Yael Inokai ET SIMPELT INDGREB
På dansk ved
Siri Janfelt-Mose og
Klara Geist
Gladiolus
Gladiator
Yael Inokai
ET SIMPELT INDGREB
På dansk ved
Siri Janfelt-Mose og Klara Geist
Roman
Gladiator
Oktober, genfærdenes tid. I spejlet ser jeg mig selv som ung kvinde igen. Der er overbevisning i mit blik. Uden skyggen af tvivl. Jeg er midt i tyverne, og jeg har forstået verden.
Senere, da jeg vidste mere, længtes jeg tilbage. Min tro havde beskyttet mig.
Dengang var jeg sygeplejerske på en klinik, hvor man foretog nye former for indgreb. Disse indgreb skulle befri mennesker fra deres psykiske lidelser og udskrive dem til en ny fremtid, en reel fremtid, ikke bare en forlængelse af deres hidtidige liv.
Jeg holdt fast ved det håb. Der var ellers rigeligt med håbløshed på klinikken. Alt for ofte kunne vi ikke gøre mere. Ikke gøre mere, sådan ville de andre sygeplejersker aldrig have formuleret det. Vi var der jo helt til det sidste og længere endnu. Men denne dom åbnede en afgrund i mig hver eneste gang.
Det var mig, der assisterede lægen under indgrebet. Han styrede sine instrumenter mod det pågældende sted i hjernen og uskadeliggjorde det. Kvinderne og mændene var vågne imens. På den måde kunne vi sikre os, at alt det raske ikke blev beskadiget. Det var min opgave at holde dem beskæftiget og dæmpe deres angst. Medfølelse, kaldte jeg det: Jeg er god til det, fordi jeg mestrer medfølelse.
Det var et simpelt indgreb. Følgevirkningerne kunne være smertefulde, men det gik over. Så begyndte noget nyt. Det fortalte man mig. Det troede jeg på.
MARIANNE
Dagens begyndelse: regnen på ruden. De andres skridt. Raslen fra cyklerne, der blev hevet frem og læsset, inden de første af os satte os op og forsvandt ud i morgenen.
Sygeplejerskeboligen lå i udkanten af byen. Nede ad vejen til højre begyndte industriområdet. Vi kørte altid til venstre, forbi rækkehuskvarteret med dets tunge tage, gennem skovstykket, hen til klinikken. Halvvejs kunne man dreje ind mod byen.
Huset havde sine støjende og sine rolige timer. Stille var der aldrig. Indimellem rev en drøm min nat itu, og jeg lå der i mørket og lyttede til huset. Hørte vandet, der strømmede gennem rørene inde bag væggen og tænkte på den lejlighed, jeg var vokset op i, og som jeg i lang tid havde troet var bygget af papir. Jeg lå der og hørte, hvordan de andre lod sig falde ned i deres senge, en træt krop ti gange tungere end en vågen, og det gik op for mig, hvad en seng må bære, knogler og kød og blod og alt det, et menneske har set.
Kort før vækkeuret ringede, faldt jeg i søvn igen. De få minutter katapulterede mig langt væk. Det tog mig et øjeblik at vende tilbage. Jeg strakte tæerne ud under
dynen, fingrene, kun hovedet havde jeg ikke begravet.
Skoene stod aldrig, hvor jeg troede, hver gang satte jeg fødderne ned på det kolde gulv. Forskrækkelsen skød op gennem mine fodsåler som et lyn. Nu gjaldt det om ikke at nøle.
Toiletterne lå for enden ad gangen, længst væk fra vores værelse. Gangen var kold og smal, to vinduer vendte direkte ud mod gården. Hver morgen fremførte jeg min lille, skuttende dans, mens jeg ventede i køen på at kunne lette mig.
Der lugtede surt over håndvasken. Arme blev løftet, armhulerne vasket med klude. Der hang også en stank fra urolige drømme i luften, de uheldige forsøgte at gnide det sandede og grynede ud af de søvnige øjne.
Jeg vaskede hænderne og pjaskede koldt vand på kinderne, i panden og i munden. Jeg drak, spyttede natten ud, som altid lå lodden på min tunge.
Efter morgenrutinen trak jeg i en af mine kjoler. Jeg valgte efter vejret. Kjolerne havde kun det formål at bringe mig fra dør til dør. Jeg var skødesløs med dem. De andre sygeplejersker gjorde mig opmærksom på flænger, små huller og pletter.
Det var en hurtig morgenmad, vi indtog i spisesalen. Fem minutter var rigeligt. Stort set ingen af os var sultne på det tidspunkt. Der var sådan nogle som mig, der var trænede i at spise, når der var mad på bordet. Vi indtog uanfægtet havregrøden og æblerne og drak taknemmeligt den tynde kaffe. Der var enkelte, der slugte to eller tre portioner og opbyggede reserver.
Der var også et par morgenfriske, der anså morgenmaden for at være et rigtigt måltid. Ingen lod den stå. En sygeplejerske var ubrugelig på tom mave. Tilbage på værelset kastede jeg bare den tynde jakke over skuldrene. Jeg lukkede døren bag mig, flettede ind i strømmen af sygeplejersker, som tog trappen, stak i skoene og gik ud til cyklerne. Målrettet greb jeg fat om det velkendte styr. Vi satte os op og kørte afsted. Vi sagde intet. Cyklerne spillede deres egen raslende koncert.
I otte år havde jeg arbejdet på klinikken. Jeg kunne ikke forestille mig en anden verden. Ingen anden rutine end denne, omgivet af sygeplejersker, der alle sammen gjorde sig klar til deres opgaver.
Jeg var stolt af den, jeg var, når jeg fik uniformen på. Jeg husker tydeligt følelsen i omklædningsrummet, morgen efter morgen, det hvide, stivede stof mod min hud, knapperne jeg knappede, uret og kappen jeg tog på. Den person jeg blev. Der var intet her i livet, jeg hellere ville være.
Min afdeling lå på femte etage. Her havde jeg allerede gennemført store dele af min uddannelse, og efterfølgende var jeg blevet.
Inden vagten begyndte, vaskede jeg mine hænder. De skælvede ikke længere under det kolde vand. De havde vænnet sig til at blive vasket uafbrudt. De første måneder var de røde og sprukne, konstant irriterede, de skreg til mig, når jeg lå i sengen om aftenen og ville sove. Men kroppen vænner sig til næsten alt.
Så kom vagtskiftet. Natsygeplejerskerne forsøgte ikke at lade sig mærke med de seneste timer. De så på mig og gav mig bare et stuenummer. Et par af dem så lige igennem mig med en afgrund i øjnene.
Bare et stuenummer. Nogen var død. I øjeblikke som dette mærkede jeg gang på gang, hvordan vantroen fik min hals til at snøre sig sammen.
Når jeg trådte ind på stuerne, var de allerede rengjorte. Engang havde det været min opgave at fjerne sporene efter de afdøde. Jeg havde skrubbet døden ud af stuen og bragt orden i de efterladte ting. Hver en bog og hvert et fotografi kunne dengang få kvalmen til at stige op i mig. Jeg var taknemmelig for, at det gik over.
Så fik jeg ansvaret for kufferterne. Jeg skulle tage mig af dem, inden den daglige trædemølle begyndte på klinikken. Døden var nattens anliggende. Kun sjældent vovede nogen at gøre en undtagelse.
Kufferterne lå altid på bordet og ventede på mig. Alt, hvad de afdøde havde pakket ud ved deres ankomst, var blevet stuvet ned i dem igen. Jeg løsnede spænderne og tjekkede, om det var blevet gjort ordentligt.
Så lukkede jeg kufferterne, fjernede dem fra bordet og tog dem med hen til rummet med hittegods. Seks uger beholdt vi dem der. Hvis ingen gjorde krav på dem, overdrog vi dem til herbergerne.
Af og til hørte jeg kufferterne blive hentet. Jeg så mændene, kvinderne og børnene på gangene. De var sunket ned på bænkene med de åbne kufferter. De havde hænderne begravet i trøjer og kjoler. En opslået bog, som der for bare et par dage siden stadig var blevet læst i. Rådvilde gravede de sig gennem billeder, papirer og flakoner. Måske forbavsede det dem, at det hele stadig var der. Eller måske var de mennesker, som de troede, de vidste alt om, nu alligevel blevet til mysterier.
Andre kufferter blev liggende. Jeg var blevet god til at gætte hvilke, også selvom jeg slet ikke ville. De kufferter stillede jeg altid på bagerste hylde, så jeg ikke blev nødt til at se dem, hver gang jeg åbnede døren. Alligevel håbede jeg for kufferterne, at nogen ville komme og tage dem med, præcis som jeg håbede for de tomme stole ved sengene, at nogen ville komme og sætte sig på dem, bare i nogle minutter, række hånden ud, sige hej. Det er ikke sværere end at trække vejret. Og dog er intet sværere end netop det.
De ældre sygeplejersker sagde: Lad tiden arbejde for dig. Den vil være på din side. Ikke i dag, ikke i morgen, men på et tidspunkt, når du har været her længe nok og plejet så mange, at de ikke længere kan tælles.
I bund og grund var det simpelt. De dage, måneder og år, som var fulde af den tvivl, unge mennesker bærer rundt på, var vi stand til at lægge bag os. Før eller siden ville vi nå til det punkt, hvor tidens strøm blev stærk nok. Man skulle bare holde ud.
Sygeplejerskerne sagde: Stå op hver morgen, som du gjorde i går, spis, drik din kaffe, sæt dig op på cyklen, kør herhen, udfør dine opgaver, og dit hoved vil være dig tro. For hver gentagelse vil du blive bedre, indtil arbejdet er en del af dig. Ligesom dine lunger er en del af dig. Ligesom dit hjerte er en del af dig. Så vil du ikke længere være bange for, at noget kommer for tæt på. Du vil se det store billede i stedet for de enkelte ansigter. Din kvalme? Vær ikke bekymret, det hele går over.
Engang faldt der en kuffert på gulvet. Ejeren havde været længe undervejs, og i løbet af de sidste par meter var hendes kræfter sluppet op. Jeg hørte kun den dumpe lyd af kufferten, der ramte gulvet, men jeg vidste: Hun står ude i gangen og venter på mig.
Én kuffert blandt tusinde, med to bøger, to fotografier, en kuglepen, en blyant, et pas, en kjole, en striktrøje, en natkjole, undertøj, hjemmesko, en børste, parfume, neglelak, en nøgle og et sæt spillekort.
De ældre sygeplejersker sagde, at jeg skulle lade tiden arbejde for mig. Den ville befri mig fra den slags billeder.
Sarah troede ikke på det: ”Jeg vil aldrig glemme mine patienters ansigter. Hvordan kan du dog tro, at tiden kan være på vores side?”
Der var en bog. Jeg havde åbnet den utallige gange for at læse højt for min søster. ”Der var engang …” Historien om en hunræv, der faldt i søvn i kurven på en luftballon og ved en fejltagelse fløj jorden rundt.
Som barn havde Bibi ikke villet høre andet, når hun skulle sove, altid kun den historie. Selv når hun gik i søvne, kunne man lokke hende tilbage i seng med den. Hun var født fem år efter mig, til alles overraskelse.
For en tid havde hun, min ældre bror Wilm og jeg delt et værelse – lejligheden bestod jo kun af to rum, og det stod ikke til diskussion, at et af dem tilhørte mine forældre. Men på et tidspunkt havde Wilm pakket sin lille kuffert og bekendtgjort, at han ikke ville overleve sin opvækst med to søstre så tæt op ad sig, og var flyttet ud i køkkenet. Hver morgen klappede han sin seng i, så den om dagen kunne blive til den køkkenbænk, vi alle tre sad på. Først når han havde bredt sengetæppet ud, måtte Bibi og jeg sætte os.
Hun besøgte ham tit, når hun gik i søvne. Wilm kunne historien om hunræven uden at kaste et eneste blik i bogen. Jeg hørte ham af og til, halvt i søvne. Først skriget i natten, når han opdagede vores søster ved
sin seng, med tomme øjne, fordi hun var et helt andet sted. Så ordene, hans varme stemme, som indimellem skrattede lidt.
Da jeg rejste for at begynde min uddannelse, lagde
Bibi i et ubemærket øjeblik den tyndslidte bog ned i min kuffert. Jeg fandt den først flere uger efter min ankomst. Den frembrydende vinter krævede en tyk uldjakke. Hun havde viklet bogen ind i jakken. Med en hilsen på første side: Så du kan finde tilbage til mig.
Kvinden og jeg var begge femogtyve år. Jeg så i hendes papirer, at der kun var tre dage mellem vores fødselsdage. Det noterede jeg mig.
Hendes far var forsinket. Derfor stod hun i begyndelsen alene i gangen og så sig omkring. Hun skælvede ikke, og der var ingen angst i hendes blik. Den slags kan man nemt vænne sig af med. Men kroppen lader sig ikke sådan narre. Hænderne bliver svedige, kufferten, som de netop har klamret sig til, glider ud af deres greb. Og kufferten afslører med et højt knald mod gulvet, at den er blevet pakket tungt. Den bliver aldrig pakket i den tro, at man vil blive længe, men for overhovedet at kunne være i det fremmede rum, tager man hjemmet og alle dets unødvendige ting og sager med.
Kvinden kom om formiddagen. Et andet indgreb var netop overstået, patienten drev langsomt og uden komplikationer ud af narkosens rus og tilbage til sin smertende krop. Lægen elskede at begynde sin dag med at operere. Han kunne også godt lide nætterne, nødstilfældene, og han brokkede sig ikke, når han i tide og utide blev kaldt ind på klinikken. Men han havde svært ved at holde eftermiddagen ud. Disse timer,
når morgenen var blevet træt og sløvt ventede på, at det skulle blive aften. På den tid af dagen trak lægen sig tilbage og ordnede papirarbejde.
Kvinden havde straks samlet kufferten op fra gulvet igen. Hun var umiskendeligt en Ellerbach, høj, med en rank holdning og et ansigt, der aldrig kunne have tilhørt en fattig. Dette ansigt havde penge og en vis anerkendelse i verden. Ellerbacherne var en familie af forretningsfolk, der var kendt i byen. Deres fabrikker lå i industriområdet bag sygeplejerskeboligen. De var også en familie, der udøvede velgørenhed. Det var egentlig kernen i deres arbejde; faren blev aldrig træt af at betone netop det i offentligheden. Firmaets egen fond lod skoler og biblioteker renovere og ydede økonomisk støtte til højtbegavede mennesker. Familien omdannede private grunde til offentlige parker. De var skrevet ind i byen. Overalt fandt man små tavler med deres indgraverede navne.
Det tænkte jeg på, da jeg for første gang så kvinden i kød og blod. Jeg kendte hendes ansigt fra avisen. De var fire, Ellerbach-børnene. Tre brødre og hende. Hun var den yngste. Hun hed Marianne.
Jeg rakte hånden ud, og hun rakte mig kufferten. Hun forvekslede ikke min bevægelse med et håndtryk, som andre ofte gjorde.
”Goddag, du er her for at hente mig?” Først så hun slet ikke på mig. Hun betragtede stadig sine omgivelser, hendes blik fulgte to sygeplejersker, der gik forbi. På den måde kunne jeg uforstyrret danne mig et
førstehåndsindtryk og sluge min overraskelse over, hvor upåfaldende hun trods alt så ud. ”En smuk dag, ikke sandt?” – Hendes blik blev hængende ved en halvåben stuedør. Hun forsøgte at snige sig til et kig derind – ”Men her på klinikken er det … meget hvidt. Går det dig ikke på?”
Hun opgav sin udforskning. Hun vendte sig om og så for første gang rigtigt på mig. Jeg var også høj. Det havde hun ikke regnet med. Andre så hun ned i skilningen, men mig så hun i panden.
”Du er høj,” konstaterede hun og grinede over sin opdagelse, så højt, at de to sygeplejersker vendte sig om efter os på gangen.
”Jeg hedder Meret,” sagde jeg.
”Det passer til dig.”
Der var en blå kasse. Det var min værktøjskasse til den slags indgreb. Den var fyldt med ting, som kunne holde et menneske beskæftiget: bøger, billeder, gåder, kortspil, tændstikker, en flipbog, en lille trækharmonika. Det meste af det var efterladte ting, taget fra kufferterne, lige inden de overgik til herbergerne.
Tingene var der også for min skyld. De gav mig et holdepunkt. Jeg følte mig fortrøstningsfuld, når jeg tog den blå kasse ud af skabet og med hen til mine patienter.
Det var nemt at finde noget til Marianne Ellerbach. Da hun åbnede sin kuffert, så jeg et kortspil ligge mellem børste og parfume. Da vidste jeg, at hun ville