kan forstås som ”et oprigtigt ønske om at styrke

ARKEN 164

ARKEN 164 // Fra u orden ti l o rde n og t i l bage? El l er er d et endnu me re k a ot i s k?

“Samtidig sætter Værge dog også spørgsmålstegn ved, om ideen om Kristus som det stedfortrædende offer for menneskets skyld er den bedste forklaring for Jesu død og præsenterer eksempler for modificeringer og kritik af Anselms model fra Abelárd over Luther, Nietzsche og Grundtvig hen til moderne feministiske tolkninger.” frelsesvisheden” (s.26). Samtidig sætter Værge dog også spørgsmålstegn ved, om ideen om Kristus som det stedfortrædende offer for menneskets skyld er den bedste forklaring for Jesu død og præsenterer eksempler for modificeringer og kritik af Anselms model fra Abelárd over Luther, Nietzsche og Grundtvig hen til moderne feministiske tolkninger. Disse har dog ifølge Værge alle til fælles, at de ikke har haft samme effektivitet, ”ikke mindst i den

nærmere på offer og offerkritik i Bibelen og dens omverden. Han beskriver med rette, at ofringer i jødedommen hverken rummede en juridisk tankegang eller havde til formål at påvirke Gud, men at denne gaveudveksling snarere var udtryk for værdsættelsen af Guds trofasthed overfor Israel. Offerkritiske ytringer i Salmerne eller hos profeterne vendte sig ikke kategorisk mod offerkulten, men opfordrede til den rette holdning ved kulten. Skønt denne kritiske linje

brede befolkning” (s.37).

også videreføres i Det Nye Testamente (Jesu tempelkritik, jf. Mark 11,15-18 par og 13,12 par), optræder den dog sammen med en metaforisk brug af offertænkning, således især

I kapitel 2 med titlen ”Den påtrængende offertænkning” (s.43-56) ser Værge derfor 34

i Hebræerbrevet, hvor Jesus bliver til ”et bedre offer end den gamle pagts ofringer” (s.52), men også hos Paulus (Rom 12,1; Fil 2,17) og andre.

Værge slutter derfor efter et blik på Justin og Barnabas med at påpege, ”at der tidligt efter aposteltiden spores en trang til at få gjort kristendommen til en størrelse, der genbruger tankemønstre og sprog både fra den hellenistiske omverden og i særlig grad fra jødedommen. Som om gudsforholdet bliver anderledes håndterligt og præget af orden og regularitet, hvis der indgår offertænkning i forholdet” (s.56).

Denne påstand belyses nærmere i det efterfølgende, idet kapitel 3 undersøger ”Nadveren og den nye pagt” (s.57-72). Mens nadverindstiftelsen i evangelierne og hos Paulus ikke havde karakter af en offerhandling, skete der ved de latinske kirkefædre (Tertullian, Augustin, Hippolyt, Cyprian) en forskydning, hvor nadveren mere og mere fik karakter af et sonoffer og derved blev ”en repræsentation af Kristi offerdød” (s.59). Skønt Luther gjorde op med denne forståelse, fokuserede han – i Værges øjne alt for meget! – på den individuelle syndsforladelse ved nadvermåltidet (s.61f), hvilket lægger op til, at ”Jesus må ofre sig som sonoffer som betingelse for, at vi derved vil kan (sic!) møde en nådig Gud” (s.62). I forlængelse af gammeltestamentlig (såvel som generel antik!) tradition skal nadverfejringen ifølge Værges læsning af Det Nye Testamente derimod hovedsagelig anses som ”erindringssted og fællesskabsudryk” (s.63). At nadveren indstiftes som tegn på ”en ny pagt” ved det blod, som Jesus ”udgyder’” (s.65) tolkes med rette med baggrund i den gammeltestamentlige pagtslutning ved Sinajbjerget, men Værge fremhæver også straks det særlige ved dette måltid, der netop giver udtryk for den nye pagt: 1) Dette ritual afløser netop tempelkulten og ofringerne. Her er det vigtigt for Værge at markere, at det er en unødvendig indskrænkelse blot at forstå Kristi legeme og blod som udtryk for hans død, fordi det ”må forstås som hele hans liv, alt det, hans liv og død er udtryk for” (s.66). 2) Jesus kan ikke anses som det fejlfrie offer, som

Moseloven kræver, fordi han som korsfæstet er lemlæstet. 3) At vinen associeres med blod er en ikke-jødisk tankegang. 4) Den nye pagt er hverken bundet til særlige steder eller et etnisk tilhørsforhold. 5) Jesus er offer – dog ikke som en gave til Gud (sacrifice) men som den, der ofrer sig selv (victim). Med henvisning til bl.a.

Matt 26,28 om, at Jesu blod ”udgydes for mange til syndernes forladelse”, og 1 Kor 15,3 om, at ”Kristus døde for vores synder efter Skrifterne” medgiver Værge, at dette kunne tolkes ”i retning af en traditionel sonoffertænkning” (s.69). Han mener dog med henvisning til Joh 1,29, ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd”, at den græsktalende oldkirke ikke tolkede Jesus som syndebuk, men som påskelam, hvorfor blodet blev til et ”befrielsens tegn” (s.70). Mens i den vestlige tradition synden og syndefaldet blev således fortolket, at skylden blev ”det afgørende fortegn for mennesket” (s.71), forstod den østkirkelige tradition synden som ”beskadigelse” og ”forgængelighed” (s.71), der skal overvindes ved Kristi død. Nadvermåltidet skaber derved ”et fællesskab både med Kristus og med hinanden” (s.72).

Kapitel 4 søger derpå at besvare spørgsmålet: ”Hvorfor måtte Jesus lide korsdøden?” (s.7396). Her fremhæver Værge med rette, at Jesu død vistnok var forudbestemt, uden dog samtidig at svare til Guds ønske eller krav (s.79).

Det var menneskene, der var ansvarlige for Jesu død, nemlig som reaktion på hans budskab og virke. Men ”Jesu opstandelse … er så udryk for, at Gud står bag det, Jesus har sat i verden, og at hans nærvær og delagtighed i menneskenes liv fortsætter” (s.80). Værge påpeger ganske rigtigt, at talen om Jesu død ”som løsesum” (Mark 10,45 par) ikke har baggrund i offerforestillinger, men at det græske udtryk lytron betegner et befrielsesmiddel (som bl.a. bruges i konteksten af det antikke slaveri, kan her tilføjes) (s.81f). Værge har også ret i, at ”for” (græsk hyper med genitiv) i 1 Kor 15,3 (”Kristus døde for vore synder”) kan oversættes med ”for – skyld” eller ”med henblik på” (s.84), men dette er ikke nødvendigvis bevis på, at Jesu død skal tolkes i forlængelsen af hele

ARKEN 164

ARKEN 164 // Fra u orden ti l o rde n og t i l bage? El l er er d et endnu me re k a ot i s k?

“Uanset disse kritikpunkter er Guddommelig uorden en meget anbefalelsesværdig og opløftende læsning og Johannes Værge kan kun bifaldes i, at korset hverken giver mening uden opstandelsen eller selve inkarnationen. Læs selv og lad dine tanker bringes i uorden!” sit liv, hvor han sætter sig selv ind ”’til bedste for’ menneskene, syndige som vi alle er, for at ’løse’ os til en ny status som Guds frie børn” (s.84).

Sammenhængen mellem kors og inkarnationen uddybes dog i det efterfølgende.

Kapitel 5 ”Kors og omvæltning” (s.99-110) analyserer, hvordan ikke kun Kristi død på korset, men også hele hans virke og det kristne budskab er udtryk for en omvæltning af gængse værdier, således at der i stedet for hersker en ”guddommelig uorden” (s.101) – heraf

Kapitel 6 ”Inkarnation og fristelse” (s.111-124) uddyber det, som tidligere blev antydet, nemlig at der udover korset ”er andre nødvendige forudsætninger for forkyndelsen af, at der er frelse ved Jesus Kristus” (s.111). Det er nemlig ikke mindst selve inkarnationen, hvori ”den guddommelige og velgørende uorden” (s.112) træder frem. Her er det især Jesu fristelse i ørkenen, der står i fokus af drøftelsen. Værge præsenterer forskellige tolkninger af fristelsen, herunder Irenæus’ Adam-Kristus typologi og John Miltons ”Paradise Regained”. Fristelsen

altså bogens titel! Dette bliver understøttet af Nietzsches kritik af kristendommen (s.102105), uden at denne yderligere bidrager til argumentationen.

i ørkenen var afgørende for Jesu videre skæbne, men det kunne (contra Milton) også være gået galt, ellers ville der være tale om en demonstration snarere end et drama (hvilket 36

perikopen formkritisk netop udmærker!) og det svarer heller ikke til Jesu yderligere fremstilling i de synoptiske evangelier. Dette medgiver Værge også, idet han påminder om, at Jesus hos Johannes overlegen går sin død i møde; her kan han dog ikke bruge Johannes som kronvidne, som det ellers er tilfældet, når den østkirkelige tradition bliver foretrukket overfor den degenererede, dvs. regulerede, vestlige tradition. Det er beklageligt, at Værge derudover kun ganske kort belyser Peters bekendelse (Mark 8,32 par) og Jesu optræden i Nazaret som fristelser, men hverken Jesu bøn i Getsemane (som ikke findes hos Johannes!) eller hans sidste ord på korset i Mark 15,34 par (igen uden parallel hos Johannes, der fremstiller Jesu død som en ædel død på linje med Sokrates’).

I kapitel 7 udfolder Værge åndens virke under sloganet ”Ånd er bånd” (s.125-142). Som tidligere i forhold til offerbegrebet bruger han åndsbegrebet flydende, idet der både er tale om Guds Ånd eller Helligånden, som ”det usynlige bånd, der udgår fra Gud” (s.126), og menneskets ånd som ”dets personlighed” (s.125) og livsånd. Ånden kan og skal ikke kontrolleres og den står derved for uorden, hvor vi ellers hellere ønskede orden eller kontrol.

Det afsluttende kapitel 8 bærer titlen ”Længsel og fordrejning, tilgivelse og forvandling” (s.143154). Ligesom det forudgående kapitel er dette mere associativt og poetisk end resten af bogen.

Her ræsonnerer Værge bl.a. over betydningen af ordet forsoning og over, at tilgivelse er meget mere end benådning (s.145), idet det sidstnævnte ikke nødvendigvis forudsætter en ændret indstilling, mens det førstnævnte forudsætter, at begge parter er involverede og deres indbyrdes forhold er blevet helet.

Dommen findes der stadig, men dens plads er ”på vejen mod opstandelseslivet i Guds rige” (s.146). Derfor er det heller ikke nødvendigt ”at fedte for Gud” (s.150), således er formålet med bønnen ikke at behage Gud, men ”at gøre os selv mere nærværende og derved gøre berøring mellem hans og vores ånd mulig” (s.152). Derfor

har det i Værges øjne været en fejludvikling, at kristendommen ret hurtigt bestræbte sig på, ”at gøre dens gudsbillede mindre guddommeligt og mere menneskepræget” (s.153), og det er netop det, han gerne vil gøre op med ved denne bog.

Værge formår med sin bog at fremme et kritisk syn på unuancerede og stivnede tolkninger af Jesu død som sonoffer samt med at give et godt indblik i de store træk i kirkehistorien. I forhold til især Det Nye Testamente fremkalder Værge dog en gang i mellem et nostalgisk billede af den gyldne fortid – Jesus- og aposteltiden – hvor alt var i bedste ”uorden”, inden de latinske kirkefædre overskyggede den ”oprindelige” kerne af Jesu budskab og Kristustroen med deres trang til orden. Hertil skal der f.eks. spørges, om ikke allerede evangelierne – som Værge ofte, dog ikke udelukkende, fremstiller som Jesu egne budskaber – er et forsøg på at ”skabe orden”, forstået på den måde, at evangelisterne hver især prøver at skabe mening med både Jesu liv og død – i en afstand på flere årtier efter selve begivenhederne. Samtidig skaber Værge ofte indtryk af, at Johannesevangeliet er tættere på Jesus end synoptikerne, skønt der i forskningen stort set hersker enighed om, at det fjerde evangelium blev til som det (eller et af de) sidste evangelium (hvilket selvfølgelig ikke i sig selv er et argument for eller imod dets autenticitet). Desuden må man spørge, om de forskellige tolkninger af Jesu død, som allerede Det Nye Testamente rummer (og her kunne man tilføje flere eksempler end Værge nævner, herunder den stedfortrædende død for venner og martyrdøden), ikke viser, at man også i begyndelsen havde svært ved at fortolke Jesu virke, efter at det mundede ud i hans død, dvs. at dette altså ikke var et senere fænomen.

Uanset disse kritikpunkter er Guddommelig uorden en meget anbefalelsesværdig og opløftende læsning og Johannes Værge kan kun bifaldes i, at korset hverken giver mening uden opstandelsen eller selve inkarnationen. Læs selv og lad dine tanker bringes i uorden!

ARKEN 164

Dansede de mon dødedisco i templet?

TAK. Salmernes Bog på nudansk Af Mette Behrndtz, Else Kragelund Holt og Ida Jessen. Udgivelsen er oversat fra Biblia Hebraica Stuttgartensia 1967-1977. København: Bibelselskabets forlag. 2017. 307 s. 199 kr.

Anmeldt af cand.theol., redaktør på Studenterkredsens Tidsskrift, Andreas Riis Damgaard

ARKEN 164 // Dans ede de mon d ødedi s co i temp l et?

I

tobaksrøgskyerne som lagde sig over de mørke, trenchcoat-klædte unge på beværtninger som Flos og Krasnapolsky i 80erne, voksede en ny generation frem til lyden af New-Wave. Tidens bedste poeter talte navne såsom Søren Ulrik Thomsen, F. P. Jac, Pia Tafdrup og Michael Strunge. Fælles for dem var et projekt om at udforme en ny æstetik med en form for følsom lyrik, der bandt en bue tilbage til en Winterreise-agtig dødslængsel og videre til symbolismens dyrkelse af det metafysiske – altid badet i byens postmoderne neonfarver.

Denne stilmæssige kombination i de spæde 80ere inkarnerede bevægelsens fascination af det ”romantiske”. Men romantik ender som bekendt i en slet skjult sympati med døden og det skete naturligvis hen imod slutningen af årtiet, hvor bevægelsen var domineret af en hadefuld verdenssmerte og selvmordstrang. Punkerpoeten par excellence var Michael Strunge og titlen på den fjerde digtsamling Vi folder drømmens faner ud (1981) er nærmest emblematisk for samtidens dyrkelse af æstetik (for æstetikkens egen skyld) og som en modreaktion på 70ernes nøgterne nyrealisme.

fra den æstetiske strømning. Påvirkningen ses talrige steder, men her skal kun fremhæves én i kraft af anmeldelsens genstand – fortolkningen af Salmernes bog i 80erne sold. Salmernes poesi passede perfekt ind i 80er-eksegeternes læsning – skriftsamlingen blev til en decideret digtsamling og en poesibog. Det er på en måde stadigvæk en gangbar psaltereksegetisk betragtning, og den understreger den eksistentielle karakter, som kommer til udtryk i salmistens skriblerier. Hvis man læser salmerne sådan, så kan læseren indse, at han ikke er alene med sine følelser i en fortabt tid, fordi semitiske poeter tusinder år tilbage har følt den samme weltschmerz.

På sporet af den fortabte arbejdsfordeling

Det var naturligvis ikke kun kunstscenen, som sejlede under de nye drømmefaner. Æstetik som en selvstændig fortolkningskategori sneg sig nemlig ind alle steder – naturligvis også i de

Med Bibelselskabets udgivelse af Tak har man lavet en fortolkning af salmerne, nærmere end en oversættelse. Fortolkning rammer klokkeklart ånden fra 80erne – og man er ikke ét øjeblik i tvivl om, at salmerne ligner en digtsamling i udgaven.

Det kræver en minimal indbildningskraft at forestille sig en poetisk brunette i en striktrøje ved et cafébord, som har bogen til at ligge ved siden af et askebæger og en kop smart kaffe. Om denne klare fortolkning er decideret bevidst eller ej, det er svært at blive helt klog på som læser.

Det er ærgerligt, fordi bogen er interessant og god, da den netop lader til at udtrykke en række

eksegetiske fag, som til alle tider spejler visse tendenser i samtidskunsten. I 80erne var den gammeltestamentlige teologi af samme grund i en bestandig danse macabre med impulserne

af modige, stringente oversættelsesbeslutninger.

Valget af Ida Jessen til at ”gennemskrive bogen” peger os naturligvis i retningen af det. Jessen er jo en rigtig forfatter, og det er i kraft af hendes 38

“Herfra skal der blot lyde et stort tak for Tak – for med den kan flere (forhåbentlig) komme i gang med at læse verdens bedste og mest betydningsfulde digtesamling, opsat som en digtesamling.” evner indenfor det digteriske, at hun er blevet valgt til at udføre opgaven. Men man savner simpelthen et introducerende afsnit som en del af et for- eller efterord. I stedet for at producere et sådan, har man valgt at omkranse selve udgivelsen med et slags teologisk inclusio. Her indleder biskop i Ribe Elof Westergaard med en præsentation af Salmernes bog, og som epilog har lektor i kirkehistorie på Aarhus Universitet Bo Kristian Holm skrevet om Martin Luthers forhold til skrift, oversættelse og selve psalteret.

Misforstå mig ikke – begge disse bidrag er veloplagte og formidler arbejdsopgavens hovedformål i at oversætte til et nutidigt sprog og eksistentielt sprog (s.15) og det svære i at gentage oversættelsesprojektet (s.307), men som læser sidder man som et stort spørgsmålstegn.

Det ville være uretfærdigt at postulere, at vi ikke får nogle informationer herom, da det oplyses

kan hebraisk, og det er måske ikke af afgørende betydning, om hun kan, men det forekommer underligt, at det nyskabende i udgivelsens tekst – omdigtningen til nudansk i en klar fortolkning af salmerne af en nulevende poetisk stemme – ikke uddybes med bare én enkelt passus. Det skal understreges, at alt arbejdet efter min mening er fremragende udført, men der er noget kryptisk over arbejdsfordelingen, som ikke umiddelbart åbenbares for læseren. Oversættelsesarbejde og omdigtning er veludført, og bogen er smuk og klar. Der er naturligvis altid mange holdninger til oversættelser af konkrete ord og udtryk, men med bogens målgruppe, de uøvede bibellæsere, for øje, så falder det ikke mig for brystet. Den nemmeste (og dummeste) måde at skyde udgivelser som denne ned på ville være ved at betvivle ”forsimplede” oversættelsesvalg af teologisk-set belastede udtryk såsom kabod, der

i titelbladet, at Jessen, Else K. Holt og Mette Behrndtz er ”oversættere” og på bagsidens fold uddybes det, at: ”Tak er oversat direkte fra de hebraiske grundtekster…” Jeg ved ikke om Jessen

fx oversættes til ”stor” i Sl 24, men jo egentlig betyder noget i stil med herlighed. Det er bare synd, at vi ikke ved, hvordan det er gjort.

ARKEN 164

”Læser du digte?” – titlernes magt

kult er blevet til New-Wave-rockens messende: ”Everytime I think of you, I fell shot right through with a bolt of blue” (Bizarre Love Triangle, New Order, 1986) og hebræeres ringdans til alteret i templet foregår nu ”I dansehallen midt i byen (hvor der) danses Dødedisco” (Strunge, 1981). Fortolkningen er skarpt trukket op, derfor lader den noget ude – det har både fordele og ulemper.

En aften da jeg læste i Tak, spurgte min kæreste mig: ”Læser du digte?” Efter lidt tids overvejelse svarede jeg lakonisk: ”Ja”. Hun kan ikke fortænkes i at tænke, at jeg læste digte, da bogen er opsat som en digtsamling. Det skyldes, at der er tilskrevet nye titler (Ida Jessen?) til hver enkelt salme. Derudover står salmerne korte (Sl 117) som lange (Sl 119) i spalter med sideskift, når en ny salme begynder. Opsætningen og de tilføjede titler accentuerer salmernes digteriske karakter par excellence og viser os, at salmeopsætning er betydningsfuld.

Nætter på Stevns – og en afsluttende bemærkning I den fuldstændig fremragende dokumentarfilm af Jørgen Leth om 80-poeten Søren Ulrik Thomsen, Jeg er levende (1999), forsøger Thomsen at forklare, hvorfor og hvordan han er blevet digter. Umiddelbart tror han, at årsagen skal findes i faderens mytiske ”aftenputning” i barndomshjemmet på Stevns. Her sang faderen aftensalmer – og dem fattede den unge Thomsen intet af, fordi sproget var for arkaisk og kompliceret. Men barnet forstod dog, at aftensange såsom Sig månen langsomt hæver handler om noget stort. I Tak gøres sproget mere simpelt og nutidigt – og det er bogens mission, som jeg respekterer fuldstændig. Det eneste, som man kan frygte, er, at læsere af samme grund ikke kommer til at fornemme salmernes mægtige, poetiske sprog. Salmernes avancerede metaforkartotek kan nemlig undersøges resten af livet, men måske er de for tilgængelige i Tak og derved forvandles de til et slags kontinuum af ”lette” læsninger.

For en salmenørd (som undertegnede) er dette måske det mest spændende element i udgivelsen. Psalterexegese, den salmeforskning hvor samlingen og redaktionen af salmerne undersøges, har i ganske høj grad beflittet sig på at undersøge overskrifterne (fx Gerald Wilson) på salmerne for at finde ud af, om disse kunne give oplysninger om salmernes affattelse og brug. Er titler/overskrifter så magtfulde, at man ved at give overskrifterne overskrifter kan gøre et skrift til en entydig digtesamling? Ja, det kan man åbenbart – heri runger fragmenterne fra en 80-æstetisk læsning af salmerne.

ARKEN 164 // Dans ede de mon d ødedi s co i temp l et?

Runddans eller dødedisco?

Men hvad er der da på spil? Når salmerne i udgivelsen entydigt er blevet et barn af 80ereksegesen, så mister de også i nogen grad forbindelsen til det liturgiske/kultiske. Og uanset om man hævder, at salmerne er liturgisk stof (fx Mowinckel) eller om de er et udtryk for en verbalisering af en officiel, tavs kult, som kendes fra P (fx I. Knohl), så forsvinder teksternes kultiske islæt i nogen grad. Man kan sige, at salmernes poetiske tekst afløser selve det kultiske element i dem. Det er måske en smule problematisk. For salmernes kultiske/liturgiske allusioner forkynder i taksigelse, at glædens og herlighedens epicenter er på Zion, der hvor ”…

Jeg ser dog ingen reel trussel i dette. Herfra skal der blot lyde et stort tak for Tak – for med den kan flere (forhåbentlig) komme i gang med at læse verdens bedste og mest betydningsfulde digtesamling, opsat som en digtesamling. Vi må blot håbe, at læserne ligeledes vil forsøge sig med den ældre og lidt mindre simple oversættelse sidenhen – enten læst fra selve skriften eller endnu hellere i kirkens tekstrække og liturgi.

(Gud) forvandlede min klage til (rund)dans…”

(Sl 30,12). Lyset fra den fortærende ild ved alteret er blevet neonfarvet og konturerende af lyden fra den gamle, lovprisende, Tehillim, 40

Ark en Radio

~

Lyt til Arken Radio pĂĽ www.forlagetarken.dk/radio

ARKEN 164

En lærebog om fortidens liturgier – oplev fortsættelsen i en kirke nær dig På den første dag. Kirkens liturgi. Oldtid og Middelalder Af Bent Flemming Nielsen. København: Eksistensen. 2016. 440 sider, 299 kr.

Anmeldt af sognepræst, cand.theol. Adrian Hove-Kreutzfeldt

L ARKEN 164 // En lærebog om for t ide ns l i turg ier – o pl ev for ts ættel s e n i e n k i r ke n æ r d ig

iturgi er lidt som salmesang og gospel.

Det er væsentligt mere interessant at medvirke i alle tre, end det er at se det an på afstand. Så hvorfor anbefale at læse en bog om liturgi, frem for at opfordre potentielle læsere til at gå til gudstjeneste? Selvfølgelig er det et både-og: Læs og bliv klogere på din baggrund – og tag det med ind i kirkerne, så der kan ske fordybelse og fornyelse ud fra traditionen og eftertanken.

vind ligeligt mellem økumeniske forskelligheder i forhold til Øst- og Vest-kirke samt historiske nuancer, systematiske vinkler og kritiske perspektiver. ”Disse tre tilgange lader sig ikke adskille” (s.21). Lykkes denne balancegang?

For en almindeligt nysgerrig præst og cand. theol. kommer BFN godt og oplysende rundt.

Fageksperter kan sikkert savne deres specifikke emne. Men mon ikke studerende, der skal benytte det samlede vue som lærebog, får gavn af såvel BFNs værk som de mange noter og henvisninger.

Bent Flemming Nielsen (BFN) giver et bredt perspektiv på, hvad gudstjenestelig praksis har været fra begyndelsen og indtil reformationsårhundredet: Noget kristne gør sammen. Jeg håber, de tre biskoppelige fagudvalg (Gudstjenesten, Dåb/Nadver, Liturgi) medtænker BFNs bog, når de gør sig overvejelser.

Ikke fordi man skal holde fast i alt gammelt, bare fordi det har ælde bag sig. Ritualbogen trænger til en kærligt opfriskende hånd, hvis den skal være rettesnor for liturgier, der taler ind i levet liv i 2017! Men når der nu er udkommet ”en tilgængelig oversigt og fortolkning af liturgiens udvikling indtil reformationsårhundredet” (s.13), så ville det i vort reformationsfejrende år være på sin plads at tænke tilbage for at tænke fremad.

Med de ”relativt lange tekstuddrag” i denne ”samlende fremstilling”, giver BFN læseren mulighed for at tænke med ”i sammenhænge og

”Kristustroen eksisterede ikke som en ideal trosopfattelse, en abstrakt kristusidé, der lod sig abstrahere fra tid og sted. For troen virkeliggjorde sig fra første færd medieret via bestemte former” (s.18). Ikke hvilken som helst tro, men opstandelsestro. Ikke udtrykt gennem én form, men gennem såvel den kirkeårlige rytme som den (søn)daglige fremgangsmåde, via indre og ydre rum, Ordene, sangene og opstandelsesmåltidet – og meget mere, alt efter tiden og stedet.

BFN maner fra begyndelsen af bogen til at gå nærmest meditativt til værks – at blive sig sine forudindtagne holdninger bevidst: ”(S) elve ordet gudstjeneste kom ind i traditionen i Senmiddelalderen … og anakronismen ved at bruge det om de tidlige menigheders

helheder”. Tungt? Smukt!

sammenkomster kunne nemt føre på afveje …

Det samme gælder en lang række andre begreber, hvis de ukritisk bruges på tværs af historien: Nadver, sakramente, prædiken etc.” (s.25)

En 440 siders liturgividenskabelig analyse af en knap 1500-årig periode skal fordele sol og 42

ARKEN 164

St. Peter og St. Paul kirken

ARKEN 164 // En lærebog om for t ide ns l i turg ier – o pl ev for ts ættel s e n i e n k i r ke n æ r d ig

“Liturgikkens ikke sjældent støvede kroge kunne have fortsat med at være lukket land, men BFNs bog har givet mig mod til at snuse rundt deri.”

At man som forfatter er nødsaget til at holde sig til det, der kan undersøges, må på sin vis være lige så frustrerende for den, der skriver, som for den, der læser. Også dét sætter BFN ord på i nedenstående, som efterfølgende leder over i en perspektivering tilvejebragt af moderne ritualteori, der påpeger, at ritualer skaber rum for andre erfaringer.

teologisk reflekterede præster, biskopper, m.v., og de lader sig belyse i forhold til tidens øvrige tanker, filosofier etc. Men den erfarede mening under selve gennemførelsen af en liturgi er noget andet. Den udspringer af mødet mellem deltagernes habitus, deres korporlige ’kunnen’, deres kognitive og emotionelle dispositioner og deres perspektiverende erindringer under den helt konkrete involvering med den liturgiske begivenhed. Denne komplekse erfaring unddrager sig enhver udtømmende beskrivelse.

”Spørgsmålet, hvilken mening skiftende tiders kristne enkeltpersoner og menigheder har erfaret ved at deltage i eukaristien, kan formentlig aldrig besvares. Det spørgsmål må ikke forveksles med spørgsmålet om, hvilken teologi, der er indskrevet i forskellige liturgier. Liturgierne er udformet af

” (s.324) Hvor meget tid er du som læser villig til at afsætte til hvert emne? De syv kapitler – hver 44

med deres emner, delemner og nichestudier eller ekskurser – suppleres af Forord, Indledning, Litteraturliste, samt tre siders ”Bilag: Oversigt over historisk forløb” (s.423-425). Der er af god grund ikke én opsummering af bogen, en anmelder kan give, for bogen er spækket med sammenfatninger og konklusioner. Så læs den.

Bid for bid, stykke for stykke – det er, hvad jeg som præst og kirkegænger vil gøre. For at fundere mig selv så meget des mere i krydsfeltet mellem historisk bevidsthed og levede realiteter.

At se tilbage for at have et klarere blik for de forskellige gudstjenestefejrende menigheder.

kroge kunne have fortsat med at være lukket land, men BFNs bog har givet mig mod til at snuse rundt deri. For det skal der herfra lyde både en tak og en anbefaling.

Jeg er ikke færdig med bogen; den vil give mig nuancer på dåb og ånd, rum, embede og meget mere, ikke mindst de ændringer i liturgiformer, jeg selv måtte ønske eller blive foreskrevet fremadrettet. Forhåbentlig for at Kirken – og medarbejderne i den, herunder præster og teologer – viser sig relevant for, i og mod samtiden. Sker det, er det som BFN skriver: ”Med et nutidigt begreb kan man sige, at … her viser kirkens liturgi sig kontekstuel. Liturgien og dens fortolkningsapparat i form af teologisk refleksion tager form af og responderer på de konkrete udfordringer. ” (s.157). Én udfordring, som læsere og deltagere i den lokale kirkes liturgi selv må tage op – informeret, som man kan være blevet det af bogen – er at invitere til og inkludere, samt forklare udefrakommende, hvad de forskellige gudstjenestelige elementer er og betyder for dig.

Når man – med BFN som guide – har sat sig ind i forskellige tolkninger af eukaristien, er den lille oblat eller det friske brød igen væsentligt mere mangfoldigt i sit tydningspotentiale. Når jeg skal gennemgå sakramenter, tro og tolkning med konfirmanderne, bliver det med en tydeligere baggrund. Måske man som læser selv bliver mere tydelig også?

Liturgik er ikke et lettilgængeligt emne; det var dødkedeligt på Pastoralseminariet, når vi da ikke fik lov til at øve os på de forskellige dele af Ritualbogen. Liturgikkens ikke sjældent støvede ARKEN 164

At snuse rundt i Luthers breve Nåde og fred i Kristus! Martin Luther i lyset af hans breve Af Steffen Kjeldgaard-Pedersen og Carl Axel Aurelius. København: Eksistensen. 2017. 325 s. 299 kr.

Anmeldt af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

ARKEN 164 // At s nu se r undt i Lut hers breve

I

nden udgivelsen af denne Lutherbiografi havde jeg den ære at støde på bogens svenske halvdel, Carl Axel Aurelius (teol.dr. 1983, docent i dogmatik ved Lunds Universitet 1989, biskop i Göteborgs Stift 2003-2011, adjungeret professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet), hvorved jeg fik anledning til at spørge, hvad dennes og vores egen forhenværende dekan, professor Steffen Kjeldgaard-Pedersens kommende bog kunne bidrage med i bunken af reformationsjubilæets Lutherbiografier. Helt konkret lød spørgsmålet: ”Hvorfor skal man læse jeres bog?” Svaret var enkelt: ”Den är mycket roligare”, hvilket den, som har haft sin gang på den anden side af sundet, vil vide betyder: ”Den er meget sjovere”.

Bogen er dog ikke synderligt morsom, men dens opbygning byder ind til kreativ læsning, hvilket kan være sjovt at give sig i kast med.

Det siger sig selv, at 122 sider ikke er meget at gøre godt med, når Luthers liv skal skildres, og det er da også de 68 breve, som af forfatterne selv betragtes som bogens hovedstykke. Men med det sagt, så er det lykkedes de to forfattere med deres ”dansk-svensk[e] samarbejde og venskab” (s.7) at slippe godt afsted med det. Det er ikke overraskende. Venskabet synes dog så synkroniseret, at de ikke fandt det nødvendigt at oplyse hvem af de to, der har skrevet hvad, hvilket kunne være fint at vide.

Bogen udgøres nemlig hovedsageligt af en koncis biografisk del på 122 sider sammen med en nøje udvalgt - og i lyset af Luthers over 3.000 breve lille - samling på 68 af Luthers breve, som strækker sig over 30 år af Luthers liv og slutter 4 dage før hans død natten til d. 18. feb. 1546. Det er således tiltænkt at brevene læses parallelt med biografien, der løbende henviser til de enkelte breves ”Sitz im Leben”. Brevene er nyoversatte fra latin og tysk til et kildesprogsorienteret og

Hånd i hånd med bogens biografiske del kommer brevene desuden vidt omkring de mange roller, Luther havde. Vi møder Luther som præst, munk, sjælesørger, teolog, søn, fader, ægtefælle, ven, modstander, fyrstelig rådgiver, og vi får endda lov til at sidde med, mens Luther rådgiver den danske kong Frederik 1. til at forbarme sig over nevøen, Christian 1., og når Luther beder Christian 3. om at dele ud af det indsamlede gejstlige gods til de nu fattige og forfaldne kirker.

jævnt dansk med enkelte indsatte ord, hvor det er nødvendigt for forståelsen, og læseren spares for tunge noteapparater. Dertil suppleres med et meget hjælpsomt personregister og en tidstavle.

Til dem, der er interesserede i Luthers pastorale sider, giver bogen rig lejlighed til at grave efter sådant. Som eksempel kan nævnes brevet til

Forfatterne hævder – og nok så rigtigt – at brevene præsenteret i deres helhed ”lader os blive ’samtidige’ med Luther” (s.17). Det er helt klart bogens styrke, da det indebærer, at læseren i højere grad gøres i stand til for et øjeblik at sætte det 21. årh.’s selvfølgeligheder i parentes og se, hvad Luther så, som Luther så det.

46

“Til dem, der er interesserede i Luthers pastorale sider, giver bogen rig lejlighed til at grave efter sådant.”

hans døende moder, Margarethe Luther. Et brev som gør brug af intet mindre end 15 skriftsteder og endnu flere subtile bibelreferencer: ”Derfor skal vi nu med al sindsro og frejdighed glæde os, og når det måske sker, at tanken om synden eller døden vil forskrække os, da skal vi mod den opløfte vores hjerte og sige: ’Se, kære sjæl, hvad er du i færd med? Kære død, kære synd, hvordan kan du være i live og forskrække

Mere af det dybfølende materiale finder vi også i de hjerteskærende ord om tabet af Luthers 13-årige datter, Magdalena, som tilføjede sorg til sorgen over et tidligere bortgået spædbarn.

Sorgen er så smukt udtrykt, at der gives ord til enhver sjæl, som måtte befinde sig i samme mørke (hvis man læser en anelse selektivt):

”… skønt jeg og min hustru burde takke og være glade for en så lykkelig bortgang og et så saligt

mig? Ved du ikke, at du er overvundet, og du, død, at du er helt og aldeles død? Kender du ikke en, der siger om dig: Jeg har overvundet verden?” (S.234, Brev 50)

endeligt, som har ladet hende undslippe kødets, verdens, tyrkens og Djævelens magt, så er dog hengivenheden en så stor kraft, at vi ikke formår det uden hulken og hjertesuk, ja, uden selv i høj

ARKEN 164

ARKEN 164 // At s nu se r undt i Lut hers breve

“I min optik formår forfatterne hele bogen igennem at holde sig afbalancerede og fair i fremstillingen af Luther: Der prises, hvad der er prisværdigt, og kritiseres, hvor der bør kritiseres, og brevene belyser alle tænkelige sider af Luther, alt imens myter punkteres.”

grad at lide døden. I det gamle hjerte forbliver nemlig denne i liv og død så lydige og ærbødige datters ansigtstræk, ord og gebærder indprentet, så at ikke engang Kristi død – og hvad er alle menneskers død i sammenligning med den? – helt kan slette dem, sådan som den skulle. Tak du derfor Gud i vores sted!” (s.256, brev 62).

hvilke underdanige ord reformationen indledtes med, da doktor Luther sendte (ikke fasthamrede) sine 95 teser til ærkebiskop Albrecht af Mainz den 31. oktober 1517 for at rejse en klage over afladshandlen:

Man gør sig også mange spændende opdagelser, når man snuser rundt i Martins breve. Der hersker ingen tvivl om, at Luther kunne agere som en spydig polemiker, men hør engang med

har opsat, hvad jeg nu bider hovedet af al skam og faktisk gør, i allerhøjeste grad bevæget af min troskabspligt, som jeg vedkender mig at have over for jeres højærværdige faderlighed i Kristus

”Herren Jesus er mit vidne, at jeg er mig min ringhed og hæslighed bevidst og allerede længe

48

(…) Ak, du godeste Gud! Således, bedste fader, bliver de sjæle, der er overladt til jeres omsorg, undervist til døden, og der opstår og fremvokser et overordentligt bittert regnskab, som I skal aflægge for dem alle(…) Om det behager jeres højærværdige faderlighed, kan I overveje mine vedlagte disputationsteser og således indse, hvor tvivlsom en sag den lære om afladen er…” (s.142-144, Brev 4).

på at sætte skumgummi på de skarpe kanter. Det er ikke mit indtryk, at forfatterne pakker tingene ind, og vi får lov til at læse brevet til Josel von Rosheim, talsmand for jøderne i Elsass, hvori Luther nægter at prøve at sætte en stopper for Kurfyrstens bortvisning af jøderne. Forfatterne opsummerer Luthers seneste holdning med ordene: ”… jøderne måtte vælge mellem at blive døbt eller fordrevet” (s.127).

Underdanigheden i brevet skal selvfølgelig læses i lyset af den klassiske retorik, men Luthers tilsyneladende respekt for og velvilje mod ærkebiskoppen er stadig slående.

I min optik formår forfatterne hele bogen igennem at holde sig afbalancerede og fair i fremstillingen af Luther: Der prises, hvad der er prisværdigt, og kritiseres, hvor der bør kritiseres, og brevene belyser alle tænkelige sider af Luther, alt imens myter punkteres. Bogen er anbefalelsesværdig for den, som ønsker at læse en biografi af Martin Luther, hvor Luther i særlig grad selv får lov at komme til orde.

Interessant er også brevet til den Wittenbergske professor, Luthers åndelige vejleder, Johann von Staupitz, idet vi får adgang til afgørende kildemateriale til den (gen)opblomstrede forskning angående Luthers rødder i mystikken, og hvorvidt hans skriftfortolkning var påvirket heraf. Som det fremgår af brevet, virker det i hvert fald til, at Luther selv krediterer (dele af) sin nåde-gernings-teologi til mystikeren, Johann Tauler (ca. 1300-1361): ”Jeg følger helt og holdent teologien hos Tauler og i hans lille bog, som du for nylig har overdraget vores guldsmed Christian [Döring] til trykning, og lærer, at mennesker ikke skal sætte deres lid til noget andet end Jesus Kristus alene, ikke til bønner og egne fortjenester eller gerninger” (s.149, Brev 6).

Steffen Kjeldgaard-Pedersen og Carl Axel Aurelius nøjes dog ikke kun med at belyse Luther fra hans mere prisværdige sider. Fx har de sørget for at dedikere det sidste kapitel til at dreje sig om Luthers forhold til jøderne. Her bliver der ikke sugar-coated, men forfatterne er retmæssigt, pinligt ærlige om Luthers ubehagelige udvikling mod slutningen af sit liv. Kapitlet har de døbt: ”1541-1546: Forholdet til jøderne, arbejdsbyrden, sygdom og død”. Luthers foragt for jøderne bliver således præsenteret sammen med hans kolossale arbejdsbyrde og raserende sygdomme, hvilket kunne tolkes som et forsøg

ARKEN 164

Kan man bygge kirke på Kierkegaard?

Fromme Søren. Om Søren Kierkegaard og det kristne liv En antologi redigeret af Frida Guld og Kristine K. Ravn. København: Eksistensen. 2017. 271 s. 249 kr.

Anmeldt af cand.theol. Mia Schmidt-Mikkelsen

ARKEN 164 // Kan man byg ge k i rke p å Ki er kegaard ?

A

llerede i forordet fangede Frida Guld og Kristine K. Ravn min opmærksomhed. Jeg kunne nemlig genkende følelsen af at være studerende og have Kierkegaard som en ”fast følgesvend og diskussionspartner om alverdens teoretiske og abstrakte teologiske gåder” (s.8). Jeg er endnu ikke nået til det problematiske i forholdet til følgesvenden, men det er både Frida Guld og Kristine K. Ravn. Da de skiftede tilværelsen som studerende ud med livet som præst, blev venskabet til Kierkegaard kompliceret. For som sognepræster må de (også) forholde sig til konkrete og praktiske opgaver med alt hvad det medfører. Spørgsmålet blev så: Kan man tage Kierkegaards forfatterskab med i virket som præst, eller må det forblive i studerekammeret?

Det er præcis det spørgsmål, som redaktørerne håber at komme nærmere gennem antologien, og de håber ligeledes, ”at antologien vil komme til at bygge bro mellem studereværelse og kirke” (s.9). Alene håbet og forsøget på at bygge denne bro, er prisværdigt, og som (forhåbentligt) up-coming sognepræst har jeg nydt at læse Kierkegaards filosofi i en praktisk-teologisk sammenhæng.

skriftemål, nadver, ægteskab, prædiken, bøn, salmer og døden. Altså, i alt elleve artikler med praktisk teologiske temaer i Kierkegaards tekster, som elleve præster og Kierkegaardfortolkere giver deres bud på læsninger af.

Artiklerne er spændende, men det samlede indtryk af antologiens bidrag er en smule haltende. Der er stor forskel på artiklerne, både i forhold til kvaliteten af indholdet, hvor godt de egentlig bygger bro mellem kirke og studereværelset, og formaliteter såsom korrektur og teksthenvisninger. Det sidstnævnte er efter min mening faktisk det største kritikpunkt.

Imens nogle af bidragsyderne er ganske konsekvente hvad angår teksthenvisninger, og ikke overlader noget til fantasien, er der andre, der ikke har en eneste henvisning. Eksempelvis er der i artiklen om ”Søren Kierkegaard og pietismen”, som er skrevet af Anders Kingo, ingen henvisninger. Det samme gør sig mere eller mindre gældende i artiklen om ”Søren Kierkegaard og Bibelen”, hvor John H. Hørbo refererer direkte til Kierkegaards tekster, men ikke altid angiver hvilken tekst. Antologien bevæger sig på et ganske højt akademisk niveau, og det er derfor både en skam og kritisabelt, at der ikke (altid!) er henvisninger.

Bogen er udsprunget af en foredragsrække med arbejdstitlen ”Fromme Søren”, der blev holdt i henholdsvis Farum og Blovstrød sogne

Men, som førnævnt, er de enkelte artikler

over vinteren og foråret 2016. Foredragene blev omformet til artikler, og siden kom yderligere seks artikelbidrag til. Artiklerne behandler temaerne pietisme, Bibelen, kirkesyn, dåb,

interessante og vedkommende på hver deres måde. Eksempelvis sætter artiklen ”Søren Kierkegaard og pietismen” (af Anders Kingo) nærmere Kierkegaard i en historisk 50

“Bogens mest vellykkede artikel mener jeg (uden tvivl!) er om Kierkegaards kirkesyn, som er skrevet af Kristine K. Ravn.

Ravns udgangspunkt er netop spørgsmålet, hvorvidt man kan bygge kirke på Kierkegaard.”

sammenhæng, end den er et bud på Kierkegaards teologi i en praktisk sammenhæng. Men det gør på ingen måder artiklen overflødig. Det giver nærmere læseren det nødvendige udgangspunkt for læsningen af mange af de andre artikler.

Bogens mest vellykkede artikel mener jeg (uden tvivl!) er om Kierkegaards kirkesyn, som er skrevet af Kristine K. Ravn. Ravns udgangspunkt er netop spørgsmålet, hvorvidt man kan bygge kirke på Kierkegaard. Hun begynder artiklen på afstand af spørgsmålet og inddrager en artikel fra Kristeligt Dagblad,

Denne kritik af den usynlige og individuelle kirke tager Ravn op, og på elegant vis udfolder hun Kierkegaards syn på kirken: Den på samme tid synlige og usynlige kirke. For at forstå dette til fulde, laver hun først en lynintroduktion til det basale i Kierkegaards teologi. Hun gør det let og elegant, og er ikke noget jeg vil gå dybere ind i. Det interessante er hendes konfrontationer af Kierkegaard. Hun spørger, om Kierkegaards tænkning og indflydelse har betydet, at der har været for stort fokus på det individuelle i forhold til kristendommen. Derudover kritiserer hun også Kierkegaards treenigheds-teologi og en

der har overskriften ”I er så ensomme i jeres tro”. Den handler om en afrikaners syn på den danske tro, hvori denne tro bliver kritiseret for at være næsten ’usynlig’ og meget privat (s.51).

overbebyrdelse af mennesket, der kan medføre kirkelige konsekvenser. Til sidst er spørgsmålet igen: kan man bygge kirke på Kierkegaard?

Hertil svarer hun:

ARKEN 164

ARKEN 164 // Kan man byg ge k i rke p å Ki er kegaard ?

“Det er befriende at læse om Kierkegaard i et praktisk-teologisk skær, og hvis man som jeg er begejstret over Kierkegaard og gerne vil tage ham med ud i det virkelige liv, er Fromme Søren særdeles læsværdig og god at have på bogreolen. ”

”Nej, for kirken hverken kan eller skal bygges ifølge Kierkegaard, den er der allerede som noget, vi har fået givet. Men vi kan bruge den sene Kierkegaard som en påmindelse om faren ved at tro, at man ”kan melde sig ud af klubben”, og faren ved at kræve en martyrens synlighed af kirken, som rækker ud over det, som Luther kalder kirkens ydre tegn, som Helligånden muliggør i dåben, nadveren og forkyndelsen af ordet. Og vi kan bruge den tidlige Kierkegaard til at afholde os fra at lave alverdens synlige kirkespir, logoer og hurlumhej

begejstret over Kierkegaard og gerne vil tage ham med ud i det virkelige liv, er ”Fromme Søren” særdeles læsværdig og god at have på bogreolen.

for at synliggøre den” (s.74).

Det er befriende at læse om Kierkegaard i et praktisk-teologisk skær, og hvis man som jeg er 52

ARKEN 164

Billede af Luplau Janssen

Synoptisk eksegese for viderekomne Kristendommens påskefortællinger. Litterære, teologiske og historiske perspektiver på evangeliernes passionsfortællinger som bibelske genskrivninger Af Niels Willert. København: Eksistensen. 2017. 628 s. 299 kr.

Anmeldt af stud.theol. Peter Otken

I

ARKEN 164 // Synopt is k eks eges e for vid ere komne

slutningen af Alterbogen finder man Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie. Som det vil være de fleste teologistuderende bekendt, er der tale om en såkaldt evangelieharmonisering, hvor de fire evangeliers beretning om påskedagene i Jerusalem er skrevet sammen til én sammenhængende fortælling, og forskelle og modsætninger er glattet ud. Niels Willerts Kristendommens påskefortællinger er nærmest det modsatte, en synoptisk tekstgennemgang hvor de fire evangeliers fortællinger sammenlignes og konfronteres med henblik på at trænge bedst muligt til bunds i teksterne. Ifølge bogens forord foreligger der ikke på dansk en samlet gennemgang af de nytestamentlige evangeliers passionsfortællinger (s.9), og bogen skal råde bod på denne mangel.

Allerede når man tager bogen i hånden, får man et fysisk indtryk af, at der er tale om en vægtig udgivelse. På mere end 600 sider bliver alle fire evangeliers passionsfortællinger gennemgået og analyseret. Forfatteren Niels Willert blev dr. theol. i 1997 på en afhandling om kristologien i Markusevangeliets passionsfortælling og har tidligere skrevet licentiatafhandling om Pilatusfiguren. Han har undervist på flere seminarier samt på universiteterne i Aarhus og København, ligesom han i perioder også har været sognepræst. Bogen er blevet til som

# 160). Udgangspunktet for gennemgangen er således, at forfatteren ser og tolker både de kanoniske og apokryfe evangelier som bibelske genskrivninger af hinanden (s.9). Forskellene forklares så med forfatternes forskellige litterære og teologiske intentioner, strategier og kreativitet samt de forskellige religiøse, kulturelle, sociale og politiske baggrunde for forfatterne og de menigheder, hvor de færdedes (s.23-24). Når teksterne betragtes som genskrivninger, og forfatteren forholder sig narrativt til dem, indebærer det også, at han forstår dem som fiktive tekster, der giver mening som tekster i sig selv. Dette betyder dog ikke, at aspektet om passionsfortællingerne som historiske tekster, dvs. som kilder til viden om historiske begivenheder, lades ude af betragtning (s.117).

At denne historiske dimension også indgår i analysen, ses fx i ekskursen om Jesus som Kristus – historie og forkyndelse i synedrieforhøret (s.278-83) og om spørgsmålet, om Jesus blev dømt som jødernes konge (s.358). Af betydning for synet på evangeliernes indbyrdes sammenhæng er desuden, at Niels Willert daterer Markusevangeliet til omkring år 70, Matthæus- og Johannesevangelierne til 80’erne, hhv. 90’erne, og at han anser Lukasevangeliet som det yngste, formentlig forfattet i tidsrummet 120-140 (s.24). Endelig synes Willert også at forudsætte, at Johannesevangeliets forfatter har

en del af Det Teologiske Fakultets projekt om Evangelierne som genskrevet Bibel, som også har frembragt professor Mogens Müllers Evangeliet og evangelierne (Anis, 2015; anmeldt i ARKEN

kendt til både Markus’ og Matthæus’ evangelier (s.84), og at Lukasevangeliets forfatter er afhængig af alle de tre øvrige evangelier (s.110, 116).

54

“Allerede når man tager bogen i hånden, får man et fysisk indtryk af, at der er tale om en vægtig udgivelse. På mere end 600 sider bliver alle fire evangeliers passionsfortællinger gennemgået og analyseret.”

Bogen er bygget op med et indledende kapitel om hvert af de fire kanoniske evangelier, som hver især behandles på ca. 20 sider. Kapitlerne følger skabelonen: Passionsfortællingens indhold og opbygning, hovedfortællingens indhold, opbygning og kompositoriske principper, særlige temaer og afsluttende bemærkninger om affattelsessted og –tidspunkt samt evangeliets forfatter og mulige adressat. Der er tale om nogle gode og klare oversigter, som også kan anbefales, hvis man har behov for et hurtigt læst overblik over de fire evangeliers særkender.

Bogens hoveddel, godt 400 sider, består af en synoptisk tekstgennemgang af alle fire kanoniske evangelier. Disse behandles i den allerede nævnte rækkefølge: Markus, Matthæus, Johannes og Lukas. Den synoptiske opstilling følger næsten uden undtagelser emneoverskrifterne

evangelieteksten. Der er her tale om en gengivelse af teksten fra DO 92; der er altså ikke som i Aage Pilgaards og Helge Kjær Nielsens kommentarer til Markusevangeliet, hhv. Johannesevangeliet (Aarhus Universitetsforlag, 2008, hhv. 2007) tale om en selvstændig, ny oversættelse af teksterne.

Dette betyder dog ikke, at fremstillingen ikke forholder sig kritisk til oversættelsen i DO, og at der som normalt i eksegetiske fremstillinger løbende bliver kommenteret på den rette oversættelse og forståelse af relevante græske gloser. Generelt om gennemgangen gælder også, at der er en grundig drøftelse af evangeliernes brug af skriftsteder fra Det Gamle Testamente.

Gennemgangen er i øvrigt præget af, at der er tale om forfatterens egne tolkninger, og at brødteksten indeholder relativt få diskussioner med andre forfattere. Dette rådes der i et vist omfang bod på i fodnoterne, ligesom at den

og inddelingen i Niels Hyldahl, Evangelierne synoptisk opstillet (Det Danske Bibelselskab, 1996) begyndende med beslutningen om Jesu død i Mark 14,1-2. Hver passage indledes med

omfattende litteraturliste bag i bogen (s.60322) må kunne give grundlag for yderligere inspiration til søgning efter alternativ litteratur og dermed synspunkter.

ARKEN 164

56

Oliemaleri af GabriĂŤl Metsu

Fremstillingen er spækket med en række gode og ofte ganske omfattende ekskurser (i alt ikke mindre end 54, jf. den alfabetiske oversigt s.62325). Disse ekskurser kommer særlig til deres ret, når de bruges til en sammenlignende analyse på tværs af alle fire evangelier, fx om Peterskikkelsen (s.296-303), Pilatusbilledet (s.361-65), korsfæstelse (s.392-400) og betydningen af Jesu død i de fire evangelier (s.440-46).

Fremstillingen rundes af med en gennemgang af de to apokryfe evangelier, Petersevangeliet og Nikodemusevangeliet (tilsammen ca. 50 sider). I begge tilfælde er der tale om en ret kort, indledende kommentar og derefter en oversættelse af de to teksters beretninger om påskebegivenhederne. Her er der i modsætning til den synoptiske tekstgennemgang tale om forfatterens egen oversættelse fra græsk af de to tekster. Petersevangeliet omtales formentlig i flere oldkirkelige skrifter, men et fragment blev først fundet i 1886-87. Fragmentet begynder med afslutningen på forhøret hos Pilatus og slutter med, at disciplene sorgfulde tager hjem fra Jerusalem. Teksten er måske mest kendt for at indeholde en detaljeret beretning om opstandelsen, dvs. hvad der skete, da stenen var væltet fra graven, og som bl.a. indeholder et talende kors, der kommer ud af graven. Selve teksten er ret kort (s.55666), og Niels Willert har her, i modsætning til i den synoptiske tekstgennemgang, valgt at kommentere teksten i et stort antal fodnoter til teksten. Nikodemusevangeliet præsenteres som to tekster: For det første drejer det sig om Pilatusakterne, som i prologen præsenteres som en jødisk rapport om påskebegivenhederne fundet og oversat til græsk af en lovkyndig romersk officer i Prætorianergarden. For det andet er der tale om en beretning om Kristi nedfart til Dødsriget, dvs. de begivenheder der også er udfoldet i Grundtvigs salme ”I kvæld blev der banket på Helvedets port” (DDS 213)

i fodnoter. Man kunne måske diskutere, om disse tekster med fordel kunne have været inddraget mere i den synoptiske tekstgennemgang. Som de står, fremtræder de mest som et appendix, muligt med det formål at forøge kendskabet til disse sikkert ikke særlig velkendte tekster.

Denne anmelder deltog selv som tilhører i et foredrag på Pastoralseminariet for to år siden, hvor forelæseren nævnte det talende kors fra Petersevangeliet, hvilket gav anledning til en vis højrøstet moro i salen, hvilket nok tyder på, at selv ikke teologer har særlig godt kendskab til denne tekst.

Bogen afsluttes med den allerede nævnte litteraturliste og oversigten over ekskurserne samt et register over de synoptiske tekstgennemgange (s.627-28), så man let kan finde, hvor i bogen en bestemt perikope er behandlet.

Med Kristendommens påskefortællinger foreligger en samlet og omfattende eksegetisk gennemgang af alle evangeliernes passionsfortællinger, som denne anmelder forestiller sig vil blive stående som standardværket i et godt stykke tid fremover.

Den bør være et godt udgangspunkt for enhver beskæftigelse med de relevante perikoper, også ved opgaveskrivning. Sproget er let og flydende, og fremstillingen i det hele taget meget let at gå til. Bogen er hermed varmt anbefalet.

og Joakim Skovgaards maleri ”Kristus i de dødes rige” (malt 1891-94) på Statens Museum for Kunst. Disse tekster er noget længere (s.574602) og er kun i begrænset omfang kommenteret ARKEN 164

Syv fantastiske fortællinger af Frederik Stjernfelt Syv myter om Martin Luther Af Frederik Stjernfelt. København: Gyldendal. 2017. 176 s. 100 kr.

Anmeldt af cand.theol., redaktør på Studenterkredsens Tidsskrift, Andreas Riis Damgaard

ARKEN 164 // Sy v fant ast is ke for t æll i nger af Fred er i k Stj e rnfel t

A

t skulle anmelde Frederik Stjernfelts lille bog om Martin Luther føles nærmest som en redundant øvelse i kølvandet på mange skarpsindige anmeldelser.

Størstedelen af dem har været ret kritisk indstillet over for bogen. Den overordnede dom over bogen herfra er da også, at intentionen bag den er god, men at den er skrevet ud fra et noget enøjet perspektiv, og at den virker lettere uigennemarbejdet og, ja, simpelthen dårlig.

Det smerter at skulle skrive, da jeg igennem mange år har været meget fascineret af Stjernfelts arbejde som kritiker i Weekendavisen, og da jeg synes, at bogens anliggende er centralt og godt her midt i en Luther-tid.

Men det ville være useriøst at bedømme Stjernfelts bog på forfatterens renommé og gode intentioner. Da jeg begyndte at læse bogen, håbede jeg på, at jeg som lutheraner og teolog skulle ”waterboardes” og revses af Stjernfelt. Jeg håbede ganske enkelt på et rigtig godt skænderi – man er vel protestant.

Men selv på de steder, hvor Stjernfelt tænker, at han vil chokere, da føles det som om, at han konstant sparker åbne døre ind. Stjernfelts bog minder mig om den fløj af religionskritikere (være det islamkritikere eller kritikere af kristendommen), som behændigt finder ét sted i et helligt skrift, som de vil benytte som et form for archimedisk punkt for hele deres

Sartre-apologien og noget om inflation

argumentation. Stjernfelt har dog fundet syv punkter, eller myter, som han vil forsøge at afmytologisere. Alle punkterne er interessante, men de er ligeledes sat på spidsen.

antisemitisme (ca. myte nummer fem, seks og syv) som forskere undgår med vilje. Det komiske er, at han netop henviser til store mængder af sekundærlitteratur skrevet af Luther-forskere,

Et klassisk åbningstræk i en bog eller i et foredrag er at henvise til den franske filosof Jean Paul Sartres udsagn om, at en intellektuel er en som blander sig i noget, der ikke kommer ham ved. Sådan indleder Stjernfelt også sin bog (s.7). Med denne klassiker indenfor akademiske retfærdiggørelser i baghånden skriver han yderligere, at: ”… som man vil se, baserer jeg i et stort omfang fremstillingen på citater fra reformatorens egen pen og mund” (s.8). Hvad betyder denne positivform af et adjektiv stort egentlig? Det lader til at betyde, at man, som allerede nævnt, kan rive en række topoi ud af diverse sammenhæng, tilpasse dem en sekundærlitteratur og derfra kritisere Martin Luther.

Det er ikke så få Luther-værker, som arbejdet citerer. Det virker så mistænkeligt på Peter Tudvad, at han i en artikel Martin Luther: reformator, rebel og reaktionær bragt i nettidsskriftet Eftertryk ligefrem sår tvivl om, hvorvidt Stjernfelt overhovedet har læst alle disse Luther-værker.

Stjernfelt giver os i forordet sine grunde til, hvorfor han har skrevet bogen (s.7). For det første mener Stjernfelt, at alt for mange Lutherforskere ikke behandler Luthers såkaldte ”mørke sider”. Dette specificeres ikke, men der må her være tale om emner såsom Luthers forhold til

58

ARKEN 164

Frederik Stjernfelt

ARKEN 164 // Sy v fant ast is ke for t æll i nger af Fred er i k Stj e rnfel t

“Jeg mener ikke, at Syv myter om Martin Luther er særlig anbefalelsesværdig – da Stjernfelt blot, som nævnt, sparker åbne døre ind med sine syv fantastiske fortællinger.”

som netop behandler disse emner. Naturligvis er der skrevet mange bøger om Luther og fortalt mangen en historie om Luther, hvor disse emner ikke berøres, men det ville også være absurd at påbegynde enhver Luther-bog med en form for disclaimer om, at ”ja, Martin Luther var også en grov karl, som til tider advokerede for ting, som vi ikke umiddelbart forbinder ham

var en god og udfordrende teolog. Derfor ender bogen med at repræsentere en overfladisk kritik af Luther og særligt Lutherreceptionen, som allerede findes i særdeles grundige studier. Disse studier peger tilbage til Luthers egen tid.

med i dag”. Bogen skaber et stærkt politiseret billede af Luther, hvor man omvendt den teologiske litteratur, som Stjernfelt ikke bryder sig om, ender med at glemme, at Luther også

humanisme fra 1946 ønsker han at gøre det klart, hvad eksistentialismen er. Den primære årsag til dette er, at begrebet i Sartres optik er blevet perverteret et utal af gange på grund

I Sartres korte forsvar for sin udlægning af eksistentialismen i L’Existentialisme est un

60

af, at det er kommet på mode. Man kan mene, hvad man vil om Sartres udlægning og filosofi i øvrigt, men her er han virkelig en intellektuel, som blander sig. Det gør han af to grunde, dels fordi han mener, at begrebet er ødelagt af ”ismernes” inflation, og derudover fordi han er eksistentialist. Han vil kæmpe for det, som han har kært. Det vil Stjernfelt ikke. Måske er det en af grundene til, at Stjernfelt ender med at blive en af dem, som han selv kritiserer i sin ”pamflet” (s.165).

Myter til tiden Bogen, eller pamfletten for nu at bruge Stjernfelts egen vokabular, indeholder et forord og ”aflivningen” af syv myter om Martin Luther.

Det er ret sjov idé sådan at skulle tage livet af syv myter – et eventyrtal sågar – men det virker til, at Stjernfelt har en fuldstændig gak forståelse af disse fantastiske fortællinger. Den første fortælling om Stjernfelts Luther hedder: ”Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed” (s.43). Det har jeg aldrig nogensinde hørt et eneste menneske sige, ej heller har jeg læst det et eneste sted i min studietid. Det er under alle omstændigheder forkert – naturligvis kæmpede Luther ikke for ytringsfrihed. Men hvor har Stjernfelt da denne idé fra? Han skriver videre: ”Denne myte hviler på, at Luther faktisk brugte ordet ’frihed’, som vi har set, i 1520-skriftet ’Freiheit eines Christenmenschen’…”. Nej, Stjernfelt. Det er forkert. Myten, som jeg egentlig ikke mener findes, er ikke baseret på Luthers værker i 1520erne og deres betoning af frihed, men snarere på at folk forbinder Luthers opgør mod pavekirken som et opgør imod dennes ret til at have ”patent” på skriftudlægningen.

At slå direkte fra nogle af de tanker bagved reformationen til Luther er et på mange måder absurd og unuanceret træk, som logisk set ikke giver mening. Det svarer til at sige, at selv om Perikles i sin berømte begravelsestale til det athenske folk (i Thukydids version) præsenterer

med Sparta – måske pga. en overdreven idé om, at Athen skulle være den mest magtfulde græske polis – og derfor kan vi ikke benytte de idealer, som han stod for demokratisk set.

Stjernfelts Luther-pamflet er en del af Gyldendals nye serie Til Tiden. I oplægget til lanceringen af serien skriver forlaget, at hensigten med den er, at ”… løfte læserens blik fra den aktuelle debat og sætte emnerne ind i en større sammenhæng”. Desværre har Stjernfelt på en måde gjort det omvendte ved stort set (på trods af det sidste afsnit Den lutherske gåde (s.157164)) kun at trække Luthers mørke sider frem.

Det er unuanceret i enhver henseende.

Læs noget andet Stefan Zweig var bestemt ikke Luther-fan.

Det skyldes mange af de samme grunde, som Stjernfelt skulle jeg mene. I sin bog Erasmus af Rotterdam, triumf og tragedie præsenterer han Erasmus, men i denne forbindelse også Luther.

Det er ikke noget flatterende portræt, men det er godt skrevet, godt vinklet og ikke mindst nuanceret. For selv om at Zweig er humanist par excellence, og derfor bryder han sig naturligvis ikke om Luther, så begrunder han alligevel, at Erasmus’ og hans egen pacifistiske humanistiske ideologi i sidste instans vil føre til undergang – et sådan udsyn kunne man godt have ønsket hos Stjernfelt. Derfor vil jeg anbefale, at man enten læser noget solid sekundærlitteratur om Luthers mørke sider, særligt hvis man ønsker polemik, eller, hvis man ønsker at velskrevet angreb på Luther, at man læser Zweig. Jeg mener ikke, at Syv myter om Martin Luther er særlig anbefalelsesværdig – da Stjernfelt blot, som nævnt, sparker åbne døre ind med sine syv fantastiske fortællinger.

de klassiske borgerrettigheder om ytringsfrihed og lighed for loven, så skal man ikke negligere, at han dog var en styg græker, som havde skabt en for stor flåde, og derfor afbrød fredsaftalen ARKEN 164

Dogmatikerens vindue På grænsen – Et teologisk portræt af Theodor Jørgensen Af Lars Sandbeck. København: Eksistensen. 2016. 126 s. 169 kr.

Anmeldt af stud.theol. Mads Graves Pedersen

H

læse På grænsen som den første bog. For det største kompliment (og det er vitterligt ment som et stort kompliment!) man kan give Lars Sandbecks portrætbog af dr.theol. Theodor Jørgensen, er, at den er forfriskende uhøjtidelig og jordnær. Med afsæt i Theodor Jørgensens opvækst i Sønderjylland lader Sandbeck den pensionerede dogmatikprofessor udfolde sin teologi i en ligefrem form, der bærer mere præg af samtale og fortælling end af afhandling og belæring. Det er sådan set ikke så underligt, for På grænsen er en samtalebog – i hvert fald i måden den er kommet til verden på. Sandbeck har mødt Theodor Jørgensen i sit eget hjem, og med forudbestemte emner som rettesnor har deres samtaler fungeret som grovtekst for den færdige bog. Men i bogens færdige udtryk træder Sandbeck næsten konsekvent tilbage og fungerer mere som formidler end som indpisker.

På grænsen er mere en beretning om en samtale end et egentligt møde mellem to teologer, og det lader Theodor Jørgensen stå tydeligere frem, både som menneske og som teolog. Bogen bliver derfor vitterligt et portræt og ikke et interview, også selv om dens tilblivelsesform måske mere bærer præg af det sidste.

ARKEN 164 // Dog mat ikeren s vi ndu e

vad er dogmatik? Hvad skal den kunne? Og hvad er dens rolle i vore dages kristendom? Ofte ender sådanne spørgsmål i højtflyvende forklaringer og abstraktioner. For spændingsfeltet mellem det menneskelige og det guddommeliges bidrag til religionen har altid affødt diskussioner og vil altid afføde diskussioner. Det er så at sige indeholdt i selve den kristne dogmatiks væsen, at den er født ud af diskussion. Den brutale kunstart at afgrænse, skematisere og systematisere noget så uhåndgribeligt som tro har op igennem kirkehistorien efterladt sig lige så mange tabere som vindere, og selv i dagens danske folkekirke er man lige så præget af, hvad der skete i år 325, år 451 og år 681, som af begivenhederne fra år nul og godt tredive år frem.

Derfor er det netop så vigtigt at have en klar ide om, hvordan man forholder sig og forstår dogmerne. Disse regler og retningslinjer er jo først og fremmest tekster nedskrevet af mennesker, som har befundet sig i den samme sindslige situation som nutidens troende, og på samme måde som evangelierne fordrer en aktivt reflekterende modtager, kræver dogmatikken, og det i om muligt endnu højere grad, en konstant stillingtagen. Dogmatikken må aldrig forfalde til blot at være en brugsmanual, men må forblive et troens værksted.

Når jeg roser bogen for dens jordnærhed, er det måske i lige så høj grad Theodor Jørgensens teologi, som det er bogens samlede udtryk, jeg roser. Et godt eksempel derpå er bogens første kapitel, som beskriver bekendelsesskrifterne som vinduer ind til Guds rige. I et forsvar for folkekirkens rummelighed pointerer

Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg, da jeg i sin tid for første gang skulle stifte bekendtskab med den kristne dogmatik på et fagligt niveau, 62

“Når jeg roser bogen for dens jordnærhed, er det måske i lige så høj grad Theodor Jørgensens teologi, som det er bogens samlede udtryk, jeg roser.”

Theodor Jørgensen, at trosudsagn aldrig er partiudsagn, og at man har misforstået kirkens bekendelsesgrundlag, hvis man gør trosbekendelserne til ideologi. ”Bekendelserne er ikke facitlister og kan heller aldrig blive det,” fastslår han.

Når Theodor Jørgensen ikke vil låse bekendelserne fast til at være facitlister for den rette tro, åbner det naturligvis for spørgsmålet om, hvorledes man så bør forstå dem. Her udfolder Theodor Jørgensen billedet om vinduerne ind til Guds rige, og hans løsning fremstår næsten malerisk:

” … et vindue på en og samme tid både giver og begrænser udsynet. På den ene side giver det

mulighed for, at man kan kigge ud af rummet, så man får øje på noget, man ellers ikke ville kunne se. Men på den anden side er perspektivet begrænset, for du ser altså ikke mere, end størrelsen på vinduet giver mulighed for. Derfor gælder det om at flytte sig til en anden position i forhold til vinduet for muligvis at opdage nye perspektiver.”

Et religiøst sind må altid være i bevægelse, og ens position i forhold til de dogmatiske læresætninger må hele tiden udfordres i gennem skiftende positioner. Det virker som om, der er et element af, at man går glip af noget, hvis man ikke undersøger vinklerne omkring vinduet. Man går simpelthen glip af facetter og dybder i troen, hvis man forholder sig for passivt og statisk dertil.

ARKEN 164

ARKEN 164 // Dog mat ikeren s vi ndu e

“På grænsen er en kærkommen lektie i, hvad det vil sige at tage stilling, også når det betyder, at man aldrig står stille.”

Theodor Jørgensen må i det hele taget siges at være en rummelighedens teolog, hvilket hans arbejde med homoseksuelles rettigheder og hans brobygning mellem kristendommen og islam er et glimrende bevis på. Han sad i en periode fra 2007 til 2014 i bestyrelsen for Islamisk-kristen-studiecenter, og erfaringer derfra lader til at have formet Jørgensens teologi. Vi kan nemlig lære noget af spændingsfeltet mellem kristendommens gudsbegreb, hvor Guds menneskelighed er essentiel, og islams gudsbegreb, hvor der aldrig

Samtidig ligger der en tilsvarende fare i den menneskelige underkastelse, som en radikal forståelse af Guds utilnærmelige transcendens kan medvirke til. ”Man kunne jo overveje, hvilket faremoment man ser den største udfordring i… ”, foreslår teksten i et af de forholdsvis få øjeblikke, hvor det nok snarere er Sandbecks hånd, der fører pennen, end Jørgensens stemme der taler. Jørgensen selv bliver dog også ved med at minde sine muslimske samtalepartnere om Guds menneskelighed og eksempelvis, at Guds 99 smukke navne i Koranen oftest er

gås på kompromis med Guds ophøjethed og hellighed. For der ligger jo en umiskendelig fare i, at kristendommens inkarnationstanke ender i en ”Gud er død-teologi”, mener Jørgensen.

menneskerelateret.

Filosofien og metafysikken er aldrig langt væk i Jørgensens teologi, og flere steder kan man, 64

uden at det er eksplicit formuleret, skimte filosofiske horisonter igennem Jørgensens eget vindue. Eksempelvis i hans ide om Kristussignaturen, et begreb som Jørgensen har dannet ud af inspirationen fra Friedrich Schleiermacher. Kristussignaturen skal forstås som Guds udtrykte billede som præges, tegnes eller mærkes ind i mennesket. Der findes altså ikke et menneske, uden dette menneske bærer et kristusmærke i sig. Tankerne ledes her hen på en gammel note af H.C. Andersen, som sammenligner den kongelige engelske flådes tovværk med mennesket. I tovværket løber der en blå tråd igennem, således at man kan se, at tovværket tilhører flåden. Således også med mennesket, hvor der løber en usynlig tråd igennem alle mennesker, således at man ser, at de tilhører Gud. Men når Jørgensen uddyber Kristussignaturen således: ”Jeg må se Guds ansigt og dermed Kristi ansigt i et hvert menneskes ansigt. Her er Gud usynligt til stede,” da ledes tankerne uundgåeligt også hen på 1900-tallets store jødiske tænkere som Franz Rosenzweig og Emmanuel Levinas og deres etiske betoning af ”den andens” ansigt.

At filosofien er så klart til stede i Theodor Jørgensens teologi, fortæller også meget om hans indgang til det teologiske arbejde. For skønt de to discipliner ikke kan sammenlignes, bør de heller ikke adskilles, og filosofien har netop en frihed i ikke at have nogle bekendelsesskrifter, som den skal forholde sig til. Det lader til, at det netop er den indstilling, som den tidligere dogmatikprofessor tager med sig i hans udlægning af dogmerne. Intet er statisk, alt er i bevægelse. At Theodor Jørgensen igennem hele bogen formår at se dogmerne som mulighed og ikke som begrænsning er efter min mening den vigtigste lektie, man kan tage med sig fra På grænsen.

Sandbeck har skrevet en bog, som er let at gå til, og der er derfor ingen undskyldning for ikke at tilegne sig denne lektie. Som jeg indledningsvis

med kristendommens dogmer. På grænsen er en kærkommen lektie i, hvad det vil sige at tage stilling, også når det betyder, at man aldrig står stille.

skrev, ville jeg ønske, at jeg havde læst denne bog for flere år siden, og lad det samtidig være min anbefaling til teologistuderende og andre dogmatikinteresserede, som skal til at gå i gang ARKEN 164

Godt rundt i forskellige (og mest mandlige) præsteboliger Præstegården i Danmark – Kultur og teologi Af Eberhard Harbsmeier og Niels Thomsen (red.). København: Eksistensen. 2017. 209 s. 229 kr.

Anmeldt af stud.theol. Mia Geisler

I

15 artikler fortæller 15 forskellige stemmer om livet i præstegården, belyst fra forskellige vinkler: Hvordan tegner billedet sig af præstetilværelsen i præstegården i fortid og nutid.

inspiration til videre læsning. Eksempelvis af Ida Jessens roman Det første jeg tænker på (2006, Gyldendal), hvor hun skildrer en åben og kærlig præstegårdsatmosfære, og Lisa, som har fundet vej ind i præstegården gennem sin kæreste, præstesønnen Martin. Men der foregår også et eller andet mere indenfor disse mure. Jessen lader romanen stille spørgsmålet, om tilgivelsen er op til mennesker, eller om den helt bør overlades til Gud, da den mellemmenneskeligt vil få en egoistisk motivation.

ARKEN 164 // G odt r undt i forskell ige (og me st mandl ige) præsteb o l ige r

Præstegårdene ændrede sig med reformationens ophævelse af præstestandens cølibat i 1536: Nu blev præstegårdene rammerne om et familieliv.

Hvor præstegården havde åbne døre, kunne teologien og kulturen flyve igennem, og enhver kunne komme i tale med præsten.

Som bogens forsidebillede af en moderne og en klassisk præstegård, som spejler sig i hinanden, så antydes det, at der er noget som vendes på hovedet: Er det idyllen? Er det forventningerne til præsterne? Til præstegården som sådan?

Både teater og skønlitteratur er med til at tegne billedet af præstegården: Udgivelsen er udkommet tilpas tidsmæssigt til at falde sammen med DR´s nye dramaserie, Herrens Veje, som er skudt i gang her i efteråret. Seerne får indblik i en præstefamilie, hvis rødder strækker sig 250 år tilbage – halvvejs tilbage til Reformationen.

Med serien forudser jeg et stigende salg af litteratur om præsteskikkelser samt stigende trafik på kristendom.dk, religion.dk o. lign. Jeg tror, at folk meget gerne vil med ind bagved.

Med ind i præsteboligen og se lidt nærmere på præsten: At hun/han også er et fejlbarligt, syndigt menneske. Det er sådan en megafed kliche for en teolog, men er det ikke desto mindre sådan det forholder sig?

I dag er der mest tale om en privat præstebolig, end om en bred folkelig institution, som Jens Rasmussen skriver det i sin artikel Fra præstegård til præstebolig. Overordnet gør bogen op med præstegårdsidyllen (spoiler alert!) – præsten i Nødebo får et reality check i Nødebo præstegård mellem fiktion og virkelighed – men den tegner også et billede af stærke, teologiske kræfter som fx Kaj Munk og hans tid i Vedersø præstegård.

Trods enkelte lysende bidrag, blev jeg ikke så grebet af bogen, som jeg inden læsningen håbede,

Man vil gerne lære præsten nærmere at kende som figur: Særligt Anders Thyrring Andersens bidrag, Gud er et sprog, der har vist sig at kunne bruges, om præsten som en litterær skikkelse kan give

at jeg ville blive det. Bidragsyderne lader til at være fra den samme generation – det kunne have været fedt med en mere aldersblandet gruppe, hvilket muligvis også kunne have appelleret til 66

“Jeg vil slutteligt konkludere at man altså kommer godt rundt i forskellige præsteboliger, men forventningerne synes ikke at blive indfriet.” et bredere læsersegment: Teologistuderende og alment interesserede i præstegårdslivet i fortid og nutid.

Men desværre kommer udgivelsen ikke ud over kanten: Der er en noget usexet stemning bogen igennem: Jeg savnede et mere generelt levende indblik.

Artiklerne – skønt deres forskellige vinkler – bliver overordnet set desværre ret ensformige, og der kastes ikke et skarpt lys på hvordan fremtidens præstegårdsliv kunne tage sig ud.

Det kunne man jo godt have sluttet bogen af med, så bogen rækker ud over sig selv og ind i den næste generation.

Der kommer nyuddannede præster (i flere aldre) til landets præstegårde i dag. Sammen med de mere erfarne, kunne et mere nutidigt, moderne billede tegnes.

livsledsager, med eller uden børn, med en masse interessante teologiske tanker, og faktiske ideer og initiativer til udfoldelse i kirken og i sognet.

Det er ikke hvad udgivelsen vil.

I enkelte af bidragene er der lysende øjeblikke, hvor læseren gribes: Som i Anders Thyrring Andersens bidrag om præster i litteraturen: Her beskriver han en novelle af Martin A. Hansen, Høstgildet (1947), om præsten som beder for en ung, død dreng. Her rammes der en nerve ind til læserens hjerte. Her berøres selve gnisten i, hvad det for mig vil sige at være præst! Præstespiren i mig kan her finde næring. Heri er der liv.

Jeg vil slutteligt konkludere at man altså kommer godt rundt i forskellige præsteboliger, men forventningerne synes ikke at blive indfriet.

Bogen kan naturligvis for en anden vise sig at være lige den kulturelle døråbner ind til præstegården, som bliver til inspiration for spiren.

Det er ganske påfaldende, at der ud af 15 bidragsydere, kun er tre kvinder. Som læser spørger man sig selv, hvor mon alle de andre interessante kvindelige præster gemmer sig?

De, som indtager en præstegård med eller uden ARKEN 164

Var Luther socialdemokrat?

Hvorfor er danskerne danske? Om reformationen og nationaliteten Af Uffe Østergård. København: Eksistensen. 2017. 80 s. 50 kr.

Anmeldt af stud.theol. Nicolai Røge

“

ARKEN 164 // Var Luth er so ci al demok rat?

Vi er alle sammen socialdemokrater for Vorherre”. Sådan lød konklusionen på et interview i radioprogrammet “Tidsånd” på P1 den 7. juni 2017, hvor forfatteren til den anmeldte bog medvirkede. Forud for denne konstatering – der kan virke provokerende på nogle – gik en samtale om religionens plads i det offentlige rum, der mod sin afslutning gav Socialdemokratiet æren for den sekulariserede lutheranisme, som på mange måder kendetegner statsudviklingen i Danmark.

forsiden. Fra rosenblomsten udgår – ganske som i botanikkens verden – den tornede stængel, der snor sig rundt om bogen, hvor den til sidst på bogens bagside finder sin livssaft i Lutherrosen. På denne måde omslutter disse symboler bogen, der dermed både billedligt og indholdsmæssigt kommer til at udspille sig i spændet mellem lutherdom og dansk socialdemokratisme.

Netop forbindelsen mellem de to roser viser sig central i bogen, for som forfatteren viser, så er det på mange måder vanskeligt at adskille de to, og spørgsmålet bliver da, om det er Luther eller Louis (Pio), der skal tilskrives æren for den danske nationalitet?

Samme konklusion er hovedpåstanden i bogen “Hvorfor er danskerne danske?”, der er en del af forlaget Eksistensens reformationsserie af små bøger, der hver især sætter fokus på et emne i forhold til reformationen. Således har det på intet tidspunkt været forfatterens opgave at præsentere en skudsikker tese om reformationens påvirkning af den danske nationalitet; forfatteren har desuden allerede præsenteret sine sekulariserings- og nationalitetsteser, hvorfor bogen skal ses som et reformationssammenkog af disse arbejder.

Uffe Østergård begynder sin undersøgelse ved reformationens gennemførelse i Danmark og bevæger sig med dette udgangspunkt op i tiden. Fra det reformatoriske udgangspunkt konstateres det, at fællesnævneren hos de lutheranske lande i Nordeuropa er en stærk velfærdsstat, som forfatteren i tråd med Knudsen-tesen (Tim Knudsen, Den nordiske protestantisme og velfærdsstaten, 2000) tilskriver den lutherske teologi. Den lutherske skelnen mellem de to regimenter fik den konkrete betydning, at kongen i sit rige skulle sikre, at “de Fattige får deres Føde” (s.22), for at alle

Spørgsmålet bliver da, hvorvidt alle danskere er socialdemokrater for Vorherre? Hvis man begynder før bogens begyndelse, så er det klare svar “Ja”. For selv en læser uden de store billedanalytiske evner må konstatere, at der på bogens omslag er mere på spil end blot præsentationen af titel og forfatter. Bogens sorte ydre brydes af den socialdemokratiske rose, der indtager en fremtrædende plads på

borgere herved blev i stand til at leve deres liv i gudstjeneste.

Konkret betød dette, at statsmagten for at 68

“Når alt det ovenstående er sagt, så må det konkluderende bemærkes, at Uffe Østergård har leveret en bemærkelsesværdig bog, der som en maggiterning udlægger et yderst interessant og relevant reformations emne. På denne baggrund får bogen anmelderens varmeste anbefalinger!”

opfylde sine opgaver fik behov for en række embedsmænd, der lokalt kunne varetage den statslige administration. Da man i præsterne allerede havde veluddannede statsembedsmænd over alt i Danmark, så var det naturligt, at disse kunne varetage kongens administrative opgaver. Et resultat af dette er blandt andet, at man så tidligt som i 1646 fik en

Præsternes tilstedeværelse medførte herudover et andet særtræk ved dansk (kirke)politik, idet de veluddannede præster på landet udgjorde en anstødssten for den vakte bondebefolkningen.

Herved, konstaterer Østergård, opstod de grupperede vækkelsesbevægelser, der prægede dansk kirkeliv i 1700- og 1800-tallet.

Vækkelsernes religiøse gruppering indvarslede

ensrettet personregistrering i Danmark, hvor man gennem kirkebøgerne kunne konstatere, hvem og hvor mange danskerne var. Herved blev kimen til det danske velfærdssystem lagt.

som den første bølge i det demokratiske hav begyndelsen på de partipolitiske og organisatoriske grupperinger, som senere opstod.

ARKEN 164

ARKEN 164 // Var Luth er so ci al demok rat?

Denne gruppering og organisering beskrives i nærværende bog som værende af afgørende betydning for dannelsen af den danske nationalidentitet. Da det nationalliberale Danmark brød sammen ved nederlaget i 1864, så overtog grundtvigianerne ansvaret for skabelsen af den nye danske identitet.

Herved kom de grundtvigianske friheds-, kultur- og skoletanker til at definere “det danske”, hvormed grundtvigianerne vandt det kulturelle hegemoni. Dette hegemoni fik ydermere betydning for det gryende socialdemokrati, der, modsat sine idéfæller i Europa, internaliserede de grundtvigske tanker, hvorved det grundtvigske nationalitetsbegreb også blev det socialdemokratiske. Dermed blev den danske socialdemokratisme i høj grad en form for grundtvigsk socialdemokratisme – både i national og kirkelig forstand.

af den danske nationalidentitet. Ud fra dette grundlag kan danskerne kun siges at være socialdemokrater for Vorherre, hvis man vender den socialdemokratiske selvforståelse på hovedet. 1930ernes socialreformer markerede ikke begyndelsen på den danske velfærdsstat og den danske nationalitet, som vi kender den i dag. Tværtimod var disse kulminationen på en proces, der begyndte med Luther. Derfor kan socialdemokrater og alle andre danskere i langt højere grad betegnes som fuldblods lutheranere, end Luther kan betegnes som socialdemokrat.

Når alt det ovenstående er sagt, så må det konkluderende bemærkes, at Uffe Østergård har leveret en bemærkelsesværdig bog, der som en maggiterning udlægger et yderst interessant og relevant reformationsemne. På denne baggrund får bogen anmelderens varmeste anbefalinger!

Til at illustrere dette fremhæves det ind til flere gange i nærværende bog, at bisættelsen af tidligere statsminister Anker Jørgensen står som den endelige manifestation af grundtvigianismen og Socialdemokratiets kirkelige og nationale idéfællesskab. Bisættelsen fandt sted fra Grundtvigskirken i København, der i “dobbeltheden af katedral og landsbykirke skulle symbolisere Grundtvigs ‘folkelige’ og dominerende position i dansk kirke- og åndsliv” (s.64). Da dette monumentale og folkelige rum fyldtes af det politiske Danmark, der under de røde faner sang “Når jeg [ikke vi, som forfatteren skriver] ser et rødt flag smælde” til ære for “hele Danmarks Anker”, så sluttedes forbindelsen mellem Socialdemokratiet og Luther, da de ved Grundtvigs mellemkomst kunne enes om at være danske.

På baggrund af denne lille bog lykkes det således forfatteren at levere det, som forsiden lover. Modsat visse historiske (og politiske) idéretninger, så forsøges det ikke at underkende kristendommens betydning for den danske samfundsudvikling. Endvidere gøres det soleklart, at lutherdommen har og har haft en enorm betydning for udviklingen 70

STØT ARKEN

~

Gå ind på 10er.dk og støt ARKEN med et valgfrit beløb.

ARKEN 164

Vi er alle konfirmander for Vorherre Stenen under sengen. Ti noveller for konfirmander om alt fra synd til nåde Af Iben Krogsdal Bjerringbro: Folkekirkens Konfirmandcenter. 2017. 93 s. 100 kr. * Anmeldt af cand.pæd. og stud.theol. Heidi Friborg Christophersen

»

For tro handler om ›pro me‹, siger Luther, altså at svare med sit eget liv.

Det er opgaven at styrke og hjælpe konfirmanderne til det.«

Men hvad ville Luther have gjort, hvis han var pædagog? Tja, det er der jo ingen, der ved. Men Iben Krogsdal har gjort sig nogle tanker om, hvordan centrale Luther-begreber kan omsættes til moderne sprog i en moderne kontekst. Og tak for det! Desværre har jeg ledt forgæves efter en lærervejledning til de 10 noveller. For nogle gange synes jeg, at det er svært lige præcist at stille de rigtige spørgsmål til teksterne. Jeg er da ganske klar over, at en tekst først bliver en tekst, når der er nogen, der læser den. Men jeg kan altså godt komme til at tænke alt muligt andet end Martin Luther og reformationens store nøglebegreber som: Aflad og gerningsretfærdighed, syndens radikalitet, synd og nåde, simul iustus et peccator, de to regimenter, samvittighed, den trælbundne vilje, det onde, sonedød, stedfortrædelse, troens frugter, et kristenmenneskes frihed, lov og evangelium. Og så videre, når jeg sidder og læser teksterne.

ARKEN 164 // Vi er a ll e kon fi rma nd er fo r Vor herre

Der er reformationsjubilæum i år – 2017 – 1517. Og det skal fejres! Og det bliver det!

Nærværende bog er en novellesamling for konfirmander i alle aldre, nok mest dem i teenagealderen. Men fortællingerne handler om alt fra synd til nåde, og vi i forældregenerationen tager heller ikke skade af at læse om, hvad der sker i en pubertærhjerne. Så jeg synes, at novellerne er gode at blive livskloge på – uanset hvor modne vi er blevet. Eller som min 18-årige datter spurgte: ”Kan jeg så få noget ud af at læse de noveller?” Og svaret er: ”Ja! Det kan man selvfølgelig godt”. For vi er jo alle konfirmander for Vor Herre, som H. C. Andersen så smukt udtrykker det i eventyret ”Klokken”.

De 10 noveller er blevet trykt som bog af Folkekirkens Konfirmandcenter og omdelt til danske præster, og de handler om synd, skyld og skam. Det er god litteratur, der bevæger sig ud og ind i et mytisk-realistisk univers og kredser om eksistentielle problemstillinger og tematikker. Samtidig er centrale elementer af luthersk teologi en implicit og uudtalt del af

Så mit spørgsmål til Iben Krogsdal er: Hvordan får jeg undervist i Luther efter de 10 noveller?

Det er forholdsvist nemt at læse den første og den sidste novelle som Kristuslegende (”Trolden”), henholdsvis et eventyr om menneskets frihed (”Legenden om fyrsten”). Det er også nemt nok at tage alle de forskellige dilemmaer op og bruge dem til en ”klassens time” eller en case i et forløb om krisebearbejdelse i både pædagogik og

fortællingerne. Derfor er de velegnede som afsæt for samtaler, hvor teologiske emner bringes op uden nødvendigvis at bruge de svære, dogmatiske ord.

psykologi, fordi novellerne er så hverdagsagtige – og alligevel så ”fantastiske”, at man godt kan se, at det er konstruerede eksempelfortællinger til undervisningsbrug.

72

Jeg er bare så ked af, at jeg som anmelder, skal sidde her og være så frustreret over, at jeg ikke altid kan se ”lyset” for, hvordan man kan folde det her ud til eksemplarisk konfirmandundervisning.

Omvendt kan jeg nogle gange også have det svært med undervisningsvejledninger, der er alt for eksplicitte i deres måder at krænge et fagformål ned over en novelle, der jo bare er – en god novelle – og hvorfor skal vi så tvinges til at tænke noget bestemt om den novelle. Men andre gange kunne det altså være rart med lidt inspiration til, hvad forfatteren havde tænkt sig, at vi skulle få ud af novellerne.

helt klart have foretrukket en lærervejledning, som jeg søgte forgæves efter på hjemmesiden for Folkekirkens Konfirmandcenter. Eller også ville jeg helt have fjernet Luther-referencen. Det er altså svært at være inde i hovedet på forfatteren, hvis forfatteren ikke selv lukker lidt mere op for, hvad tankerne BAG har været. Men alt i alt: Gode noveller med gode pointer!

* Bogens 10 noveller kan desuden downloades gratis fra konfirmandcenter.dk/ressourcer/ luther-og-reformation/stenen-under-sengen.

Jeg ville også meget gerne have haft et lidt større leksikon over de lutherske nøglebegreber – i tilknytning til novellerne. Det stikordsregister, der er bagest i bogen, er da glimrende. Men der er jo et hav af forskellige forfattere, der skriver om noget, der kan sættes ind i en kristen, lutheransk kontekst. Jeg har selv undervist en del i Louis Jensen, H. C. Andersen og Astrid Lindgren, når der skulle illustreres noget fra vor kristne kulturarv. Så selvfølgelig kan jeg da finde på noget at bruge Iben Krogsdals noveller til. Men hvorfor skal vi alle bruge så lang tid på at tænke noget genialt og kreativt til en undervisningssituation, hvis der skulle være en lidt nemmere løsning et andet sted? Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at hvis det nu ikke var Luther-år i år, om novellerne så ikke var kommet ud til konfirmandundervisningen alligevel – og så havde de bare heddet noget med: Folkekirkens dogmatiske grundlag – eller vor evangelisk-lutherske kristendom. Men jeg er da glad for at vide, at hjemmesiden for Folkekirkens Konfirmandcenter har en LutherTavle, som er skabt til reformationsprojektet 2017.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har haft svært ved at anmelde de 10 noveller, da jeg synes, at jeg har brugt for lang tid på at finde ”det lutherske” i en masse gode noveller, som helt klart vil være gode at bruge i en konfirmationsforberedelse.

Men irritationen har mest gået på at skulle finde ud af, hvordan stikordsregisteret skal bruges som analyseredskab bagest i bogen. Jeg ville ARKEN 164

En målgruppeforvirret Martin Martin Af Tom Kristensen. København: Eksistensen. 2017. 136 s. 150 kr.

Anmeldt af kst. sognepræst, cand.theol. Michael H. Munch

D

ARKEN 164 // En målg r uppeforv ir ret Ma r t i n

a jeg ivrigt både læser og samler tegneserier, var det med stor glæde, at jeg kunne konstatere, at Eksistensen havde bedt Tom Kristensen (tegneserietegneren) om at skrive og tegne en biografisk tegneserie om Martin Luther (reformatoren) i anledning af reformationsjubilæet. Alligevel var der dog også en vis ængstelse, for det er umuligt at lave en dansk tegneserie om kristendommen uden at blive holdt op mod Peter Madsens fantastiske Menneskesønnen fra 1995. Desværre må Tom Kristensen ligesom Luther selv sande, at det er umådeligt svært at følge i Kristi fodspor.

første af mange ofte forstyrrende små historiske facts, der prøver at gøre læseren opmærksom på Luthers samtid. Idéen er umiddelbart god, men henkastede bemærkninger om Columbus’ ture over Atlanten er forstyrrende og hjælper ikke på fremdriften i historien. Historien kunne ellers bruge hjælp til at glide bedre ned, for især i starten fremstår den fragmenteret og abrupt.

Det forsætter dog fortællingen igennem, hvilket også viser sig i, at bogen med sine 136 sider har hele 16(!) kapitler. Når hvert kapitel enten indledes med én eller to helsider efterlader det en gennemsnitslængde per kapitel på syv sider, og man bliver derfor forpustet, når man allerede efter 15 sider ser begyndelsen til tredje kapitel.

Nok kan tegneseriemediet meget, men det bliver alligevel lige kort nok, hvis sigtet er en længere sammenhængende historie.

Tegneseriens primære målgruppe er unge læsere med det formål at fungere som en introduktion til Luthers liv og lære. Altså kan bogen være en kærkommen håndsrækning til præster og religionslærere landet over, når de skal forsøge sig med at gøre Luther levende for konfirmander og elever. Til det formål har John Rydahl udarbejdet et fint undervisningsoplæg, som er frit tilgængeligt på Eksistensens hjemmeside.

I materialet findes en kort introduktion til europæisk kirkehistorie, forklaring af centrale begreber samt øvelser til brug i undervisningen.

Derudover har Lektor Bo Kristian Holm, ph.d. fra Århus Universitet fungeret som teologisk konsulent på udgivelsen.

Bedre bliver det ikke af, at tre af historiens kapitler er dedikeret til reformationen i Danmark med fortællingen om det stockholmske blodbad, Hans Tausen og grevens fejde. Igen er idéen god og især delen med den unge Christian d. 3., der først ser Luther i Worms og senere indtager København som konge, fungerer godt, men tegneseriens hovedperson, Luther, lider under det.

Historien lider også under dels at være fattig

Tegneseriens indledning er desværre den svageste del af bogen, hvilket ødelægger det generelle indtryk. Der åbnes med to sider om Johann Gutenberg og bogtrykkerkunsten, hvor vi får den

på ledsagende forklaringer, dels at være skrevet på et for svært sprog, hvis målgruppen er unge læsere. Allerede på første side er lixtallet 44, altså grænsende til svært, og generelt får man 74

ARKEN 164

Tegning af Tom Kristensen

fornemmelsen af, at Kristensen bevidst har brugt et gammeldags sprog, der dog næppe fungerer for en ung læser. Teologiske ord som aflad og skærsilden bruges også i flæng i bogens fjerde kapitel men bliver først forklaret i kapitel seks. Det kræver altså nogen baggrundsviden om reformationen, hvis man umiddelbart skal forstå bogen, og det er mindre heldigt, hvis den skal fungere som en introduktion til selvsamme.

Det er ellers i de teologisk fokuserede kapitler fem og seks at bogen fungerer bedst, hvor Luther plages af sin frygt for Guds dom, gør sin reformatoriske opdagelse og endelig indleder sin kamp mod afladshandlen, personificeret i Johann Tetzel. I disse to kapitler går både tegninger og ord op i en højere enhed.

end slutprodukt. Selv med dette in mente mener jeg dog igen, at Kristensen skyder forbi målgruppen. Farvelægningen er mere præget af de enkelte siders overordnede stemning end realisme, og selvom spillet mellem lys og mørke visse steder er effektfuldt, tvivler jeg på, at målgruppen vil sætte pris på det. Flot er det dog, når Kristensen skildrer Luthers rejse til Rom. Omvendt går tegnestilen helt galt i byen, når man som læser pludselig ikke kan kende forskel på Luther og hans ordensbroder Gregor, eller når man enkelte steder bliver i tvivl om, hvem karaktererne er. Min største anke er dog, at tegneseriemediets helt særlige formidlingsevne ikke søges udnyttet mere. Der sker simpelthen ikke nok, og der er ingen detaljer, hvori man kan lade sig fortabe. Selv rudeinddelingen på de enkelte sider er forudsigelig, og de eneste sider, hvor rudeinddelingen ikke tager form af retvinklede firkanter er, passende, når helvede er aftegnet, samt på den sidste side. Det havde klædt tegneserien, hvis den oftere formåede at overraske læseren, når man bladrede til en ny side, men desværre tilbyder den mest nydeligt opstillede firkantede ruder samt en helside hist og her.

ARKEN 164 // En målg r uppeforv ir ret Ma r t i n

Til det teologiske er det værd at bemærke, at Kristensen har valgt at bevare en række af legenderne om Luther, såsom at Luther selv slår teserne op på døren, eller Luthers afsluttende bemærkning om sit ståsted ved rigsdagen i Worms. I forhold til at give et retvisende billede af Luther kan man her anfægte, at tegneserien reelt hjælper med at bibeholde legenderne i stedet for at afvise dem.

Legenderne er imidlertid legender af en grund, og det giver derfor fortællemæssigt god mening at have dem med i tegneserien. Særligt godt bliver det, hvis man anvender det førnævnte undervisningsmateriale, hvor en af opgaverne for eleverne netop består i at forholde sig kritisk til legenderne.

Overordnet bliver tegneserien en noget flad fornemmelse, hvilket er en skam, for den har potentiale. Den gør det bedst, når den serverer luthersk teologisk tankegods på en levende måde, men desværre gør stilen og sproget, at man oftest hurtigt bladrer videre i stedet for at dvæle ved den enkelte sides tegninger.

Til de lidet flatterende sider af Luther viser tegneserien Luthers delagtighed i nedkæmpningen af bondeoprøret, men fremviser ellers Luther måske lige lovligt pacifistisk. Antisemitisme hører vi ikke noget til, om end Luthers beskidte ordvalg dog optræder.

Det er imidlertid næppe nok til at gøre Frederik Stjernfelt tilfreds.

Når det kommer til tegnestilen, skal det bemærkes, at jeg personligt foretrækker en mere realistisk tegnestil, fremfor Kristensens stil, der for mig fremstår som mere storyboard 76

Ark en Radio

~

Lyt til Arken Radio pĂĽ www.forlagetarken.dk/radio

ARKEN 164

Tolstojs forståelse af evangelierne Evangeliet kort fortalt Af Lev Tolstoj. Oversat af Lise Lotte Larsen. København: Eksistensen. 2016. 270 s. 249 kr.

Anmeldt af stud.theol. Peter Otken

ARKEN 164 // Tol stoj s forst å el s e af evangel ie rne

I

begyndelsen af 1880’erne skrev Lev Tolstoj fire værker, der skulle udtrykke kernen i hans kristendomsforståelse. De fire bøger er: Bekendelse (1879-82), En undersøgelse af den dogmatiske teologi (1880), Sammendrag og oversættelse af de fire evangelier (1881) og Hvori består min tro (1884). På grund af censuren blev kun det sidste værk trykt i Rusland i forfatterens egen levetid, og også dette blev straks efter offentliggørelsen forbudt og beslaglagt. Evangeliet kort fortalt er en senere af Tolstoj selv forfattet og forkortet udgave af Sammendrag og oversættelse af de fire evangelier, og det er første gang, at værket foreligger på dansk. Om værkernes tilblivelseshistorie kan man læse meget mere i oversætterens velskrevne efterskrift, som også indeholder en udmærket analyse af Tolstojs teologi, som den kommer til udtryk i skriftet.

Anmelderen kan tilføje, at i 2017 blev også Bekendelse udgivet på dansk, denne gang på Kristeligt Dagblads Forlag. Om det så ligefrem skal tages som et tegn på en mulig renæssance her i landet for Tolstojs kristendom er nok mere tvivlsomt.

dødes og Kristi egen opstandelse. Disse vers’ betydning for kristendommen skulle have været at bevise Kristi guddommelighed for den, der ikke troede herpå. Ifølge Tolstoj er disse vers imidlertid unødvendige for den, ”der indser det utroværdige i en fortælling om undere, og som i øvrigt ikke tvivler på Jesu guddommelighed simpelthen i kraft af hans lære” (s.11). Det er lige før, at det lyder som noget, der kunne forveksles med et tidligt eksempel på en slags bultmannsk afmytologisering.

Evangeliet kort fortalt er en evangelieharmonisering, og som sådanne har den et formål. Tolstojs eget forord er ligesom efterskriftet godt at blive klog af. Ifølge forordet er harmoniseringen således koncentreret om det, Tolstoj betegner som

Tolstoj ”betragter kristendommen som en lære, der giver livet mening” (s.14). Kilden til den kristne lære er evangelierne, og i evangelierne har han fundet redegørelsen for den mening med livet, der er livets rettesnor for alle, der lever et virkeligt liv” (s.15). Læren i evangelierne er imidlertid blevet forfalsket, og hovedårsagen hertil er ifølge Tolstoj Paulus, ”som ikke forstod Kristi lære særlig godt, og som desuden heller ikke kendte den, som den senere blev udtrykt i Matthæusevangeliet” (s.17). Derfor knyttede Paulus læren til den farisæiske tradition og til Det Gamle Testamentes lære, og denne lære om traditionen er hovedårsagen til kristendommens forvanskning. Kristi lære skal imidlertid læses uden den forvrængende tradition, hvoraf det så vil fremgå, at ”den er den strengeste, reneste og mest fuldkomne metafysiske og etiske lære,

lærestof, og begivenheder som efter Tolstojs opfattelse ikke tilføjer noget til læren, er udeladt.

Det gælder fx uddrivelsen af onde ånder, vandringen på søen, helbredelse af syge, de

højere end den har den menneskelige ånd ikke hævet sig indtil vor tid” (s.26). Selv om Tolstoj i øvrigt skriver kritisk om både den traditionsbundne og den kritiske bibelforskning, 78

ARKEN 164

Oliemaleri af Ilja Repin

“Det er fristende at forestille sig, at Kierkegaard ville have afvist Tolstojs reducerede kristendom med en tilsvarende begrundelse.”

ARKEN 164 // Tol stoj s forst å el s e af evangel ie rne

så virker det overraskende nok som om, at han går ud fra, at de skriftlige vidnesbyrd om Kristi lære først er blevet til næsten hundrede eller måske endda to hundrede år, efter at Jesus gik på jorden (s.12, hhv. s.24).

som tegn på ændringen i folks tro vil rense dem med vand, men at de efter dette desuden må renses med ånd. Tilsvarende, for med det samme at springe frem til afslutningen, så slutter lidelseshistorien i kapitel 12 med, at Jesus udtaler: ”Det er forbi! Far, i dine hænder betror jeg min ånd. Og han bøjede hovedet og udåndede” (s.239). Som allerede nævnt følger heller ikke noget kapitel, hvor Jesus opstår fra de døde.

Selve evangelieharmoniseringen består af en indledning, 12 kapitler og en afslutning, hvis tekst er taget fra Johannes’ 1. brev. Alle kapitler indledes med et resumé og derefter Tolstojs sammenskrevne, synoptiske bibeltekst.

Indledningen begynder med Jesu fødsel, som gengives sådan: ”Hans mor Maria var forlovet med Josef. Men førend de begyndte at leve som mand og kone, viste det sig, at Maria var svanger.

Men Josef var et godt menneske og ville ikke bringe skam over hende. Han tog hende til kone og stod ikke i forhold til hende, før hun fødte sin første søn, og han kaldte ham for Jesus” (s.37).

Om dåben i Jordan hedder det alene: ”Jesus

Kernen i Tolstojs gengivelse af Kristi lære er Bjergprædikenen, som genfortælles i kapitel 4, og som Tolstoj udmønter i fem bud (her gengivet i forkortet form efter det indledende resumé af kapitel 4, s.76): 1) Du må ikke gøre nogen fortræd og ikke vække nogens vrede. 2) Du må ikke gøre kur til kvinder eller forlade den kvinde, du er blevet forenet med. 3) Du må ikke sværge på noget, for edsaflæggelser bruges til onde handlinger. 4) Du må ikke sætte dig imod

kom til Galilæa til Jordan for at blive badet af Johannes, og han blev badet og hørte Johannes’ forkyndelse” (s.39). Med badet refereres til, at Johannes forinden har forkyndt, at Johannes

det onde, men udhold krænkelser. 5) Du må ikke gøre forskel mellem dit eget og andre fædreland, for alle mennesker er børn af den samme far.” At det sidste, grundlæggende bud ikke skal fortolkes 80

som et indskrænket næstebegreb, ses tydeligt af udlæggelsen af lignelsen om den barmhjertige samaritan, hvor det udtrykkeligt hedder: ”På samme måde skal I behandle de fremmede, dem, som foragter og hærger jer, og så vil I få et sandt liv” (s.187).

Ifølge Tolstoj er Gud utilgængelig for menneskelig erfaring. Tolstojs Jesus er moralfilosof og samfundsrevser. Han er et menneske, der eksemplarisk efterlever de fem bud. Tolstoj lader Jesus tale sådan om Gudsriget: ”Så Guds rige betyder ikke, sådan som I tror, at Gud vil komme og herske over jer. Gud har blot sået ånden, og Gudsriget vil være i dem, der bevarer den” (s.69). Det lyder også som noget, der godt kunne forveksles med en lidt senere præsentisk eskatologi. Tilsvarende hedder det som indledning til lignelsen om de betroede talenter fra Lukasevangeliets kapitel 19: ”Og Jesus fortalte en lignelse, for at folk ikke skulle tro, at himmerriget er noget synligt, men forstå at Guds rige består i at gøre faderens vilje, og at det afhænger af den enkeltes anstrengelser at gøre faderens vilje, … og at kun dét frelser fra døden og giver livet” (s.101).

I overensstemmelse med fraværet af undere tilbyder således Tolstoj også en ”fornuftig” forklaring på bespisningsunderet, her gengivet efter Johannesevangeliets kapitel 6: ”Filip sagde: Selv to hundrede denarer slår ikke til, hvis vi skal give alle bare lidt. Vi har kun lidt brød og fisk.

Og en anden discipel sagde: De andre har noget brød, jeg så, at drengen dér har fem brød og to fisk. Så sagde Jesus: Få dem alle til at lægge det på græsset. Og Jesus tog de brød, han havde, og gav dem til disciplene og befalede dem at dele ud til de andre; og sådan begyndte alle at dele det, der var, med hinanden, og alle blev mætte, og der var stadig meget tilovers” (s.104). Underet bliver således til en omfordeling; når bare alle deler med sidemanden, så bliver der også nok til alle.

at alle skulle leve i fred med hinanden. Jeg tror det er muligt at læse Tolstojs tekst på flere måder, men det er svært at læse hans fremstilling af evangelierne uden Kristi opstandelse som andet end et evangelium uden opstandelseshåb.

Guden, der gik på jorden, bliver en vismand, hvis lære er så indlysende rigtig, at den må være guddommelig eller guddommeligt inspireret.

Tolstojs udlægning af kristendommen renser den for alle overnaturlige elementer og gør den således til først og fremmest en etisk lære.

I Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet (1851) skriver Kierkegaard til den, der tvivler på himmelfarten (og evangeliernes andre beretninger om noget, som ikke kan forklares med almindelig fornuft): ”Hvis saa, saa gjør som jeg, siig til Dig selv: ja, slig Tvivl gjør man ingen Ophævelser over, jeg veed godt, hvorfra den kommer, og hvoraf det kommer, nemlig af, at jeg maa have skaanet mig selv i Retning af »Efterfølgelsen«, at mit Liv ikke er anstrenget nok i denne Retning, at jeg har for gode Dage, sparer mig selv for de Farer, som ere forbundne med at vidne for Sandhed og mod Usandhed”. Og desuden: ”(N)aar det er for en god Sag Du lever forladt, forfulgt, bespottet, i Armod:|108 Du skal see, Du tvivler ikke om hans Himmelfart; thi Du behøver den” (SKS 13,91, hhv. 92). Det er fristende at forestille sig, at Kierkegaard ville have afvist Tolstojs reducerede kristendom med en tilsvarende begrundelse.

Tolstojs kristendomsopfattelse var resultatet af en personlig krise, hans iagttagelse af almindelige menneskers liv og hans ønske om, ARKEN 164

En gennemført kikset og uværdig sammenligning af Harry Potter og kristendommen Harry Potter og Evangeliet – kristne temaer og pointer i Harry Potter-bøgerne Af Juma Nellemann Kruse. Udgivet som Book on Demand. 2017. 136 sider. 153 kr.

Anmeldt af stud.teol. Emma-Line Sofie Væver Johansen

ARKEN 164 // En gennemfør t k i ks et og uværdig s ammenl ig ni ng af Har r y Pot te r og k r i ste n d o m m e n

I

dette værk forsøger Juma Nellemann Kruse med egne ord ”først og fremmest at fremhæve de filosofiske tanker og temaer i bøgerne, som har allusioner til kristendommen, også selvom det sjældent står direkte i bøgerne” (s.10). Det er et ambitiøst projekt at forsøge på blot 136 sider at påvise kristne temaer i alle syv Harry Potter-bøger – og, hvis det skal siges helt kort, lykkes det heller ikke overbevisende. Ærligt talt var bogen en pine at komme igennem – både som stud.teol. og Harry Potter-fan.

løst og sludrende. Det er tydeligt, at forfatteren ikke forstår at formulere sig skriftligt. Han strøer om sig med indskudte sætninger og parenteser, hvis relevans ofte er uklar. Sproget er ofte som en uklar tankestrøm, hvor forfatteren ind i mellem kommer i tanke om en prædiken han engang hørte i Århus Domkirke, eller kommer i tanke om sin gamle folkeskolelærer, der engang var i Sydafrika. Bogen kan virke som en meget løs prædiken over Harry Potter, fyldt med løse associationer til populærkultur og personlige minder. Forfatteren indleder ofte afsnit med formuleringerne ”Her kan jeg ikke dy mig for at nævne…” og ”Det minder mig selv om…”, hvorefter emnet kan være alt fra en film med Jim Carrey i hovedrollen til dengang forfatteren læste en bog i folkeskolen, der vist nok hed Skolebøllen Karl. Hvor man dog ville ønske, at han kunne dy sig!

Ideen er ellers god nok. Så langt, så godt. Det er tydeligt for enhver læser af Harry Potter, at serien behandler mange almenmenneskelige spørgsmål og temaer som for eksempel venskab, kærlighed, tilgivelse, magt, racisme, døden og det evige liv. Og det er tydeligt for enhver stud. teol., at evangelierne gør ligeså.

Det er på sin plads at undersøge forholdet mellem kristendommen og Harry Potterserien, fordi serien har fået så stor en kulturel betydning i nyere tid. Og ikke mindst en stor personlig betydning for mange læsere, denne anmelder inkluderet.

Udgangspunktet er altså i sig selv acceptabelt, og små 136 sider lyder overkommeligt og let læst – desværre var læseoplevelsen præget

Forfatteren forsøger at gengive handlingen i de syv Harry Potter-bøger, samtidig med at han drager paralleller til evangelierne. Han lykkes ganske enkelt dårligt med parafrasen af både Harry Potter-bøgerne og lignelserne.

Parafraserne virker usammenhængende, og afbrydes ofte af parenteser som i det følgende om Gryffindorkollegiet: ”Her har Harrys egne forældre gået (kollegiets symbol er en løve – måske en hilsen til løven Aslan fra Narniabøgerne)”

af dyb irritation, vredesudbrud og kronisk krummede tæer. Det er for eksempel ganske pinefuldt og distraherende, at bogen er fuld af grammatiske fejl. Derudover er bogens sprog

(s. 15-16). Samtidig er forfatteren heller ikke bleg for at slynge om sig med løsthængende citater af Kierkegaard, Løgstrup og Desmond Tuto, som han ikke for alvor inddrager.

82

“For nu at konkludere er der beklageligvis intet godt at sige om denne bog - selv omslaget er frygtelig grimt!

Jeg vil derfor på ingen måde anbefale at spilde tiden på Harry Potter og Evangeliet. ”

Jeg spekulerer over, hvilken målgruppe forfatteren har haft i tankerne, da han skrev denne bog. Det er svært at sige, hvem der har fornøjelse af denne bog udover forfatteren selv.

Han benytter i øvrigt lejligheden til gentagne gange at reklamere skamløst for sine tidligere udgivelser. Skaden er allerede sket, men jeg vil anbefale forfatteren fremover at lade strøtankerne forblive i skrivebordskuffen.

anbefale at spilde tiden på Harry Potter og Evangeliet. Bogen kan for den studerende i bedste fald være en illustration af, hvorfor man skal læse korrektur på sine skriftlige afleveringer og holde sig langt fra floskler og personlige anekdoter.

For nu at konkludere er der beklageligvis intet godt at sige om denne bog - selv omslaget er frygtelig grimt! Jeg vil derfor på ingen måde ARKEN 164

Oprindelse og fællesskab Af stud.teol.. Kristian Sørensen

ARKEN 164 // Opr in del se og fæl l es s k ab

F

odboldens oprindelse er historien om tegn, symbol, guder og lege. Sport har en lang fortid i historiens store civilisationer, og det er der, spillet vi kender som fodbold, blev formet til det spil, som vi kender i dag. For 3400 år siden, i det land vi nu kalder Mexico, spillede indbyggerne den første kendte holdsport med en gummibold.

Det var et spil mayaerne senere overtog. For dem symboliserede bolden solen, dens kraft og frugtbarhed. Og i et ritual, der varsler om fodboldens voldelige historie, blev det tabende holds kaptajn ofret til guderne. Kineserne var mere tilgivende. Tsu-Chu, en populær sport under Han-dynastiet, lovpriste liv ikke død. År 136 f.Kr. sagde Lu Yu, en lokal digter om spillet: ”Bolden er rund, og banen er firkantet præcis som solen og jorden. Boldene flyver over os som solen, mens holdene møder hinanden.” Spillet spredte sig til Japan og fik navnet Kemari. Det er ca. 1400 år siden, at det kom til landet fra Kina samtidig med buddhismen. Kemari var dog mere ceremonielt end det uformelle spil, der udviklede sig. Før man spillede en kamp, velsignede spillerne bolden i templet. Senere i den have, der kaldes Mariniwa, deltog alle i en ceremoni der kaldes Tokimari. Her bedte en mand kaldet Edayaku for fremgang og fred, og når det var gjort, begyndte man at spille.

Dengang var der enten seks eller otte spillere.

Kemari. Mens japanerne indgød en beroligende og åndelig dimension, opfattede romerne spillet som en begrænset krigsførelse. Det var en kamp ofte til døden. Stridsvognsanførere og deres hold havde deres egne fans. De fans bar holdets farver og sloges tit med modstandernes fans. Men romerne spillede ikke boldsport i arenaerne.

Den slags sport blev spillet for konditionen og eksercitsens skyld. De romerske legionærer spillede harpastum, et spil, som de lærte at kende fra grækerne. De tog det til sig, fordi det var et spil, hvor man konkurrerede om bolden – man stjal den. Man delte sig op i fire linjer: astati, vekiti, principi og triati – fire linjer, som med tiden er blevet til: angreb, midtbane, forsvar og målmand. Det spil, der taktisk ligner fodbold, kom til England med romernes erobring. Det diskuteres i dag, om romerne indførte eller påvirkede spil, der var på øen. Men noget man ved er, at da romerne forlod øen igen, spillede briterne en masse boldspil. Det mest velkendte var folkefodbold. Det var normalt noget, man spillede til fastelavn, jul eller nytår. Alle disse spil var fyldte med hedenske ritualer, der skjulte deres sande opståen i en af fodboldens ældste myter: at de første bolde var menneskehoveder.

Der findes et gammelt sagn om Tuscar, en nærig tyran, der undertrykte folket, indtil de fik nok og gjorde oprør. Han var nok nærig, men han var ikke dum. Han så, at han var i problemer

Her gjaldt det ikke om at vinde. Det handlede om at ingen skulle vinde eller tabe. Det var selve nydelsen i at spille. De seks-otte spillere skulle bare nyde spillet, for det bidrog til sjælen i

og flygtede til Skotland. Men en lokal kriger besluttede at gøre en ende på tingenes tilstand.

Han indhentede Tuscar i den gamle by Perth.

Her slog han ham i en duel og huggede hans 84

“Om folk tager teologien med ind på banen, skal jeg lade være op til den enkelte.

Dog har vi med navnet, Climacussen, fangruppen De Philosophiske Smulere, hjemmebanen Kierkegaarden, taget faget med ind i klubben på en måde.”

hoved af. Sagnet fortæller så, at den lokale kriger bandt hovedet til sadlen og red mod hjem. På vejen skulle Tuscars tænder så have skåret sig ind i hans ben, hvilket inficerede det. Men med hans sidste kræfter nåede han Kirkwell, hvor han klatrede op på korset foran katedralen, og her kastede han Tuscars hoved ud til folket for at vise, at undertrykkeren var død. Han døde dog i

dem, der bor ”nedenfor portene”, mod dem fra ”ovenfor portene”. Traditionen fortæller, at hvis førstnævnte vandt og kastede bolden/bommen (Tuscars hoved oprindeligt) i havet ved havnen, så ville det blive et godt fiskerår, da disse var under solens frugtbarhedsgivende indflydelse. Hvis sidstnævnte vandt, som var bønder – ville det blive en god kartoffelhøst. Der er flere hundrede

samme moment, og folk var så oprørte over hans død, at de begyndte i vrede og sorg at sparke til Tuscars hoved. Dette fejres stadig den dag i dag stadig i byen Kirkwell en gang årligt. Her spiller

spillere på hvert hold, og spillet kan tage hele dagen og flere kommer til skade hvert år. Dette betegnes som den første rigtige, som vi i dag kender som fodboldkamp. Nogle århundrede år

ARKEN 164

ARKEN 164 // Opr in del se og fæl l es s k ab

“Climacussen har et godt hold, ellers ville vi heller ej have nået finalen sidste år.

Men fællesskabet er det som fylder mest. Det skal fylde mest. Der er plads til ALLE, om du aldrig har ramt en bold i dit liv, eller om du har været så heldig at spille for Brøndby.”

senere spillede England og Skotland den første rigtige landskamp nogensinde. Det er hverken med menneskehoveder eller så lang en kamp, som i Kirkwell. Men selve kampen har nogle ting, som vi ikke ser i nutiden. Skotterne vandt klart over England, bla. fordi englænderne havde mere travlt med at drikke vin og ryge cigarer under kampen, vel at mærke inde på banen.

Skotterne var de eneste der havde komplet ens dragter på, hvor englænderne måtte låne af en

Climacussens oprindelse er mindre dramatisk og klubben er ikke så gammel, så man kan fortælle lange historier endnu. Den blev stiftet af tre teologistuderende i 2013, der ville spille lidt bold efter undervisningen og nyde at få en pause fra græske verber og lange tekster. Om folk tager teologien med ind på banen, skal jeg lade være op til den enkelte. Dog har vi med navnet, ‘Climacussen’, fangruppen ’De Philosophiske Smulere’, hjemmebanen ’Kierkegaarden’, taget

skole. Alt i alt havde skotterne mere struktur over deres spil, og alt det der foregik omkring holdet. I dag har England dog overtaget, men skotterne kan altid sige de vandt den første. FC

faget med ind i klubben på en måde. Alligevel er det mig en gåde, hvorfor vi stadig har samme sejrsråb, som jeg havde, da jeg spillede lilleput – der er plads til nytænkning der.

86

Sidste år var en stor sæson for FC Climacussen.

Nye tiltag blev ført ud i livet. En ryste-sammendag, hvor tyve nye som gamle spillere tog til Måløv og spillede fodboldgolf. Derefter tog vi på Bobi-bar, og så var isen brudt mellem gamle og nye. Vi blev flere til træning end nogensinde, hvilket kom lidt bag på os. Dog havde ingen rigtig regnet med, hvis man sammenligner matematisk med de andre studier, at vi skulle levere sådan en sæson, som vi leverede sidste år – det var matematisk umuligt! Men bolden er rund, og matematikken har ikke svar på alt.

Climacussen tabte første kamp 3-1 til Historie, men efter den kamp så de lilla-klædte sig ikke tilbage. Til sidst stod de, som en af største overraskelser i turneringens historie, i finalen ved KUs forårsfestival. Modstanderen var endnu en gang Historie. Selvom vi tabte en nervepirrende kamp på banen, så var det imponerende at se, at vi klart vandt på tribunerne. De Philosophiske Smulere havde lavet et flot banner, der var røg og vokalen vejede i luften hele kampen. Det overdøvede helt Histories mindretal – på trods af de er et større studie. Climacussen endte som nummer to, og dekanen sagde efter kampen til holdet: ”I vinder næste år”, eller der var nogen, der hørte ”I skal vinde næste år”. Tolkningen er op til den enkelte. Til vores afslutning var der 40 mennesker til fodboldplatte og Champions League-finale, og vi håber, at næste år bliver overgået af endnu flere deltagere. Både spillere og medlemmer af fanklubben må deltage, og det er ikke så svært at være fan af FC Climacussen.

Der bliver allerede snakket om den kamp. FC Climacussen spillede træningskamp 15/9 mod Litteraturvidenskab og vandt 7-4. De startede sæsonen i Universitetsfodbold ved at besejre Teatervidenskab med 4-1, og tog dagen efter på weekendtur til det skønne Odsherred, hvor der blev lavet teambuilding og spillet mod den lokale klub, Hørve IF. Der kom der endnu en sejr i hus, da kampen endte 10-3 til teologerne fra Søndre Campus.

Climacussen bidrager til studiemiljøet på et socialt plan. Det er pusterummet fra de græske verber, det kontinuerlige kirkehistorie, det uoverskuelige hebraiske og de tunge dogmatiske tekster. Her kan medstuderende få pulsen op, trillet med en bold, få en succesoplevelse og have det sjovt. Climacussen har et godt hold, ellers ville vi heller ej have nået finalen sidste år. Men fællesskabet er det som fylder mest. Det skal fylde mest. Der er plads til ALLE, om du aldrig har ramt en bold i dit liv, eller om du har været så heldig at spille for Brøndby. Når folk går hjem fra træning og kamp, skal det være med en oplevelse rigere, så man mandag morgen igen har energi til at fordybe sig i teologiske tekster og græske verber.

Vel mødt!

I år har vi fået ny træner i form af Victor Sejersdal, der afløser undertegnede, der er gået ind i Universitetsfodbolds komité. Joakim Steiner har forlænget sin aftale som assisterende træner, så det er et stærkt team, der skal lede FC Climacussen frem mod nye sejre. Der er kommet nye grupper i Universitetsfodbold.

Der er 7 hold i hver gruppe og nummer 1 og 2 går videre til kvartfinalen. Vi er i gruppe med Teatervidenskab, Fysik, Arkitektskolen København, Etnologi, ITU, og så er der dømt opgør om ’Syndernes Campus’, når Jura kommer på besøg på ’Kierkegaarden’.

ARKEN 164

Den græske kryds&tværs Af stud.teol. Bertram Eiriksson Det ord, der i kryds-og-tværsen skal stå ud for tallet 1 kan findes ved at betragte ledetråden ud for tallet 1 i listen med ledetråde. Ligeledes for de andre tal i kryds-og-tværsen.

Hvis et tal optræder både på listen over lodrette ledetråde og listen over vandrette ledetråde, er der både et lodret og vandret ord, der skal gættes.

No. 1 8 9 11 12 15 17 19 20

1

2

3

4

¤

5

6

7

10 13

14 16 18 ¤ 21

Lodret: 1) Sjælelig kvalitet // 2) Jødisk praksis // 3) Hel // 4) Alter // 5) Syv // 6) Skibsdel, hvis danske ord er homonym med en særlig type skinke // 7) Hønens første bolig // 10) Form af ανιημι // 13) Jesu ganger // 14) Taske // 16) Adverbium

Vandret: 8) Er opmærksom på // 9) Ønsker // 10) Præposition // 11) Krydderiernes // 12) Nonsensord brugt af Monty Python-riddere til at opnå et buskads // 13) Drøm // 14) Slap // 16) Bort fra // 17) Bestemt artikel // 18) Tom // 19) Lig // 20) Insekt med tøjspisende afkom // 21) Krop

88

Den græske kryds&tværs Af stud.teol. Bertram Eiriksson Det ord, der i kryds-og-tværsen skal stå ud for tallet 1 kan findes ved at betragte ledetråden ud for tallet 1 i listen med ledetråde. Ligeledes for de andre tal i kryds-og-tværsen.

Hvis et tal optræder både på listen over lodrette ledetråde og listen over vandrette ledetråde, er der både et lodret og vandret ord, der skal gættes.

No. 2

1

2

3

4

5

¤

6

7 8 ¤

9 10

11

12

13

14 16

15 17

18

Lodret: 1) En af Pauli adressater // 2) Præposition // 3) Lov // 4) Kan sættes foran, -λογια, -αγγελιον, -δοκια // 5) Hvad huden omslutter // 6) Urt hvis frø bruges til gult pølsetilbehør // 9) Konjunktion // 10) Pronomen // 11) Stamme uden for imperfektiv med betydningen ”gnave” // 13) Mej! // 15) Form af ειμι

Vandret: 7) Bibelsk skrift // 8) Hører // 11) Participiumsmærke // 12) Udelelige // 14) Hvem // 15) Præposition // 16) Var // 17) Rådn! // 18) Du vil tie

ARKEN 164