WILLIAM FAULKNER PYLON
oversat af Peter Toubro
Gladiolus VIII Gladiator
Pylon
© Gladiator, 2025
Pylon er oversat fra amerikansk efter »Pylon« af Peter Toubro og er tidligere på dansk udsendt under titlen »Trekanten«. Copyright by Random House Inc., New York.
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Hans Otto Jørgensen
Omslag og sats: Julia Jayko Fossland
Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2025
ISBN:
Højtidelig indvielse.
Et helt minut stod Jiggs foran vinduet og så på støvlerne; han stod og vippede på fodbalderne i sine olieplettede tennissko midt i en sø af konfetti, der lå fra den foregående aften neden for vinduet som snavset skum. Støvlerne var anbragt i en elegant vinkel på piedestalen og omgivet af en aura af heste og sporer fra de opstyltede billeder af landliv fra magasinernes annoncer; ved siden af hang den staffeliformede plakat, som var sprunget ud i byen den foregående aften sammen med de røde og gyldne guirlander og den nedtrampede konfetti og de iturevne serpentiner ... det var den samme type bogstaver, de samme fotografier af pudsede og passede farlige, skrøbelige aeroplaner og af flyvere lænet op mod dem i en storslået disharmoni, som om aeroplanerne var en slags ophøjede og dødsensfarlige dyr, utæmmede, men nu i dette øjeblik livløse ... og oven over navnet og den korte saga om dåd og bedrifter eller måske blot om forhåbninger.
Han gik ind i butikken, hans gummisåler ramte med små, hurtige, svuppende lyde først fortov, så jernrist og så flisegulvet i dette museum med glasmontrer, oplyst af et ujordisk, dagslysfarvet skær, hvori hattene og slipsene og skjorterne, bæltespænderne, manchetknapperne og lommetørklæderne, de golfkølleformede piber og drikkeglassene, formede som støvler eller høner, og de små bric-a-brac bidsel og sporer kom til at ligne biologiske præparater, anbragt i konserveringsvæsker i glas uden at være berørt af menneskehånd.
»Støvler?« sagde ekspedienten. »Det par i vinduet?«
»Ja,« sagde Jiggs, »hvad koster de?« Men ekspedienten blev bare stående. Han lænede sig tilbage mod disken og så ned på det hårde, udtryksløse ansigt med den korte hage, hvor skægstubbene sad som blå skygger efter barberingen, og den lange, smalle skramme, som først for nylig var holdt op at bløde; han så på de dybtbrune øjne, der åbenbart stirrede og fangede indtrykkene som hos en dreng, der første gang ser luftgyngerne og fyrværkeriet og serpentinerne på en natlig markedsplads; han betragtede den beskidte, smarte og frække hue, den korte, brede, muskuløse krop, der kunne ligne et fotografi af en mand, der et par år tidligere havde været mellemvægtsmester i hæren eller marinekorpset eller flåden; de billige bukser, som havde været for store til at begynde med og nu sad så stramt, som om både de og den, der havde dem på, fornylig var blevet gennemblødt nådeløst af regnen, så at bukserne nu afslørede et par korte solide, svulmende lægge som en poloponys; benene forsvandt i et par støvleskafter, bundet med to sammenflikkede remme under tennisskoenes svang.
»Toogtyve en halv,« sagde ekspedienten.
»All right, jeg tager dem. Hvor længe holder De åbent?«
»Til seks.«
»Fa’ens osse! Så er jeg ude i lufthavnen. Jeg kommer først tilbage til byen klokken syv. Kan jeg så få dem?« Der kom endnu en mand til, bestyreren eller inspektøren.
»De vil altså ikke have dem nu?« spurgte ekspedienten.
»Nej,« sagde Jiggs, »hvad med klokken syv?«
»Hvad drejer det sig om?« spurgte den sidst tilkomne.
»Han siger, han vil have et par støvler, og han siger, at han ikke kan komme fra lufthavnen før klokken syv.« Den anden så på Jiggs. »De er flyver?«
»Ja,« sagde Jiggs, »men kan De ikke lade en mand blive her? Jeg kommer klokken syv. Jeg skal bruge dem i aften.«
Den anden så ned på Jiggs’ fødder. »Hvorfor tager De dem ikke med nu?«
Jiggs svarede ikke på spørgsmålet. Han sagde bare: »Så må jeg vente til i morgen.«
»Hvis De ikke kan komme her før seks,« sagde den anden.
»O.K.« sagde Jiggs, »all right. Hvor meget skal jeg betale på dem?« Nu så de begge to på ham; på ansigtet, på de mørke øjne, på mand og tøj og personlighed inklusive emblemer og adgangskort til lufthavnen, på hans utvivlsomme og uafhjælpelige insolvens. »For at De holder dem til mig? Det par, De har i vinduet ...«
Den anden mand så på den første. »Ved De hvad nummer?«
»Det er i orden,« sagde Jiggs. »Hvor meget?«
Den anden mand så på Jiggs. »De kan betale ti dollars, og så holder vi dem til i morgen.«
»Ti dollars! Hvor vil De hen? De mener ti procent – jeg kunne betale ti procent og købe en maskine!«
»Vil De betale ti procent på dem?«
»Ja, ti procent, og så kommer jeg ind efter dem i eftermiddag, hvis jeg er tids nok tilbage fra lufthavnen.«
»Det bliver to femogtyve,« sagde ekspedienten. Da Jiggs stak hånden i lommen, kunne de følge neglene og knoerne ned gennem lommen, ligesom man kan se vækkeuret gå ned gennem strudsens hals i en tegnefilm. Hånden kom knyttet
op og åbnede sig og fremviste en foldet dollarseddel og flere forskellige mønter. Han lagde sedlen i ekspedientens hånd og begyndte at tælle mønterne op oven på den.
»Det var halvtreds,« sagde han, »og femoghalvfjerds, og femten til er halvfems, og femogtyve til er ...« Han standsede! Han stod ubevægelig med femogtyvecents-stykket i venstre hånd og en halvdollar og fire småmønter i højre. Ekspedienten så ham lægge femogtyvecenten tilbage i højre hånd og tage de fire småmønter. »Lad os se,« sagde han. »Vi havde halvfems, og tyve dertil bliver ...«
»To dollars og ti cent,« sagde inspektøren. »Tag de ti cent og giv ham femogtyve-centen.«
»To og ti,« sagde Jiggs. »Kan vi ikke blive ved det?« »Det var Dem selv, der foreslog de ti procent.«
»Det er der ikke noget at gøre ved, men hvordan med to og ti?«
»Lad gå,« sagde inspektøren. Ekspedienten tog pengene og forsvandt. Inspektøren så igen Jiggs’ hånd på vej ned langs benet, og nu kunne han også se de to mønter på bunden af lommen gennem det plettede stof.
»Hvor kan man få denne her bus til lufthavnen?« spurgte Jiggs. Inspektøren forklarede ham det. Nu kom ekspedienten tilbage med det ulæselige gennemslag af kvitteringen; og nu så de begge ind i hans ivrigt spørgende øjne.
»Så står de til Dem, når De kommer,« sagde inspektøren. »Javel,« sagde Jiggs, »men tag dem ind fra vinduet.« »Vil De se på dem?«
»Nej, jeg vil bare se dem komme væk fra vinduet.«
Så stod han atter uden for vinduet og ventede, indtil hånden kom og tog støvlerne; hans gummisåler hvilede igen på de
små søer af konfetti, der var mere fortabte end malerklatter, fordi de hverken sad fast eller klæbede nogetsteds. I løbet af den tid, Jiggs tilbragte i butikken, var de også blevet færre og var forsvundet som skumsprøjt, en efter en, ud i det store intet. Så gik han hurtigt videre med korte, stive, springende bevægelser. Da han drejede ind i Grandlieu Street, kunne han nå at se på et ur, skønt han allerede skyndte sig eller rettere gik med sin vante hurtige gang – han var som en mekanisk top, der kun har een hastighed – og skønt urskiven stadig lå i skygge af den modsatte husrække og det solskin, der var, stadig blev brudt højt oppe i disen, der var gennemsyret af stillestående luft fra sumpe og floddelta. Der lå også konfetti her og stumper af serpentiner i pæne sammenblæste rader ved hushjørnerne og langs fortovskanten, hvor den svindende morgen kastede et svovlgult skær over dem, mens den røde og gyldne guirlanderække svang sig ubrudt som en sporvogns køreledning over hans hoved, fastgjort til mærkelige ridderskjolde over døre og på lygtepæle. Til sidst drejede guirlanderne af i en ret vinkel tværs over gaden og mødtes med guirlanderne fra den anden side, der også drejede, og de traf hinanden midtvejs over gaden, som om de ville danne en luftig og bundløs, kongeligt farvet kvægfold, ophængt i første sals højde over jorden, og under den hang i transparent den meddelelse, som Jiggs på sin vej standsede op og så sig tilbage for at læse: Grandlieu Street lukket for trafik fra kl. 8 formiddag til midnat!
Nu kunne han se bussen ved fortovet, hvor man havde fortalt ham, den skulle være, med flaget bundet i de fire hjørner tværs over den brede køler, så det kunne flagre og flakse,
når bussen kørte, og på fortovet så man det store træskilt: Bluehound bus til Feinman lufthavnen: 75 cent. Chaufføren stod ved siden af den åbne dør; han betragtede også Jiggs’ knoer på vej ned i lommen. »Lufthavnen?« spurgte Jiggs.
»Ja,« sagde chaufføren. »Har De kort?«
»Jeg har 75 cent. Er det ikke lige så godt?«
»De skal have kort til lufthavnen. Eller en arbejdsseddel.
Passagerbusserne kører først klokken tolv.« Jiggs så på chaufføren med sit elskværdige, ivrigt spørgende blik; han holdt ud i bukserne med den ene hånd, mens han trak den anden op af lommen. »Arbejder De derude?« spurgte chaufføren.
»Ja, ja,« sagde Jiggs, »jeg er mekaniker hos Roger Shumann. Vil De se min legitimation?«
»Den er i vinkel,« sagde chaufføren, »hop bare ind.« På førersædet lå en sammenfoldet avis; det var en af de kulørte, den lyserøde eller grønne udgave af den daglige sprøjte med en forside, der rekommanderede med store overskrifter og udbrud og billeder og megen tryksværte. Jiggs stod stille og vendte sig om.
»Må jeg kigge i avisen, mester?« sagde han, men chaufføren svarede ikke. Jiggs tog avisen og satte sig ned i sædet ved siden af; han tog en krøllet cigaretpakke op af skjortelommen, lukkede den op, rystede to cigaretstumper ud i den anden hånd og lagde den længste tilbage i den krøllede pakke og stak den ned i skjortelommen igen. Han tændte den korte med fremskudte læber og hovedet på skrå for at undgå tændstikflammen i næsen. Der kom endnu tre mand op i bussen, to i overalls og den tredie med en slags kontrollørkasket på, overtrukket med rødt og guld i striber, og så kom chaufføren og satte sig sidelæns på førersædet.
»I har en maskine med i kapflyvningen i dag, ikke?«
»Jo,« sagde Jiggs, »i 375 kubiktommer-klassen.«
»Hvad mener I om det? Tror I, I har nogen chance?«
»Ja, især hvis de ville lade os flyve 200 tommer-klassen,« sagde Jiggs. Han tog tre lynhurtige drag af cigaretstumpen, som om han slog efter en slange, og knipsede den ud ad den åbne dør, omtrent som om det havde været slangen, han kastede, eller måske snarere en edderkop; så lukkede han avisen op. »Maskinen er gammeldags. Den var hurtig for to år siden, men det er også to år siden nu. Vi ville have været i første række nu, hvis de var holdt op med at bygge racermaskiner, så snart de var færdig med vores. Der er ikke nogen anden pilot end Shumann derude, som kunne have fået den indregistreret i år.«
»Han er god, Shumann, er han ikke?«
»De er alle sammen dygtige,« sagde Jiggs og kiggede ned i avisen. På dens lysegrønne forside stod med fede, sorte, spredte typer:
Lufthavnens Indvielse – Special-Udgave!
Nøjagtig midt på siden kiggede et fotografi af et rundt, glat, på een gang barnligt og sensuelt levantisk ansigt frem under en oversmart bredskygget hat; den tykke overkrop var klemt inde i en stramtsiddende, tilknappet, toradet lys jakke med spidse revers og en nellike i knaphullet. Fotografiet var som en medaillon omslynget af en figur med snirklede vinger og propeller, og symbolerne dannede en skjoldformet pennetegning af noget, som kunne se ud, som var det støbt
i metal og virkelig eksisterede et eller andet sted, og som i gotiske bogstaver sagde:
FEINMAN LUFTHAVN
NEW VALOIS, FRANCIANA TILEGNET
AMERIKAS FLYVERE OG
OBERST H. I. FEINMAN, FORMAND FOR KOMMUNALBESTYRELSEN
Ved hvis aldrig svigtende fremsyn og utrættelige energi denne lufthavn blev grundlagt og skabt af ødemarken på bunden af den udtørrede Lake Rambaud for en million dollars.
»Den Feinman ...« sagde Jiggs, »han må være et stort røvhul.«
»Ja, han er godt nok et røvhul,« sagde chaufføren. »Jeg tror også, man kan sige, at han er for stor.«
»Han har da givet jer fyre en pæn lufthavn,« sagde Jiggs. »Ja,« sagde chaufføren, »det er der nogen, der har.« »Ja,« sagde Jiggs, »det må vel have været ham. Jeg har lagt mærke til, at man ser hans navn her og der.«
»Her og der, ja!« sagde chaufføren. »I neon på begge hangarer og på gulvet og loftet i forhallen og fire gange på hver lygtepæl, og der var en, der fortalte mig, at lufthavnens kaldesignal også bruger hans navn, men det ved jeg nu ikke noget om, for jeg kan ikke morse.«
»Det var som fanden!« sagde Jiggs. Nu var der kommet en hel del mennesker i overalls eller kasketter med rødt og guld, og de begyndte at stige ind i bussen, så det lignede en revyforestilling, hvori hele hæren entrer en taxi og kører bort. Men der var plads til dem alle, og så klappede døren i, og bussen rullede af, og Jiggs lænede sig tilbage og kiggede ud. Bussen svingede straks bort fra Grandlieu Street, og Jiggs kunne se, at de kørte ind mellem jernaltaner, og han fangede små glimt af snavsede, brolagte gårde, mens bussen tilsyneladende for af sted med frygtelig fart og spektakel gennem de stenbrolagte gader, der så ud, som var de ikke brede nok til at lade den slippe igennem; mellem lave mure, der udsvedte en gennemtrængende overmættet lugt af fisk og kaffe og sukker og en anden duft, der var dyb og dæmpet og mindede om en muggen præstekåbe eller om en eller anden mager uddunstning fra et middelalderkloster.
Så kom bussen ud af kvarteret og begyndte at køre med endnu større hastighed ad en lang vej med små lunde af stedsegrøn eg, kantet af palmer, og pludselig opdagede Jiggs, at egene ikke groede i jord, men i stillestående og tyktflydende vand, der var så grumset, at det så ud, som om det var kommet ud af nedløbsrør og havde fået lov at stå og falde til ro. Bussen kørte pludselig forbi en række spinkle hytter; deres forside hvilede på vejens brolægning, og bagenden stod på pæle, hvortil robåde var bundet, og mellem hvilke der hang net til tørre. Og han så, at tagene var tækket med røgfarvede vækster, som hang ned fra træerne; i næste øjeblik var de forbi dem, og over bussen hvælvede egegrenene sig, og fra dem hang mosset dødstille som skægget på gamle mænd, der sidder i
solen. »For fa’en,« sagde Jiggs, »hvis man ikke har en båd der, så kan man ikke engang komme i spjældet!«
»Er det første gang, De er her?« spurgte chaufføren. »Hvor er De fra?«
»Ingen steder,« sagde Jiggs. »Men det sted, jeg holder mig væk fra lige i øjeblikket, er Kansas.«
»Der er familien, hvad?«
»Ja, jeg har to unger der. Jeg vil tro, jeg også har en kone.«
»Så er De stukket af?«
»Ja, for fanden. Jeg kunne ikke engang beholde penge nok til at få mine sko bagflikket for. Hver gang jeg havde et stykke arbejde, så fik hun eller sheriffen fat i fyren og hentede pengene, før jeg fik sagt, jeg var færdig; jeg skulle for eksempel lave et faldskærmshop, og så fik en af dem fat i gysserne og var på vej tilbage til byen, før jeg så meget som trak i udløsersnoren.«
»Det var satans,« sagde chaufføren.
»Ja,« sagde Jiggs og så ud på træerne, der fløj forbi. »Den karl Feinman kunne godt give lidt flere af pengene ud på at få studset de træer, ikke?« Nu svingede bussen og vejen ud af sumpen, uden at der var tale om nogen stigning eller nogen bakke at køre op ad. Den kørte over en flad slette med græs og cypresser og egestubbe ... en arret ødemark, skabt ved en frygtelig og tilsyneladende meningsløs tørlægning ... og hen over den trak sig som et blændende bånd den brolagte vej mod noget lavtliggende og dødt et sted forude – noget ondt og unaturligt. Det drømmeagtige forhindrede en i at forstå, at det var bygget af mennesker til et bestemt formål. Den tykke, tunge luft var nu fuld af en tykkere og tungere lugt, skønt der
ikke var vand at se noget sted; der var blot den blege, bløde, drømmende kontur af en bygning, over hvilken vimplerne vajede og tegnede sig mod endnu en søvndyssende og uendelig strækning, som man i tankerne sagde måtte være vand.
Det så ud, som om der var luft mellem jorden og den trefløjede bygning, man nu kunne skelne tydeligere; den flød på luften som i søndagstillæggenes billeder af eventyrbyer med tårne og takker, hvor mærkeligt farvede væsener vandrer hid og did under luftige hvælvinger, i myriader uden mål og uden vægt. Nu svingede bussen og kørte op langs den lange og brede bygning mellem de to hangarer; den var moderne, gavlene var takkede og stilen både maurisk og californisk under de gyldne og røde vimpler, som flagrede i en brise, der måtte komme fra vand, og førte tanken hen på både vand og luft, som var dette hjemstedet for kæmpemaskiner, fantasien endnu ikke kunne forestille sig, og som i lige mål havde luft og vand som element. Fra bussen så man ud over en plads med pragtfuldt, utroligt grønt græs gennemskåret af betonveje, et matematisk konstrueret monogram af to store F’er pegende i hver sin kompasretning – det første par dage vil Jiggs ikke opdage, at det er en miniaturegengivelse af startbanerne på selve flyvepladsen –. Bussen kørte ind på en af betonvejene og holdt stille mellem lampekuplernes blodløse frugter på bronzestanderne.
Da Jiggs stod ud, standsede han for at kigge på de fire F’er, der var støbt i den firkantede sokkel; så gik han videre.
Han gik rundt om hovedbygningen og fulgte en snæver rendestensagtig sti, der førte hen til en dør uden skilt og uden håndtag; han satte sin hånd mellem de andre fedtede
og snavsede håndtryk på døren, trykkede døren op og kom ind i et smalt rum. Bag en væg behængt med omhyggeligt ordnede og nummererede stykker værktøj hørtes en svag, hul mumlen. Rummet indeholdt en garderobe og toiletafdeling, en knagerække med tøj – manchetskjorter og jakker, et par bukser med dinglende seler; resten var plettet arbejdstøj; Jiggs tog et sæt ned, trådte op i det og krængede det op over skuldrene i een bevægelse og var allerede på vej hen mod den anden dør, som mest bestod af hønsetråd; gennem den kunne han se ind i hangaren, glas- og stålhulen med aeroplanerne, racermaskinerne. Smalle og lette som hvepse, ubevægelige, glatte, farlige og vægtløse stod de som lavet af papir med det ene formål, at de skulle hvile let på skuldrene af de arbejdsklædte mænd. Deres lyse maling stak mindre af her i hangarens matte, dæmpede lys; de fleste af dem stod samlede og urørte, og det, mekanikerne var i færd med at gøre ved dem, var af en så indviklet og teknisk natur, at det var usynligt for lægmandens øje; kun een maskine var uden motorhætte; dens indvolde lå blottede som takkede kurver af skrøbelige vægtstænger og hjul, og hver enkelthed i dette utal af små, skrøbelige ting betød sit til den tyngdebesejrende frygtelige hastighed, og hver øjeblikkelig svigten af en af disse ville skabe det ubodelige skel mellem bevægelse og blot materie. Og dog syntes den nu i højere grad en herreløs ting end et halvfortæret ådsel af et rådyr, som man pludselig støder på i en skov.
Jiggs stod stille, endnu i færd med at lukke sin overall i halsen, og så hen gennem hangaren på de tre mennesker, der var i arbejde med den – to af samme størrelse og en, der
var højere; de havde alle tre arbejdstøj på, men en af de to mindste havde et pur af stikkende lyst hår, som selv herfra ikke så ud som en mands hår. Jiggs gik ikke hen til dem med det samme; han knappede stadig overallen, så sig om og fik i en anden klump af arbejdstøj ved siden af et andet aeroplan øje på en lille, lyshåret dreng i khakitøj, et miniaturebillede af de voksne i påklædningen og i oliepletterne. »For pokker!« tænkte Jiggs. »Nu har han allerede fået dem smurt til. Laverne giver ham en mægtig balle!« Han gik nærmere med sine korte, springende skridt; han kunne allerede høre drengen snakke med sin høje, sikre, gennemtrængende stemme som en forkælet dreng fra de midtvestlige stater. Han gik hen til ham, stak sin grove, hårde, snavsede hånd frem og purrede op i drengens hår.
»Pas på!« sagde drengen. Så sagde han: »Hvor har du været? Laverne og Roger –« Jiggs kørte igen hånden rundt i drengens hår; så satte han sig på hug med hænderne til vejrs og hovedet trukket ned mod skuldrene i en burlesk stilling. Men drengen så bare på ham. »Laverne og Roger –« sagde han igen.
»Hvem er din far i dag, dreng?« sagde Jiggs. Nu flyttede drengen sig. Uden nogen som helst forandring i ansigtsudtrykket sænkede han hovedet og for mod Jiggs med hænderne plejlende i luften. Jiggs dukkede sig og tog imod slagene, mens drengen hamrede løs på ham i magtesløst og dødeligt raseri; nu havde alle de andre mænd vendt sig om for at se på det, med skruenøgler og andet værktøj og maskindele i deres løftede hænder. »Hvem er din far, hvad?« sagde Jiggs; han holdt drengen ud fra sig og løftede ham så