Ingeborg Topsøe
Efterveer
© Ingeborg Topsøe og Gladiator 2025 1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad
Sats af Josefine Bøgh Lassen
Omslag af Zven Baslev
Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2025
ISBN: 978-87-7569-042-8
24. august 2020
Jeg var hos Birthe i dag. Hun siger, at hun kan mærke en depressiv undertone i, hvordan jeg ser alting. Jeg skal passe på, at det ikke spreder sig, siger hun. En dråbe blæk kan farve et helt glas vand gråt og uklart. Hun foreslår, at jeg begynder at skrive mine tanker ned. Isolerer dem. Hun bliver ved med at referere til, hvor fint jeg udtrykte mig, første gang vi mødte hinanden, da jeg sagde, at jeg ikke ville overleve en barndom til.
Midt i vanviddet kom sætningen til mig. Der var ellers intet, der var sprogligt i de dage. Alt var krop. Alt var hjertebanken, kvalme, en indre ordløs kamp. Jeg vred mig, græd, lukkede øjnene og blev bange. En kamp uden bevidsthed, uden ord. Så pludselig denne sætning.
Jeg overlever ikke en barndom til.
Selv hvis det ikke er min egen, så overlever jeg ikke en barndom til. Det føltes som en klar sandhed. Jeg var overbevist om, at det var dét, som min krop prøvede at fortælle mig med kvalme og kolde hænder. For at redde mig selv måtte jeg få aborten. Jeg måtte skære mig fri. Så det gjorde jeg.
26. august 2020
At skrive er en måde at tænke på. Det sagde en mand engang til mig.
Første gang jeg virkelig prøvede at skrive noget, var jeg nitten. Jeg var flyttet hjemmefra og begyndt på filosofistudiet. Men så skete der noget. Jeg fik fornemmelsen af at flyde ud. Jeg kunne ikke mærke mig selv – eller nærmere et selv overhovedet – uden tilstedeværelsen af min søster og min far. Det var altid ved at mærke dem (og min mor, når hun var der), at jeg mærkede mine egne konturer. Deres påvirkning og deres vægt var det, der holdt sammen på den uforme-lige masse, som var mig. De formede mig.
Da jeg flyttede hjemmefra, flød massen ud. Jeg fik en depression. Jeg følte mig som en udefinerbar ikke-eksistens. Jeg var der ikke. Men verden blev så ihærdigt ved med at insistere på min eksistens, at jeg måtte prøve at overbevise mig selv om, at jeg virkelig var nogen. Det gjorde jeg ved at skrive. Jeg havde aldrig skrevet dagbog og jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte, at jeg måtte skrive. Men jeg tror ikke, det er rigtigt, at det at skrive er en måde at tænke på. I hvert fald ikke for mig. For mig er det en måde at prøve at føle på. En måde at prøve at føle et selv på.
27. august 2020
Jeg har fundet notaterne fra dengang på en gammel harddisk. Når jeg læser dem nu, er det, der undrer mig mest, at jeg skriver, at jeg aldrig vil have børn. Jeg kan ikke huske, at jeg har tænkt det. Jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig har sagt det eller formuleret det for nogen, men måske følte jeg det. Måske vidste jeg, at jeg aldrig mere ville vikles ind i den sammenfiltrede garnnøgle af nervesystemer, der ikke er til at skille fra hinanden. Familien.
Jeg må have glemt det igen. Jeg foreslog selv, at vi skulle prøve at blive gravide. Vi var begge fyldt fireogtredive. Det gav mening. Men kroppen må have husket.
Hvad er det overhovedet, jeg leder efter på en gammel harddrive?
28. august 2020
Jeg drømte, at jeg havde en baby.
Det siger jeg til Adam, da jeg vågner. Jeg siger det, nærmest før jeg vågner. Han ser forskrækket på mig. Senere, da han er gået, virker drømmen rodet. Jeg kan heller ikke længere finde ud af, hvordan babyen passer ind i drømmen. Alligevel. Jeg drømte, at jeg havde en baby. Sætningen har en tyngde, som jeg kan mærke i mine arme hele dagen.
Jeg drømte, at jeg havde en baby.
29. august 2020
Jeg fødte ikke noget. Der var ikke noget at finde i blodet. Der var ikke et barn. Ikke et foster. Der var kun blod og smerte. Jeg så efter i mine trusser. I bindet. På toiletpapiret. I kummen. Men jeg fødte ikke noget.
Det må jeg hele tiden minde mig selv om nu.
Jeg kravlede rundt i sengen på alle fire i smerte. Adam ringede til det nummer, vi havde fået hos gynækologen, og som vi havde fået at vide, vi skulle ringe til, hvis smerterne blev for voldsomme eller hvis jeg fik feber.
Men de virkede irriterede på skadestuen. De sagde, at gynækologerne aldrig informerer om, hvor ondt det gør. Det er ikke ligesom menstruationssmerter, hørte jeg sygeplejersken sige til ham, mens jeg vred mig i smerte. Jeg ved ikke, hvorfor gynækologerne siger det til jer. Jeg græd og skreg. Adam stod og kiggede på mig. At han skulle overvære fantomfødslen af den lille mørke skygge – som vi hav-de set for første gang dagen før på skærmen under scanningen, som de skal foretage, inden man sluger den første pille – var næsten umenneskeligt. Den lille mørke skygge, som han gerne ville have elsket. Som han måske allerede elskede. Det er ikke som menstruationssmerter. Det er en fødsel.
En død. Og det var ikke nogen nem udstødelse. Jeg rystede og mine hænder, fødder, ben og arme var så kolde,
selvom jeg svedte. Da smerterne pludseligt fortog sig efter en time eller to, faldt jeg i søvn af udmattelse. Tømt og uden mareridt.
Da jeg vågnede føltes min krop normal og varm igen. Soveværelset var tomt, stille. Jeg gik ud på badeværelset og satte mig på toilettet. Der kom meget blod, klumpet blod, som jeg rørte ved. Men jeg fandt ikke noget i blodet. Jeg kiggede ned i toiletkummen, men jeg så ikke noget. Da jeg gik ind i stuen, kiggede Adam og jeg på hinanden. Der var ikke noget at sige. Jeg følte mig lettere. Jeg havde ikke født noget. Der havde ikke været noget.
Vi satte os til at se fjernsyn i tavshed. Jeg kan ikke huske, hvad vi så, men pludselig begyndte jeg at græde. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne ikke få vej-ret. Han så på mig fra stolen, idet jeg knækkede sammen og kravlede hen over gulvet mod ham. Jeg tog fat om hans ben og klyngede mig til dem. Undskyld. Jeg gentog ordet igen og igen.
Det er et ord, som jeg har brugt så ofte, men jeg har aldrig haft noget at undskylde for før nu.
Da jeg løfter blikket og ser på Adam, kan jeg ikke genkende ham.
30. august 2020
Olga Ravns foldede ansigt stirrer på mig fra Politikens
forside på bladhylden ved kassen i Irma i Rantzausgade. Hun har skrevet en bog om rædslen ved at blive mor.
Jeg skærer tænder.
Raseriet vælter ud af mig. Fuck alle de fucking kvinder, der snakker om, hvor voldsomt det har været for dem at få børn. Hvor utilstrækkelige de har følt sig. Jeg hader dem. Ingen har været en dårligere mor, end jeg har været. Ingen kender rædslen, som jeg gør. Ingen. Det eneste jeg kunne fremstamme var, at jeg havde det mærkeligt.
Mærkeligt. Adam og jeg blev sendt ud for at gå en tur og tænke over det. Det skulle helst besluttes den dag. Hvis aborten blev efter påske, skulle det ske kirurgisk. Da vi kom tilbage, ville de have et ja eller nej, men jeg var en krop uden sprog. De ville have et svar, men jeg kunne ikke forstå spørgsmålet. Til sidst greb jeg pillen på bordet og slugte den. Pludseligt og uden at se på Adam. Du skal nok blive en glad mor en dag. Det sagde de til mig, da jeg grædende gik ud ad døren.
1. september 2020
Omkring klokken seks i aftes ringede Adam. Han spurgte, om jeg sov. Din stemme lyder mærkelig, sagde han. Jeg svarede nej. Jeg sov ikke. Han tøvede og sagde,
at han gik fra arbejde og spurgte, om jeg ville gå ham i møde. Jeg sagde, at jeg gerne ville vaske op. Jeg havde stadig ikke fået vasket op fra aftenen før. Han lød glad og sagde, at det var ligegyldigt. Han kunne gøre det, når han kom hjem. Jeg skulle bare tage sko på og gå ham i møde. Så ville han blive glad. Min stemme knækkede og jeg svarede, at jeg for helvede gerne ville vaske op. Jeg ville gerne vise, at jeg i det mindste kunne vaske op.
Der blev helt stille i den anden ende.
Jeg vil ikke have en depression. Ikke igen. Ikke denne fornemmelse af, at al selvopretholdelse, alt praktisk vokser sig stort og uoverskueligt. Men jeg er begyndt at få fornemmelsen af at være udefineret igen. Fornemmelsen af at flyde ud.
2. september 2020
Jeg kan ikke arbejde. I stedet rydder jeg mit skrivebord op. Jeg finder en flyer for noget, der hedder Inoman.
Et kosttilskud til mænd, som vi aldrig købte, men som en gynækolog anbefalede i vinters, da jeg fortalte, at vi måske ville prøve at blive gravide. Hun havde en svigersøn, der også var advokat, og han havde dårlig sædkvalitet, kunne jeg forstå. Hun var meget bekymret for, om Adam arbejdede for meget. Det gjorde hendes svigersøn. Jeg var der egentlig for at få kigget på en betændt kirtel ved min skedeindgang.
Der ligger også graviditetstests på skrivebordet. En
value pack med otte. Der er syv tilbage. Uden på pak-ken har jeg skrevet: April. Uge 6. Uge 5. 4 + 5 dage i dag 17. marts.
Der ligger også en seddel, hvor der står: 11. feb. – 15. feb. (gennemsnit 30 dage) – termin?
Blodprøve?
– Gynækolog?
– Scanning – region H.dk/nakkefold.
Uge 11+13+6 – kosttilskud – MR-scanning?
Uge 10: Jern.
Jeg må have noteret det den dag, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og ringede til lægen, der ikke tog imod patienter på grund af corona. 11. februar må være den sidste gang, jeg havde menstruation før graviditeten. De fortæller dig, hvornår du er sat til, med det samme. Din due date. 19. november 2020. Men det har jeg åbenbart ikke skrevet ned.
Min graviditet får kirtlen ved skedeindgangen til at vokse og blive betændt igen. Da jeg får en tid hos en gynækolog, der skal se på betændelsen, mistænker hun, at jeg er gravid uden for livmoderen. Hun tror, at jeg måske er gravid uden for livmoderen, men hun gentager min due date alligevel. 19. november.
Jeg smider sedlen ud og gemmer graviditetstestene væk.
Men jeg smider dem ikke ud.
Du bliver en glad mor en dag.
Under en stak kvitteringer finder jeg noget, som jeg havde glemt eksisterede. Sedler med navne. Navne, som vi sad og fandt på i stuen, mens jeg prøvede at gøre de to streger til virkelighed. De fleste er familienavne. Min fars. Min mors. Min mormors. Min farmors. Min morfars. Adams morfars. Adams farmors.
John Moses var vist mest for sjov. Sikke en ondskabsfuld leg. Det er som at gå en tur på Assistens Kirkegård og finde alle de navne, man kender på de fremmedes grave. Sin mors. Sin fars. Sit barns.
3. september 2020
Jeg var hjemme hos Ali for at arbejde på det amerikanske spillefilmsmanuskript. Ali kunne se, at jeg havde det skidt. Han sagde, at mine øjne ikke fokuserede ordentligt. Jeg fortalte, at jeg ikke havde det godt. Han sagde, at han heller ikke havde det godt. Forleden var han vågnet op og havde grædt. Han så alvorligt på mig. Det er svært at have arbejdet på en film i fem år og ikke vide, om den bliver til noget. Han har ret, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg græder flere gange om dagen. Er det normalt? Er det en efterreaktion?
4. september 2020
Da Adam og jeg spiser aftensmad, virker han sur. Jeg spørger, om han er sur. Men han siger nej. Han er ikke sur. Så spørger jeg ham igen. Han siger nej igen. Mere irriteret nu. Jeg spørger ham, om det er, fordi jeg roder så meget i stuen. Han siger nej. Det er fint nok, og han prøver ikke at være sur, fordi det jo er ligegyldigt. Jeg fortæller ham, at det er værre for mig, når han er sur og lader, som om han ikke er sur. Det underkender min virkelighedsopfattelse.
Han sukker. Det gør mig ængstelig. Jeg kan se, at han ikke kan holde mig ud mere. Hans tålmodighed er ved at være brugt op. Jeg har selv valgt aborten. Det er min beslutning.
Det er ikke noget, der er overgået mig. Jeg er ikke et offer. Jeg har ingen ret til at opføre mig sådan her.
6. september 2020
I går skete der noget mærkeligt. Om morgenen mærkede jeg rystelser. Gulvet rystede. Jeg forstod ikke, hvad der skete.
Så hørte jeg høje bank og larm og åbnede ud til opgangen. Jeg gik ned til reposen under os. To politibetjente var ved at banke døren ind hos vores underboer.
De er et helt normalt par med en lille søn og jeg tænkte, at det måtte være en fejl. Jeg spurgte politiet, hvad der skete, og de sagde, at der var én derinde, der havde det dårligt. Men de var kun to betjente. Ingen læge eller ambulancefolk. De spurgte, om jeg havde en nøgle til un-
derboen. Jeg svarede, at det havde jeg ikke, men at dem i stuen måske havde. De har også børn, og jeg har set familierne sammen på legepladsen i gården. Jeg skyndte mig forbi betjentene, der stoppede med at prøve at slå døren ind, men før jeg nåede ned i stuen, så jeg min underbo komme op ad trappen. Hun så træt og slukket ud, men ikke nervøs. Vi fik øjenkontakt og jeg sagde til hende, at politiet var ved at bryde hendes dør op. Hun virkede ikke overrasket, men sukkede bare. Så sagde hun undskyld og gik forbi mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke stå og lytte, og jeg ville heller ikke gå op forbi hendes lejlighed, mens politiet stod der. Men min egen hoveddør stod åben og jeg havde ikke sko på. Så hørte jeg døren til underboen åbne og stemmerne forsvandt kort efter.
Jeg følte et væld af adrenalin suse igennem min krop, vækket af den døs, som jeg ellers befinder mig i, da jeg skyndte mig forbi hendes lukkede dør og op i lejligheden. Jeg ringede straks til Adam for at diskutere, hvad der kunne være sket. Jeg sagde, at vores underbo bestemt ikke virkede, som om hun var nervøs for, at hendes partner eller deres søn lå derinde og havde det dårligt. Samtidig virkede det heller ikke, som om hun var overrasket over, at politiet var der. Men hvis der var nogen, som havde det fysisk dårligt, burde der have været en ambulance. Det var Adam enig i. Vores samtale flød let og ubesværet. Det var lang tid siden, at jeg havde følt mig så energisk.
Ud på eftermiddagen ringede hun på. Underboen. Hun
sagde, at hun bare ville undskylde al balladen. Jeg sagde, at der slet ikke var noget at undskylde og spurgte, om alt var fint hos dem. Hun så trist ud og sagde, at hun havde skrevet til psykiatrisk akutlinje i går nat. Hun havde haft det dårligt, men hun forstod heller ikke selv timingen af, at politiet kom her til morgen og bankede døren ind. Så mange timer efter. Jeg sagde, at hun altid måtte ringe på hos os, hvis hun havde brug for at tale med nogen. Hun fik tårer i øjnene og fortalte, at hun havde mistet sit barn. Først troede jeg, at hun talte om deres søn, men så gik det op for mig, hvad hun mente. Jeg kan slet ikke huske at have set hende gravid. Hun kan ikke have født. Hun kan ikke have været i 3. trimester. Hvor langt var hun henne? Jeg kunne ikke sige noget. Jeg stod bare. Hun talte indforstået. Om fulde 22 uger. 21+6. Så langt var hun åbenbart ikke henne. Køleliften. De har haft hende med hjem. Men nu er hun i kapellet. I går blev det hele blevet for meget. Jeg siger stadig ikke noget. Jeg vil vide, hvor langt hun var henne, men jeg kan ikke få mig selv til at spørge. Hvorfor har jeg ikke set hende gravid? Kom der andet end blod fra hendes underliv? Var der et barn? Fødte hun barnet? Var barnet så stort, at det har fået en kiste? Har hun haft kisten i deres lejlighed? Intet af det jeg vil spørge om, kan man tillade sig at spørge om. Hun ser længe på mig. Du kender måske til det. Sådan siger hun. Jeg er i trediverne og vi har boet her længe. Måske er vores barnløshed blevet bemærket eller hun har hørt mig græde og hulke og råbe igennem deres loft de sidste måneder. Så nikker jeg og kan ikke holde tårerne tilbage. Jeg havde det på fornemmelsen, siger
hun. Så tager hun min hånd og jeg føler en dyb samhørighed med hende. Dette menneske, som jeg aldrig rigtig har talt med før. Vi kigger bare på hinanden igennem våde, slørede blikke.
Om natten kan jeg ikke sove. Jeg har kvalme. Hun brugte udtrykket englemødre. Jeg har lyst til at kaste op. Jeg føler mig som en snerle på hendes sorg. Hun har mistet et barn. Hun har mistet et barn og jeg har dræbt mit. Eller det har jeg ikke engang. Jeg har fået en frivillig abort, hvad det så end betyder. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg ved, at der ingen sammenligning er med det, som hun gennemgår. Jeg har lyst til at løbe ned til hende og ringe på. Indrømme alt over for hende. Bede hende om at tilgive mig og fortælle hende, at jeg ingen steder har at gå hen.
7. september 2020
Jeg cyklede ud på Refshaleøen for at mødes med Jeanette. Vi arbejder på en film, der foregår omkring år 1900 i et dansk fængsel, hvor de indsatte mænd sad i isolationsceller og blev sindssyge. De skulle vende sig mod Gud og angre deres synder, men de blev sindssyge i stedet. Vi sidder med alt research-materialet. De indsattes journaler. Deres synder, deres straffe og deres sindssyge. Det overvælder mig. Det er for meget. For tungt.
14. september 2020
I weekenden var vi til Antons konfirmation i Køge. Han sad med klare våde øjne og røde kinder imellem sine skilte forældre. Han så tapper ud. Min fætter og hans kone var der med deres yngste nyfødte barn, som var rød og rynket. Deres tre halvstore drenge sad med tomme øjne i matchende tøj og sugede slubrende og larmende slushice ud af deres papbægre. Et øjeblik var jeg lettet. Lettet over, at jeg valgte aborten. Men om aftenen kunne jeg igen ikke sove. Alle disse tanker.
6. november 2020
Adam sagde noget uforståeligt i dag. Han sagde, at nu kunne vi tage resten af året med, men så måtte vi også se at komme videre. Aborten er jo længe siden nu. Jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde. Sætningen var meningsløs. Aborten er ikke noget, der kan placeres i tid og sted. For mig er den ikke defineret ved den dag i foråret, hvor jeg tog en pille og fik kramper og lå kold og bleg på alle fire i sengen, mens jeg skreg og blødte og fødte intetheden. Aborten er et sort hul. I mig, i ham, i sengen, i stuen, i mørket, i samtalerne med andre. Den er fraværet af liv. Tomhed. Tomhed, som ikke bare er, men som aktivt suger. Suger alt til sig for at blive fyldt ud.
9. november 2020
Lille Ella overnattede her i fredags. Det er første gang, hun sover hjemme hos os. Vi forkæler hende, som mostre og onkler skal. Hun fik ondt i maven af alt slikket. Vi viste hende Toy Story, som hun aldrig havde set før. Da Buzz Lightyear sidder og græder over reklamen for sig selv på tv, spørger Ella mig, hvorfor han græder. Jeg siger, at det er, fordi han har fundet ud af, at han ikke er en rigtig astronaut, men kun et stykke legetøj. Ella tænker længe og vender sig imod mig med et udtryk, som jeg aldrig har set før.
Men vi er rigtige mennesker, er vi ikke?
Jeg mærker en klump i halsen. Hvad er et rigtigt menneske? Hvornår er man et rigtigt menneske? I hvilken uge? En ært, kartoffel, melon? Den dag man bliver født?
19. november 2020
I dag er det den 19. november.
29. december 2020
Jeg tænkte på aborten hele julen. Den lille bevidsthed, der kunne have fejret sin første jul. Genkendt min stemme og Adams lugt. Mærket varmen og lyset. I stedet for intetheden og kulden. Jeg har ikke fortalt mine forældre om aborten. Som en anden teenager måtte jeg snige mig ud på toilettet eller ind på værelset for at græde. Alt fik mig til at græde. Julepynten. Træet. Salmerne.
Den 25. om morgenen fik jeg menstruation. Jeg græd og græd. Alt føltes forkert. Adam kiggede på mig og sagde, at han var så ked af, at han ikke kunne hjælpe mig med den sorg jeg føler. Det er, som om du har et hul indeni af sorg, og jeg ville ønske, at jeg kunne lukke det med kys. Sådan sagde han og det var så smukt og barnligt. Lukke det med kys. Så græd jeg igen. Vi kunne høre Ellas hurtige små fødder ude i gangen og han skyndte sig ud til hende, så hun ikke skulle brase ind på værelset.
Det var første gang, jeg forstod, hvad jeg føler. Sorg. Adam har ret. Det er sorg. Jeg er i sorg.
5. januar 2021
Jeg så Birthe i dag. Hun sad bag en plexiglasrude, der var blevet hængt op mellem hendes stol og min. Hun sagde, at jeg skulle passe på ikke at give mig for meget hen. Hvis jeg er i sorg, må jeg ikke smøre min sorg for tyndt ud. Hvis. Sådan formulerede hun det. Hun sagde, at jeg skulle huske, at jeg faktisk havde det bedre i efteråret. (Det ved jeg ikke længere om er sandt, men jeg kan se, at jeg ikke har noteret noget hele oktober).
Hun nævnte igen, at jeg skal skrive mine tanker ned. Være konsekvent med det. Give mig selv en time om dagen til at dykke ned i sorgen og så pakke den væk. Det er ikke nødvendigvis godt at tale om aborten hele tiden. At lade den fylde alt. Du er jo et skrivende menneske, sagde hun. Skriv. Vi ved, at det virker.
Jeg må ikke smøre min sorg for tyndt ud.
Det er sådan et mærkeligt udtryk, som jeg blev ved med at tænke over i toget på vej hjem. Den gør sorgen til noget helligt, noget værdifuldt, som ikke må deles ud og vises frem. Jeg har næsten kun hørt kvinders seksualitet omtalt på den måde. Skal sorg virkelig værnes om og beskyttes? Eller er det kun min sorg, der skal skjules for omverdenen, fordi den er forkert? Falsk og vulgær.
Jeg googler sorg og abort, men jeg ender i et uendeligt ekkokammer af ufrivillige aborter. Der hører jeg ikke til. Det ved jeg godt. Deres tempel er ikke mit tempel.
Da jeg fortæller Adam, hvad Birthe har sagt, nikker han indforstået, som om han selv har tænkt det samme. Jeg føler mig pludselig flov. Til grin. Som om jeg ingen idé har om, hvordan andre ser mig. Jeg kommer til at tænke på, da jeg havde møde på AppleTree om Tour de chambre lige efter sommerferien.
Jeg mødtes med Tine Høeg, fordi jeg måske skulle lave en miniserie over bogen. Jeg fortalte hende, at jeg var tiltrukket af bogen, fordi den handler om følelsen af ikke at have ret til sin sorg. At ens sorg er forkert. Jeg siger, at bogen selvfølgelig også er et portræt af en alder og et venskab i trediverne, men at den har en anden dimension og at jeg forestiller mig, at Astas største drøm er at ankomme i en sort sørgedragt til Augusts mindehøjtidelighed, men at den dragt tilhører Mai. Astas sorg tilhører en anden. De forstående blikke har aldrig været Astas. Ingen føler med hende. De føler med Mai. Asta
har aldrig fået lov til at sørge. Tine smiler og ser lidt forvirret på sin agent. Måske vrøvler jeg. Måske taler jeg i virkeligheden om min egen sørgedragt. Måske ser jeg alt gennem et sort slør, som Birthe siger.
Tine Høeg vælger i hvert fald at sælge filmrettighederne til Christian Torpe fra Motor Film.
6. januar 2021
Det danske filmakademi afslører Robert nomineringerne løbende fra klokken ni om morgenen. Jeg regner med, at Kød og blod kommer til at være glemt. Alt før corona virker som en anden tid. Berlinalen kunne lige så godt være et årti siden og Druk kommer alligevel til at vinde alt i sidste ende. Jeg siger til Adam, at han skal lade være med at være nervøs på mine vegne. Det er ligegyldigt. Jeg går i bad. Der er problemer med vandet, der stopper med at løbe, mens jeg har shampoo i håret. Jeg træder ud af badet og prøver at tænde for håndvasken, men der er heller ikke vand. Jeg råber til Adam, om der er vand i køkkenet, men han kan ikke høre mig. Jeg åbner døren og råber til ham igen. Han kommer til syne. Du er nomineret. Både du og Jeanette er nominerede. Jeg mærker glæden. Uforceret og spontant. Jeg skammer mig næsten over, hvor glad jeg bliver. Hvor føles det pludselig nemt at være glad.
Om aftenen indtager Trumps støtter The Capitol. Igen kan jeg ikke sove. Men det kan vel ikke kun være mig.